I H.C. Andersens Hus’ kuppelsal – også kaldet “Mindehallen” – har Niels Larsen Stevns i 8 fresker, 5 store og 3 mindre, skildret episoder eller situationer i H.C. Andersens liv, som tilsammen giver hovedtrækkene i digterens livshistorie. Med velberåd hu har Stevns givet scenen med Andersen som eventyrfortæller, med familien Collin som hans tilhørere, den mest fremtrædende plads, pladsen lige over for indgangsdøren fra forhallen. Hér ser man digteren som eventyrfortæller, under fuld udfoldelse af sine rige evner, efter at han har haft sit litterære gennembrud med romanen Improvisatoren, 1835, og efter den samme år påbegyndte udgivelse af eventyr. Dette centrale billede er uden al tvivl malerens “monument” over H.C. Andersen, og billedrækkens øvrige fresker kan for så vidt betragtes som forspil eller efterspil til, hvad der foregår i midterbilledet.
Velvidende at forudsætningen for det kunstneriske gennembrud, som udsendelsen af Improvisatoren og de første eventyr markerer, skal søges i den frigørelsesproces, som fandt sted under “dannelsesrejsen” gennem Europa, med Italien som slutmål, i årene 1833-34, har Stevns lige forud herfor placeret et billede af Andersen, som sammen med Henrik Hertz betragter vulkanen Vesuv, sådan som de to digterkolleger oplevede det under deres ophold i Neapel i det tidlige forår 1834 (fig. 1). Frejdigt har Larsen Stevns vist de to figurer set bagfra. Man ser overhovedet ikke deres ansigter, men ingen lades i tvivl om, hvem der er hvem og hvem der påvirkes af det prægtige syn – og hvem ikke! For selv om vinden får Hertz’ frakkeskøde til at flagre, så er personen Hertz i fuldkommen ro, med begge hænder på ryggen, i fast greb om spadserestokken, mens Andersen på sin side er lutter ophidselse. Med begge arme løftet og med spadserestokken som en slags pegepind giver han åbenbart, over for Hertz, udtryk for sin store begejstring for det store naturskuespil, de er vidner til. Og udover den fine karakteristik af de to ret så forskellige digtere har Stevns naturligvis villet pege på paralleliteten mellem, hvad der sker i vulkanen Vesuv og med digteren Andersen. Begge er i fuldt udbrud, for Andersens vedkommende som resultat af de mange oplevelser og indtryk, den store dannelsesrejse havde budt på.
Ejendommeligt nok varede det nogle år, før Andersen selv blev klar over, hvor betydningsfuld og skelsættende denne rejse var. Da han i 1846 forfattede sin første “rigtige” selvbiografi, udgivet på tysk som Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung (dansk udgave 1942) fik rejsen kun en yderst kortfattet omtale[1]. Først i Mit Livs Eventyr (1855) blev dannelsesrejsen 1833-34 indsat på sin rette plads og fik tildelt et dertil svarende antal sider[2].
Af de mange danske kunstnere, han vitterlig omgikkes under sit månedlange ophold i Italien, fortrinsvis i Rom og Neapel, fandt han i den “tyske” selvbiografi kun anledning til at nævne to: Thorvaldsen og Hertz[3]. At den verdensberømte billedhugger nævnes i en selvbiografi, som henvendte sig til et internationalt publikum, kan ikke undre. Ham ville enhver læser kende. Men man kan undre sig over, at Hertz – som ingenlunde nød nogen international anerkendelse – fik samme fremtrædende placering. Det skyldes utvivlsomt, at Andersen tidligere i selvbiografien havde givet en indgående omtale af Hertz og hans anonymt udgivne Gengangerbreve, hvori “jeg blev spottet eller om man vil: revset.” På den baggrund glædede det Andersen at kunne berette, at de et par år senere kunne omgås på en urban måde. “Paa denne Tid var det jeg i Rom første gang mødtes med Hertz; i et Brev til mig havde Collin yttret at det vilde glæde ham at høre om Hertz og jeg omgikkes venligt med hinanden, selv uden dette Ønske, vilde det have skeet, thi Hertz rakte mig venlig Haanden … vi gik ofte sammen, udtalte os, han var den meest fleersidig dannede af Alle de jeg der omgikkes …”[4].
Ved en skæbnens tilskikkelse kom disse to danske digtere til at tilbringe en rum tid sammen, i alt 4 måneder, i Rom og Neapel, i vinteren 1833-34. De færdedes nærmest som en slags siamesiske tvillinger. Normalt vil et så tæt samvær gøre det vanskeligt at konstatere, hvorledes samværet har formet sig og hvad der har været genstand for deres mange samtaler, al den stund det tætte samvær overflødiggjorde enhver form for korrespondance. Imidlertid har begge digtere, lykkeligvis, efterladt sig dagbøger, hvor de har fortalt om, hvad de har set og oplevet, hvilke mennesker de har truffet o.s.v.. og ved at sammenholde eller sammenligne de to dagbøger – ved en slags “krydsrevision” – skulle man kunne få et nogenlunde korrekt billede af deres samliv eller sameksistens under sydens sol.
Andersens dagbøger behøver ikke nogen nærmere præsentation. Hans Romerske Dagbøger har været alment kendt, siden Rubow og Topsøe-Jensen udgav dem i 1947. Og så fulgte i 1970’erne den fuldstændige udgivelse af Andersens dagbøger plus den ligeså velkomne udgave af almanakkerne i 1990. Det er derimod ikke så velkendt, at Henrik Hertz også har efterladt sig et meget fyldigt dagbogsmateriale[5]. Hertz’ dagbøger findes ligeledes på Det kgl. Bibliotek, i Håndskriftafdelingen, men er formentlig kun kendt af en meget lille kreds[6]. Uden at jeg har arbejdet mig igennem alle Hertz’ dagbøger har jeg, ved gennemlæsning af dagbøgerne fra hans dannelsesrejse – i tid meget sammenfaldende med Andersens dannelsesrejse – konstateret, at Hertz var ligeså omhyggelig med sin dagbogsskrivning som Andersen. Hertz’ dagbog har ganske vist ikke helt den samme fylde som Andersens, men om begge dagbogsskrivere gælder det, at de er skarpe iagttagere, af lokaliteter de besøgte og af personer der krydsede deres vej, men til forskel fra Andersens er Hertz’ dagbog mere nøgternt konstaterende eller registrerende. Kun ganske sjældent kommer han med udbrud, der kan sammenlignes med Andersens følelsesudladninger, ligeså lidt som han “betror sig” til sin dagbog.
Måske vil det være på sin plads at komme med en ganske kort præsentation af den ene af de to hovedpersoner, Henrik Hertz. Om denne digters liv og værk har de fleste i dag vistnok kun en tåget erindring, der først og fremmest fastholder Hertz som en lyriker og dramatiker. Nogle har måske i skoletiden læst hans digt “Skriftemaalet”, med begyndelseslinjerne “Pater Josef, lån mig øre. Som en angergiven synder kommer jeg til Eders celle. Jeg vil skrifte. Luk mig op!”. Og andre ved måske også, at sangen “Hr Peder kasted’ runer over spange” har Hertz som ophavsmand. Den står stadig i Højskolesangbogen. Hertz’ dramatiske produktion er imidlertid af ganske andet omfang end den lyriske. I hans Samlede Skrifter fra 1850’erne fylder de 57 dramatiske værker hele 18 bind! Men bortset fra Sparekassen – og måske Svend Dyrings Hus og Kong Renés Datter – er vist det meste af denne store indsats glemt i dag.
Det forholder sig ganske anderledes, hvis vi går tilbage til tiden omkring 1830 eller årene lige derefter. Da var Hertz’ navn – og også Andersens – kendt af enhver som gav sig af med at læse bøger. De to unge digtere, som drog ud på deres dannelsesrejser i 1833, havde begge i de forudgående år ydet noget bemærkelsesværdigt, som gav gode løfter for deres fremtidige virke som digtere. Deres tidlige arbejder havde fået en gunstig modtagelse hos det læsende publikum, og tidens førende litterære smagsdommer, J. L. Heiberg, havde også taget pænt imod dem. Tilmed havde de begge fundet en “beskytter” eller protektor i Jonas Collin, som blandt sine mange poster også bestred den at være økonomisk direktør for Det kgl. Teater. At være kendt af ham var naturligvis ikke uvigtigt for den forfatter, som gerne ville have sine arbejder fremført på teatret. – Og skal jeg fortsætte med denne “jævnførelse” af de to digtere, så havde de det tilfælles, at de begge var “outsidere”. Outsidere i den kreds, som de ved deres litterære arbejde var kommet ind i. H.C. Andersen som barn af en fattig skomager i Odense og med en mor, som tjente til livets opretholdelse som vaskekone. Hertz var, på sin side, også en “outsider”, i og med at han var af jødisk herkomst. Ganske vist havde jøderne fået borgerrettigheder, på lige fod med andre danskere, i 1814, men det viste sig alligevel ganske få år senere, i 1819, at disse borgerrettigheder ikke var så forfærdelig meget værd, da jøderne endnu en gang blev gjort til syndebukke for økonomisk krise. Det er ganske mærkeligt, at i de første dage af september nævnte år, hvor den såkaldte “Jødefejde” rasede, med rudeknusninger og andre pogromlignende optøjer i København, måtte Henrik Hertz gemme sig uden for Københavns volde, på Frederiksberg, og på præcis dette tidspunkt gjorde den 14-årige H.C. Andersen sin entré i København, hvad han jo har skildret både i sine selvbiografier og i romanen Kun en Spillemand, hvor “Jødefejden” er rammen om den kvindelige hovedperson, Naomis ankomst til København.
Hertz’ jødiske herkomst er nok hovedårsagen til, at han publicerede sine første litterære arbejder under forskellige pseudonymer. Først ved sin overgang til kristendommen, i april 1832, kastede han pseudonymets kåbe og vedkendte sig sine hidtidige arbejder, blandt dem de 1830-31 udsendte Gengangerbreve, som vakte et vældigt røre ved deres tilsynekomst og som kom til at volde den unge Andersen så ufattelig megen kval. Det er ikke stedet hér at komme nærmere ind på disse “gengangerbreve” og den kritik af samtidens litteratur – og litterater – som den anonyme forfatter alias Henrik Hertz heri fremfører. Havde det ikke været for Andersens reaktion på disse gengangerbreve, havde de nok i dag været ligeså glemt som de fleste af Hertz’ øvrige arbejder. Men morsomt, for Andersen, har det ikke været at blive hængt ud som Hertz gjorde det i disse linjer:
Men, gjælder Klagen om det grønne Træ [= Hauch]
hvem kan da fordre nogen
Respect for Sprogets Majestet af Digterpogen,
af Poesiens mindre Kræ?
Hvis denne Hellig Andersen, der rider
beruust af Phantasiens Øl
paa Musens nattegamle Føl,
det slagelske Krik med lamme Sider,
mens Pøblen holder ham for en Prophet
af en Poet;
hvis han som Sinkelectiens Fux begik
saa plumpe Bommerter mod Grammatik
som dem, han ideligt begaaer, han fik,
det tør jeg sværge paa, saa vis som Nogen
Dada og blev sat hen i Skammekrogen.[8]
Andersen blev virkelig såret ved den behandling, gengangerbrevenes forfatter gav ham. Hvor der blev hentydet til hans mildest talt uheldige skolegang i Slagelse og til de mange ortografiske fejltrin, han havde tilladt sig i sin Fodreise. Og betegnelserne “Gengangeren” og “Hellig Andersen” – eller “Hellig Anders” (med genbrug af den slagelske lokalhelgens navn) blev faste bestanddele af hans tankegods. Den hån, han havde været udsat for i 1830, sad ham endnu i baghovedet, da han i 1833 var undervejs på sin dannelsesrejse, og hvor han vidste, at han i Rom ikke kunne undgå at blive konfronteret med Hertz. Hvor utroligt det end lyder, så kendte de to forfattere ikke hinanden, i hvert fald ikke personligt[9]. Det lyder utroligt, for datidens København var jo en lille by på godt 100.000 indbyggere, og den “litterære republik” var vel ikke større end at den var til at overse. Ingen har åbenbart følt sig foranlediget til at føre dem sammen, heller ikke deres fælles velynder, Jonas Collin, og ingen af dem har åbenbart følt trang til at opsøge den anden. Rom blev stedet hvor de mødtes!
Tilfældet ville nemlig, at disse to, den angribende “genganger” og den angrebne “Hellig Andersen”, begge søgte – og fik – rejseunderstøttelse fra “Fonden ad usus publicos” i 1833. Hertz som den første og med det største beløb, tilsyneladende uden noget som helst besvær. Andersen havde noget besvær med at få sin understøttelse – og hans beløb var mindre – men som han selv kommenterer det lidt bittert: “Det er klart, de Store kommer foran de Smaa.”.
Der havde dannet sig en slags mønster for, hvorledes en sådan dannelsesrejse, som de to digtere begav sig ud på, skulle foregå og hvorhen den skulle gå. Den skulle gå til Tyskland (incl. Østrig og evt. Schweiz), til Frankrig og ende i Italien, helst med et langvarigt ophold i Rom og gerne med en afstikker til Neapel. Andersen for sit vedk. tog via Tyskland til Frankrig, med 3 måneder i Paris, derfra videre til det vestlige Schweiz, med et ugelangt ophold i urmagerbyen Le Locle, og via Simplon-passet ned i Italien. På hjemvejen i 1834 besøgte han Tyskland igen, med langvarigt ophold i München, derfra videre til Wien og hjem til Danmark via Prag, Dresden og Berlin, dvs. gennem egne og byer, han allerede havde besøgt i 1831 på sin rejse til Harzen og det saksiske Schweiz. – Hertz tog turen i den omvendte rækkefølge, Tyskland-Østrig før Italien og Frankrig på hjemturen, men stort set besøgte han og Andersen de samme steder og lande og fulgte – som sagt – det mønster, som før dem var lagt af f.eks. Oehlenschläger, Ingemann, Hauch og Christian Winther – for blot at nævnte nogle af digterne. Malere og billedhuggere gjorde den samme rejse, dog med en enkelt markant undtagelse: Thorvaldsen, som tog til Rom i 1797 og blev der i godt 40 år.
Da Hertz arriverede til Rom, 20. november, havde Andersen allerede været der i godt en måned, siden 18. oktober. Selvfølgelig havde Andersen haft sine bange anelser m.h.t. hvorledes mødet med Hertz ville spænde af. Allerede på nedturen til Rom, i Milano og i Firenze, var Hertz, denne formens mester, i hans tanker[10], men da de endelig mødtes i Rom, gik det over al forventning godt. “Han kom mig venlig imøde, jeg kunde derfor heller ikke andet end være ligesaa”, står der om Hertz i Anderens dagbog[11]. Hos Hertz – som ikke tidligere havde betroet sin dagbog noget som helst om det forudseelige møde med Andersen – er dagbogsindførslen ganske kort: “Traf om Morgenen i Caffé greco Andersen”[12], hvorefter han forsætter med at nævne de andre danskere, han traf i løbet af den første dag i Rom. Og Andersen manifesterede sin venlighed over for digterkollegaen ved at tilbyde ham sin hjælp til at finde et passende logi for de kommende måneder, “smukkere end mit eget, og til den samme Priis”, måtte Andersen lidt ærgerlig konstatere[13]. Hertz kom til at bo i Via Frattina, på hjørnet af Corsoen, og selv havde Andersen sit logi i Via Sistina, skråt over for Thorvaldsens bopæl i Casa Buti. De fleste danske og skandinaviske kunstnere holdt til i kvarteret omkring Piazza di Spagna, nær Caffé Greco, som fungerede som mødested og posthus.
Dette første møde blev optakten til ca. 4 måneders samvær eller sameksistens, først i Rom og siden, efter det romerske karneval først i februar 1834, under en længere rejse til Neapel med omegn, hvor de to digtere fulgtes ad. Vi kan roligt regne med, at de har tilbragt hundreder af timer i hinandens selskab, og det ser ud til, at der opstod en form for “midlertidigt venskab” mellem dem. Som før nævnt havde Andersen jo fået det råd af Jonas Collin, at han måtte se at komme godt ud af det med Hertz, et råd som Andersen gjorde sit bedste for at følge. I det mindste skrev han hjem til Collin, at “vi sees daglig og ingen skulde mærke vort tidligere Forhold. At vi kan blive fortrolige Venner skeer vel neppe, han har gjort mig latterlig hjemme, veed De … maaske min Tilnærmelse greb ham, han synes Dag for Dag at give sig mere af med mig, vi tale ofte sammen om Kunstsagerne, og der er virkelig Øieblikke, hvor jeg kunde gribe hans Haand og sige, hvorfor skal vi være Uvenner? Men det vilde han maaske finde komisk, og var han da ikke elskelig – saa blev jeg vidst mindre tillidsfuld!”[14] “Vi tale ofte sammen om Kunstsagerne”, stod der i brevet, og skal man dømme efter deres dagbøger, har de ved deres flittige opsøgning af “kunstsager”, i kirker, paladser eller gallerier eller de mange synlige antikke fortidsminder, skaffet sig et solidt grundlag for gode samtaler. Alle der har besøgt Rom, ved hvorledes man bliver grebet af alle herlighederne i pavestaden, og d’herrer Andersen og Hertz gav ikke nutidens turister noget efter. De travede og de travede, og de søgte og de så, og hvad de søgte og så, det blev noteret ned i deres dagbøger. Man bliver uvilkårligt vildt imponeret over, hvad de husker at få med i dagbøgerne, det ene kunstværk efter det andet, med navn på kunstnere og motiver. Ved sammenligning mellem før og nu må det ikke glemmes, at de havde måneder til det, hvor nutidens turister normalt nøjes med et par uger, men imponerende er det alligevel. De havde ganske vist visse hjælpemidler. Andersen medbragte hjemmefra rejsebøger af ældre danske Roma-farere som A. C. Gierløw og Chr. Molbech, hans senere dødsfjende, og Hertz medbragte en håndbog af den for sine udgravninger berømte arkæolog Antonio Nibby, oven i kobet illustreret med “kobbere”, som Andersen opsøgte Hertz for at studere nøjere[15]. Og så havde de omkring sig en anselig skare af danskere, som allerede havde opholdt sig længe i Rom og som i et vist omfang stillede sig til rådighed, endda som en slags turistførere.
Uden at gå for meget i detailler må det understreges, at i denne kunstnerkoloni var Thorvaldsen den ukronede konge. Men Thorvaldsen var meget ældre end de øvrige kunstnere – og så var der jo også verdensberømmelsen til forskel! Thorvaldsen levede lidt på afstand, men det hørte sig til, at enhver nyankommen kunstner forestillede sig for Thorvaldsen. Og de fik en venlig og forekommende modtagelse, som på ingen måde havde karakter af “audiens”, sådan som det havde været tilfældet, når man i Weimar opsøgte den anden europæiske “berømthed”, Goethe. Andersen havde været hos Thorvaldsen allerede på dagen efter sin ankomst, og Hertz var heller ikke sen til at præsentere sig. Lejlighedsvis – og kun lejlighedsvis – deltog Thorvaldsen i de fællesmåltider, som kunstnerne indtog hos “Lepre” eller “Scozzese” eller hvad de foretrukne værtshuse, knejper eller osterier nu hed.
Thorvaldsen var den ukronede konge, men skal man pege på en egentlig leder af den danske kunstnerkoloni, må det blive digteren Ludvig Bødtcher. Hér har vi igen fat i en guldalderdigter, hvis værker på det nærmeste er glemt, måske med undtagelse af digtet “Mødet med Bacchus”. Takket være en arv var Bødtcher blevet i stand til at leve et behageligt liv – et dolce farniente som Andersen kaldte det – i Rom i ganske lang tid, i alt blev det til 11 år. Så var formuen spist op. Både Andersen og Hertz har offentligt vedgået arv og gæld til Bødtcher. Mange år senere skrev Hertz til Bødtcher: Fra mit Ophold i Rom er dit Navn uadskilleligt. Du var dengang den aandelige Cicerone, der ved Noticer og Anecdoter fra det romerske Liv orienterede os Danske – hvilket bl.a. kan sees af Andersens “Improvisator”, hvor saa mange af Dine Meddelelser paradere”[16]. Og Andersen har også givet Bødtcher en smuk omtale i Mit Livs Eventyr[17].
Både Andersen og Hertz havde tæt forbindelse med Bødtcher, og ejendommeligt nok blev Bødtcher en slags “confidente” for begge de to forfattere. Selv om stridsøksen var blevet begravet, så iagttog Andersen og Hertz stadig en “en garde”-holdning over for hinanden. I den situation må det have været svært for Bødtcher at være begges fortrolige. Man får på fornemmelsen, at Bødtchers sympati lå nok så meget hos Andersen som hos Hertz, men det er svært at afgøre. Under én af deres mange ture i Rom fandt Bødtcher i hvert fald anledning til at fortælle Andersen, at “Hertz vist gjerne gad have mig ved Benene og slynge mig ud af Italien, at han intet godt Hjerte havde, at han ikke var godt stemt mod mig”[18]. Meddelelser af den art skulle ikke ligefrem stemme Andersens sind mildere mod Hertz, og ved en anden lejlighed betror Andersen sin dagbog, at “kunde jeg troe at H. ansaa min Venlighed for Hyldest, da ville jeg sige ham det Høide, at jeg ikke gjorte det, at han var min Fjende. Han – han – forbittrer mig mit Ophold her”[19]. Så under al den venlighed og hjælpsomhed, som Andersen stillede til skue – og også praktiserede – lurede den gamle mistænksomhed, naget fra tiden omkring “gengangerbrevene”.
Der kunne citeres mangt og meget fra de to dagboger, til belysning af de to digteres samvær i Rom, men det vil føre for vidt hér. En ting leder man forgæves efter, udtalelser som bevidner, at de har drøftet deres fælles profession, digterprofessionen, eller blot nogle af deres seneste værker. Det forekommer ejendommeligt, når man betænker, at Andersen ellers ikke, i sin vennekreds, undlod at fortælle om dette eller hint værk, han på det pågældende tidspunkt havde i pennen. Måske har de begge haft på fornemmelsen, at det emne ville det være bedst at lade ligge. Det har tilsyneladende været tabu-belagt, som man ville sige nu til dags. Der er dog én undtagelse, hvor en sådan stiltiende overenskomst blev brudt. Og da var det Andersens dramatiske digt, Agnete og Havmanden, som var årsagen.
Agnete og Havmanden blev blandt Andersens mange værker hans virkelige smertensbarn – og blev det, fordi han havde stillet så store forhåbninger til netop dette værk. “Agnete” var blevet til under selve rejsen, påbegyndt i Paris og færdiggjort i Le Locle, hvorfra Andersen sendte manuskriptet hjem til København, til Edvard Collin, som skulle sørge for trykning og udgivelse. Andersen havde – som sagt – de allerstørste forhåbninger til denne digtning. Han håbede, at han herved ville “genrejse sit faldne hus” – som han udtrykte det. Som bekendt blev hans forhåbninger gjort sørgeligt til skamme. Agnete-digtningen som sådan skal vi hér lade ligge, men jeg kan ikke undlade at berette om de virkninger, som den mildest talt kølige modtagelse, “Agnete” fik i København, fik for Andersen nede i Rom og hvorledes dette indvirkede på forholdet mellem ham og Hertz.
Andersen må have haft sin kladde til Agnete og Havmanden med sig i kufferten, for nede i Rom læste han det højt, endda hele to gange. Som han jo havde for vane, når han havde fået et nyt arbejde fra hånden. Første gang blev det læst op i et selskab hos prinsesse Charlotte Frederikke. Prinsessen, som var mor til den senere Frederik VII, havde efter sin affære med syngemester Dupuy og den efterfølgende skilsmisse, levet i eksil i Horsens, hvilket hun senere fik konverteret til et eksil i Rom. Hernede holdt hun salon og så gerne danske Romafarere som sine gæster – trods sit noget anstrengte forhold til det danske kongehus[20]. Thorvaldsen var også gæst hos prinsessen den aften hvor Andersen læste højt, og han bad ham om senere at læse det for sig i ro – og det samme bad de andre danske kunstnere ham om. Der gik så ca. halvanden måned, før den gentagne oplæsning kunne finde sted, denne gang hos Andersen selv, i hans ydmyge bolig i Via Sistina. Thorvaldsen havde selv bedt om, at det måtte blive hos Andersen. I mellemtiden var Hertz også kommet til Rom, og Andersen kunne ikke godt – ikke uden at være meget uhøflig – undlade at bede Hertz komme til oplæsningen, men glad ved det var han langtfra. Og hans bange anelser slog til. Thorvaldsen var ganske vist mild og god og tilnikkede den oplæsende digter sit bifald. “Han gjør meget af Agnete”, står der i dagbogen. Men Hertz? Ja, Hertz var placeret lige ved siden af Andersen, “jeg følte mig særdeles geneert, følte at jeg læste det slet, thi jeg tænkte alle Øieblikke, hvad mon han tænker; jeg jog afsted i Galop”, hvorefter der i dagbogen tilføjes, efter Thorvaldsens ros, “Hertz yttrede ikke et Ord, hverken for eller imod”[21]. Andersen har utvivlsomt ved kollegaens totale tavshed fornemmet, at denne hans nyeste digtning måtte have alle de fejl, som kunne og måtte støde an mod Hertz’ smagsretning, og at denne – usynligt – har vendt tommelfingeren nedad.
En måned senere, én af de første dage i det nye år, blev det rent galt. Da indløb fra København, i et såre uskånsomt brev fra Edvard Collin, besked om, hvorledes man bedømte “Agnete” i København. “Agnete” var et “sammensmuurt maadeligt Arbeide”, således refereres brevet i Andersens dagbog[22]. Og Andersen blev – selvfølgelig – hensat i den dybeste fortvivlelse. Endog selvmord kom i hans tanker! Andersen klagede sin nød, i første omgang til Bødtcher, som forsøgte at trøste, men det hjalp ikke stort. Så fik Hertz nys om, hvorledes det var fat, og Andersen fandt faktisk mest trøst og størst forståelse hos denne sin fordums fjende. “Hertz… kom mig langt hjerteligere imøde end før; for første Gang” – læg mærke til dette: for første gang – “talte han til mig om mine Arbeider, om sine Anskuelser, berørte Gjengangerbrevene og – forunderlig nok – han bad mig ikke lægge ubillig Kritik paa Hjertet”[23]. Senere på dagen indbød Hertz Andersen til at ledsage sig på en spadseretur ud af byen, hvor de i fred og ro kunne fortsætte den påbegyndte litterære drøftelse. Hertz måtte indrømme, at han under Andersens oplæsning af “Agnete” ikke havde opfattet alt. Andersen læste jo også “i galop”, og Hertz var allerede dengang noget døv. Men så meget havde Hertz da opfattet, at “det romantiske Gebeet hvori jeg bevægede mig”, forledte Andersen til udskejelser! Til gengæld havde Hertz ros tilovers for Andersens naturskildringer, som havde tiltalt ham mest. Hvorefter han trøstede Andersen med, at alle digtere måtte igennem en sådan krise, og at han – Andersen – efter denne skærsild ville komme til sandhedens erkendelse i kunstens rige[24]. Hvad Hertz har ment med den sidste udtalelse, er ikke nemt at vide, men den følgende dag blev diskussionen genoptaget, og herunder fastholdt Hertz, at de lyriske partier i “Agnete” var vellykkede, og antog, at hvad man hjemme kaldte fejl i formen, bestod i, at Andersen havde givet sin romance dramatisk form, med henvisning til at Oehlenschläger – den store Oehlenschläger, som de begge beundrede – havde begået en lignende fejl med sin behandling af Aage og Else-motivet i romanen Den blege Ridder. Og så kunne de to poeter i øvrigt enes om, at den litterære kritik i Danmark var under lavmålet, kritikken i almindelighed og Chr. Molbechs kritik i særdeleshed[25].
Det må indrømmes, at Hertz i denne for Andersen så afgørende og fortvivlede situation optrådte kollegialt og taktfuldt. Andersen følte sig i hvert fald opløftet efter deres samtaler, fremgår det af hans dagbog. I Hertz’ dagbog er hele denne sag refereret kortere end hos Andersen, og det er lidt svært at finde ud af, hvad Hertz har direkte fra Andersen og hvad han har fået ad omveje, dvs. i Bødtchers referat af egne samtaler med Andersen. Der er imidlertid ingen tvivl om, at Hertz fuldtud var klar over, at Andersen befandt sig i en krisetilstand og havde behov for moralsk støtte, ledsaget af en skånsomt meddelt faglig kritik. Hertz fortæller i sin dagbog, at de havde diskuteret begrebet form – unægtelig et nøgleord for Hertz – og at Andersen på Hertz’ direkte spørgsmål havde svaret, at han troede, “jeg ved Form meente Versemaalet!”[26] Når Hertz lod denne sætning afslutte med et udråbstegn, tyder det stærkt på, at de to digtere ikke havde helt den samme opfattelse af begrebet form. Man kan forestille sig, at Hertz vedr. sin opfattelse af begrebet form har udtrykt sig nogenlunde som han gjorde det i forordet til sine Samlede Digte (1851): “Ved Formen forstaaer jeg da her, som overalt ellers, noget Meer end Versemaalet. I at beherske dette har jeg allerede tidligt havt temmelig Sikkerhed; og det er heller ikke heri, at yngre Digtere i Almindelighed lade saa Meget tilbage at ønske. Anderledes er det med Tankens Formløshed. Formaaer Digteren ikke at lade den Idee, der ligger til Grund for Digtet, gaae op i alle dettes enkelte Dele, da vil Digtet blive meer eller mindre formløst, om ogsaa Versene, efter Riim og Fodmaal, ere ulastelige.”[27] – Endelig rådede Hertz – stadig ifølge 1834-dagbogen – Andersen til at holde sig fra romantiske sujetter og beflitte sig på korthed og at lægge gode planer, med tilføjelsen: “lutter Ting der er lette nok at raade Folk, men -” Så Hertz vidste udmærket godt, hvor svært det kunne være at følge hans velmente råd.
Det ser ud til, at Andersen herefter, efter “Agnete”-krisen og Hertz’ optræden i denne sag, så på Hertz som en ven, ikke som en fortrolig ven, hvem man kunne dele alt med og betro alt, men dog som en ven og ikke den fjende, han tidligere havde været.
Litteratur i almindelighed og egne værker i særdeleshed kom vist kun denne ene gang på tale mellem dem, men hvad har ellers optaget dem og været genstand for deres samtaler? Det står der meget lidt om i deres dagbøger. Givet er det – som allerede før nævnt – at de begge har været stærkt optaget af billedkunsten, både maleri og skulptur og både fortidens mesterværker og den kunst, som blev til rundt omkring dem. Thorvaldsens mange værker kunne jo beskues i hans atelierer – og blev beskuet af dem begge – og de fulgte begge med i, hvad malere som Küchler, Blunck, Petzholdt og J. L. Jensen havde på deres staffeli, og hvad H.W. Bissen havde på sin kavalet. I øvrigt blev både Andersen og Hertz portrætteret, mens de var i Rom. Hertz fik sit portræt malet af D. C. Blunck og Andersen sit af Küchler. Begge portrætter hænger nu på Frederiksborg (fig. 2-3). Andersen og Hertz gik begge med liv og sjæl op i det kammeratlige samvær med billedkunstnerne, således som det udfoldede sig i de knejper, hvor de samledes om aftenen. Nu må man ikke tro, at hver eneste aften gik med at spise, drikke og diskutere. Lejlighedsvis sørgede i det mindste Bødtcher for litterær underholdning, i form af Holberg-op1æsninger. Jean de France, Barselstuen, Den Stundesløse, Jacob von Thybo og flere Holberg-komedier måtte holde for. Undertiden var det næsten for meget for Andersen, som ellers ikke var nogen Holberg-foragter. Andersen bidrog også til underholdningen. Hans oplæsning af Agnete og Havmanden har været nævnt, men han underholdt også med anekdoter og egne oplevelser, hvad der åbenbart har moret Hertz så meget, at noget af det er kommet i dagbogen: “Aften i Scozzese, hvor And. fortalte mig, at en Kone i Slagelse der havde hørt, han kjendte Oehl. siden da Talen kom paa Shakesp., spurgte hun: Kommer De ogsaa til Sh.?”[28] Og 13. jan. 1834 noterede Andersen i sin dagbog, sikkert med en vis tilfredshed, at “Hertz optegnede de Anecdoter jeg fortalte ham”[29]. Andersen var slemt fristet til også at fortælle om dengang, en karl i Brieg var faldet på knæ for ham, i den tro at han, Andersen, var en højtstående gejstlig. Man skulle tro, karlen kendte til det navn, “Hellig Anders”, som Hertz hjemme havde tildelt ham. Den historie gik dog ikke videre til Hertz.
Et meget interessant emne dukkede fra tid til anden op under deres samtaler: kvinden, hvilket vel også har været næsten uundgåeligt i en forsamling af unge ugifte mænd. I den skandinaviske koloni var der kun én, blomstermaler J. L. Jensen, der var gift og havde sin kone med til Rom. Alle de andre var ugifte. Kvinden – eller kvinder – måtte nødvendigvis blive genstand for disse kvindeløse mænds samtaler og handlinger.
Andersen og Hertz havde for deres møde i Rom hver lagt 2 tilfælde af ulykkelig kærlighed bag sig, Riborg Voigt og Louise Collin for Andersens vedk., mens Hertz kunne tegne sig for en årelang, udsigtsløs forelskelse i kusinen Hanna Nathanson, efterfulgt af 1832-sommerens heftige forelskelse i “Professorens Frue”, Johanne Luise Heiberg. Disse tilbagelagte tilfælde læser man ikke noget om i deres dagbøger, men andre kvinder bemægtiger sig de dagbogsskrivende digteres opmærksomhed under opholdet i Italien. Det kan næppe undre nogen, at Henrik Hertz i så henseende er lettere vakt end H.C. Andersen. Hertz var kvindekær, en erotiker. Det vidste også Hertz’ gode – og ligeså kvindekære – ven, Christian Winther. Denne havde selv været i Italien et par år tidligere og følte sig derfor kaldet til pr. brev at give vennen et par råd med på vejen. Brevet slutter således: “Nu lev vel! kjære Hertz. Hils den blaae Himmel og Bjergene, Vandfald, Kilder, Oliven, Druer, Oranger, Ruiner, Byer, Paladser – og Peppina, Annunziata, Assunta, Camilla, Palissena, Laura etc. etc. etc. fra deres og Din Ven Winther”[30]. Den sidste halvdel af de mange hilsener havde Winther nok ikke tilføjet, dersom han ikke havde været sikker på forståelse hos brevets modtager. Ved nærlæsning af Hertz’ dagbog konstaterer man gang på gang, at han har et vågent blik for kvindelig skønhed, er modtagelig for kvinders charme. Med sin værts ganske unge døtre holdt han meget af at “pludre”. “Den ene kaldte mig en Amorino, dvs. den der er for liebt i mange Fruentimmer”, fortæller han i dagbogen, og han havde i øvrigt meget fornøjelse af at omgås “mine jomfruer”, som han kaldte dem.[31]
Andersen har næppe af nogen romerinde fået tilnavnet “amorino”, dertil var han for sky og kejtet i omgangen med det andet køn. Ved en enkelt lejlighed har han og Hertz haft en drøftelse desangående, under fire øjne. Det hændte en aften før jul, hvor de var sammen i “Scozzese”. Morsomt er det at læse, hvad de hver for sig berettede i deres dagbog. Ifølge Andersen var “Hertz om Aftenen særdeles fortrolig. Sladdrede om Theaterdirectionen, og Liderlighed”, hvorimod samtalen hos Hertz, i al korthed, refereres som “Andersens Naivitet og Kyskhed”. Hertz har nok ramt plet med denne sin karakteristik.[32]
Under det romerske karneval, 3.-11. februar 1834, blev de normale skranker mellem de to køn i nogen grad nedbrudt, hvilket kom Hertz godt tilpas. Den næstsidste karnevalsdag, som i dagbogen beskrives som “rig og tumultuos”, kom han sammen med nordmanden Berg ind i et sabiner-osteri, hvor andre af de nordiske kunstnere havde fået selskab af to unge italiernerinder, søstre, hvoraf den ældste beskrives som “en ung 16 Aar gl. som tydsk Maler klædt Pige (i Støvfrakke, Benklæder, Fipskæg og med en Tegnebog)”, mens hendes søster, Caroline, 13 år gammel, ifølge Hertz er “blond og dejlig, uskyldig og yndig … vi drak, spiste, tracterede Pigerne med god Confetti… vi fulgte dem hjem kl. 9 1/2 … den ældre mere selvbevidste klogere tillod at jeg et par Gange kyssede hende paa Kinden ved Gadedøren. Den yngre var undselig som en ung Brud da jeg kyssede hende. Faa lykkelige Øieblikke! Derfra for vi hen i Scozzese, hvor vi kom ind som gale, berust af Vin og Forelskelse”[33] Man må tro, at den ældre af de to søstre er modellen til den “glut” i digt nr. 4 af Hertz’ Smaadigte fra Rom, hvor man læser:
Det er en herlig Glut! I Carnevals-Dagene stjal hun
Mangt et Hjerte, der nu ofrer dig Bønner og Suk.
Vims og munter sværmed’ hun om, ager’te Tedesco,
Klædt i en Maler-Habit, Bluse med Fløjls-Baret.
Nydelig saa hun ud med Knebelsbarter og Fipskæg.
Maske hun ej havde paa; ak, thi hun ved, hun er smuk![34]
Man har svært ved at forestille sig Andersen deltage i det lette erotiske spil, sådan som vi har set Hertz gøre det. Noget andet er, at også Andersens drifter kunne vækkes, da han umiddelbart efter karnevallets ophør sammen med Hertz og teologerne Zeuthen og Berg rejste til Neapel.
Sidste karnevalsdag i Rom var 11. februar, og tidligt næste morgen drog Andersen og Hertz med veturin afsted til Neapel, i selskab med nordmanden Berg og danskeren Zeuthen og med ankomst til Neapel 15. februar. Dette blev indledningen til en periode på en måneds tid, hvor Andersen og Hertz levede endnu tættere på hinanden end i Rom. Ja, ved ankomsten til Neapel måtte de endda dele hotelværelse. Som Andersen berettede det hjem til Edvard Collin: “Herts … foreslog, at vi to, Herts og jeg, deelte Værelse sammen til vi fik fast Logi; saaledes oplevede jeg omtrent det samme som Øehlenschlæger med Baggesen, kun at vi ej laae i een Seng, at vi sov sammen, det gav mig Anledning til mange Betragtninger”.[35]
Under opholdet i Neapel blev Andersen dagligt blev udsat for seksuelle fristelser – fristelser som han dog modstod. Hertz blev selvsagt udsat for de samme fristelser, og han modstod ikke, hvad han ærligt fortæller i sin dagbog, oven i købet med tilføjelse om, hvad en napolitansk putanas seksuelle ydelser havde kostet ham[36]. Andersen havde det største besvær med at afholde sig fra at følge Hertz på “syndens vej”, og hans dagbog er fyldt med hans fristelser – og anfægtelser. En aften hedder det: “Blev nu forfulgt af Ruffiani, een fulgte mig ligetil min Gade og faldbød en 12 Aars Pige, der var saa godt som Møe, bad mig blot at see hende, det kostede intet og hun var guddommelig smuk! Jeg tænkte paa Hende hjemme, som ikke tænker paa mig og rev mig løs! Jeg gaaer ei ud i Aften.” (13. marts)[37]. Et par dage før havde han hen imod aften fået visit af Hertz, “der vist havde faaet for meget Viin, han kom fra Middagsbordet, var meget lystig, kaldte mig sin bedste Ven og fortalte mig at her vare Koner og Døttre tilfals for Penge, men at han nok vidste at jeg var et afholdende Menneske” (10. marts)[38]. “Jeg er nærved at sige med Herts, lykkelig den der er gift og ikke begaaer Brynde”, fandt Andersen også anledning til at skrive i dagbogen.[39]
Under det månedlange ophold i Neapel med omegn havde Hertz og Andersen allehånde naturoplevelser, hvoraf bestigningen af vulkanen Vesuv nok var den største. Til Andersens store fryd var Vesuv i voldsomt udbrud under deres ophold. Han var over al måde begejstret over at komme op på toppen af den yderst urolige vulkan og få lejlighed til at betragte naturfænomenet på nærmeste hold. Beskrivelsen fylder godt op i dagbogen, og fra dagbogen gik beskrivelsen over i breve til venner hjemme i Danmark, for til sidst at blive til et fint kapitel i Improvisatoren foruden til digtet “Vandring paa Vesuv”.[40]
Der er ingen tvivl om, at den lange Andersen havde bedre anlæg for bjergbestigning end den forholdsvis lille Hertz. Måske har Andersens begejstring for det naturfænomen, der udspilledes foran dem, givet ham uanede kræfter – og overskud til også at opmuntre Hertz, der gerne var vendt om på halvvejen for at undgå de uvante strabadser. Andersen sang højt af fryd. “for at vise hvorlidet det tog paa mig”. Han hjalp Hertz op, når denne gang på gang snublede på den askebeklædte top, hvor de for 4 skridt frem måtte gå 3 tilbage! Hertz rev sin hånd til blods, rev sin frakke itu og oplevede i det hele taget vulkanbestigningen som noget af en prøvelse. Men begge var de begejstrede, da de endelig havde nået toppen og på nært hold kunne iagttage vulkanen i fuld aktivitet, med røg, askeregn, strømmende lava etc. – Hertz’ beretning, i hans dagbog, er for en gangs skyld næsten ligeså detailleret som Andersens, men det springer i øjnene, at den Andersen’ske hjælpeaktion forbigås i fuldstændig tavshed[41]. Har Andersen overdrevet sin fysiske overlegenhed – og sin hjælpsomhed – eller har det passet Hertz rigtig dårligt at være den underlegne af de to?
Omend Andersen viste sig som den bedste sportsmand under bestigningen af Vesuv, var han knap så modig under de efterfølgende søværts ekskursioner, med Neapel som udgangspunkt. Øerne Capri og Ischia måtte selvfølgelig besøges, for Capris vedkommende først og fremmest for at besøge den berømte “blå grotte” – la grotta azurra – som et par tyskere havde opdaget eller genopdaget et par år tidligere. Det fremgår af Andersens dagbog, at han ikke just var stolt ved den ekspedition. “Klipperne stode lodrette, utilgjængelige op af Havet, høit mod Skyerne, var der kommet en Hai eller Baaden kentret, da kunde ikke den bedste Svømmer rædde livet”[42] og fra Hertz ved vi, at Andersen undervejs havde udtrykt “Frygt at han ej kom ind”, men ind kom de og begge fandt grotten “uforlignelig skøn” (Hertz)[43] eller som en “Feeverden” (Andersen). – Turen til Capri fandt sted i magsvejr, men turen til Ischia foregik under knap så gunstige omstændigheder. Søen gik højt, og Andersen måtte i sin frygt hage sig fat i både båden og knæet på nordmanden Berg, som var med på turen. Og helt galt blev det, da en skypumpe nærmede sig – “Jeg var ej tilfreds med en Lystfart af den Art”, skrev Hertz dog i sin dagbog, og om Andersen beretter han, at denne var ude af sig selv af angst for søen og især for vandsøjlen, der stor og truende viste sig i horisonten[44]. Hertz har åbenbart til søs fået revanche for sine nederlag til lands, på Vesuvs skråninger.
De mange måneder i Italien var snart forbi for begges vedkommende. De 4-5 uger, der var sat af til Neapel og omegn, nærmede sig afslutningen, og fra Neapel gik turen tilbage til Rom, hvor påskeugen med fyrværkeri og andet halløj var en ny oplevelse. For Andersen startede hjemturen 1. april, Hertz kunne blive et par uger længere. Andersen, som ikke på noget tidspunkt havde lidt af hjemvé, tiltrådte hjemrejsen med et tungt hjerte. Hertz kunne for sit vedkommende ikke sige sig fri for hjemvé, hvad han da også gav udtryk for i et par digte, forfattet under selve rejsen. Han længtes efter Danmark, dvs. København, og vennekredsen derhjemme, og han ombyttede gerne Vesuv med “Hannebjerget” i Rungsted og Napoli-golfen med Øresund[45]. Han var ikke i samme grad som Andersen besat af “Reiselust”. For hans vedkommende blev dannelsesrejsen 1833-34 hans livs eneste længere – og længerevarende – udenlandsrejse.
Lad os sluttelig følge de to digtere til dørs i det København, de begge havde forladt i foråret 1833. Andersen kom hjem i begyndelsen af august 1834 og Hertz et par måneder senere, midt i oktober. Ved sin hjemkomst modtog Hertz følgende hilsen fra sin gamle rejsefælle: “Kjære Hertz! Det glæder mig meget, at vi nu have Dem her igjen! Jeg sender herved min lille Datter Agnete for at sige: God Dag!. – Om nogle Maaneder skal De see en lille Søn fra Italien … endnu er han ikke klædt paa, men Kjolen skal nok blive pæn, gid Drengen selv maae vinde Deres Hjærte. – Jeg længes ordentligt efter Dem, men nu er der jo saa Mange, De først skal sige god Dag; snart haaber jeg vi sees. Lev vel! I Hast Deres meget hengivne H.C. Andersen”.[46]
Den “lille søn fra Italien” er naturligvis romanen Improvisatoren, Andersens gennembrudsroman, skrevet på den drøm, som rejsen til Italien havde været for ham. Så småt påbegyndt i Rom – som en novelle – men næppe var Andersen kommet til München, før skriveriet tog fart og voksede i omfang, så han ingenlunde holdt sig til Hertz’ velmente råd – om at beflitte sig på korthed og lægge gode planer. 9. april 1835 var romanen færdig fra forfatterens, bogtrykkerens og forlæggerens hånd. – Og hvad gjorde så Hertz, er det naturligt at spørge? På sin hjemtur fra Italien havde han også et nyt arbejde i pennen, påbegyndt i Strasbourg og færdiggjort i Danmark[47]. Det blev den fine komedie Sparekassen, som fik sin førsteopførelse på Det kgl. Teater i 1836. Sparekassen med dens borgerlig-københavnske sujet, kan af gode grund ikke være skrevet på nogen italiensk inspiration. Snarere er den skrevet på den ovennævnte længsel efter det København og det hjemlige milieu, han snart skulle gense.
Trods den udstrakte hånd, til velkomst, i det ovenfor citerede brev fra Andersen til Hertz, kom de to digtere ikke efter hjemkomsten til at stå hinanden så nær som under Italiens-rejsen. Andersen har sikkert sendt Hertz sin improvisator-søn, og det er rimeligt at antage, at Hertz har gjort gengæld med Sparekassen, men ellers fik de ikke så meget med hinanden at gøre. De sås fra tid til anden, om ikke andre steder så i teatret, hvor de begge som skuespil-forfattere fik plads i Hofparkettet – og så sås de lejlighedsvis hos gamle Jonas Collin, i hvis hjem og familie værker af Heiberg og Hertz værdsattes højere end Andersens værker. Nogen nær kontakt var der imidlertid ikke tale om.
Skal man ganske kort karakterisere forholdet mellem Henrik Hertz må det være som et midlertidigt venskab, betinget af – og kun eksisterende under – deres nære samvær i Italien. Et venskab, som afløste et tidligere fjendskab og som blev afløst af – neutralitet.
Artiklen gengiver – i udvidet form – et foredrag holdt på den 2. internationale H.C. Andersen konference (Odense 1996) og publiceret under titlen “Henrik Hertz and Hans Christian Andersen” i Hans Christian Andersen.. A Poet in Time (s. 189-198), udg. af H.C. Andersen Centret, Odense Universitetsforlag 1999.
