Som så mange danske børn i min generation voksede jeg op med H.C. Andersens eventyr. De blev læst højt for mig, da jeg var ganske lille, og vi havde selvfølgelig også illustrerede udgaver af digterens eventyr og billeder, der knyttede sig til disse. Straks man så en mand i bar skjorte og med krone på hovedet omgivet af fire mænd bærende på en baldakin, vidste man, at her var der tale om “Kejserens nye Klæder” – og så man en svane ligge mellem sivene, tænkte man på “Den grimme Ælling”. Det var nogle af barndommens billeder, slet og ret. Min far var en af dem, der læste eventyrene højt for os, da vi var børn – først for mig, for jeg var jo de år ældre end mine søstre. Nu kunne man tro, at det måtte være særligt som prinsesse at høre eventyr om prinsesser, men det er nu ikke tilfældet. Jeg var faktisk ikke særlig begejstret for de eventyr, der netop handlede om prinsesser. “Svinedrengen” kunne jeg dog godt lide. Prinsessen var så vigtig og rædselsfuld, så hende kunne man nemt tage afstand fra. Men ellers skulle jeg ikke have noget med prinsesser at gøre: Som barn tager man jo ting for pålydende, og når vi hørte om prinsesser, der sad på silkepuder og gik med silkekjoler og krone på hovedet, så vidste vi naturligvis, at det var noget sludder – for det gjorde vi jo ikke! Egentlig holdt vi mest af de eventyr, der handlede om noget helt andet, sådan som dem min far læste op for os. Han læste – som man jo altid gør – helst de eventyr, han selv kunne lide. Det var eventyr som “Det er ganske vist”, et af hans hofnumre, eller “Stoppenålen” og “Flipperne”. Dem hører jeg stadig med min fars stemmeføring og betoning.
I min barndom var der ikke nogen, som nævnte, at der havde været en tæt tilknytning mellem H.C. Andersen og min familie. Det var først noget, jeg blev opmærksom på meget senere, da jeg for længst var blevet voksen. Pudsigt nok tror jeg ikke, denne del af familiehistorien var givet videre til min far, for jeg har aldrig hørt ham omtale, at f.eks. Christian X som ganske lille havde fået et eventyr med dedikation af H.C. Andersen. Mon ikke han havde fortalt det, hvis han havde kendt til forskellige anekdoter? Det eneste jeg vidste, skønt det heller ikke var så tidligt i mit liv, var, at H.C. Andersen havde boet på Amalienborg i det selv samme palæ, hvor vi boede. Først endnu senere gik det op for mig, at han endda havde haft netop de værelser, hvor jeg boede som helt lille. Det finder jeg stadig spændende. Tænk at han kan have stået ved vinduet og set det samme som jeg: Hestevognene, der rullede hen over slotspladsen hver morgen på vej ned til Kvæsthusbroen, til Larsens Plads og de andre steder – jeg var barn under krigen, og da var der jo næsten ingen biler.
Jeg tror, at jeg må have fået “De vilde Svaner” læst højt, da jeg var omkring otte år. Jeg kan huske, at jeg blev meget betaget af historien, og at jeg blev forfærdelig bange for lamierne på kirkegården. Jeg var meget nem at skræmme som barn med sådanne grufulde sager, og jeg havde en vis fornemmelse af, at jeg ikke rigtig turde begive mig ud i at læse eventyret, da jeg efterhånden var gammel nok til selv at læse teksten – og alligevel så gerne ville. Eventyret har jeg imidlertid altid godt kunne huske, selv om jeg vel egentlig ikke læste det specielt mange gange. Hvad det handlede om i grundtrækkene, glemte jeg dog aldrig.
Jeg holder meget af eventyr. Jeg glæder mig over selve fortællingen, og denne glæde er kun blevet stærkere med tiden. Hvornår interessen for alvor vågnede, er svært at sige, men det var spændende at gøre den opdagelse, at der findes eventyr fra alle verdens hjørner, og at der er fællestræk, man kan genkende fra det ene eventyr til det andet. Folkeeventyrene fandt jeg altid spændende at læse. I de læsebøger, vi havde i underskolen og lidt senere, var der – foruden H.C. Andersens eventyr – mange folkeeventyr, og jeg blev og bliver stadig fascineret af denne forunderlige verden. Jeg beskæftigede mig nok ikke så voldsomt med H.C. Andersens kunst, før jeg for længst var voksen. Hvad det egentlig skyldtes, kan jeg næppe sige – jeg kendte naturligvis til de små, klassiske eventyr, som man så let kan identificere ud fra de almindelige illustrationer, men derudover findes der jo en hel buket af historier, som ikke hører til denne gruppe, eventyr og historier, der lå hen som et ukendt land, indtil man som voksen betrådte det og mødte dets rigdom. Da støder man på de små fortællinger – små essays om eller beskrivelser af et hjørne af livet, rørende eller vittige som for eksempel “Fra et Vindue i Vartou”, eller “Et godt Humeur”. De viser en helt anden side af H.C. Andersens geni. Som eventyrforfatter har han den kolossale styrke, at han er så billedskabende. Der dukker det ene billede op efter det andet, når man læser eventyrene. Det har altid appelleret til mig: Jo flere billeder, man får af et eventyr eller af en historie, jo større interesse vækker det i mig. Det er derfor, at jeg har arbejdet med H.C. Andersen og hans fortællinger ved flere lejligheder.
Da vi i 2000 havde endt arbejdet med “Snedronningen”, hvor vi, med udgangspunkt i mine decoupager, lavede en animation af H.C. Andersens store eventyr, fik vi lyst til at prøve lykken endnu en gang. For mit vedkommende stod det temmelig snart klart, at “De Vilde Svaner” ville være det rette eventyr at tage op til behandling. “De vilde Svaner” har for mig noget af det samme episke flow, som findes i “Snedronningen”, og adskiller sig fra de ganske anderledes, små eventyr og historier. Jeg har altid godt kunnet lide H.C. Andersens mellemlange eventyr, hvor historien rigtig kan folde sig ud. Andersens evne til at fortælle er jo forrygende på samme vis som hans evne til – blot med et ord eller en sætning – at karakterisere. Nok er der i “De vilde Svaner” ikke så mange finurlige vendinger som i “Snedronningen”, hvor han sprogligt mestrer det at vende en sætning i luften, således at den formår at sige meget mere, end hvad der faktisk står skrevet, men vi finder det i “De vilde Svaner” eksempelvis, hvor han skriver: “Deres fader … var Konge over hele Landet”. Ved sætningen aner man en dobbelthed, ligesom også i beskrivelsen: “De elleve Brødre, Prindser vare de, gik i Skole med Stjerne paa Brystet og Sabel ved Siden; de skreve paa Guldtavle med Diamantgriffel og læste ligesaa godt udenad, som indeni”. Det er eksempler på H.C. Andersens sproglige humor, skønt der, efterhånden som eventyret skrider frem, nok er længere imellem dem end i mange af Andersens andre eventyr og historier. Til gengæld forundres man over digterens vidunderlige billeder. Nok har han stået i Alperne og set ud over dale og set skyer neden for sig; men når man læser om svaneflugten over havet i “De vilde Svaner”, får man alligevel indtrykket af, at forfatteren vitterlig har fløjet.
Min interesse for at lave decoupager udspringer ikke direkte af H.C. Andersens forfatterskab, skønt jeg, længe før jeg selv begyndte, har kendt til Andersens klippekunst. Tanken om at lege med udklip havde ligget og ulmet i årevis, indtil jeg en sommer, hvor jeg havde tid, fik lyst til at prøve. Dengang jeg begyndte at lave decoupage, vidste jeg slet ikke, at der var noget, der hed sådan. Jeg kaldte det bare “klippe-klistre”. Først senere gik det op for mig, at det var en kunst, der havde en lang forhistorie og igen var begyndt at blive populær. Jeg fandt saks og lim frem, dernæst nogle auktionskataloger fra Christie’s og Sotheby’s, og så begyndte jeg at klippe ud og lime udklippene på æsker, indtil det tog sig interessant ud. Jeg blev efterhånden grebet af denne beskæftigelse, og det varede ikke længe, førend jeg, fra de små æsker, gik videre til nogle store, ovale papirkurve, for det gav noget andet at have en stor flade at arbejde på. Jo mere jeg arbejdede med decoupager, jo mere spændende blev det, og jo mere appellerede det til det billedskabende. Ved at sammenstille billeder, der absolut intet har med hinanden at gøre, fik man i spændingsfeltet skabt en historie. Man kunne med vilje skabe helt underlige, ja vanvittige, billeder, og hyppigt tænkte jeg en vis ironi ind i billedsammensætningen. Når man arbejder med decoupager, klipper ud og lægger billedfragmenter oven på hinanden, kan man opnå en forbløffende dybdevirkning alene ved kompositionen. Ved at klippe i forskellige billeder kommer man meget tæt på tingene, og man lærer dem at kende. Det er besynderligt, men man får ligefrem et fortroligt forhold til dem. Når man følger figuren med saksens skær, får man en forståelse af formen. Det gælder ikke kun om at klippe præcist, men også om at være bevidst om formens karakter. Man skal fornemme rytmen i figuren. Fanger man den, kan den glide næsten ubesværet ind i helheden og danne det billede, man har tænkt sig, eller måske give stødet til noget helt andet og overraskende.
Det er decoupager, jeg laver, og ikke collager. Collage er det, som blandt andre kubisterne fandt på i begyndelsen af det 20. århundrede, og som mange kunstnere den dag i dag benytter sig af. Her blandes alle slags udklip med både maleri og tegning og ofte også med gamle aviser og alskens ting og sager til en fantasifuld helhed. Sådan arbejder jeg ikke. Jeg benytter udelukkende forskelligt billedmateriale. Principielt griber jeg ikke ind – andet end med saksen. Jeg klipper med en stor, god papirsaks, som ligger godt i hånden, og som jeg nemt kan styre, selv når det er ganske små sager, der skal klippes ud. Derfor blev jeg også helt varm om hjertet, da jeg i H.C. Andersens Hus opdagede, at også han har klippet med stor saks. Andersen var ikke blot forfatter, men også billedkunstner, og pudsigt er det, at nogle af de forfattere, jeg sætter mest pris på, viser sig at have været meget glade for selv at male eller tegne.
Tanken om at bruge mine decoupager til en eventyrfilm opstod i begyndelsen af 1990’erne, efter at filmproducent og fotograf Jacob Jørgensen havde lavet filmen om kongehusets årstider. Jeg havde vist Jacob Jørgensen nogle af mine decoupager. Han blev meget fascineret af dem og mente, at det måtte vi kunne benytte til et eller andet. På samme tid havde dramaturgen Per Brink Abrahamsen spurgt mig – det var efter, at jeg havde lavet kostumer til og scenograferet “Et Folkesagn” på Det Kongelige Teater – om jeg kunne tænke mig at lave kulisser til en af hans dukketeaterforestillinger i Århus. Det blev ikke til noget i første omgang, men jeg spurgte til gengæld, om vi ikke alligevel skulle lave noget sammen. På denne måde – med Jacob Jørgensens blik for decoupagerne og Per Brink Abrahamsens fornemmelse for historier og for at dramatisere disse som billedteater – blev ideen om at lave “Snedronningen” født.
Efter filmatiseringen af “Snedronningen” i 2000 spurgte vi hinanden, om vi turde gøre forsøget endnu engang. Det turde vi – det er jeg glad for – og resultatet blev “De Vilde Svaner”. I 2004 satte vi os sammen. Per Brink Abrahamsen udarbejdede først en synopsis, som vi kunne gå ud fra, og vi brainstormede. Jeg var meget ivrig efter, at vi skulle filmatisere “De vilde Svaner”, for eventyret er på samme vis som “Snedronningen” fyldt med forunderlige billeder både konkrete og fantastiske. Til at begynde med forestillede vi os et resultat i stil med “Snedronningen”, men vi blev efterhånden klar over, at denne historie fordrede noget mere. Dermed voksede vore ambitioner. Vi havde også – næsten helt fra starten – instruktøren Kristof Kuncewicz med, som var ham, der skabte hele den digitaliserede side af “Snedronningen”. Han lavede den foreløbige drejebog, eller “storyboard”, en tegnet drejebog.
Eventyr og teater har meget med hinanden at gøre. H.C. Andersen var hele livet fascineret af teater, han legede allerede som barn med dukketeater. På en scene, på en film bliver eventyrets figurer levende, de får farve og krop og kan bevæge sig. Når decoupagerne bliver overført til scenen eller filmen får også de liv og dybde. De bliver befolkede og bliver en del af historien. Til “Snedronningen” dækkede hver af decoupagerne et afsnit mere eller mindre. De var komponeret, så at man kunne “gå ind i dem” fra alle leder og kanter. Da vi begyndte at arbejde med “De Vilde Svaner”, stod det klart, at jeg måtte gå mere systematisk til værks. Jeg skrev relativt tidligt en liste over de decoupager, der i hvert fald skulle til. Og så begyndte jeg, men ikke fra en ende af – jeg kan ikke engang erindre den første, jeg lavede. Skyslotbillederne hører imidlertid til de tidligste.
Decoupagerne blev lavet hen ad vejen, og der var visse motiver, jeg måtte gå rundt om, som katten om den varme grød, fordi jeg ikke rigtig vidste, hvorledes jeg skulle gribe dem an. Under arbejdet, som stod på i en femårig periode, fandt vi ud af, hvad vi yderligere havde brug for af decoupager, for at kabalen skulle gå op. Helt fra begyndelsen af mit arbejde kunne jeg se, at projektet var så stort, at jeg måtte prøve på at være en lille smule mere struktureret end tidligere. Jeg lavede nogle læg for hvert af de emner, som skulle behandles: f.eks. slotsinteriører, slotseksteriører, bondehuset, landskaber, men også: tekstiler, skyer og gulve. Så bladrede jeg masser af auktionskataloger igennem, skar sider ud og gemte dem i læggene til brug efterhånden. Nogle emner viste sig vanskelige at dække bl.a. byscenerne, men en bekendt til Jacob Jørgensen havde lavet en serie fotografier af pladsen i Siena, og netop disse billeder havde de kvaliteter, jeg søgte efter. Jeg fik således en mængde fotografier, som jeg derefter bearbejdede ved at klippe dem fra hinanden og sætte dem sammen igen.
Både på Amalienborg og på Fredensborg har jeg et atelier, hvor jeg i årenes løb har lavet de fleste af mine decoupager, og hvor jeg har samlet både danske og udenlandske auktionskataloger i massevis. Der, og i kunsttidsskrifter finder jeg det meste af mit materiale. Det er nemlig vigtigt, at billederne er smukt og præcist trykt på godt papir.
Både til “Snedronningen” og til “De Vilde Svaner” er alle decoupagerne lavet på ovale plader ca. 45 x 32 cm. Det er en form, der ikke “bremser” øjet, sådan som et firkantet format kan gøre det. Derved bliver kompositionen friere. Når jeg begynder på en decoupage, tager jeg det materiale frem, som jeg tror, jeg kan få brug for, og begynder at lægge de enkelte udklip ud på pladen, skubber lidt her, lægger ovenpå og nedenunder og klipper så det fra, som ville blive dækket af noget andet. Det kan nemlig bruges et andet sted på pladen og være med til, at farveholdningen er sammenhængende. Det kan også blive vendt på hovedet og skabe den overraskelse, som gør hele decoupagen levende og lidt “mærkelig”.
Jeg begynder først at lime, når jeg er næsten sikker på, hvor hver enkelt del skal placeres. Det lyder mere systematisk, end det er, for i “kampens hede” ombestemmer jeg mig tit, må finde mere materiale, bladre det ene katalog igennem efter det andet – og det tager tid. Jeg leder som en rasende efter et billede, som jeg synes, jeg så forleden dag: hvor har det gemt sig?
De fleste af decoupagerne til “De Vilde Svaner” er interiører eller landskaber. De fleste af pladerne har “central-perspektiv” mere eller mindre, men er næsten altid lidt skæve; det er med til at gøre dybden større og mere hemmelighedsfuld eller overraskende.
Nogle af pladerne er nærmest abstrakte, det gælder særlig skybillederne. Jeg ville have, at man skulle kunne svæve ind i dem og ikke rigtig vide, hvad der er op eller ned. F.eks. i den afbildede decoupage, har jeg brugt skyer fra den tyske maler Gerhard Richter. Richter har jeg haft megen glæde af, fordi han både kan lave skyer og så disse skrabede billeder. Dem har jeg brugt forskellige andre steder. Jeg har også brugt et stykke af et Francis Bacon-maleri, der er noget fra et kunsttidsskrift – et moderne tæppe, som jeg klippede fra hinanden til buegange. Der er en reklame for glas og noget stof. Ellers er der skyer klippet ud af forskellige malerier fra fortrinsvis det 19. århundrede. Jeg har benyttet værker af en forholdsvis moderne kinesisk akvarelmaler, og også af Warhol, som jeg så igen har klippet op. Det er hans “Marilyn Monroe”, som sidder i tordenbraget. Jeg fandt i farverne noget, der genlød i mig som den klang, der ligger i et tordenbrag. Sådan arbejder mit hoved eksempelvis, når jeg laver en decoupage. Det er morsomt, interessant og pragtfuldt at skabe billeder af billeder – at lave decoupager.
Til filmen blev jeg bedt om også at tegne kostumerne, og det gjorde jeg med stor fornøjelse. De skulle have en særlig stilholdning. Nogle af kostumerne er inspireret af malerier, bl.a. nogle engelske genremalerier, de historiske, romantiske genremalerier fra 1800-tallet. I disse billeder fandt jeg noget, der stemte overens med min forestilling om denne eventyrverden, som vi gør konkret, fordi vi laver billeder af dem med rigtige mennesker i tøjet. Jeg så et billede og tænkte: “Dét er Elisas kostume, når hun bliver dronning” – den hvide dragt med de lange ærmer. Der var også et billede af en lille pige i en gul kjole, en akvarel af en engelsk maler fra o. 1900. Barnet sidder i en vindueskarm og er klædt i et Charles I-kostume, uden at det dog er et kostumebillede. “Det er den lille Elisa, sådan skal den lille Elisa se ud”, tænkte jeg. Kostumerne balancerer mellem en upræcis middelalder og en slags eventyrverden. Ganske tidligt i arbejdet var det mig fuldstændigt klart, at jeg gennem kostumerne skulle beskrive to forskellige verdener. Jeg gjorde det, som er aldeles bagvendt, at barndomshjemmets verden er iklædt 1600-tallets Frederik III’s og barokkens pompøse dragter, hvorimod vi – når vi med Elisa kommer over til det nye land, landet hos den unge konge – befinder os i en slags eventyr-middelalder.
Der er ikke fra min side bevidst knyttet en symbolik til dragternes farveholdning, men jeg så for mig Elisa i noget blåt. Hendes blå kjole, med den lyse overkjole, har jeg mere eller mindre selv digtet, men den er klart inspireret af de engelske malere – prærafaelitternes billeder. Det mest mærkelige for mig var, da vi ved casting så billederne af den unge, yndige Stine Fischer. Hun så ud næsten, som pigen på det kostumeudkast, som jeg havde tegnet længe før. Alle kostumerne blev syet af teaterskrædder Kirsten Rasmussen, som jeg har arbejdet sammen med adskillige gange. Jeg vidste, hvor dygtig hun er, hun kendte til min måde at se tingene på, og vi arbejder godt sammen.
Hele samarbejdet omkring filmen har været en stor oplevelse for mig. Jeg fik mulighed for at deltage i hele udviklingen lige fra begyndelsen og har vel egentlig været med til det meste, lige med undtagelse af lyssætningen, som er en kunst helt for sig, og det store computerarbejde; det er rent trylleri, der nøjes jeg med at se og måbe begejstret.
Dagene i studiet ude på Nordisk Film fik jeg også mulighed for at deltage i. Der kunne jeg følge med i hele processen, se hvordan der skabes en helhed ud fra de mange enkeltdele, opleve skuespillernes ageren i det sceniske rum med tekst og bevægelse, filmfotografens omhyggelige arbejde og de mange detaljer samles under instruktørens rolige overblik. Det blev for mig tre helt fantastiske uger i et dejligt samarbejde med dybt professionelle kunstnere af alle fag, som udviste en enestående tålmodighed over for mig.
Jo dybere vi forsøgte at trænge ind i eventyret, jo rigere viste det sig at være. De billeder, som det rummer, og som havde betaget mig allerede som barn, foldede sig ud i al deres mangfoldighed og forstærkede min beundring for og kærlighed til H.C. Andersens kunst. Nu skal alt det, vi har arbejdet hen imod i flere år, forløses og blive til en fantastisk virkelighed: Både film og eventyr.
