”Man skulde i Stilen høre Fortælleren, Sproget maatte derfor nærme sig det mundtlige Foredrag, der fortaltes for Børn, men ogsaa den Ældre skulde kunne høre derpaa”
(fra H.C. Andersens fortale til Eventyr og Historier, 1862)
Den 10. februar 1835 skriver den unge digter H.C. Andersen til sin ældre digter-kollega i Sorø, B.S. Ingemann: “Dernæst er jeg begyndt paa nogle: “Eventyr, fortalte for Børn”, og jeg troer de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr jeg selv som Lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har ganske skrevet dem saaledes som jeg selv vilde fortælle et Barn dem.”[1] At skrive som man fortæller til et barn var i sandhed et dristigt eksperiment midt i en periode, der var domineret af formelt skriftsprog. Barnet var ganske vist blevet genopdaget af romantikerne, men sprog henvendt til børn, baseret på talesprogets lette syntaks og ordvalg, var endnu helt ukendt i dansk prosahistorie.
H.C. Andersens første eventyrhæfte udkom i 1835, men forinden havde han udgivet eventyret Dødningen, der udkom som appendix til Digte fra 1830 og stod noget isoleret mellem al lyrikken. Kritikken fra det veletablerede digterparnas var hård, og den nyopdukkede eventyrforfatter blev frakendt al talent. I det høj akademiske tidsskrift Maanedsskrift for Litteratur, der anmeldte Dødningen, men forbigik alle senere eventyrsamlinger i dyb tavshed, hæfter den anonyme anmelder – sandsynligvis Chr. Molbech – sig ved det fatale sammenstød mellem højt og lavt sprog, og han afrunder sin artikel med et længere fejlregister, der på systematisk vis sætter alle de forkert deklinerede og ortograferede ord til offentlig skue.
Den hårde kritik er sandsynligvis årsagen til, at den sårbare H.C. Andersen først fem år senere igen kaster sig ud i eventyrgenren. De første fire eventyr udkommer i et beskedent hæfte i maj 1835, og i december samme år udsendes det andet eventyrhæfte. Dette hæfte indeholder bl.a. eventyret Reisekammeraten, der påkalder sig sproghistorisk interesse, fordi det er en stilistisk omarbejdelse af Dødningen. Man kan kun gisne om grunden til omdigtningen, men måske anså digteren selv stilen i Dødningen for mislykket, fordi kritikken fra det lærde selskab var så hård.
En sproghistorisk nærlæsning af Dødningen og Reisekammeraten giver et glimrende indblik i den sproglige udvikling, som sprogækvilibristen og sprogfornyeren H.C. Andersen gennemgår mellem 1830 og 1835. Mærkeligt nok er en sådan nærlæsning aldrig blevet foretaget, skønt den sproghistoriske tilgang til tekster hviler på filologien, der i mange årtier var den førende forskningsmetode, også inden for den gamle og traditionsrige H.C. Andersen-forskning. Georg Brandes forsøgte allerede i 1870 at beskrive det særegne ved H.C. Andersens eventyrsprog i dets mangeartede typologi, og i sit berømte essay om digteren analyserer han sig frem til, at sproget, trods sin ringe status som digterværkets overflade, dog er ”den bankende Puls, der angiver Hjerteslaget i det Indre.”[2] I sit lange essay henviser Brandes flere gange til sproget som den egentlige kerne i eventyrene, dog uden selv at præsentere en dybdeborende sproglig analyse.
I 1927 udgav filologen Paul V. Rubow sin bog H.C. Andersens Eventyr. Ud fra en grundig nærlæsning af eventyrene opstiller Rubow i et kapitel en længere række af gennemgående stiltræk, hvorefter han belyser stiltrækkene med talrige eksempler, dog uden at karakterisere den særlige stil i det enkelte værk. Rubows detaljenøjagtighed kritiseres senere af litteraten Bo Grønbech, der i H.C. Andersens Eventyrverden fra 1945 mener, at Rubow ”nok saa meget har interesseret sig for den systematiske Oprangering af Stilfigurer og andre Sprogejendommeligheder som for at sætte disse Fænomener i Forbindelse med den Tanke- og Oplevelsesverden de skal give Udtryk for”.[3] Rubows værk har sin styrke i det solide litteraturhistoriske overblik, idet han arbejder ud fra en klassicistisk opfattelse af eventyrene som nye varianter af gammelkendte genrer fra tidligere litteraturhistoriske perioder.
Anker Jensens Studier over H.C. Andersens sprog fra 1929 er en nøje gennemarbejdet registrant over forekomster af ord og ordklasser, endnu rigere eksemplificeret end Rubows bog. Målet for Anker Jensens undersøgelser synes heller ikke at have været en karakteristik af det enkelte eventyrs særpræg, men snarere en bred sproglig karakteristik af H.C. Andersens sprog, idet han også henter talrige eksempler fra privatkorrespondancen. Endelig vil jeg fremhæve Niels Kofoeds doktordisputats fra 1967, Studier i H.C. Andersens fortællekunst. Kofoed hæfter sig især ved sine forgængeres bevidste metodevalg, der efter hans mening har hæmmet deres frie syn på det enkelte værk, der betragtes ”som en palimpsest”, der kun læses ”for den underforståede menings skyld.[4] Selv anvender Niels Kofoed ikke en bestemt metode, men efterlyser dog på nykritisk maner ”en stadig stærkere fordybelse i de enkelte værker.”[5] En sådan fordybelse præsenterer han selv med udgangspunkt i udvalgte værker fra forskellige perioder af forfatterskabet.
Den sproghistoriske læsning af eventyrene er altså stort set et uopdyrket landskab. En række komparative sproglig-stilistiske analyser af forfatterskabets 156 eventyr i lyset af den sproghistoriske kontekst vil derfor antagelig kunne bibringe værdifulde oplysninger om H.C. Andersen som mangesidig stilkunstner i stadig udvikling, og samtidig vil metoden kunne pege på nye analysestrategier inden for det nuværende forskningsområde. Af hensyn til pladsbegrænsningen vil jeg i denne artikel kun omtale nogle få sproglig-stilistiske forskelle og ligheder mellem Dødningen og Reisekammeraten, men i grunden burde alle eventyrene inddrages og sammenlignes. Stilistiske observationer afsluttes nemlig ikke nødvendigvis med det enkelte værk, men kan ofte ses som et kendemærke for en mindre eller større del af produktionen i et forfatterskab. Det er nødvendigt, at stildetaljerne indgår i en større helhed – ellers løber man let en risiko for, at sproghistorisk forskning støttet på stilkriterier resulterer i en tør opremsning af eksempler, som dernæst klassificeres som bestemte stiltræk, uden at der er noget blik for helheden. Men lad os nu se lidt på den stilistiske udformning af de to eventyr. Mine parenteser henviser med side- og linjetal til Erik Dals H.C. Andersens Eventyr, første bind.
Når man ser på de morfologiske forhold i Dødningen, tiltrækker især de sammensatte substantiver sig opmærksomhed. Inkonsekvensen træder tydeligt frem, når H.C. Andersen både særskriver (fx “Diamant Bjerge”, 200,35), sammenskriver (fx “Marmorslot”, 200,40) og sammenskriver med bindestreg (fx ”Hagl-Veir”, 205,23). Endnu på H.C. Andersens tid er brugen af særskrivning og sammenskrivning ret individuel, men selv om en egentlig norm for sammenskrivning ikke har eksisteret, synes H.C. Andersen i sin vaklen ikke at vise fremad mod det senere 1800-tals sammenskrivninger, men snarere at vise bagud mod 1700-tallet, hvor både særskrivning og sammenskrivning med bindestreg var yndet.[6] Denne arkaiserende tendens sættes yderligere i relief af de manglende fugebogstaver i fx “Sovkammer” (193,20; dog 207,26: “Sovekammer”) og i begge sammensætninger med “dødning-”: “Dødninghaand” (192,10) og “Dødninghoveder” (203,12). Retfærdigvis skal det tilføjes, at Molbechs Dansk Ordbog, der var rettesnor indtil 1889, i vid udstrækning undgår fugebogstavet e i sammensætninger, således i alle sammensætninger med “Dødning-”.[7]
En lignende arkaisme ses i formuleringen ”den høieste Spidse” (197,8), der opfattes som forældet i 1800-tallet, men dog ses så sent som hos Kierkegaard.[8] Også pluralisformen “Taare” (208,40) virker stærkt forældet i 1800-tallet. Her kan arkaismen dog ikke bevises med sikkerhed, idet endelsen -r kan mangle som følge af det lydmæssige sammenfald mellem “Taare” og “Taarer”. Dette synspunkt deler Axel Rosendahl, der tager den forkerte flertalsendelse i “Taare” til indtægt for H.C. Andersens svagt udviklede lydskelneevne, som ifølge Rosendahl bekræfter, at han var auditivt hæmmet dyslektiker.[9]
Ser vi på adjektivformerne i Dødningen, afviger de morfologisk set ikke meget fra de daværende normer. H.C. Andersen skriver ”et fremmet Land” (194,26) helt i overensstemmelse med periodens vekslen mellem “fremmet” og fremmed” som følge af den udtalemæssige vaklen i tryksvage stavelser mellem -ed og -et.[10] Formuleringen ”den hvalte Klippegang” (204,27), der giver visse associationer til Oehlenschlågers arkaiske ordvalg i sin pasticheskrivning tidligere i århundredet,[11] opfattes som antikveret i 1830 og findes kun i det poetiske sprog. Dette er muligvis forklaringen på, at H.C. Andersen tre sider senere glemmer formen og skriver “Bjergets hvælvede Sale” (207,16).
Endelig vil jeg i Dødningen fremhæve de flydende grænser mellem adjektiv og adverbium, som er karakteristisk for perioden som helhed. Vendinger som ”en heel ny Verden” (196,17) og ”de uendelige mange Riger og Lande” (197,14) viser, at ”heel” og “uendelige” dybest set må opfattes som forstærkende adverbier, selv om endelsen på ”t mangler. Den manglende evne til i talesproget at skelne mellem adjektiver og deres adverbielle former er antagelig årsagen hertil, lyder Peter Skautrups milde dom, mens Anker Jensen ikke tøver med at anse formerne for regulære fejl.[12] Periodens frekvens af adverbier med funktion som adjektiver til substantiver af fælleskøn eller i pluralisform uden endelsen -t er betydelig, skønt tendensen går hen imod faste adverbialformer på -t.[13]
Trods talrige inkonsekvenser virker Reisekammeraten i sin helhed mere konsekvent end Dødningen på mange områder. En moderne tendens synes at gøre sig gældende i den næsten konsekvent gennemførte sammenskrivning af substantiver, fx “Haglveir” (mod Dødningens “Hagl-Veir”). Sammenskrivning med bindestreg anvendes tilsyneladende kun i ganske særlige tilfælde, hvor ordene er rekrutteret fra vidt forskellige ordsfærer, fx som i ”Ild-Ædderkoppe” (79,15) eller i “Kirke-Nissen” (69,7). Af særskrivninger findes kun én i Reisekammeraten, nemlig “Edderduuns Dyner” (80,29). Også i anvendelsen af fugebogstaver ses en moderne tendens; således anvendes fugebogstavet e nu konsekvent i “Sovekammer” (69,23) samt i “Dødningehoveder” (77,9).
Adjektiverne viser samme tendens som i Dødningen’, der skelnes ikke skarpt mellem den rene adjektivform og den adverbielle form af adjektivet. Kun enkelte steder i Reisekammeraten forekommer adverbium med endelsen -t, fx ”1 det samme klang det forunderligt deiligt” (74,37); i flere lignende tilfælde smelter adverbium sammen med adjektiv, fx “nogle forskrækkelige tunge Skyer” (72,30). I modsætning til Dødningen kan en række substantiverede adjektiver også iagttages, fx ”det Grønne” (69,2), ”alt det Muelige” (71,40) samt flere afledninger af favoritadjektivet “deilig”: ”det Deilige” (68,15) og “Deilighed” (74,35).
Som helhed betragtet forekommer Reisekammeraten mig at være mere moderne på det morfologiske område i forhold til Dodningen, men dog ret konservativ i forhold til tidsperioden. Tendensen går i retning af større regelmæssighed og konsekvens, men Reisekammeraten er på ingen måde præget af morfologisk konsekvens. Inkonsekvenserne og de antikverede bøjningsformer forsvinder ikke i omskrivningen, men formindskes blot betydeligt, hvilket selvfølgelig også er en udvikling. Resultaterne kan stilles op således:
| Dødningen | Reisekammeraten | |
|---|---|---|
| Verber: | kommen | kommet |
| brukket | brækket | |
| huggede | hug | |
| gjemmede | gjemte | |
| besluttet (fin.) | besluttede | |
| Substantiver: | Taare (pl.) | Taarer |
| Spindelvæve | Spindelvæv | |
| Ædderkopper | Ædderkoppe | |
| Rosenhække | Rosenhækker | |
| Hagl-Veir | Haglveir | |
| Dødninghoveder | Dødningehoveder | |
| Sovkammer/Sovekammer | Sovekammer | |
| Adjektiver: | hvalte/hvælvede | hvælvede |
| fremmet | fremmed |
Fra hvilke sproglige områder stammer så ordstoffet? Dødningens, begyndelse udmærker sig ved at indeholde en del ordstof fra den historisk-biografiske sfære. Geografiske lokaliteter som “Bogense” (191,1), ”den jydske Kyst” (191,3) og ”den deilige danske Kyst” (194,9) vil man normalt ikke finde i et (omskrevet) folkeeventyr, og det samme gælder en historisk person som “Fredrik den Anden” (191,4). Nonneklostret “Elvedgaard” (191,2) fæstner eventyret til en bestemt tidsperiode, nemlig den sene middelalder, og allerede hér brydes eventyrets dekorum: konkret tids- og stedsangivelse harmonerer ikke godt med eventyrgenren, men tilhører snarere sagnet eller novellen.
I skarp kontrast til det historisk-biografiske stof står eventyrstoffet, der med det obligate inventar af eventyrfigurer lader eventyret pege på sig selv som ren fiktion: “Elverkongen” (191,19), “Elverpigerne” (191,18), “Løgtemændene” (191,21), ”de smaa Alfer” (196,7), ”de utallige smaae Nisser” (204,28) og ”den mægtige Trold” (204,28). Mens begyndelsen overvejende er præget af historisk-biografisk stof, er slutningen, hvor hovedpersonen befinder sig i “Phantasiens Verden”, udelukkende præget af eventyrstof. Det specifikke valg af ordstof markerer med andre ord en tvedeling i form af fiktivt og ikke-fiktivt stof.
Overraskende er også Dødningens store mængde af ord fra den religiøse sfære, der ligeledes bryder med folkeeventyrets skikke. Bibelske personer og begreber kan iagttages talrige steder: “Guds Engle” (192,19), “Christus og alle de Hellige” (193,7) og den bibelsk klingende “Satan og hans Engleskare” (195,16); desuden en del formelagtige vendinger fra den religiøse sfære: ”en Guds Mand” (195,13), ”ved Gud og alle Helgene” (195,31), ”I Jesu Navn” (195,3) og ”Gud bevare os alle sammen!” (201,31). Den bibelske tone understreges med ordsproget ”Et Æsel er dog et Æsel, bære det endogsaa gyldent Dække! og Adel uden Dyd er en Løgte uden Lys” (201,27), der dog ikke er et direkte bibelcitat. Det kristologiske ordstof rimer udmærket på den katolske tidsramme, som begyndelsens nonnekloster sætter, men står i et vist modsætningsforhold til de overnaturlige eventyrvæsener, der ikke er et kristent, men et hedensk levn.[14]
Endvidere hentes en stor del af ordstoffet i Dødningen fra fremmedord af franskitaliensk oprindelse, fx “Francaiser” (191,12), “Harlequin” (192,30), “Maskerade” (203,43) og ”en skjøn Skabilon” (201,27), og fra enkelte af latinsk oprindelse, fx “monarkisk Skolemester” (192,31) og “residerede” (200,40). Igen er ordvalget milevidt fra folkeeventyrets enkle, mundtlige stil. Dette sættes yderligere i relief af de utallige litterære referencer til periodens dramaer og romaner. Af sjældne proprier kan nævnes i flæng: “Turandot” (201,15), “Werther og Siegwarth” (202,33), ”en claurensk Bog” (205,36) samt “Carlo Gozzi’s dramatiske Eventyr ”de tre Pommeranzer”” (201,3). Ordvalget afslører, at Dødningen især henvender sig til det dannede, borgerlige publikum, som kan gennemskue tekstreferencerne og nikke genkendende til de litterære figurer.
Endelig vil jeg fremhæve de mange ord fra uhyggesfæren. Fra begyndelsen til slutningen synes der at ske en optrapning i graden af uhygge, som kulminerer i beskrivelsen af den ækle trold. Det uhyggelige, der i høj grad er knyttet til fortællerens beskrivelse af døde mennesker, begynder med faderens død, hvor Johannes fra sin drøm vågner op og mærker “Faderens kolde Dødninghaand” (192,9), og fortsættes med stigende intensitet ved kirkebesøget, hvor Johannes finder “Liget af en midaldrende Mand med foldede Hænder og Svededugen over Ansigtet” (194,37). Både prinsessen og trolden rummer en mulig uhygge i deres udvortes: Prinsessen er “bleg som et Liig” (206,9), mens troldens “sorte filtrede Marelokker hang ham ned om det vanskabte, violetblaae Ansigt” (204,36). Uhyggens kulmination, som samtidig er enden på uhyggen, sker ved, at rejsekammeraten “skilte […] hans stygge Hoved fra Kroppen […] og vadskede Blodet af” (207,28).
Alt i alt er Dødningen præget af ordstof fra meget forskelligartede sproglige sfærer, som er indkomponeret i eventyrgenren. Virkelighed og fiktion væves ind i hinanden, og ironien ligger i, at det er umuligt at afgøre, om det historisk-biografiske stof danner den yderste ramme om eventyret, eller om det netop er omgivet af endnu en yderste ramme, som er fiktionen. Kort sagt: Dødningen kan ikke uden vanskeligheder rubriceres i eventyrgenren, fordi det stærkt varierede eventyrstof sætter genretilhørsforholdet til debat.
Anderledes forholder det sig med Reisekammeraten, hvis ordstof holder sig diplomatisk inden for eventyrets afstukne rammer. Det historisk-biografiske stof er udrenset af Reisekammeraten, selv om den camouflerede formulering “Vagtparaden gjorde Musik i Gaderne” (83,14) leder tankerne hen på det gamle København.
Af eventyrets typegalleri møder vi de selvsamme figurer som i Dødningen, dog med den forskel, at afsnittet om elverfolket er skåret væk. Til de enkelte figurer i Reisekammeraten knyttes ofte yndlingsadjektivet “deilig”, som inklusiv superlativformer og diverse afledninger forekommer ikke færre end 28 gange mod ”kun” 23 gange i Dødningen.[15] En vis forkærlighed for attributivt tilknyttede adjektiver synes at være karakteristisk for begge tekster som helhed i modsætning til det mundtligt overleverede folkeeventyr, der normalt vægter handlingsfremdrivende ord højere end beskrivende ord.
Af det religiøse ordstof er ordet “Satan” fjernet i Reisekammeraten. Ordene virker generelt mere afdæmpede og knyttes ikke specifikt til middelalderens katolicisme, men i højere grad til en tidløs forventning om Gud hjælp: “Johannes […] troede ganske vist, at den gode Gud nok hjalp ham” (77,34), Johannes bad fromt til vor Herre” (84,9) samt ”vor Herre vil nok hjælpe dig” (67,6), som genklinger i 71,2: ”vor Herre vil altid hjælpe mig”. Kirkeinventaret og de gudelige personer nævnes ikke så hyppigt som i Dødningen, men virker nu mere velbegrundede i teksthelheden, eftersom der kun refereres til religiøse begreber enten når helten er i kvaler, eller når han må lovprise Guds herlighed. Fra Dødningen til Reisekammeraten reduceres altså det religiøse ordstof, men samtidig opstår et nyt ordstofområde, der er knyttet til inderlighedens følsomme sfære, og som kaster et skær af fortællerens indleven og medlidenhed ind over helten: “Taarerne kom Johannes i Øinene” (68,6), ”han fik Vandet i Øinene af Glæde” (74,32) og ”Den stakkels Johannes” (67,1 ff.) med flere varierede gentagelser senere, fx ”Du stakkels, kjære Johanne? (78,4), ”den stakkels døde Mand” (70,40) og ”den stakkels gamle Kone” (73,28).
Endelig er de skrækromantiske chokeffekter fra uhyggesfæren markant reduceret i Reisekammeraten. “Dødninghaand” afløses af ”den døde Faders Haand” (67,12); svededugen og løjbænken er bortretoucheret i beskrivelsen af den døde mand i kirken. Prinsessen sammenlignes ikke mere med et lig, men er blot “kridhvid i Ansigtet” (80,37), og trolden er blot ”en gammel Trold, med Krone paa det stygge Hoved” (79,19). Uhyggen er i stedet koncentreret om det afgørende slag mellem rejsekammeraten og trolden: “Reisekammeraten […] hug med Sablen hans ækle Troldhoved af lige ved Skuldrene” (82,27), som dog hurtigt glemmes med fortællerens humoristiske, lunefulde fortsættelse: ”saa Trolden ikke engang fik det selv at see”.
Ud over ændringer i de nævnte ordsfærer kan en ikke ringe udskiftning af verber, substantiver og adjektiver iagttages overalt i teksterne:
| Dødningen | Reisekammeraten | |
|---|---|---|
| Verber: | briste | gaae i Stykker |
| forsikkrede | sagde | |
| udstrakte | rakte i Veiret | |
| erholdt | fik | |
| residerede | boede | |
| henrette | hænge eller halshugge | |
| sittrede | rystede | |
| udfinde | gætte | |
| ledsage | følge | |
| elske | holde af | |
| foreskrevet | raadet | |
| Substantiver: | argantisk Lampe | Natlampe |
| Vidier | Pileqviste | |
| Den Fremmede | Reisekammeraten | |
| Marionetspiller | en Mand, som gjorde Dukke-Comedie | |
| Første Prima-Donna | den allernydeligste Dukke | |
| Slagsværd | Sabel | |
| Betler | Staadder | |
| Kjærlinger | Koner | |
| Beiler | Frier | |
| Gevant | Kaabe | |
| Kavalerer | Hoffolk | |
| Marelokker | Skjæg | |
| Adjektiver: | fortræffelig | god |
| bleg som et Liig | kridhvid |
Tendensen er, at ord af udenlandsk oprindelse samt specifikke ord fra voksenlivet undgås, dog med enkelte undtagelser, idet “illumineret” (74,3) og “Drabanter” (83,22) beholdes i Reisekammeraten. De højtidelige formuleringer “Vore Vandringsmænd” og ”vor kjære Ungersvend” fra Dødningen undgås helt, mens ”den Fremmede”, der havde en frekvens på 34 i Dødningen, kun ses tre gange i Reisekammeraten.
Udskiftningen af enkeltordene og redigeringen af hele ordstoffet får eventyret til at fremtræde mere homogent sprogligt set. Paradoksalt nok viser undersøgelsen af ordstoffet, at Dødningen, som jo med sin genrebetegnelse gav sig ud for at være ”et fyensk Folke-Eventyr”, snarere er et litterært kunsteventyr, mens omvendt Reisekammeraten, som ikke påstår at være andet end et “Eventyr”, i virkeligheden ligger meget tættere på folkeeventyrets enkle stil, også selv om ordstoffet fra den religiøse sfære og fra inderlighedens følsomme sfære normalt ikke genkendes i det mundtligt overleverede folkeeventyr.
Flere passager i Dødningen indeholder et skriftsprogligt præg. Latinpåvirkede overgangsrelativer ses fx i 207,28ff.: ”Den Fremmede […] skilte ved eet Hug med sit Slagsværd, hans stygge Hoved fra Kroppen, hvilken han kastede ned, langt ude i det oprørte Hav, men Hovedet tog han med hjem, vadskede Blodet af, og bandt det saa ind i det stort, blaatærnet Lommetørklæde, hvilket han den næste Morgen gav til Johannes, hvem han paa det strængeste paalagde, ikke at aabne det” (min kursivering af overgangsrelativer).
Påvirket af latin er også den formelle sætningskonstruktion med præsens participium som erstatning for en ledsætning: “klagende over det stærke Hagl-Veir” (205,22), samt en enkelt akkusativ med infinitiv udløst af verbet “bede”: ”den Fremmede bad ham at lade hende ligge i Græsset” (196,18). Desuden udmærker Dødningen sig ved at indeholde hele fire kancellisløjfer.
Sætningssammenkædninger uden brug af konjunktioner ses enkelte steder, fx i scenen, hvor prinsessens tilstedeværelse udøver en næsten hypnotisk magt på hovedpersonen: “hans Læber brændte, han følte sit hele Indre electriseret; intet kunde han nyde af de Forfriskninger Pagerne frembåre for ham, han saae kun sit skjønne Drømmebillede” (203,23ff.). I begge tilfælde rummer udeladelsen af konjunktionerne en mulig fortolkning af hovedpersonens oprørte sindstilstand, og det sproglige udtryk understreger således indholdet. Herudover fremhæves Dødningen også som et litterært kunstprodukt i modsætning til det “ægte” folkeeventyr, hvor der som regel er overflod af konjunktioner, oftest de sideordnende.
Som udtryk for poetisk sprogbrug kan nævnes de refleksive pronominers tendens til at stå imellem det finitte verbal og subjektet: ”Over Havet hvælvede sig en deilig Regnbue” (194,21) eller ”da aabnede sig Vinduet” (204,14). At en sådan placering af det refleksive pronomen kun har tilhørt det poetiske sprog, bekræftes af, at H.C. Andersen til visse tider er inkonsekvent i sin placering, fx ”Med samme Brag igjen lukkede Bjerget sig” (204,27).
Endelig virker Dødningen skriftsproglig på grund af de mange forekomster af fænomenet etisk dativ. Ifølge Anker Jensen skyldes tekstens store udbud, at man i perioden foretrak etisk dativ ved en lang række verber, hvor vi i dag vil foretrække præpositions-forbindelse.[16] Jeg nævner i flæng: ”den sorte Kiste der gjemmede ham hans kjære Fader” (192,13) eller ”saa gik han os igaar hen og vilde trække en lurvet Tigger-Dreng op” (195,9). Betegnende nok undgås den etiske dativ i Reisekammeraten ”Johannes nikkede ham sit Levvel” (193,11) bliver til ”Johannes nikkede Farvel til ham” (69,9).
Overraskende nok er Dødningen også præget af en mundtlig syntaks i stor grad. Mest iøjnefaldende er nok de mange eksklamationer, der må tilskrives den meget indlevende fortæller: ”Uh, hvor det var en underlig Tour” (204,19) og ”hu! hvor der var en Ødelæggen” (199,9) samt visse lydefterlignende ord, fx i replikken ”Knik, knak” hvor gik hun i Stykker” (199,18). Fortællerens udbrud “skærer” sætningerne i stykker og mimer af og til det mundtlige foredrags indskud uden grammatisk neksus: ”men med eet, Gud maa vide hvad den store Bulbider tænkte, da den tykke Slagter nu af Interesse for Stykket glemte at holde paa ham, foer han i eet Spring op paa Theatret” (199,14). Som det kan ses, tager talesproget næsten magten fra fortælleren, og syntaktisk sammenbrud lurer i horisonten.
Fortællerens tilrettelæggelse af historien viser sig rent syntaktisk ved, at indholdsvægtige ord og led ofte rykkes frem i sætningens forfelt og præsenteres som psykologisk subjekt, skønt de ikke fungerer som subjekt i grammatisk forstand. Denne inversion drager læserens opmærksomhed mod betydningsmæssigt centrale ord, især adjektiver og adverbialer: “Rask gled Talen ham fra Tungen” (196,36), “Aldrig havde Johannes tænkt sig Verden saa stor” (197,16) eller “Langsomt og stønnende skred hun fremad” (197,39). I alle eksempler opnås en emfatisk virkning, som virker mere raffineret og mere hyppig end folkeeventyrets emfase. I modsætning til Rubow tvivler jeg på emfasens rødder i H.C. Andersens personlige temperament,[17] men betragter den snarere som nødvendig variationsskabende syntaktisk effekt.
Endelig vil jeg af de syntaktiske forhold i Dødningen fremhæve datidens flydende grænser mellem personlige og refleksive pronominer. Ifølge Anker Jensen viser sproghistorien eksempler i hobetal på dette fænomen, og ikke blot ældre sprogbrugere som Peder Palladius og Holberg vakler, men selv nyere – og sikre – sprogbrugere som J.L. Heiberg og Georg Brandes er i tvivl.[18] Som grammatisk regel for udtryk i ejeform anføres normalt, at subjekter i ental kræver ”sin”, ”sit” eller “sine”, mens andre led kræver “hans”, “hendes” osv. Altså ser det ud til, at H.C. Andersen forveksler subjekt med objekt, når han skriver: ”de førte den Døde til sit sidste Hvilested” (192,12) og ”som Vandfad havde han den hele Aae med sit friske rindende Vand” (193,23). Yderligere belyst af Anker Jensens øvrige eksempler synes H.C. Andersens brug af personlige og refleksive pronominer ikke at vise et mønster, kun inkonsekvens – men altså en inkonsekvens, der er periodetypisk.
Det skriftsproglige præg fra Dødningens syntaks genfindes ikke i Reisekammeraten. Latinske konstruktioner, indkapslede ledsætninger og bemærkelsesværdige placeringer af letled forsvinder i vid udstrækning i omskrivningen til fordel for mundrette sætninger, der ligger tæt på talesproget.
Især sætningskløvninger hentet fra det daglige talesprog optræder ofte i Reisekammeraten-. ”det er levende, onde Mennesker, der gjør Fortræd” (70,24) eller ”det er kun de onde Folk, der ikke maae faae Alferne at see” (71,13). I en sætningskløvning trækkes ét led ud og vægtes særligt i forhold til de øvrige sætningsled. Sætningskløvninger ses ofte i folkeeventyrene, hvor yndlingspronominerne ”det” eller ”der” er anbragt på første plads i sætningen – eller måske endda på første plads i hele eventyret, jf. den kendte formel ”Der var engang”.
Ved at fremhæve ét sætningsled markant afslører sætningskløvningen sit slægtskab med emfasen, som også er særdeles hyppigt forekommende. Eksempler: “Deilighed havde hun nok af” (75,18) og “Alle Mennesker havde hun givet Lov at frie til hende” (75,21). Ligesom sætningskløvningen er karakteristisk for den folkelige fortællestil, hører emfasen med sin demonstrative, livlige måde at stille et sætningsled til skue på også hjemme i det levende fortællesprogs tradition – men igen virker H.C. Andersens brug af emfasen mere raffineret end folkeeventyrets emfase.
Talesprogets indflydelse på Reisekammeraten ses også i ledsætninger med hovedsætningsordstilling, som efterligner talesprogets spontane og ulogiske syntaks: ”hun loe af det onde Veir, syntes det var ikke stærkt nok” (81,33) eller ”den Fremmede […] sagde, at han havde her en Salve, der strax kunde gjore hendes Been heelt og raskt” (72,lif.). Hovedsætningsordstilling i ledsætninger kendes også fra talrige skribenter i 1600- og 1700-tallet som fx Leonora Christina og Ludvig Holberg, men dens “Dødsdom […] er omtrent blevet fuldbyrdet i Løbet af det attende og nittende Aarhundrede” mener Rubow, som anser denne ledsætningsfølge som udtryk for arkaisme eller forglemmelse i 1800-tallet.[19] Men spørgsmålet er, om ikke Rubow overser, at hovedsætningsordstilling i ledsætninger stadig forekommer i talesproget og er et typisk træk i den mundtlige stil? Jeg anser H.C. Andersens valg af denne sætningsfølge som udtryk for et velbegrundet og bevidst valg, for genren er jo – i modsætning til så mange andre genrer – især beregnet til højtlæsning.
Til sidst vil jeg fremhæve den flydende grænse mellem personlige og refleksive pronominer. Hvor Dødningen viste eksempler på brug af refleksive pronominer i stedet for personlige, er forholdet modsat i Reisekammeraten. Eksempler: ”Her er’ saamange smukke Piger,/Som vil ha’ dem en Svingom” (83,27) og ”de satte dem under et stort Træ” (72,1). Anker Jensens øvrige eksempler tyder på, at perioden ikke uden videre har foretrukket ”sig” ved reference til sætningens subjekt. Også i forholdet mellem possesivt pronomen og genitiv af personligt pronomen veksles der vilkårligt, fx i sammenligningen “alligevel var hun meget smukkere, end alle hendes Klæder” (76,14).
For at sammenfatte de syntaktiske iagttagelser kan man sige, at hele den tunge syntaktiske akrobatik i Dødningen løses op og omskrives i Reisekammeraten med få undtagelser. Ulla Albech tøver ikke med at fastslå, at ”H.C. Andersens Syntax er revolutionær paa Baggrund af Skriftsprogstraditionen”,[20] fordi digteren suverænt efterligner den daglige tales ujævne syntaks, som først slår igennem i det impressionistiske skriftsprog efter 1870. Mine syntaktiske observationer kan derfor ikke bekræfte Niels Kofoeds udsagn om, at H.C. Andersen “indenfor sit forfatterskabs rammer gjorde udviklingen fra det attende til det nittende århundrede med” ved at omskrive Dødningen. Rent stilistisk kan jeg ikke finde belæg for, at Dødningen skulle tilhøre 1700-tallet mere end 1800-tallet; tværtimod er det en pointe, at den talesproglige, lette syntaks findes allerede i Dødningen.
Som en foreløbig sammenfatning af de sproglige iagttagelser vil jeg gerne understrege, at trods stor indbyrdes forskellighed i sprog og stil er begge eventyr dog chokerende mundtlige sammenlignet med andre episke værker fra samtiden. Sammenligningsgrundlaget kunne fx være Oehlenschlägers selvredigerede eventyrsamling fra 1816, Eventyr af forskiellige Digtere, der gennemgående er præget af formelt skriftsprog. For Oehlenschlåger har det tilsyneladende ikke været et ideal at bevare den karakteristiske stil i hver enkelt eventyr, men snarere at genfortælle eventyrene i ”et livligt og mønsterværdigt Dansk”.[21] Derfor er der et markant fravær af levende tale, selv om der er sproglig velklang i ordene.
Torben Brostrøm hæfter sig også ved H.C. Andersens mundtlige træk og fastslår, at han “skabte en ny prosa, der med P.O. Enquists udtryk får de samtidige danske forfatteres litteratursprog til at lyde, som om det var oversat fra tysk.”[22] Især i Reisekammeraten udfoldes den mundtlige stil, som virker spontan og ægte, fordi effektjageriet fra Dødningen er stærkt begrænset og afvejet ud fra et kunstnerisk hensyn til helheden. Sproget i Reisekammeraten er dog mindst lige så konstrueret og stilistisk varieret som sproget i Dødningen, blot med helt andre retoriske og stilistiske virkemidler, hvad en nærmere analyse af stilfigurer vil kunne bekræfte. Men hvad var forudsætningerne for denne nye mundtlige stil?
I den mere end 80 år lange fredsperiode i Danmark mellem 1720 og 1801 begyndte en større del af de betydende skønlitterære forfattere at interessere sig for sprogets dyrkning. Den sproglige korrekthed blev normdannende for sam- og eftertidens skrivekunst, og som en naturlig følge heraf begyndte kritikerne i det sene 1700-tal at beskæftige sig med værkers sproglige form (korrekt ortografi, korrekt anvendelse af fremmedord osv.) i deres anmeldelser. Målet for disse sprogforbedringer lå helt i den rationalistiske tidsalders inderste ånd: at oplyse og belære. Både Holberg og J.S. Sneedorff ønskede at oplyse og udbrede viden, idet de samtidig dyrkede og almindeliggjorde sproget ved såvidt muligt at undgå fremmedord og latinsk prægede sætningskonstruktioner. Skautrup tager Sneedorff til indtægt for ”den første Tilnærmelse til menigmands talesprog”,[23] men Holbergs komediesprog kunne også anføres som eksempel.
Der eksisterer dog stadig et skarpt skel mellem talesprog og skriftsprog, selv om Jens Baggesen fornyer prosaen og forsøger at løsrive den fra den rationalistiske grammatiks snærende bånd i Labyrinthen (1792-93). Et vist hensyn til dekorum hviler stadig over litteraturen; man undgår det alt for virkelige og realistiske og fremelsker i stedet et mønstergyldigt, korrekt dansk. Ikke før prosagennembruddet omkring 1825 er tiden moden til en fornyelse af fortællekunsten på den mundtlige episke stils præmisser.
Skønt latinen blev svækket, mens dansken overalt i datidens uddannelsessystem blev styrket, må man alligevel konstatere, at udviklingen skred langsomt frem i riget, hvor landbrugere stort set hele 1800-tallet udgjorde ca. 80%. Datidens kulturcentrum lå naturligt placeret i kongens København, hvor den toneangivende embedsstandsgruppe boede, hvilket besværliggjorde og sinkede udviklingen af bondestandens åndsliv. København var nemlig så dominerende, at bøger kun sjældent sendtes til Jylland, og af hele guldalderlitteraturen nåede kun Ingemanns historiske romaner ud til befolkningen på landet.[24] Man må derfor vurdere, at bondestandens åndsliv har fået mest næring af den mundtlige fortællekunst til langt op i 1800-tallet, eftersom boglæsning stadig var en luksus.
Prosaen blev hurtigt det læsende publikums foretrukne genre, godt hjulpet på vej af de mange småtidsskrifter, der opstod i perioden. Som følge af de begrænsninger i trykkefriheden, der i 1799 var blevet proklameret efter P.A. Heibergs injurierende udtalelser om kongens person, og som havde resulteret i hans livsvarige landsforvisning, vendte man blikket indad mod litteratur- og teaterverdenen, der begge blev gjort til genstand for ivrig diskussion. Man må formode, at det læsekyndige, borgerlige publikum har efterspurgt lettere underholdningslitteratur, hvilket kan forklare den realistisk funderede virkelighedsdigtning, der opstår omkring 1825. En let, talesprogsagtig stil trænger ind i mange litterære værker, samtidig med at den episke stil foretrækkes af publikum frem for den lyriske, skrevet på metriske systemer. Her vil jeg især fremhæve Poul Martin Møllers En dansk Students Eventyr fra 1824, der trods det ofte højtidelige ordvalg rammer de ivrigt diskuterende studentertypers raske sprog præcist. Dog er det udelukket, at En dansk Students Eventyr kan have påvirket H.C. Andersen i en talesproglig retning, for det bevarede fragment af romanen blev først fundet blandt digterens efterladte papirer og udgivet i 1843. Men hvis det var lykkedes Poul Martin Møller at fuldende sit manuskript og udgive det, var han kommet både Blicher og Thomasine Gyllembourg i forkøbet som virkelighedsdigter.
Jeg vil også fremhæve Henrik Hertz, der i 1830 skriver til sin bror Sylvester om sine bestræbelser på at fastholde en enkel, talesproglig stil: ’Jeg kommer bestandigt meer og meer til den Erkjendelse, at jo færre Kunster, man i Poesie gjør med Sproget, jo meer ligefremt og næsten dagligdags udtrykket er, desto større Indtryk gjør man paa Læserens ufordærvede Følelse”,[25] hvorefter Hertz som eksempler på ukunstlede skønlitterære forfattere nævner Goethe, Byron og Jens Baggesen.
Som det ses, var der i datidens kunstnerkredse en vis vilje til at udvikle og udforske muligheden for at anvende den daglige tale i litterært øjemed, men trods digternes gode vilje gik der lang tid, før skriftsprog iblandet talesprog blev accepteret blandt datidens akademiske kunstkritikere. Konservative sprogtendenser stod skarpt profileret over for mere nytænkende, radikale tendenser, skønt den overordnede sproghistoriske udvikling i tidsperioden er, at talesproget langsomt, men sikkert vinder indpas i den episke genre omkring 1830.
Sammenblandingen af skrift og tale virkede imidlertid chokerende dristig for samtidens litterater, fordi talesproget blev betragtet som vulgært i kunstneriske sammenhænge. Især på den danske skueplads ønskede man at undgå det alt for dagligdags og simple hverdagssprog. Tiden opfattede nemlig kunstens sprog som ædlere end hverdagssproget, og derfor var det naturligt, at man i kunsten foretrak et formfuldendt sprog, der var velafgrænset fra massernes tale og udtale. Teatrets velpolerede konversationstone, der især blev praktiseret af Johan Ludvig Heiberg, har antagelig været så dominerende, at en mere jævn og daglig tone tilpasset efter situationen og karakteren endnu ikke i 1830 var mulig at realisere.
I sin anvendelse af den daglige tale ligger H.C. Andersen dels i forlængelse af sine litterære digterkollegers mere eller mindre mislykkede forsøg på at give talesproget en sproglig ramme, dels går han videre end forgængerne ved at bryde syntaksen og ved at anvende ord, der i perioden ansås for vulgære. Herved tilbageviser han implicit Oehlenschlägers og Heibergs krav om et mønstergyldigt, korrekt dansk og gør samtidig opmærksom på det daglige talesprog som kunstens nye medium, hvorved han foregriber naturalismens særlige replikindividualisme. Hans åre for det dramatiske kom således ikke til sin ret i den dramatiske genre, men i den episke.
Ved udgivelsen af Dødningen i 1830 hæftede anmelderen Chr. Molbech sig ved ”en utidig Elegants i Udtrykket, som ikke passer til Folke-Eventyrets Sprog, eller en pludselig Overgang til det mest trivielle og lave Hverdagssprog.”[26] Desuden bed han mærke i digterens slette stavning. Uden at udbrede mig for meget om H.C. Andersens stavning og dens større eller mindre afvigelser fra den i Molbechs Dansk Ordbog knæsatte ortografi, vil jeg dog fastslå, at offentlighedens interesse for H.C. Andersens mulige ordblindhed desværre altid har skubbet opmærksomheden væk fra forfatterskabets øvrige sproglig-stilistiske kendetegn, skønt stavningen kun udgør en lille del af det samlede sproglige billede. Dette unaturligt stærke fokus på mulige stavefejl tager sin begyndelse i den skarpe anmeldelse i Maanedsskrift for Litteratur, der var et talerør for de mest konservative og snerpede tendenser i tiden, og som samtidig lå helt i forlængelse af de fra 1700-tallet arvede tanker om smagens og sprogets forbedring som litteraturens egentlige formål.
Men var H.C. Andersen nu så dårlig til at stave? På baggrund af Torben Brostrøms og Jørgen Lunds Flugten i sproget samt på baggrund af Preben Kihls artikel “Myten om H.C. Andersens ordblindhed og sprogmangler” i Anderseniana 2001, der begge afviser enhver påstand om digterens ordblindhed og i stedet fremhæver datidens mere flydende stavepraksis, forekommer det sandsynligt, at myten om ordblindhed enten har rod i det lærde selskabs modvilje mod opkomlingen H.C. Andersen eller i sætternes forvanskninger. I en passage fra Mit Livs Eventyr oplyser H.C. Andersen, at han – for at undgå den evindelige stavefejlskritik fra det lærde selskab – i hemmelighed allierede sig med en universitetsprofessor, som korrekturlæste romanen O.T., hvorpå kritikerne skrev, at ”de sædvanlige grammatikalske Skjødesløsheder, som altid hos Andersen, findes ogsaa i denne Bog.”[27] Stavefejlskritikken gjorde så stort et indtryk på H.C. Andersen, at han i Mit Livs Eventyr tog hævn ikke blot over den dalevende Molbech, men over hele det lærde selskab, der “strengt rettede Stiil hos mig”,[28] og som fremlagde Digte (i hvilken Dødningen blev trykt) ”til Beviis paa min aandelige Død”.[29]
Et sproghistorisk interessant undersøgelsesområde ligger i de to eventyrs ortografi, men eftersom vi fra kilder ved, at de trykte udgavers ortografi ofte er præget af sætternes “forbedringer” eller forvanskninger,[30] og eftersom manuskriptet til Dødningen er gået tabt og manuskriptet til Reisekammeraten kun findes som fragment, er det vanskeligt at sige noget konkret om ortografiske forskelle og ligheder i de to eventyr. Men især på baggrund af Erik Dals mønstergyldige udgave af H.C. Andersens samlede eventyr og udkast til samme kunne en sproghistorisk placering af eventyrene være ønskværdig, ikke mindst fordi Erik Dals udgave er nøjagtige optryk af førsteudgaverne. Dog havde det fra et forskningsmæssigt synspunkt været af stor værdi, om Erik Dal i sin udgave havde undersøgt eventuelle divergenser mellem manuskriptet og den trykte udgave, der må formodes at være betydelige. Men Erik Dal vurderer, at en sådan undersøgelse “måtte knyttes til en manuskriptudgave, der ligger helt udenfor synsvidde.”[31] Mon ikke tiden efterhånden er blevet moden til en sådan kritisk udgave?
Dødningen/Reisekammeraten er en gendigtning af et gammelt folkeeventyr, som H.C. Andersen havde hørt som dreng. Da H.C. Andersen debuterede som eventyrforfatter, var interessen for folkeeventyr så småt begyndt at gøre sig gældende i Danmark. Interessen for at indsamle og udgive de gamle folkeeventyr var begyndt i Tyskland, hvor J.G. Herders to udgivelser af indsamlet folkepoesi, Lieder der Liebe (1778) og Volkslieder (1778-79), der blev samlet 1807 i Stimmen der Volker in Liedern, havde skabt et grundlag for studier af den folkelige kunst. Få år senere udgav brødrene Grimm – stærkt inspireret af Herders tanker – deres Kinder- und Hausmarchen (1812-15), der var anlagt som en videnskabelig dokumentation for den mundtlige fortællekultur. Det drejede sig om at vække nationalbevidstheden ved at studere fortidens skatte og bevare dem.
På dansk jord blev den folkloristiske videnskab grundlagt af Svend Grundtvig, selv om han ikke var den første, der beskæftigede sig med folklore i Danmark. I 1843 udsendte han som 19-årig et manifest i Dansk Folkeblad formuleret som en opfordring til at gå i gang med at indsamle den folkelige poesi. Resultatet af denne indsamling kunne man 11 år senere læse i første bind af Gamle danske Minder i Folkemunde, i hvis forord Grundtvig opfordrede til “strax at tage fat og se til at faa alle de gamle Minder skrevne op saa tro og fuldstændig som de nu kunne findes”.[32]
Ordet “folkeminde” er if. ODS lånt fra det svenske “folkminne”, der første gang er registreret i Wiselgrens svenske litteraturhistorie fra 1834, og som er et oversættelseslån af det engelske “popular antiquities”.[33] Supplementsbindet til ODS oplyser, at ordet anvendes for første gang i Danmark af Chr. Molbech i 1847.[34] Ordets betydning blev dog først rigtigt fastslået, da Svend Grundtvig i 1861 definerede folkeminder som “Folkeeventyr, Folkeviser, Folkesagn og andre Rester af Fortidens Digtning og Tro, som de endnu leve i det danske Folks Erindring”,[35] men en egentlig videnskabelig definition af ordet og dets placering i forhold til mundtlig og skriftlig tradition gav han ikke. Svend Grundtvig anvendte kun termen uden for universitetets mure, når han som populærvidenskabelig udgiver henvendte sig til befolkningen for at anspore til energisk indsamlingsaktivitet i hele riget.[36] Den folkelige term blev først forvandlet til en akademisk-videnskabelig term, da efterfølgeren Axel Olrik oprettede lærestolen i Nordiske Folkeminder i 1897 ved Københavns Universitet.
Som omdigter af folkeeventyret deltog H.C. Andersen ikke direkte i Grundtvigs klapjagt på folkeminder, men alligevel har hans omskrevne folkeeventyr haft en vis indflydelse på folkemindeforskningen. Folkemindesamleren Hans Ellekilde tøver ikke med at give Andersens eventyr skylden for folklorismens trange kår i 1920’erne: ”H.C. Andersens nydigtede danske Folkeæventyr har desværre i allerhøjeste Grad svækket den danske Almenheds Sans for de rigtige gamle Folkeæventyr og disses folkepoetiske Værdi, og Grimm og
Asbjørnsen har gjort Resten. […] Vore store Æventyrsamlere Svend Grundtvig og Evald Tang Kristensen har derfor i høj Grad maattet arbejde i Skyggen og gøre deres for alle Tider beundringsværdige Indsamlingsarbejde under Landsmænds larmende Ligegyldighed.”[37] For mange folklorister var der ingen tvivl om, hvilke eventyr der var de rigtige.
Folkemindeforskernes skarpe profilering af de folkelige fortællinger tyder altså på, at sam- og eftertidens interesse mere har samlet sig om H.C. Andersens bearbejdede folkeeventyr end om de møjsommeligt indsamlede folkeeventyr. Forklaringen på dette skal nok først og fremmest findes i den særlige stilistiske udformning, som Andersens omdigtede folkeeventyr besidder – og som netop ikke findes tilsvarende hverken i Svend Grundtvigs, Tang Kristensens eller Grimms eventyr. Mens de idealistiske folklorister indsamlede folkeeventyrene med henblik på at vække folkets nationalbevidsthed, skrev H.C. Andersen næppe for at redde de gamle eventyr fra undergang. I et brev til Frederik Læssøe af 23. februar 1838 fortæller han netop om sine ’Jongleur-Kunster med Phantasiens Guldæbler”, hvilket bestyrker mig i troen på, at han så en vis underholdningsværdi i sine værker.[38]
Ingen kan vist benægte, at brødrene Grimm på mange måder banede vejen for H.C. Andersen. Biografen Jackie Wullschlager tøver ikke med at fastslå dette afhængighedsforhold: “Without their influence Andersen could never have written his tales.”[39] Og dog er det et faktum, at der stilistisk set er et stykke vej fra Grimms handlingsmættede, metaforfattige og syntaktisk velpolerede sprog til Andersens handlingsbremsende, metaforblomstrende sprog og talesprogligt springende syntaks. Stilistisk set låner H.C. Andersen ikke meget fra folkeeventyret bortset fra de karakteristiske begyndelsesformler, men konstruerer i udpræget grad sit eget sprog, der ofte tilgodeser både den voksne og barnet på samme tid.
Alt i alt konvergerer mine resultater hen imod en opfattelse af, at H.C. Andersen dels bygger videre på en gammelkendt genre, dels udvider formen indefra med et sprog, som der ikke findes tidligere paralleller til i dansk prosahistorie, men som på mange måder løsriver sig fra den formelle, korrekte prosa og samtidig foregriber naturalismens friere prosasprog. Man må huske på, at H.C. Andersen kun havde få sproglige forbilleder at læne sig op ad, og at eventyrsprog henvendt til børn var fuldstændig ukendt i dansk litteraturhistorie. Disse omstændigheder bør tjene som undskyldning for, at hans første forsøg på at skrive eventyr ikke faldt særlig heldigt ud.
Det særligt bemærkelsesværdige ved H.C. Andersens eventyr ligger i, at de fører dansk sproghistorie et betydningsfuldt skridt fremad, samtidig med at de udgør en markant hjørnesten i den danske eventyrtraditions sprog. Omkring 1830 fandtes der ingen danske eventyrtraditioner som vægtigt modstykke til de eventyr, der blev importeret i stor stil fra Tyskland og Frankrig, men boglæserne, der voksede i tal samtidig med at læsefærdighed blev udbredt blandt folket, var efterhånden blevet parate til danske eventyr. Hvis denne ydre omstændighed i tiden ikke havde været opfyldt, ville H.C. Andersen have haft langt sværere ved at sætte sit særpræg på dansk sprog- og prosahistorie.
En grundigere sproghistorisk undersøgelse af forfatterskabets 156 eventyr vil sandsynligvis kunne underbygge denne påstand nøjere. Min egen analyse afdækker kun et lille hjørne af det store forfatterskab, og det ville være interessant fx at følge den sproglige udvikling i de senere eventyr. Inden for H.C. Andersen-forskningen har der i mange år været tradition for at opdele det store og lange forfatterskab i flere perioder, og der er generel konsensus om, at de sene eventyr er anderledes end de tidligere. Det kunne være interessant, hvis denne forskel også kunne dokumenteres sprogligt og ikke blot litterært. I denne forbindelse kunne udarbejdelsen af en særlig H.C. Andersen-ordbog være af uvurderlig betydning for forskningen.
For mig at se er der ingen tvivl om, at den største sproglige udvikling i forfatterskabet findes i spændet mellem Dødningen og Reisekammeraten. Det er en sproglig revolution, der finder sted i løbet af disse fem år – både i forhold til Andersens forfatterskab og i forhold til dansk sproghistorie. Den sikre udvikling fra morfologisk inkonsekvens til større grad af konsekvens, fra ordstofområdernes brogede genreblanding til system og orden, fra skriftsprog til talesprog og fra en knudret syntaks til mundrette sætninger viser, at vi har at gøre med en meget stor kunstner, der kunne omskabe og omstemme sit sprog efter tidens smag og boglæsernes ønsker.
