Mere end fyrre år har jeg interesseret mig for Andersens bøger i originaludgaverne. Vi har vist alle i dette land fået en vis del eventyr ind med modermælken – og min interesse for Andersen er givet en udløber deraf.
Hvis man samler på bøgerne, må toppen være et eksemplar af Eventyr, fortalte for Børn i det lille format fra 1835 og efterfølgende 12 år. Dette åremål dækker både første oplag og det supplerende andet oplag. Birger Frank Nielsen store værk, H.C. Andersen Bibliografi, 1942, oplyser, at alle seks hæfter, som udgør de to bind, er kommet i to oplag. Men han skriver også, at første hæfte i første bind i 1845 skulle være kommet i et tredje oplag. Jeg tror, at Birger Frank Nielsen har skrevet af fra Erslews Forfatterleksikon. Det er i hvert fald det eneste, jeg har set til et tredje oplag foruden hos Birger Frank Nielsen. Det er min overbevisning, at det er et “spøgelsesoplag”. Jeg har aldrig set dette hæfte og jeg kender ingen, som har set det. Skulle der være en læser, som er i besiddelse af dette mystiske tredje oplag af første hæfte, vil jeg naturligvis forfærdelig gerne se det.
Mens vi er ved Birger Frank Nielsens store og fremragende værk, må jeg lige nævne endnu en vildfarelse. Det er den berømmelige trykfejl i andet hæfte af andet bind side 52, hvor Birger Frank Nielsen siger, at første oplag har ordet Bøster og andet oplaget har korrekt ordet Søster. Den går ikke, for dette blev rettet under trykningen. Og hvordan kan det verificeres?? Ved at bruge den syvbindsudgave, som udkom i årene 1963-1990 ved Erik Dal. Denne tekstkritiske udgave har hver enkelt forskellighed i teksterne. Derfor kan vi finde første oplag af dette hæfte med ordet Søster, men de øvrige karakteristika fra den tekstkritiske udgave for første oplag. Det samme gælder fejlen på samme side linie 12 f.o. Sørn i stedet for Børn. Den tekstkritiske udgave er naturligvis også anvendelig, når de forskellige oplag af senere eventyrhæfter skal bestemmes.
Der har i tidens løb været rimelig enighed om oplagene i de sæt, som har været bragt på markedet. Kun én gang har en antikvar ladet sig narre af Bøster/-Søster og angivet hæftet for andet oplag. Det var et sæt, som blev udbudt for ca. fem år siden i et københavnsk antikvariat. Det blev katalogiseret som et sæt med fem hæfter i første oplag og et i andet. Men nej!! Alle hæfter var i første oplag, kunne køberen fastslå ved brugen af den tekstkritiske udgave. Et meget fint sæt i to samtidige halvbind af rødt saffian.
De to ord: komplet sæt er, hvad denne artikel har som kardinalpunkt. Opfattelsen af dette begreb er mildest talt diffus. Et nydeligt sæt i to velbevarede grønne glanspapirbind blev først karakteriseret som meget mangelfuldt af en antikvar, men var efter min mening komplet. Sættet havde de to første hæfter i første bind i andet oplag, de øvrige fire hæfter i første oplag. Den overvejende del af de sæt, jeg har set, er af blandede oplag. Eksemplarer med alle seks hæfter i første oplag og indbundet i to samtidige bind eller blot ét, er sjældne som hvide ravne. Jeg har i løbet af de godt fire årtier vel haft omkring 20-25 eksemplarer i hånden – flest i den seneste halve snes år. Der er rigtig mange eksemplarer dukket op fra ukendte gemmer på grund af den stigende markedspris, som de seneste år har stabiliseret sig, men selvfølgelig skal man ikke forvente at få et pænt eksemplar for godt 11.000 kroner. Det var prisen på Bruun-Rasmussens Bogauktion i februar 2007 for et rigtig attraktivt sæt i andet oplag i et særdeles pænt pastichebind af Oscar Jacobsen. Det må vist betegnes som årets bibliofile røverkøb.
Problemerne er de enkelte hæfters smudstitler, titelblade, indholdsfortegnelser og endelig tekstbladene. Det giver også basis for forvirring, at nogle af hæfterne har sidenummer 1 ved første tekstblad, andre har sidenummer 5, fordi de to præliminærblade er inddraget i pagineringen. Jovist, der er virkelig basis for forskellige opfattelser.
Den eneste farbare vej er at se, hvordan forlaget, Universitets-Boghandler C.A. Reitzel, har forelagt de to bind ved salget af bind med tre hæfter samlet – og altså ikke hæfter købt af læsere og derefter samlede i et eller to bogbind. Der er ikke meget at vælge imellem, når vi taler om forlagsbind. Heldigvis kendes dog et enkelt eksempel af henholdsvis bind et og et par stykker af bind to.
Bind et kendes i ét eksemplar med den originale hollandering[1] bevaret og med resterne af en bogtrykt titeletikette på ryggen. Dér har vi fat helt nede ved roden. Bindet indeholder et præliminærark på fire blade: en fælles titelblad, en fælles indholdsfortegnelse for alle tre hæfter samt forordet Til de ældre Læsere, i alt otte sider. Så følger de tre hæfters tekstblade. Og dermed slut. Dette indhold udgør et komplet eksemplar af første bind.
Bind to har vi desværre ikke i samme udstyr som ovennævnte. Derimod har vi nogle eksemplarer i de grønne glanspapirbind, som må tillægges enten udgiveren eller en foretagsom boghandler, som har ladet lave en håndfuld i dette udstyr. På Det Kongelige Bibliotek findes et eksemplar i disse bind med en meget fin dedikation til skuespilleren Axel Fredstrup. Dette sæt har H.C. Andersen altså haft selv, har fået det som frieksemplar eller har købt det -uanset hvad, så må eksemplaret komme til Andersen fra Reitzel. Også dette eksemplar har de to første hæfter i andet oplag og de fire øvrigt i første.
De to eksemplarer af andet bind består af fire præliminærblade – otte sider -nemlig et smudstitelblad, et fælles titelblad, tilegnelsen til Johanne Louise Heiberg og en fælles indholdsfortegnelse. Derefter følger de tre hæfters tekstblade. Det vil sige, at således skal et komplet bind to være – ifølge udgiver.
Det er uomtvisteligt, at en bog er komplet, når den fremtræder, som den blev bragt til torvs af udgiveren. Hvad der siden er sket af ombindinger, lapperier eller andre finurligheder, er sagen uvedkommende. Indeholder de to bind præliminærbladene og tekstbladene, er sættet komplet.
Med andenudgaven fra 1842-1847 forholder det sig ganske anderledes. Der kendes kun ét eksemplar i en af forlaget udgivet bogtrykt hollandering eller kartonnage. Det vides ikke [hvad vides ikke?], da eksemplaret er restaureret og hæftet på ny. Dette eksemplar har imidlertid alt, hvad man kan begære af bevarede enkelthæfternes smudstitler, titler, og indholdsfortegnelser – dog har det “kun” tilegnelsesbladet til Johanne Louise Heiberg i fællesbladene til bind to – og ikke også i præliminærbladene til andet binds andet hæfte. De to tryk af dette tilegnelsesblad er forskellige i typografien. Det, som hører til fællespræliminærbladene for bind to er tyndere i skriften og slutter med en enkelt linie. Det, som er indklæbet i hæfte to mellem titelblad og første tekstblad er federe i skriften og slutter med en dobbelt linie.
Ja, der er mange snurrepiberier, og det bliver “værre” endnu derved, at langt de fleste indbundne eksemplarer af de seks hæfter overholder de ovennævnte krav til at være komplet, men foruden dette også har mere endnu bevaret fra enkelthæfterne af smudstitler, titelblade og indholdsfortegnelser. Er det tilfældet er det blot lidt ekstra krydderi på suppen. Jeg må da indrømme, at jeg indtil begyndelsen af det herrens år 2008 aldrig har set et sæt på to samtidige – eller et samtidigt – bind med blot præliminærblade plus tekstblade. Datidens bogbindere har altid haft en eller anden personlig opfattelse af, hvad der skulle bindes med og hvad der gik i papirbøtten.
