H.C. Andersen og Goethe er meget forskellige personer, men de har også slående ligheder, hvad angår deres skæbne. Det er ganske interessant at sammenligne dem. Søren Mørch har i sine historiske oversigtsværker ofret et kapitel til hver af de to, som anerkendelse af, at begge var af stor betydning for udviklingen af den europæiske kultur.
Som psykoanalytiker har jeg forsøgt at sætte mig ind i de to skæbner. H.C. Andersen kender jeg fra mange års studier. Hvad Goethe angår, støtter jeg mig især til psykoanalytikeren Kurt Eissiers store tobindsværk fra 1963. Det bliver klart, at begge de to genier var meget nervøse og led under deres nervøsitet. Uden at være sig helt bevidst om det, bestræbte de sig begge på at helbrede sig selv. De gjorde det på meget forskellige måder, men havde begge et vist held med det.
Lad os begynde med at se på personen Goethe. Han blev født i 1749, dvs. 55 år før Andersen. Goethe blev født og voksede op i meget gunstige omstændigheder. Hans far var spidsborger i Frankfurt. Få generationer tilbage var slægten jævne mennesker, men ved dygtighed var de blevet velhavende. Faderen var jurist, og han blev så rig, at han kunne trække sig tilbage og leve som rentier i sit store hus på byens torv. Han købte sig til titlen Kejserlig Råd på betingelse af, at han derefter ikke måtte drive juridisk praksis.
Drengen Wolfgang var usædvanlig kvik. Som dreng talte han flere sprog og viste talent for at skrive og digte vers. Faderen var stolt af sin søn, men også ambitiøs på hans vegne. Efter pres fra faderen uddannede Goethe sig som jurist, men han vænnede sig snart til at sende sine forretningsopgaver tilbage til sin far. Faderen hjalp og støttede hele vejen sin søn og fik så senere chancen for at virke som jurist i sønnens navn.
Femogtyve år gammel blev Goethe verdensberømt på sin korte roman Den unge Werthers lidelser. Bogens succes i sin tid kan sammenlignes med de største litterære succeser i vor tid. Den unge Werthers Lidelser regnes stadig af mange for en af verdenslitteraturens mest fuldkomne mesterværker, den vakte enorm beundring, og alle talte om den; men den havde den triste konsekvens, at en del unge i Tyskland tog model efter Werther og begik selvmord. Smerteligt for Goethe drejede det sig bl.a. om en ung pige, som i 1778 tog sig af dage med Den unge Werthers Lidelser i lommen. Bogen blev starten på en litterær stil: “Sturm und Drang” – en højspændt forløber for romantikken.
Seksogtyve år gammel, dvs. i 1775, rejste Goethe efter invitation fra den unge hertug Karl August af Weimar til Weimar, hvor han fik sin faste bopæl til sin død. Det meste af sit liv blev han regnet for en smuk, velproportioneret mand, og vennen Tischbeins tegninger og maleri af ham fra Italiensopholdet anses i sig selv for mesterværker.
H.C. Andersen kender alle her i landet straks bedre. Han blev født i 1805. Hans opvækst i fattigdom og med en svag far står i kontrast til Goethes.
Hvad var så lighederne? I barndommen kan man vel især nævne, at Andersens talent også var fremtrædende ganske tidligt. Han vakte beundring blandt nabokonerne og blev kaldt Fyns lille nattergal på grund af sin smukke improviserede sang. 14 år gammel gjorde han et stærkt indtryk på et lille selskab af københavnske skønånder, og han blev protege hos den almægtige minister og direktør for det Kongelige Teater, Jonas Collin. Den tætte kontakt til Collin-familien bevarede han livet igennem.
Andersen skrev i sin tidligste ungdom et par forsøg på romantiske helteromaner, men de blev ikke gjort færdige og blev ikke udgivet. Hans store internationale gennembrud og første berømmelse kom ligesom hos Goethe fra en roman (Improvisatoren, 1835). Den blev i sin tid oversat og læst overalt, men den er stort set glemt i dag og læses vel kun for sine poetiske passager og charmerende skildringer af italiensk natur og folkeliv. Der er en sentimental, feelgood stemning i bogen, som står i grel kontrast til Goethes Werther. Andersen kendte udmærket Goethes forfatterskab fra han var ung, og da han første gang var i Weimar, overvejede han at hilse på Goethe. Han skønnede dog, at Goethe var en så stor berømthed, at han ville afvise den unge digter, så Andersen besluttede at udskyde besøget til senere, når han selv var nået videre.[1] Ved næste besøg var Goethe i mellemtiden død, så chancen var forpasset. I 1844 fik han imidlertid hilst på Goethes svigerdatter Ottilie. Hun fortalte til glæde for Andersen, at hendes søn, Walter, som dreng havde været meget optaget af Improvisatoren. Drengen havde skrevet den ud for teater, og stykket var blevet opført i Goethes hus.[2]
Vi kommer nu til det interessante ved sammenligningen og dermed grunden til at denne artikel er skrevet. Begge mænd var følsomme og nervøse gemytter, de havde mange nervøse symptomer, men trods det klarede de sig gennem et langt liv med helbredet i behold. I modsætning til mange andre, som gennem tiderne er trådt ind på berømmelsens scene, blev de ikke ødelagt, forfaldt ikke til misbrug og gled ikke længere ind i mental lidelse. Tilsyneladende var de til en vis grad i stand til at erkende deres vanskeligheder og hjælpe sig selv. Spørgsmålet er, hvordan de fandt frem til en sådan selvterapi.
Det politisk-sociale miljø de to levede i, var ret uændret gennem årene. Trods revolutionen i Frankrig, levede de begge i enevældens og adelens feudale samfund. De var begge inspirerede af Rousseau, og de var begge opmærksomme på den samfundsudvikling imod et mindre klassedelt samfund, som langsomt fandt sted gennem de godt hundrede år, de to livshistorier dækker. Imidlertid knyttede de sig begge til adelige kredse og profiterede af denne tilknytning til at forhøje deres personlige frihed og hæve deres levestandard. Ingen af dem var særlig begejstrede for kritikken af de gamle samfundsformer. For dem begge ville en samfundsomvæltning afgørende true ikke alene deres ydre status, men også deres identitet som frie kunstnere.
Begge kunstnere havde tilknytning til hoffet i Weimar. For Goethes vedkommende ankom han som nævnt som 26-årig. Han blev på stedet resten af sit liv og gled ind i en embedsmands rolle som en slags premierminister. Han bevarede et holdbart og nært venskab med hertugen gennem alle årene. For Andersens vedkommende blev han inviteret af senere arvestorhertug Carl Alexander, Kart Augusts sønnesøn. Det var for ham en stærkt betagende oplevelse, da han gik lige fra haven og ind gennem dørene til slottets sale, hvor værtsparret ventede ham.
Weimar-by var før murens fald en lille provinshovedstad, forsømt og uden nogen pynt. På en ferierejse for en del år siden kørte jeg og min familie gennem det triste Østtyskland og besøgte byen. Der var ingen skilte til slottet, og da vi spurgte om vej, blev folk noget forbavsede: “Unser Scloss?” Vi så kun Slottet udefra ved den lejlighed, men indhentede det forsømte nogle år senere. Hertugdømmet var ikke stort og byen lille, men når man ser slottet og går rundt i salene, bliver man klar over, at slottet i størrelse tåler sammenligning med nordens kongeslotte.
I gennem hele århundredet, 1750-1850, var den tyske adel en klasse højt hævet over folket, og hofferne omkring fyrsterne var store og rige. Goethe var just ikke revolutionær, men blandt Goethes nærmeste venner var der tilhængere af den franske revolution – ikke mindst digteren og dramatikeren Schiller. Goethe var i realiteten meget vel klar over, at den tyske adelstand var ukultiverede og snyltere, men han syntes at ville modvirke den sociale skævhed gennem oplysning og gradvis udvikling. Tanken kommer helt til udfoldelse i Faust, hvor lykken findes hos den kundskabsrige og kompetente Faust som leder af et rigt og storblomstrende samfund. Endnu stærkere kommer det frem i Goethes eget liv. Gennem sin lange embedsmandskarriere satte han mange kræfter ind på at forbedre trivslen for folk i det land, han var med til at lede.
Gennem hele sit liv anså Andersen det som et eventyr i sig selv, at han opnåede adgang til ikke bare det Weimarske, men også det danske hof og den danske konges taffel. Hans ydmyghed og taknemmelighed syntes uden grænser. Jeg er uenige med de danske forskere, som har anset Andersen for at være en harmløs samfundsbevarer. Han var ganske vist ydmyg grænsende til det fidele over for Kongehuset, men bag facaden, i det ubevidste, var han en ødipal fadermorder. Med eventyr som fx “Nattergalen”, “Svinedrengen” og “Klods Hans” var han med til at underminere stråleglansen omkring kongerne og hofferne. Alle steder pilles de fine ned fra deres piedestal, og de jævne folk løftes til ligeværd. For mig at se arbejdede han ganske effektivt på at gennemlyse svaghederne i det gamle system og dermed bane vejen for en udvikling, der førte frem til det tyvende århundredes folkestyre. Effekten blev særlig stærk, fordi den blev formidlet gennem barnekammeret i myteform. Børnene fik det ind med modermælken: Lad jer ikke forblinde af stråleglansen fra de kongelige, se den fine verden som den er, og ikke som I bilder jer ind den er. I mange europæiske stater sidder kongehuset stadig på en piedestal, hvor de gør gavn som en slags pejlemærker for, hvad der er fint og fornemt. Men de er i dag og indtil videre uden nogen politisk indflydelse og sidder der på folkets nåde – og ikke på dets bekostning.
Vi kender i grunden ikke så meget til Goethes barndom. Hans selvbiografi Dichtung und Warheit har ganske vist charmerende afsnit om det begavede barn, men den lægger stor vægt på, hvem der påvirkede ham i gunstig retning, mens den ikke kaster meget lys over familiens daglige liv og færden. Generelt betragtes barnet og børn i det hele taget som ubeskrevne blade, uopdragne og udannede. At ethvert barn indgår i et dynamisk og gensidigt spil med dets forældre og søskende, er der ikke tænkt på. Goethe blev et lys for det europæiske menneske i oplysningstiden og viste klogt og smukt vejen frem mod dannelsen af den menneskelige karakter (hans samtidige Jane Austen havde samme mål, at sætte karakteregenskaberne i forgrunden og sætte de materielle værdier op mod de menneskelige).
Goethes sjældne evnerigdom hang sammen med, post eller propter, hans svaghed: Hans personlighed var delt i ganske forskellige dele, og dens kærne var endnu ikke stærk og entydig. Han kunne tilsyneladende let blive splittet og adspredt. En af vennerne fortæller fra hans første tid i Weimar, at den unge Goethe var kendt for sin livfuldhed og charme, men også kunne virke stødende og upoleret i det bedre selskab. Den unge mand så godt ud, var vildt charmerende og “farlig for enhver kvinde”. Det havde just heller ikke været svært for ham at finde kærester. Forelskelserne blomstrede og var gensidige. Verden har aldrig set skønnere kærlighedsdigte, end dem han skrev til Kätchen, Friederike, Lilli og de andre. Men hver gang stak Goethe ret pludselig af. Da han ankom til Weimar, havde han kort før brudt en forlovelse med Lilli Schonemann.
Den amerikanske psykoanalytiker Kurt R. Eissier skrev i 1963 et omfangsrigt tobindsværk, et psykoanalytisk studie af ti år i Goethes liv. Eissiers bog er et eksempel på forskning i den empiriske videnskab, psykoanalysen, om menneskets subjektive psykologi. Mange af de data, jeg her trækker på, er fra Eissiers bog. Det grundlæggende materiale, som lægges til grund for bogen er ganske overvældende. Dagbogsnotater, selvbiografien Dichtung und Warheit og den selvbiografiske roman Wilhelm Meisters Lehrjahren er vigtige kilder, men hertil kommer især uddrag fra de mange breve fra Goethes hånd og citater fra biografier over fremtrædende personligheder i hans samtid. Vi følger digteren – i lange perioder bogstaveligt dag for dag. Eissier skriver, at Goethe havde så mange nervøse symptomer at han kunne være et lærebogseksempel.[3] Det drejede sig især om fobier, hypochondri, selvmordsimpulser og tvangssymptomer. Nogen egentlig neurose med hæmninger var der imidlertid ikke tale om, og man ville i dag tænke på et lettere tilfælde af pseudoneurotisk borderline-personlighed med dens opdelte, løst integrerede og modsætningsfyldte selvbillede. Goethes geni tillod ham at anskueliggøre denne selvoplevelse i form af figuren homunculus, som findes i Faust. Homunculus’en er et kunstigt væsen sat sammen af mange dele. Faust foreslår den at kaste sig i havet, hvis den ønsker at blive klar over om den kan holde sammen på sig selv, eller om den må gå til grunde. Det sidste sker for det ulykkelige væsen, – men ikke for forfatteren. Den grundlæggende angst hos Goethe var en angst for ikke at kunne holde sammen på sig selv, ikke at kunne opretholde sin realitetssans, m.a.o. at blive psykotisk. Men takket være sine uhyre menneskelige ressourcer klarede han sig.
Andersens historie har ligheder, men også store forskelle fra Goethes. Andersen havde mange nervøse symptomer, endda af samme slags som Goethes, især fobier og hypochondri. Jeg har i min bog Eventyrbroen – Psykoanalytiske essays om H.C. Andersen (1988) argumenteret for, at Andersen var primært neurotisk med dertil hørende hæmninger af hans seksualitet og aggressivitet. I det ubevidste var pres fra fortrængte driftsimpulser i konflikt med jeg og overjeg. Hans usædvanlige gode kontakt med det ubevidste og hans evne til spontan kreativitet satte ham dog i en særstilling uden for det neurotiske i snæver forstand.
Det gælder begge mænd, at de var stærkt tilbageholdende over for kvinder. For Goethes vedkommende var det særlig påfaldende i betragtning af, hvor tiltrækkende han var. Han havde sit første samleje 39 år gammel med en ung enke under hans første Italiensrejse. En måneds tid efter hjemkomsten kom han i snak med den jævne kvinde, Christiane Vulpius, i Slottets park. De indledte et forhold og blev sammen og fik børn sammen. Deres forhold var genstand for megen sladder i Weimar. Hun var 17 år yngre end ham, hun var køn uden at være smuk, praktisk dygtig uden at være nogen større begavelse. I det daglige virkede hun som husholderske. Eissier noterer, at hun måske var det bedste valg Goethe kunne gøre. Hun gav ham alt, hvad han havde behov for uden at kunne gøre ham nogen skade.[4] Tværtimod. Da hertugen involverede sig i Napoleonskrigen, blev Tyskland grundigt slået ved slaget i Jena. Franske tropper plyndrede Weimar og trængte endda ind i Goethes soveværelse. Christiane reddede ved den lejlighed Goethes liv ved en gæv indsats. Han giftede sig med hende fem dage senere.[5]
Hvad Andersen angår, er hans historie mere almen kendt her i landet. Han forelskede sig flere gange, men turde ikke tage springet ud i et reelt frieri. Forelskelsen i Riborg Voigt var vistnok den eneste, der havde haft en vis chance for at føre til en forlovelse. Mange praktiske forhold talte imod at binde sig, det gælder ikke mindst økonomien, men i høj grad også hele hans drøm om en karriere som fri kunstner. På den indre scene var der endnu stærkere kræfter på spil. Ubevidst stod seksualitet for ham som farlig og strafværdig.[6] Han skrev smukke kærlighedsdigte til Riborg, hvoraf nogle er sat til musik og stadig synges. Ved en enkelt lejlighed havde han chancen for at fremsætte et frieri gennem Riborgs bror, Christian. Samtalen blev afbrudt og Andersen blev vildt oprevet, da han måtte forlade Christian. På vejen hjem fik han et voldsomt angstanfald, som var lige efter den psykoanalytiske lærebog og stammede fra en ubevidst konflikt mellem libidinøse impulser og jeg/overjeg.[7] Han havde senere flere mindre forelskelser og skrev fx til Louise Collin den første selvbiografiske skitse Levnedsbogen. Hans livs største kærlighed var til sangerinden Jenny Lind. Til hende skrev han den første samling eventyr, mens han stadig håbede på at nærme sig hende. Et afgørende møde fandt sted på slottet i Weimar. Her var de to berømte kunstnere til hofbal i juledagene 1845. Andersen var imidlertid ingen Goethe, og han var hverken smuk eller fri i sin færden som Goethe. Den lange, ranglede, kejtede mand med det stygge ansigt mødte op i trekantet hat og med pyntekårde. Jenny var venlig og høflig, men køligt afvisende. Hun skrev senere i et brev til balletmesteren August Bournonville: “Ni hade bestämt skrattat Eder sjuka, om ni set Andersen her; han fäktade på så det var en lust; han talede ej om annat än Kongar och Prinsessor, och til slut så blef han då litet – trött, den beskedliga själen!”[8] Andersen blev altså her endnu engang – som så mange gange før og senere i sit liv – til grin.
Andersen tog (så vidt vi ved) aldrig springet ud i nogen seksuel aktivitet i form af et samleje. Man kan vel sige, at han gjorde klogt i at holde sig væk. Hvis han først var gået i gang, ville det have været svært for ham at stoppe igen, og han ville da have haft værre udsigter end Goethe. Ingen kvinde på et rimeligt niveau med ham selv ville have været til rådighed – han ville ikke kunne finde nogen harmløs, selvopofrende “Christiane”, og han ville ikke kunne brødføde hende sammen med de børn, der måtte følge. Han havde en realistisk angst for, at en kvinde ville trække ham ned. Det kan i den forbindelse nævnes, at Andersens ældre halvsøster klarede sig dårligt, og da hun sent i livet opsøgte ham, var han rædselsslagen for, at hun skulle blive en belastning for ham og trække ham ned.
Hvoraf kom forskellen mellem de to mænd, som stadig i tredive-fyrre års alderen begge var ungkarle? På hver sin måde var begge mænd bange for både indre og ydre risici. Til de ydre risici hørte bl.a. kønssygdomme, men også at blive afhængig af familielivet eller i værste fald ende i en social deroute. Til de indre problemer hørte den måde deres personlighed hver for sig var bygget op. Goethe var det umådeligt ressourcestærke renæssance-menneske. Hans svaghed var en vis mangel på styrke i selvets sammenhæng, og hans angst var angsten for det indre sammenbrud. Eissier påviser, at Goethe i sine yngre dage havde korte øjeblikke af timers varighed, hvor han var plaget af en vrangforestilling. Det er, hvad man i dag vil kalde mikropsykoser. Hvordan han udviklede sig bort fra denne angst, skal jeg vende tilbage til.
Andersens selvbillede var mere stabilt skruet sammen og dertil ualmindelig fleksibelt. Han havde ofte været til grin helt fra den tidlige barndom, men han havde samtidig været sikker på, at han havde sine forældres kærlighed og beundring, og han var overbevist om, at han fortjente den. Når han var til grin overfor den kvinde, han var grænseløst forelsket i og det endda ved en fyrstes hof, så havde han prøvet noget lignende mange gange før, og når han blev rost og hævet til skyerne som en stjerne, havde han også prøvet det igen og igen. I modsætning til så mange kunstergemytter, der opnår international berømmelse og lider skibbrud på det, så tålte han både at blive ydmyget og at blive beundret. På den anden side var han en neurotiker, og hans svaghed stammede først og fremmest fra ubevidste konflikter mellem modsatrettede impulser. Af karakter var han som ganske ung meget veg og afhængig af andre, men med tiden udviklede han sig til større selvstændighed. Han neurose bevarede stort set sin form hele livet igennem; symptomerne gentog sig i samme mønster, og han kom ikke i nærheden af psykosen. Men også han fandt hjælp på vejen gennem vanskelighederne.
Hvad angår de seksuelle problemer, skal jeg her indskyde nogle betragtninger. Seksuel afholdenhed var ingen sjældenhed i hverken det attende eller nittende århundrede. Det gælder særlig for borgerklassen, mens der var lidt lempeligere vilkår både i under- og overklassen. Andersen kendte udmærket til en vis løsagtighed i “sumpen” i Odense, og hans moster var bordelmutter i København. Goethe mødte tilsyneladende en betydelig frihedsgrad ved hoffet i Weimar. Her var især den unge fyrste trods sit ægteskab ganske promiskuøs med mange skiftende elskerinder. Når borgerskabet var pålagt strenge moralnormer, skal det ses i lyset af, at borgerne på mange måder altid måtte arbejde for at holde sig oppe. Det gælder i økonomisk sammenhæng, og det gælder moralsk, dvs. i den almindelige agtelse. Hvis de mistede kapital eller medborgernes tillid, kunne de ikke længere indgå i de aftaleforhold, som bandt borgerskabet sammen. De lavere klasser havde ikke så meget at miste, og adelen levede under særlige moralske regler, hvor uægteskabelige forhold til kvinder af lavere stand for fyrsterne (og måske kvinderne?) ikke var forbundet med tab af agtelse, og hvor økonomien tillod fyrsten at yde kompensation.
Hvad angår de, der ville leve af at være kunstnere, var de på den ene side lidt uden for eller hævet over de borgerlige moralnormer, men på den anden side blev de i høj grad ansvarlige for deres egen livsførelse. Hvis de kom i unåde hos deres mæcener, kunne de som regel ikke regne med hjælp eller støtte. Hvor mange af kunstens store har ikke endt deres liv i fattigdom og større eller mindre glemsel? Det gælder fx filosoffen Rousseau, hvis skrifter både Goethe og Andersen kendte og beundrede.[9] Han var et enfant terrible, som tabte folks agtelse, stak af fra kone og børn, og endte i økonomisk deroute som en fattig nodekopist efter år som paranoid flygtning i udlandet. Han var en beundret samfundskritiker, men samtidig et skrækbillede for generationer.
Eissier mener, at Goethe gennemførte en slags egenterapi, som hjalp ham til at modnes og leve bedre med sit overfølsomme sind. Jeg har i mit studie af Andersen et lignende synspunkt på dennes udvikling. Sammenligningen kaster lys over begge mænds evne til at lære af livet. I begge tilfælde drejer det sig om at holde en åben kontakt med andre mennesker. De kunne udtrykke sig helt og fuldt både emotionelt og tankemæssigt, og de var åbne for den respons, de fik tilbage.
Goethe var i ungdommen en rastløs, ustabil sjæl. Hans evne til indlæring var som nævnt formidabel, og han kastede sig gerne over udfordringer overalt, hvor han mødte dem. Den dybere psykologiske baggrund for romanen Den unge Werthers Lidelser er ikke ganske klare, men det er dog tydeligt, at Goethe må have haft adgang ikke alene til kærestesorger, men også til dybe melankolske tanker og følelser for at kunne skrive bogen. I romanen forelsker den unge Werther sig stormende i en pige, som er lovet ud til en anden. I løbet af fortællingen gennemgår Werther en udvikling gennem den ideale, selvforglemmende og stormende kærlighed til Lotte, og videre ind i en psykotisk melankoli, hvori han begår selvmord.
Da Goethe ankom til Weimar, traf han to personer, som kom til at betyde meget for ham i mange år. Den ene var hans arbejdsgiver hertugen Karl August, som da var 18 år. Karl August havde arvet og indtaget den hertugelige tronstol kun et par måneder før Goethes ankomst. Han var tilsyneladende fra naturens side udrustet med dårlige egenskaber såsom at være grov urolig og støjede, men også med mange gode egenskaber. Han havde selv udpeget Goethe og var indstillet på at lytte til den ældre ven. De to blev gode venner med det samme og bevarede gennem alle årene et solidt venskab. De to unge mænds temperamentsudfoldelser gjorde dem i første omgang til mål for megen forarget sladder i Weimar. Man fandt, at Goethe ødelagde den unge hertug. Men i grunden drejede det sig vist nok kun om, at “han jagede, red vildt og smældede med en stor pisk, og alt det i selskab med Hertugen”.[10]
Den anden person var Charlotte von Stein. Hun var gift med en adelsmand ved hoffet og havde med ham et par småbørn. Hun var et par år ældre end Goethe og var både smuk og klog. Han havde hørt om hende før han ankom og opsøgte hende straks. Mellem de to udviklede der sig et mærkeligt og helt enestående forhold. Han forelskede sig stormende i hende, og hun var kærlig over for ham. Forholdet var og forblev gennem alle årene kysk, men samtidig intimt. Han besøgte hende hyppigt, gerne dagligt, og skrev desuden ca. 1800 breve og notitser til hende. Hun døjede med hans temperament og uslebne manerer. Et eksempel kunne være, at hun en dag mildt havde bebrejdet ham, at han havde sagt “du” til hende og forbudt ham det, når der var andre til stede. Pludselig sprang han op, rasende, løb lidt frem og tilbage for at finde sin stok uden at finde den og løb derpå ud af stuen “uden at sige farvel, uden et godnat”.[11] Goethe kunne blive meget vred, hvis nogen bebrejdede ham noget, og anekdoten går i samme retning. Han var klar over, at hun havde ret, men havde svært ved at sluge kamelen. Ikke desto mindre var det på den måde relationen udviklede sig til en slags psykoterapi. Charlotte forstod ham og tog hans uslebne adfærd roligt og venligt. Goethe skrev flere gange, at han havde deponeret sin samvittighed hos hende, og hun påtog sig tålmodigt at lære ham, hvad gode manerer kunne være, dvs. at disciplinere sine impulser og vigtigst af alt, at blive en smuk sjæl, eine schöne Seele.
Goethe skrev to store værker, som handlede mere eller mindre om ham selv, selvbiografien Dichtung und Warheit og udviklingsromanen Wilhelm Meisters Lehrjahren. For en nutidig læser er det slående, at grundtemaet i dem begge er, hvem der får indflydelse på et menneske, så dets dannelse når til størst fuldkommenhed. Synsvinklen møder man også mange andre steder hos Goethe, og ofte er han selv den, der peger på den rette vej. Linien “Edel sei der Mensch, hilfreich und gut” (Ædel bør mennesket være, hjælpsomt og godt) er et berømt eksempel fra Goethes poesi. Men for individet Goethe var sagen mere alvorlig end blot dette at få slebet kanterne af. Han var selv klar over, at han var en meget sammensat natur med risiko for at gå i stykker og miste jordforbindelsen. Den 11. september 1785 skrev han til Charlotte fra Italien, “At du er langt fra mig er en prøvesten for mit selv. Jeg ser hvor lidt jeg eksisterer i mig selv, og hvordan dit nærvær er nødvendigt for mig, for at jeg kan blive et helt menneske”.[12] Charlotte von Stein destruerede sine breve til Goethe. Det er ganske vist en skam; men brevene er ikke nødvendige for at forstå, at hendes rolle var den empatiske, storsindede lytter. Tolkninger, som dem vi kender fra den psykoanalytiske praksis, har hun selvsagt ikke kunnet give, derimod kunne hun være et levende spejl, som kunne give lødige tilbagemeldinger – ikke mindst når det drejede sig om handlingers moralske bonitet (et pudsigt eksempel fra småtingsafdelingen har vi dog, idet vi ved, at hun bebrejdede ham hans kaffedrikning). Adgang til det ubevidste har Goethe selv stået for, sammen med evnen til at sætte sine erfaringer ind i en forståelig sproglig sammenhæng. Det tætte, intime forhold mellem de to varede fra Goethes ankomst til Weimar i 1775 til hans hjemkomst fra Italiensrejsen og mødet med Christiane Vulpius i 1788. Charlotte von Stein udgav herefter en roman, som syntes at udstille Goethe som en forfængelig, pralende, hyklerisk kyniker.[13]
Goethe tog af sted til Italien i 1787. Selvom rejsen var planlagt, sneg han sig lidt ud af bagdøren uden at sige rigtigt farvel til nogen. Tilsyneladende var han træt af intrigerne i Weimar og trængte til ferie. På baggrund af rejsen skrev han bogen Italiensrejsen, som betragtes som en opfølgning af selvbiografien Dichtung und Wahrheit. Bogen er en klassiker og en skøn ledsager for enhver Italiensfarer. Man får et indtryk af videnskabsmanden, som gør geologiske studier undervejs, og man får glimt af den romantiske rejsende, som har sine følelser med sig og oplever eventyr blandt andre mennesker. Sammenholdt med breve og dagbøger finder Eissier, at Goethe havde sit første samleje på denne rejse med en ung italiensk enke, som han i en række digte betegner “Faustina”. Dette gennembrud synes at bygge på den styrkelse af sin psyke, Goethe havde opnået i årene forud gennem venskabet med Charlotte von Stein. Han havde samtidig for en tid fjernet sig fra sin “samvittighed”, dvs. samme Charlotte von Stein. Under disse omstændigheder vovede han at tage springet uden at være angst for følgerne. Succesen blev fulgt op umiddelbart efter hjemkomsten, da han mødte Christiane Vulpius.
Mens Goethe i sine unge dage var i sine følelsers vold, blev han med tiden stadig mere kontrolleret og tydelig som person. I hverdagen var han den travle førsteminister, som fik ry for at være meget formel og tilknappet over for fremmede – ja, sågar kunne han være hård og kynisk i sin embedsførelse. Han var ikke sart og havde ikke brug for noget “room of his own”, men skrev al sin prosa og poesi som diktat til en sekretær, og han blev set læsende korrektur på et drama, mens kontoret var fyldt med unge mænd, som skulle rekrutteres til krigstjeneste. Han bevarede sin polyhistor psyke og gjorde vigtige videnskabelige opdagelser i anatomi og geologi, samtidig med at han skrev romaner, skuespil og poesi. Han blev med tiden en hærdet overlever. Hvad angår hans kreativitet, så var han dog ikke så hærdet, at han kunne blive ved med at lægge nye byrder på sin arbejdsevne. Arbejdsmæssigt stress var antagelig medvirkende til, at han uventet drog af sted til Italien. Efterfølgende aftalte han adskillige lempelser hvad angik administrative forpligtelser med fyrsten. Sent i livet, dvs. efter hans senmodning, genoptog han og fuldendte arbejdet med flere store værker bl.a. Wilhelm Meisters Lehrjahren og Dichtung und Warheit, som han havde ladet ligge i lange perioder.
Hvad nu med sammenligningen med Andersen? Jeg vil igen påstå, at den er interessant, selvom jeg godt er klar over, at jeg i en sådan stærkt forkortet udgave medfører voldsomt mange forenklinger. Den psykoanalytiske teori og praksis er kompliceret, det valgte emne er kompliceret, de valgte personer er begge uhyre komplicerede og sammensatte. Alligevel, forekommer det mig, er der i sagen også en rygrad, en kontur og et forløb, som kan beskrives mere enkelt. I al videnskab og kunst bruges forenklinger som bekendt ikke for at reducere en værdifuld kompleksitet, men for at øge interessen og blikket for skønheden i de enkle mønstre, der ligger bagved det komplekse.
Andersen var på mange måder et mindre sammensat menneske end Goethe. Han havde ikke Goethes superbegavelse og alsidighed, han var naiv, barnlig og til enhver tid tro mod sig selv. Hans geniale evne til at skabe figurer og give dem liv gennem et enkelt sprog var tilsyneladende til stede fra den tidlige barndom og holdt sig hele vejen igennem til alderdommen. Hvilken figur i den danske litteratur har nogensinde gjort så stærkt indtryk som den grimme ælling, og hvilke sætninger har han nogensinde haft en sådan magt og indflydelse på dansk sprog og kultur, som indledningen til dette eventyr: “Der var så dejligt ude på landet; kornet stod gult, havren grønt. Høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange røde ben og snakkede egyptisk, for det sprog havde den lært af sin moder.” Det er enkle, danske ord med dyb poetisk skønhed.
Som barn var Andersen legende, fantasifuld og drømmende, og han fortabte sig i tanken om teatret, så snart han havde stiftet bekendtskab med det. Ved et af de første teaterbesøg udbrød han “hvis blot vi havde lige så mange fjerdingpund smør, som der er mennesker her, så skulle vi ordentlig æde.” Trods det pudsige og rørende var det også en lidt makaber ide. Det samme kan på en måde siges om andre af hans barnlige udbrud: til den vrede mand på marken “Hvor tør du slå mig, da Gud kan se det” og til den lille veninde i skolen, at han var et forbyttet meget fornemt barn, som guds engle kom og talte med osv. Der er noget overvældende ved hans fantasi. Pigen trak sig væk fra ham og mente, han ville blive skør. Hans mor blev også nervøs, når hun så ham stå foran spejlet iført slængkappe og gestikulere og “snakke tysk” i timevis. Men han blev ikke skør. Naturen havde udstyret ham med en formidabel evne til at lade fantasien spille og alligevel komme ganske solidt ned på jorden bagefter. Han var, hvad der er blevet sagt om en dansk digter fra vor egen tid, en mimose på egetræsrødder. Hvor Goethe elskede at spille folk et puds og indstudere practical jokes, fx ved at klæde sig ud som fattig student, så var Andersen ude af stand til at forstille sig. Måske er netop den lille scene med pigen det eneste eksempel, hvor han forsøgte sig med et tomt praleri, og ved den lejlighed gik det som bekendt rent galt for ham. Hvor Goethe ændrede sin karakter fra ungdommens livfuldhed og temperament til de ældre dages mere stive, pompøse og formelle stil, så var og blev Andersen af væsen det meste af sit liv den samme barnlige, letbevægelige, klartseende og fantasifulde sjæl. Han var en mellemting mellem et barn og en satyr, som en ven sagde om ham efter deres første møde.
Da Goethe som ung blev generet af sin fobi for højder, gik han hver dag op i et kirketårn og sad der til angsten forsvandt. For Andersen gik det ikke så nemt, men han var heller ikke en dristig, viljestærk person som Goethe. Andersen overvandt dog fx sin angst for rejser, dvs. grænseovergange, og rejste meget. Han modnedes trods alt gennem livet, og hans nervøsitet fik ikke lov til at ødelægge tilværelsen for ham.
Jeg har lagt op til, at Andersen etablerede en psykoterapi for sig selv i samspillet med andre, ganske som Goethe overfor Charlotte von Stein. Det samspil jeg taler om, var hans forbindelse med familien Collin. For Andersen var hele familien en kæmpestøtte. De var intelligente, muntre og tolerante, og de havde indbyrdes en meget stærk familiekultur, som den vege dreng nød godt af. Den gamle Jonas Collin beskyttede ham og trøstede ham i de unge år: “tag tingene i verden som de er og ikke som De forestiller Dem at de skulle være” skrev han til den unge mand, da han klagede over verdens hårdhed. Men af de fem børn i Collin-familien, var det var trekløveret Ingeborg, Edvard og Louise, der tog sig mest af ham. Andersen har i “Ole Lukøie” (Historien Onsdag) givet en lille munter/bitter vignet, som menes at stamme fra de to søstres forsøg på at belære den ærgerrige digterspire: En stork er landet på et skibsdæk og drilles af fjerkræet der. Kalkunen siger, “det var nogle dejlige tynde ben I har der, hvad koster alen?” Alle ænderne griner, men da storken ikke griner med, fortsætter kalkunen, “I kan gerne le med, for det var meget vittigt sagt! Eller det var måske for lavt for ham, ak, ak, han er ikke flersidig! Lad os blive ved med at være interessante for os selv!” Replikkerne tillægges en af søstrene, og jeg tror det er med rette. Andersen havde været for højtflyvende, han blev pillet ned, men gav – flere år senere – igen i eventyret og fik latteren over på sin side.
Det var dog i det lange løb især den tre år yngre Edvard, som kom til at spille en afgørende rolle. Edvard blev ven med Andersen på et tidspunkt, hvor Andersen havde bevist sin duelighed ved sine første publikationer og sin eksamen. Det udviklede sig til et solidt venskab i årene fra 1829 og det varede livet ud. Når Andersen tog en tørn med Edvard, vidste han godt, at Edvard havde hele sin familie som rygdækning. I første omgang var den væsentligste hjælp, en hjælp til at få styr på trangen til at dyrke sin egen offermyte, dvs. at trække sig tilbage og jamre højlydt, når han blev såret. Andersen høstede masser af ros, når han færdedes ude, og han nægtede sig ingen fornøjelser i den retning. Collin’erne bad ham lade være med at spilde sin tid på oplæsninger og samle sig om sin egen uddannelse; “vær ikke så selvoptaget, ikke så interessant for gud og hvermand! vær åben overfor andre sider af tilværelsen end din egen digternavle!” synes de at sige. Andersen slugte gerne deres kritik – selvom den smagte af medicin, som han sagde, – og han udviklede sig.
Kuren for Andersen blev en ganske anden end for Goethe. Andersen behøvede ikke hjælp til at få samling på sin mangesidighed. Han havde fået forældrekærlighed af den ægte slags og i rigelige mængder i sin første opvækst, og han var ikke elsket primært for sin evne til at kaste glans over sin familie, som Goethe måske var (især fra faderens side). Han var ikke et udhængsskilt for familien, som Alice Miller kalder det i Das Drama des begabte Kindes (1979). Andersens dybeste problem var, at han havde en umådelige trang til kærlighed, men at han ikke var skabt til at blive elsket. Det var ikke kun hans ydre, det var galt med – det var lige så meget hans væsen. Edvard Collin påstod i sin erindringsbog, at Andersen i venners kreds kunne være vittig, men det lykkes ikke Edvard Collin at overbevise læserne. Det kneb med morsomme eksempler. Kun når Andersen skrev, og kun i noget af det, glimter viddet (men hvilket vid!). Som dreng blev han holdt hjemme i sin mors skørter og blev ikke hærdet blandt gadedrengene. Det er nok godt det samme, for man kan tvivle på, at det havde gjort ham til en vittig hund. Resultatet var imidlertid, at han som voksen altid krøb for andre mænd. Han kunne med årene godt være populær blandt kvinder, han blev jo med tiden en berømthed og de anså ham formentlig også med tiden for uskadelig som rival til nogen anden. Men han stødte mænd fra sig med sin blanding af fidel logren og selvfremførende påtrængenhed.
Sublimeringen hjalp ham et langt stykke vej og trangen til at elske en enkelt blev til en livslang kærlighedsaffære med hele verden og sin egen berømmelse. Georg Brandes skrev, at Andersen “med tiden udviklede sig ensidigt som menneske. Hang og trang til anerkendelse og udmærkelse, til forkælelse og beundring […] tog luven fra alle andre tilbøjeligheder og drifter hos ham.”[14] Han fandt nok også en vis aflastning for sin trang til intimitet ved at forelske sig i både kvinder og mænd, og scener med homoseksuelle følelser findes her og der i forfatterskabet.[15] Det intime parforhold han længtes efter, var det imidlertid umuligt for ham at nå. Man forstår det bedre, når man ser hans situation stillet op ved siden af Goethes.
Selv den smukke og kvindeglade Goethe turde ikke binde sig i et parforhold før han var 39 år. Han var for sammensat og sårbar som personlighed, og både hans personlige og hans sociale situation kunne nemt have endt i en katastrofe, hvis han havde giftet sig med fx den skønne Lilli Schonemann. Man forstår, at han selv var klar over, at han risikerede at miste sin selvstændighed og sætte noget af sit geni på spil i en sådan forbindelse. Hans senere forhold til Christiane gav ham, hvad han havde brug for og ikke mere end det.
For Andersen var den sociale situation den samme. Hans chancer for at få en kultiveret, velhavende pige var små, og han ville hurtigt blive bundet op på sin forsørgerpligt, når der kom børn. Hvordan skulle han som ægtemand have kunnet tilgodese en karriere som international kunstner? Under Italiensrejsen, da han var allermest fristet på sin uskyld, valgte han meget bevidst fra. Dagbogen fortæller om hans kamp mod sanseligheden: Han skriver om en rasende lidenskabelighed, om den mægtige lyst og om blodet der brænder og trænger op i hans øjne. I romanen Improvisatoren bliver det til en skildring af en travetur på Vesuv. Vulkanen var i udbrud, der var en skorpe over ildhavet, og han følte at ildens varme modsvaredes af hans egen indre lidenskab.
I Improvisatoren findes i øvrigt en scene, som har et sidestykke i Goethes Italiensrejsen. En lidenskabelig kvinde, Clara, forsøger at forføre hovedpersonen Antonio. Under tumulten falder et madonnabillede ned fra sin krog og afbryder derved den intime scene (det var uden tvivl denne scene sammen med andre, der fik Kierkegaard til at kritisere Andersen som romankunstner i Alen endnu Levendes Papirer fra 1838: Han anklagede Andersen for at bryde romanens regler ved selv som forfatter at gribe ind og afgøre personernes skæbne). Goethes bog slutter med en scene, hvor forfatteren en aften i Neapel føres op til et gavlværelse på slottet. Her venter en skøn og fornem kvinde ham, og vinduerne med udsigt ud mod den glødende vulkan Vesuv slås op. Parret forenes lidenskabeligt og uden afbrydelser af nogen art. Andersen må have kendt Goethes værk og har brugt det som forlæg. Begge bøger afslører, som man forstår, de to forfatteres forskellige skæbner ved mødet med det hede syden.
Edvard Collin kom som nævnt til at spille en særlig rolle i Andersens udvikling. Andersen ville gerne sidestilles med Edvards andre venner. Det udviklede sig en konflikt omkring dette at sige “De” eller “Du”. Trods Andersens indtrængende appeller endte det med, at Edvard ganske brysk afviste ham. Der var naturligvis et alvorligt spørgsmål om social accept i konflikten, men der var mere end det. Andersen havde i dybet af sin psykologi et barn, et barn som engang havde været varmt og tæt elsket af både sin far og mor; men han havde senere mistet denne kærlighed, da faderen blev syg og døde og moderen forsvandt i et nyt ægteskab og i en alkoholderoute. Drengen længtes hele sit liv nostalgisk tilbage til den oprindelige salighed. Når han nu som voksen mand nærmede sig den første rigtige ven, han havde lært at kende, skete det med hele hans idealiserede kærlighedsbehov bagved. Der var ikke tale om en veldefineret hetero- eller homoseksuel tilnærmelse, som nogen – deriblandt måske også Edvard? – har ment, men om noget mere fundamentalt. Han ville have lov til at være til på sine egne vilkår og føle sig fri til at leve og elske på lige fod med alle andre. Hans identitet, hans selv, var på det punkt ikke tydelig og han var ekstremt sårbar. Edvards afvisning af at sige “du”, modtog han med megen ydmyghed og klynken; men den blev senere genfremstillet i kunstnerisk form og nu med mere bitre toner i “Skyggen” og i O.T. Den unge Andersen var for vag til at gøre et gennembrud også på den kunstneriske scene. Det kom frem under hans Italiensrejse to år senere. Han sendte frygteligt sentimentale arbejder hjem (Agnete og Havmanden) og fik nu igen læst og påskrevet af Edvard (og andre). Hvis han ikke kunne holde op med det klynk, kunne han lige så godt pakke sammen, skrev de mellem linjerne. (Denne besked kan sammenlignes med, hvad man kan gøre i et psykoanalytisk forløb. Når situationen er fuldstændig klar og ikke til at komme udenom i forløbet, kan man med held konfrontere analysanden med hans urealistiske hang til at vende tilbage til umodne og utilpassede former for driftsønsker). Den nye afvisning ramte Andersen, mens han var under hårdt pres fra sit eget indre, sin frustrante seksuelle trang, som væltede op i ham under sydens sol. Han blev hvidglødende af raseri og fik afløb for nogle af disse følelser dels i dagbogen, dels i det manuskript, han nyligt havde påbegyndt: Improvisatoren. Der blev indflettet en dødsens farlig duel mellem improvisatoren og hans ven Eduardo. Improvisatoren vinder og Eduardo dræbes (dog kun tilsyneladende). Senere vinder Improvisatoren også over en svær sygdom, og til sidst får han sin elskede. Det var denne roman, der skaffede Andersens hans internationale gennembrud. Umiddelbart efter fulgte eventyrene. Her blev det fine og muntre blandet med det grove og hårde.
Det, der var sket, var at digteren i nogle år tillidsfuldt havde deponeret sit overjeg hos Collinfamilien. Han havde vænnet sig til at tage deres råd for gode varer, og han havde allerede profiteret af det: Det havde givet ham mod til at blotte sig med sine mere forsvarsløse sider; og i den følelsesmæssige esse – sammenstødet med Edvard – fik han hamret og smedet noget på plads. Det voldsomme indre pres af impulser, raseriet og den seksuelle frustration, tvang ham til at tage stilling. Han fik kontakt med sit jegs kærne, centrum for beslutninger og initiativ. Han måtte identificere sig med aggressoren og indse visse realiteter: at han skulle stå på egne ben, at hans vrede måtte finde vej til de mennesker, der behandlede ham dårligt, og at han, som en mand, måtte finde en løsning på sine behov for kærlighed og seksualitet. Når dette i nogen grad lykkedes, hang det sammen med, at hans følelser ikke længere blev hængende i vage, udifferentierede stemninger, og at de nu blev afgrænsede og målrettede. Han blev ved den lejlighed mere moden og mere hærdet.
Andersen blev senere i livet ikke ret meget mindre lidende af ængstelser og fobier, men han havde vundet afgørende i sin karakterstruktur. Hvor der bag neurosen havde været visse borderline-træk: dårlige grænser, veghed og manglende kønslig identifikation, havde han opnået større klarhed i afgrænsningerne mellem sig selv og forskellige andre mennesker. Han kunne nu beslutsomt tage stilling til fristelser både af aggressiv og libidinøs art. Hans seksualitet blev forvaltet ved afholdenhed fra samleje og ved masturbation, og hans forelskelser blev domineret af mødet med de udvalgte elskede kvinder. Han kunne ganske vist stadig også forelske sig i mænd, men nogen eksklusiv homoseksualitet var der på ingen måde tale om. Han så sig selv i et skarpere lys, og hans indre verden blev fyldt op af skarpt sete figurer. Det kunne være mennesker eller dyr, der forholdt sig i et kærligt ironisk forhold til hinanden, gnistrende vittigt, strålende kærligt, men af og til også sorgfuldt eller maliciøst. I det lange løb kneb det for ham at holde ubevidste konflikter på afstand og på hans gamle dage kom en del bitterhed til syne, og han kunne tale længe om, hvor hårdt han havde haft det, hvor hård den gamle Collin havde været og hvor lidt anerkendelse han havde fået i sit eget land. Som kunstner forblev han imidlertid umådelig sej, og han skrev mesterværker også sent i livet (fx Lykke- Peer og “Hvad gamle Johanne fortalte”).
