Under læsning af H.C. Andersens skrifter og dagbøger kan man ikke undgå at undre sig over, at digteren i perioden fra sin første udenlandsrejse i foråret og sommeren 1831 og frem til få år før sin død blev ved med, at vende tilbage til Dresden og den lille Sachsiske by Maxen.
Det burde man måske ikke, for Dresden var på daværende tidspunkt en kulturperle med fremragende kunstsamlinger og teateraktivitet og var samlingssted for mange af Europas kulturpersonligheder. Selv om Dresden blev stærkt ødelagt i 1944, så er byen dog stadig et besøg værd, og mange af de samlinger og bygninger, der eksisterede på Andersens tid, er igen “opstået af asken”. Andersen omgikkes her mennesker, som han følte sig åndsbeslægtet med, vel også så op til, og som modtog ham mere fordomsfrit, end han på daværende tidspunkt blev modtaget i den “hjemlige andegård”. Det er derfor ikke mærkeligt, at han som så mange i samtiden kom til at føle sig hjemme hos familien Serre i Maxen. Især følte han sig nok knyttet til fru Serre, som han perioden igennem brevvekslede med. Den venlige og imødekommende modtagelse, Andersen blev mødt med hos familien Serre, forhindrede ham dog ikke i jævnligt til dagbogen at beklage sig over, at han blev overset eller følte sig tilsidesat.
Dresden og Maxen har igennem DDR tiden og frem til dens slutning på mange måder været konserveret. Det har derfor været interessant at have haft lejlighed til at se lidt nærmere på de fysiske og erindringsmæssige rester af dette lille hjørne af digterens “kildeområde”. Ingen har selvfølgelig erindringer om Andersen, men nogle har dog erindringer om ting, som han havde tilknytning til, og enkelte spor er der tilbage.
Major Serre, som var familieoverhovedet på det gods, som Andersen besøgte i den lille landsby Maxen syd for Dresden, var af fransk Huguenotte slægt, der var indvandret til nordtyskland. Han var født i Bromberg i 1789 og fik sin skolegang i Danzig. Senere studerede han retsvidenskab i Frankfurt an der Oder og var tre år sekretær (referendarius) hos overlandsretten i Glogau. Serre deltog som frivillig jæger i opgøret med Napoleon i 1812. Senere (1814) blev han med kaptajnsrang, som adjudant afgivet til den russiske militærkommandant i Dresden, general v. Gaudy. Sachsen var før Wienerkongressen en kort overgang under russisk forvaltning.
I Dresden lærte Serre en velhavende, åndrig, højtdannet Dresdner patricierdatter at kende. Hun hed Frederikke Hammerdorfer, og hun blev gift med Major Serre i 1817. Det satte ham i stand til i 1819 at købe et gods syd for Dresden, “das Rittergut Maxen” af familien v. Schønberg.
Major Serre var ikke nogen Hr. hvem som helst. Han udviste indtil sin død den 3. marts 1863 en bemærkelsesværdig aktivitet. Han gav sig i kast med mange områder: Velgørenhedsarbejde, industrialisering af landbrugsdriften og bjergværksdrift. I 1831 grundlagde Serre Maxens Waisenkoloni, der dannede model for en række tilsvarende i omegnen. Disse kolonier var hjemsted for mere end 1000 børn fra Dresden i de næste 25 år. Ved dannelsen af Tiedgestiftelsen i Dresden i 1841 efter den tyske digter C. A. Tiedges død, blev Serre stiftelsens formand. I 1859, hundredåret for Schillers fødsel, var han sammen med de tyske digtere Julius Hammer og Karl Gutzkow en af foregangsmændene ved den endelige juridiske færdiggørelse af Schillerstiftelsen i Dresden og i etableringen af lotterier med det formål at indsamle penge til stiftelsens arbejde. Det job var ifølge H.C. Andersen ikke ganske problemløst og gav Serre søvnløse nætter. Schillerstiftelser dannedes i 1855, 50 året for digterens død, i flere tyske stater med det formål at yde bistand til tyske digtere, som kommer i nød eller bliver svækkede af alder – og til deres pårørende.
Samtidig med velgørenhedsaktiviteterne havde major Serre stillet sit hus i Dresden og sin gård i Maxen til rådighed som domicil for kunstnere og åndsvidenskabelige udøvere. Blandt familiens gæster var tyske digtere som Ludwig Bechstein, Emanuel Geibel, Julius Hammer, Christoph August Tiedge, Berthold Auerbach, Karl Gutzkow og ikke mindst Johan Ludwig Tiek, en fremragende begavelse der, som H.C. Andersen også havde haft skuespillerdrømme, og som på et tidspunkt blev dramaturg ved hofteateret i Dresden. Hos Serres kom også Berthel Thorvaldsen og den norske maler Sigvald Dahl.
Her kom Clara og Robert Schumann med familie og den svenske nattergal Jenny Lind. En javanesisk prins og en kunstnerisk begavet afrikansk høvdingesøn gæstede Serres. Dette hjem syntes at være et samlingssted for alverden. Her blev der læst op og diskuteret. Her var der drillerier, skænderier, forsoninger og trøst at hente når livet gik Andersen imod. Her har han kunnet optræde egocentrisk og pylret og alligevel vundet forståelse. For familien Serre var Andersen ikke prestige. Han blev accepteret, som den han var. Man tog sig af ham, som man tog sig af alle de andre kunstnere.
Serre høstede i Maxen stor anerkendelse for sine initiativer. Maxen var blevet kendt gennem sit kalk- og marmorbrud. “Maxen marmor” blev brugt ved bygning af “der Dresdner Hofkirche” og mange andre bygninger. Serre skaffede håndværkersvendene i Maxen en arbejdsløshedskasse og flere andre sociale tiltag kom fra ham. Han udviklede ideer i landhusholdningen, som grej til vin- og eddikefremstilling, en effektiv ovn osv. Serre oversatte flere af H.C. Andersens værker til tysk bl.a. “Fuglen i Pæretræet” som blev opført i Dresden på major Serres fødselsdag den 28. juni 1856. Andersen skriver i sin dagbog: “det gik ret godt, jeg blev fremkaldt, unge piger bekransede mig”. Han vendte flere år i træk tilbage til Maxen på major Serres fødselsdag. I dagbogen skriver Andersen om spadsereture til kalkovnen, som også hørte til godset. Der findes stadig velbevarede rester af kalkovnskomplekset i næsten fuldt bevaret stand (Fig.1), som i dag og er under restaurering. Major Serres foretagsomhed ses også i hans våbenskjold, som endnu i dag findes i en af mosaikruderne i kirken i Maxen (Fig.2). Det forestiller bl.a. et tagspær. Af kirken er dog kun tårnet fra Andersens tid, men altertavlen er ifølge den lokale præst også den oprindelige.
Besøg i Maxen afslører at familien Serres gods stadig eksisterer. Meget af det gamle gods’ fordums storhed var i DDR tiden gået i forfald (Fig.3). Efter de stedlige beboeres mening skyldes det, det nu afskaffede system. Her skal man også finde grunden til, at det meste af den store park, der eksisterede på H.C. Andersens tid i dag, indgår i landbrugsdriften, men spørgsmålet er om noget af det gamle overhovedet ville have været bevaret, hvis det ikke havde været beskyttet af ineffektivitetens opfindsomme efterladenhed. Hovedbygningen på das Rittergut Maxen har i mange år været overtaget af “Caritas” og fungeret som ældrehjem. Det må vel siges at være i Serres ånd.
I Maxen fandt Andersen under en spadseretur med fru Serre et lille henkastet lærketræ, som han reddede og plantede, ud mod en kløft. Det træ gennemlever og overlever storme og uvejr og digteren vender gang på gang tilbage til det igennem årene. Det bliver almindeligt kendt som “Andersens Baum” og blev udstyret med en inskription (Fig.4). Under træet stod der en bænk, hvor man kunne sidde og se ud over kløften, med en lille landsby, imod “Bøhmens blå bjerge”. Kløften kan stadig identificeres (Fig.5).
En tidligere lærer fra Maxen fortæller, at alle træer i omegnen blev fældet under og umiddelbart efter 2. verdenskrig, men et nærmere eftersyn af området på kanten af skrænten afslører en træstub som nok på nedbrydningsgraden kunne passe med at være fældet i 1940’erne. Et nærmere studium af et stykke af stubben på Nationalmuseet i København afslører ved en vedanatomisk analyse, at der er tale om lærketræ. Men stykket er ikke stort nok til en dendrokronologisk datering. Der laves imidlertid senere på Universitetet i Dresden en dendrokronologisk undersøgelse, som viser, at træet sandsynligvis er plantet i 1844. Der er i dag plantet et “erstatningstræ” på stedet med en inskription, som fortæller historien. Den bygning, som Andersen ofte omtaler sammen med træet som “moskeen”, og som kan ses på hans egen skitse, (fig.4) eksisterer stadig. Den blev som en gestus i sin tid opført af hensyn til en muslimsk besøgende. Den havde som så meget andet fået lov at forfalde, men blev på et tidspunkt i DDR-tiden overtaget af et par fra Dresden med forståelse for historien og veneration for bygningen. De har lagt et stort arbejde i i flere tempi at føre den tilbage til den tilstand i hvilken H.C. Andersen tegnede den på sin skitse (Fig.6).
Der blev i juni 1855 på fru Serres initiativ fremstillet en sten med inskription. “Dem dänischen Schwan, d: 11 Juli 1855” stod der på den. Den sten har eksisteret indtil for nylig. Det lykkedes at finde en tidligere plejehjemsbestyrer, som kunne huske at have set den, bl.a. huskede teksten. Men en efterresøgning i det der er tilbage af den oprindelige park på Serres gods, gav ikke noget resultat. Derimod dukkede en gammel stenbænk op af krattet. Det kunne være den, der stod under “træet”.
På godset indviedes den 13. juni 1844 en ny ladebygning. Andersen var med. Der blev efter hans beskrivelse behørigt spillet, sunget og skålet og interessant nok sad der i hvert fald indtil 1990 en slidt inskription med “Serre 1844” tilbage over en vognport i den i DDR tiden faldefærdige lade (Fig.7). Laderne er senere restaureret til turistformål. H.C. Andersen beskriver et stort firkantet tårn på hovedbygningen. Det findes på et gammelt prospekt af Maxen, men er af en senere ejer af godset revet ned.
Efter sin mands død blev Frederikke Serre ved med at samle kunstnerne i sit hjem, og H.C. Andersen kom her så sent som i 1869, hvor han blev modtaget af en “nedbøjet og ældre” fru Serre i Maxen. Lærketræet var der stadig, og han besøgte det. Sidste gang H.C. Andersen så fru Serre var i april 1872 i Dresden, hvor hun var syg af vattersot. Han selv var netop fyldt 67 år og havde således med afbrydelser bevaret kontakten til Dresden og Maxen i 41 år.
