Ved en debataften i 1961, jeg som ret nybagt psykolog overværede på Københavns Universitet, udtalte psykologiprofessor Franz From, da han blev kritiseret for en munter bemærkning uden for kernen af aftenens emne, at man godt kunne være saglig uden at være kedelig. Jeg gav ham i tankerne ret og vil i herværende artikel følge hans eksempel ved indledningsvis at fokusere på selve forløbet af mit arbejde med artiklens emne i stedet for dens centrale indhold.
I august 2013 så jeg en udsendelse i dansk TV om den australske koloratursopran Joan Sutherland. Heri beundrede man især hendes udførelse af hovedrollen i operaen Lucia di Lammermoor med musik at Donizetti, og det blev understreget, at hendes koloraturer bl.a. i den berømte vanvidsarie blev sunget som en understregning af hendes sindstilstand og ikke som en ideløs opvisning i sangteknik. Jeg ved, at det samme er sagt om 1900-tallets største operadiva Maria Callas, og kan tilføje, at Jenny Linds biograf, Vivi Horn, har beskrevet Linds måde at udføre koloraturerne på med næsten samme ord.[1]
Jeg erindrede nu, at H.C. Andersen havde skrevet teksten til et syngestykke med titlen Bruden fra Lammermoor på. baggrund af Walter Scotts roman The Bride of Lammermoor, og kunne konstatere, at Donizettis tekstforfatter Salvatore Cammarano også refererede til denne roman. Andersens stykke havde dog urpremiere på Det Kgl. Teater i København 5. maj 1832, medens Donizettis opera førsteopførtes 26/9 1835 i Napoli.
Til min forbavselse stod Andersens syngestykke ikke aftrykt i hans Samlede Skrifter fra 1876, der ellers bragte hans dramatiske arbejder – og dermed heller ikke i 2.udgaven fra 1878. Havde Andersen selv i årene tidligere ønsket stykket glemt – eller var det udgivernes valg? Ganske vist var teksten udgivet af Ferdinand Prinzlaus forlag to dage før urpremieren i 1832, men nævnte udeladelse er påfaldende.
I Samlede Værker fra 2005 optoges syngestykket endeligt[2], – og overinspektør mag.art. Ejnar Stig Askgaard, der havde udarbejdet billedkommentarerne, sendte mig en fotokopi af hele den originale udgave af syngestykket fra 1832.
Det er særlig interessant, at romanen The Bride of Lammermoor var oversat til dansk af Andersens nære bekendte: gamle fru Jonas Collins svigersøn, præsten Caspar Johannes Boye 1823. Boye var gift med en datter af fruen fra dennes første ægteskab med præsten M.G. Birckner. På Andersens syngestykke er det angivet, at musikken er komponeret af Ivar Bredal – og betegnelsen “opera” er ikke anvendt. Stykket kaldes: “Originalt romantisk Syngestykke i 4 Akter”. Derimod er ordet “opera” anvendt på udgivelsen af Bredals musik – og forfatterens navn slet ikke nævnt. En opera var dengang i offentlighedens øjne først og fremmest komponistens værk. Udgivelsen indeholdt ti sangindslag, der kunne erhverves enkeltvis fra Loses Forlag.
Undervejs i min opklaringsproces slog jeg naturligvis op i Birger Frank Nielsens H.C. Andersen-bibliografi og kunne læse, at syngestykkat var blevet anmeldt i Allernyeste Skilderie af Kjøbenhavn[3], i Den danske Bi[4] og i Maanedsskrift for Litteratur[5] af Christian Wilster. Månedsskriftet kunne jeg tage på min egen hylde og i dette finde artiklen af Wilster – lektoren fra Sorø Akademi i fagene græsk og engelsk, men oprindelig cand. jur. og cand. theol. – i øvrigt kendt fra læsebøger og tre digtsamlinger.
Hans anmeldelse blev anledningen til denne artikel, idet jeg blev meget ærgerlig over Wilsters negative holdning til Andersens dramatiske arbejde. Jeg fandt, at han tilsluttede sig den nedladende holdning, man jævnligt lagde for dagen ved anmeldelser af Andersens arbejder – og som i mine øjne nærmest havde karakter af den såkaldte 1. jantelov: “Du skal ikke tro, at du er noget”. I Maanedsskrift for Litteratur valgte man at lade bidragyderne skrive anonymt. Man kunne dog år senere “afsløre” nogle af dem i Erslews forfatterleksikon[6], der med sit tillægsbind nåede frem til 1853, idet de til dette havde opgivet en liste over deres litterære arbejder og nu ikke ville skjule, at man havde anset dem for værdige til at få anmeldelser optaget i det fornemme Maanedsskrift.
Wilster havde her vedgået at have skrevet anmeldelsen af Andersens syngestykke. Hele anmeldelsen omfatter fem teaterstykker: Kunstnerliv af Th. Overskou (skuespiller, instruktør og dramatiker), Maigildet af skuespiller Wilhelm Holst, Bruden fra Lammermoor af H.C. Andersen, Ravnen eller Broderprøven. Trylleopera i tre Acter (efter Gozzis tragicomiske Eventyr) af H.C. Andersen – og Kjærlighed ved Hoffet af forfatteren til bl.a. Romancerne “Leire” og “Frodes Død” (Frederik Paludan-Müller).
Jeg vil indskrænke mig til Wilsters bemærkninger til Bruden fra Lammermoor, men dog først ridse handlingsforløbet i syngestykket op:
Den unge “Lord” Edgar har set sin fader bryde sammen og dø som følge af påførte økonomiske fejldispositioner og sagsbehandlingen af storseglsbevareren Sir William Ashton, en meget magtfuld embedsmand. Ashton har under sagsforløbet samtidig haft held til at tiltvinge sig Edgars faders hovedslot Ravenswood, og Edgar lever nu et halvfattigt liv i en lille dårligt vedligeholdt borg med kun to tjenere til opvartning, hvoraf Caleb har virket som opdrager af ham. Edgar har svoret hævn over Ashton og gennemførte i trods en meget ærefuld begravelse af faderen efter presbyterianske skikke, selvom Ashton embedsmæssigt søgte at hindre dette og senere lagde op til retsforfølgelse af Edgar for hans demonstrative adfærd.
På en jagt (med anledning til fine jægerkor) kommer Ashton og hans unge datter Lucie væk fra følget og angribes af en ophidset tyr. De reddes dog, idet Edgar, som tilfældigvis ser deres farlige situation, skyder tyren i sidste øjeblik. Herefter indbyder han dem pga. Lucies choktilstand til at overnatte på sin beskedne borg, og Ashton føler sig med sin ret høje alder nødsaget til at tage imod tilbuddet. Inden da er Edgar blevet stærkt betaget af Lucies blidhed og ynde og hun af hans mandighed og hjælpsomhed trods hadet imod hendes fader. Om natten bemærker hun, at Edgar er gået ind i riddersalen og går ind til ham for at trygle ham om, ikke at hævne sig på Sir Ashton, der nu overnatter der uden sine mænd. En samtale og nogle arier udspiller sig imellem dem, og de forstår begge, at de må danne par med ægteskab for øje. Herefter bytter de ringe efter tidens skik. Samtidig sværger de hinanden evig troskab, men erkender, at dette vil møde modstand. Ashton ønsker næste dag, at Edgar skal være hans gæst på Ravenswood, hans unge redningsmands barndomshjem, og Edgar tager imod opfordringen. Han hilser der på Lucies yngre broder Henrik.
Ashton har bemærket sig de unges betagethed af hinanden og vil egentlig gerne tilstræbe en forsoning med sin redningsmand og i øvrigt selv lægge låg på sammenstødet ved omtalte begravelse af Edgars fader, men han frygter for sin kones ønske om at gennemtvinge en forbindelse mellem Lucie og en Sir Hayston af Bucklaw, hvis fine familie kan hjælpe Lucies ældre broder til en vigtig plads i det politiske liv. Fruen har en meget stærk vilje, som Ashton har vanskeligt ved at sætte sig op imod. Fruen vender hjem fra en rejse og lægger nu pres på Lucie, bl.a. ved at henvise til gammeltestamentlige ord om faderens ret til at bestemme over børnenes valg i livsvigtige forhold[7] – og støttes af familiens præst. Lucie bliver fortvivlet, men tør ikke gå imod moderen.
Slutningen af syngestykket er ikke helt som i Walter Scotts roman, men der er visse fællestræk. Derimod har Donizetti og hans librettist valgt en ganske forenklet og teaterteknisk bestemt, stærkt operapræget afslutning af dramaet med store muligheder for at trække det publikum til, der kommer for at høre de store sangstjerner. Der er tale om en bel canto stil med symfonisk prægede indslag, og dog fortæller musikhistorien, at Donizetti i perioder magtede at komponere 4 operaer på et år.[8]
I syngestykket er bryllupsgæsterne forsamlede i riddersalen på Ravenswood, hvor præsten står med ægteskabskontrakten og beder om Lucies underskrift. Lady Ashton viser, hvor hun skal skrive. Sir Ashton skriver under og bemærker for sig selv, at dette vil blive hendes død. Lady Ashton giver Lucie pennen, men idet Lucie sætter den til papiret, udstøder hun et skrig og taber den, idet hun råber: “Han kommer, ham er det!”. Edgar er trådt ind, og brudgommen, lairden af Bucklaw kræver straks en aftale om duel med Edgar, der er mødt frem i salen med sværd ved siden og pistoler i bæltet. Han spørger nu Lucie direkte, om hun ægter greven af Bucklaw med sin gode vilje, og om hun ikke har elsket ham selv. Han forlanger at tale med hende i enrum, men fru Ashton og præsten får dog lov til at blive sammen med dem i salen. Lairden af Bucklaw går med ordene: “Ved stranden, øst for Ulvsfjeld.”
Edgar minder Lucie om deres gensidige løfte. Hun stammer blot: “Min moder”. Lady Ashton siger, at Lucie frivilligt ægter sin kommende brudgom. Herefter beder Edgar hende om at protestere, men hun tier. Han lægger nu sin ring på bordet og beder hende om den, bun bærer i en snor om halsen. Lady Ashton klipper hastigt snoren over og giver Edgar ringen, som han smider i kaminen, hvorpå Lucie synker afmægtig sammen, idet hun siger, at hendes faders liv nu er i Edgars hånd.
Der udspiller sig nu en scene med betragtende korindslag og replikker fra fru Ashton og Lucie, der peger hen på Lucies pludseligt opståede sindssyge. Edgar har noget før forladt salen i hast, men snart træder lairden af Bucklaw ind og fortæller, at Edgar er forsvundet i sandet ved Ulfsfjeld, hvor de to skulle duellere, og at han kun fandt en fjer efter ham (han havde båret to store fjer i hatten).
Derpå følger nogle stærkt dramatiske skift mellem udbrud fra kor af bryllupsgæster, fru Ashton, lairden af Bucklaw samt Lucie, som nu virker stadig mere sindsforvirret, men hvor hun også vender tilbage til dele af kærlighedsduetten fra stykkets begyndelse. Til sidst springer hun op, griber Edgars efterladte fjer, råber: “Edgar af Ravenswood” og synker død om. (Jeg undskylder min beretnings lakoniske præg, men bringer her afslutningen ordret:)
Chor
O Skræk!
Bucklaw
Min Brud!
Lord Ashton
O Gud, mit Barn! ha, hun er død!
Lady Ashton
Ja død!
Chor.
—— Død
— Den vilde Smerte
Har knust det ømme Hjerte! –
Bucklaw.
Jeg – jeg er skyld i denne Nød!
Annie og Alsie
(indbyrdes, idet de trænger sig frem mellem Tyendet)
– “Da sidste Laird af Ravenswood
Fik sig en Død til Brud,
Den Havfrue fanged’ ham paa Stand
I Strandens Flyvesand.” –
[Annie og Alsie er to gennemgående kvindefigurer, som i deres snak flere gange i stykket kommenterer, hvad der sker på egnen, – de udtaler her nogle ord fra den almindelige overtroiske folkesnak.]
Chor.
Skræk og Rædsel opfylder mit Hjerte.
Bidethebent
(præsten, træder frem og bøjer sig over Liget)
Døden har Fred for hver Smerte!
Chor.
Gud styrke hvert sorrigfuldt Hjerte!
————
Donizettis og Cammaranos Lucia di Lammermoor er meget forenklet i forhold til Scotts roman. Man vil her først og fremmest leve op til publikums krav om en letopfattelig historie med fine indbyggede muligheder for iørefaldende arier (bel canto-idealet), sunget af beundrede topsolister.
Persongalleriet omfatter slet ikke fru Ashton. Hun er erstattet af Lucies storebroder lord Enrico, der vil have søsteren gift med Arturo Bucklaw, der på grund af fin familie kan være gavnlig for Enricos personlige karriere. Lucias fader indgår heller ikke blandt personerne. Lucia er blevet hemmeligt forlovet med den oprindelige ejer af Ashtonfamiliens slot Ravenswood: Edgardo, som vil fastholde forlovelsen. Enrico bilder Lucia via et uægte brev ind, at Edgardo har været hende utro, og Lucia går nu med til at underskrive en kontrakt om ægteskab med Arturo. Netop da kommer Edgardo tilbage fra en rejse, og Enrico udfordrer ham derpå til duel. Midt under de fortsatte bryllupsfestligheder fortæller præsten, at Lucia er blevet vanvittig og har dræbt sin brudgom. Hun træder ind i blodigt nattøj og tror, at hun er ved at blive gift med Eduardo og trygler ham samtidig midt i sin uklarhed om tilgivelse. Her har vi den berømte vanvidsarie. Sluttelig besvimer hun. Senere venter Enrico på Edgardo for at duellere med ham. Meget dramatisk foregår det på Ravenswoodernes gravplads. Her hører Edgardo, at Lucie er død af sit psykiske sammenbrud, – og kirkens dødsklokke overbeviser ham, hvorefter han begår selvmord med sin dolk eller sit sværd.
Handlingsgangen i H.C. Andersens syngestykke og i Walter Scotts roman er på en længere række punkter forskellige, og Wilsters påstand om, at H.C. Andersen har skrevet så meget af, at hans syngestykke ikke kan kaldes originalt, hvilket Andersen netop gør på tekstbogens forside, er ikke rimelig. Andersen har, vel vidende, hvad anmeldere tidligere har udsat ham for, forsvaret sig i forordet med en henvisning til Oehlenschläger i følgende tre linjer; “‘Fremstillingen og Udviklingen’, siger Oehlenschläger, ‘ere saa forskjellige i dramatisk og episk Poesi, at Digteren med Rette kan kalde Værket sit, om ogsaa den første Idee dertil er taget andetsteds fra.’”
Det forekommer mig dertil umiddelbart utænkeligt, at et teaterstykke på 82 sider som Andersens, tilmed spredt udfyldt – som i almindelige rollehefter – skulle kunne udgøre en nogenlunde fyldig kopi af en roman på ca. 560 tætskrevne sider.
Lucie blev i Scotts roman stærkt presset af sin moder til at ægte Lorden af Bucklaw (i det følgende blot kaldt Bucklaw). Dennes meget fine familie skulle sikre Lucies storebror Ashton en politisk fornem fremtid og måske en plads i parlamentet. Moderen var dertil en meget viljestærk kvinde, hvilket fik hendes i øvrigt ansete dommer-ægtemand til at fremstå som lidt “under tøflen”. I bryllupssagen bøjede han sig da også for hende.[9]
Lucie var gået med til at fastsætte en tidsfrist for den dag, hun kunne få talt med Edgar om den nødvendige ophævelse af deres hemmeligt indgåede troskabsløfte til hinanden. Først på denne sidste dag kom Edgar endelig hjem fra Paris og fandt Lucie klædt på til brylluppets første handling, der bestod af en underskrivelse af ægteskabskontrakten med Lord Bucklaw. Først sagde præsten, husets ven, nogle få ord, men da Lucie skulle føre pennen, rystede hun stærkt på hånden, og sidste underskrift blev ikke fuldendt. Edgar var trådt ind – med pistoler i bæltet og en truende holdning. Lucies bror, oberst Ashton, aftalte nu med Bucklaw, at denne skulle overlade det til ham at duellere med Edgar.
Edgar spurgte straks Lucie, om det var hendes underskrift, der stod på kontrakten. Hun forsvarede sig stammende med i få ord at nævne moderens krav. Præsten bakkede straks op med et citat fra gamle Testamente, der nævnte børns pligt til at frasige sig et givet løfte, hvis forældrene forlangte det.
Edgar udbrød ophidset, at han havde afsagt sig sin forurettede slægts ære og hævn for hendes skyld. Samtidig stod det ham klart, at hun allerede havde skrevet sit navn på kontrakten og gav hende derefter straks sin mønt tilbage. Lucie havde stadig sin trolovelsesmønt om halsen, men hendes moder rev hurtigt båndet over og gav Edgar mønten, som han derefter kastede i kaminen. Efter nogle hårde ord til Lucie om hendes mened forlod han slottet. Bucklaw nåede dog at sige til ham, at han stadig var ham tak skyldig, fordi denne havde skånet hans liv i en tidligere duel mellem dem.
Lucia lå nu sløvt hen på sit værelse, men virkede næste dag normal omend stadig tungsindig. Man fastholdt derfor den fastsatte dag til selve brylluppet. Efter dette – under den efterfølgende fest – hørte man pludselig et skrig. Lucie havde forinden forladt salen, og Bucklaw var gået ud for at se efter hende. Oberst Ashton fandt ham nu liggende inden for døren til brudeværelset badet i blod. I et hjørne sad Lucie sammenkrøbet med vanvid i øjnene og blod pletter på tøjet. En læge erklærede dog Bucklaws sår for ufarlige.
Næste morgen var Lucia helt apatisk. Om aftenen fik hun krampe og døde. Lidt tidligere havde hun ledt efter sin mønt. Bucklaw “mørkelagde” hele forløbet og tog herefter ophold i udlandet resten af sit liv.
Lucie blev begravet i Ashtonfamiliens gravkammer. 12 personer fulgte, men en 13. blev observeret, klædt i sørgedragt og støttende sig til en pille. Oberst Ashton genkendte Edgar og bad ham følge med. Edgar adlød mekanisk nærmest præget af afmagt. Obersten kaldte ham nu for Lucies morder og gav ham målet for sin egen kårde samt et notat om tid og sted for deres duel (bredden øst for Ulvehavnen ved solopgang). Herefter tog Ashton ind på kroen nær stedet, og Edgar vendte tilbage til sin beskedne borg. Efter en hurtig afsked med sin gamle tro tjener red han ved daggry til stranden, hvor Ashton allerede ventede ham. Denne bemærkede, at en rytter kom imod ham, men pludselig blev usynlig.
Den stærke blæst og høje flod havde udviklet kviksandets område betydeligt, og på hestens spor så man, at rytteren ikke havde holdt sig nær til klippen, hvor jorden var fast.
Ifølge Scott var almueovertroen også stærk i Skotland, og han lader den nævnte gamle tjener (Caleb) advare Edgar imod at knytte nærmere kontakt til den afdøde faders fjende, den nye ejer af Ravenswood, med disse ord fra et gammelt digt, en katolsk skriftefader tidligere hen har meddelt en lord af slægten:
Naar sidste Laird af Ravenswood sig rider under Ø,
Og fæster til sin Brud sig en hedengangen Mø,
Da skal sin Hest han binde alt paa den Havfrustrand,
Og aldrig mer skal lyde hans Navn saa vidt om Land.
Edgar siger, at han godt kender kviksandet, man skal vogte sig for, og morer sig i øvrigt over Calebs ord. I min gengivelse af slutningen på Andersens syngestykke bringer jeg disse ord i Andersens udformning, lagt i munden på Annie og Alsie:
“Da sidste Laird af Ravenswood
Fik sig en Død til Brud,
Fik Den Havfrue fanged’ ham paa Stand
I Strandens Flyvesand.”
Selve havfruen, der figurerede i den almindelige overtro, er trukket frem af Andersen, og man erindrer, at han allerede året efter var dybt inde i sit store arbejde: Agnete og Havmanden trykt 1833, hvor Agnete var havfruen, der kom menneskenes verden ganske nær.
Walter Scott blev betegnet som den historiske romans mester, og Andersens respekt for ham var, som bekendt, meget stor.[10]
Wilster er flere steder ret grov i sin kritik af syngestykket. Han omtaler, at Boyes engelskoversættelse kan være mangelfuld, men at Andersen ikke behøver at overtage fejlene, thi “selv af en Copist forlanger man dog, at han ikke tankeløst skal afskrive Conceptens Feil. Foruden nogle Bummerter mod dansk Stil indeholder dette Stykke ogsaa Feil mod engelsk Retskrivning.” Endvidere kritiserer Wilster Andersens jamber. Kort sagt: skolemesterens stileretninger huserer i Wilsters hovede. (Han er ikke for ingen ting lærer i engelsk og græsk.)
Side 195 skærper Wilster også tonen ved, at skrive, at Andersen “røber saa liden Sands for Poesien, at han troer, at et Digt lader sig sammensye af Stumper ligesom et Gulvtæppe, og at Dialogen i en Roman bliver dramatisk, naar man blot sætter de Talendes Navne ovenover Replikerne.”[11]
Jeg vil tro, at Wilster også har skrevet anmeldelsen i Den danske Bi i november 1832. Hans stil er ret speciel, omend han ikke dér leverer så grove bemærkninger som ovenfor citeret. Her fik Bredals komposition i øvrigt smukke ord med på vejen. “Bredals Komposition af dette Stykke er særdeles lovende; han har deri forenet Melodie med Udtryk og Effect. Den store Terzet i første Act og Melodramaet i sidste ere to Musikstykker, som vilde gjøre den bedste dramatiske Componist Ære, og den effectfulde Behandlingsmåde af de to Arier, som Forfatteren har kastet ind i Fady Ashtons Rolle, viser, at Hr. Bredal veed at tilfredsstille Bravoursangerens Fordringer uden at forsømme Udtrykket.”
Og så er vi nået til Bredal: Anmelderen i Bien er her på linje med Thomas Overskou i dennes omtale af Andersens syngestykke mange år senere i Den danske Skueplads. Her skriver denne skuespiller, instruktør og dramatiker om Bredal, at hans første dramatiske arbejde bar vidne om et betydeligt talent. “Smukke flydende Melodier, udmærkede ved Charakteer og ædel Stiil, kraftigt Udtryk af Følelserne, interessant Livfuldhed og brillant Instrumentation gave næsten ethvert Nummer megen theatralsk Effect” [12].
Jeg kan tilslutte mig Overskous vurdering af Bredals kompositoriske evner efter at have studeret de af Lose udgivne nodetryk af musikken. Bredal blev som 17-årig bratschist i Det kgl. Kapel og var en af de tre koncertmestre, da Bruden fra Lammermoor blev bragt på teatret. I en række år var han også dirigent ved vaudeviller og sange i skuespil samt balletter og senere i Musikforeningens fire første år på skift med de to andre koncertmestre dennes dirigent. I sine lidt ældre år blev han teatrets syngemester. Andersen bad ham også komponere musikken til operaen Ravnen, der havde urpremiere på teatret ½ år efter Bruden fra Lammermoor, men Bredal fandt denne opgave for stor, hvorpå unge J.P.E. Hartmann tog imod opfordringen.
Overskou fortæller, at fru Wexscall på forhånd var udset af teatret til Lucies rolle, hvilket hindrede Andersen i at gøre rollen til en udpræget arierolle, idet den unge skuespillerinde ikke længere havde stemme til større syngepartier. Hendes ynde skulle derimod have klædt rollen. Hun fik ved nyt giftermål med Nicolai Peter Nielsen (helterollernes mester) navnet Anna Nielsen, og blev fru Louise Heibergs nærmeste konkurrent.
Bredals musik blev – som nævnt – udgivet hos Lose. Der er tale om klaverudgivelser, men med vigtige indslag fra soloinstrumenter anført. Bredal havde lært musikteori hos Kuhlau, der var kommet til København l810. Vi kender mest Kuhlau sonatiner, og Bredal er påvirket af stiltræk fra disse samt tidens hyppige brug af triller og andre forsiringer. Dog er han meget fremtidsrettet i forhold til tonale (toneartsbaserede) overraskelser og disses dramatiske muligheder og bevæger sig ind i romantikken.
Overskou oplyser, at Bruden blev en publikumssucces og opførtes otte gange samt opnåede flere opførelser i de følgende sæsoner, dog her med en delvis ny rollebesætning (således jomfru Abrahamsen – senere Mad. Kragh – i Lucies rolle).[13]
Som nævnt i artiklens begyndelse var jeg forbavset over, at Andersens syngespil Bruden fra. Lammermoor ikke var aftrykt i 1800-tallets udgaver af hans Samlede Skrifter. Efter at have fået teksten, der blev udgivet to dage før urpremieren, i hænde, undredes jeg desuden over, at man på side 44 i 2. akt havde medtaget det lille digt:
“Min Tankes Tanke ene Du er vorden –
Du er mit Hjertes første Kjærlighed –
Jeg elsker Dig, som Ingen her paa Jorden –
Jeg elsker Dig i Tid og Evighed!”.
Digtet er, som anført i bind 12 af Samlede Skrifter (udgaven fra 1879), skrevet i 1830 og anbragt under titlen “Hjertets Melodier” sammen med syv andre digte møntet på Andersens første kærlighed Riborg Voigt, datter af den rige agent Laurits Peter Voigt i Faaborg, hvis hjem Andersen opsøgte i sommeren 1830 for at besøge sin studenterkammerat, Riborgs broder. Sangens indhold er meget stærkt, og vil man vide, hvor fortvivlet Andersen var over sin håbløse stilling som mulig frier til Riborg, der nylig var blevet forlovet, kan man blot læse hans brev af 28. januar 1831 til sin faderlige ven, digteren Ingemann i Sorø. Heri skrev han: “I næste Maaned er hun Kone, da vil hun, da maa hun glemme mig! O, det er dræbende at tænke! – O kjære, kjære Ingemann! Gid jeg var død, død, selv om Døden var Tilintetgjørelse; men det kan den ikke være!”[14]. Jeg skal tilføje, at offentligheden først blev bekendt med den elskedes navn i begyndelsen af 1900-tallet gennem P.A. Rosenbergs artikel i Provinsen III, jan.-febr. 1904: “H. C. Andersen og hans Ungdoms Elskede”.
Selv var Andersen i begyndelsen af 1831, da han arbejdede på Bruden fra Lammermoor, naturligvis stadig berørt af sine tanker om den umulige kærlighed til Riborg, – og det er klart, at de fællestræk, der var mellem handlingen i Scotts fortælling (og dermed i ret høj grad syngestykkets) og Andersens forhold til Riborg, har sat sig stærke digteriske spor i de digte og replikker, der skulle anskueliggøre Lucies og Edgars kærlighed til hinanden. Bruden fra Lammermoor må have holdt ham fast i erindringen om Riborg. Det har ikke kun været ham en hjertesag i den almindelige overfladiske betydning af dette udtryk at skrive netop dette syngestykke, – men det har også været ham en hjertesag i ordets egentligste forstand. Det korte 4-linjede digt: “Min Tankes Tanke ene Du er vorden”, som er hans mest personlige ord i digtningen til Riborg, indarbejdedes, som nævnt, i det allermest personlige ordskifte imellem Edgar og Lucie (side 44, 2.akt) og her angivet som en tekst, der skulle synges.
Andersen nævner digtet i sin såkaldte Levnedsbog og tilføjer der, at digtet var skrevet som et digt for sig selv med overskriften “Til hende” og på et løst papir. Han fortsætter: “… jeg erfarede Dagen efter at de andre Damer ikke vidste noget om Digtene paa det løse Papir, hun havde kun viist dem de andre Digte”. Kort forinden fortæller han, at han siden har ladet Edgar synge den i Bruden fra Lammermoor.[15]
I samme Levnedsbog har han detaljeret redegjort for sit indtryk af hende og sine indre kampe omkring sin usikre vurdering af hendes følelser for ham. Han fortæller også, at hendes broder efter hendes afrejse fra København, hvor Andersen nogle måneder senere hilste på familien lige efter dennes besøg i Det kgl. Teater, gav ham en seddel fra hende, hvori hun skriver: “Lev vel, lev vel. Gid Christian snart kan sige mig, at De er rolig og fornøiet som før. Med inderligt Venskab Riborg”. Formentlig denne seddel gemte Andersen i en lille skindpose, han bar i en snor om halsen ved sin død. Unge Jonas Collin så, at sedlen var fra hende, men brændte den ulæst, hvilket hans datter forfatterinden Inga Nalbandian fortæller i sin kronik i dagbladet Politiken 2. april 1928. I relation til dette kom jeg i tanke om slutningen af Bruden fra Lammermoor, hvor Lucie bliver afkrævet den ring, hun havde båret ved brystet siden sit løfte til Edgar om evigt troskab. Havde Riborg skrevet sig stærkt ind i Andersens hjerte i de mange år indtil hans død? Den 9. juni 1831 skriver han ganske vist til Christian Voigt, at han ikke mere elsker Riborg, men dog “føler en Tomhed ved Erindringen og lider ved det.” Ifølge Rosenbergs artikel i Provinsen mente datteren til Riborg, at denne havde gengældt Andersens følelser (bl.a. havde Riborg resten af livet gemt en buket, han havde givet hende). Jeg omtaler sagen nærmere i Anderseniana for 1997 side 49-50.
I 2. akts begyndelse af Andersens Bruden fra Lammermoor, da Ashton og Lucie opholder sig i Edgars borg – og Edgar allerede er blevet stærkt betaget af Lucie, synger han sangen: “Du som kjender hver en Tanke”. I denne sang forekommer linjen: “Fred med Kjærlighedes Smerte”. Andersen kendte jo, da sangen blev skrevet, denne smerte efter sin forelskelse i Riborg, og arret efter den var under digtningen med til at føre hans pen. Andre senere forelskelser førte til nye ar – især hans betagethed af Jenny Lind, som tilmed var en af de operadivaer, som magtede rollen som Lucia i Donizettis Lucia di Lammermoor. Og denne sangerinde “plejede” hans ar nu og da med venlige breve – endog på hans gamle dage.
Selve Lucia-rollen oplevede han på ni forskellige europæiske teatre genne Donizettis udgave og 13 gange ved samme operas opførelse i København på Det kgl. Teater plus en enkelt gang i Casino. Donizettis Lucia di Lammermoor opføres for øvrigt stadigvæk.
