Mellem tro og tvivl, angst og mod

Digte skrev H.C. Andersen lige fra sin barndom i Odense til få måneder før sin død i København i 1875. Flere end et tusinde blev det til i årenes løb. En hel del af hans digte og sange er kendt og elsket den dag i dag; men langt de fleste af digtene er desværre ukendte, skønt mange af dem fortjente at blive læst. Johan de Mylius har i erkendelse heraf påtaget sig den store opgave at sørge for en ny udgave af alle Andersens digte.^[1] I den nye udgave er digtene aftrykt med moderne retskrivning for at lette læsningen af dem, ikke mindst for nye læsere og yngre generationer af læsere.

Et af de hyppigst behandlede temaer i H.C. Andersens lyrik er døden og det, som den indebærer. Det er et emne, som digteren har været optaget af hele sit liv, fra sin skoletid i Slagelse og Helsingør til sit sidste leveår i København. Andersens interesse for døden finder sin forklaring i hans meget personlige form for kristen tro, hvis grundlag blev lagt i barndommen og i den lærde skole. Han var og blev mere folke-kristen end kirke-kristen. Velkendte og væsentlige elementer i digterens gudsforhold var hans tro på, at Gud altid kun vil det bedste, og at det, som Gud har bestemt skal ske, uvægerligt sker. Blandt kilderne til H.C. Andersens gudstro må nævnes Bibelen (det åbenbarede gudsord), naturen (“Naturens store Bog”), forstanden og samvittigheden. Han blev aldrig træt af at lovprise barnesindet og barnetroen, men sin egen barnetro bevarede han ikke. Digteren kom tværtimod til at opleve tvivl og anfægtelser, som medførte, at han måtte føre mange religiøse kampe med sig selv for at kunne bevare den tro, der var blevet hans.

Om et af hovedpunkterne i H.C. Andersens gudsforhold, troen på sjælens evige liv, skriver Andersen-forskeren Helge Topsøe-Jensen:

Tanken om Sjælens Udødelighed – Andersen kalder den i ”Det nye Aarhundredes Musa” for “Menneskehedens genialeste Tanke” – har baade for Digteren selv, hans Omgangskreds og hans Samtid næsten været den centrale religiøse Idé. Kærnen i den er Forvisningen om Gensynet med de Kære, der er gaaet bort.^[2]

Hvis den vurdering står til troende – og det gør den sikkert – er det ikke så sært, at døden og dens følger kom til at spille så stor en rolle i H.C. Andersens digtning, ikke mindst i hans digte.

I det følgende skal jeg forsøge at gøre rede for de tanker om døden, som Andersen gav udtryk for i sine digte. Jeg ser i denne omgang bort fra hans mange såkaldte “Smaavers”, mindedigte over afdøde og humoristiske digte om døden.

Som nittenårig latinskoleelev skrev H.C. Andersen i 1824 digtet “Sjælen”.^[3] Digtets motto – “Unendlichkeit kann nur das Wesen ahnen, das zur Unendlichkeit erkohren ist“ – er et citat fra den ret ukendte tyske forfatter C.A. Tiedges (17521841) i samtiden meget beundrede rationalistiske læredigt “Urania” (1801). I digtets syv strofer à ti linier taler digteren til sjælen – tekstens ”Du” – som han stiller en lang række spørgsmål til om dens bestemmelse. Han spørger først om, hvad sjælen er for en skabning:

Er Du vel en Guddoms-Aand,
Som forvildet sank fra Himlen,
Og nu under Støvets Baand,
I en mægtig Kamp og Svimlen
Venter paa den nye Vinge,
Der skal Dig til Hjemmet bringe?

“Hjemmet” er sjælens hjem hos Gud, ”den nye Vinge” en usynlig, åndelig vinge, som skal bære sjælen op til dens himmelske hjem.

Her på Jorden lider sjælen af hjemve: “Drømme svæve for dit Øie / Og en Evighed Dig spaaer” (strofe 2).

Naar den sidste Time slaaer,
Naar den tunge Jord-Dragt falder,
Hvorhen mon vel Veien gaaer?

spørger digteren. Karakteristisk for H.C. Andersen er den opfattelse, at et menneskes sjæl umiddelbart efter dets død forlader det livløse legeme. Sådan foregår det også i Andersens lærebog i religion fra latinskolen, Peter Krog Meyers Lærebog i den christelige Religions- og Sædelære (1818): ”Det nærværende Liv bør betragtes ikkun som en Forberedelse til et varigere tilkommende, der indtræder strax ved Legemets Død”.^[4] På dette sted indføres Gud i digtet: “Hvor mon Herren Dig da kalder?”.

I stroferne 3-5 formulerer digteren en lang række spørgsmål om sjælens skæbne efter døden, som alle drejer sig om de forskellige stadier eller trin på dens forestående, lange himmelrejse:

Skal Du her paa Jorden leve,
Skjøndt dit Støv er bragt til Ro?
Skal usynlig Du omsvæve,
Og hos dine Kjære boe?
Skal Du see det Frø sig hæve,
Som din Haand har her nedlagt?
Skal Du fra dets Krone svæve
I en større Himmel-Pragt?
Skal Du end herneden skue
Større Glimt af Almagts Lue?

Skal Du kunne høit udtale
Hver en Tanke i dit Bryst?
Svinge Dig fra Jordens Dale
Til den høie Himmel-Kyst?
Vil da lyst for Blikket staae
Hvad ei Støvet kunde fatte?
Skal som Tanken Du udgaae,
Skue alle Jordens Skatte,
Og i Aande-Vrimlens Klynge
Ære, Priis Alherren synge?

Eller skal Du dristigt svinge
Dig i det umaalte Blaa?
Høre Sphærerne at klinge,
Og den dybe Klang forstaae?
Eller er det i det Fjerne,
Høit, hist under Nattens Blaa,
At Du paa en venlig Stjerne
Først fra Støvet luttres maa,
Før Du med de Engle glade,
Kan Dig i Guds Straaler bade?

I strofe 3 er der tale om den mulighed, at sjælen efter døden bliver her på Jorden eller nær ved Jorden, usynlig og udrustet med langt større åndsevner, end den havde før befrielsen fra legemet. Skal sjælen måske allerede hernede skue “Større Glimt af Almagts Lue?”, spørger digteren. Lyset kommer ovenfra, fra Gud, som er lysets kilde. Lignende tanker om en afdøds sjæl gjorde H.C. Andersen sig, da hans rektors pige, Grethe Pedersen, døde. I sin skoledagbog skriver han den 7. november 1825:

– mismodig – kom nu til at tænke paa Grethe. Gode Pige, mon du nu usynlig svæver om mig [,] mon du smiler venligt til mig som før, da jeg sidste Gang saa dig – paa Sygeleiet [;] da spøgede du med mig; nu er du lykkelig, gid jeg selv var død [..] Du kan ei være død for stedse [,] der maa være en Evighed til [,] du lever [,] du maa leve.^[5]

Tredje strofes beskrivelse af den første etape af sjælens rejse op imod Guds lys og klarhed har Andersen ladet sin fortæller i debutromanen Fodreise fra 1829 kommentere med disse ord: Jeg indså,

at man ikke ved Døden strax gjør noget Saltomortale i aandelig Fuldkommenhed. De menneskelige Naragtigheder, Feil og Ufuldkommenheder ville endnu en Tid hænge ved det aandeligejeg [sjælen], naar det alt svæver over de første Egne hiin Side Graven.^[6]

I fjerde strofe svinger sjælen sig op i de himmelske højder, hvor den ”i Aande-Vrimlens Klynge”, dvs. sammen med andre frigjorte sjæle, lovpriser Gud. Heroppe er det muligt, at sjælen vil komme til at overskue og forstå “alle Jordens Skatte” – skove, bjerge, byer, søer, have osv. I strofe 5 stiger sjælen endnu højere op i ”det umaalte Blaa” – de fjerne himmelregioner, hvor planeterne bevæger sig. Her vil den kunne høre og forstå den musik, som de frembringer under deres rotation – toner, som det menneskelige øre ikke kan opfatte. Men i denne strofe tales der om endnu en mulighed: Måske skal sjælen gøre ophold på en stjerne og lutres der – forædles ved at blive renset for sit jordiske smuds – før den allerhøjest oppe kan bade sig i Guds lys sammen med englene. Der er i disse tre strofer tale om successive trin eller stadier på sjælens rejse frajorden til den højeste himmel.

Næsten tredive år senere beskrev H.C. Andersen sjælens himmelfart på samme måde i historien ”Paa den yderste Dag” (1852):

“Hellig, herlig, kjærlig og evig vorde Du, Menneskesjæl!” klang det og sang det. Og Alle, Alle skulle vi paa vort Jordlivs yderste Dag, som Sjælen her, bæve tilbage for Himmeriges Giands og Herlighed, bøie os dybt, ydmyge nedsynkende og dog baarne af hans Kjærlighed, hans Naade, holdes oppe, svævende i nye Baner, luttrede, ædlere og bedre, mere og mere nærme os Fysets Herlighed, og styrket ved ham mægte at stige ind i den evige Klarhed.^[7]

Den unge digter glemmer dog ikke, at der kunne tænkes at eksistere et mindre behageligt alternativ til menneskesjælens lange rejse ud i verdensrummet og efterfølgende evige og lykkelige liv hos Gud. Det kommer han ind på i den sjette strofe:

Eller – nei! – ha fæle Tanke! –
Aand, forgik Du ved vor Død?
Skal saa kort mit Hjerte banke,
Og forgaae i Intets Skjød?
O hvi maatte Du da brænde
Efter Himlens høie Fred?
Hvorfor mon da Herren tænde
Anelse om Evighed?
og nyd”, blev da, o Gud,
Livets store, sande Bud.

Den mulighed udelukker digteren som en ganske urimelig tanke. Og han begrunder sin tro på det evige liv: sjælen længes efter (“brænde efter”) “Himlens høie Fred”, og Gud har i den tændt en ”Anelse om Evighed” (kursiveringerne er mine). Det er en gentagelse af disse linier i anden strofe: “Drømme svæve for dit Øie / Og en Evighed Dig spaaer”. Og H.C. Andersens argumentation er helt i overensstemmelse med den rationalistiske lærebog i religion og moral, som han brugte i latinskolens øverste klasser. Ifølge dennes fremstilling føres mennesket af ”ei alene en dunkel Ahnelse og levende Længsel efter fortsat Tilværelse, men ogsaa indlysende Fornuftgrunde” til troen på sjælens udødelighed “eller vor Aands Vedvarelse efter Legemets Død med dens Personlighed, Bevidsthed og Kraft til at virke” (kursiverin-gerne er mine).^[8]

””Lev og nyd”, blev da, o Gud, / Livets store, sande Bud”, hedder det i sjette strofes to sidste vers. Også det er et argument for sjælens udødelighed, som findes i Peter Krog Meyers lærebog: Menneskets fornuftige natur “byder ham at attraae Hellighed, som det høieste Maal for alle hans Idrætter [..] Men, var Sjelen ikke udødelig, vilde dette Bud være urimeligt, da Fornuften derved krævede sin egen Tilintetgjørelse. Pligten at sørge for Livets Vedligeholdelse, som Betingelse for al vor Væren, Virken og Nyden, og at gjore det saa behageligt, som mueligt, maatte da vorde den helligste” (kursiveringerne er mine).^[9]

I digtets syvende og sidste strofe gør digteren resultatet af sin sjælegranskning op:

Nei, o Aand! Du lever! lever!
Ellers var jo Gud ei Gud;
Til en Salighed Du svæver,
Som kun Engle stamme ud.
Som paa Tankens stærke Vinge
Du kan her hver Gjenstand naae,
Skal som Aand Du fri Dig svinge,
Skue Alt, og Alt forstaae.
Fortid, Nutid, Fremtid skue,
Hist hvor ingen Storme true.

Strofens første vers besvarer spørgsmålet i sjette strofes andet vers: ”Aand, forgik Du ved vor Død?” Argumentet for, at sjælen lever videre efter døden, lyder sådan: “Ellers var jo Gud ei Gud” (vers 2). Teologen Peter Krog Meyer siger det samme på denne måde: ”Men i Henseende til Jordens herligste Skabning, den menneskelige Aand, at antage en fuldkommen Tilintetgjørelse, [..] det forbyder os vor Overbeviisning om en alfuldkommen Skaber”.^[10] Hos Krog Meyer er dette en af de “indlysende Fornuftgrunde” til troen på sjælens udødelighed.

I slutstrofens øvrige otte vers beskriver H.C. Andersen den frigjorte sjæls salighed. I sin jordiske tilværelse kunne sjælen nok med tanken nå enhver genstand; men i sin rent åndelige eksistens kommer den til klarhed om “Alt”. Den vil, nævnes det som et eksempel, kunne overskue og forstå fortid, nutid og fremtid.

Et par steder i digtet optræder der engle. Disse himmelske væseners eksistens og virksomhed som Guds hjælpere og sendebud var en realitet for H.C. Andersen, og endda en realitet, som han tillagde væsentlig betydning, også for menneskene. På det punkt kunne han ikke være enig med Peter Krog Meyer. Han skriver i sin lærebogs § 44 om “Forestillingen om høiere Fornuftvæseners Indflydelse paa vor Jord, ved hvilke Guddommen troedes at udføre sin Villie blandt Menneskerne”. Men, fortsætter han, selv om fornuften ”ved nøiere Eftertanke” nok finder “deslige Væseners Tilværelse sandsynlig, anseer den sig dog ikke beføiet til at tillægge dem nogen Indflydelse paa os”.^[11] Andersen holdt sig ikke strengt til den rationalistiske teologis dogmer og lærdomme.

Digtets konklusion bliver altså, at sjælen ingenlunde går til grunde ved døden, men tværtimod ved denne lejlighed bliver befriet for sine jordiske bånd og dermed sat i stand til at vende tilbage til sit guddommelige udspring. Præcis hvad der vil ske med den frigjorte sjæl, og hvor og hvornår det vil ske, er spørgsmål, som digteren udmærket er klar over, at kun Gud kender svarene på. Og for øvrigt gælder menneskelige begreber som tid og rum vel heller ikke i evigheden.

“Sjælen” er et tankerigt digt, som den unge latinskoleelev (der ikke måtte skrive digte!) med god grund var stolt af at have skrevet. Han benyttede enhver lejlighed til at læse sit digt højt for andre, og han sendte afskrifter af det til en række personer. Blandt dem, der hørte Andersen deklamere “Sjælen”, var digteren B.S. Ingemann og hans kone, Lucie. De roste digtet, men Ingemann mente dog, at H.C. Andersen var “skabt for Romaner [,] for at skildre den lavere Klasse”.^[12] Også Oehlenschlåger blev præsenteret for digtet og syntes ligeledes godt om det:

Nu læste jeg ham mit lille Digt til Siælen, – ”Det er herligt! [”,] udbrød han[,] ”jeg sætter det over Fortællingen;” selv læste han det nu eengang igiennem, [”] nogle smaae Forandringer kunde De giøre, som Himmel og Stiernevrimmel [,] det er saa almindeligt [”] .^[13]

Det ser ud til, at Andersen delvis har fulgt Oehlenschlägers råd: ordet “Stierne-vrimmel” findes ikke i “Sjælen”. Derimod er ordet ”Aande-Vrimlen” bevaret i de senere versioner af digtet.

Til dem, der fik en afskrift af “Sjælen” hørte litteraturhistorikeren Rasmus Nyerup. Han fandt digtet “ganske dygtigt”, men også kritisabelt.^[14] Nyerup var navnlig utilfreds med ”den Idee at tiltale Sjælen. Sjælen er jo mig selv. Hvorledes kan jeg sætte mig selv udenfor mig selv, eller tiltale min Sjæl?”. Og når sjælen får vinger (strofe 1), skriver han, ”saa kan De og give den tykke Kjæber, om ikke Basunerne med, som Englene sees i St. Knuds Kirke [i Odense]”! Tredje strofes “Gjengangerie er det snorrigt nok at see”, bemærker han. Det, som Nyerup kalder gengangeri, er den frigjorte, usynlige sjæls færden på det første, jordnære stadium af dens himmelfærd. På flere punkter har H.C. Andersen taget ved lære af Rasmus Nyerups kritik og foretaget rettelser i digtets tekst. Han har bl.a. rettet de påtalte sproglige fejl. I årenes løb blev det til ikke så få tekstrevisioner.

H.C. Andersens første digt om døden og dens følger handler om det, som digteren senere kalder sjælens “Forvandling” eller ”den store Forvandling”, dvs. sjælens forandring fra støvbundet, jordisk sjæl til frigjort, himmelsk ånd. Sjælens drømme om og længsel efter sit guddommelige udspring er en romantisk tanke, der er præget af nyplatonismens filosofi, som den udformedes af Plotin (204-269) og nyformuleredes af den kristne kirkefader Augustin (353-430). Plotin levede i forventningen om foreningen med det guddommelige, som han kaldte ”det ene”, ”det gode” eller ”det første”. Den kunne finde sted allerede her på Jorden ved en mystisk, ekstatisk oplevelse eller – som i digtet “Sjælen” – efter døden. Augustin mente også, at alt stammer fra Gud og vender tilbage til ham: ”Du har skabt os til dig, og hjertet er uroligt, indtil det hviler i dig”.^[15]

Et af H.C. Andersens mest kendte digte, ”Det døende Barn”, blev trykt i Kjøbenhavnsposten i september 1827.^[16] Titlen angiver meget præcist digtets indhold. Det er et barns sidste minutter før døden, vi oplever her.

Det interessante ved digtet er netop, at det gengiver barnets oplevelse af dødssituationen. Hvert eneste ord i digtet er barnets. Det taler til sin mor om sin træthed og trang til at sove. Moderen græder og sukker – hun ved, hvad der skal ske. Barnet trøster hende; det ved ikke, hvad der er ved at ske med det. Foruden moderen og barnet optræder der engle i alle digtets tre strofer, blandt dem dodsenglen med smukke, hvide vinger, som udstrør dejlige blomster og til sidst giver barnet dødskysset. At englen tager barnesjælen med sig op til Gud, kan ingen læser være i tvivl om. Sentimentalt? Ja, måske i vores tid, men absolut ikke i datiden. Digtets sidste strofe lyder sådan:

Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa Du ikke længer sukke,
Græder Du, saa græder jeg med Dig.
O, jeg er saa træt! – maa Øiet lukke –
– Moder – see! Nu kysser Englen mig!

Digtet “Guds Godhed” (1829?) er H.C. Andersens opgør med forestillingen om et hinsidigt helvede, hvor de fordømtes sjæle brænder i al evighed. Dets tre strofer lyder således:

Til Godheds Priis med barnlig Lyst Min glade Sjæl skal sjunge,
Dog tolke Tanken i mit Bryst,
Kan ingen jordisk Tunge.
Til trods for hver en Theolog,
Der gjør din Godhed mindre,
Jeg læser i Naturens Bog
Og i mit eget Indre:
At Du er god, som Du er stor,
Derfor min Sjæl med Engle-Chor,
Din Godheds Priis skal sjunge.

Nei, Du har intet Helved’ skabt,
Hvor Sjælen evig brænder;
I Døden er jeg ei fortabt,
Jeg er i dine Hænder.
Selv strængest Dommer kunde her
Til evig Qval ei dømme,
Og Herrens Godhed større er,
End Du, min Aand, tør drømme.
Kun selv jeg skaber i mit Bryst,
Den vilde Qval, den høie Lyst,
Mit Helved og min Himmel.

Vor Gud er ingen Hævnens Gud,
Som ei til Naade kjender,
Der sletter os af Livet ud
Og evig Sjælen brænder. –
Fra Intet staaer jeg ved hans Bud,
Til navnløs, varig Glæde,
Jeg er udødelig som Gud,
Hos Engle er mit Sæde.
Ja, han er god, som han er stor,
Thi syng min Sjæl med Engle-Chor
Halleluja, vor Fader!^[17]

Hver af de tre lange strofer med deres korte linier består af tre perioder, den første med fire vers, den anden ligeledes med fire vers og den tredje med kun tre vers. Digtets jeg er uden tvivl digteren selv. I de to første strofer henvender jeg’et sig til Gud, i den sidste taler digteren om Gud og om sig selv. I den indledende strofe omtaler digteren teologer, der gør Guds godhed mindre, end den er (ved at prædike om evige straffe i helvede). Men han har lært af naturen og af sin forstand og følelse, at Gud er algod og almægtig. Derfor vil han af hele sin sjæl lovprise Guds godhed. I anden strofes første vers siges det rent ud, at Gud ikke har skabt noget helvede, hvor sjælen brænder evigt. Jeg’et tror på en bedre tilværelse efter døden. I de næste fire vers argumenterer digteren for sin opfattelse: selv den strengeste dommer her på Jorden ville ikke kunne dømme nogen til evig lidelse, og Guds godhed er større, end digterens ånd kan forestille sig. Evig helvedesstraf og himmelsk lykke er kun hans egne menneskelige forestillinger, siges det sidst i strofen.

Gud er ingen hævnens Gud, som ikke kender til nåde, og som “evig Sjælen brænder”, hedder det i indledningen til tredje strofe. Udtrykket ”Fra Intet” i versene ”Fra Intet staar jeg ved hans Bud, / Til navnløs, varig Glæde” kan være lidt svært at forstå. Men glæden skyldes udsigten til udødelighed, idet digteren i de følgende vers konkluderer, at han er “udødelig som Gud”, og at han har sin plads blandt englene, langt fra det helvede, der er tale om i digtet. Strofens tre sidste linier er en varieret gentagelse af de tre sidste linier i første strofe, og de minder om afslutningen på Brorsons dejlige salme ”Op! al den ting, som Gud har giort”:

O! priser Gud paa denne jord
Hver, som har sands og tunge,
Og al den deel, i himlen boer,
Vor Skabers lof skal siunge. (strofe 14)

Slaaer alle folk paa denne jord
Med fryde-tone sammen,
Halleluja! Vor Gud er stor,
Og himlen svare amen! (strofe 15)

Hos Brorson skal alle mennesker og engle lovprise Gud som skaberen, hos Andersen vil digteren sammen med englene synge Guds “Godheds Priis”. Brorson har dog heller ikke glemt Guds godhed:

Hvad skal jeg sige? mine ord
Vil ikke meget sige;
O Gud! Hvad er din viisdom stor,
Din godhed, kraft og rige! (strofe 12)^[18]

I den samtidige roman Fodreise langer H.C. Andersen endnu kraftigere ud mod nogle af tidens teologer: ”Men en Djævel, et Helved, er kun de store Reqvisiter, der hjælper en herskesyg Geistlighed paa Tronen”. Og i forlængelse heraf argumenterer romanens jegfortæller over for søvngængeren på samme måde, som det sker i digtet “Guds Godhed”:

Intet Menneske, om det stod til ham, vilde have Hjerte til at fordømme, selv den værste Forbryder til en evig Straf og Pine, hvorledes skulde da Gud -den høieste Godhed – kunne nedstøde sin kjæreste men vildfarende Skabning i et Helvede, en evig Marter, hvor Ormen aldrig døer, og Ilden aldrig udslukkes…?^[19]

Sin benægtelse af forekomsten af evige straffe i det hinsidige fastholdt H.C. Andersen hele sit liv. Om dette emne skrev han i 1863 fortællingen ”En Historie” om præsten, som prædikede, at da menneskene var så ugudelige, ”kom de Onde ned i Helvede, hvor de skulde evigt brænde”. Det kan præstens kone ikke rigtig få ind i sit hoved, og under en samtale med sin mand bruger hun digtets og romanens argument imod de evige helvedesstraffe:

Jeg er kun et syndigt Menneske, men jeg kunde ikke bære det over mit Hjerte at lade selv den værste Synder brænde evig, hvorledes skulde da Vor Herre kunne det, han, som er saa uendelig god, og som veed, hvorledes det Onde kommer udenfra og indenfra.^[20]

I H.C. Andersens historie om den forfængelige Inger, “Pigen, som traadte paa Brødet” (1859), kommer hovedpersonen nok ned i helvede; men dels skal det nok ikke tages for alvorligt, dels åbnes “Naadens Port” for hende, da hun har angret sin synd og gjort bod for den.^[21]

Gud er nok efter Andersens opfattelse den algode; men det betyder ikke, at et menneske efter døden kan slippe for at stå til regnskab for sine tanker og handlinger. Det sker ved en prøvelse af dets sjæl efter døden, som kan blive en smertelig oplevelse, hvad vi kommer til at høre mere om i andre digte.

H.C. Andersens skolelærdom om den hinsidige prøvelse af sjælen med tildeling af straf eller belønning stemmer overens med hans holdning hertil i digterværkerne. I sin lærebog understreger Peter Krog Meyer, at hovedkilden til ”den Laste-fuldes tilkommende Ulyksalighed” ligger i ham selv. Straffen vil derfor også være “indvortes” og principielt evigvarende. Skriften og fornuften peger på, at også “udvortes” straffe kan komme på tale, og at de onde afsondres fra de gode. Men på grund af manglende kundskab om “vort tilkommende Organs [den frigjorte sjæls] og Opholdssteds Beskaffenhed” kan vi ikke afgøre, om straffene ”som tem-poraire Optugtelsesmidler” kan formildes eller ophøre, når hensigten med dem er opnået. Om evige helvedesstraffe med bål og brand er der slet ikke tale i lærebogen.^[22]

Betegnende for den unge H.C. Andersens interesse for døden og det, som den indebærer, er et digt og en titel som “Dødsøieblikket” (1829). Ligesom adskillige andre digte af Andersen er digtet forsynet med et motto: ”Wenn die unbekannte Hand den letzten Pfeil an das Haupt des Menschen sendet, so bückt er vorher das Haupt, und der Pfeil hebt bloss die Dornenkrone von seinen Wunden ab“. Ordene er hentet hos den tyske førromantiske forfatter Jean Paul (Friedrich Richter) (1763-1825), som skrev en række romaner og noveller, der fik en betydelig indflydelse på det 19. århundredes litteratur, i Danmark fx på H.C. Andersens digtning. “Hele Jeans værk udspringer af konflikten mellem disse to holdninger: en uendelig stræben og en fredsommelig resignation”.^[23]

Digtet “Dødsøieblikket” lyder sådan:

Hvad er det dog, som lyser? Det luttres for min Sands;
Jeg føler Øiet briste i denne Straaleglands.
Mit Hoved mat sig bøier for Kraften i min Aand,
Og mildt om Hjertet løsne sig alle snevre Baand.
I Døden faae vi Vinger, det troe vi jo som Smaa,
Ja Aanden den faaer Vinger, som Tankens overgaae!

I Stjernernes Systemer[,] i Miden paa vor Jord,
Jeg seer en Guddoms Fylde, hvortil jeg ei har Ord.
En Evighed jeg skuer i Alt, selv i mit Bryst,
Og alle Taager synke bag jordens kjendte Kyst.
I mine Brødres Hjerter nu først jeg læser ret,
Vel er’ vi alle Svage, men Ingen ganske slet.

O kunde vi herneden saa klart i Andre see,
Som i vort eget Indre, vi gjorde dem ei Vee.
I Hver jeg mig gjenkjender, i Store som i Smaa,
O, skal vi da i Døden hinanden først forstaae?
Jeg er saa let, saa salig, saa luttret i min Tro,
Jeg føler Kamp og Stræben, og dog en himmelsk Ro!^[24]

Digtet byder på lidt af en overraskelse. Dets første halvdel tyder nemlig på, at læseren her vil blive taget med på en sjælelig himmelrejse ligesom fx i digtet “Sjælen”. Men midt i digtet vender billedet: nu er det pludselig den døendes jordeliv, der fokuseres på. Det døende menneske synes i hvert fald for en stund at være mere interesseret i sin forgangne jordiske tilværelse end i sit forestående evige liv. Først i de to sidste linier vender jeg’et igen blikket fremad og opad. Digtet slutter, før sjælen har forladt det døde legeme.

Digtets indledende spørgsmål er den døendes udråb ved begyndelsen af den proces, som H.C. Andersen i andre digte kalder sjælens “Forvandling” eller ”den store Forvandling”. Karakteristisk for digteren er den forestilling, at det første, den døende oplever, er et overvældende lys. Dette guddommelige lys, der rækker fra de fjerneste stjerner i universet til Jordens skyggedale, skinnede allerede i H.C. Andersens første digt, “Sjælen”: “Straaler da for Dig i Døden / Evig Dag bag Aftenrøden?” (strofe 2), “Skal Du end herneden skue / Større Glimt af Almagts Lue?” (strofe 3), eller skal du lutres ”Før Du med de Engle glade / Kan Dig i Guds Straaler bade?” (strofe 5).

Fra lyset og dets stærke virkning på øjnene rettes jeg’ets opmærksomhed i slutningen af første strofe mod det, der skal ske med sjælen: den vil få åndelige vinger, så den kan stige op i det umålte blå. Det hørte vi også om i “Sjælen”. Her spørges der, om den støvbundne sjæl kæmper for at få ”den nye Vinge, / Der skal Dig til Hjemmet bringe?” (strofe 1).

I anden strofe er det stadig den døende, der taler. I alting, fra det største og fjerneste – “Stjernernes Systemer” – til det mindste og nærmeste – “Miden paa vor Jord” – ser jeg’et ”en Guddoms Fylde, hvortil jeg ei har Ord”. Johan de Mylius retter ordet “Miden” (i den ældste bevarede version af digtet stavet “Midden”) til “Midet”, “idet ”et mid” betyder et støvgran”.^[25] Det er næppe en berettiget rettelse. Jeg tror ikke, at Andersen noget sted bruger ordet ”Mid” eller “Midet” med den angivne betydning. Han anvender derimod gerne og gentagne gange ordet “Støvgran”, fx således: ”Men alt var Chaos i det store Himmel-Hav. / Men Chaos svandt, som Støv-Gran for mit Blik”, ”Vor Jord du Støvgran i Klodernes Vrimmel!”. Når digteren skal beskrive en helhed, der rummer modsætningerne det største og det mindste, lader han ofte noget levende repræsentere det mindste: ”Du styrer Sol og Stierne, / Du styrer Støvets [menneskets] Lod”, ”Og troer Du vel, at han, som glad / Seer Krybet paa det mindste Blad, / Han, som det Hele stræber til, / At han en Verden glemme vil?”, ”Og Centrum er vort Liv, et lille BlomsterBlad, / Der skiller tvende Evigheder ad”, “Alt Jordisk ældes maa, hver Sol, hver Stjerne, / Det Nære og det Fjerne”, “Mens Kloder Fnug er for hans Fod, / Selv ei den mindste Orm han glemmer”, “Støvet [mennesket] henvisner, ja, Sole og Stjerner maae falme!”.^[26] I denne sammenhæng hører ”Dødsøieblikket”s modsætningspar “Stjernernes Systemer” og “Miden” – en af de mindste, mikroskopiske skabninger, man dengang kendte – hjemme. Hvis ordet “Miden” rettes til “Midet”, bliver læsningen: ”i støvgrannet på vor Jord”; men hvad er det for et støvgran eller støvkorn? Det er hele jordkloden, Andersen kalder et støvgran, set i forhold til universet. Mennesket omtaler han ofte med et bibelsk ord som “Støvet”.

Den døende beundrer Guds fantastiske skaberværk: ”Jeg seer en Guddoms Fylde, hvortil jeg ei har Ord”.Jeg’et ser Guds evighed i alt, selv i sit eget bryst. Den samme målløse betagelse gav salmedigteren Brorson i rigt mål udtryk for i salmen ”Op! Al den ting, som Gud har giort”. De tre første linier i den anden strofe af H.C. Andersens digt får en til at tænke på strofer som disse hos Brorson:

Gik alle konger frem i rad,
I deres magt og vælde,
De magted’ ey det mindste blad
At sette paa en nælde, (strofe 2)

Ja! alle englers store kraft,
Som Himle-Scepter føre,
Har ingen tiid den evne haft
Det mindste støv at giøre. (strofe 3)

Hvad skal jeg sige, naar jeg vil,
Saa høyt jeg kand, opkige,
Og vende alle tanker til
Det blanke solens rige? (strofe 9)

Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
Hvor stierne-flokken blinker,
Hvor mildt enhver imod mig leer,
Og op til himlen vinker? (strofe 10)^[27]

Også Brorson sætter antitetisk det største over for det mindste i et par af salmens strofer: “alle konger [..] i deres magt og vælde” versus ”det mindste blad [..] paa en nælde” og “alle englers store kraft” versus ”Det mindste støv at giøre”. Jo, det mindste, Gud har skabt, er stort. Det tåler at blive sagt mere end én gang af flere end én digter.

I den sidste halvdel af “Dødsøieblikket” ser den døende som nævnt mere tilbage på sit nu afsluttede jordiske liv end fremad på det tilstundende evige liv. I døden får jeg’et nemlig øjnene op for den kendsgerning, at alle mennesker grundlæggende ligner hinanden: nok er vi alle “Svage” (onde, syndige), men ingen er “ganske slet”. Gid vi kunne se så klart i andres hjerter, mens tid var – så gjorde vi dem intet ondt. H.C. Andersen nåede i sit eget liv lidt tidligere til denne erkendelse, som det fremgår af denne bemærkning i en af hans levnedsbeskrivelser:

Denne Leven i Livets forskjellige Kredse har været af stor Indvirken paa mig. Hos Forsterne, hos Adelen og hos den Fattigste i Folket, har jeg fundet det ædle Menneskelige beslægtet; i det Gode, i det Bedste, ligne vi Alle hverandre!^[28]

I fortællingen ”En Historie” belærer den afdøde præstekones genfærd (i en drøm, sendt fra Gud) sin mand om den samme sandhed: “kjend Menneskene, selv i de Onde er der en Deel af Gud, en Deel, der vil seire og slukke Helvedes Ild”.^[29]

I digtets sidste strofe beklager den døende, at menneskene først i døden – når det er for sent – kommer til at forstå hinanden. Den samme sene opdagelse af et fælles menneskeligt mål af godhed, og med den samme fortrydelse herover, finder man i strofen ” I Dødsstunden – (Endnu et Vers til Digtet “Digterens sidste Sang”)”:

Jeg er saa glad, saa sjælefro,
I Klarhed Alt jeg skuer;
Paa hvert et Hjerte tør jeg troe,
Og ingen Sorg mig truer.
I Dødens Stund saa lys og kort
Nu Hjerterne jeg kjender.
O, gid jeg kunde kysse bort
Hver Taare, som her brænder!^[30]

Denne strofe (1) passer ikke særlig godt til ”En Digters sidste Sang”; men den er til gengæld nært beslægtet med “Dødsøieblikket” (2): ”Jeg er saa glad, saa sjælefro” (1), ”Jeg er saa let, saa salig, saa luttret i min Tro” (2); ”1 Klarhed Alt jeg skuer” (1), ”O kunde vi herneden saa klart i Andre see” (2); ”Paa hvert et Hjerte tør jeg troe” (1), ”1 mine Brødres Hjerter nu først jeg læser ret” (2); ”Nu Hjerterne jeg kjender” (1), ”1 Hver jeg mig gjenkjender, i Store som i Smaa (2); ”O, gid jeg kunde kysse bort / Hver Taare, som her brænder!” (1), ”O, skal vi da i Døden hinanden først forstaae?” (2). Der er en tidsmæssig afstand på fjorten år imellem de to digte.

De to sidste linier i “Dødsøieblikket” lyder således: ”Jeg er saa let, saa salig, saa luttret i min Tro, / Jeg føler Kamp og Stræben, og dog en himmelsk Ro!” Den døende har overvundet enhver angst for døden, som han nu befinder sig midt i; men han må også efter døden stræbe og kæmpe for sin sjæl. Ifølge digtet “Sjælen” udkæmpede ånden ”en mægtig Kamp og Svimlen” for sin sjæls renhed allerede her på Jorden (strofe 1). Kampen gjaldt ikke mindst det at gøre sig fortjent til at erhverve ”den nye Vinge”.

De to modsætninger i det afsluttende vers – kamp og stræben versus himmelsk ro – kunne meget vel være inspireret af konflikten mellem de to holdninger – en uendelig stræben og en fredsommelig resignation – der som før nævnt er den bærende ide i Jean Pauls forfatterskab. I Andersens digt har jeg’et formået at få disse to modsætninger til at gå op i en højere helhed.

Den døendes oplevelser i dette digt (1) svarer i store træk til det, som den nidkære tjener af Gud kommer ud for på sin dødsdag, ”den hellige, store Forvandlings Dag”, i H.C. Andersens historie ”Paa den yderste Dag” (2): ”1 mine Brødres Hjerter nu først jeg læser ret” (1), i de få sekunder, mens dødsenglen indviede den strengt troende til døden ”gik som et Havs store tunge Bølger, Alt hvad Livet havde bragt og vakt, henover den Døende” (2); ”1 Stjernernes Systemer [,] i Miden paa vor Jord, / Jeg seer en Guddoms Fylde, hvortil jeg ei har Ord” (1), “Saaledes seer man med eet Blik ned i det svimlende Dyb og omfatter, i eet Tankelyn, den umaadelige Vei; saaledes seer man med eet Blik, i een Sum, den talløse Stjernevrimmel, kjendende Kloder og Verdner i det vide Rum” (2). I døden oprulles for den døende i et ganske kort øjeblik hele hans korte jordeliv og hele Guds ufattelige evighed.^[31]

I H.C. Andersens debutroman, Fodreise, oplever fortælleren blandt meget andet fantastisk at blive spærret inde i et fuglebur. Her forekommer det ham passende til situationen, at han synger en sang om ”den unge Munks Længsel, der bag Klostermuren sukker efter den gyldne Friehed”. I sangens næstsidste strofe spørger munken:

hvad er det, som i Hjertet stiger,
Hvad er det som banker i mit Bryst,
Som bestandigt mod det Fjerne higer,
Og mig martrer i sin vilde Lyst.
Selv for Templets Altar maa jeg kjæmpe,
Mod den Længsel som fortærer mig,
Ak jeg kan dog aldrig Flammen dæmpe!
Himmel styrk mig, jeg paakalder Dig!^[32]

Munkens fortærende længsel er så stærk, at den endog forstyrrer hans sjælefred, når han forretter sin altertjeneste i klosterkirken. Først i sangens sidste strofe afsløres det, hvad det er, han længes efter:

Himmelkloder som i Natten blinke,
O I trylle Haab og Veemod frem.
Lig et Englechor I Aanden vinke
Gjennem Døden til sit Fædrehjem.
Da skal jeg den hele Verden skue,
Dale, Bjerge, Byer, Mark og Skov;
Bade mig i Lysets rene Lue,
Juble høit min glade Priis og Lov!

De blinkende stjerner tryller håb og vemod frem i den unge mand. Med ”Haab” tænkes der på håbet om sjælens frie og evige liv, med “Veemod” vel på det trods alt sørgelige ved at skulle sige det jordiske liv farvel. Stjernerne vinker sjælen op til dens “Fædrehjem”. Det er det hjem, som sjælen er kommet fra, hjemmet hos Gud, som vi første gang hørte om i digtet “Sjælen”. Oppe i himlen overjorden vil sjælen kunne overskue og forstå ”den hele Verden”, et udtryk, som her kun betyder Jorden med dens natur og kultur. Men den skal også (senere) komme til at bade sig i det rene, klare lys fra Gud, dvs. nå op i svimlende højder, sådan som det også beskrives i “Sjælen”. Her vil sjælen lovprise Herren. Heller ikke i munkens sang savnes der engle.

Den længsel, der er tale om i munkens sang, er altså en slags hjemve. Den samme længsel digtede Andersen om i slutningen af det lange digt ”Den fremmede Fugl” (1831). Her kommer dødsenglen svævende på svanens hvide vinger til den trætte vandringsmand: “Hvad han synger, synes Manden han har hørt som Barn engang, / Og en mægtig Hjemvee føler Hjertet ved hiin Barndoms-Sang”. Begge stiger de i båden, belyst af aftenens sidste solstråle – ”Men naar Baaden reent er svunden, er han i det bedre Hjem, / Og de store, hvide Vinger voxne er’ fra Skuldren frem”.^[33] Om denne form for hjemve skrev H.C. Andersen et helt digt, “Hjemvee”, som vil blive omtalt i det følgende.

Menneskelivet kan anskues digterisk på forskellige måder. En ikke helt almindelig betragtningsmåde bliver vi præsenteret for i Andersens lange ungdomsdigt “Livet en Drøm”, som første gang blev trykt i digtsamlingen Phantasier og Skizzer (1831).^[34]

Digtets optakt røber den triste stemning, det er skrevet i: ”Du [digterens ven] kjender Grunden til min dybe Smerte, / Du kjender hver en Tanke i mit Bryst”. Og anslaget tyder også på, at der i det følgende digtes på en personlig, smertelig oplevelse. Når der i de tre indledende strofer tales til en ven og om ”vor Søster”, som nu er ”død”, kan der ikke være nogen tvivl om, at digtet er udsprunget af Andersens sorg og smerte over at have måttet sige endeligt farvel til den første kvinde, han havde forelsket sig i, Faaborgpigen Riborg Voigt. I indledningens sidste strofe takker digteren sin ven (Riborgs broder, Christian Voigt), som mildner hans smerte over tabet af “søsteren”. Vennens trøst indgiver digteren ”en mægtig Tanke”, som bringer ham “Fryd og Veemod uden Lige”.

I de to følgende, indholdsrige dele af digtet præsenteres denne mægtige tanke. Første del beskriver i almindelighed menneskelivet som en drøm, anden del skildrer det, der sker efter drømmens ophør for to elskende. Hun og han mødes og genforenes efter døden som frie, himmelske ånder. Han genoplever da sit liv her på Jorden, som altså kun var en drøm. Digtets mægtige tanke sammenfattes således i dets sidste linier:

Døden endte Nattens Drømme,
Og jeg vaagner nu i Lyst;
Du er min, vi skal ei skilles,
Mægtigt svulmer Tankens Strøm;
Alle Himlens Himle tone:
”Jordelivet er en Drøm!”

Sorg er til glæde vendt. Sådan kompenserer en romantisk digter for en timelig ulykke med en evig lykke – eller i det mindste med en mægtig tanke herom.

Digtets forestilling om livet som en drøm er inspireret af den spanske digter Cal-deröns mest berømte skuespil La Vida es Sueno (Livet er drøm) fra 1635. Dette værks ide er, at menneskelivet er en illusion. Som motto for sit digt har H.C. Andersen brugt et citat fra en tysk oversættelse af det spanske drama: ” – Der Mensch – Träumt sein ganzes Seyn und Thun, / Bis zuletzt die Träum’ entschweben.” Andersen kunne let have fundet den samme tanke om livet som en drøm andetsteds, fx hos den tyske førromantiske digter og filosof J.G. Herder (17441803), som har haft stor indflydelse på den romantiske digtning, også i Danmark.

Om jordelivet som en drøm skrev Herder denne lille, smukke strofe:

Ein Traum, ein Traum ist unser Leben
Auf Erden hier.
Wie Schatten auf den Wogen schweben
Und schwinden wir,
Und messen unsre trägen Tritte
Nach Raum und Zeit;
Und sind (und Wissens nicht) in Mitte
Der Ewigkeit.^[35]

Første del af “Livet en Drøm“, som alene har interesse i denne sammenhæng, består af denne lange strofe:

I det store Verdens-Rum, over Sol og over Stjerne,
Høit, hvor ingen Tanke naaer, i det blaa, umaalte Fjerne,
Leve gjennem Evighed Aandehærens Myriader,
Fuld af Kraft og Kjærlighed, skabt’ af Naadens store Fader.
Deres Kamp Begeistring er, deres Længsel Kjærligheden,
Begge voxe Stund for Stund, gjennem hele Evigheden.
Feile de, da straffer Gud hine faldne Aandeskarer,
De maa slumre, slumre dybt; – men det kun Minuter varer.
Kort kun standses Aandens Flugt, snart den atter fri kan svæve,
Drømmen i hin Straffe-Søvn, det er Livet her, vi leve.
Er endogsaa Drømmen smuk, eie vi al jordisk Lykke,
Den er dog en Skygge kun mod hiint Liv, hvor vi skal bygge!
Døden her er Livet hist, snart er Straf og Drøm tilende!
Men i Drømmen her kun svagt Aanden kan sig selv gjenkjende.

Aandehærens myriader er skabt af Gud, men de beskrives ikke nærmere i strofen. Vi hører kun, at de kæmper og længes. Kampen er en stadig voksende begejstring (for hvad eller for hvem?), længslen en stedse voksende kærlighed (til hvem eller til hvad?). Disse gudskabte ånder kan fejle (hvordan?), og hvis de gør det, straffer Gud dem ved at lade dem falde i en dyb søvn, som efter evighedens målestok kun varer nogle få minutter, men efter jordisk tidsregning varer et helt menneskeliv. Under deres straffesøvn drømmer de faldne ånder, og deres drøm er det liv, vi mennesker lever her på Jorden. Drømmen kan være smuk, dvs. at vi kan eje al mulig jordisk lykke; men det er og bliver dog kun en skyggetilværelse i forhold til det virkelige liv oppe i åndernes himmelske verden. Set i det perspektiv må modgang, sorg eller smerte, som et menneske oplever i sin jordiske tilværelse være uden større betydning. Og just dét er vel, hvad digteren lægger vægt på. Sidst i strofen hører vi, at ånden under drømmen kun svagt kan genkende sig selv. Det må betyde, at den kun kender til anelser om og længsler efter sit himmelske hjem og sit egentlige jeg.

Tanker, som minder om noget af indholdet i denne strofe, findes allerede i digtet “Sjælen”. Her spørger digteren sjælen: ”Er Du vel en Guddoms-Aand, / Som forvildet sank fra Himlen” (strofe 1), og i den følgende strofe hedder det om ånden: “Ingen fatter Dig, Du Høie! / Du jo selv Dig ei forstaaer. / Drømme svæve for dit Øie / Og en Evighed Dig spaaer”. Men om straf, søvn og drøm, sådan som det beskrives i “Livet en Drøm” er der dog ikke tale i “Sjælen”. Det er noget nyt.

I et brev til H.C. Andersen af 9. januar 1831 takkede digteren Ingemann for Andersens nye digtsamling Phantasier og Skizzer. Digtet “Livet en Drøm” var et af de digte i samlingen, som Andersen selv syntes bedst om. Ingemann fandt, at det indeholdt “saamegen Sandhed og Hjertelighed”, at det gjorde ham bekymret for forfatterens “Hjertefred”. Et andet sted i brevet forklarer han sin bekymring herfor nærmere:

Dersom Digtet “Livet en Drøm” – som det lader til – er et sandt Billede af noget oplevet, da har Livet vistnok sat Dem paa en haard Prøve. Maaskee har nogen Selvskuffelse [selvbedrag, illusion] forbundet sig dermed; men hvorledes det end hænger sammen, saa lad Livet ikke for Alvor blive Dem en Drøm og endnu mindre en ulykkelig Drøm!^[36]

I sit svar på dette brev gav H.C. Andersen sin digterven ret, idet han skriver: ”ja, mine Digte er ikke Phantasie, noget virkeligt ligger til Grund, o det er saa ulykkeligt, at det næsten ikke seer ud som Virkelighed”. Og i det følgende fortæller han så udførligt om sin ulykkelige kærlighed til Riborg Voigt, dog uden at nævne hendes navn. Sidst i brevet udbryder Andersen: ”o kjære, kjære Ingemann! Gid jeg var død! død! selv om Døden var Tilintetgjørelse, men det kan den ikke være! Livet er før en Drøm, en ulykkelig lang Drøm, o den Tanke er ikke saa hæslig, som De troer!”^[37]

Andersen står altså urokkeligt fast på det standpunkt, at livet er en drøm, og nok, som han skriver i brevet, en lang og ulykkelig drøm, men alligevel, set i evighedens (og det her omtalte digts) perspektiv, kun en kortvarig og ubetydelig forberedelse til det egentlige liv hinsides døden. Ingemann trøstede den unge, lidende digter efter bedste evne. Og fem år senere indså H.C. Andersen, at han havde taget fejl. I et brev til Edvard Collin af 4. august 1836 skriver han: ”to Gange har jeg elsket, men det var kun Selvskuffelse, dog den selvskuffede lider vist dybest, jeg glemmer det aldrig”.^[38] Nu bruger Andersen selv Ingemanns ord “Selvskuffelse”. Kærlighedssorgen forsvandt, men “Livet en Drøm” blev stående som et af de digteriske minder om den – på den sidste plads i samlingen Phantasier og Skizzer. Og digteren fulgte Ingemanns råd: han skrev ikke flere digte om livet som en drøm.

Den lige nævnte digtsamlings første digt bærer overskriften “Hvad jeg elsker”. I dette digt opregner digteren en lang række ting, som han elsker. Som den første nævner han havet.

Jeg elsker Havet, naar det stormer vildt!
Jeg elsker det, naar Fladen ligger mildt,
Og Maanen speiler sig i Dybets Blaa.^[39]

I denne digtsamling har H.C. Andersen da også digtet om både det vilde, oprørte hav og det blikstille hav ved nattetid. Han begynder med at skildre havet i den sidste tilstand i det følgende digt, “Havblik”:

Har Du seet Havet i en klar og stille Nat,
Naar Fladen ligger som et Speil saa glat,
Hvor Himlens halve Kugle, stjerneklar,
Afbilder sig i Fladens dunkle Giar,
Og i det Grændseløse mellem begge
Som Centrum staaer den lette Bølge-Snekke?
Hvad følte Du vel da? – Du smelted’ hen i Lyst;
Thi hvad dit Øie saae, stod ogsaa i dit Bryst.
Hiin Hav- og Himmelkugle, vel i Formen mindre,
Men aandig klar, sig hvælver i vort Indre,
Imellem to Uend’ligheder sat,
Vort Intets Nat
Og Himmel-Evigheden,
Staaer Mennesket herneden,
Og Centrum er vort Liv, et lille Blomster-Blad,
Der skiller tvende Evigheder ad. –
Hiint store Rum, hvis Grændse ei er givet!
Hiin Evighed før Livet!
Hvor ene Anelsen, hvor det Guddommelige
Et Billed’ skaber i det dunkle Rige,
Et Billed’, som er kun paa Fladen sat,
Thi under den er Dybets store Nat,
Men høit, høit over os, hvor Tanken salig skjælver,
Den sande, store Evighed sig hvælver,
Hvor Mennesket som Aand, i luttret Lyst,
Og med en Verden i sit Bryst,
Sig svinger, som nu Nattens Stjerne-Skarer,
Om hine Soles Sol, der Alt opklarer,
Hvorfra hvert Liv, hver Straale først gik ud,
Hiint store Faderbillede, vor Gud!^[40]

Digtets devise er et Anakreon-citat på originalsproget, græsk, der oversat til dansk lyder sådan: Se, hvor havets bølge skal opløses ved havblik. I digtet taler digteren til et ”Du”, som han i digtets optakt stiller et par spørgsmål til. I resten af digtet besvarer han selv det sidste af disse spørgsmål, “Hvad følte Du vel da?”. Digteren frydes ved synet af havets spejlklare overflade, som nattens stjerner spejler sig i, og ”den lette Bølge-Snekke”, som befinder sig lige midt imellem hav og himmel. Og han føler, at det samme billede findes i menneskets bryst: det står midt imellem to evigheder, evigheden før livet og evigheden efter døden. Denne spejling af det guddommelige skaberværk i menneskets bryst taltes der også om i digtet ”Dødsøieblikket”:

I Stjernernes Systemer[,] i Miden paa vor Jord,
Jeg seer en Guddoms Fylde, hvortil jeg ei har Ord.
En Evighed jeg skuer i Alt, selv i mit Bryst.

Menneskelivet er kun et lille blomsterblad. Den første af evighederne kan vi kun have anelser om. Den anden er den sande, store evighed, hvor menneskesjælen som lutret ånd skal svinge sig omkring Gud, ligesom stjernerne gør det nu. Sjælens himmelfærd skildres her på samme måde, som det sker i andre af Andersens digte. Det billedlige udtryk “hine Soles Sol” bruges om Gud fader; i Ingemanns morgensang for børn ”1 Østen stiger Solen op” (1837) anvendes det samme billede; men her bruges det om Guds søn: ”Du Soles Sol fra Bethlehem!” (strofe 7). Det er storslåede syner, betragtningen af havet og himlen fremkalder i digterens følsomme sind. Man tilgiver ham gerne, at han her i digtet taler om hele to evigheder, en før livet og en anden efter døden. Og man mindes Herders lille, ovenfor citerede digt, som slutter med disse ord om menneskene: ”Und sind (und wissens nicht) in Mitte / Der Ewigkeit”.

Det er som sagt ikke blot det store, stille hav, der spejler stjernehimlen og associerer til menneskesjælen, som har betaget H.C. Andersen. Også det oprørte, vilde hav i al sin vælde vækker mange tanker i hans modtagelige sind. Det ses i det digt, hvis titel (for os) har en dobbelt betydning: “Phantasie ved Vesterhavet” (1830). Overskriften hentyder til den vision, som dette hav har fremkaldt hos digteren; men digtet er også en fantasi i den forstand, at Andersen ikke havde været ved Vesterhavet, da han skrev det. Er hans første havdigt anonymt, så har det andet dog i hvert fald fået et navn. Og det har fået et motto – som er hentet hos Ingemann: “Herlige Hav! / Ved din svulmende Barm har jeg hjemme”. At H.C. Andersen var glad for denne lovprisning af havet, fremgår af, at han havde citeret disse linier allerede i et brev til deres ophavsmand fra 1826.^[41]

I sin reviderede og endelige form lyder “Phantasie ved Vesterhavet” sådan:

Er’ disse høie, sorte Masser Fjelde?
Nei! fremad styrte de med Vælde,
Og Sneens Dynger paa den høie Tinde,
Snart stige, snart forsvinde!
– Er det da Skyer, som i Dalen svæve,
Og nu med eet sig høit mod Himlen hæve?
Nei, det er Havet! – hør dets dybe Sang,
Ei hørte Øret før slig Orgelklang,
Den ryster Sjæl og Tanke,
Thi her er alting stort og uden Skranke.
– Hvad gjemmer Du, o Bølge, i Dybets Bugt!
Hvad saae Du paa din stolte Flugt?
Hvad hørte Du? – Du Jordens Vugge, Jordens Grav,
Herlige Hav!!!
– Din Bølge saae ved Nordens Pol
Den ei synkende Sol, lisbjergenes evige Lag!
Den følte Æqvators brændende Dag;
Den hviled’ stille, udbredt som et Klæde
Om Øen, hvor Pilene græde!
Den hørte paa Klippens, paa Sandets Kyst,
Hvad dybt der sig rører i Menneskets Bryst;
Den sang jo omkap med hver Fugl paa Green,
Og gik over Perler og Dødningebeen.
Den skued’ ved Luftningens Strømme, ved Stormens Chor,
Verden saa undrende stor!
Ja stor Du hæver Dig selv i din Vugge og Grav,
Herlige Hav;
Og dog, hvad er vel Du, mod Himlens store Sø,
Hvor Jorden staaer kun, som en lille Ø,
Hvor Sol og Maane, ja, hvor hver en Stjerne
Som Øer ligge adspredt i det Fjerne!
Og hvad er atter denne store Vrimmel?
Een Draabe kun i den uendelige Himmel!
– Nu fatter jeg først klart hvad Døden bringer
Paa Cherub-Vinger!
Thi bruus kun, vilde Hav, opløft din Kjæmpe-Vove,
Med Dig og Stormen jeg min Gud vil love!^[42]

Glæden over det skønne i den sanselige verden og betagelsen af det uendelige univers deler den romantiske digter med nyplatonikeren Plotin. Når H.C. Andersens tanke fra betragtningen af det vældige hav og “Himlens store Sø” med dens stjernevrimmel føres videre til en klar forestilling om, hvad døden medfører, så anskuer han det jordiske og det himmelske på ganske samme måde som Plotin:

Ved synet af det skønne i sanseverdenen, symmetrien og den høje regelbundethed i det grandiose skuespil, hvori stjernerne trods deres store afstand optræder for os – kan vel nogen være så kold og utilgængelig, at han ikke blev påvirket af alle disse tings og deres urbilleders skønhed? I så fald har han aldrig tænkt alvorligt over den sansede verden og ikke heller skuet den intelligible [blot for tænkningen tilgængelige] verden”.^[43]

Ligesom “Havblik” består dette digt af én lang strofe med parvise enderim. Først taler digteren om havet, så henvender han sig til det, og i slutningen af teksten træder hans eget jeg frem i teksten. Ligesom i andre digte stilles der her en række spørgsmål, som digteren selv besvarer. Udråbstegn vrimler det med – et sted bruges der hele tre ved siden af hinanden – for digteren er dybt betaget af det, han ser ved Vesterhavet. I den første og største del af digtet priser han havets storhed, i den anden og mindre del vender han blikket fra havet op mod den endnu mere imponerende himmel: ”Og dog, hvad er vel Du, mod Himlens store Sø”. Til sidst når hans tanke helt op i ”den uendelige Himmel”, som Jorden, solen, månen og hver planet og stjerne forholder sig til som én dråbe til et helt hav. Da forstår han, hvad det er for et liv, der venter menneskets sjæl efter døden: Nu fatter jeg først klart hvad Døden bringer / Paa Cherub-Vinger!”

Mellem det lige citerede verspar og digtets to sidste verslinier indeholdt digtet i sin første form yderligere disse otte linier:

– Men døe — ja, det er underligt at tænke paa!
Dog, grumme lidt det Hele vi forstaae,
Det er saa stort og smukt hvad Døden skjænker,
Ja, meget meer end nogen Digter tænker!
O, saae vi det kun klart med Aandens Blik,
Vi lige strax da ned i Graven gik,
Men vi er’ Børn jo kun paa denne Side,
Og Børn maae ikke Alt paa eengang vide!^[44]

Disse linier, som digteren slettede ved en revision af teksten, før digtet blev trykt, passer slet ikke til dets alvorlige tone. De er et forstyrrende, spøgefuldt indslag i digtet.

Dette mislykkede afsnit af digtet begynder med noget, der ligner en selvrettelse: Men døe —ja, det er underligt at tænke paa!”. Derpå følger det værste af det hele, nemlig konstateringen: ”Dog, grumme lidt det Hele vi forstaae” – efter at digteren lige forinden har konkluderet: – ”Nu fatter jeg først klart hvad Døden bringer / Paa Cherub-Vinger!”. Det turde være en selvmodsigelse, der er til at tage og føle på. Derefter siges det, at hvad døden skænker, er noget større og smukkere, end nogen digter kan forestille sig. Og hvis vi bare kunne se dét klart ”med Aandens Blik”, så gik vi straks lige ned i graven! Om disse linier fristes man til at bruge titlen på og omkvædet i et andet af Andersens digte: “Pjat, Pjat!”. Hvad der siges om børn i de to sidste vers hører heller ikke hjemme i digtets kontekst. Og at der i dette af Andersen udeladte afsnit af digtet pludselig bruges ”vi” i hver anden linie og ikke som lige før og lige efter afsnittet ”jeg”, understreger kun yderligere dets disharmoniske forhold til resten af digtet.

En ganske anden opfattelse af de otte slettede vers har Johan de Mylius. I sin udgave af H.C. Andersens samlede digte har han indføjet disse linier i digtet, ikke placeret dem i en note under teksten. Kun i bogens forord giver de Mylius en forklaring på, hvorfor han har gjort det:

F.eks. er digtet “Fantasi ved Vesterhavet” her hen mod slutningen fuldstændiggjort med nogle linier (omkring døden), der findes i et manuskript, som H.C. Andersen-Centret er kommet i besiddelse af, men som Andersen af en eller anden grund har udeladt af de trykte udgaver, selvom de er ganske afgørende for meningen i digtet. Her er de med – men igen et lille brud på det ellers benyttede udgivelsesprincip, denne gang af hensyn til digtets fulde forståelighed.^[45]

Som ovenfor vist er det ikke gode grunde til Andersens udeladelse af de otte linier, det skorter på. Det havde ikke været nødvendigt at bryde det udmærkede udgivelsesprincip at aftrykke digtene i den form, hvori de første gang var blevet trykt i en bog. De slettede verslinier er ikke afgørende for forståelsen af digtet, de er tværtimod forstyrrende for læsningen af det.

Det er muligt, at H.C. Andersen har leget med tanken om at skrive et fantastiskhumoristisk digt med udgangspunkt i sin forestilling om Vesterhavet i stormvejr, lidt i stil med digtet “Phantasistykke i min egen Maneer” (1829). Men “Phantasie ved Vesterhavet” blev et alvorligt digt næsten hele vejen igennem. Først i slutningen af digtet slog digteren sig løs og skrev de otte linier om, “hvad Døden skjænker”.

I “Phantasistykke i min egen Maneer” beskriver Andersen det lystige liv, som “Guds Engle smaa” lever oppe i himlen.^[46] Jordiske mennesker kan også få del i de himmelske glæder, for det sker tit, at en lille flok engle flyver ned til de jordiske dale og henter sovende småbørn op til Gud (som de fx gør i digtet ”Det døende Barn”). Men det er ikke kun små børn, englene henter hernede: ”Tidt tage de ogsaa en stakkels Poet, / At han kan fortælle den Stads han har seet.” (strofe 2). Poeten dukker op igen i “Phantasie ved Vesterhavet”: ”Det er saa stort og smukt hvad Døden skjænker, / Ja, meget meer end nogen Digter tænker!” Og når det ældre digt slutter med disse fire vers:

O Himlen er saa stor, saa stor!
Man føler sig ganske lille,
Den Voxne bliver et Barn igjen:
Som Børn vi komme i Himmelen.

så ender det ualvorlige indslag i det yngre digt med fire lignende linier:

O, saae vi det kun klart med Aandens Blik,
Vi lige strax da ned i Graven gik,
Men vi er’ Børn jo kun paa denne Side,
Og Børn maae ikke Alt paa eengang vide!

I det første digt er det ganske fornøjeligt at læse om den stakkels poet, der hentes op i himlen for at underholde englene. Han hører hjemme her! I det andet digt er der ikke brug for nogen anden digter end den, der har skrevet digtet og formuleret dets velmotiverede pointe. I det morsomme digt hører børnene hjemme, det gør de ikke i det alvorlige.

Men hvad ved vi egentlig om digtets tilblivelse og om grunden til udeladelsen af de otte vers? Ideen til digtet “Phantasie ved Vesterhavet” havde H.C. Andersen fået midt i juni 1830. Det fremgår af et brev, som han skrev til Edvard Collin den 15. juni:

Digte har jeg Vrikke skrevet, men har en heel Bunke i Hovedet, som jeg formodentligt vil nedkomme med i Odense, Eet om Vesterhavet, og eet om Hederne har jeg ret tydeligt, og saa snart jeg faaer det til Verden skal jeg sende Dem det og siden Alt (poetisk) hvad der kommer.^[47]

Om sin tre ugers rundrejse i Jylland i maj-juni 1830 fortæller Andersen bl.a. i et brev til Ludvig Læssøe, skrevet i Odense den 22. juni. Her omtaler han sit uopfyldte ønske om at se Vesterhavet:

Det er utroligt hvor skarp Vesten-Vinden blæste, jeg følte ordentlig Feber i alle mine Lemmer, og skjøndt jeg havde den inderligste Lyst til at see Vesterhavet, maatte jeg lade være og nøie mig med de interessante Beskrivelser deraf man gav mig i Viborg.^[48]

I dette brev nævner H.C. Andersen intet om, at han har skrevet et digt om Vesterhavet. Men stoffet til “Phantasie ved Vesterhavet” stammer altså fra Viborg!

Første gang, vi hører om digtet, er i et brev, som han sendte til Edvard Collin den 7. juli. Som gæst hos bogtrykker Iversens i Odense blev Andersen inspireret til at digte: ”Her paa Iversens smukke Landsted begynder ret min poetiske Mølle at gaae, hver Dag faaer jeg eet Digt færdigt”. Vesterhavsdigtet får her i brevet en særlig omtale:

eet af Digtene: Phantasie ved Vesterhavet, som jeg skrev forleden, sætte de hos Guldbergs ved siden af det bedste i min Digt-Samling, altsaa ogsaa ved Siden af Det døende Barn og Dykkerklokken, De skal faae en Afskrift af det, men ikke i Dag, thi da skal der alene passiares.^[49]

Digtet er altså blevet skrevet så langt væk fra Vesterhavet som i H.C. Andersens fødeby, Odense, en af dagene imellem den 22. juni og den 7. juli. I sit næste brev til Ludvig Læssøe fra den 13. juli nævner Andersen af nye digte bl.a. Fantasie ved Vesterhavet og også her fremhæves dette digt: ”Det bedste af alle disse er vistnok Fantasie ved Vesterhavet, ja, nogle her i Odense synes bedst om den af alle mine Digte, men det er for meget!”^[50]

I et brev af 21. juli 1830 sendte Andersen Collin en afskrift af digtene ”Phantasie ved Vesterhavet” – med de senere slettede otte linier – “Bøgetræet” og “Heden i Regnveir”. Han bad Edvard Collin om at skrive, hvad han syntes om digtene, men fik kun dette kortfattede svar: ”Om Deres Digte, som De har sendt mig, siger jeg Dem heller min Mening mundtlig. I Alm. kan jeg blot sige, at jeg finder dem overmaade smukke”?^[51]

Hvorfor blev der rettet i det Vesterhavsdigt, som så mange fandt så smukt. Johan de Mylius mener, at udeladelsen af de otte linier i slutningen skyldes et råd fra H.C. Andersens veninde og rådgiver, Signe Læssøe, der – som regel med gode begrundelser – både roste og kritiserede hans digte. Herom skriver han i bogen Forvandlingens pris. H.C. Andersen og hans eventyr (2004):

Da Andersen havde vist digtet til sin “moderlige veninde”, Signe Læssøe, var denne dame ikke sen til at råde ham fra at tage disse betragtninger over døden med i den version, der skulle trykkes. Og Andersen fulgte hendes råd, så de i alt otte linjer, det drejer sig om, kom ikke med og er først fremkommet posthumt dels i en brevudgave, dels i publikationer baseret på det nyfundne manuskript.^[52]

Selv om det måske ikke helt er foregået, som Johan de Mylius her skriver, er der ingen tvivl om, at fru Læssøe har udtalt sig – både positivt og negativt – om digtet. Det er rigtigt, som de Mylius skriver, at hun i et udateret brev (som må dateres til efteråret 1830) til H.C. Andersen på det bestemteste rådede Andersen fra ”at ønske Døden”. Men når Signe Læssøe i dette brev skriver: “Bedrøv mig dog ikke saa uendelig med saa inderlig at ønske Døden; o Gud, jeg kan ikke ønske det for Dem!”, og når hun efter at have omtalt, hvad hun mistede ved sin mors død, fortsætter:

skulde jeg ogsaa miste Dem, min dyrebare Ven, der paa nogle Aar hører saadan til min Velværen, at jeg slet ikke kan begribe, hvor jeg, før jeg kjend-te Dem, har kunnet undvære Dem, – nei, nei, De maa blive lykkelig og lykkelig leve iblandt os!^[53]

så fremgår det klart af disse ord, at fru Læssøe ikke skriver om døden i noget digt af H.C. Andersen, men om digterens eget ønske om at dø. Andersen havde i et brev til Signe Læssøe anmodet hende om at bede til Gud for ham om opfyldelse af hans dødsønske. Det ses af hendes bemærkning om moderen: ”Min Moder bad mig ogsaa saa tidt, om jeg vilde bede til Gud for hende om Døden – o, jeg kunde det ikke, jeg kunde det ikke.” (kursiveringen er min). Det kunne hun altså heller ikke gøre for sin unge digterven.

H.C. Andersens ønske om at dø skyldtes hans sorg og selvmedlidenhed over, at han i efteråret 1830 havde måttet sige endeligt farvel til Riborg Voigt. At det er digterens personlige dødstanker, de citerede linier i fru Læssøes brev refererer til, ses også deraf, at hun lige forinden i sit brev har skrevet om hans forhold til den forlovede Faaborgpige – ligesom hun har gjort i et par andre breve fra den samme periode. Signe Læssøe er dog så diskret, at hun intet sted nævner Riborg ved navn. I sin Weltschmerz-periode udbredte Andersen sig om sin fortvivlelse og sine dødsønsker ikke alene i brevet til fru Læssøe (som hun brændte), men også i breve til andre venner, bl.a. til Ingemann, som det fx ses af et brevcitat ovenfor side 93. Heldigvis for digteren og for os vendte Gud det døve øre til hans bønner.

Det er ikke i breve fra efteråret 1830 eller den følgende vinter, at vi skal søge efter vidnesbyrd om Signe Læssøes stillingtagen til “Phantasie ved Vesterhavet”. I denne periode var Andersen mest optaget af sin ulykkelige kærlighedshistorie, som det fremgår af omtalen af digtet “Livet en Drøm” ovenfor. Dødsbetragtningerne i Vesterhavsdigtet har af gode grunde intet med hans forhold til Riborg Voigt at gøre.

H.C. Andersen havde det med at præsentere sine nye digte for vennerne, næsten før blækket var blevet tørt. Ros og anerkendelse glædede ham, kritik gav ham mulighed for at overveje, om der skulle foretages rettelser i teksterne. “Phantasie ved Vesterhavet” skrev han som vist ovenfor en af dagene i perioden 22. juni-7. juli, og i det ovenfor citerede brev til Ludvig Læssøe, skrevet kort tid efter, den 13. juli, sendte Andersen en afskrift af digtet til hans mor, Signe Læssøe, og bad om at måtte høre hendes mening om dette digt og to andre, der havde stået i Flyveposten’. ”og dersom nu nogen af alle disse tre behager hende, udbeder jeg mig som Beviis her paa, at hun i Deres Brev glæder mig med 2 eller tre egenhændige Linier. Ikke sandt?”^[54]

Dette beskedne ønske blev mere end opfyldt. Allerede den 20. juli skrev fru Læssøe ikke blot et par linier i et af Ludvig Læssøes breve, men et helt brev, hvori hun bl.a. ret udførligt kommenterede “Phantasie ved Vesterhavet”. Hun har både ros og ris til digteren. Signe Læssøe er klar over, at Andersen ikke har set Vesterhavet, men det har ikke påvirket hendes bedømmelse af digtet. Hun finder flere af dets naturbeskrivelser dejlige, et sted var hun lige ved at græde af glæde over, og overgangen fra havet til himlen finder hun smuk. Om den sidste del af digtet skriver fruen:

Men nu, kjære Andersen, nu vil jeg gjærne sige Noget, som De maaskee vil blive lidt vred over, – men nej, det bliver De dog ikke! Ligefra: ”Men døe” – til de to sidste, herlige, herlige Linier, synes jeg slet ikke om. Jeg vilde ret være lykkelig, hvis det ikke havde staaet der; det er dog altfor barnligt, det gjør et forunderlig ubehageligt Indtryk. Har Ingen fundet det? Skal jeg Arme være den Første? Den sidste bliver jeg ikke, jeg kjender Kjøbenhavnerne, de ere voxne Folk.-^[55]

Der kan ikke være tvivl om, at denne kloge kvindes kritik af de otte linier i digtets slutning har gjort et vist indtryk på H.C. Andersen. Men Signe Læssøe var ikke den eneste af hans venner, der advarede ham mod at blande alvor og spøg på en uheldig måde. Allerede i efteråret 1828 havde Ingemann denne kritiske kommentar til de første dele af romanen Fodreise, som også måtte gælde Andersens digte: ”men hvad jeg efter min Overbeviisning maa dadle, er et Hang til Legen med det Alvorlige og Hellige, som jeg før har talt med Dem om og som ogsaa her spores” (kursiveringen er min).^[56]

I slutningen af sit brev giver Ingemann H.C. Andersen dette råd: ”Med andre Ord, kjære Andersen! Lad Dem ikke henrive af den letsindige Leeg der ofte af de talentfuldeste Digtere drives med Poesien og Alt Aandeligt”. Fra Lucie Ingemann fik Andersen lignende udtalelser. I et “Bilag” til sin mands brev af 31. januar 1830 nævner fru Ingemann bl.a., at hun ikke bryder sig om, at noget “virkelig Tragisk” i et af vennens digte fortælles på en “spasende Maade”. Om et andet digt skriver hun: ”i [digtet] Aftenen er mig den bestandige og forsætlige Faldenud-af-Tonen forstyrrende og fordærver mig ganske det Maleriske i Digtet”.^[57] Også Ingemann og hans kones kommentarer til H.C. Andersens digte, ikke mindst hans gentagne advarsler mod at “lege” med det alvorlige, må i nogen grad have påvirket den unge digter.

Som før omtalt rettede Andersen ofte i sine digte. En større kritisk revision af en lang række digte foretog han i efteråret 1830 med henblik på udgivelsen af sin anden digtsamling, Phantasier og Skizzer. Det ses af et brev, som digteren skrev til litteraturhistorikeren og kritikeren Christian Molbech den 3. november 1830. Heri fortæller han bl.a. om sin selvkritiske gennemlæsning af de nye digte: “selv har jeg været saa streng imod Digtene, som det var mig muligt, skaaret Meget bort og forkastet nogle af de Stykker, der ikke synes at behage Dem”.^[58] Det er sandsynligvis netop ved denne lejlighed, at H.C. Andersen har slettet de otte linier i slutningen af “Phantasie ved Vesterhavet”. Til syvende og sidst er det ham selv, der har vejet sine ord og – fundet dem for lette.

H.C. Andersen gav flere gange udtryk for, at han gerne ville have sin grav ved havet. I det korte kapitel XXII i rejsebogen I Sverrig (1851) finder man under overskriften “Stemninger” tre små strofer med døden som tema, blandt dem denne under betegnelsen ”(Dur.)”:

Ja, giv mig en Grav ved det aabne Hav,
I Ly af de duftende Bøge,
Den vilde Rose skal groe paa min Grav,
Og Børn der Legeplads søge.
Ved det speilklare Hav, ved det svulmende Hav,
Grav der min Grav!^[59]

Bøgene, roserne og børnene ønsker digteren at have i nærheden af sit sidste hvilested, dem holder han af. Men havet er her det vigtigste af det hele, både det stille, spejlklare hav, der lovprises i digtet “Havblik” og det oprørte, svulmende hav, som forherliges i digtet “Phantasie ved Vesterhavet”. Strofens sidste verspar gentog Andersen senere i en anden rejsebeskrivelse, bogen I Spanien (1863). Om sit besøg i Malaga skriver han bl.a.:

Jeg kjørte til mit Yndlingssted, den protestantiske Kirkegaard; min Tanke havde været der, da jeg følte mig syg i Fonda de los siete suelos.

”Ved det speilklare Hav, ved det svulmende Hav,
Grav der min Grav!”

sang jeg engang i Norden under Bøgetræerne, her gjentog jeg det under de susende Palmer, hvor Myrterne blomstre og Pebersvendens Geranier voxe høit og frodigt: ”Ved det speilklare Hav, ved det svulmende Hav!”^[60]

Men tanken om at dø på havet var digteren vederstyggelig. Det vidner en lang række dagbogsnotater om, fx dette, skrevet før hjemrejsen fra Portugal i 1866: “Forstemt til Morgen og Angest for Dampskibs Reisen; der hænder vist en Ulykke!”^[61]

I 1830, før de mange, lange rejser ud i den vide verden, skrev H.C. Andersen det dejlige, lille digt “Hjemvee” (en titel, som også Oehlenschlåger havde givet et af sine digte):

Om Aft’nen i det lille, snevre Kammer,
Naar Alt er stille, i mit Bryst det flammer!
En mægtig Længsel fylder al min Tanke
Af Hjemvee føler jeg mit Hjerte banke,
Og jeg maa græde, skjøndt jeg er en Mand,
Thi A^rhar Hjertet intet Fædreland!

Naar Kunsten aabner mig sit store Rige,
Den samme Længsel føler jeg da stige,
Enhver Musik, hver Sang, der naaer mit Hjerte,
Gjenvækker denne bittre, søde Smerte;
Men Hjemmet finder jeg dog aldrig her,
Mit Hjem er der, hvor jeg kun ikke er!

Seer jeg den friske Skov, de grønne Dale,
Da føler jeg, hvad ei jeg kan udtale,
Seer jeg det stolte Hav og Aftenrøden,
Da længes Hjertet mægtigt efter Døden!
Dog nei! det er ei Døden, nei et Hjem, –
Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem.^[62]

Også dette digt indledes med et Jean Paul-citat, som harmonerer smukt med digtets tankemæssige indhold: “Warum wurde auf den schmutzigen Erdenkloss ein Geschöpf mit unnützen Lichtflügeln geklebt, wenn es in die Geburtscholle zurückfaulen sollte, ohne sich je mit den ätherischen Flügeln los zu winden.“

Hjemveen, der nok er digterens egen stærke følelse, beskrives som ”en mægtig Længsel” (strofe 1), som ”den samme Længsel” og som “denne bittre, søde Smerte” (strofe 2), og der er tale om en følelse, som jeg’et ikke kan finde ord for (strofe 3). Reaktionen herpå er hjertebanken og gråd (strofe 1). Længslen gør sig gældende mange steder og til alle tider: om aftenen hjemme i det lille, stille kammer (strofe 1), ved mødet med tonekunstens verden (strofe 2) og ude i naturen (strofe 3). I digtets sidste strofe sættes der endelig navn på det, som jeg’et længes efter: Synet af det vældige hav og den synkende, røde aftensol vækker længsel efter døden – nej, retter digteren sig selv: ikke efter døden, men efter ”Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem”. Men det kan hans læser sagtens hjælpe ham med: Digteren giver i hele det lille digt udtryk for sin længsel efter sjælens himmelske hjem, det hjem, der tales om i digtet “Sjælen” og i flere af Andersens andre digte. Den hjemve, digtet handler om, svarer til nyplatonikeren Plotins evighedslængsel, længslen efter “urbillederne”.

Året efter, i 1831, blev dette digt, hvis begyndelseslinie bruges som overskrift, til

Naar Du med Tankens Blik henover Kloden drog,
Opslagen laae Naturens store Bog,
Paa hvert et Blad et Underværk Du saae.
Det store Verdens Hav foran Dig laae,
Med al sin Kraft, sin Rigdom og sin Vee;
Og Bjergene med Skyer og med Snee,
De grønne Stepper, Ørknen med sit Sand,
De dybe Skove og den blomsterklædte Strand.
Hver er et herligt Blad med Livsens Sprog,
Der samles i et Heelt: Naturens Bog,
Hvor Mennesket med al sin Kamp og Id,
Hver stor Bedrift, hver svunden Tid,
Staaer, som et Skilletegn for ret at fatte
Hiin store Bog, med alle sine Skatte.
Ja, stort og herligt er vort Jorderige!
Men tør paa Tankens Flugt Du dristig stige
I det Umaalte, mellem Verdner frem,
Da – nei, Du kan ei tælle dem!
Vor jord hensvinder da for Dine Blikke,
Den er et Punkt – – dog nei, det er den ikke!
Den er en Verden, underfuld og stor!
Med Bjerge, Have, ja med Aanders Chor,
Men Aanden, i sit Støv, med jordisk Svimmel
Seer kun, som Punkter paa den høie Himmel
Hiin Hær af Verdner i den klare Nat,
Hvor Jorden taber sig for Øiet brat,
Thi at omfatte Alt med Aandens Blikke
I al sin sande Storhed, kan den ikke,
Hver Klode som et Punkt den seer, og svimler dog;
Hvad, om den saae hver Universets Bog,
Hver enkelt Verden, som vi Jorden see – ?
Dog, det vil skee!
Eengang er Aanden moden, stærk dertil,
Den i sin Storhed Alt omfatte vil.
Som nu, den seer vor Jord med sine Skatte,
Den Universets Verdner skal omfatte;
Som stolte Kloder, ei som svage Prikke,
Det Heele stiger frem for Aandens Blikke.^[63]

I dette digt, som består af én lang strofe med parvise enderim – en form, som Andersen flere gange har brugt – tales der til et ”Du”, som dog meget vel kan være digteren selv. Digtet falder i tre dele. Første del udgør den første etape af en rejse på tankens (fantasiens) vinger. Her drager du’et i tankerne hen over jordkloden og læser i “Naturens store Bog” – som nævnes hele tre gange – med alle dens prægtige skatte. Hvert blad i bogen rummer et underværk – have, bjerge, stepper, ørkener, skove og strande nævnes som eksempler. Mennesket er den skabning, der kan overskue og forstå alt dette. ”Ja, stort og herligt er vort Jorderige!”, må den jor-domrejsende da også til sidst erkende.

På det næste trin stiger du’et i tankerne højt, højt op i ”det Umaalte” – universet – hvor nye verdener, planeter og andre himmellegemer, myldrer frem. Da bliver Jorden til et forsvindende lille punkt i den himmelske helhed. Nej, retter digteren straks sig selv: Den er stadig en stor og underfuld verden med bjerge og have, ja, den rummer endog “Aanders Chor”, dvs. mennesker, som har en gnist af det guddommelige i deres sjæl. Det er derimod de utallige himmellegemer, der kun kan ses som små punkter eller prikker på himlen af den støvbundne menneskesjæl. Den kan i sin jordiske ufuldkommenhed ikke se alle disse fjerne kloder som det, de er, nemlig hele verdener. Men alene stjernevrimlen, prikkerne eller punkterne, kan få det til at svimle for sjælen. Hermed slutter det andet trin på tankerej sen.

Selv om man ikke skulle tro det, findes der alligevel et tredje, endnu højere trin. Når ånden eller sjælen engang – efter døden – som frigjort og lutret ånd har svunget sig op i de højeste himmelske sfærer, vil den heroppe i sin storhed kunne læse i “hver Universets Bog” og overskue alt. ”Den Universets Verdner skal omfatte; / Som stolte Kloder, ei som svage Prikke, / Det Heele stiger frem for Aandens Blikke”. Det tredje trin på denne rejse svarer til den sidste etape på sjælens himmelfærd i digtet “Sjælen”, hvor sjælen er nået helt op til Gud og heroppe skal “Skue Alt og Alt forstaae”.

I det samtidige digt med den mærkelige titel “Pauli 1 Cor. 15, 42-44”, et skriftsted, som digtet tager udgangspunkt i, har kun den første strofe interesse i denne sammenhæng, fordi den beskriver det, der sker med et menneske i dødsøjeblikket. Strofen lyder sådan:

Naar Jordelarven brister med sine skjøre Baand,
Et aandigt Legem slutter sig om den stærke Aand;
Det er de samme Former, men i en nyfødt Vaar,
Og luftigt, klart og herligt det kjendte Billed staaer.^[64]

Med brug af et billede, hentet fra insektverdenen, beskrives dødsprocessens begyndelse. Larvebilledet har H.C. Andersen også brugt i digtet “Livet en Drøm”. I anden del af dette digt taler digtets jeg om ”min tunge Larvedragt”, om at ”Tidt for Støvets tunge Larve / Hjertet kan ei Hjertet see” og om at ”Dig jeg fandt, og Du mig ligned’, / Fængslet under Larvens Dragt”.^[65] Ved døden træder sjælen ud af kroppen og iføres en ny, usynlig dragt, et åndeligt legeme, der har de samme former som kroppens “gamle” sjæl. Således bliver sjælen udrustet til sin himmelfart. Almindeligvis forestiller digteren sig dog, at den frigjorte sjæl udstyres med engle- eller kerubvinger, åndelige og usynlige, ”som Tankens overgaae”. Dette digts tale om, at mennesket iklædes et åndeligt legeme er inspireret af Paulus, som der henvises til i dets titel og motto.

Med Bellmann som forbillede skrev Andersen i 1831 en af barsk realisme præget “Vuggevise”, hvor den lange dødssøvn spiller en større rolle end det lille barns søde søvn og dejlige drømme. I digtets fem strofer taler digteren til et barn. Dets første strofe anslår det dødstema, der præger den første og største del af digtet:

Sov og drøm, Du Engel blid,
Tidsnok vil det ende,
Du vil see vor onde Tid,
Og dens Galde kjende!
Verden er en Sorgens Ø,
Bedst Du aander, skal Du døe,
Og i Graven bygge!^[66]

Her er ingen trøstende ord om, at det lille barn får englevinger, når det dør, og bliver hentet op til Gud.

Fra 1831 stammer også digtet ”Min Vise”, hvor H.C. Andersen gør sig sine tanker om liv og død og om digtning og glemsel.^[67] Det jeg, der taler i digtets fem strofer, er uden tvivl digteren selv. Digtet indledes med en lovprisning af den sommerlige natur. Så dejlig, som den er nu, må det gerne blive ved med at være hvert år, siger jeg’et – ”Men Hjertet hører op at slaae” – en ny slægt bor på Jorden -”Men jeg er blandt de Døde”. I anden strofe kredser digterens tanker om hans egen grav:

Der har jo Hjertet Ro og Fred!
Det saares ei af Bitterhed,
Det ei af Længsel gløder,
Det brister ei og bløder,
Men føler heller ingen Lyst;
Dødt er det, Alt er mørkt og tyst;
Ei Smertens Skaal det tømmer;
– Men heller ei det drømmer!

Nok kan der siges noget godt om graven, men døden har også sine alvorlige ulemper: Hjertet føler ingen lyst, og det drømmer ikke. Det er livslysten og digterdrømmene, “Sjælens Flamme-Tanker”, der her tænkes på. Godt fyrre år senere sukkede den aldrende digter over tabet af det samme: “Saadan skal jeg forsvinde, / Alt skal slukkes herinde, / Livslyst, hver deilig Drøm -”.^[68] Men selv om alt har sin tid og digtere deres, så er livet dog herligt, og det er heldigvis ikke forbi endnu: ”Vær glad, mens Lampen ei er slukt!”, opmuntrer digteren sig selv. Og med et skælmsk smil på læben slutter han den fjerde strofe med disse muntre linier:

Her skinner Solen lys og varm,
Her rækker Pigen Dig sin Arm,
Og om ei Hjertet følger med,
Du troer dog det er Kjærlighed!

Nej, denne verden er alligevel ingen “Sorgens Ø”, som den kaldes i “Vuggevise”. Men meget her i verden er som bekendt omskifteligt, og det gælder i hvert fald dette digts stemninger, der skifter så hurtigt som sol og regn på en sommerdag: I digtets sidste strofe vender den vemodige stemning tilbage:

For hvad dit varme Hjerte gav,
Det faaer en kjølig, stille Grav;
Mens Solen skinner varm og stor,
Og Fuglen synger, Græsset groer,
Du sover dybt, din Sang er endt,
Og Ingen har den Døde kjendt!

Men i de fire sidste vers forandres tonen på ny, nu fra mol til dur:

– End lever Du, dit Hjerte banker,
Og Sjælen skaber Flamme-Tanker;
Lad ei den Grav, hvor jeg har hjemme,
Din unge Sjæl til Veemod stemme!

I denne sørgmuntre vise findes der kun et jordisk liv og en jordisk død, grav og glemsel. Om et liv efter døden er der slet ikke tale. Digtet er et memento mori til digteren selv: Lev livet og syng dine sange, mens du er i stand til det!

Med til ungdomsdigtene må også regnes det lille digt ”Du stærke Død”:

Du stærke Død, din Taushed vækker Gru;
Dit Spor er jo kun Kirkegaardens Grave.
Skal Tankens Jakobs-Stige gaae itu?
Staaer jeg kun op, som Græs i Dødens Have?

Vor største Liden tidt ei Verden seer!
Du, som var ene, lige til det sidste,
I Verden meget trykker Hjertet meer,
End Jorden, som de kaste paa din Kiste!^[69]

De to strofer er i fiktionens verden nedskrevet af den unge teolog, der optræder i det sjette og sidste kapitel af eventyret “Lykkens Kalosker” (1838). Takket være kaloskernes evne til at opfylde ønsker var han kommet på en rejse til Schweiz og Italien, men efterhånden inderlig træt af rejselivets genvordigheder ønskede han at komme til ”et lykkeligt Maal, det Lykkeligste af Alle!” Og i samme øjeblik var han hjemme, hedder det; han lå i ”den sorte Liigkiste” – i overensstemmelse med Solons ord om, at man ikke skal prise nogen lykkelig, før han ligger i sin grav.

Digtet indledes i eventyret med disse ord: “Ethvert Liig er Udødelighedens Sphinx; heller ikke Sphinxen her paa den sorte Sarkophag besvarede for os, hvad den Levende to Dage forud havde nedskrevet.” Det er to spørgsmål i den første strofe, der ikke besvares, hverken af den døde eller i digtet. I det første spørges der, om gudstroen, “Tankens Jakobs-Stige”, skal vakle, i det andet, om troen på sjælens udødelighed kun er en illusion. Eventyrfortælleren selv synes dog ikke at være i tvivl om svaret på det sidste spørgsmål, idet han om den døde teolog skriver: “Legemet hvilte, Aanden reiste”. Alligevel kaldes den døde til live igen af “Sorgens Fee” i slutningen af eventyret!

Når H.C. Andersen i “Lykkens Kalosker” lader det lykkeligste mål af alle være døden og sjælens afrejse, har han sikkert ikke blot haft Solon i tankerne, men også tænkt på “Hjemmet” i himlen på samme måde, som han gjorde det i et digt som “Hjemvee”. Det fremgår af de overvejelser, som den unge teolog gør sig før sit sidste ønske:

Hvor jeg kommer, er der et Savn, der trykker Hjertet; noget bedre, end det Øieblikkelige, er det, jeg vil have; ja noget bedre, det Bedste, men hvor og hvad er det! Jeg veed i Grunden nok, hvad jeg vil, jeg vil til et lykkeligt Maal, det Lykkeligste af Alle!

I første strofe taler jeg’et til døden. I anden strofe vender den talende sig fra de store, eksistentielle spørgsmål om gudstroen og udødeligheden til en betragtning af det liv, som han har levet. Hvad han har oplevet af lidelse, sorg og ensomhed er mere tyngende end jorden, som kastes paa kisten, hedder det. Første strofe vidner om tvivl og usikkerhed hos jeg’et (og formentlig også hos digteren) med hensyn til gudstroen og troen på det evige liv. I anden strofe trøster den talende sig med, at graven i hvert fald giver ham fred for alle denne verdens sorger og plager. Man mindes her det lige omtalte digt, ”Min Vise”, hvor fordele og ulemper ved at være i graven vejes op mod hinanden i digtets anden strofe.

Som bekendt skrev H.C. Andersen i en alder af kun 27 år sin første levnedsbeskrivelse, og i lige så god tid, må man nok sige – i 1843 – skrev han et digt med titlen ”En Digters sidste Sang”. Dets to strofer lyder sådan:

Løft mig kun bort, Du stærke Død,
Til Aandens store Lande;
Jeg gik den Vei, som Gud mig bød,
Fremad med opreist Pande;
Alt hvad jeg gav, Gud, det var dit,
Min Rigdom ei jeg vidste;
Hvad jeg har øvet, er kun lidt,
Jeg sang, som Fugl fra Qviste.

Farvel, hver Rose frisk og rød,
Farvel, I mine Kjære!
Løft mig kun bort, Du stærke Død,
Skjøndt her er godt at være!
Hav Tak, o Gud, for hvad Du gav,
Hav Tak for hvad der kommer!
Flyv Død, hen over Tidens Hav,
Bort, til en evig Sommer!^[70]

I digtets første strofe ser jeg’et, digteren, tilbage på det liv, som han har levet, indtil dødsenglen kommer for at hente hans sjæl op til “Aandens store Lande”, op til ”en evig Sommer” hos Gud. Det første vers gentages i anden strofes tredje vers. I begge strofer bemærker man, at dødens sendebud ligesom i det lige omtalte digt kaldes ”Du stærke Død”. ”Jeg gik den Vei, som Gud mig bød”, siger digteren, og det mener han virkelig, for han gentager det bl.a. i sin sidste store selvbiografi, Mit Livs Eventyr. ”det har saaledes viist sig, at jeg ved at gaae den mig af vor Herre viste Vei” valgte det rette.^[71] “Alt hvad jeg gav, Gud, det var dit, / Min Rigdom ei jeg vidste”, fortsætter første strofe. Med den samme taknemlighed og beskedenhed udtrykte digteren sig, da han den 5. september 1844 mindedes 25-årsdagen for sin første ankomst til København: “hvor dybt følte jeg mit Intet [,] at Alt, Alt var fra ham [Gud]”.^[72] Strofen slutter i stor ydmyghed: “Hvad jeg har øvet, er kun lidt, / Jeg sang, som Fugl fra Qviste”.

I anden strofe siger digteren farvel til alt det og alle dem, som han holdt af. Døden må gerne flyve bort med hans sjæl – “Skjøndt her er godt at være!”. Denne livsglæde gav han ofte udtryk for, fx således i en af sine levnedsskildringer: ”Mit Livs Eventyr, til denne Time, ligger oprullet for mig så rigt og smukt, jeg kunde ikke digte det saa”,^[73] På dette sted i selvbiografien afviser Andersen den tanke, at han skriver om sig selv af forfængelighed, nej, siger han: ”min Tanke var Tak til Gud”. Med en lignende tak til Gud afslutter han sin smukke sidste sang: ”Hav Tak, o Gud, for hvad Du gav”. Også det, der venter ham efter døden, takker han Gud for: ”Hav Tak for hvad der kommer!”

I januar 1852 vendte maleren F.L. Storch hjem efter tyve års ophold i München, og til den fest, der blev holdt i den anledning, skrev H.C. Andersen sangen “Hjemmet”.^[74] I et par af de første strofer af dette lejlighedsdigt anslås temaet længsel efter fædrelandet: ”Man reiser – og som det gaaer frem, / Erindrings-Englen kommer, / Han synger om det kjære Hjem” (strofe 2) og “Flyv Verden rundt paa dampsnel Baad, / Vor Fart er længselsblandet, / Os binder en electrisk traad / Altid til Fædrelandet” (strofe 3). I den fjerde strofe føres digterens tanke endnu videre:

Ja, Hjemmets Jordbund har en Magt For Syden som for Norden;
Det er som var en Rav-Bund lagt,
Der drog, selv gjennem Jorden!
Og denne Hjemvee, sund og sand,
Engang, paa større Vinger,
Os op til Aandens Fædreland,

Til Gud, vor Fader, bringer!

Selv i en festsang som denne nævnes både den længsel efter det egentlige hjem, det himmelske, og de åndelige vinger, der efter døden skal sætte sjælen i stand til at svinge sig op i de svimlende højder, som Andersen flere gange før havde digtet om.

I det smukke, lille digt “Psalme”, som H.C. Andersen skrev i 1853, er det uden tvivl digteren selv, der optræder som digtets lyriske jeg:

Som Bladet der fra Træet falder,
Saa er mit Jordliv, ikke meer!
Jeg er beredt naar Du mig kalder,
Gud, Du som heelt mit Hjerte seer,
Veed al min Brøst, hvad i mig boer,
Og min Fortrøstning dog saa stor,

Gjør Smerten kort i min Forvandling,
Forund mig Barnets hele Mod,
Du dømme Tanke, dømme Handling I Naade kjærlig, fadergod.
Ryst bort min Angst! Kun Dig jeg see!
I Jesu Navn, din Villie skee!^[75]

I hele digtet taler digteren til Gud om sit liv og sin død. Et faldende blad er den metafor, der passer bedst til livet her på nde billede på menneskelivets ringe betydning finder man i det ovenfor omtalte digt “Havblik” fra 1830: ”Og Centrum er vort Liv, et lille Blomster-Blad”. Jeg’et er beredt, når Gud kalder ham. Han er sig sine fejl og mangler bevidst, og han ved, at Gud kender dem; men – og det er summen af første strofe – hans “Fortrøstning”, tillid til Gud, er stor.

I anden strofe er det vigtigste begreb ordet “Forvandling”. Det er første gang, at dette ord bruges i et andersensk digt. Det, der her er tale om, er sjælens forandring fra støvbundet, jordisk menneskesjæl til frigjort, himmelsk ånd. Det er en proces, der kan medføre smerte, for under den skal sjælen prøves og lutres. Derfor beder digteren om “Barnets hele Mod”, om at Gud ved prøvelsen af hans sjæl vil dømme ham for hans tanker og handlinger som en nådig, kærlig og god fader, og om at Gud vil befri ham for hans forhåndsangst for døden. Digterens hyppige kredsen om det vigtige ved at være som et barn i hjerte og sind har naturligvis sit udspring i Jesu ord: “Sandelig siger jeg jer: hvis I ikke omvender jer og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Mattæus Evangeliet, kapitel 18, vers 3).

Mange år senere, i 1869, gav julen, “Børnenes Fest”, den rejsende digter anledning til at skrive det korte digt ” Ved Juletid i Nizza”, hvor han kommer lidt nærmere ind på begrebet ”den store Forvandling”. I sidste del af digtet hedder det herom:

Aaret ender med Børnenes Fest;
Ret være Barn er dog allerbedst,
Barn i Hjerte og Barn i Handling,
Skee saa i Gud den store Forvandling
Til større Prøvelse, Glæde og – Vee!
Nytaar! Hvad ruller Du op at see? –
Herre! Det Bedste: Din Villie skee!^[76]

Her nævnes den “Prøvelse”, der er et væsentligt led i sjælens forvandling, og som enten vil føre til glæde eller smerte for sjælen. Digtet slutter med de samme ord fra fadervor som “Psalme”: ”Din Villie skee!”

Et klarere billede af ”den hellige store Forvandlings Dag”, i dette tilfælde med betydningen et menneskes dødsdag, kan man få ved at læse H.C. Andersens historie ”Paa den yderste Dag”, som er skrevet året før “Psalme”. Også her siges det, at ”den Fromme hælder sit Hoved til Gud og giver sig, som Barnet, hen i ”din Villie skee med mig!””^[77]

I kapitel 7 med overskriften Cartagena i Andersens rejsebog I Spanien fortæller digteren om en storm, der rasede over byen Cartagena dagen, før han med et skib skulle rejse videre til Malaga: “Søen maatte være i et voldsomt Oprør, og derud skulde vi, jeg blev som kogt ved at tænke derpaa. Stormen tog til, men ud skulde vi og vilde vi! der kom Angest og Alvor, – der kom igjen Ro, men ikke i Fuft og Hav, der susede det, men i mig sang det:

Hvor flyver min Tanke imorgen den Dag?
Den evigt leve jo vilde;
Mit Fegeme bliver et sjunket Vrag,
Men Draaben fra Evigheds Kilde,
Mit Jordliv? Som Blinket det brat henfoer!

Min Tanke har kæmpet en Kamp saa stor,
I den var Vor Herre tilstede,
— Min Barnetroes hellige ”Fadervor”,
Vær Du mig mit Hvilesteds Klæde!
Jeg lukker mit Øie til evig Ro
Hvad eller til Klarhed i Gud og Tro.^[78]

Man forstår, at Andersen i den faretruende situation, han denne dag befandt sig i, kommer til at tænke på døden. Det lille digt er skrevet ud fra hans angst for døden på søen, der som før nævnt var noget af det værste, han kunne forestille sig. I første strofe spørger digteren, hvad der vil ske med hans sjæl den næste dag – den ville jo ikke dø, men leve evigt. Her som andetsteds bruger H.C. Andersen ordet ”Tanke” om sjælen eller ånden. Med brug af et skibsbillede, ”et sjunket Vrag”, erkender han, at hans legeme vil synke i havet. Men, spørger digteren, hvad så med mit jordeliv? Det kaldes her ”Draaben fra Evigheds Kilde”, hvilket må betyde, at livet er givet af Gud, at det er en lille del af Guds evighed. Skal denne dråbe også gå til grunde? Ja, svarer han, det skal den, den vil forsvinde i ét glimt.

Også i anden strofe anvender Andersen ordet “Tanke” om sjælen eller ånden. Her taler han først om den kamp, sikkert mellem tro og tvivl, som han ofte, og vel ikke mindst nu, har ført med sig selv – en sjælekamp, hvor Gud naturligt nok på sin vis også var til stede. Selv om det ikke siges, må man gå ud fra, at digteren trods tvivl og anfægtelser i langt de fleste tilfælde har formået at bevare sin tro. I den sidste del af strofen flyver hans tanke frem til det dødsøjeblik på havet, som måske snart vil komme. Fra sin barnetro har han i hvert fald bevaret én ting, sit fadervor. Andersen ønsker, at denne bøn skal være hans “gravklæde”. Hvor alvorligt dette er ment, fremgår af, at H.C. Andersen har givet fadervor en fremtrædende plads i adskillige af sine digte om døden, fx formuleret sådan:

– Tryg svøber jeg mig i mit ”Fadervor”
– Min Skat fra vor Jord er mit Fadervor!
– I Jesu Navn, din Villie skee!
– Herre! Det Bedste: Din Villie skee!
– Vor Fader! Helliget vorde Dit Navn!
– Læg Fadervor som Duens Blad
Mig paa min Tunge, gjør mig glad!^[79]

Strofens to sidste linier røber ikke digterens angst for døden; men det er bemærkelsesværdigt, at han lader det henstå som et ubesvaret spørgsmål, om døden betyder gravens evige ro (og ikke mere) – ligesom i digtet ”Min Vise” – eller om den fører til “Klarhed i Gud og Tro”, altså at sjælen vil leve evigt og komme til klarhed om alt hos Gud. Tilsyneladende nu rolig og resigneret midt i stormvejrets uro overlader han det til Gud at give svaret på dette spørgsmål. Man mindes de to sidste vers i digtet “Hvad jeg elsker”, som Andersen skrev en menneskealder tidligere: ”Jeg elsker Graven med sin dybe Fred, / Og Tanken om den store Evighed! Begge alternativer sidestilles også her.

Under de to slesvigske krige skrev H.C. Andersen en række smukke “fædrelandske” digte, blandt dem det, der i dag burde være vores nationalsang: “Danmark, mit Fædreland”. Den nationale katastrofe i 1864 tog han sig meget nær, hvad blandt andet en lang række dagbogsnotater vidner om.

Det første, vi hører om digtet ”Jeg har en Angst som aldrig før”, som Andersen, da han havde skrevet det, kaldte en salme, er dette dagbogsnotat fra den 20. juni 1864, der hentyder til krigssituationen: ”Jeg begyndte paa en Psalme i den Angst jeg føler”. Dagen efter var salmen skrevet færdig. Digteren sendte en afskrift af den til sin nære ven, komponisten J.P.E. Hartmann, og nævnte, at salmen måske kunne optages i salmebogen.^[80] Flere andre venner fik også afskrifter eller hørte ham læse salmen højt.

Allerede den 25. juni modtog Andersen Hartmanns svar. Komponisten skriver bl.a.:

Psalmen er skreven i en Stemning, som er mere ny hos Dig, og derfor saa meget interessantere; ganske vist burde den finde sin Plads i en Psalmebog; hvis det lykkes mig at lave en rigtig kjøn melodi dertil, vil jeg være glad.^[81]

Hartmann fik desværre aldrig skrevet en melodi til digtet. En af dem, der fik en afskrift af det, var Andersens veninde, Jonna Stampe. I brevet til hende af 24. juni 1864 skriver han bl.a.:

Forleden skrev jeg en lille Sang, et Udtryk for min Sjæle-Stemning. Jeg troer Ordene kunne nok lægges ind i Psalmebogen og Menigheden synge den derfra. Kun i Colera Tiden har jeg skrevet en Psalmesang. Ingemann lod den komme i Kirketidende, her er nu den senere, udsprunget i disse Alvorets og Trykkets Dage.^[82]

Den “Psalmesang”, som H.C. Andersen nævner i sit brev, er det ovenfor omtalte digt “Psalme” fra 1853. Af citatet fremgår det, at Andersen skrev salmer i krisetider: “Psalme” er fra koleraens tid først i halvtredserne, en epidemi, som kostede tusinder af københavnere livet; den nye salme er fra krigsåret 1864, hvor tusinder af danske soldater mistede livet. I tunge tider nærmede digteren sig Gud på denne måde. Af brevet ses det desuden, at H.C. Andersen også over for Jonna Stampe antyder, at han kunne tænke sig den sidstnævnte salme optaget i salmebogen.

Ingemann havde sørget for at “Psalme” blev trykt i Dansk Kirketidende i 1853; den nye salme, af dens forfatter også betegnet som ”et Øieblikkets Ak”, blev trykt samme sted den 17. juli 1864. Redaktøren af dette tidsskrift havde også givet den titlen “Psalme”, men denne overskrift slettede Andersen senere og erstattede den med digtets begyndelseslinie. Døden er det fælles tema i de to digte eller salmer. H.C. Andersens ønske om, at ”Jeg har en Angst som aldrig før” måtte blive optaget i salmebogen, gik i opfyldelse – men rigtignok først i begyndelsen af det 21. århundrede. Salmen står nu som nr. 502 i salmebogens afsnit om Syndernes forladelse. Det havde måske været bedre at anbringe den blandt salmerne om Modgang og håb. Salmen indeholder nok en syndsbekendelse, men ikke noget om en syndsforladelse.

Digtet eller salmen ”Jeg har en Angst som aldrig før” består af disse tre parvist rimede strofer:

Jeg har en Angst som aldrig før,
Som stod jeg foran Dødens Dør,
Og maatte ind og styrte ned
I Mørke og i Eensomhed!
Jeg drives frem med Stormens Hast.
O Herre, Herre, hold mig fast!

Alt Ondt i mig, det kom fra mig,
Hvad Godt jeg gjorde, kom fra Dig;
De Andres Skyld jeg nok opskrev,
Men ei mit eget Skyldnerbrev;
Hvor har jeg for mig selv hver Dag
Besmykket godt min egen Sag!

Jeg trædes skal af Dødens Hæl,
Først da sig løfte kan min Sjæl.
Læg Fadervor som Duens Blad
Mig paa min Tunge, gjør mig glad!
Har jeg ei Gud, hvad har jeg da,
Naar hele Verden falder fra!^[83]

Digtets jeg må være digteren selv. I alle tre strofer taler han til Gud om sig selv, dels om sin øjeblikkelige angst, dels om sit hidtidige liv og sin fremtidige død. Dog bruger digteren i tredje strofe ordet ”Gud”, ikke som i anden strofe – og som man derfor kunne have forventet – ”Dig”. Den angst, som beskrives i digtet, er angsten for, hvad krigen i 1864 med de to tyske stormagter, Preussen og Østrig, ville komme til at betyde for digteren og for det danske folk. Fjenderne havde erobret hele Jylland og truede nu de danske øer.

Den undergangsstemning, som de tre strofer er skrevet på, kan bedst illustreres med et par dagbogscitater fra sommeren 1864:

Als er angrebet, Fjenden er kommet derover, [..] det er en rædsom febril-gjørende Dag, jeg er nerveus betaget. [..] Af dræbte nævnes Oberst Faaborg og den unge Falbe. Uendelig nedtrykt. (den 29. juni)
Fjenden vil nu tage Fyen, Indvaanerne flygte fra Middelfart. Det ender med at vi kommer under Tydskland. Jeg har en Fornemmelse af at min Stjerne er nede, Ulykke eller Død venter mig. Gudløs og derved ulykkelig, (den 30. juni)
Fredag den første [juli], og før jeg skriver den sidste, om jeg skriver den, hvad da. – Gud har sluppet os, vi naae ham ikke; jeg gaaer og venter som Fangen paa sin Dødsdom. Solen skinner; jeg har min rene lille Stue, hvor-længe? Leve nyde, det korte Minut – forbi – forbi! – Gud har sluppet mig og os! – Hvor er jeg forladt, ingen Venner, eensom med mig selv, i mig selv og Dagene som komme blive endnu værre, til det ender – ender i Graven!
Hvad vil der skee! Angest og Sorg fører mig ud paa de dybe Vande, løftes jeg der eller synker jeg der? Religionen er mit Lys, min Redning, Troen. Troer jeg at Gud og Jesus ere eet som de Troende vilde det, da er Jomfru Maria den meest udkaarne af Menneskene, da i vor Ydmygelse for Gud er det saa nær at bede hende være mæglende for os. Hvilke Tanker for mig. Herre min Gud!Lys ind i mig [,] vær mig naadig og Gud [læs: god], jeg er ved at slippe Dig, som jeg [med] Barnetidens Tro kunde holde mig til. (den 10. juli)^[84]

Det er ikke så sært, at H.C Andersen i første strofe taler om ”en Angst som aldrig før”. Sin angst kan han nemlig kun beskrive ved at sammenligne den med angsten for døden – men vel at mærke den form for død, som han frygtede og i almindelighed slet ikke kunne forestille sig som en reel mulighed, nemlig døden som ensbetydende med tilintetgørelsen af både legeme og sjæl. Digteren føler sig så angst, som stod han foran dødens dør og måtte ind ad døren og “styrte ned / I Mørke og i Eensomhed”. Mod en undergang som denne føler han, at han drives frem ”med Stormens Hast”. I krigens tid havde Andersen det med nu og da at “slippe” Gud, og – værst af alt – Gud syntes også at have sluppet ham og hele det danske folk. At den dødssituation, som angsten sammenlignes med i første strofe, ikke er begyndelsen på ”den store Forvandling” af sjælen ved døden, som H.C. Andersen har digtet om flere andre steder, kan man forvisse sig om ved at sammenligne den med fx den første strofe i digtet “Dødsøieblikket”, der begynder med disse linier: “Hvad er det dog, som lyser? Det luttres for min Sands; / Jeg føler Øiet briste i denne Straaleglands”. Forskellen på de to dødsbeskrivelser er bogstavelig talt som forskellen mellem lys og mørke.

I sin nød anråber digteren den i øjeblikket fjerne, ja, så godt som fraværende Gud om hjælp: ”O Herre, Herre, hold mig fast!” – ganske som han gør det i et af dagbogscitaterne ovenfor: ”Herre min Gud! Fys ind i mig [,] vær mig naadig og god”. Dette råb om hjælp oplever jeg’et som hørt og bønhørt. Gud vil trods alt det skrækkelige, som han lader ske, ikke slippe ham. Men et gudsforhold har to parter. Fra Gud vender digteren derfor sine tanker mod sig selv: Hvordan har mit forhold til Gud og mine medmennesker været? Har jeg levet op til det, som Gud forventede af mig. Har jeg overholdt hans bud? Sådanne spørgsmål må han have stillet sig selv. Og i digtets anden strofe får vi nogle af hans svar at høre. Her gør digteren status over sit hidtidige liv.

I strofens to første linier bekender Andersen, at alt det onde i ham kom fra ham selv, hvorimod det gode, han gjorde, kom fra Gud. Denne erkendelse foregribes i et dagbogsnotat den 1. april 1864: ”Gud hav Tak for alt det Gode, det var af Dig, Svaghed var kun jeg”. Videre tilstår digteren, at han nok noterede sig andres skyld, men så stort på sin egen, og at han har været alt for god til at besmykke sin egen sag. Denne strofe er en personlig selvransagelse og syndsbekendelse, som både omfatter forholdet til Gud og til næsten. Den danner en naturlig overgang til den sidste strofe, en bro mellem angsten for at gå til grunde i krigens ragnarok, og håbet om, at døden – hvad enten den kommer nu i krigens tid eller senere – ikke vil betyde tilintetgørelse, men frelse.

I tredje strofe er det en tydeligt lettet digter, der taler. Om en angst, der svarer til dødsangsten er der ikke mere tale. Døden betragtes her kun som det uomgængelige vilkår for sjælens store forvandling. I dette som i andre digte ønsker han at gå døden i møde med fadervor på tungen; det vil gøre ham glad og fortrøstningsfuld. Angsten er nu blevet afløst af håb og mod. Digtets to sidste vers er lidt af en gentagelse af en tanke, som Andersen før har gjort sig: ”naar Glæden er ret stor, har man som i den dybeste Sorg kun Gud ret at holde sig fast ved!”^[85] Salmen handler dybest set om det at slippe eller holde fast – og det gælder for begge parter,

Gud og mennesket. Den handler ikke om den aldrende digters dødsangst (Johan de Mylius), men er inspireret af hans af krigen fremkaldte undergangsfrygt (den første kursivering er også min).

I det samtidige digt ”En Stemning” ses den ulykkelige krig i 1864 i lyset af H.C. Andersens tro på Guds forudbestemmelse, en af grundpillerne i hans livsanskuelse.^[86] Allerede i digtets første strofe anslås dette tema:

Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer
Og giver mig Vorherre hen i Fæste,
Tryg svøber jeg mig i mit “Fadervor”,
Skee, hvad der maa! Hvad Gud vil, er det Bedste.

Anden og tredje strofe bruger digteren til at bekende sin tro på Gud og takke ham for alt, hvad han har givet, og alt, hvad han har forundt ham at opleve. I fjerde og femte strofe kommer digteren ind på tanken om sjælens udødelighed:

“Udødelighed”! Tanken er saa stor!
Men “Evighed” og det “Uendelige”
Er større, ubegribeligt – og hvor
Erkjendes ikke de som virkelige!

Udødelighed! Du har i din Haand
Retfærdighedens Vægtskaal; Du maa være!
I Dig jeg siger, under Smertens Baand:
”Det Bedste skeer! Gud Herren Priis og Ære!”

Gud må være til, ellers ville der ikke være nogen retfærdighed i verden, siger Andersen i to af disse linier om udødeligheden. Lærebogsforfatteren Peter Krog Meyer siger det samme på denne måde:

Som hellig og retfærdig maa Gud behandle de moralske Væsener efter Fortjeneste, bevirke den nøiagtigste Overensstemmelse imellem deres lykkelige eller ulykkelige Tilstand og deres Værd. Men at dette ikke skeer herne-den, bevise de hyppige og, naar vi blive staaende ved Jordlivet alene, ofte grundede Klager over Misforhold mellem Dyd og Lyksalighed, Last og Ulyksalighed.^[87]

Selv “under Smertens Baand”, i den forfærdelige krigs tid, må digteren erkende, at Gud altid lader det bedste ske. I digtets sidste strofe beder han Gud give ham styrke, i nød som i lyst, og gentager tankerne i første strofe:

Men giv mig Styrke, Herre, i min Nød,
I Lykkens Dage, og naar tungt jeg lider!
Hvad der skal skee, det skeer, som Gud det bød;
Men Gud vil kun det Bedste alle Tider.

Et digt, der blev skrevet i 1866 under H.C. Andersens besøg hos nogle venner i Portugal, familien O’ Neill, fik den samme titel som det forrige: ”En Stemning”.^[88] Det lille digt består af fire korte strofer. I digtets første strofe taler den berejste digter, og her anslås dets triste stemning:

Jeg Guds Verden har seet,
Jeg har grædt der og leet,
Visner hen, Roser, hvide og røde!

De tre andre strofer handler alle om døden:

Naar min Stjerne gaaer ned,
Mon i Klarhed jeg veed,
Hvad ustandseligt jeg gaaer imøde?

I den rullende Sø,
Skal min Tanke der døe,
Det Levende blive det Døde?

Hvad jeg følte og sang,
Skal det døe som en Klang
I det udstrakte mægtige Øde?

Alle disse tre strofer er formet som et spørgsmål – et spørgsmål, der ikke besvares, fordi det ikke kan besvares. I anden strofe spørger digteren, om han klart vil vide besked med, hvad der uundgåeligt vil ske, når hans stjerne går ned. Det samme udtryk om døden brugte han i et af de ovenfor citerede dagbogsnotater om krigen i 1864. I tredje strofe spørger digteren, om han skal omkomme på havet under hjemrejsen fra Portugal, og om hans sjæl – ”min Tanke” – også skal gå til grunde der. Fjerde strofes spørgsmål lyder: Skal alt, hvad jeg “følte og sang”, dvs. min digtning, dø hen som en klang over det mægtige, øde hav. Sørejsen var som før nævnt noget, som H.C. Andersen absolut ikke brød sig om. Udsigten til en død på havet er trøstesløs. Og her i digtet findes der ingen trøstende tanke om et evigt liv efter døden.

Efter sin hjemkomst sendte H.C. Andersen en afskrift af digtet til komponistvennen Hartmann og bad ham om at “nynne” en melodi til det – ”saa kan Du brænde Texten!”, tilføjer han spøgefuldt.^[89] I sit svar herpå skriver Hartmann: ”Dit lille smukke Digt har jeg forsøgt at give en Melodi, som der dog ikke er andet ved, end at den stræber at gjengive den tvivlende og melancholske Stemning, som gaa-er gjennem Digtet”.^[90] Denne Stemning beskriver digteren selv i sin dagbog fra Portugal med disse ord: “Ingen tog Notitz af mig [,] jeg gik paa mit Værelse, forstemt og trykket, skrevet et Digt ud af min Stemning: ”Jeg Guds Verden har seet”.^[91]

Fra året 1866 stammer også det næste digt, ”Du Evighedens Gaade”:

Du Evighedens Gaade,
Du Lys for min Forstand,
Du Kjærlighed og Naade
Saa stor den rummes kan.
Fra Dig alt Livet vælder,
Til Dig alt Liv gaaer hen,
Til Dig jeg Hoved helder,
Du Barnets store Ven.

Jeg Øinene vil fæste
Fortrøstningsfuld paa Dig,
Hvad der er mig det Bedste,
Det vil Du give mig!
O lad den tro ei briste
Hos mig i Angstens Stund,
Og i den allersidste
Kys mig med Fadermund.^[92]

I digtet taler det lyriske jeg – digteren – til Gud. Hele første strofe er én lang lovprisning af Gud, mens digteren i anden strofe udtaler sig om sit personlige gudsforhold. Stilistisk udmærker første strofe sig ved at have vellydende anafori-ske parallelismer i versene 1-3 og 6-7. Selv om Gud kaldes evighedens gåde, er Andersen dog ikke i tvivl om, at der findes et evigt liv: ”Til Dig alt Liv gaaer hen”. Men Gud opfattes også som faderen (strofe 2) og som indbegrebet af kærlighed og nåde (strofe 1), ganske som det er tilfældet i digtet “Psalme”. Og her som så mange andre steder i H.C. Andersens digtning lovprises Gud som barnets store ven.

Ser vi nærmere på anden strofe, viser det sig, at den består af to dele: dels en tillidserklæring til Gud (versene 1-4), dels en bøn til Gud (versene 5-8). Tillidserklæringen gentager nøgleordet i den første strofe af det tretten år ældre digt “Psalme”: “Fortrøstning” (tillid). Digterens tro på, at Gud vil give ham det, der er det bedste for ham – og det betyder ikke nødvendigvis kun noget godt, siger han selv andetsteds – kan han aldrig blive træt af at gentage. Den “Angstens Stund”, der tales om, er naturligvis dødsangstens. Digtets to sidste verslinier minder om afslutningen på flere andre digte, fx på det sidste digt i rejsebogen I Spanien, som lyder således: ”Og var selv mit Liv kun den flygtende Stund, / Det var dog et Kys af din Fadermund”.^[93]

Midt i maj 1867 opholdt H.C. Andersen sig i Neuchâtel i Schweiz. En aften, da det stormede fra Jurabjergene, så støvet fløj gennem gaderne, satte han sig til at skrive digte og eventyr. ”Gud veed, hvorledes de ere?”, skriver han i dagbogen. Jo, et af de længere digte, der er indført i dagbogen, har bestemt interesse i denne sammenhæng. Hvor veltilpas digteren følte sig i den lille schweiziske by, vidner et par linier i et andet lille digt samme sted i dagbogen om: ”Man følte sig saa hjemlig, saa barneglad, / At man i sin Glæde om Guds Evighed bad.” Det længere digts to første strofer handler om livet, døden og det evige liv:

Hvert Efteraar siger Løvet der faldt:
Dine Dage blev talt,
Du som Blomster og Hø,
Skal henvisne og døe!
Men Foraaret siger i hvert et Blad
Fra dit Jordliv Du kommer
Til en Evigheds Sommer
Hvor hver Sjæl er Dig nær
Du paa Jorden fik kjær.
Der er Solskin og Bjergluft
Og Kløverens Duft.

Hvorfor, o Herre, forundte Du mig,
At see saa meget i Verden af Dig.
Du satte mig først i Armods Vraae
Og bar mig saa ud at jeg Verden saae,
Min Tids de Bedste har trykket min Haand,
O sluk ei i mig den hellige Aand,
Den Sjæl som svimler i al den Naade
Der lyser og dog er mit Liv en Gaade.
(Den er som Du selv en vidunderlig Gaade!)^[94]

I digtets første strofe taler et ”Du”, digteren selv, om sin forgængelige jordiske tilværelse (versene 1-4) og om det evige liv efter døden (versene 5-11). De fire første vers synes at være skrevet med Esajas’ Bog, kapitel 40, versene 6-7 i tankerne: “Alt kød til hobe er græs, al dets ynde som markens blomst; græsset tørres, blomsten visner, når Herrens ånde blæser derpå”. Men ligesom der findes en trøstende fortsættelse hos profeten – ”men vor Guds ord bliver evindelig” – således også i strofens syv sidste vers. Her er det forårets friske, grønne blade, der bebuder, at du’et fra sit henfarne jordeliv kommer til ”en Evigheds Sommer”, et udtryk, som vi første gang blev præsenteret for i digtet ”En Digters sidste Sang”. Her hos Gud er hver sjæl, du fik kær, dig nær, siger digteren. Denne tanke om gensynet med de kære i himlen finder vi også, som jeg ved en anden lejlighed skal komme ind på, i adskillige af H.C. Andersens mindedigte over afdøde. Et pudsigt lokalt præg har denne strofe fået: I evighedens sommerrige er der solskin, bjergluft og kløverduft (kursiveringen er min).

I den anden strofe er “Du’et” Gud, som digteren – nu et jeg – taler til. Hvorfor forundte du mig, Gud, at se så meget af dig i verden, spørger jeg’et først. Det er den evigt rejsende digter, der har set Guds verden – og Guds skaberværk i denne verden – der stiller dette spørgsmål. Fra “Armods Vraae”, det fattige barndomshjem, førte Gud ham ud i verden, hvor han færdedes blandt ”de Bedste”. Digteren beder nu Gud om en fortsættelse af denne gavmildhed, nemlig om, at Gud vil bevare hans sjæl, som svimler over alt det, som den allerede her på Jorden har fået lov til at opleve. Et liv som det, der er blevet forundt mig, er mig en gåde, siger digteren, men ”som Du selv en vidunderlig Gaade”. Altså, livet er en gåde, døden er en gåde (jf. digtet ”Du stærke Død”) og Gud selv og evigheden er gåder (jf. også digtet ”Du Evighedens Gaade”). Men dét er netop det vidunderlige ved det hele, mener H.C. Andersen.

Til Andersens alderdomsdigte hører det lille, vemodige digt fra 1868 “Kommer aldrig igjen!” Det er det eneste af de mange digte om døden, hvor digteren, med heldig hånd, har valgt at bruge den sidste verslinie i digtet som overskrift. Dets tre korte strofer lyder sådan:

Alt farer hen som Vinden,
Her er ei blivende Sted.
Snart svinder Rosen paa Kinden,
Smilet og – Taarerne med.

Hvorfor være bedrøvet?
Hen farer Sorg og Fortræd;
Alt farer hen som Løvet,
Tiden og Mennesket med!

Alt er Forsvinden – Forsvinden,
Ungdom, dit Haab og din Ven.
Alt farer hen som Vinden,
Og kommer aldrig igjen!^[95]

I dette digt er der brugt krydsrim, og rimordene “Vinden” og “Kinden” i første strofe rimer også på rimordene “Forsvinden” og “Vinden” i tredje strofe. “Alt farer hen som Vinden” i første strofe repeteres i tredje strofe og i varieret form i anden strofe. I ikke færre end ni af digtets i alt tolv vers hører vi om, at der er noget, som farer hen eller forsvinder. Med det sidst omtalte digt i tankerne kan man sige, at der hersker en løvfalds- eller efterårsstemning i hele dette digt; et forår og en sommer kommer slet ikke på tale. Alt farer hen eller forsvinder, både det onde og det gode. Det er, som om digteren glemmer det gode, der forsvinder, når han i anden strofe retorisk spørger: “Hvorfor være bedrøvet?”. Han er jo tydeligt nok bedrøvet over, at alt det og alle dem, som han holder af, forsvinder fra denne verden. Tanken om, at der kunne findes et blivende sted andetsteds end på denne jord, er ikke faldet digteren ind. Alt ses kun som sørgelig og definitiv forsvinden.

“Kommer aldrig igjen!” minder om salmistens ord i salme nr. 103, versene 1417 om menneskenes forgængelighed:

Thi han [Herren] kender vor skabning, han kommer i hu, at vi er støv; Som græs er menneskets dage, han blomstrer som markens blomster; Når et vejr farer over ham, er han ej mere, hans sted får ham aldrig at se igen.

Digtets sidste vers (og dets overskrift) er næsten en gentagelse af den sidste sætning i citatet fra Salmernes Bog. Men mens der i denne bog tilføjes et trøstende ord -”Men Herrens miskundhed varer fra evighed og til evighed over dem, der frygter ham, og hans retfærd til børnenes børn for dem, der holder hans pagt og kommer hans bud i hu, så de gør derefter” – så er der ingen som helst trøst at hente i H.C. Andersens digt.

Alt farer hen, lyder det gang på gang i digtet. Og sådan lyder det også side efter side i Andersens sørgelige historie fra 1859 “Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre”, et sted fx således:

Og Vinteren foer hen, Vinter og Sommer de foer og de fare, som jeg [vinden] farer, som Sneen fyger, Æbleblomsten fyger og Løvet falder! Fare hen, fare hen, fare hen, menneskene med!^[96]

I digtets sidste strofe varieres udtrykket: “Alt er Forsvinden – Forsvinden”. Dette ord er også et af dem, som Andersen ofte bruger med tanke på døden, fx sådan i et dagbogsnotat: “Godt at sove uden Drømme, uden at vide om at have været til og dog skrækkeligt, forfærd [el] igt, døe – forsvinde”^[97], og således i et digt: som solguld på skyens søm, “Saadan skal jeg forsvinde, / Alt skal slukkes herinde”.^[98]

Om digtets tilblivelse og anvendelse andetsteds i Andersens digtning kan vi i digterens og andres breve, i hans dagbøger og digtning finde ret gode oplysninger. På et hotel i Ems pådrog H.C. Andersen sig i juni 1868 et fælt sår på skinnebenet, da han stødte ind i en kuffert, som var efterladt i en mørk gang. Endnu i august måned, da digteren var gæst på Frijsenborg, plagede det dårlige ben ham. ”Det bliver vel Udgangspunkt til min Død, dette Beenstød”, skriver han mismodigt i sin dagbog den 21. august 1868.^[99]

Den 23. august står der i dagbogen: ”Jeg er i Dag ikke glad, utilfreds i Sindet og skrev da jeg gik til Middagsbordet” – det her omtalte digt, hvis tre strofer i det følgende er indført i dagbogen.^[100] Afskriften her gengiver uden tvivl den oprindelige version af digtet. Den adskiller sig på et par punkter fra den endelige. Første strofes sidste linie lyder i dagbogen: ”Og Snillets Udtryk med”, dvs. talentets, genialitetens udtryk. I anden strofe er der foretaget en rettelse i anden linie: Det først skrevne “Hvad er din Sorg og Fortræd” er blevet overstreget og erstattet af det blivende: ”Hen farer Sorg og Fortræd”. De to tekstrettelser har været til fordel for digtet, selv om man måske nok kan sige, at der var tale om et lidt mere personligt digt, før de blev foretaget. Med ordene “Snillets Udtryk” har Andersen jo nemlig nok tænkt på sin egen digtergave, og “Hvad er din Sorg og Fortræd” er mere personligt end ”Hen farer Sorg og Fortræd”. I en note til det sted i romanen LykkePeer, hvor hovedpersonen synger “Kommer aldrig igjen!”, oplyses det i den udgave af romanen, som H. Topsøe-Jensen har redigeret, at første strofes fjerde linie oprindelig lød: ”Og Smilets Udtryk med”.^[101] Det er en fejllæsning.

I et brev til fru Melchior, som H.C. Andersen begyndte at skrive på Frijsenborg den 23. august 1868, men først fik skrevet færdigt dagen efter, omtaler han sit nye digt – og sit dårlige ben. Med galgenhumor skriver digteren om det sidstnævnte: ”De have Alle sagt: ”Ja, nu er det saa godt som helet; om et Par Dage er Alt forbi!”. Saaledes kunne de blive ved, til der kommer Sandhed i: “Alt forbi!””. Og om digtet, som Andersen vedlægger en afskrift af til fru Melchior, skriver han dagen efter:

Igaar holdt jeg op med at skrive; jeg kom ind i en veemodig Stemning, der ikke burde slutte Brevet. Imidlertid løftede Stemningen sig til Digtning; maaskee engang Hartmann eller Gade giver den Melodie. Her er, hvad jeg skrev og kaldte: ”Kommer aldrig igjen!”,^[102]

Digteren siger her, at hans stemning løftede sig til digtning. Det er sandt nok, at han må have følt sig inspireret til at digte, men at han stadig befandt sig i en nedtrykt sindsstemning, vidner digtets vemodige tone og dets triste tanker om. Af brevet til fru Melchior fremgår det også, at H.C. Andersen straks har fået den tanke ved lejlighed at bede en af sine komponist-venner om at komponere en melodi til det nye digt – sådan som han havde for vane at gøre, når han havde skrevet et digt, som han selv syntes godt om.

Lejligheden hertil kom et par år senere. Den 29. april 1870 noterer Andersen i dagbogen: “Blev om Aftenen hjemme og begyndte paa Eventyret om “Lykke-Peer”.”^[103]” Under arbejdet på den lille roman var digterens humør ofte dårligt, døden var tit i hans tanker: “Tænkt, som altid paa Døden, under forskjellige Skikkelser” (Dagbogen, den 6. juni 1870). Dagen efter sendte H.C. Andersen komponisten J.P.E. Hartmann en afskrift af det lille digt fra 1868, som han ønskede at få skrevet en melodi til. På det tidspunkt må digteren nok også have tænkt på at lade digtet indgå i romanen Lykke-Peer. Den 22. juni modtog han Hartmanns svar:

Tak for Digtet, Du sendte mig dermed [med brevet]! Det er skjønt, som det er, men saa trøstesløst; det er en smuk men uopløst Dissonants, og derfor er det mig ikke muligt at faae det godt musikalsk opløst, at faae en Slutning derpaa, som jeg nogenlunde selv kan synes om. Der staaer i anden Linie af det første Vers: ‘”Her er ei blivende Sted”; hvor da, hvor skeer den store Dissonants-Opløsning? Det var derom, jeg saa gjerne ville bede Dig om et, eller maaskee to, men helst dog kun eet Slutningsvers, saa bliver Digtet just Noget for mig, og hvortil jeg ret kan glæde mig.^[104]

Man forstår godt Hartmanns indvendinger mod digtets helt igennem triste indhold; men der findes ingen tegn på, at Andersen nogen sinde har opfyldt komponistens ønske om at få skrevet en eller to strofer mere. Og man forstår lige så godt, at digteren ikke kunne lave så meget om på et for længst færdigskrevet digt, at det blev et helt andet digt. Men at der ikke blev komponeret nogen melodi til “Kommer aldrig igjen!”, forhindrede jo ikke digteren i at bruge digtet i sin roman om Lykke-Peer. Og her blev der sat melodi til det!

Den måde, som digtet er blevet anvendt på i denne roman, kan også kaste lidt lys over det. Kapitel XIV i Lykke-Peer indledes med disse linier:

Tidt, naar Peer sad ved Claveret, klang i Toner derfra, hvad der rørte sig i hans Bryst og Hoved; Tonerne løftede sig i Melodi, der stundom bar Ordene med, de kunde ikke skilles fra Sangen; saaledes blev flere Smaadigte til, rhytmiske, stemningsfulde. Med dæmpet Røst bleve de sungne; det var, som om de, skye og bange for at fornemmes, hensvævede i Eensomheden.^[105]

De af mig kursiverede ord gengiver den sørgmodige stemning i “Kommer aldrig igjen!”, hvis tekst er aftrykt i romanen umiddelbart efter dette citat. Syngemeste-rens kommentar til Peers sang, som han har hørt, er da også meget præcis: “Tungt Humeur sætter ogsaa Blomster!”

Digtets sidste strofe citeres igen i bogens sekstende kapitel.^[106] Her hører vi om hovedpersonen, at han var lykkelig for sin kunst og sit talent – ”dog kunde der komme en Skygge over dette ungdomsglade Ansigt, og fra Claveret klang da Melodien til Ordene” om altings forsvinden, digtets tredje strofe. “Hvor veemo-digt!”, udbryder enkebaronessen, som denne gang har lyttet med. Og hun tilføjer: ”De har Lykken i dens fulde Maal! Jeg veed Ingen, der er lykkelig som De!” Det skal man ifølge Solon ikke kalde nogen, før han ligger i sin grav, svarer Peer; men han tilstår, at han er taknemlig og glad for sine betroede talenter. Men dette vurderer han anderledes end andre, tilføjer han og forklarer det med disse ord:

Det er et smukt Fyrværkeri, der farer hen og slukkes! Den sceniske Konstners Værk er forsvindende. De evigt lysende Stjerner kunne glemmes for Øjeblikkets Meteorer, men naar disse slukkes er der intet blivende Spor af dem uden de gamle Optegnelser.

Også i disse bemærkninger om sin kunst bruger Peer, som mine kursiveringer af en række ord viser, nøgleordene i det digt, som vi her i romanen første gang blev præsenteret for i kapitel XIV. Det vemodige digt er blevet et ledemotiv i romanen, et varsel om Peers nært forestående død. Selv om der i virkelighedens verden altså ikke blev sat melodi til digtet, tør man nok sige, at Andersen til fulde forstod at udnytte det i fiktionens verden. Og med disse ord vil jeg afslutte historien om, hvordan et dårligt ben førte til et godt digt.

En hel del af H.C. Andersens digte om døden er som vist ovenfor i høj grad stemningsprægede. Et par digte fra 1864 og 1866 kaldte han kort og godt ”En Stemning”. Under et ophold i Hamburg i juli 1873 skrev Andersen et digt, som han for tredje gang gav titlen ”En Stemning”. Den tilstand, som digteren befandt sig i, da han skrev digtet, kan vist bedst beskrives med ord som træthed og afkræftelse. Den var fremkaldt af en lang udlandsrejses besværligheder og af aldersbetingede helbredsmæssige problemer. Dertil kom “Angst for Reisen hjemad”, dvs. for det sidste lille stykke af den lange rejse – strækningen fra Hamburg til København. Digtet lyder sådan:

Tanker flyve fra Sjælen
Ud mod hver Himmelkugle,
Flyve som Sæbebobler,
Syngende Sommerfugle.
Jeg kan høre dem synge,
Veed, fra hvad Dyb de kom;
Hvad kan den travle Verden
Vel bryde sig herom?
Jeg kun fornam dem herinde –

Saae dem og saae dem forsvinde:
Solguld paa Skyens Søm! –
Saadan skal jeg forsvinde,
Alt skal slukkes herinde,
Livslyst, hver deilig Drøm -Svinde som Skyen og Skyggen, Det er Menneskelykken!

Sært Tankerne synke og stige
Som Bølger i Verdens Hav.
Du, Danmark, mit Hjertes Rige!
Forund mig min Glemsels Grav!^[107]

Digtets jeg er utvivlsomt digteren selv. I den første, lange strofe taler han om de tanker fra sjælens dyb, som han sender ud mod “hver Himmelkugle”. I digtet ”Den korteste Nat” fra 1875 udtrykker digteren det samme klarere: ”Og rundt om som Stjerneskud / Tanker flyve ud mod Gud”.^[108] Det er nok, siges det videre i første strofe, tanker, som ”den travle Verden” er ligeglad med; men for digteren selv er disse tanker om Gud og det uendelige univers betydningsfulde, selv om de forsvinder i den blå luft. Og sådan skal jeg også forsvinde, siger han med brug af et af nøgleordene i “Kommer aldrig igjen!” Livslyst og digterdrømme skal forsvinde som skyen og skyggen. Strofens ironiske – men smertelige – konklusion bliver denne: ”Det er Menneskelykken!”.

I den anden, kortere strofe undrer digteren sig over disse tanker, der kommer og går som havets bølger, men bryder så brat af og nøjes med blot at ønske sig ikke alene sin grav, men sin glemsels grav i sit “Hjertes Rige”, Danmark. Som ældre mand gav H.C. Andersen flere gange udtryk for ønsket om at dø i sit fædreland.^[109] Både som ung og som gammel har han forbundet tanken om døden og graven med glemsel. I ungdomsdigtet ”Min Vise” (1831) forekommer glemslen ham ikke behagelig; på samme måde forholder han sig hertil i sene digte som ”En Stemning” (1873) og “Oldingen” (1874),

Kun et par år før sin død gjorde H.C. Andersen sig sådanne tanker om døden og dens følger. Mørkt og melankolsk er dette digt. Det er, som om dets mange tanker i første strofe ikke når frem til Gud, sådan som det var meningen, og dets sidste tanke i anden strofe når ikke længere end til død og grav, hvormed alt vil være forbi, og alt vil blive glemt. Sjælens tanker om Gud og evigheden forsvandt – men de dukker op igen, som vi nu skal se.

I 1874, nøjagtig halvtreds år efter, at H.C. Andersen som nittenårig havde skrevet sit første digt om sjælens udødelighed – det lange digt “Sjælen” – satte den syge og aldrende digter sig ved skrivebordet og skrev endnu et smukt digt om sjælen, som han med sig selv i tankerne gav titlen “Oldingen”. Det lyder således:

Foran den store Indgang nu jeg staaer
Ved Død og Grav.
Syv Gange ti er Støvets Leveaar,
Det Rum, Gud gav;
Mit Legem’ kastes hen, en udslidt Klud,
Og Sjælen – Sjælen, skal den slettes ud,
Alt, hvad jeg elsked’, stræbte, leved’, led,
Gaae op i Glemsel? – Er det Evighed?

Er da det Hele kun et Spil af Kræfter,
Alt uden Med?
Hvorfor fik vi da denne Længsel efter
En Evighed?
Har Jesus, som for os sit Liv hengav,
Kun fundet, vundet med os Død og Grav,
Da er vor Tro, vort Haab, vort Liv Bedrag
Og ikke Kjærlighedens store Sag!

Den Kraft, som ordned’ alle Kloders Gang
Ved Ordet: “Bliv!”
Det Forsyn, hvorfra Kjærlighed udsprang,
Har evigt Liv.
– Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt,
Er uforkrænkelig, kan ei gaae tabt;
Vort Jordliv her er Evighedens Frø,
Vort Legem’ doer, men Sjælen kan ei døe!^[110]

Det lyriske jeg i den første strofe er digteren selv; i de to andre strofer taler han med brug af et ”vi” også på mange andres vegne. De tre strofer har hver otte vers, de fire første med krydsrim, de fire sidste med parvise enderim. Ti år tidligere havde H.C. Andersen skrevet et digt om en angst så stor, som stod han foran dødens dør. Nu, hvor han føler, at døden virkelig nærmer sig, røber han ingen dødsangst.

I versene 3 og 4 i den indledende strofe hentyder digteren til den 90. salme i Salmernes Bog, vers 10: “Vore livsdage er halvfjerdsindstyve år, og kommer det højt, da firsindstyve”. Når legemet er brugt op, kastes det hen, hedder det i vers 5. Men sjælen, spørger digteren i strofens tre sidste vers, hvad sker der med sjælen? Skal den også udslettes, og alt, hvad den betød for mig i mit liv, gå op i glemsel. ”Er det Evighed?” Det er digtets store spørgsmål, som han her har sat sig for at give et svar på. Nøgleordet “Evighed” nævnes i alle tre strofer.

Anden strofe indledes med dette spørgsmål: er ”det Hele” – menneskelivet -kun et tilfældighedernes spil uden nogen mening? Det spørgsmål svarer digteren på med et nyt spørgsmål: “Hvorfor fik vi da denne Længsel efter / En Evighed?”Hvis Jesus, som ofrede sit liv for os, kun vandt død og grav, ”Da er vor Tro, vort Haab, vort Liv Bedrag / Og ikke Kjærlighedens store Sag!” (kursiveringerne er mine). Her hentydes til Paulus’ ord om tro, håb og kærlighed (1. Kor., Kapitel 13, vers 13).

H.C. Andersen argumenterer i denne strofe helt i overensstemmelse med den rationalistiske teolog og lærebogsforfatter Peter Krog Meyer. Han skriver i sin bogs § 156, at vi af Gud tør håbe på, at han ikke vil unddrage os ”den høist muelige Grad [af] menneskelig Lyksalighed”, nemlig sjælens udødelighed. Og derefter følger argumentet herfor, der netop er det, som Andersen bruger i digtet:

Hvortil nedlagdes ellers i Menneskets Natur den Ahnelse om noget Varigere og Bedre, end det Nærværende; den Længsel efter større Lys, friere Virksomhed under fortsat Tilværelse [..] Deslige Længsler og Følelser kan den Algode ikke have foranlediget hos os, uden tillige at have bestemt os til en Tilstand, i hvilken vore Ahnelser, Ønsker og Forhaabninger skulle vorde opfyldte. Det Modsatte vilde være at skuffe [læs: bedrage] os med et tomt Haab (kursiveringerne er mine).^[111]

Jesus nævnes ikke så ofte ved navn i H.C. Andersens digte (anderledes forholder det sig med mindedigtene over afdøde), men her omtales hans offerdød på korset.

I den første halvdel af digtets sidste strofe konstaterer digteren, at Gud som skaber af hele det vældige univers og som menneskeverdenens kærlige styrer har evigt liv. I det første verspar alluderes der med ordet “Bliv!” til Guds ord i den bibelske skabelsesberetning: ”Der blive lys!” I den sidste halvdel af strofen giver digteren svaret på det spørgsmål om sjælens skæbne efter døden, som han stillede i digtets første strofe: Når Gud har evigt liv, og når han har skabt menneskesjælen i sit billede, så er sjælen “uforkrænkelig”, den kan ikke gå tabt. Denne digtets konklusion giver han større vægt ved at gentage den i strofens sidste vers: “Vort Legem’ døer, men Sjælen kan ei døe!” I den næstsidste verslinie siges det, at livet her på jorden er “Evighedens Frø”. Det er et billede, som Andersen bruger i flere andre digte, fx i en salme fra reformationsjubilæet i 1836: ”Jeg skal ei døe! / Dybt i min Sjæl er et Frø; / Det vorder Evigheds Palme” og i et digt i rejsebeskrivelsen I Spanien fra 1863: ”Lys ind i mit Hjerte, derinde Du lagde / Et Sandhedens leven-degjørende Frø”.^[112]

I ”Oldingen” findes der ingen angst og ingen tvivl, kun tro og mod. Digtets fire sidste linier står som indskrift på H.C. Andersens gravsten. Tanker og formuleringer i digtet (2) er nært beslægtede med fortællerens bemærkninger om hovedpersonen, Jørgen, i slutningen af den fjorten år ældre fortælling ”En Historie fra Klitterne” (1): ”Alle de store Evner i Sjælen altsaa spildte?” (1), ”Og Sjælen – Sjælen, skal den slettes ud” (2); ”Kun et Spil for Tilfældigheder var og er det Hele” (1), ”Er da det Hele kun et Spil af Kræfter, / Alt uden Med?” (2); ”Det i Gud skabte Billed havde intet bedre Værd?” (1), ”Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt, / Er uforkrænkelig, kan ei gaae tabt” (2).^[113]

”Tungt Humeur; Livslede og Angst for at døe” hjemsøgtes H.C. Andersen af i det tidlige forår 1875; men alligevel skrev han det lille optimistiske digt ”Miraklet”.^[114] I dette digt beretter han om det mirakel, at et tretusinde år gammelt hvedeaks fra en pyramide i ørkenen spirede, da man plantede det, og at det satte aks og bar korn.. Heraf drager digteren i digtets slutning denne konklusion:

– Et saadant Liv i et Korn er lagt!
Hvor stor er da Menneskesjælens Magt?
Dens Hylster lægges i Jorden ned,
Men selv har den Liv for Guds Evighed.
Miraklet i Hvedekornet Du seer:
Du kan ei forstaae det, men seer – det skeer!

Det utroligste er virkeligt – hvor meget mere må så ikke sjælens udødelighed være virkelighed?, lyder digtets analogiargument.

Den 13. juni 1875 stod H.C. Andersens sidste tankedigt om døden i Illustreret Tidenden.^[115] Digterens helbred var dårligt, kræfterne svindende og humøret svingende. Han havde først givet digtet titlen “Tunge Tider”, men ændrede den senere til ”Tunge Timer”. Dets fem strofer lyder sådan:

Vor Tid skriver nu paa sin Viisdomsbog;
Er det til Godt eller til det Værre?
Det er forfærdeligt at blive saa klog,
At man ikke troer paa Vor Herre!

O, det var bedre for Hver og Een,
Der foragter hver fattigt Begavet,
At om hans Hals hang en Møllesteen,
Og han laae dybest i Havet.

Nu alle Overmaals Kloge veed:
Gud skabtes ved Menneskets Snille,
Og Mennesket er ”Ufeilbarlighed”,
Et Grundstof er Livets Kilde.

Alt, hvad vi stræbte og leved’ og led,
Udslukkes med Livets Flamme.
I et bundløst Intet synke vi ned,
Ondt og Godt er Et og det Samme.

O evige Gud, bliv hos os! Bliv!
I Dig og ved Dig Alt er givet!
Forund os i Naade ”det evige Liv”
Og Erindring om Jordelivet!^[116]

Verden er ved at gå af lave. Det konstateres allerede i digtets optakt. I digtet taler digteren på manges vegne: ”Alt, hvad vi stræbte og leved’ og led”. Tidens kloge hoveder skriver nu på deres ”Viisdomsbog”. Er det ”til Godt eller til det Værre”, spørger digteren, og han svarer selv på spørgsmålet i første strofes to sidste linier: ”Det er forfærdeligt at blive saa klog, / At man ikke troer paa Vor Herre!” Det må være ateister eller materialister, han her taler om. Om dem skriver Andersen i november 1874 i sin dagbog, at ”nogle af de unge Materialister forleden have sjun-get Psalmer, knælet og gjort Nar af Troen”. Og den gamle digter overvejer straks, om han skulle skrive noget imod dem: ”Vilde jeg kunde skrive et lille godt Eventyr mod de religiøse og politiske Rørelser her hjemme ”i mit kjære Danmark”.^[117] Et eventyr blev det ikke til; men digtet ”Tunge Timer” kan godt opfattes som digterens svar til tidens unge, der har forkastet troen på Gud og erstattet den med forgudelsen af mennesket. Andersen kendte selv til det at blive ”for klog”, omend han reagerede anderledes herpå end de unge materialister. Det oplevede han fx, da han i marts 1872 hørte, at digteren Carsten Hauch var død. I dagbogen nedfældede han den 5. marts dette år disse triste tanker herom: ”Er han nu Støv og Aske, død, slukt [,] brændt ud som Lyset, der ikke mere er til! Herre min Gud [,] kan Du lade os heelt forsvinde! Der er en Angst derfor [,] og jeg er blevet for klog – og ulykkelig”.^[118]

Digtets anden strofe er en fri gengivelse af Mattæus Evangeliets kapitel 18, vers 6: ”Men den, der forarger [krænker, vækker anstød hos] en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb”. H.C. Andersen var fortrolig med og forstod at bruge sin Bibel.

Ifølge tidens “Overmaals Kloge”, ateisterne og materialisterne, er Gud kun en menneskelig opfindelse, menneskene selv er ufejlbarlige og livets kilde er et kemisk grundstof – ikke en almægtig, guddommelig skaber (strofe 3). Digterens syn på denne nymodens klogskab eller videnskab fremgår klart af den måde, han omtaler den på.

I fjerde strofes første linier citerer Andersen sig selv, nemlig de to sidste linier i første strofe af digtet ”Oldingen”: ”Alt, hvad jeg elsked’, stræbte, leved’, led, / Gaae op i Glemsel? – Er det Evighed?” I den tilsvarende opregning i ”Tunge Timer” er ”jeg” erstattet med ”vi”, “elsked’” er udeladt og asyndesen er ændret til polysyndese. Det billede på livet, der bruges her, er en flamme, og billedet på døden er så naturligvis slukningen af flammen. Det samme billedsprog benyttes i digtet ”En Stemning” fra 1873, og i det lige citerede dagbogsnotat om Hauchs død anvendes det også. Strofens tredje vers – ”I et bundløst Intet synke vi ned” – svarer til ordene om sjælens tilintetgørelse ”i Intets Skjød” i digtet ”Sjælen” og til beskrivelsen af den mørke og ensomme grav i digtet ”Jeg har en Angst som aldrig før”. “Ondt og Godt er Et og det Samme” slutter den fjerde strofe. I en gudløs verden eksisterer der ingen moralsk verdensorden, og der findes ingen overjordisk, guddommelig instans, som i det hinsidige sørger for at tilvejebringe et retfærdigt forhold mellem et menneskes værd og dets skæbne. Hvad dét efter H.C. Andersens opfattelse måtte medføre, formulerede han klart allerede i sit ungdomsdigt ”Sjælen: „Lev og nyd, blev da, o Gud, / Livets store sande Bud”.

Fra de alt for kloge mennesker vender digteren sig i digtets sidste strofe mod Gud med en bøn. Ligesom i digtet ”Oldingen” bruger han her – hele to gange -ordet “bliv”, men nu med betydningen ”forbliv”. Alt er givet af Gud, understreges det her. I de to sidste linier beder digteren Gud om to ting: om det evige liv og om “Erindring om Jordelivet”. Den sidste bøn finder vi forklaringen på fx i vers som disse i andre digte: ”her er godt at være!” (”En Digters sidste Sang”) og ”Vort Liv er det deiligste Eventyr” (”Paa Livs-Seiladsen er Gud det Fyr”).^[119]

Selv om der ikke optræder noget lyrisk jeg i digtet, er ”Tunge Timer” et meget personligt digt. Dets reviderede og endelige titel peger på digteren selv, på hans bekymring over tidens irreligiøsitet. I sit første digt om sjælen fra 1824 ofrede han kun nogle få vers i én af digtets syv lange strofer på den “fæle Tanke”, at sjælen ville gå til grunde ved døden, og tanken afvistes blankt. Ganske anderledes bærer han sig ad i “Tunge Timer”: Her handler hele fire af digtets fem strofer om benægtelsen af Guds eksistens og sjælens udødelighed. Tiderne har – trods alle de moderne opfindelser og imponerende tekniske fremskridt, som H.C. Andersen beundrede – forandret sig til det værre. Det er budskabet i hans sidste digt om døden.

”Tunge Timer” er ikke H.C. Andersens første forsvar for gudstroen og sjælens udødelighed. Allerede midt i halvtredserne brugte han et par år på at skrive en roman, som skulle forsvare troen mod materialismen, romanen At være eller ikke være (1857). I et brev til veninden Henriette Wulff af 27. december 1855 omtaler Andersen materialismen på denne måde:

De veed at især i Tydskland, udbreder sig, ved dygtige Lærde, Materialismen, i det man videnskabeligt klarer alt Enkelt! Verden bestaaer af Materie og Kræfter og alt som disse blandes bliver der en Steen, en Plante, et Dyr eller Menneske! Hele det kunstige Maskineri forklares paa det fuldkomneste, men det bliver dog kun Maskineri, og det Hele synes at være mig da en Fortvivlelsens Tilværelse; Mennesket bliver saaledes kun et Led i en heel Skabnings Art; Udødelighed – Gud selv forsvinder – det er grueligt!^[120]

Den tredje strofe i ”Tunge Timer” er stort set en gentagelse af denne beskrivelse af materialismen. H.C. Andersen ønskede at forene tro og viden: ”for mig belyser Videnskaben just den guddommelige Aabenbaring; jeg gaaer med aabne seende Øine til det Maal de Andre blindt hen søge til. – Vor Herre kan godt taale at sees paa med den sunde Forstand han gav os”, skriver han i det samme brev. Men når han troede, at han med sin roman ville kunne yde et væsentligt bidrag til at mane ”dette Materialismens alt Guddommeligt opslugende Uhyre” i jorden, tog han fejl: romanen lykkedes ikke rigtig for ham; dens hovedperson blev lidt af en træmand.

Sin helt egen form for kristen tro holdt H.C. Andersen fast ved hele livet. Der findes intet digt, hvor han helt har “sluppet” Gud. Det nærmeste, han kommer til “gudløshed”, som han kalder det, er nok første strofe i digtet ”Jeg har en Angst som aldrig før” (”Som stod jeg foran Dødens Dør, / Og maatte ind og styrte ned / I Mørke og i Eensomhed!”). Sjælens udødelighed tror eller håber digteren på i langt de fleste af sine digte om døden. Som eksempler på digte, der udtrykker eller tyder på tvivl herom, kan nævnes ”Du stærke Død – ” (”Staaer jeg kun op, som Græs i Dødens Have?”), “Hvor flyver min Tanke imorgen den Dag?” (”Jeg lukker mit Øie til evig Ro, / Hvad eller til Klarhed i Gud og Tro”), “Kommer aldrig igjen!” (“Alt farer hen som Løvet, / Tiden og Mennesket med!”) og ”En Stemning” fra 1873 (“Saadan skal jeg forsvinde, / Alt skal slukkes herinde”).

Angst for døden, for at træde ind i ”det ubekjendte Land”, eller den langt større angst for sjælens tilintetgørelse sammen med legemet gives der udtryk for i en mindre del af digtene, fx i ”Du stærke Død – ” (”Du stærke Død, din Taushed vækker Gru; / Dit Spor er jo kun Kirkegaardens Grave.”). Ordet ”Gru” er stærkere end “Angst”, det betyder rædsel eller gysen. “Psalme” (“Ryst bort min Angst!”), den yngre salme ”Jeg har en Angst som aldrig før”, hvis første linier er citeret ovenfor og ”Du Evighedens Gaade” (”O lad den Tro ei briste / Hos mig i Angstens Stund”).

Mod og fattethed finder man udtryk for i en del digte, bl.a. i ”Guds Godhed” (”I Døden er jeg ei fortabt, / Jeg er i dine Hænder”), ”En Digters sidste Sang” (”Løft mig kun bort, Du stærke Død”), ”I Dødsstunden” (”Og ingen Sorg mig truer. / I Dødens Stund saa lys og kort”) og i “Psalme” (”Og min Fortrøstning dog saa stor. [..] Forund mig Barnets hele Mod”); men angsten for døden træder dog tydeligere frem end det modsatte.

Gud spiller helt naturligt en betydelig rolle i H.C. Andersens digte om døden. Af treenigheden er det faderen, som her er den dominerende skikkelse. Jesus nævnes kun i et par enkelte digte ved navn, men fadervor citeres eller omtales til gengæld adskillige steder. Helligånden har ikke fundet vej til nogen af digtene. Andersens gud er i høj grad en personlig gud, som han utvivlsomt dagligt har henvendt sig til, ligesom han gør det i mange af sine digte. Guds kærlige forsyn følte digteren, at han havde oplevet gang på gang i sit liv. I digtene lægger han vægt på Guds godhed (ligefrem titlen på et af hans digte) og retfærdighed, og han omtaler desuden Gud som nådens Gud og som en kærlig fader.

I sin fortræffelige bog Forvandlingens pris. H.C. Andersen og hans eventyr (2004) har Johan de Mylius et kapitel med titlen “Mellemtilstanden”. Her gør forfatteren rede for dette begrebs betydning – et begreb, som hele dette kapitel handler om. Han viser, at B.S. Ingemann og H.C. Andersen var fælles om den forestilling, at sjælen efter døden undergår en stadig udvikling under en trinvis rejse ud i universet, op imod Gud. Sjælens udrustning til den store himmelfart beskriver de Mylius med disse ord: ”I mellemtilstanden iklædes sjælen et nyt legeme, et åndeligt legeme eller et lys-legeme.”^[121] Og han viser, at Andersen tidligt var med på denne tanke ved at omtale og citere første strofe af ungdomsdigtet “Pauli 1 Cor. 15, 42-44”, hvor der tales om, at ”Et aandigt Legem slutter / sig om den stærke Aand” ved et menneskes død. Englenes svæven omkring Gud i slutningen af H.C. Andersens historie “Engelen” fra 1843 er ifølge Johan de Mylius ikke alene en Paradis-vision, men også ”et plastisk, anskueligt udtryk for mellemtilstanden, den gradvise eller trinvise afstand til [?] eller nærmelse til centrum, til Gud, et dyb [?] ind mod midten af større og snævrere cirkler.”^[122]

At Andersen og Ingemann et langt stykke af himmel vej en var enige om sjælens hinsidige skæbne, kan der ikke herske tvivl om. Men om det er berettiget at anvende Martensen og Ingemanns begreb “mellemtilstanden” på Andersens digtning om døden, sådan som det gøres her, er derimod tvivlsomt. En sjæls tilværelse i en mellemtilstand forudsætter logisk to andre tilstande, en begyndelsestilstand og en sluttilstand. Hos Ingemann er det indiskutabelt, at alle disse tre tilstande er til stede. Han taler i sit efterladte læredigt Blik paa det Første og Sidste (1865) om

”De tre Paradiser” eller “Himmelstigetrin”. Først den nærværende, legemligt organiserede verden, der også indeholder en anelse eller en erindring om Paradiset. Dernæst “Sjælehjemmet”, “Hades-Paradiset” eller “Himmelrige-Paradiset”, hvor de døde i “Mellem-Tilstanden” fortsætter deres sjælelige udvikling. Og slutteligt “Opstandelsens Rige” eller “Salighedens Himmerig”, der består i den endelige forening med Gud: “Opstandelsen fra Paradis / Er Sjælens Himmelfart”.^[123]

Sjælens levetider og opholdssteder er altså ifølge Ingemann disse: (1) menneskets levetid her på Jorden, (2) fra døden til dommedag på skiftende steder (“trin”) i himmelrummet, (3) fra dommedag og i al evighed hos Gud i salighedens himmerige. Mellemtilstanden hos Ingemann, Martensen og en række andre teologer kan kort defineres som den tilstand, sjælen befinder sig i fra dødsøjeblikket til dommedag.

Hos H.C. Andersen findes disse tre tilstande ikke. Han regner kun med to sjæle-tilstande: sjælens jordiske liv og dens fortsatte og evige liv efter døden. Inge-manns tredje tilstand, “Opstandelsens Rige”, som består af sjælens forening med Gud ved verdens ende, leder man forgæves efter i Andersens digte om døden. De to digtere kunne nok være enige om, at den periode, som Ingemann kalder mellemtilstanden med dennes udtryk er en “Saligheds Lærlingestand”; men hos Andersen fører denne periode – ”den store Forvandling” – til sidst til sjælens forening med Gud, hans engle og alle de andre salige sjæle. Denne højeste lykke for menneskesjælen var H.C. Andersen alt for utålmodig til at ville gå med til at udskyde til dommedag engang ved dagenes ende. Det giver derfor ingen mening at tale om en mellemtilstand hos ham.

Om opstandelsen på dommedag skriver Ingemann, at “Dogmet om Personlighedens og Organisationens Fornyelse i en høiere aandelig Legemlighed er og bliver os af den høieste Betydning og Vigtighed.”^[124] Opstandelsen forestiller han sig som noget rent åndeligt, absolut ikke som sjælens genforening med den døde, gravlagte krop. Han tænker sig, at der sker dette med sjælen på dommedag: ”den afdødes sjæl skaber [..] ud af ”sit indre Væsens Traade” – og ”ved Instinet”! – et ”nyt Gevandt” – et nyt, men altså sjæleligt legeme”.^[125]

I biskop H.L. Martensens værk Den ckristelige Dogmatik (1849), som Ingemann med rette følte sig i god overensstemmelse med, beskrives den tredje sjæletilstand (her kaldt “sfære”), opstandelsens, som ”en Sphære, hvor vi atter skulle leve i Legemlighed, men i en forklaret [lysende, skinnende, åndelig] Legemlighed og en forklaret Natur, hvilket er Fuldendelsen, hvis Begreb er denne Verdens Fornyelse og Fuldkommelse til sit Maal”.^[126] Martensen henviser i det foregående til Paulus, 1. Kor., kapitel 15, versene 42-44.

Disse teologiske forklaringer på, hvad der sker ved opstandelsen på dommedag, er forestillinger, som man ikke finder mage til noget sted i Andersens digte om døden. Her opnås saligheden dog som før nævnt heller ikke uden videre. Den ved døden frigjorte sjæl skal prøves og lutres, før den kan gøre sig håb om at kunne træde ind i den evige klarhed. Jordisk uretfærdighed skal udlignes efter døden, så enhver får en skæbne efter sit værd. Og hvert menneske skal stå til regnskab for sine tanker og handlinger og for sin etiske og religiøse stræben eller mangel på samme. Denne prøvelse eller dom finder sted lige efter døden, ikke først på dommedag. Den yderste dag i et menneskes liv er hos H.C. Andersen dets dødsdag, ikke den ukendte og måske fjerne dommedag. Når sjælen er kommet godt igennem ”den store Forvandling”, er blevet prøvet og lutret – renset for sit jordiske smuds – kan den svinge sig videre op i de højeste himmelsfærer, hvor den skal bade sig i Guds stråler sammen med de glade engle, som det siges i digtet “Sjælen”.

Om dommen over eller prøvelsen af sjælen siger Peter Krog Meyer i sin lærebog, at Skriften forestiller sig ”en strax efter Døden indtrædende Gjengjeldelses Tilstand”, hvorved ”det her ofte savnede nøiagtige Forhold imellem Værd og Skjebne [skal] vorde tilveiebragt”.^[127] I sin lærebogs sidste paragraf, ”Den yderste Dom, Verdens Ende”, udtaler han sig dog lidt forsigtigere: Gengældelsen eller dommen siges nogle steder i de hellige bøger ”at indtræde strax efter Døden”, mens andre steder antyder, at apostlene dels har tænkt sig jesu komme som dommer som noget nært forestående, dels har sat dommen i forbindelse med “Legemernes Opstandelse og Verdens Ende”.^[128] Andersen har klart foretrukket at holde sig til den først nævnte af disse tre muligheder.

Sine tanker om begrebet “mellemtilstanden” har Ingemann givet et poetisk billede af i bogen Tankebreve fra en Afdød (1855), hvor han i brevform lader en agtet, men i sin levemåde absolut ikke agtværdig borger berette om sin død og sine oplevelser i “Saligheds Lærlingestand”. I september samme år forærede forfatteren H.C. Andersen et eksemplar af sine Tankebreve. Andersen gav sig straks til at læse den lille bog. Det tog ham fjorten dage, så svær var bogen at komme igennem. Den første, han udtalte sig over for om sin læsning af Ingemanns digt, var veninden Henriette Wulff. Til hende skrev han herom i et brev af 10. oktober 1855:

Litteraturen har heller intet Nyt, det eneste er en Bog af Ingemann: “Tanke-Breve fra en Afdød”, der ere skrevne med Friskhed og Ungdom, men de ere mig næsten for friske, og den baggesenske Tone klinger mig fremmed hos den dybe kjærlige Ingemann; dog Bogen har meget fortræffeligt, kun smælter den ikke sammen med min Tanke om Overgang fra Død til “evigt Liv”, som det kaldes.^[129]

H.C. Andersen er tydeligt nok ikke ligefrem begejstret for sin ældre digtervens “Mellemtilstands-Billede”: brevene er skrevet ”med Friskhed og Ungdom” – men ”de ere mig næsten for friske”! Det er ganske pudsigt at se Andersen kritisere Ingemann for at skrive spøgefuldt i første del af et alvorligt værk; tidligere var det Ingemann, der advarede ham mod at gøre den slags. Høfligt, men uden at sige for meget, tilstår Andersen dog, at “Bogen har meget fortræffeligt”. Han afslutter sin bedømmelse af bogen med en klar afstandtagen fra Ingemanns skildring af mellemtilstanden: ”kun smælter den ikke sammen med min Tanke om Overgang fra Død til “evigt Liv”, som det kaldes”.

Dagen efter skrev H.C. Andersen så et brev til Ingemann selv, hvori han takkede ham for hans Tankebreve og fortalte Ingemann om sin læsning af bogen og sit indtryk af den. Diplomatisk roser han Ingemann for ”den særdeles Ungdoms Friskhed, hvor med det Hele er skrevet”, en karakteristik, der blot er en let varieret gentagelse af det udtryk, som han brugte om bogen i brevet til Henriette Wulff. Han siger så sin mening om Ingemanns fremstilling af sjælens tilværelse i mellemtilstanden:

Hvad som ellers ligesom kjølner noget min Glæde ved dette nye Digterværk er noget personligt hos mig; min Forestilling om “Mellem-Tilstanden”, er anderledes end De heelt giver den, og De veed man veier og maaler efter sin Anskuelse.^[130]

Her er det værd at lægge mærke til, at Andersen sætter ordet “Mellem-Tilstanden” i citationstegn – han tager dermed ligesom forbehold over for det berettigede i at bruge denne betegnelse om det, som han selv kalder “Overgang fra Død til “evigt Liv””. Og han erklærer sig uenig med Ingemann i dennes opfattelse, at resultaterne af “Videnskabens og Poesiens store Karavaner” ingen værdi vil have for Gud. I resten af brevet glatter Andersen ud og takker gentagne gange pænt Ingemann for, hvad han har givet i sin nye bog. Allerede to dage senere besvarede Ingemann Andersens brev og forklarede og forsvarede sit digt. Først på årets sidste dag fik H.C. Andersen igen skrevet til sin digterven. Men i dette nytårsbrev blev det om Tankebreve kun til nogle supplerende, venlige og udglattende ord som disse:

Deres Tankebreve har jeg nu anden Gang læst og maaskee rigtigere læst end første Gang, da stillede jeg Digtningen ganske efter min Opfatning af Ideen, i stedet for ganske at hengive mig til den, det har jeg nu gjort og nydt og for-staaet bedre! De vil imidlertid erindre at jeg var saare glad i Meget, nu er det Hele mig klarere og jeg kan endnu fuldere udtale min Tak; en Digter skal man læse mere end een Gang, det første Indtryk er vel naturligt og sandt, men det rummer dog en stor Deel af vor egen Stemning og Anskuelse.^[131]

Johan de Mylius skriver i sin ovenfor nævnte bog om Andersens syn på mellemtilstanden, at digteren meget tidligt var på det rene med, at sjælen i denne tilstand iklædes ”et nyt legeme, et åndeligt legeme eller et lys-legeme”, idet han henviser til H.C. Andersens digt fra 1831 “Pauli 1 Cor 15, 42-44”. Men når digteren bruger dette skriftsted til at give sjælen et nyt, åndeligt gevandt straks efter døden, så anvender han stedet på sin helt egen måde. Martensen og Ingemann tolker Paulus sådan, at denne iklædning foregår på et langt senere tidspunkt og under ganske andre omstændigheder, nemlig ved sjælens indtræden i den fuldkomne salighed på dommedagen. Også på dette punkt går Andersen altså sine egne veje, uanfægtet af tidens teologisk ”rigtige” meninger. Og så er det her diskuterede digt med dets paulinske tale om ”Et aan-digt Legem”, der slutter sig om sjælen, for øvrigt på ingen måde repræsentativt for Andersens forestilling om sjælens udrustning til den store himmelrejse. I alle de andre digte, der kommer ind på dette emne, hedder det herom, at sjælen får (åndelige) vinger. I digtet ”Dødsøieblikket” siges det sådan: ”I Døden faae vi Vinger, det troe vi jo som Smaa, / Ja Aanden den faaer Vinger, som Tankens overgaae!”.

H.C. Andersens tanker om døden og livet efter døden er i det foregående ofte blevet sammenlignet med teologen og lærebogsforfatteren Peter Krog Meyers synspunkter. Kirkehistorikeren Bjørn Kornerup kalder Krog Meyer for et pædagogisk talent. Hans mest kendte skrift er den lærebog til brug i de lærde skoler, som Andersen brugte i religionsundervisningen. Kornerup bedømmer bogen således:

Den er paa sin Vis et dygtigt Arbejde, men føltes ved sin fortættede, stringente Form som alt for vanskelig for Skoledisciple. I teologisk Henseende viser den, at M. var en Overgangsskikkelse, der fra et rationalistisk Stade var ved at arbejde sig frem i mere positiv Retning. De gamle kirkelige Dogmer nægtes ikke, men fremtræder i stærkt afsvækket Skikkelse, og Forfatterens Hovedinteresse ligger saa afgjort paa det rent moralske Omraade.^[132]

Som skolebog har Krog Meyers Religions- og Sædelære altså nok ikke ligefrem været let at læse. Men som det forhåbentlig vil være fremgået af det foregående, har i hvert fald én elev i latinskolen – H.C. Andersen – haft ikke så lidt glæde af denne bog og personligt tilegnet sig en hel del af dens lærdomme, fx dens lære om livet her på jorden som et middel, der sigter mod et højere mål, og dens udførlige argumentation for sjælens udødelighed. Lærebogens ofte gentagne ord om menneskets anelse om og længsel efter noget varigere og bedre end jordelivet er noget, som må have talt direkte til den unge, romantiske digters hjerte.

Langt de fleste af H.C. Andersens digte om døden er ungdomsdigte fra tyverne og trediverne eller alderdomsdigte, skrevet i tresserne og halvfjerdserne. Kun forholdsvis få digte stammer fra den mellemliggende periode. I den henseende ligner Andersen sin ældre digterkollega Ingemann, som også var mest optaget af døden i sin ungdom og i sine sidste leveår.

Når man har læst alle disse digte, kan man godt komme lidt i tvivl om det berettigede i valget af denne fremstillings overskrift: ”Tanker om døden i digte af H.C. Andersen”. For digter han nu også om døden? Eller er det måske snarere vejen til ”Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem” og selve dette himmelske hjem, han udforsker på tankens vinger i digt efter digt.

 

Noter

1. ^ Johan de Mylius: H.C. Andersen. Samlede digte, 2000.
2. ^ H. Topsøejensen: H.C. Andersens Religion i: Vintergrønt. Nye H.C. Andersen Studier, 1976, s. 155.
3. ^ H. C. Andersens Samlede Skrifter, Tolvte Bind, Anden Udgave, 1879, s. 3-5.
4. ^ Peter Krog Meyer: Lærebog i den christelige Religions- og Sædelære med Hensyn paa Disciplernes Tarv i de lærde Skolers øverste Klasser, 1818, s. 274.
5. ^ H.C. Andersens Dagbøger, bd. I, 1971, s. 16.
6. ^ H.C. Andersen: Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, DSLs udgave ved Johan de Mylius, 1986, s. 93.
7. ^ H. C. Andersens Eventyr ved Erik Dal, bd. II, 1964, s. 232.
8. ^ Peter Krog Meyer: Lærebog, s. 267 f.
9. ^ Samme, s. 273.
10. ^ Samme, s. 269.
11. ^ Samme, s. 54 f.
12. ^ Dagbøger, bd. I, s. 9.
13. ^ Samme, bd. I, s. 34.
14. ^ Breve til Hans Christian Andersen ved C.St.A. Bille og Nicolaj Bøgh, 1877, s. 541 f.
15. ^ Alf Ahlberg: Filosofiens Historie, 1963, bd. 2, s.125 og bd. 3, s. 24.
16. ^ Samlede Skrifler, bd. 12, s. 6.
17. ^ Jørgen Skjerk: H. C. Andersen. Digte der ikke kom med i eventyrdigterens “Samlede Skrifter”, 2003, s. 50 f.
18. ^ Hans Adolph Brorson: Samlede Skrifter ved LJ. Koch, bd. I, 1951, s. 219.
19. ^ H.C. Andersen: Fodreise, s. 30 f.
20. ^ H. C. Andersens Eventyr, bd. IV, s. 53.
21. ^ Samme, bd. III, s. 113-120.
22. ^ Peter Krog Meyer: Lærebog, s. 285 ff.
23. ^ Gyldendals Litteraturleksikon, bd. II, 1974, s. 214 f.
24. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 361.
25. ^ Johan de Mylius: H.C. Andersen. Samlede digte, s. 856 og Forvandlingens pris. H.C. Andersen og hans eventyr, 2004, s. 312.
26. ^ Jørgen Skjerk: H.C. Andersen: Digte, s. 138 og Dagbøger, bd. VII, s. 285. – samme, bd. I, s. 1; Samlede Skrifter, bd. 12, s. 125, samme, s. 202; Jørgen Skjerk: H.C. Andersen:Digte, s. 137; Samlede Skrifter, bd. 12, s. 493, samme, s. 482.
27. ^ Hans Adolph Brorson: Samlede Skrifter, bd. I, s. 218 f.
28. ^ H.C. Andersen: Mit eget Eventyr uden Digtning ved H. Topsøe-Jensen, 1989, s. 68.
29. ^ H.C. Andersens Eventyr, bd. IV, s. 56.
30. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 413.
31. ^ H. C. Andersens Eventyr, bd. II, s. 229.
32. ^ H.C. Andersen: Fodreise, s. 66.
33. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 48.
34. ^ Samme, s. 68-71.
35. ^ Deutsche Gedichte ausgewåhlt von Katharina Kippenberg, 1950, s. 26.
36. ^ H. C. Andersens brevveksling med Lucie og B.S. Ingemann ved Kirsten Dreyer, bd. I, 1820-1853, 1997, s. 49.
37. ^ Samme, s. 51 f.
38. ^ H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin ved C. Behrend og H. Topsøejensen, bd. I, 1828-43, 1933, s. 262.
39. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 299 f.
40. ^ Samme, s. 201 f.
41. ^ II. C. Andersens brevveksling med Lucie og B.S. Ingemann, bd. I, s. 37.
42. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 166 f.
43. ^ Alf Ahlberg: Filosofiens Historie, bd. 2, s. 126.
44. ^ H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, bd. I, s. 42 f.
45. ^ Johan de Mylius: H.C. Andersen. Samlede digte, s.17.
46. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 85 f.
47. ^ H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, bd. I, s. 23.
48. ^ Breve fra H.C. Andersen ved C.St.A. Bille og Nicolaj Bøgh, 1878/2000, s. 45.
49. ^ II. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, bd. I, s. 32.
50. ^ Breve fra H.C. Andersen, s. 48.
51. ^ H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, bd. I, s. 49.
52. ^ Johan de Mylius: Forvandlingens pris, s. 310.
53. ^ Breve til Hans Christian Andersen, s. 433.
54. ^ Se note 50.
55. ^ Nicolaj Bøgh: Signe Læssøe, født Abrahamson. En Livsskildring, 1877, s. 136.
56. ^ H. C. Andersens brevveksling med Lucie og B.S. Ingemann, bd. I, s. 39.
57. ^ Samme, s. 45.
58. ^ Breve fra H.C. Andersen, s. 54.
59. ^ H.C. Andersen: Romaner og Rejseskildringer, bd. VII ved Morten Borup og H.A. Paludan, 1944, s. 97.
60. ^ Samme, s. 261.
61. ^ Dagbøger, bd. VII, s. 164.
62. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 218 f.
63. ^ Jørgen Skjerk: H.C. Andersen: Digte, s. 152 f.
64. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 245 f.
65. ^ Samme, s. 70.
66. ^ Jørgen Skjerk: H. C. Andersen: Digte, s. 165.
67. ^ Samlede Skrifier, bd. 12, s. 136 f.
68. ^ Samme, s. 392.
69. ^ H.C. Andersens Eventyr, bd. I, s. 238.
70. ^ Samlede Skrifler, bd. 12, s. 362.
71. ^ H. C. Andersen: Mit Livs Eventyr ved H. Topsøe-Jensen, bd. I, 1975, s. 292.
72. ^ H. C. Andersen: Mit eget Eventyr uden Digtning ved H. Topsøejensen, s. 91.
73. ^ Samme, s. 121.
74. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 193 f.
75. ^ Samme, s. 360 f.
76. ^ Samme, s. 412.
77. ^ H.C. Andersens Eventyr, bd. II, s. 229.
78. ^ H. C. Andersen: Romaner og Rejseskildringer, bd. VII, s. 207.
79. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, ss. 385 og 407; H.C. Andersen: Digte ved H. Topsøe-Jensen, 1966, s. 149; Samlede Skrifter, bd. 12, ss. 412 og 408; H. C. Andersen: Digte ved H. Topsøe-Jensen, s.149.
80. ^ Dagbøger, bd. VI, s. 76 ff.
81. ^ J.PE. Hartmann og hans kreds. En komponistfamilies breve 1780-1900 ved Inger Sørensen, bd. 2, 1860-1889, 1999, s. 766.
82. ^ Citeret fra Jørgen Skjerk: H.C. Andersen: Digte, s. 402.
83. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 380 f.
84. ^ Dagbøger, bd. VI, ss. 81 og 86.
85. ^ H.C. Andersen: Mit eget Eventyr uden Digtning, s.112.
86. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 385.
87. ^ Peter Krog Meyer: Lærebog, s. 272.
88. ^ H.C. Andersen: Digte ved H. Topsøe-Jensen, s. 138.
89. ^ J.P.E. Hartmann og hans Kreds, bd. 2, s. 855.
90. ^ Samme, s. 857.
91. ^ Dagbøger, bd. VII, s. 140.
92. ^ H. C. Andersen: Digte ved H. Topsøe-Jensen, s.150.
93. ^ H.C. Andersen: Romaner og Rejseskildringer, bd. VII, s. 355.
94. ^ Dagbøger, bd. VII, s. 285 ff.
95. ^ H.C. Andersen: Digte ved H. Topsøe-Jensen, s. 165.
96. ^ H.C. Andersens Eventyr, bd. III, s. 106.
97. ^ Dagbøger, bd. VIII, s. 385.
98. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 392.
99. ^ Dagbøger, bd. VIII, s. 115.
100. ^ Samme, s. 116.
101. ^ H.C. Andersen: Romaner og Rejseskildringer, bd. V, s. 354.
102. ^ Breve fra H.C. Andersen, s. 822 f.
103. ^ Dagbøger, bd. VIII, s. 362.
104. ^ J.P.E. Hartmann og hans Kreds, bd. 2, s. 965.
105. ^ H. C. Andersen: Romaner og Rejseskildringer, bd. V, s. 297 f.
106. ^ Samme, s. 308 f.
107. ^ Dagbøger, bd. X, s. 134 og Samlede Skrifter, bd. 12, s. 391 f.
108. ^ H.C. Andersen: Digte ved H. Topsøejensen, s. 177.
109. ^ Dagbøger, bd. VIII, s. 309 og bd. IX, s. 166.
110. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 392 f.
111. ^ Peter Krog Meyer: Lærebog, s. 271.
112. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 482 og H. C. Andersen: Romaner og Rejseskildringer, bd. VII, s. 315.
113. ^ H.C. Andersens Eventyr, bd. III, s. 195.
114. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 398 f.
115. ^ Dagbøger, bd. X, s. 464.
116. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, s. 400 f.
117. ^ Dagbøger, bd. X, s. 352 f.
118. ^ Samme, bd. IX, s. 232.
119. ^ Samlede Skrifter, bd. 12, ss. 362 og 413.
120. ^ Breve fra H.C. Andersen, s. 644.
121. ^ Johan de Mylius: Forvandlingens pris. H.C. Andersen og hans eventyr, s. 337.
122. ^ Samme, s. 339.
123. ^ B.S. Ingemann: Tankebreve fra en Afdød ved Knud Bjarne Gjesing, 1995, s. 168 f.
124. ^ Samme, s. 113.
125. ^ Samme, s. 167.
126. ^ H.L. Martensen: Den christelige Dogmatik, Femte Oplag ved Alfred Th. Jørgensen, 1904, s. 449.
127. ^ Peter Krog Meyer: Lærebog, s. 279.
128. ^ Samme, s. 288.
129. ^ Breve fra H.C. Andersen, s. 636.
130. ^ H.C. Andersens brevveksling med Lucie og B.S. Ingemann, bd. II, s. 347.
131. ^ Samme, s. 350.
132. ^ Dansk biografisk Leksikon ved Povl Engelstoft og Svend Dahl, bd. XV, 1938, s. 549.