En af de største, positive oplevelser jeg havde under arbejdet med bogen Danmarks Havekunst II, omhandlende perioden 1780erne – 1945, var mit møde med H.C. Andersen. Det havde fra begyndelsen været vigtigt for mig at finde samtidige udsagn om de omhandlende haver, meget gerne af skønlitterær art også, og H.C. Andersen var en selvskreven kilde. Men jeg havde ikke ventet, at han var så up to date; at han var så meget journalist; at han arbejdede så meget ud fra faktuelle oplysninger og de nyeste landvindinger inden for hortikultur og havekunst. Meget af det, der skete omkring ham, anskuet fra denne faglige synsvinkel, afspejler sig indvævet i mere eller mindre indirekte form i hans eventyr. Her udgør de en guldgrube af indlevede informationer. Symboler og fakta blandet sammen – kendsgerninger og fiktion oversat til eventyrets form.
Gennem en havehistorisk analyse af et tidligt eventyr som Tommelise, fra 1835 og den sene, Gartneren og Herskabet, fra 1872 kan der tegnes en række træk af 1800-årenes havekunsts historie. Det vigtigste eventyr er i denne forbindelse så absolut Gartneren og Herskabet, fordi der heri også tegnes et ret indgående billede af herregårdshaven, der havde sin storhedstid på netop den tid.
H.C. Andersen var en god iagttager og har stedvis bidende og sarkastisk beskrevet herregårdsmiljøet. Alligevel var han en skattet gæst. Berømmelsen og hans underholdende oplæsninger af egne tekster om aftenen bidrog også stærkt hertil. Roen ude på landet (langt fra hovedstadens kritik), opvartningen, den kultiverede omgangstone, spadsereturene i haverne, køreturene i landskabet, hans registrering af planter og dyrs færden, hans kreative tilrettelæggelse af havefester, hans festlige udsmykninger af middagsborde, hans klip ikke bare i papir, men også i blade og ikke mindst de blomsterbuketter, han bandt, var alt sammen med til at befordre hans digteriske univers. Hertil bidrog også herregårdsgartneriet, som det praktiseredes.
Haveplaner fra tiden viser, at dette var omfattende. Det gjaldt ikke kun prydhaverne, men også køkkenhaverne, hvor drivhuse nu som regel blev fast inventar til fremelskning af ikke blot de mange udplantningsplanter, der var nødvendige til de gardenesque eller skøngartneriske tæppebede, men også til overvintring af de mange nye planter hjemtaget fra det meste af verden.
Det er ikke usandsynligt, at han på herregårdene også stødte på den allernyeste havelitteratur blandt andet i form af havetidsskrifter, som nu var begyndt at udkomme, også i Danmark.
I herregårdshaverne fandt han motiver eller planter, andre fandt ubetydelige eller slet ikke så. Skræpperne langs flere af herregårdenes voldgrave for eksempel. Han kunne ophøje det grønlige mørke under et skræppeblad til et arkitektonisk rum over en anderede, så vi uden mindste besvær kan se det for os, som i Den grimme Ælling, 1843, Andersens mest berømte eventyr. Han gjorde denne uanselige plante til noget særligt. Også når han lod dens skræppeverden befolke af et sneglepar, som i eventyret Den lykkelige Familie, som han skrev i London i 1847, og som var direkte inspireret af skræppepartiet på Glorup, anlagt for at fremelske vinbjergsnegle.
I eventyret Tommelise (1835) lader han et menneske, godt nok et lille bitte et, stå på et stort, drivende åkandeblad trukket af sted af en sommerfugl. Hvilken idé! Alene at komme på tanken. Havde H.C. Andersen hørt om Victoria regia med det kæmpestore, flydende blad, der kunne blive næsten to meter i diameter, og om hvilket man sagde, at det kunne bære et voksent menneske? Den vandlilje, som for den botaniske verden blev fundet i 1801 i Brasilien og beskrevet i 1825 og første gang publiceret i 1832? Den, som i 1837 opkaldtes efter dronning Victoria?
Man havde fulgt denne botaniske sensation nøje og vidste helt præcist, hvornår den blomstrede første gang; det skete den 8. november 1849 i the Duke of Devonshires specialbyggede væksthus i Chatsworth, det, der var konstrueret af stedets chefgartner Joseph Paxton. En blomst overraktes dronningen. Bladets struktur inspirerede siden Paxton til konstruktionen af Chrystal Palace i London, opført til at rumme den store industriudstilling, 1851.
Victoria regia blev først omtalt på dansk grund af blandt andet botanisk gartner August Weilbach i 1851 og 1855 (i Dansk Tidsskrift, V, s. 1-20 og i Berlingske Tidende 1855, nr. 183). Den omtaltes også i Dansk Haugetidende i 1853, 1855 og 1860. I sidstnævnte kunne en lille notits fortælle, at handelsgartner Hansen på Nørrebro til glæde for planteelskere havde plantet ‘Den kongelige Vandlilie og andre tropiske planter’ i sit ‘smukke og store Victoriahus’ og at ‘en saa herlig Kulturtilstand … hidtil ikke har været seet hos os’ (s. 112). Andersen kunne naturligvis ikke lade barnet drive på et blad af Victoria regia, derfor et åkandeblad, men idéen til eventyret kan udmærket hænge sammen med omtalen af det botaniske fund.
Gartneren og Herskabet (1872) sammenfattede herregårdsgartneriet, som i disse år var underlagt en stor ekspansion, og som H.C. Andersen havde kunnet følge på allernærmeste hold. Andersen var en flittig gæst på blandt andet Glorup, Bregentved, Holsteinborg, Frijsenborg, Espe, Basnæs og Nysø og fik derigennem føling med udviklingen. Glorup fik han eksempelvis lejlighed til at følge over en så lang periode som 30 år (1839-1869). Landskabsgartner Henry August Flindt var aktiv i de fleste af de nævnte herregårdshaver. Flindt, som omtales i Andersens dagbog, var tidens absolut førende landskabsgartner – sammen med den ældre Rudolph Rothe og den yngre Edvard Glæsel, som dog først rigtigt begyndte sin selvstændige virksomhed i 1880erne.
I Gartneren og Herskabet repræsenterer gartner Larsen på forbilledlig vis samtidens gartnersituation. Det gjaldt først og fremmest den faglige, hortikulturelle ambition: ‘… han vilde det Bedste og gjorde det Bedste’, og han forsøgte hvert år at bringe ‘noget Fortrinligt af alle Havearter’. Denne konkurrencementalitet var typisk for tiden.
Typisk var også gartner Larsens alsidige virkefelt. Han skulle ikke blot få det til at gro i blomsterhaven og i frugt- og køkkenhaven, men han skulle også fremelske nye eksotiske og spændende pryd- og nytteplanter, dyrke og overvintre udplantningsplanter i væksthusene. Han sendte og byttede sig sikkert også til podekviste og frugtkerner, hvad der var almindeligt i tiden, ligesom han sendte frugt af særlig god sort i kasser både inden- og udenlands til herskabets venner. Endelig solgte han, hvad der blev tilovers fra husholdningen. Der var altså også økonomi i havedyrkning. I stedse stigende grad drev man salg fra herregårdene for at tilvejebringe midler til hjælp ved havernes drift og vedligeholdelse. Senere skulle de økonomiske hensyn få overvægt, og i de gamle herregårdshaver opstod handelsgartnerier.
Gartner Larsen interesserede sig både for den vilde danske plante og for de nye eksotiske vækster, der udtrykte en international og nysgerrig holdning overfor det fremmede. Hvad angår eksotika var han og hans fagfæller ikke længere kun henvist til planteskolen James Booth & Sohne i Flottbek ved Hamborg, nu kunne de også fås fra flere af de danske planteskoler, der i disse år dukkede op, med hvert sit speciale.
Nedenstående vignet fra Vilmorin’s illustrierte Blumengartnerei, Berlin 1879 sammenfatter på flere måder 1800-årenes gartnersituation. Det kunne være Larsen selv, vi ser her, i gang med at rive foran det store væksthus. Så enorme blev væksthusene almindeligvis ikke i de danske herregårdshaver -på dansk grund overgik ingen palmehuset i den nye botaniske have, selv om flere udstyrsmæssigt godt kunne konkurrere med det i pragt, som Flindts tegning til et væksthus på Tranekær på Langeland, omkring 1886, viser. Den brede grusede gang, som afsnører forskellige geometrisk formede græsstykker, det høje springvand i det stensatte bassin, havens bugnende repertoire af blomster og frugter afspejlede alt sammen, at vi er et godt stykke oppe i århundredet. Sirlighed og orden var nu blevet kodeord. Blad- og blomsterkransen rummer ud over grønsager og frugt også, som basis for det hele, gartnerens haveredskaber – en spade, en rive, en kande og en priklepind til alle de små udplantningsplanter, der blev forkultiverede i væksthuset, og som ud på foråret plantedes og indplantedes i de mange bede udskåret i græsset.
Siden efterplantedes der, så det ensartede billede kunne opretholdes. Hvilken utrolig logistik lå der ikke i denne plante- og indplantningsstrategi. Det har krævet viden og solidt håndværk.
Men Larsen så også muligheder i planter, som herskabet ikke kunne se nogen æstetisk værdi i. Herskabet skulle have dem værdisat af andre af samme stand og helst af en ædel prinsesse, før de kunne forholde sig positivt til dem.
Det holdt hårdt for Tille Larsen’, som herskabet kaldte ham, at få gennemført sine nye ideer.
To gamle, næsten udgåede bladløse træer stod i vejen for en solfyldt, åben plads, hvor han ønskede at plante ‘en Tykning af Væxter, Hjemlands-Planter fra Marken og Skoven’.
Men han var heldig, gode Larsen, en storm væltede ikke alene de to fortidstræer, men også resterne af en ældgammel barokhave, hvor han trofast havde gået og fortsat klipningen af nogle taks formet som kroner og pyramider.
‘Hvad ingen anden Gartner havde tænkt paa i rig Fylde at plante ind i Herskabshaven, satte han her i den Jord hver skulde have, og i Skygge og i Solskin som hver Art behøvede det. Han pleiede i Kj ærlighed og det voxte i Herlighed.’
At være opmærksom på rette plante på rette vokseplads viste tilbage til Rudolph Rothes omtale af hjemmehørende planter og fædrelandstræer, som han blandt andet publicerede i bogen Landskabsgartneriske Betragtninger over Danmark, 1853. Men holdningen pegede bestemt også fremad, mod en nyere tids havekunstneriske idealer.
Larsen så skønheden i helt almindelige, uanseelige planter, ligesom landskabsmalere som Dankvart Dreyer, P.C. Skovgaard, J.Th. Lundbye i guld alderen i første halvdel af århundredet havde gjort det. Det samme havde fru Heiberg. I sin første have, på Christianshavn, hvortil hun flyttede i 1844, havde hun tilsået et stykke med korn. Det var da også karakteristisk, at fru Heiberg på sine ture i landskabet altid plukkede fra skov, mark og eng.
Andersen så skønheden i ‘Enebærbusken fra den jydske Hede’; ‘den blanke, piggede Christtjørn, altid grøn’, formentlig repræsenterende tidens smag for det stedsegrønne; skræppen, af andre regnet for ‘en ringeagtet Plante og dog ved sin Høide og sit mægtige Blad saa malerisk smuk’; kongelyset med sin rige blomsterstand; ‘Skovmærker, Kodriver og Skovlilieconvaller, den vilde Calla og den trebladede, fine Skovsyre’. Alt sammen var det ‘en Deilighed at see’.
Gartner Larsen (Andersen) holdt også af bregner, vel at mærke ‘mange forskjellige Arter’. De var da også et samlerobjekt i tiden. Særligt ‘Venushaar’ fremhævedes, fordi den tog sig så godt ud i buketter. Det samme gjorde også ‘den ringeagtede Borre’. Der var langt til den parfumeduftende blomst, som man kunne læse om i Dansk Havetidende i 1860 i en – fra fransk – oversat artikel ‘Om Maaden hvorpaa man kan farve og parfumere Blomster, idet man giver dem en Lugt og en Farve, som de ikke have af Naturen’. I deres natursyn bakkedes både digteren og gartneren op af artikler dels i Have-Tidende, hvor den tidligere direktør for Botanisk Have, J.W. Hornemann, havde skrevet ‘Om de indenlandske Planter anvendte som Ziirplanter’, 1836, dels i Dansk Havetidende, hvor der bragtes en artikel som ‘Forskjellige Maader, paa hvilke man kan forædle indenlandske Planter’, 1866. Ligeledes havde botanikeren og politikeren J.F. Schouw efter at være blevet direktør for Botanisk Have, i 1842, anlagt en samling af nationale planter.
Det var også gartner Larsen, som sammensatte buketter af friske blomster til herskabets stuer. De var ‘altid saa smagfuldt ordnede; Farverne kom ved Sammenstillingen ligesom i et stærkere Lys’. Andersen selv holdt meget af at binde buketter, og hverken han eller eventyrets herregårdsgartner lod sig hæmme af konventioner. Adskillige tidsskriftsartikler i tiden viste ellers, hvordan blomsterbuketter skulle sammensættes.
Det samme kunne de malede buketter. Som genre var blomster- og frugtstykket nyt, men det havde gamle forbilleder. Andersen besøgte ofte ‘Blomster Jensen’, som man kaldte J.L. Jensen, tidens førende blomstermaler, i dennes atelier og kunne finde på at medbringe blomster, der da blev malet med ind i billedet. Tidens buketter kunne være stærkt symbolladede, udtrykkende tanker og følelser, og var man i tvivl om budskabet, kunne man slå op i bøger som Blomstersproget bearbejdet efter Wildenbrucks tyske original, 1883.
Andersens buketter og kranse var enkle. De var bundet af det forhåndenværende – blandt andet bregner, visne blomster, skovmærker, vedbend, anemoner, vinca og morgenfruer. Skovbundens flora, ‘Skovgrund’, som han kaldte dette særlige plantesamfund, sendte han ikke blot i breve, men bandt i buketter, som han sendte til alle sine gode veninder i København (som han gjorde, da han opholdt sig på Espe og Basnæs, maj-juni 1871).
Hvad angår gartner Larsen, så hentede han fra køkkenhaven en simpel ‘Ærteskok-Blomst’. ‘Hindostans Lotus’ kaldte herskabet den. Det priste dens særprægede skønhed og gav den til prinsessen. Men da den viste sig at være en artiskok – en simpel køkkenurt – betakkede de sig: ‘De har prostitueret os for den unge Prindsesse!’ Men den kongelige højhed kunne værdsætte dens naturlige skønhed: ‘Han har jo lukket vore Øine op for en Pragtblomst, vi slet ikke lagde Mærke til, han har viist os Deiligheden der, hvor vi ikke faldt paa at søge den!’ Andersen havde også selv succes med at forære blomsten væk efter at have lanceret den i eventyret. Til flere af sine kvindelige bekendte, som aldrig havde set sådan en før. Sjældenhedsværdien spillede en ikke ubetydelig rolle. Det var statusgivende med det særligt smukke, det raffinerede og det strålende, men Larsen evnede også at se skønhedsværdierne i det ubetydelige. H.C. Andersens budskab er kunstneren -her gartneren – som øjenåbner.
Gartner Larsen satte en ære i at dyrke udsøgte æble- og pæresorter. Frugttrædyrkningen var i fortsat fremvækst, og der eksperimenteredes og forædledes på livet løs. Tidens fagtidsskrifter bugnede med navne på nye sorter. Karakteristisk nok dyrkede gartner Larsen også ‘ganske smaa Pæretræer fra fransk Jordbund’. De var espalierede, plantet i række støttende sig til ståltrådssnore. Det var helt, som tidens mode foreskrev. I plantelister til forskellige herregårdsgartnerier ses espaliering da også at optræde, især af æbler og pærer. Det kan Flindts bevarede arkiv give flere eksempler på. Etatsråd, landøkonom Niels Erik Hofman Bang, som i 1843 på Hofmansgave havde indrettet et meget besøgt landvæsensinstitut på videnskabeligt grundlag (det var før Landbohøjskolen blev oprettet), arbejdede meget for frugttrædyrkningens fremme ud fra en sikker tro på, at husmændenes kår ville forbedres væsentligt, dersom de lagde sig efter have- og frugttrædyrkning. Han slog navnlig til lyd for anvendelsen af dværgfrugttræer, og i 1860erne og 70erne indførte han 100.000, først og fremmest fra Frankrig. Hans have blev en planteskole for dværgfrugttræernes udbredelse. Resultaterne af hans erfaringer med disse træer offentliggjordes i bogen Om Dværgfrugttræers Behandling, der udkom i 1872 (anmeldt i Tidsskrift for Havevæsen, 1872) og i flere artikler, blandt andet i Tidsskrift for Havevæsen, 1876. I denne forbindelse bør det tilføjes, at Hofmansgave hørte til en af de herregårde, hvor H.C. Andersen havde færdedes. Det var da også her, han i 1830 var blevet forevist og fik afprøvet etatsrådens nye Dollon-mikroskop, en mikroskoptype konstrueret i London i 1820, og her iagttaget en dråbe grøftevand. Også det var der kommet et eventyr ud af, Vanddraaben, publiceret 1848. Hofmansgaves haveanlæg var ud over at være til pryd og en planteskole også en forsøgsstation for systematiske studier, hvor der indsamledes viden om planters mangfoldighed og vækstmuligheder. Eksempelvis udførte N.E. Hofman Bang her botaniske studier af kronblade.
Gartner Larsen dyrkede også ‘kostelige Meloner’, og de var ‘saftfulde og smagfulde’. Meloner var populære i tiden. Andersen havde da også mærket sig dem, engang han besøgte et af tidens særlige melonhuse. Men mærkeligt nok dyrkede gartner Larsen ikke ananas, selv om de var i høj kurs. Ananas, der var vanskelige og kostbare at dyrke i specielle ananashuse, hørte med til det prangende, veldækkede bord – og der gik historier om, at den samme ananas gik fra selskab til selskab.
Larsen fremelskede også forskellige jordbærsorter. Det er ganske overvældende, som der blev skrevet om dem i fagtidsskrifterne. De blev oveni købet malet som de rene ‘jordbærstykker’. Også på det punkt var han aktuel. Som adskillige herregårdsplaner viser i Flindts arkiv, indtog jordbær sammen med asparges, tillige med frugttræer og -buske betydelige partier af de kolossale køkken- og frugthaver, der anlagdes. Disse fremstod ganske anderledes rationelt opdelte end resten af haveanlægget.
H.C. Andersens eventyr om gartner Larsen blev skrevet få år, før digteren døde. På det tidspunkt var havesagen helt konsolideret med de gardenesque eller skøngartneriske principper, som århundredet med stormende begejstring havde taget til sig.
Det, der betog mig mest med arbejdet med H.C. Andersen var, hvordan der af helt faktuelle ting kunne fremtrylles skær poesi. Det er velkendt, at han lod virkelighed og fantasi glide ind i hinanden og lod dem forenes, men mange vil næppe bemærke den havekunstneriske og hortikulturelle tidsaktualitet i hans eventyr. ‘Ud af det virkelige vokser just det forunderligste Æventyr’, skrev Andersen selv i eventyret Hyldemor, 1844.
Artiklen har først været publiceret i tidsskriftet Landskab 2-2006
