Mellem de to store realister, som dukkede op i den sammensynkende helstat, har der – indtil videre – bestået en ejendommelig asymmetri: Theodor Storm har læst H.C. Andersen gennem hele sit liv, på dansk og på tysk, som det fremgår bl.a. af det tidlige (og efterhånden verdensberømte) eventyr Der kleine Häwelmann og dagsbogsoptegnelser om bl.a. Kun en Spillemand-, endnu på dødslejet bad han sin datter Gertrud at læse lidt op fra O. T.[1] Men Andersen har ikke læst Storm. Selv om han var meget fortrolig med den tyske litteratur fra Tieck og E.T.A. Hoffmann til hans brevven fra Kiel, den nedertyske lyriker Klaus Groth, så har Andersen lige præcis ikke haft kendskab til digteren Storm, som på flere områder har været hans nærmeste kollega og nabo.

Men i mindst ét tilfælde – endog et meget specielt tilfælde – er han dog alligevel stødt på ham, uden rigtig at bemærke det – og derfor vil vi beskæftige os med det her. Dette tilfælde synes umiddelbart marginalt, alligevel viser det sig på flere områder betydningsfuldt og oplysende. Det drejer sig om Andersens fjerde og efter mange litteraturhistorikeres mening mest betydelige roman: De to Baronesser, som først udkom ved årsskiftet 1848-49 (og på titelbladet dateret 1849), elleve år efter den sidste af de i Tyskland så succesrige tidlige romaner, Improvisatoren, O.T. og Kun en Spillemand (hvoraf Storm, som vi senere skal se, har haft et nært kendskab til de to sidstnævnte).[2] Værket gælder i dag i stor udstrækning som et mønstereksempel på den poetiske realisme i den danske litteratur.[3] Romanen har ydet afgørende bidrag til konstitueringen og udfoldelsen af et nyt litterært landskab i den (danske) realisme: kyststrækningerne og øerne i den slesvigske nordsøkyst. Og med en selvbevidst beslutsomhed orienterer den sig mod sin egen nutid i modsætning til en historiserende fortælling, som stadig var orienteret mod Walter Scott. Netop denne roman har haft en forbløffende betydning for den unge Storm – uden at han selv – endsige Andersen – har haft nogen viden om det.

Theodor Storm (1817-1888), fotografi af G. Constabel in Hanerau-Hademarschen, u. å.

Andersens roman giver en borgerlig dannelseshistorie i et dobbelt outsider-perspektiv, som er så karakteristisk for hans værk: Elisabeth – af fødsel et barn fra det nederste lag, og senere som intellektuel frue dobbelt holdt ude af den aristokratisk-borgerlige orden i det samtidige Danmark – adopteres i et menneskevenligt lune af tre unge danske adelige og deres borgerlige huslærer; sidstnævnte bliver hendes værge. I første omgang opdrages hun på et gods af sin egensindige og varmhjertede pleje-bedstemor, der selv som datter af en livegen bonde stammer fra de laveste lag og først ved ægteskabet med en aristokrat løftedes op i den herskende klasse. På grund af en barnlig-harmløs forsyndelse mod reglerne, hvorved hun imidlertid har opdaget skændselen ved pleje bedstemoderens stigmatiserende oprindelse, sendes den fireårige af baronessen hen i en fjerntliggende præstegård – så fjerntliggende som det i det danske helstat overhovedet var muligt: nemlig til Halligerne “de stille Øer i den stormende Nordsø” (som slutsætningen lyder i 1. del), hvor hendes værge midlertidigt har virke som præst. I København, beretter fortælleren forbigående, kender man end ikke navnet “Halligerne”, selv dannede anser det for at være en forkludring af navnet “Helgoland”[4]. Andersen derimod var selv siden sin rejse til Föhr, hvortil han i sommeren 1844 var indbudt af det danske kongepar, fortrolig med Nordfriesland, Föhr, Amrum og endogså Halligerne. Hans udførlige dagbogsoptegnelser fra 1844 om rejsen fra Flensborg til Föhr helt til Halligerne blev til hovedkilden for hans roman.[5]

På Oland (som Andersen fejlagtigt anser for den største af 0 blandt Halligerne) foregår således den midterste og vigtigste af romanens tre dele. Den omfatter årtiet med Elisabeths barndom og ungdom, som danner den egentlige dannelsesproces i denne kvindelige dannelsesroman. På den ensomme Hallig-ø sværmer hun ikke blot for, men forelsker sig i en ung sømand med det romantiske navn Elimar, og i tredje del tager hun på eget initiativ til København for at udvirke hans (formodede) befrielse fra uretmæssig fængsling – hvorved hun frem for alt formår at udvikle sig til en – inden for de snævre samfundsmæssige begrænsninger i tiden – forbløffende frigjort ung kvinde. På den ene side har den frie og frigørende natur, hun har oplevet på de fjerntliggende øer bidraget dertil, på den anden side har hun mødt en levende og mundtlig fortælletradition, som netop handler om og italesætter denne naturlige frihed. Både naturen og denne mundtlige digtning opleves af hende som et hele, der imødekommer hendes frihedsstræben og medfødte kunstneriske begavelse. Således kan hun i tredje del som selvbevidst ung voksen vende tilbage til København og Fyn, bidrage til almen forsoning, idet hun finder manden for livet i egenskab af sin tidligere mæcen og samtidig etablerer sig som selvstændig forfatterinde påvirket af den på Halligerne oplevede fortællekunst.

Også selv om det hører til denne romans karakteristika, at den har frigjort sig fra den snævre binding til forfatterens stiliserede selvbiografi og har udviklet et udvidet blik på de samfundsmæssige sammenhænge, så afslører Elisabeths udvikling stadig selvbiografiske træk af forfatteren. Som så mange af Andersens kvindelige heltinder fra den tidlige Havfrue til den senere Dryade spejler hun en medfødt outsider-rolle og dennes efterfølgende idealiserede overvindelse. Derved spiller opdagelsen og den succesfulde gennemførelse af kunstnerkaldet en afgørende rolle – en opdagelse, som i høj grad udløses ved det forfriskende møde med den mundtlige folkelitteratur, som var opstået i de strikse sociale reguleringer i dannelseskulturen (den borgerlige danske dannelseskultur i Biedermeiertiden) og som opfattedes som “fri” og “naturlig”.

Heltindens frigørelse skyldes altså i høj grad de litterære indtryk, som svarer til den ubundne, vilde natur på Halligerne, som i romanen er skildret bredt og indtryksfuldt, hvor denne natur ligesom ‘autentisk’ kommer til udtryk. Som også er ganske forskellig den, der skildres i hendes yndlingsroman The Heart of Midlothian af Walter Scott, hvis skotske højlands vildnis hun med nogen møje søger at genfinde i den stormfulde og tågede ø-verden, men hvor hun oplever en fortællekunst, som umiddelbart star i forbindelse med det omgivende landskab og livsvilkår, ja ligefrem er opstået deri. Også den mundtligt overleverede historie i sagnene er under ingen omstændigheder en afsluttet modkultur, men snarere en hemmelig, stadig levende nutid. Begge, den oprindelige vildskab i en ophøjet natur og gennemtrængningen af nutiden med historie og myter, kommer tydeligst til udtryk i den historie, som fortælles i midterdelen, det er det velkendte sagn om Nordfriesland, om det sunkne Rungholt.[6]

Det danner samtidig det motivske centrum for et ledemotiv-fletværk, som handler om undergang af gamle øer og kyststrækninger og om opståen af nye landområder. Ledemotivisk nævnes landvindinger og landtab, “Rudera af undergaaede Byer”[7] og “svømmende Øer”[8], hvortil også Sylt og Amrum selv regnes, isstykker, “der saae ud som Kirker og Slotte”[9], dele af græsrigt marskland, som havet angiveligt har båret hertil fra de engelske kyster og aflejret. Hele tiden bliver skuepladsen mellem fastland og hav kendetegnet som amfibisk løsrevet, som et bevægeligt land. I en nøglescene, hvor Elisabeth og Elimar selv bliver overrasket af højvande og er nær ved at druke, bliver disse historier på eksistentiel måde til virkelighed.

Det er en Halligbeboer, som med det – også for danske øren – fremmedartede frisiske navn “Keike”, der fortæller historien om den sunkne by. Den lyder således i romanen:

at for mange hundrede Aar tilbage havde alle Øerne her rundtom været een Eneste, men Havet var kommet og havde slugt Byer og Kirker; Folk havde svømmet om paa Bjælker og Tømmer, Vugger vare drevne om med smaa Børn i. Da var Landet blevet til mange Øer; men siden efter var den ene 0 skyllet bort efter den anden, eller bleven mindre og mindre; Føhr og Sylt havde dog endnu udgjort eet Land, og der var en stor By, Rungholdt, hvor Menneskene vare saa ugudelige. Nogle fæle Folk der drak en So fuld, lagde den i Sengen og sendte Bud efter Præsten, at han skulde give denne Syge Sacramentet, og vilde han ikke, skulde han kastes i Vandet; medens de raadsloge, slap han bort, men paa Veien hjem mødte ham ved en Kro to ugudelige Karle; de tvang ham at følge med ind i Skjænkestuen og fortælle, hvor han havde været, og da han fortalte dem, hvorledes han havde været til Spot, saa loe de og fratoge ham Æsken, hvori Sacramentet var og hældte Øl den: “for var Gud der,” sagde de, “saa skulde han have lidt at drikke.” Da Præsten fik den tilbage og slap bort, bragte han den til Kirken og bad Gud straffe de Ugudelige. Om Natten, han laa i sin Seng, blev han af Gud varet om, at forlade Landet iilsomt; og da begyndte Storm og Høivande; hele Rungholdt og syv Kirkebyer sank, og kun Præsten, hans Pige og to Jomfruer, som havde været i Kirke, undslap. “Slægten lever endnu,” tilføiede Keike, “det er Bakke Boyesens. Og vist er det, at engang før Dommedag vil Rungholdt hæve sig med alle dem deri op af Havet. Ved klart Vande øiner man endnu Huse, Kirketaarne og Møller; jeg har ikke selv seet det, for jeg lukkede Øinene, men det ringede for mine Ører, det var Klokkerne dernede, som gik.”[10]

Andersens variant af Rungholt-sagnet lader sig ikke – i hvert fald ikke udelukkende – tilbageføre til mundtlige fortællinger, men derimod til en trykt kilde[11]. Hvad romanheltinden kun hører, har forfatteren læst. Andersens kilde er, således som det fremgår af enkelte motiver og formuleringer, formodentlig den samling af Sagen, Märchen und Lieder der Herzogtümer Schleswig Holstein und Lauenburg, som udkom i Kiel 1845, altså året efter hans egen Halligrejse, udgivet af Karl Müllenhoff. I denne samling finder man under nummer 173 Rungholt-sagnet, som er sammensat af skæmtsomme, bibelske og historiske reminiscenser. Sagnet hører til de tekster, hvis bidragyders navn man ikke har sat på titelsiden, men som kun er nævnt i udgiverens forord som selvsamme unge forfatter, der sammen med studiekammeraten fra Kiel, Theodor Mommsen, havde faet ideen til denne samling. Rungholt-sagnet, som Andersen læste, stammer fra Theodor Storms pen.

Selv om udgiveren Müllenhoff i sin kildeangivelse kun henviser til Anton Heimreichs Nordfresische Chronik fra 1668, så er gengivelsen foretaget på grundlag af en bearbejdelse, som Storm havde foretaget ud fra Heimreichs Chronik. Gerd Eversberg har i sin omfattende kommenterede udgave af Storms eventyr og sagn-optegnelser[12] præcist dokumenteret, hvorledes Storm på sin side har gennemarbejdet sin udgave på grundlag af hans Kieler-lærer Nikolaus Falcks nyudugivelse af Heimreichs Nordfresische Chronik i 1819[13]. Müllenhoff forbinder den med dele af en beretning, som kun forelå for ham i form af C.E Hansens manuskript af Von dem Untergänge des Fleckens Rungholt auf Nordstand. Men man kan takke Storms bearbejdelse for, at denne historie kunne blive så stor en litterær succes, at den blev gengivet i Detlev von Liliencrons store ballade Trutz, blanke Hans! og i Andersens roman.

Storms udgave af sagnet bevarer den historiske patina i Heimreichs Chronik, men stryger den deri udførligt meddelte genealogi for Boysens slægt og strammer derudover omhyggeligt hele historien: Den lyder (sammen med indledningssætningen af Hansens version) som følger:

In Rungholt auf Nordstrand wohnten weiland reiche Leute; sie bauten große Deiche und wenn sie einmal darauf standen, sprachen sie: “Trotz nu, blanke Hans!” –

Ihr Reichtum verleitete sie zu allerlei Uebermuth. Am Weihnachtsabend des Jahres 1300 machten in einem Wirthshause die Bauern eine Sau betrunken, setzten ihr eine Schlafmütze auf und legten sie ins Bett. Darauf ließen sie den Prediger ersuchen, er möchte ihrem Kranken das Abendmahl reichen und verschwuren sich dabei, daß wenn er ihren Willen nicht würde erfüllen, sie ihn in den Graben stoßen wollten. Wie aber der Prediger das heilige Sakrament nicht so gräulich wollte mißbrauchen, besprachen sie sich unter einander ob man nicht halten sollte, was man geschworen. Als der Prediger daraus leichtlich merkte, daß sie nichts Gutes mit ihm im Sinne hätten, machte er sich stillschweigend davon. Indem er aber wieder heim gehen wollte und ihn zween gottlose Buben, so im Kruge gesessen, sahen, beredeten sie sich, daß so er nicht zu ihnen hereingehen wurde, sie ihm die Haut voll schlagen wollten. Sind darauf zu ihm hinausgegangen, haben ihn mit Gewalt ins Haus gezogen und gefragt, wo er gewesen. Und wie er’s ihnen geklaget, wie man mit Gott und ihm geschimpfet [d. h. Schindluder getrieben] habe, haben sie ihn gefragt, ob er das heilige Sakrament bei sich hätte, und ihn gebeten, daß er ihnen das-selbige zeigen möchte. Darauf hat er ihnen die Büchse gegeben, darin das Sakrament gewesen, welche sie voll Biers gegossen und gotteslästerlich gesprochen, daß so Gott darinnen sei, so müsste er auch mit ihnen saufen. Wie der Prediger auf sein freundliches Anhalten die Büchse wiederbekommen, ist er damit zur Kirche gegangen und hat Gott angerufen, daß er diese gottlosen Leute strafe. In der folgenden Nacht ward er gewarnet, daß aus dem Lande, so Gott verderben wollte, gehen sollte;[14] er stand auf und gieng davon. Und sogleich erhob sich ein ungestümer Wind und ein solches Wasser, daß es vier Ellen hoch über die Deiche stieg und das ganze Land Rungholt, der Flecken und sieben andere Kirchspiele dazu, untergieng, und niemand ist davon gekommen als der Prediger und zwo, oder wie andre setzen, seine Magd und drei Jungfrauen, die den Abend zuvor von Rungholt aus nach Bopschlut zur Kirchenmeß gegangen waren, von welchen Bake Boisens Geschlecht auf Bopschlut entsprossen sein soll, dessen Nachkommen noch heute leben. Die Ulversbüller Kirche hat noch eine alte Kirchenthür von Rungholt.

Nun giebt es eine alte Prophezeiung, daß Rungholt vor dem jüngsten Tage wieder aufstehn und zu vorigem Stande kommen wird. Denn der Ort und das Land steht mit allen Häusern ganz am Grunde des Wassers und seine Thürme und Mühlen thun sich oft bei hellem Wetter hervor und sind klar zu sehen. Von Vorüberfahrenden wird Glockenklang und dergleichen gehört. – Imgleichen wird bei der [Hallig] Süderog am Hamburger Sand ein Ort gezeigt, welcher Süntkalf geheißen und es ist ein Sprichwort:

Wenn upstaaen wert Süntkalf,
So werd Strand sinken half.[15]

Regnvandsreservoir – en såkaldt fething – på Hallig Oland. Tegning af Fritz Stoltenberg ca. 1895.

Men hvis et vildt landskab – med alle kendetegn på det ophøjede – i sin mundtlige overlevering kan fremvise sådanne historier, hvis det derfor stort set bliver karakteriseret som “Poesiens og Kunstens Land”[16], hvorfor har det så, i modsætning til Walter Scotts skotske højland, endnu ikke frembragt nogen stor litteratur. I Andersens roman bliver dette spørgsmål præcist stillet:

De mange Historier og Sagn hos det frisiske Folk, det hele Liv paa denne Kyst og Øerne, vakte Beklagelse, at ingen Walter Scott endnu var født i disse Egne, at Friserne saa godt som ingen Digter eiede.
“Ja, her er Stof!” sagde Moritz, “men det ligger endnu som Marmoret i Bjerget, det venter Billedhuggeren. Før Homer vare mange Helte, hedder det jo, men Verden veed ikke noget om dem.”[17]

Hvem kan være disse egnes Walter Scott – et landskab, hvortil den geografiske horisont i romanen udtrykkeligt også regner Föhr, Sylt og Amrum og det nærmestliggende fastland med byen Husums “byfoged” – dette spørgsmål besvares entydigt i romanen. Det er heltinden selv, der ved møderne med landskabet og dets historier bliver til forfatterinde. Ar senere, da hun er tilbage i København, overhører hun nemlig skomager Hansens fortællinger om havet. Fortælleren kommenterer:

Det var, som havde Elisabeth hørt en af Walter Scotts Romaner; det maatte jo kunde nedskrives, blive en heel Historie til at trykke, en Historie fra Havet; og hun huskede paa de sjunkne Stæder ved Sylt og Amrom, de svømmende Øer, dem hun som lille Pige, da hun i Hr. Petters Vogn kjørte sovende ud paa Eventyr, havde seet drevne op paa Kromandens Strand; hun huskede de mange Sagn, Keike havde fortalt, og Eliman Historie om Kjæmpeskibet; et underligt stort Havbillede fyldte hendes Tanker; det var, hende ubevidst, hendes første Digtning.[18]

Hvis der af disse ubeviste Erindringer og indfald rent faktisk er blevet “en lille novelle”, så inddrages også denne tekst i ledemotiv-fletværket, hvis centrum dannede Rungholt-historien:

det var en lille Novelle, og Stoffet til den ikke mindre end hiin første Barndoms-Erindring, det svømmende Stykke Marskland, som Havet havde sat paa Land. I faa Ord gav hun et Billede deraf; et sammenstyrtet Huus laa paa Øen og i Krogen derinde to smaa Børn, Dreng og Pige; de voxte op; det var Elisabeth og Elimar, det var deres Barndoms-Liv, det var deres Nød og Angst, da Floden kom og Vandet steg dem til Brystet.[19]

At det netop er Husum, som hører til det geografiske referencepunkt, hvormed en Walter Scott fra disse egne giver sin skildring af Halligerne med endnu en ny version af Rungholt-historien i en stor Novelle, det kunne Andersen vanskeligt have drømt om. Storm affattede jo fra samme kilde i 1871 Eine Hallighahrt.[20]Også i denne novelle, som består af mange lag, hører landskab og overlevering snævert ssammen; Rungholt-sagnet bliver, efter Storms egne bearbejdelser af Heimreichs Chronik, også genfortalt på ny.

Endnu en gang figurerer den ubændige, vilde natur på Halligerne som modstykke til nutidens autoritære, konservative og undertrykkende magt, til samtidens klassesamfund og dens “Råder der Staatsmaschine”[21] [statsmaskineriets store hjul], som refugium for en outsider – i dette tilfælde en forhenværende ‘48-oprører – og som kraftreserve til en opstand mod de menneskelige magter. Og endnu en gang viser sagnet fra Rungholt betydningsfuldt og drastisk, hvorledes naturkræfterne kan ødelægge alt gudløst menneskeskabt, hvor usikker al kulturel orden er. Selv om Storm i de vanskelige omarbejdelser af novellen har orienteret sig mod E.T. A. Hoffmann og Heinrich Heine[22] – to af H.C. Andersens yndlingsdigtere, så er der dog intet, der tyder på, at han har kendt dennes Halliger-roman. Og omvendt: Heller ikke Andersen har – så vidt vi ved – set Storms novelle.

At de to digtere, som med kort afstand opdager hertugdømmet Slesvigs vilde vesten for den realistiske litteratur, ikke har kendt hinanden – det lader sig vel ikke så enkelt slå hen som et litteraturhistorisk tilfælde, men er også et symptom på en kulturel fremmedgørelse. Den opstår af netop de politiske hændelser, som i begge tekster hører til den tidshistoriske baggrund: Det overnationale brud i den flersprogede helstat og de nationalistiske udviklinger på begge sider af den nye grænse. Andersen vier i sine dagbogsoptegnelser fra 1844 samt i den fire år senere færdiggjorte roman meget opmærksomhed til landskabernes og sprogenes mangfoldighed i denne region, først ved rejsen fra Flensborg over Geest til Oland:

Her i hele Strækningen fra Flensborg ned mod Nordsøen, vexler Tydsk, Dansk og Frisisk; de tre Sprog slynge sig i hinanden[23]

Af en Halligbeboer bliver de rejsende udspurgt på “Platttydsk og saa paa Frisisk”, inden krokonen endelig slog ind paa det Danske.[24] Hvis der i en landsby på Geest tales en særlig blanding af dansk (eller sønderjydsk) og (plat-)tysk, så begyndes der snart på (fastlands-)frisisk; pigerne på halligerne gifter sig helst med jyske mænd og bliver på denne måde til danske koner og så videre.[25] På den måde bliver Andersen – på den anden side af den nyopståede front – til det sidste vidne om denne enhed i mangfoldigheden, som har præget Storms barndom og ungdom (fortrængt og benægtet i eksilteksterne), og som knuses i 1848/49, samtidig med at romanen udkommer.

I et tidligere udkast til Halligfahrt havde Storm mod den anskuelse, at krigen var “ein Stahlbad für die Völker” ladet sit alter ego erklære:

Ich hasse den Krieg, weil er wie nichts Andres, den Menschen zum willenlosen Werkzeug der Natur erniedrigt. —[26]

Og han gav denne stærke sætning størst muligt eftertryk ved de to berømte tankestreger.

Og den samme forfatter, som i sine tekster fra oprørs- og eksiltiden havde propageret kampen mod det danske Kongerige, skriver i sine senere år (mens han samtidig viser en ny interesse i nordisk litteratur og endda hjælper sin danske oversætter Johannes Magnussen med at finde de passende danske vendinger) til sin søn Ernst, i anledning af Preussens krig mod Frankrig:

Was mich hauptsächlich beherrscht – und das verschlingt alles Andere – das ist der Ekel, einer Gesellschaft von Creaturen anzugehören, die außer den übrigen ihnen von der Natur auferlegten Funktionen des Futtersuchens, der Fortpflanzung usw. auch die mit elementarischer Stumpfheit befolgt, sich von Zeit zu Zeit gegenseitig zu vertilgen.[27]

Med den Slesvigske Krig i årene 1848-50, Treårskrigen, var det litterære kommunikationsrum i helstaten faldet fra hinanden til to antagonistiske nationallitteraturer. Således er begge digtere, danskeren og nordfriseren, kommet hinanden så nær i begge deres Hallig-tekster som nogensinde i topografisk-bogstavelig samt i overført litterær betydning. Og alligevel har de i dette verdenslitteraturhistoriske øjeblik intet vidst om hinanden.

 

Noter

  1. ^ Jf. kapitlerne 3 og 4 i min bog Kindheitsspuren. Theodor Storm und das Ende der Romantik. Heide i Holsten, 2011 (“Barndomsspor. Theodor Storm og romantikkens endeligt”).
  2. ^ Romanen citeres her efter Erik Dals kommenterede udgivelse fra 1997.
  3. ^ Nærmere herom Hamburger 1982, V-VII; Topsøe-Jensen 1944; Mylius 1981; Paul 1991. Den dybeste nyere analyse findes i 4. kapitel af Rühling: Opfergänge der Vernunft. Zur Konstruktion von metaphysischem Sinn in Texten der skandinavischen Literaturen vom Barock bis zur Postmoderne. Göttingen 2002, 135-86.
  4. ^ Andersen 1997, 147.
  5. ^ Andersen 1973, 422-29.
  6. ^ Om den komplekse betydning af Rungholt, se Storms novelle Halligfahrt. (‘1871/72).
  7. ^ Andersen 1997, 92.
  8. ^ Andersen 1997, 95.
  9. ^ Andersen 1997, 103.
  10. ^ Andersen 1997, 95.
  11. ^ Således formoder allerede Erik Dal i kommentaren til nyudgivelsen fra 1997, s. 279.
  12. ^ Teksten til Rungholt-Sagnet i Gerd Eversbergs kommenterede udgave: Theodor Storm Anekdoten, Märchen, Sagen, Sprichwörter und Reime aus Schleswig-Holstein. Texte, Entstehungsgeschichte, Quellen. Heide 2005, s. 73 f, Eversbergs kildekritiske kommentar sammesteds, 287-92.
  13. ^ Anton Heimreich 1819, bd. 1, 250-53. Smlgn. Gerd Eversbergs afhandling “Die Rungholtsage“ i tidsskriftet Nordelbingen 74 (2005), s. 113-143.
  14. ^ En genklang af de bibelske fortællinger om Noah før syndfloden og om Lot i Sodoma.
  15. ^ Storm 2005, 73f.
  16. ^ Andersen 1997,202
  17. ^ Andersen 1997, 108.
  18. ^ Andersen 1997, 174.
  19. ^ Andersen 1997, 200.
  20. ^ Theodor Storm: Sämtliche Werke in vier Bänden. Eldgivet af Karl Ernst Laage og Dieter Lohmeier. Frankfurt/M. 1987, bd. II, 40-68. Mere om denne tekst i Karl Ernst Laage: Theodor Storms Halligwelt und seine Novelle „Eine Halligfahrt“. Heide i Holsten 2004
  21. ^ Ibid. 11,43 f.
  22. ^ Dertil Laages kommentar i Storm 1987, 789.
  23. ^ Andersen 1997, 80.
  24. ^ Andersen 1997, 94.
  25. ^ Dagbog 31.8.1844.
  26. ^ Citeret efter kommentaren i Storm 1987, 787.
  27. ^ Briefwechsel Theodor Storm / Ernst Storm, kritisk udgave af David A. Jackson, Berlin 2007, s. 73, nr. 35.

 

©
- Anderseniana - H.C. Andersen - H.C. Andersen - romaner - H.C. Andersen - Tegninger og Illustrationer - Litteratur og sprog

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...