Det er blevet sagt, at det ikke er muligt at forstå H.C. Andersens forfatterskab, uden at kende hans liv; andre derimod hævder, at kun gennem digterens forfatterskab kan man nå ind til hans livs nøgne virkelighed. Personligt mener jeg, at det første er lige så vigtigt som det sidste, for Andersens liv og digtning er uadskilleligt forbundet. Det er således nødvendigt at kende den danske digters romantiske forelskelse i Spanien for at forstå den skuffelse, han måtte føle ved at se sig forsmået af sin “elskede”. I sit forhold til det Spanien, han endnu ikke kendte, er Andersen som eventyrhelten, der forelsker sig i kongedatteren i det fjerne land, uden at have set hende, og besat af drømmen om den elskede går ret meget igennem for at opnå hendes gunst.
Andersen var kun en lille dreng, da han første gang hørte om sin “prinsesse”. Det var i året 1808, hvor spanske hjælpetropper var i Danmark på Napoleons foranledning. Napoleon havde presset Spanien til at alliere sig med Frankrig, hvorefter han vendte blikket mod Nordeuropa. Her ville han, med Danmark som allieret, kæmpe mod Sverige. For at undgå at spanierne i syd gjorde oprør, mens han var engageret på nordflanken, sørgede Napoleon for, at Spanien sendte sine elitetropper nordpå, så de kunne hjælpe Frankrig og Danmark med en planlagt invasion af Sverige. Under den franske general Bernadottes overkommando kom der ialt elleve spanske regimenter til Danmark. I februar 1808 overskred de den danske grænse, og de spanske tropper blev fordelt over det meste af landet. Til Odense kom regimentet Zamora under markisen af La Romanas kommando. “Jeg var på den tid ikke mere end tre år,” fortæller Andersen selv i Mit Livs Eventyr, “en Dag tog en spansk Soldat mig på sin Arm, trykkede mod mine Læber et Sølvbillede, han havde ved sit bare Bryst… og den fremmede Mand dansede rundt med mig, kyssede mig og græd; han havde vist selv Børn hjemme i Spanien.” Det var en sølvmedalje med Den hellige Madonna. Andersen fortæller videre, at mens de “overmodige og befalende” franske soldater snart vakte mistro og had hos den danske befolkning, vandt de “godmodige og venlige” spaniere danskernes sympati. Tydeligvis vandt de også Andersens sympati, for mindet om de spanske tropper i Odense spøgte længe i hans fantasi. Tres år senere bruger han episoden med den spanske soldat og Madonnaens sølvbillede i vaudevillen Da Spanierne var her (1865). Om Andersens optagethed af Spanien vidner allerede tre korte stykker fra midten af 1830rne: Spanierne i Odense (1833), Femogtyve Aar senere (1833) og Skilles og mødes (1835), som alle er variationer over samme tema. I det sidste stykke, som er en sammenlægning af de to første, beskrives det postyr, som de spanske soldater vakte blandt de letfængelige danske piger i en dansk provinsby. I disse stykker afslører Andersen, hvor lidt han kendte til de spaniere, han skrev om.
Erindringen om de spanske soldater havde tændt en længsel hos digteren efter at se deres fjerne og mystiske land. “Har Du hørt om Tryllelandet / Bag de høie Pyrenæer?” begynder Andersen tre år efter sin versfortælling Det har Zombien gjort (1838) om den spanske maler Sebastián Gómez, som var elev af Bartolomé Murillo (1617-82). I Andersens historie er Sebastián Gómez en slave, som om natten skal holde vagt i mesterens atelier. Mens alle sover, kradser han malingen af malerierne for at fravriste farverne deres hemmelighed. Bagefter retoucherer han billederne så perfekt, at Murillo, som næste morgen opdager de friske pletter, ikke kan forestille sig, hvem der har forgrebet sig på hans værker. Da han spørger Sebastián Gómez, får han svaret: “Det har Zombien gjort.” – (Zombien blev af kreolerne i Sydamerika brugt som synonym for det spanske el coco, ‘bussemanden’. Til Spanien synes ordet at være kommet med spaniere fra Cuba.) – Denne sætning går igen som en slags omkvæd gennem hele digtet. Synderen bliver dog til sidst taget på fersk gerning, mens han er i færd med at retouchere et af Murillos store malerier af Jomfru Maria. Sebastians talent afsløres, og mesteren giver ham sin frihed og optager ham som sin elev. Sandheden om Sebastián Gómez, sådan som man kan læse om ham i ældre og nyere opslagsværker, er i følge nogle, at han var Murillos slave, mens andre siger, at han var hans tjener og endte som krøbling, da han under arbejdet med et billede faldt ned fra et højt stillads. Han fortsatte dog med at kopiere sin mester med stor succes og boede i Sevilla indtil sin død i 1683. Et af Gómez’ Jomfru Maria-billeder blev solgt for en ægte Murillo og hang indtil 1835 i katedralen, hvorefter det kom på byens kunstmuseum. Da Andersen i 1862 var i Sevilla, begejstredes han over de mange Murillo-billeder, men nævner intet om Sebastian Gómez. Jeg har ikke været i stand til at opspore en tekst, som kunne have givet anledning til Andersens versfortælling. Men historien om mulatslaven, der ender som en stor kunstner er jo næsten en spansk udformning af Andersens “Den grimme Ælling”, så måske er det bare frugten af hans egen fantasi. Selv røber Andersen intet om sin kilde eller eventuelle forlæg, som han f. eks. gør det her; “ ’Kejserens nye Klæder’, som slutter Heftet, er af spansk Oprindelse. Hele den morsomme Idee skylde vi Prinds Don Juan Manuel, født 1277, død 1347.”1 (Prins Juan Manuel var broder til kong Alfons 10, den Vise, og ønskede med dette didaktiske værk at lære tronfølgeren prins Sancho ”om de mange måder, hvorpå forskellige mennesker opfører sig”. Med sine eksempler, som er mere psykologiske end moralske, præsenterer prinsen sin nevø for en række ‘case studies’, som illustrerer menneskenes natur.) Mens andre af tidens forfattere rask væk brillerede med andres ideer uden at nævne deres kilder, var den ærlige Andersen ikke karrig i den retning. Den spanske litteraturkritiker Ana Maria Matute gør ham derfor uret, når hun i forordet til et udvalg af Andersens eventyr siger, at “man må beklage hans barnlige forfængelighed og konstante brysten sig af lånte fjer”.2
Med Maurerpigen i 1840 tager Andersen igen et spansk tema op. I konventionel, romantisk stil beskriver han et Spanien, hvor muslimer og kristne kæmper om herredømmet. På det tidspunkt havde han stadigvæk ikke sat sine fødder i Spanien. Det fik en god veninde, Henriette Wulff, der opholdt sig i Portugal, men også kendte Spanien, til at reagere i et brev af 6. januar 1844: “… jeg maae sige som en Digter, jeg holder meget af, ’det er Noget man maae see, det kan ikke beskrives’!.” Det er Andersens egne ord vedrørende Italien, som hans veninde hentyder til. Og hun vender tilbage til sagen i et nyt brev, dateret 2. april 1844: “Fra Jozé [José Carlos O’Neill (1816-89)] har jeg de venskabeligste Hilsner, han læser for anden Gang Maurerpigen … men han beder Dem selv komme hertil og til Spanien, for det er jo rigtignok ikke Spanien De har beskrevet …”
I 1859 er Andersen endnu ikke kommet af sted til Spanien, men han drages stadig af det fjerne land, som nu dukker op i et af hans eventyr: “Det er en Historie fra de jydske Klitter, men den begynder ikke derovre, nei langt borte, Syd paa, i Spanien-, Havet er Farvei mellem Landene; tænk Dig derhen, til Spanien!”
Det er til stadighed den danske digters illusion at være i Spanien, at se sine drømmes prinsesse. Korrespondancen med vennerne vidner om, at han, længe før han realiserede sine planer om at rejse til dette for ham ukendte land, har gået og sukket efter at komme der. “o hvo der dog var i Spanien,” udbryder han i et brev til sin ven Edvard Collin, 2. juli 1842. Og tre uger efter, da han har fået brev fra fru Collin, hvis broder er dernede, svarer han med et hjertesuk: “gid det havde været mig!” Den 27. december 1845 skriver han til Edvard Collin og indvier ham i sin beslutning om ikke at vente længere med at rejse til Spanien, men at tage direkte dertil fra Italien. Andre venner kender også til Andersens rejseplaner. Ingemann kommenterer dem over for veninden J.C. von Rosenørn i et brev den 29. september 1845. Anledningen er et ubarmhjertigt portræt, som J.C. Hauch har tegnet af H.C. Andersen i Slottet ved Rhinen. “A. har selv genkendt Billedet og været dybt rystet,” skriver Ingemann og fortsætter: “han agter snart at rejse til Spanien.” Det er ikke vanskeligt at forestille sig den ærekære Andersens trauma ved at se sig selv karikeret i Hauchs vanvittige poet, som på grund af sin overdrevne forfængelighed ender på en sindssygeanstalt.
Da digteren året efter befinder sig i Italien, er sommeren usædvanlig varm og uudholdelig, og med udsigten til lige så stor hede i Spanien tvinges han endnu en gang til at opgive sin plan. Fra Neapel sejler han direkte til Marseille, hvorfra skibet går videre til Perpignan ved den fransk-spanske grænse. Herfra må han nøjes med på afstand at betragte sine drømmes rejsemål: “Tankerne fløi igjen ind i Spanien, som jeg var saa nær … en lille Bjergtour kun, jeg gjorde den, og stod som Moses og saae for mig Landet, som jeg ikke skulde betræde.”
Der skulle gå fjorten år, før Andersen kom tilbage til sin gamle plan om at besøge Spanien. Den 18. oktober 1860 skrev han til fru Collin fra Dresden, at det havde været hans hensigt at tage videre til Spanien, men nu, hvor der var udbrudt kolera dernede, var han glad for ikke at være kommet af sted. Året efter begynder det at blive alvor. Den 19. december skriver han i dagbogen: “Var opfyldt af Tanken at gaae til Spanien og tage Jonas Collin med.” Den 20. noterer han: “sov daar-ligt, beskjæftiget med Reiseplan.” Fire dage efter får Andersen en glædelig overraskelse. Der er kommet brev fra Edvard Collin, at hans kapital beløber sig til 8.200 rigsdaler, og det betyder, som han skriver i dagbogen, “at jeg altsaa med Jonas kan tænke paa Spanien; glad derover”
Den bestandige udsættelse af rejsen til Spanien skyldtes i nogen grad også økonomiske problemer. Det var lettere at opnå rejseunderstøttelse til Frankrig og Italien end til det fjerne og ukendte Spanien. Visse passager fra dagbogen afslører det hovedbrud, som den økonomiske side af sagen voldte ham. I sommeren 1862, mens han opholder sig på Basnæs, får han nys om nogle svenske og norske studenters besøg i København, og er ked af ikke at kunne være med, men resignerer: “jeg sparer paa Skillingerne for Reisen til Jonas og faaer vel ikke den Livsglæde, som det unge friske Besøg vilde have indaandet mig” (11.6.62). At økonomien til stadighed har spillet en vigtig rolle for Andersens rejseplan, fremgår af følgende pudsige bemærkning i dagbogen: “Min Reise i Spanien skal begynde med. – Jeg sagde vinder jeg i Lotteriet da gjør jeg en Reise til Spanien; jeg vandt ikke i Lotteriet, paa den Maade vilde vor Herre ikke at jeg skulle vinde Penge …”. Indførelsen er fra den 14. oktober, hvor Andersen for længst var kommet af sted og befandt sig i Granada, og selv om digteren jo skiftede mening og begyndte sin bog på en anden og mere poetisk måde, afspejler de heri bebudede linjer, digterens økonomiske situation, før han blev i stand til at realisere sin drømmerejse.
Et utilstrækkeligt kendskab til spansk synes også at have gjort Andersen betænkelig ved at kaste sig ud i et spansk rejseeventyr. “Sprog kan jeg ikke nok til at gaae til Spanien,” skriver digteren til fru Collin fra Genève i et brev dateret den 11. september 1860. Andersens rejselyst overvinder dog altid alle bekymringer: “Hver Juul har De glædet mig med en lille Udsigt over mine Finantser,” hedder det i brev til Edvard Collin den 20. december 1861, “jeg kan da lægge Planer for det nye Aar, og De veed, hos mig ’at rejse er at leve!’” Syv måneder efter kaster den danske digter sig ud i “at leve”, endelig med sine drømmes land som rejsemål. Den 6. september 1862 overskrider Andersen den spanske grænse ved La Junquera.
Den som kun har læst H.C. Andersens I Spanien har ingen anelse om omfanget af hans fiasko, for selv om han af og til lader det skinne igennem – her i et bittert vers og der i en modløs sætning – så giver bogen en anderledes positiv skildring af rejsen. For at kende sandheden om den triste udgang på Andersens forlibelse i det ukendte Spanien skal man først og fremmest læse hans dagbogsnotater. Kun til dagbogens intimitet betroede den forfængelige frier, at han var blevet afvist af sin “prinsesse”. Man har sagt om Andersen, at han foruden at være forfængelig også var hævngerrig.3 Men ville en hævngerrig natur ikke have benyttet sig af pennens tilintetgørende magt for at hævne sin skuffelse? I stedet giver han i rejsebogen en ret så nøgtern, til tider ligefrem idealiseret skildring af sit møde med det fjerne Spanien, der, som han bittert konkluderer, ikke kendte ham og heller ikke ønskede at kende ham. Måske var det geniets storsind, som fik Andersen til ikke at afsløre sine spanske kollegers korte horisont og den arrogance, hvormed nogle af dem behandlede ham. Om den høflighed, den varme og det venskab, som han heldigvis også mødte hos de almindelige spaniere, vidner han til gengæld med udsagn som dette: “Venlige Mennesker alle sammen, ildfulde og hjertelige, med Spaniernes Elskværdighed og Lyst til at vise Opmærksomhed og Tjenester” (R&R VII, s. 334)
Det gør ondt at tænke på, at Andersens høje forventninger til sit besøg i Spanien skulle blive så pauvert indfriet. Hjemme i Danmark var han blevet forsynet med præsentationsbreve, hvor hans spanske kolleger blev orienteret om, hvem han var, og om hans betydning i udlandet. Men bortset fra forfatteren og politikeren Cánovas del Castillo, som han hilste på i Granada, mødte Andersen ingen af de spanske kulturpersonligheder, før han kom til Madrid. I Barcelona havde han holdt sig til konsul Herman Schierbecks vennekreds. Senere fik byer som Alicante, Valencia, Murcia, Cartagena, uden at være klar over det, æren af den store danske digters besøg. Først i Málaga sørgede hans ven Eduardo Delius for et præsentationsbrev til den ovenfor nævnte forfatter A. Cánovas del Castillo, der på det tidspunkt befandt sig i Granada. Cánovas del Castillo var forfatter til flere historiske romaner, men først og fremmest en betydningsfuld politiker, og var derfor en indflydelsesrig mand. Sammen med sin rejseledsager, Jonas Collin, tog Andersen nu til Granada, hvor en landsmand tog sig af dem: “Hr. Visby kom og førte os til et godt Hotel”, hvor de fik “to gode lyse Værelser” (ibid, s. 227)
Allerede dagen efter opsøgte de to venner Cánovas del Castillo. Han boede på en kro (fondd) i nærheden af Alhambraslottet, der dengang lå et godt stykke uden for byen. “Jeg maatte deroppe i Fondaen vente længe paa Hr. Canovas; endelig kom han og lovede at se, hvad han kunne gjøre for os, men Resultatet bliver vist intet,” skriver Andersen. Mistanken om, at der “vist intet” kom ud af mødet, var ikke nok til at få ham til at opgive. Sammen med Collin flyttede han fra byen Granada, op til Fonda de Siete Suelos, ifølge digteren for at være nærmere “Alhambraen”, men kender man Andersen ret, har den virkelige grund til at flytte fra et godt og lyst hotel på Granadas hovedstrøg og op til en af tidens mørke andalusiske kroer formodentlig været ønsket om at bo tættere på den berømte spanier. Og desværre fik Andersen ret, der kom intet ud af hans møde med Cánovas. Dette er muligvis “den bitre Frugt”, han hentyder til i skildringen af sit ophold i Granada. Endnu en skuffelse ventede ham i denne by, som han ellers begejstret i dagbogen sammenligner med Rom. Den Andersen, som trods sin fattige, plebejiske oprindelse var forvænt med æresbevisninger fra europæiske konger, fyrster og skønånder, ønskede at benytte den spanske dronnings forestående besøg i Granada som en lejlighed til at hilse på majestæten. I Mit Livs Eventyr fortæller han, at han havde skrevet til en dignitar ved hoffet i Madrid og ansøgt om at få foretræde for dronningen. Men da Isabella 2. endelig kom til Granada, måtte Andersen tage til takke med fra haven til en ældre baronesses palæ at se dronningen køre forbi i sin karet.
Man får også det indtryk, at Andersen har lidt under savnet af et fælles sprog, som han og spanierne kunne kommunikere på uden vanskeligheder. På den ene side har de fleste spanske intellektuelle formentlig kun kunnet fransk, mens nogle få også talte tysk eller engelsk; på den anden side indrømmer Andersen selv, at han ikke var nogen ørn til fremmede sprog. Selv vennen Charles Dickens, der beundrede Andersen som digter, beklagede sig over, hvor trættende det kunne være at høre på den danske digters hjælpeløse engelsk. Foruden de utilstrækkelige sprogkundskaber har den uvidenhed om spansk historie og kultur, som Andersen afslørede, sikkert vakt en vis irritation. For selv om han i rejsebogen imponerede de danske læsere med sin indsigt i landets historie og kunst, så ved vi i dag, at denne viden for størstedelen stammer fra den brogede læsning af værker om spanske forhold, som han gik i gang med, efter at han var kommet hjem. Auktionskataloget med de bøger, der efter Andersens død fandtes på hans hylder, giver et godt indtryk af digterens læsning. Men også her er dagbøgerne og korrespondancen til uvurderlig hjælp. I et brev af 3. maj 1863 fra Holsteinborg, hvor han igen er på besøg, skriver Andersen til baronesse Jonna Stampe: “Her paa Holsteinborg benytter jeg det store Bibliothek, hvor der findes mange gode Bøger over Spanien, fra disse faaer jeg en Del historiske Oplysninger.” Forfatteren til flere teaterstykker om spanierne i Danmark, til Det har zombien gjort og til Maurerpigen, havde i virkeligheden ikke større kendskab til Spanien, da han rejste derned, end det han udviser i disse fantasifulde skrifter.
Under ingen omstændigheder kan man undskylde den mangel på interesse, som blomsten af spanske intellektuelle udviste over for den ellers så berømte H.C. Andersen. Det er ikke gjort med at sige, at hans forfatterskab næsten var ukendt i Spanien, for de mange præsentationsbreve, han havde med, burde i det mindste have vakt en vis nysgerrighed hos den spanske elite. Men fyrre år efter inkvisitionens afskaffelse var Spanien endnu præget af en generel mangel på interesse for verden udenfor og alt, hvad der stammede fra den. Sommetider får man dog også mistanke om, at Andersens selvhøjtidelige og sære væsen simpelthen mishagede de høflige, men også selvbevidste spaniere, ligesom han sikkert også har stødt nogle fra sig med sin excentriske og til tider naive optræden.
I landets hovedstad kom Andersen snart til at erfare, hvordan de mange præsentationsbreve, han “medbragte til Madrid, syntes til ingen Nytte” (R&R VII, s. 323). Takket være den svensk-norske gesandt i Madrid, som havde truffet Andersen i Neapel, og som nu i den danske gesandts fravær trådte til i dennes sted, fandt Andersen sig dog ikke helt fortabt i Spaniens hovedstad. Bergman havde her mange venner, og han gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at introducere H.C. Andersen til kredsen af spanske intellektuelle i Madrid.
Forsynet med venners præsentationsbreve opsøgte vor digter flere kulturpersonligheder, både privat og på deres arbejdsplads, men enten var de “ikke hjemme”, eller også var de “bortrejst”. Bergman kunne naturligvis ikke altid personligt ledsage Andersen, og måske var dennes afhængighed af ham også begyndt at trætte svenskeren. Faktum er, at Andersen kedede sig i Madrid. Det fremgår af passager som denne i hans dagbog: “Fredag 28 [november]: Regnveiret vedvarer! skal den [dagen i dag] for os være lige saa graa kjedelig som Dagen i gaar? (Consuller-ne ere dog ikke til [bare] for at kunne have Tittelen paa deres Kort og Fanen over deres Dør?) Gik til Conde de Reaulty y de Ramsault, han var reist bort, var i Alicante, tog nu en Vogn og kjørte hen til Sinibaldo de Mas, han laae tilsengs, var syg og ikke [rask nok til] at tale med, gik nu til Digteren Juan Hartzenbusch i Bibliotheket [Biblioteca Nacional han var der ikke man viiste mig til hans Bolig Calle del Union No 10.”
Digteren og litteraturhistorikeren Juan Eugenio de Hartzenbusch, mest kendt uden for Spanien for sine Cuentos y fábulas, skrev også historiske romaner og skuespil. Han var en af Spaniens få anerkendte romantiske forfattere. Født i 1806 var han jævnaldrende med Andersen. Faderen var tysk, og sønnen beherskede dette sprog, hvilket tilsammen med deres fælles interesse for fortællekunsten burde have kunnet dannet grundlag for et nærmere bekendtskab mellem de to mænd. Den lærde og af væsen beskedne spanier tog vel imod den danske digter. “… han var ret venlig,” skriver Andersen, “sagde at han kjendte mit Navn, men ikke mine Skrifter, forærede mig derpaa sine Cuentos y Fabulas to smaa Bind” (28.11). Disse bind med Hartzenbusch’s dedikation til Andersen findes nu på Det kgl. Bibliotek i København. I mangel af mere spændende detaljer at fortælle om giver Andersen følgende skildring af Hartzenbusch: “en venlig ældre Mand, der min-de[de] lidt om Worsaae, og loe ved hvert tredie Ord, men lo uden Smiil” (28.11) Hvordan mødet i øvrigt forløb, fortæller dagbogen intet om, men det kommer frem i rejsebeskrivelsen: “Det var en glæde at høre ham med hele den sydlige Ildfuldhed tale om Poesi og Kunst” (R&R VII, s. 333).
Nogle dage senere, den 9 december, ledsagede Bergman Andersen hjem til den mest betydningsfulde af landets romantiske forfattere, Angel Saavedra, hertug af Rivas (1791-1865). Især var hans Romances Históricos kendt uden for Spanien. Heller ikke om dette besøg noterer Andersen noget af interesse, kun, at “det var en ældre, fornem Herre, der sagde, at vi kendte hinanden fra Neapel; at Vi havde mødtes hos Baron Brockhaus.” I bogen forklarer Andersen sine læsere, at hertugen af Rivas var en “i Spaniens politik og litteratur fremtrædende dygtighed” (ibid, s. 332), men det eneste han har at fortælle om besøget er: “Med megen Hjertelighed blev jeg modtaget af den gamle Mand, der erindrede sig vort tidligere Møde i Neapel, da han dér var spansk Gesandt” (ibid, s. 332). At dømme efter, hvad Andersen har at meddele om sine spanske forfatterkolleger, må møderne med disse have været af flygtig art. Han fortæller anderledes livligt, når han refererer samtaler, han har haft med landsmænd, der boede fast dernede, eller udlændinge, der vidste, hvem han var.
Samme dag som han, ledsaget af Bergman, havde besøgt hertugen af Rivas, noterer Andersen om et besøg han fik senere på dagen: “Efter Bordet fik jeg Besøg af Hr Mas, der trættede mig frygteligt med Alt det han vilde have at jeg skulde see; Klokken henved 9 kom Ministeren [dvs. Bergman] og hentede mig til den preusiske Minister Grev Galen, han og Fruen behagede mig begge, jevne venlige Mennesker …” Andersen ville, som bekendt, helst omgås mennesker, som han var sikker på var noget, og den mand, som han her omtaler som hr. Mas var samme Sinibaldo De Mas, som han uden held, havde opsøgt i hans hjem elleve dage tidligere. De Mas var en af ambassadør Bergmans venner, så antagelig har han villet tage sig af den fremmede digter, som ikke kendte nogen i byen. Efter spansk skik præsenterer man sig altid ved at sige, hvem man er (navn og efternavn samt eventuel adelig titel) – ikke, hvad man er; det lader man andre om. Andersen har åbenbart på det tidspunkt ikke endnu vidst, hvad hr. Mas var. Det fik han først at vide nogle dage senere, den 13. december, hvor han besøgte en af sine nye venner, en ung filippinsk forfatter: “gik hen til Jacobo Zobel Zangroniz … Han sagde mig at de Mas havde været Minister i China og skrevet et Værk over dette Land.” (12.12).
Af de spanske intellektuelle, som Andersen kom til at hilse på, var der kun to, der havde læst ham. Orientalisten Pascual de Gayangos y Arces unge datter havde læst ham på engelsk, og den ovenfor nævnte forfatter Zangroniz havde læst ham på tysk. Zangroniz havde studeret i Hamburg. I dagbogen skriver Andersen, at han var fra Calcutta, men retter det senere til Manila. Filippinerne var endnu spansk besiddelse, og i Spanien befandt sig et stort antal filippinere, enten for at studere eller arbejde, idet de havde status som spanske statsborgere. Det var heller ikke ualmindeligt, at aristokratiet og andre bedrestillede familier sendte deres børn til Tyskland for at studere. Spanien vedblev at føle sig historisk og kulturelt forbundet med dette land længe efter, at Habsburgerne var blevet afløst af slægten Bourbon på den spanske trone. Det er grunden til at Andersen traf en del spaniere, som kunne tysk. Ifølge Andersen viste den unge filippiner ham exceptionel opmærksomhed og interesse. Han tilbød at lave et interview med ham til en avis, hvor han ville fortælle, at H.C. Andersen var i Madrid. I den anledning skal Andersen have tilbragt en hel formiddag hjemme hos Zangroniz. Denne forsikrede Andersen, at interviewet ville udkomme sammen med en oversættelse af et af hans eventyr. Andersen selv foreslog ham at oversætte hans “Historie om en Moder” fra tysk. Det lovede filippineren og forsikrede, at han var vant til at oversætte fra engelsk og tysk til spanske aviser og tidsskrifter.
Det omtalte interview fandt sted få dage efter, at en middag til ære for H.C. Andersen var blevet holdt på en unavngiven kro i Madrid, den 14. december. Det var Sinibaldo De Mas, som stod for arrangementet, og noget kunne tyde på, at han med festmiddagen ikke alene ville vise spansk gæstfrihed, men først og fremmest ville glæde sin skandinaviske ven og kollega Bergman. Tre dage før havde Bergman foræret Andersen en udgave med Hertugen af Rivas’ samlede værker. Det kunne således se ud, som om man forventede, at hertugen ville være med den aften, og derfor ville Bergman orientere Andersen om hans forfatterskab. Men hverken hertugen af Rivas eller Hartzenbusch var blandt gæsterne. Om aftenen fortæller Andersen i sin dagbog og nævner: “Digteren … [Garcia y Santisteban], der er i Udenlandsministeriet, han har skrevet en Deel vittige Vaudeviller og var meget behagelig, senere kom Orientalisten … [Gayangos], der behagede mig mindre, hans Datter har læst mig paa Engelsk, min Skaal blev drukket, vi fik en udsøgt Middag, franske Vine og Champagne jeg følte mig bedre i Halsen …” I bogen får vi første gang navnet på digteren Rafael García y Santisteban, som var kendt for sine tekster til zarzuelas (en form for spansk operette). Også en kemiprofessor Luna og den “utrættelige” Jacobo Zobel de Zangroniz var med. I alt var de kun seks-syv mennesker, og havde Andersen og spanierne følt sig i godt selskab, havde man ikke behøvet at tage hensyn til de foreskrevne etiketteregler, men kunne have fortsat med festmiddagen til langt ud på aftenen, som det skete, når man var blandt venner. Men “Klokken 9 var jeg hjemme,” noterer Andersen i dagbogen, så enten havde aftenen ikke været noget succes; eller også var det gået Andersen, som det gik ham en gang i London, hvor han sad sammen med en gammel ven af Walter Scott og en engelsk dame: “Jeg maatte tale engelsk. Lady Standly talte italiensk til mig, kom i daarlig Humeur fordi jeg ikke kunde Sprog og tog hjem,” skrev han bagefter i dagbogen (30.6.1847).4
Men det faktum, at hverken hertugen af Rivas eller Hartzenbusch havde været med, har sikkert også været en skuffelse for Andersen. Tre dage senere noterer han i dagbogen: “Søgte forgjæves efter Harzenbusch” (17.12). Måske håbede Andersen at få en forklaring fra Hartzenbusch, men den travle nyudnævnte førstebibliotekar ved nationalbiblioteket var aldrig til at træffe.
I forbindelse med min oversættelse af H.C. Andersens I Spanien5 forsøgte jeg at kaste nyt lys over hans Madridophold. I håndskriftsamlingen på Biblioteca Nacional fandt jeg en del breve fra og til de af Andersens nævnte forfattere skrevet i perioden november-december, mens Andersen var i Madrid. Men den danske digter nævnes ikke med et ord, end ikke i en note til Hartzenbusch, som Sinibaldo De Mas sendte til ham få dage før den festmiddag, han selv havde organiseret for Andersen. At festmiddagen skulle holdes på en anonym fonda i Madrid, og ikke på en kendt restaurant, tyder også på, at man har holdt sig til den i spansk etikette foreskrevne rangorden, og her har Andersen åbenbart ikke rangeret højt nok. Washington Irving, Théophile Gautier, og andre, der ligesom dem var oversatte og kendte i Spanien, var tidligere blevet fejret med en festmiddag på Lardi, som på den tid var Madrids fornemste restaurant. Måske har den danske digter fornemmet, at den ære, man ville vise hans person, ikke var så stor alligevel. I dagbogen omtales stedet blot som “en Londa hvor der var separat Værelse” (14.12). Lredagen før festmiddagen havde Andersen været syg og humøret helt i bund: “Bedre var det om jeg var død i Malaga og ligget begravet der i Kirkegaarden ved Havet, end henkastet her i en Krog ved Madrid” – På Malagas kirkegård havde Andersen set flere skandinaviske navne. Under opholdet i denne by havde han været syg, derfor siger han, at han foretrak at være død og begravet i Malaga, end ene og forladt i Madrid. – Udsigten til en æresmiddagen om søndagen synes altså ikke at have opmuntret Andersen synderligt, men gå glip af den eneste æresbevisning, som de spanske intellektuelle ville give ham, ønskede han dog heller ikke. Da dagen oprandt, var digteren meget forkølet, men godt pakket ind, holdt han sig hele dagen hjemme og drak rigeligt med varm te. Hans ven Zobel de Zangroniz kom om formiddagen for at se til den syge, og Andersen bad ham om at gå til Sinibaldo De Mas og forklare ham, hvordan han havde det, og høre om middagen kunne udsættes. Men filippineren kom tilbage med besked om, at det ikke lod sig gøre, middagen måtte holdes som aftalt; gæsterne ville skåle for Andersen og “efter Bordet vilde man da komme … hjem til mig at gjøre mit Bekjendtskab” (14.12) Så syg, som han var, besluttede digteren sig for at være med, og da Kinas eksambassadør De Mas kom i en droske, var han klar til at følge med. Det siger noget om, hvor stor Andersens interesse var for at få kontakt med spanske forfatterkolleger.
På avissamlingen (Hemeroteca) i Madrid undersøgte jeg de aviser og tidsskrifter, som var udkommet ikke alene, mens han var i Madrid, men også i de følgende seks måneder (nov. 1862-juni 1863). Også den gang kunne det være svært at formidle litterære nyheder, men Zobel de Zangroniz’s oversættelse af “Historien om en Moder”, og måske også interviewet med den danske digter, kunne man dog håbe på at finde. Min undersøgelse var længe som en ørkenvandring, så jeg må indrømme, at mit hjerte slog hæftigt, da jeg langt om længe i indholdsfortegnelsen til nr. 14 af ugeavisen “Semanario Popular. Periódico Pintoresco”, 4. juni 1863, læste: “Una madre. Tradición popular antigua de Dinamarca” (En Moder, gammel folketradition fra Danmark). Men min skuffelse blev tilsvarende stor, da jeg lukkede avisen op på side 110 og i stedet for Andersens eventyr fandt teksten til folkevisen om Ridder Dyring i anonym oversættelse fra tysk. Var der tale om en misforståelse fra oversætterens side? Eller skyldtes det blot en tilfældighed, at en gammel dansk folkevise om “En moder” bragtes i avisen seks måneder efter at H.C. Andersen havde foreslået at oversætte hans “Historien om en Moder”? I de dagblade og tidsskrifter, som jeg undersøgte, fandtes intet, som kunne bekræfte Zobel de Zangroniz’ påståede samarbejde med den spanske dagspresse, hverken i form af egne artikler eller oversættelser. Jeg fandt oversættelser af udenlandske artikler, fortællinger og folkeviser, som for det meste var anonyme, men der, hvor oversætteren var nævnt, var det aldrig Zangroniz. Dengang var det en udbredt praksis, at kun de store litterater, hvis navn gav prestige, blev bedt om at signere deres bidrag. Zangroniz var åbenbart ikke en af disse, derimod kunne man finde Hertugen af Rivas’, Hartzenbusch’, Gayangos’ og De Mas’ navne under flere artikler og oversættelser. Man kunne således mistænke filippineren for blot at have været en pralhals, der over for den godtroende og forfængelige Andersen havde gjort sig til mere end han var. Til gengæld var Zangroniz kendt som numismatiker. Allerede på det tidspunkt, hvor han traf Andersen, havde han udgivet flere bøger om mønter og medaljer. Ved Andersens afrejse fra Madrid havde han desuden overrakt Andersen en bog med sine digte. Den unge filippiner har sikkert haft de bedste intentioner om at præsentere Andersen, mens denne var i Madrid, for det spanske publikum, men han har åbenbart glemt alt om ham efter hans afrejse.
Man kan kun beklage, at mødet mellem H.C. Andersen og bare en enkelt af de spanske intellektuelle, han hilste på, ikke førte til en varig forbindelse, der kunne have givet anledning til en kulturel udveksling mellem Danmark og Spanien, på samme måde som venskabet mellem Dickens og Andersen var med til at styrke de engelsk-danske kulturrelationer.
Den Andersen, der så længe havde drømt om at rejse til Spanien, og som i digte og teaterstykker havde fantaseret om dette land, havde efter virkeliggørelsen af sin drøm al mulig grund til at føle sig skuffet. Alligevel havde han overskud til at se bort fra sine personlige følelser og udtrykke beundring for den udvikling, han syntes at spore. Den 5. oktober noterer han i dagbogen: “Der er skeet et Opsving, en Udvikling i Spaniernes Characteer, der vil gjøre dette intelligente Folk til et af de hæderligste i Europa.” Senere, i rejsebeskrivelsen, udtrykker han samme tanke i den sidste strofe af sit afskedsdigt:
Og din Nutid eier Ungdom,
Munkene Du fra Dig jog;
Spaniens Blomstren forudseer jeg
Lyse vil i Fremtids Bog.
Efter sin hjemkomst gik Andersen straks i gang med at forberede sin rejseskildring, og i den anledning fik han travlt med at skaffe sig den viden om Spanien, som han havde manglet under besøget dernede. Som H. A. Paludan skriver i indledningen til I Spanien (1944), havde Andersen inden rejsen kun nået at læse et par lettilgængelige rejsebøger. Det meste af den viden som Andersen brillerer med i sin rejseskildring, stammer fra bøger, han først fik læst, efter at han var kommet hjem. På denne måde supplerede han også sine personlige erfaringer. Den bitterhed, H.C. Andersen siger, han følte spire i sit hjerte, foretrak han dog at lade tørre ud mellem dagbogens blade.
Andersens frustration kom dog alligevel til at afspejle sig i hans rejsebeskrivelse, som fra et litterært synspunkt bestemt ikke hører til det bedste i hans forfatterskab. Stilen virker udisciplineret og skifter uden videre mellem det halvlyrisk romantiske og det journalistisk beskrivende. Dagbogens stikordsagtige notitser og lange løst formulerede passager indføjer han som oftest uden stilistisk bearbejdelse.
End ikke der, hvor dagbogen er uklar, ulejliger han sig med at omskrive dem. I Spanien blev tydeligvis produceret i en fart – som en opgave, der skulle overstås for at tilfredsstille de mennesker, der forventede, at der kom noget ud af hans rejse. Andersen var tilbage i Danmark midt i januar 1863, og med sig havde han en bunke notater, som han brugte ved udarbejdelsen af sit manuskript. Den 11. maj 1863 skriver han til Jonas Collin: “min Dagbog har været den tørre Green, hvorfra min Erindring lod skyde Blade og Blomster.” Allerede ved udgangen af samme år var bogen trykt.
Det blev dog ikke uigenkaldeligt sidste gang, Andersen skrev om “landet bag de høje Pyrenæer”, for han vendte jo tilbage til temaet i stykket Da Spanierne var her. Men historien får denne gang en særlig drejning: don Juan de Molina, hedder den spanske officer, som den danske ungmø Hermania forelsker sig i. Hermania får her lov at kysse det sølvbillede af don Juans moder, som han bærer på sit bryst. Medaljen spiller en vigtig rolle her, for den bliver væk, og don Juan kan ikke finde den. Danskeren Carl, som er Hermanias beundrer og derfor don Juans rival, finder “sølvbilledet”, som medaljen kaldes, og giver den til pigen, mens den troløse spanske officer i sidste ende svigter Hermania og vender tilbage til Spanien. Ifølge den offentlige mening i Danmark havde spaniernes afrejse ombord på de engelske skibe i 1808 været et forræderi mod den atlantiske alliance. Sandheden var, at Spanien havde gjort oprør mod Napoleon, der havde indsat sin broder Joseph på den spanske trone. De spanske tropper ville derfor hjem for at komme deres fædreland til undsætning. På baggrund af denne historiske episode, hvor Spanien havde “svigtet” Danmark, får stykket en dobbelt symbolik, for havde Spanien ikke også for nyligt skuffet Danmarks berømte søn? Stykket spilledes et par gange på Det kongelige Teater i 1865, men det blev ikke nogen succes, og forfatteren måtte finde sig i kritik fra mange sider. Nu var det for alvor sidste gang, han kom til at beskæftige sig med Spanien.
Odenses fattige dreng, der ikke besad anden rigdom end en fantasi befolket med eventyrlige væsener, måtte, selv efter at han var blevet den verdenskendte H.C. Andersen, ofte konstatere, at det samfund, som han så inderligt ønskede at blive et respekteret medlem af, aldrig rigtig have accepteret andet end hans geni, ikke hans person. Dertil var hans forfængelige og besværlige væsen dem for meget; også for de mennesker, der satte pris på ham, var det et problem. Men Andersens talent blev også længe undervurderet af den intellektuelle danske elite. Ingen person af en vis kategori kunne værdsatte Andersen, mente Georg Brandes. Jeg tror ikke, at hans udtalelse kan bruges til at bedømme Andersens forfatterskab. Den siger snarere noget om det snobberi, som også herhjemme prægede tidens lærde. Mange anså det for uforeneligt at læse Kierkegaard og samtidig nyde H.C.
Andersens eventyr. Hertil skal siges, at der gik mere end hundrede år, før verden opdagede Kierkegaard, hvorimod Andersen blev kendt i det store udland, allerede mens han levede – lige bortset fra i Spanien.
I 1848 havde Dickens i et brev sagt til Andersen: “We cannot afford to loose any of your thoughts.”6 Der er ingen tvivl om, at man stod over for en stor tænker, som foretrak at give sine tanker menneskelig skikkelse, når han ikke ligefrem formede dem af død materie som han pustede liv og sjæl i. Intet lå Andersen fjernere end at formulere sig i lærdomstunge sætninger og tågede foredrag af den slags, som til alle tider har fået feinschmeckerne til at udbryde: “Det må være rigtig godt, for selv jeg kan ikke forstå det!” Det er sandt, at Andersen elskede at læse sine eventyr op for børn. Han holdt også af at høre børnenes reaktion, vel vidende, at hvert barn forstod historierne, som de var i stand til på deres niveau. At børn over hele verden læste hans eventyr, var ham uden tvivl også til stor glæde, men det var først og fremmest barnet i den voksne læser, Andersen ønskede at nå.
Der gik ti år efter digterens besøg i Spanien, før der udkom en samling af H.C. Andersens eventyr i spansk oversættelse (1871-1872). I 1875 udkom yderligere elleve eventyr i udvalget Tesoro de cuentos escogidos (En skat af udvalgte eventyr). Siden er der fulgt andre udvalg efter, men ligesom de ældste er disse alle oversat fra fransk. Teksterne er desuden omskrevet for børn, og de mange misforståelser har også gjort deres til at forringe den litterære kvalitet. I de tidlige spanske oversættelse er Andersens beskrivelser af de danske landskaber, så fulde af styrke og plastisk skønhed, også blevet udeladt. Alt i alt har hans spansktalende publikum fået serveret Andersen i en så udvandet form, at det ikke var meget tilbage af den litterære revolution, som han afstedkom i en så foragtet genre som eventyrfortælling. I 1957 udkom omsider en komplet samling af Andersens eventyr – oversat fra tysk, idet man indså at dette sprog ligger nærmere dansk end fransk.’ De senere oversættelser af udvalg eller enkelte eventyr er for størstedelen også oversat fra tysk.8 Først i 1999 er der på det spanske forlag Anaya kommet en komplet udgave, i fire bind, af H.C. Andersens eventyr direkte oversat fra dansk og med Vilhelm Pedersens og Lorenz Frølichs illustrationer. Trods enkelte sproglige misforståelser, som afslører en tilgivelig mangel på indsigt i den kulturtradition Andersen har rødder i, er dette en oversættelse, som gør digteren ære. Den fornemme udgave har dog ikke været i stand til at rokke ved billedet af Andersen som den geniale skaber af eventyr for børn, men det hænger formentlig sammen med, at næsten intet af hans øvrige forfatterskab er oversat.”
Den spanske litteraturkritiker, forfatteren Ana Maria Matute, skriver om den danske digter, at “han ikke kendte verden, derfor opfandt han den; han kendte ikke menneskene, derfor opfandt han også dem.”10 Men kan der peges på mange, der kendte verden med dens giftighed bedre end Andersen? Hans syn på verden er barskt, men realistisk. Med fortælleglød og deskriptiv styrke anklager han de ophøjede og magtfulde på baggrund af triste erfaringer, der havde sat dybe spor i hans liv. Med sin gudbenådede fantasi portrætterede og latterliggjorde digteren sin tids ophøjede og magtfulde, dog uden at forråde sin kunst. Hans eventyr er et svar på tidens intolerance, hykleri og sociale diskrimination, et spejl, som Andersen holder op for sit publikum, så alle deri kan genkende samfundets laster og ugerninger – og således konfronteret med deres grimhed forsage det onde. Det var lige præcis den samme positive effekt, Shakespeare forventede at opnå med sine skuespil, hvor han uden nogen form for moraliseren præsenterede sin tids laster og forbrydelser i al deres skæbnetunge gru.
Matute har ret i, at Andersens til tider ’’ætsende ironi” og den store følsomhed, som for hende er “for meget af det gode”, er “frugten af bitre livserfaringer, som må have efterladt dybe ar i hans sjæl“. Hun finder et “ubærligt tungsind” hos Andersen, som forekommer “for ængstende og dramatisk grusomt”, men ikke desto mindre er dette tungsind ikke kun betegnende for Andersen, det går også igen i meget af dansk litteratur. Vi finder andre eksempler på, hvad Matute betegner som “mødre, hvis selvfornægtelse overskrider naturens grænser”, eller ’’mennesker, der er sunket hen i en næsten morbid resignation” hos andre danske forfattere. På en person påvirket af den katolske tankegang, som præger spansk kulturtradition, må noget sådant virke chokerende; “plumpe imitationer af kristne dyder” og “underliggende, pylret hykleri” kalder Matute det11 og siger, at Andersens historier er fantasiprodukter skabt af en mand, der “i vuggegave fik evnen til, uden protest, at bøje ryggen for de store”.
En analyse af hvilket som helst forfatterskab kræver forudgående kendskab til den kulturelle tradition, forfatteren repræsenterer. For at forstå Andersen må man først have indsigt i den protestantiske tankegang, som har præget digterens verdenssyn. Som overbevist protestant maler han en verden, hvor livet og menneskene er underlagt en universel retfærdighed, der forvaltes af en dømmende, men retfærdig gud. Kun Guds strenge retfærdighed kan opretholde den balance mellem “det gode” og “det onde”, som eksisterer i den skabte verden. Menneskene må derfor allerede her i dette liv indstille sig på at skulle bøde for deres fejltagelser – ja, selv for de glæder, man får i denne verden, skal der betales med proportionel lidelse. Denne guddommelige lov kan kun ændres ved Guds miskundhed -udtrykt med Sønnens død på korset – og ikke ved gode gerninger og bodfærdige handlinger, sådan, som det forkyndes i katolicismen. Kun døden kan befri protestanten for skyldens tunge byrde, den byrde, som alene håbet om Guds retfærdige dom i det andet liv har hjulpet ham at bære. Uden udsigt til syndsforladelsen, som gør det muligt at begynde forfra i dette liv, plages mennesket i en protestantisk kultur som den danske af en kronisk skyldfølelse, som mere eller mindre bevidst kommer til at gennemsyre meget af dansk litteratur.
Den protestantiske bevidsthed om, at mennesket ved synden lider et i denne verden uopretteligt tab af Guds nåde må nødvendigvis kollidere med en spansk tankegang præget af forestillingen om, at anger og tilgivelse giver synderen adgang til nåde og frelse. Samtidigt er protestantisk skyldbevidsthed også i konflikt med de ældgamle, nordiske idealer om fuldkommenhed og moralsk storhed, som kendetegnede guderne i nordisk mytologi, og som i en eller anden form er til stede som et underliggende krav i det moderne menneskes psyke. Det er dilemmaet mellem et dybtliggende ønske om at være fuldkommen og det at vide sig ufuldkommen, som vi ser afspejlet i, hvad der forekommer Andersens spanske kritiker at være “underliggende, pylret hykleri”, men som i virkeligheden er to sider af dansk mentalitet.
Den amerikanske antropolog Pitt Rivers reflekterer i sin analyse af de sociale normer i en andalusisk landsby12 over den mentalitetsforskel, der gør sig gældende mellem henholdsvis det katolske Sydeuropa og det protestantiske Nordeuropa. Han mener, at sydlændingenes lette sind og ubekymrede natur skyldes deres katolske livssyn, ifølge hvilket er man tilgivet i det øjeblik, man oprigtigt angrer og bekender sin fejl. Pitt Rivers siger, at på trods af det daglige slid udfolder spanierne så rige livsformer og viser en glæde ved tilværelsen, der står i skarp kontrast til nordeuropæernes karakteristiske tungsind og puritanisme, der resulterer i en evig “bæren nag” til sig selv. Den amerikanske antropolog konkluderer, at en videnskab som psykologien nødvendigvis måtte spire frem af Nordeuropas protestantiske muld, hvor en mangfoldighed af skyldbetyngede individer ikke kan se nogen vej ud af tungsindet. I Syden har man derimod bodssakramentet, der fungerer som en katarsis, der er indenfor alles rækkevidde, og det er i denne mulighed for forløsning, at Pitt Rivers finder hemmeligheden bag folks sociokulturelle, mentale ligevægt.
Det er denne mentale ligevægt, som forstyrres hos spanske analytikere, hver gang en “grænseløs selvopofrelse” belønnes med “dødens befrielse” – og hver gang “den ufattelige resignation, hvormed visse mennesker affinder sig med umenneskelige vilkår”, og ifølge Matute oven i købet “ser ud til at nyde deres fornedrelse” træder i stedet for en oprørsk, men retfærdig indignation, som kan sætte en stopper for uretfærdigheden. At en kvinde af den danske grevinde Leonora Christines rang og støbning ikke skriver i en rus af indignation, men i stedet efterlader sig et Jammersminde, er efter spanske æresbegreber uforståeligt, mens man i Danmark ser det som udtryk for åndsstyrke. Tonen i Blichers noveller er ikke mindre tungsindig, selv når historien som i “Fragmenter af en Landsbydegns Dagbog” emmer af indestængt erotik. Moderen/mennesket, hvis selvopofrelse og resignation “overskrider naturens grænser”, som Matute siger, forekommer ikke kun i H.C. Andersens eventyr, hun er også til stede i Karen Blixens Sorgagre. Den ulykkelige moders umenneskelige lidelser er ikke nok til at betale for sønnens liv, sønnen reddes, men moderen må dø. Persongalleriet i Martin Andersen Nexøs Ditte Menneskebarn består af lutter resignerende og selvfornægtende mennesker, der mere eller mindre passive er vidner til de stores grusomhed og uretfærdighed. Man kan blive ved med at citere eksempler fra dansk litteratur, som måtte forekomme en spansk kritiker som Matute “sygelige”, men som ikke desto mindre er normale for en protestantisk noget-for-noget-mentalitet.
Måske var det det kulturelt betingede slægtskab imellem de protestantiske lande, som gjorde, at man her med lethed tog den danske digters livsfilosofi til sig og identificerede sig med hans personer. I Spanien ser vi derimod, hvordan Andersen på trods af efterhånden mange oversættelser af hans eventyr endnu ikke er blevet vurderet på sine egne præmisser. Andre har på samme måde som Matute haft svært ved at nå ind til Andersens fælleskristne kærne. I 1949 udgav jesuitten A. Garmendia de Ataola et indeks, hvori verdenslitteraturens forfattere klassificeres og censureres. Titlen er ”God og slet læsning i lyset af katolsk dogme og moral (Lecturas buenas y malas ala luz del dogma y moral católicos)’”. Her optræder Andersen med prædikatet “upassende” (inconveniente) og er således havnet i kategorien af for moralen farlige forfattere. Efter en biografisk indledning, hvor Andersen betegnes som “digter og romanforfatter”, skriver jesuitten blandt andet: “Hans eventyr synes mere rost end de fortjener, især hvad angår deres morallære for børn, for han behandler tit emner, som både kan være frivole og upassende.” Indekset klassificerer bøgerne i fire kategorier: “Upassende (Inconvenientes)”, som ikke bør læses af børn, med mindre det drejer sig om religiøst velfunderede større børn; “Tålelige (Tolerables)”, for børn mellem 12 og 15; “Acceptable (Aceptables)’, for børn mellem 9 og 12;, og endelig “Uskadelige (Inofensivos)”, som anbefales til alle aldre. Det fremgår af indekset, at forfatteren kun har kendt til en forsvindende lille del af H.C. Andersens eventyr, og man kan undre sig over her at se Andersens “Tommelise”, “Svinedrengen”, “Sneglen og Rosenhækken”, “Nattergalen”, “Store Claus og Lille Claus”, “Paradisets have”, “Storkene”, “Engelen” – ja, selv “Keiserens nye Klæder,” som jo kendes fra gammel spansk tradition – klassificeret under kategorien “Upassende”.
Fyrre år senere udtaler Andersens oversætter Alberto Adell, i sine “Bemærkninger til oversættelsen” at “egoisme, utaknemmelighed og grusomhed skyder frem som vilde planter i Andersens historier uden skygge af moralsk anfægtelse.”13 Heller ikke han synes at have forstået Andersens tillid til menneskets grundlæggende godhed og ædle sind, som han troede på fandtes dybt inde i ethvert menneske – uanset syndefaldet.
I Spanien mangler man fortsat et solidt grundlag for at lære H.C. Andersen rigtig at kende. Som allerede nævnt er en stor del af hans forfatterskab endnu uoversat, hvilket kan undre, når man tager i betragtning, hvor stort et sprogområde spansk er, og hvilket også er beklagelig, for i romanerne og selvbiografien ligger nøglen til forståelse af det samfund, digteren var et produkt af. Til dato er Andersen derfor blevet vurderet på grundlag af både dårlige og gode oversættelser, og i alle tilfælde har der manglet de kulturelle forudsætninger, som er nødvendige for at præsentere en Andersen, som hans landsmænd er i stand til at genkende.”
