I litteraturen omkring H.C. Andersens værker støder man sjældent på den anmeldelse af Andersens Samlede Skrifter fra 1855, som blev skrevet af islændingen Grimur Thomsen.[1] I det følgende vil jeg drøfte denne anmeldelse, eftersom samhørigheden mellem Thomsen og Andersen efter min mening kaster lys på mange træk i begge disse mænds anskuelser. Først kommer jeg kort ind på H.C. Andersens forhold til kritikerne og deres indstilling til ham. Derefter går jeg over til Andersens reaktion på Grimur Thomsens anmeldelse specifikt og eftertidens vurdering af betydningen af denne anmeldelse. Til slut vil jeg så drøfte selve anmeldelsen og samspillet mellem Andersen og Thomsen.
Grimur Thomsens anmeldelse fra 1855 var den artikel om H.C. Andersen, som digteren selv udtrykte størst begejstring for i sin selvbiografi.[2] Den store digters proklamationer fik ikke alle steder lige gode modtagelser, og i øvrigt har der været påfaldende tyst omkring Andersens reaktion på Thomsens anmeldelse lige som hans udtalelser om kritikken i øvrigt. Den, der ytrede sig mest højrøstet, var den kendte kulturradikale kritiker Georg Brandes, der i et brev fra den 10. juli 1869 skrev om Andersens holdning til kritikerne, at han var: “den Skribent af alle, som har gjort Kritiken mest Uret, understøttet alle vulgære Fordomme imod den, bragt den i Ringeagt og i Vanry” (brev af d. 10. juli 1869.) [3]
I og med at jeg citerer denne forholdsvis kendte udtalelse af Georg Brandes, er det passende at minde om, at kritikerne ganske vist havde været urimelige overfor Andersen og havde udbredt fordomme om hans person, udvist ham ringeagt og skadet hans ry. Jeg nøjes med at nævne litteraturforskeren Christian Molbech, der var fastansat kritiker ved Det Kongelige Teater og blandt andet ytrede om skuespillet Mulatten – “at det var smagløst, taktløst, idéløst, trivielt og forskruet”. Efter Molbechs mening var det ikke lykkedes Andersen at gøre hovedpersonen til en interessant, ædel person – „Han er, som alle de øvrige, kun en sentimental Phrasemager.“.[4] Disse eksempler kunne være udtryk for smag, men man må ikke glemme at Molbech var Johan Ludvig Heibergs tro væbner og kun havde én smag, når det gjaldt H.C. Andersen.
I de senere år er linjerne blevet klarere i diskussionen om Andersen og hans kritikere. I den nye Andersen-biografi af Jens Andersen finder man en udmærket redegørelse for, hvordan kritikerne i begyndelsen var forholdsvis positivt indstillede overfor H.C. Andersen for siden at angribe ham hårdt omkring 1840, da de følte sig truet af hans litterære størrelse, for til sidst at stemme i med den lovprisning, der kom udefra, især fra England og Tyskland. Det er dog påfaldende, at til trods for den fordomsfrihed og internationalisme, der kendetegner Jens Andersens biografi, så har han lidt svært ved at anerkende, at H.C. Andersen var blevet populær i Sverige, inden han rigtig blev værdsat i Danmark, og Jens Andersen nævner ikke med ét ord Grimur Thomsens anmeldelse. Der er flere danskere, der har givet udtryk for, at Grimur Thomsens artikel er uden betydning,[5] men H.C. Andersen selv satte dog større pris på den end andre fortolkninger af sine værker, og Jackie Wullschlager henviser i sin udmærkede Andersen-biografi til artiklen.[6]
Grimur Thomsens artikel blev trykt i 1855 i det anerkendte tidsskrift Dansk Maanedsskrift.[7] Artiklen er en dybtgående litterær analyse af H.C. Andersens forfatterskab, skrevet i anledning af udgivelsen af hans samlede værker. Da artiklen udkom, var Grimur Thomsen en respekteret politiker, æstetiker og litteraturforsker i Danmark. Han var den første islænding, der havde taget doktorgraden i samtidslitteratur, og hans disputats var den første videnskabelige Byron-afhandling, der blev offentliggjort i Skandinavien. Thomsen udgav også en bog på dansk om fransk samtidslitteratur, og han modtog et usædvanlig højt kongeligt rejselegat for at uddanne sig i udlandet. Året efter, i 1848, blev Grimur Thomsen ansat i den danske udenrigstjeneste som ministeriets yngste kancellist, en stilling svarende til pressechef i dag, hvor hans opgave var at skrive artikler i udenlandske aviser om danske synspunkter. Han blev senere diplomat og endte med at blive den ene af udenrigsministeriets to departementschefer og nød stor anseelse i dansk politik indtil 1866, da han vendte tilbage Island.[8]
Her må man gøre opmærksom på, at Island i 1855 politisk set var en del af det danske rige, og landets stilling kan sammenlignes med andre danske områder; Island blev betragtet som et biland til Danmark, men ikke som en koloni. Island kan på mange måder sammenlignes med H.C. Andersens fødeø, Fyn, som dog unægtelig ligger tættere på København, og Odense var både en større og mere kendt by end Reykjavik. Ikke desto mindre havde Grimur Thomsen og H.C. Andersen det til fælles, at de var sønner af håndværkere, kom fra provinsen og stilede mod det magtfulde centrum i København.
Andersen blev født i 1805, Thomsen derimod i 1820, og begge disse unge mænd så nye tider i møde, der bød på store ændringer og hidtil uanede muligheder. Danskerne fik en ny grundlov i 1849, tres år efter den franske revolution, og forskellige steder i Europa var der strid om grænser og folkeret.
H.C. Andersen udtrykte i sin selvbiografi: Mit Livs Eventyr, at føromtalte artikel eller anmeldelse af Grimur Thomsen om hans forfatterskab havde en særstilling. Andersen skrev:
I Hr. Grimur Thomsens Anmeldelse er netop ved Eventyrene i faa Ord anslaaet den rette Stræng, der giver Klangen fra denne min Digtnings Dybde; det er vistnok ikke tilfældigt, at de givne Exempler paa det Heles Kjerne og Betydning hentes fra Historier, altsaa fra det senest Skrevne… “
Hvad jeg vilde og stræbte at opnaae, er her klarligt udtalt![9]
Andersen udtrykte endvidere i et brev til Henriette Wulff, 3. april 1855, at dette var den første kritik, som han fik i Danmark, der helt og holdent var positiv, velskrevet og intelligent, skrevet af kendskab og kærlighed til opgaven. Da Andersen skrev brevet, sad han netop og læste korrektur på sin selvbiografi.[10]
Af disse ytringer fremgår det selvfølgelig klart hvilken indstilling, Andersen havde til den tidligere kritik. Dette ser dog ikke ud til at have voldt særlig bekymring i begyndelsen, men i og med at Andersens berømmelse voksede, blev det efterhånden pinligt at have været blandt de danske kritikere, der ikke havde værdsat Andersen. Det var også ubehageligt, at han havde ‘velsignet’ Thomsens artikel.
Det steg imidlertid islændingene lidt til hovedet, at Thomsen nød den store digters gunst. Den islandske historiker Jon Porkelsson mente, at Grimur Thomsen havde lært danskerne at sætte pris på H.C. Andersen,[11] og den islandskamerikanske litteraturhistoriker Richard Beck var af samme opfattelse.[12] Islands første professor i nyere islandsk litteratur, Steingrimur Þorsteinsson mente, at man i Danmark fuldt ud havde vist forståelse for H.C. Andersen uden Grimur Thomsens hjælp, og den danske lektor ved Islands Universitet i halvtredserne, Martin Larsen,[13] skrev en lang artikel i både Anderseniana og Islands ældste og måske mest respekterede litteraturtidsskrift, Skirnir, hvor han tilbageviste H.C. Andersens, Grimur Thomsens, Jon Porkelssons og Richard Becks opfattelse og udtalte, at det var absurd, at en islænding skulle have lært danskerne at sætte pris på H.C. Andersen helt tilbage i 1855. Hvad H.C. Andersen havde skrevet om modtagelsen af sine værker kunne ikke tages alvorligt, og man havde på det tidspunkt bestemt anerkendt ham til fulde i Danmark.[14] 1 1955 skrev så en af Islands kendteste litteraturforskere i det tyvende århundrede, Einar Olafur Sveinsson, en artikel i anledning af 150 års dagen for H.C. Andersens fødsel og ytrede, at Andersen uden tvivl havde fået urimelig hård kritik i sit hjemland. Einar Olafur Sveinsson ser ingen anledning til at undervurdere Thomsens indsats.[15]
Denne underlige krise over ‘hvem der opdagede geniet’ er ikke særlig interessant bortset fra, at den er et eksempel på, hvordan en litteraturdebat kan komme i uføre.
Andersens berømmelse blev som før sagt lidt svær at kapere for de danskere, der havde sat sig imod ham. For eksempel kan man nævne, at Johan Ludvig Heiberg, en af litteraturens ypperstepræster i København og Andersens svorne modstander, tog til Tyskland i 1839 for at give Europa muligheden for at møde et rigtigt digterisk talent – og så måtte han uafladelig svare på spørgsmål om den store digter Hans Christian Andersen.[16] Det kan også være, at holdningen til Andersen senere blev præget af kritikernes voksende tendens til at konkurrere med digterne om den “guddommelige inspiration”. I så fald bliver Andersens berømmelse i Europa en endnu større torn i øjet på hans danske kritikere. Dette kan være en del af forklaringen på Georg Brandes’ græmmelse – som næppe er fri for faglig misundelse. Her kan der også være tale om klasseforskelle. Da H.C. Andersen, som i litteraturhistorien regnes for Danmarks første professionelle forfatter, trådte frem på litteraturens arena, var de fleste – hvis ikke alle de betydeligste forfattere – sønner af embedsmænd. J. L. Heiberg var af fornem familie og han og andet godtfolk var på vagt overfor kumpaner som Andersen og Kierkegaard, der stammede fra håndværkere og handelsfolk og varslede nye tider.
De fleste er nu blevet enige om, at Andersen næsten uafladeligt har ligget i strid med kritikerne, selv om skylden ikke kun ligger hos ham, sådan som Georg Brandes mente, da han som tidligere nævnt beskyldte Andersen for at tale nedsættende om kritikerne samtidig med, at han krævede deres anerkendelse. Af Lars Bo Jensens artikel[17] fremgår det tydeligt, at Andersen havde et spændt forhold til kritikerne, – og så vender vi tilbage til Andersens kontroversielle udsagn om kritik og specielt til Grimur Thomsens artikel:
Hvad udtalte så Grimur Thomsen, og hvorfor havde det så stor en betydning for Andersen? Jeg behøver næppe at nævne, at jeg prompte afviser al spekulation om, at Andersen ikke har haft forstand på modtagelserne af sine værker eller at man på det felt ikke kan regne med hans dømmekraft. Man må gøre sig det klart, at H.C. Andersen var en intelligent og målrettet forfatter, der altid forsøgte at fange sin tids nyeste strømninger. Men man kan ikke ignorere det faktum, at Andersen var parat til at gøre Thomsens opfattelse til sin egen. På den anden side set er det også vigtigt, at Thomsen i sin artikel spørger til Andersens forudsætninger og anskuelser og er enig med ham i vigtige spørgsmål. Her er der tale om en ret avanceret dialog mellem disse to mænd om litteratur og dens stilling i samfundet.
I Thomsens indledning til artiklen om Andersens forfatterskab støder man umiddelbart på to velkendte temaer fra hans bøger om fransk samtidslitteratur[18] og om Lord Byron.[19] På den ene side lægges vægten på den historiske dimension, der fremgår af udsagnet om, at der er en grundlæggende forskel på at vurdere et enkelt litterært værk og et helt forfatterskab. Når et forfatterskab vurderes, så belyser værkerne hinanden og hvert værk bliver som et ‘led i en kæde’, hvor værkerne supplerer hinanden. Historien gemmer på kundskaber, hvad enten det er historien om Andersens forfatterskab eller en helt anden historie.
Et andet afgørende punkt er efter Thomsens opfattelse, at Andersens personlighed kaster lys på hans værker – og omvendt, så belærer værkerne os om digterens personlighed. Her går man selvfølgelig ud fra, at den poetiske personlighed er en gave fra Himmelen og der tages udgangspunkt i Luthers tanke om, at man opnår en personlig forbindelse til gud via troen. Digteren får i vuggegave en personlighed, der er tættere på det guddommelige end hos almindelige mennesker.
Thomsen går siden over til at drøfte Andersens personlighed og de forskellige beskyldninger, man har rettet mod ham. Mange af Thomsens eksempler stammer fra artikler skrevet af to fremtrædende danske kulturpersonligheder, Carsten Hauch og Meïr Aron Goldschmidt. Thomsen nævner ikke deres navne, men han fører en indirekte dialog med dem, finder deres synspunkter uvæsentlige og afviser deres beskyldninger. Her benytter han to argumenter: For det første sammenligner han Andersen med store digtere som Goethe og Byron og mener, at Andersen falder ind under samme kategori. Efter Thomsens opfattelse er Goethe selvfølgelig et eksempel på en velovervejet digter, som ikke står i følelsernes vold, men Byron derimod et eksempel på en digter, der er uanfægtet af den hverdagsagtige middelmådighed og viser vrede, aggressioner og ironi efter forgodtbefindende. Karaktermæssigt ligger Andersen et sted mellem disse to, og så har vi nået næste stadie: Man kan ikke forlange, at han er en følsom digter, når han skriver, for siden at kræve af ham, at han skal være hårdhudet, når han modtager kritik. Man kan med andre ord ikke forlange af Andersen, at han tilsidesætter digterens guddommelige egenskaber, når det passer kritikerne: ‘er en oprindelig, ejendommelig Digternatur først givet os, saa maa vi tage den, som den er, med dens Lys- og Skyggesider’, skriver Thomsen i sin analyse.
Andersen er blevet beskyldt for at være forfængelig og sårbar, når successen lod vente på sig. Grimur Thomsen bagatelliserer dette og fremhæver, at de fleste nok lider af forfængelighed og sjældent synes, at de har nok medgang. Nogle er ganske vist ret gode til at skjule dette, men H.C. Andersen var selvfølgelig ikke en af dem. Thomsens forklaring på dette er, at de danske intellektuelle ikke så den Andersen, der fremtræder i forfatterskabet, men derimod den Andersen, de mødte på gaden i København. I udlandet fokuserer man på den store digter, som man møder i værkerne, skriver Thomsen, som var en af Danmarks vigtigste specialister inden for fransk og engelsk samtidslitteratur. Man kan også tænke sig, at Thomsens idé har været at ændre den gængse tankegang. Både Andersen og Thomsen stammer fra provinsen og hører derfor ikke til den københavnske kulturelite, men set fra Europa regnes København til provinsen, og når man kommer ud over landegrænsen, er Andersen berømt og Thomsen connaisseuren. Set ud fra et europæisk synspunkt er udfaldene mod Andersens personlighed med andre ord provinsialisme og smålighed.
Efter at have retfærdiggjort Andersens karaktertræk går Thomsen over til den digteriske fantasi, som efter hans mening både gør Andersen primitiv og international – en forfatter for alle aldersgrupper og alle nationer. Efter Thomsens opfattelse har Andersen en poetisk karakter, der behersker det abstrakte såvel som det konkrete, og han kan derfor erobre den konkrete virkelighed med sin digtning. Her må vi huske på, at Thomsens artikel indebærer en dybtgående analyse af Andersens æstetik, og den kritiseres ret hårdt. Andersen ser dog ud til at have opfattet den kritik som rimelig og retfærdig. Her vil jeg igen minde om Brandes’ udtalelser om, at Andersen aldrig har været andet end urimelig over for kritikerne.
Når man behandler Andersens forfatterskab, de personlige kendetegn og fantasien, støder man på hans kamp med genrerne. Andersen er ikke først og fremmest en poetisk digter, skriver Thomsen, og mener, at til trods for, at Andersens lyriske billeder kan være smukke og følsomme, så formår han ikke at fastholde den lyriske stemning. Han flakker fra den ene tanke til den anden; fra ét tema til andet, og det er ikke nok til at skabe et lyrisk digt. Efter Thomsens mening er det i de humoristiske digte, at Andersen er mest vellykket som poet.
Og Andersen er, efter Thomsens opfattelse, mindst vellykket som dramatiker. Forklaringen derpå er, at ‘karaktertegningen’ ikke egner sig til dramatik. Her må vi huske førnævnte forbindelse mellem temperament og digtning. Thomsen inddeler karaktertegningen i tre kategorier, der sjældent alle forekommer hos den samme digter: a) det oprindelige og naturlige; b) den udvikling eller proces der har formet karakteren; c) og et godt øje for folks optræden og væsen. Angående det sidste punkt peger Thomsen på samtidens mest fremtrædende kvindelige forfattere, der har taget føringen på dette område og hentyder til, at Andersen er udstyret med samme følsomhed og kvindelige intuition.
Andersen står, efter Thomsens opfattelse, stærkt på det første punkt, og her er digterens stærke instinkt vigtigt. Han står derimod svagest på punkt nummer to, når det drejer sig om karakterernes personlige udvikling. Thomsen sammenligner Andersen med Shakespeare, som han før havde skrevet lange passager om i sin Byron-afhandling, og konkluderer, at Andersen ikke kan sammenlignes med Shakespeare. H.C. Andersens personer er mange og forskellige, men de er typer, og de udvikler sig ikke. De egner sig bedre til Andersens eventyrspil, skriver Thomsen, hvor klart tegnede karakterer passer bedre. Thomsen mener således, at i eventyrets univers må personerne gerne repræsentere egenskaber, selv om sådanne personer ikke virker troværdige i virkeligheden. Thomsen underbygger denne kritik med eksemplet om den unge Agnete i skuespillet Agnete og Havmanden, der segner om og dør, da hun står overfor et uløseligt moralsk spørgsmål. Hun udnytter ikke menneskets iboende valgfrihed. Andersen lader hende ikke vælge, gør hende ikke tragisk, men derimod melodramatisk. I sin fortolkning af dette værk sætter Thomsen sig bevidst op imod den københavnske kulturelites vedtagne opfattelse.
Grimur Thomsen er i 1855 ikke i tvivl om, at Andersens digteriske talent kommer til fuld udfoldelse i eventyrene. Dengang var det blevet klart, at eventyrene fik bedre modtagelse end andre tekster af Andersen, og Thomsen gør i sin analyse rede for hvorfor. Det er efter Thomsens mening ikke tilfældigt, men derimod digtekunstens sejr. Eventyrene bliver ikke inddelt i kategorier efter litteraternes traditionelle regler – de er hverken episke eller lyriske, og ej heller skelner man her mellem abstrakt og konkret digtning. Efter Thomsens opfattelse bytter eventyret om på den ydre og indre virkelighed, således at den indre erstatter den ydre. I eventyrene er der en dobbelt strøm, skriver Thomsen, – en ironisk på overfladen, der gør grin med hvad som helst, og en alvorlig understrøm, der sigter mod etik og retfærdighed. Eventyrene er ganske vist indbyrdes forskellige i deres etiske udsagn. Thomsen kommer for eksempel i klemme med det faktum, at den grimme ælling er en svane, både mens den slås med sine problemer og efter at den bliver påskønnet efter fortjeneste. Den opnår ikke sin svanestatus som belønning for god opførsel, og omgivelsernes anerkendelse skal ikke være altafgørende – hvis du er en rigtig svane, er det nok. Heri er Thomsen og Andersen ikke enige, da Andersen er overbevist om, at retfærdigheden ikke kun består i det godes og retfærdiges sejr, men også i at dumheden og ondskaben bliver afsløret, uden at godheden direkte har medvirket dertil. Grimur Thomsen kan heller ikke helt acceptere den negative udvikling i Svinedrengen, hvor den unge kongesøn afslører kejserdatterens og andre af hoffets kvinders umoral. Efter Thomsens opfattelse er det en udmærket underholdning, men han savner tydeligvis førnævnte understrøm: Alvorlige, kristne idéer samt en opbyggelig morale. Andersens uvurderlige kvaliteter ligger efter Thomsens opfattelse i at skabe eventyr med ansvarsfølelse og en selvstændig moral, og hermed har Andersen kastet et nyt lys over verden. Thomsen bruger siden et Andersen-citat: at der vil komme en skjald, der går ind i videnskabens hule med barnesind som en ny Aladdin med poesiens lampe.
Når man taler om en digter med barnesind, drejer det sig selvfølgelig om det romantiske barn. Det åbne sind med en særlig tilknytning til det guddommelige. Nina Christensen har for nylig taget dette tema op.[20] Hun arbejder med digteren B.S. Ingemanns værker og sætter det romantiske barns egenskaber op imod den enfoldige eller naive digters, der står i kontrast til det voksne menneskes egenskaber. Barnet bliver et symbol på egenskaber, der er mere ædle end det selv og mere ædle end mennesket. Disse egenskaber kan blive til en ledestjerne hen imod et mere ædelt liv, – blandt andet fordi de også bor i digtere, som gud har velsignet med en evig barnesjæl. Selvfølgelig kan vi se sammenhængen med Jesu i krybben og menneskehedens frelse, mellem det religiøse og det litterære.
Nina Christensens analyse af kontrasten mellem barn/digter og voksen i digteren B.S. Ingemanns selvbiografiske værker falder mærkeligt godt i hak med Grimur Thomsens og H.C. Andersens opfattelse af H.C. Andersen selv og hans digtning. Som jeg før har været inde på, stammede H.C. Andersen og Grimur Thomsen begge fra provinsen, de søgte mod den magtfulde og kulturelle midte i København og ser begge ud til at have villet tilegne sig det, som var mest populært og som mest sandsynligt ville få succes. Samtidig kom de begge i anden række i forhold til magtens midte – som “udlændinge” – eller børn.
I oversigten over Andersens værker er barnets sjæl eller barnesindet et oplagt tema, og Thomsen kommer et par gange i sin anmeldelse ind på, at Andersen selv har haft en stærk, barnlig digterisk indsigt og har forstået dens vigtighed. I begges øjne er den sandhed, som barnet ejer, modsætningen til den løgn, som de voksne går ind for, barnets kultur er en modkultur og barnets synsvinkel indebærer således en kritik af de voksnes verden. Andersen placerede tit børn i hovedrollen i eventyrene, og deres syn på virkeligheden afslører gerne sandheden; børn ser det, som andre ikke ser. Det mest berømte eksempel er eventyret om kejserens nye klæder, hvor afsløringen er mangedobbelt. Barnet afslører, at kejseren ikke har en trevl på, og dermed står det klart, at tilskuerne i optoget ikke så det, de så, hvis man så må sige. De eneste, som fornægtede afsløringen og ikke engang opdagede deres egen fejltagelse, var kejseren, der gik endnu mere knejsende end før, og hoffolkene, der holdt slæbet, som om ingenting var hændt. De lod som om, de ikke så kejserens nøgenhed på grund af forfængelighed og angst, og man kan måske hævde, at de har handlet i overensstemmelse med deres egen forfængelighed, fordi selv efter at alle var begyndt at råbe, at kejseren ikke havde noget tøj på, fulgte kammerherrerne fortsat efter ham. Barnet (der er nederst i magtpyramiden) står tættest på almagten og gennemskuer denne mangedobbelte illusion. Kejseren (der er øverst i magtpyramiden) står nøgen tilbage. Han og hans hoffolk har ingen kontakt til almagten, og det er en stor omvæltning fra før. Her kunne man også minde om en anden kejser og nattergalen, der var lille og grå, men dens stemme var dog mere magtfuld end den diamantbesatte nattergals fra kejseren i Japan.
Ophøjelsen af barnet som repræsentant for det ufordærvede og dermed sandheden, stammer fra Rousseau, som mente, at alt, som Gud skaber, er godt, mændene blander sig i det og så bliver det ondt.[21] I barnet bor der en oprindelig guddom, og her mødes barnet og geniets veje. Andersen havde med eventyrene knyttet sig til børnene, deres sind og sjæl, og han var også på mange måder barnlig i sin optræden. Hans samtidige bruger denne barnlige opførsel imod ham ved først og fremmest at knytte den til hans person, men ikke hans litteratur. Dialogen mellem Thomsen og Andersen er interessant, – de forenes i troen på barnet, repræsentanten for nye tider, genialiteten og guddommen. Dette er formodentlig forklaringen på, hvor oprigtigt Andersen stemmer i med Thomsens argumenter, -selv om man i hans artikel finder en hel del kritik af Andersen og hans værker, som jeg har været inde på.
Thomsen og Andersen stammede begge som førnævnt fra områder, der blev anset for at være andenrangs og måtte kæmpe for det, de opnåede, og havde det til fælles, at de gjorde sig den største umage. Det har nok været derfor, at de forstod hinanden, respekterede hinandens præmisser og var parate til at stå sammen.
Solidariteten mellem Thomsen og Andersen kaster endvidere lys på J.L. Heibergs modvilje og Georgs Brandes’ vrantenhed, og måske skulle de litteraturfolk, der forsker i samtidens modtagelser af Andersens værker, overveje, om denne artikel af Grimur Thomsen ikke er en fjern slægtning til den grimme ælling. Det står i hvert fald helt klart, at den ikke er blevet værdsat efter fortjeneste.[22]
