Undervisningsprofil i H.C. Andersens Hus

Læringsuniversets teoretiske og metodiske grundlag hviler på mange års udvikling, afvikling og erfaringsudveksling i samarbejde med fagfolk og forskellige børnegrupper og deres voksne. Samtidig er det også baseret på relevante teorier og metoder. Udgangspunktet er H.C. Andersens særlige kunstneriske metode, men der bruges også greb fra lege- og børnekulturteori, filosofisk dialog, improvisationsteater, forumspil og billedkunst.

Læringsuniversets gennemgribende metode er ”Den andersenske metode” (Bøggild og Lübker 2020). Metoden beskriver nogle af de greb, som H.C. Andersen brugte i sin kunst. Læringsuniverset tager udgangspunkt i metoden ved både at bruge nogle af de samme greb i formidlingen til elever og ved at introducere disse greb for eleverne.

Metoden fokuserer blandt andet på indlevelse, men ikke mindst på brud på denne indlevelse og den dobbelthed, der opstår. Det udmunder sig i oplevelser, hvor eleverne veksler imellem at indleve sig og give sig hen til eventyr og ny viden og modsat stoppe op, reflektere og måske se sig selv i et nyt lys.

Her er eksempler på de metodiske greb listet op i punktform:

• Den ufærdige fortælling /konklusion. Eleven skal have en oplevelse af, at eventyret lever videre. Enten som de forlader det eller hos dem selv.
• Formidlingen har en inddragende og dialogisk tilgang, så den endelige tolkning og erkendelse skal være op til den enkelte elev.
• Elevernes opmærksomhed skal skærpes igennem uventede brud.
• Eleverne skal opdage, at alle historier rummer ét eller flere perspektiver frem for andre og reflektere over andre mulige perspektiver.
• Eleverne skal opleve spontanitet, leg og overskud i formidlingen.

Reference:
”H.C. Andersens metode”, af Jacob Bøggild og Henrik Lübker, 2020

H.C. Andersens blik for det legende, spontane og det dialogiske er centralt i museets undervisningsprofil. I sine eventyr gav Andersen ofte en stemme til karakterer, herunder børn, der udfordrede de voksnes fastgroede tankemønstre, og han hyldede værdien i at sætte sig ind i andre perspektiver end ens eget. Han var optaget af nye og ukonventionelle verdensopfattelser. Derfor skaber museet dialogiske rum, hvor børn ikke er bange for at ytre deres umiddelbare tanker og tolkninger. I Læringsuniverset er der også opmærksomhed på, at børn har en anden dagsorden med fokus på leg og udforskning, og denne dagsorden dyrkes i oplevelser, hvor leg og læring styrker hinanden.

Det betyder ikke, at den mere traditionelle vidensdeling og eventyrfortælling er smidt på porten.  I Læringsuniverset møder masser af viden og eventyr og disse bruges det som ramme til at skabe noget nyt sammen med børnene. Formidleren vil altid være tydelig omkring, hvornår børnene skal lytte, og hvornår de skaber i fællesskab. Der stilles kun åbne og dialogiske spørgsmål, når der oprigtigt søges nye erkendelser sammen med børnene.

Erfaring i museet fortæller, at netop når børn får mulighed for at tænke selv, vise og fortælle, så har de et stort overskud til at tage imod den viden og de historier, museet også rummer. Vekslingen mellem den fortællende og den inddragende rolle er også et greb, som H.C. Andersen også brugte i sine eventyr.

Referencer:
”Mouritsens metode”, af Herdis Toft og Karin Esmann Knudsen, 2016
”Når børn møder kultur” (Børnekulturens netværk), Kirsten Drotner, 2006

Samskabelse benyttes på flere niveauer.

I konceptet ”eventyrbørn” bruges samskabelse med børn, når der udvikles nye tiltag eller nuværende tilbud justeres i samarbejde med en gruppe børn og deres voksne.

Også i de enkelte undervisningsforløb er samskabelsen med børnene en afgørende del af besøget. Oplevelsen er først fuldendt, når børnene har bidraget med deres indlevelse, refleksion og tolkning.

Metoden, som også er en ideologi, er baseret på en omfattende undersøgelse af virkningen af, at lade børnene have medbestemmelse i reelle samarbejder. Undersøgelsen viser, at børnene oplever øget engagement og ejerskab, når de er med til at definere præmissen.

Samskabelse med børn kræver et helt særligt menneskesyn, hvor voksne skal turde give afkald på den vante kontrol, og hvor den samskabende proces kan være et mål i sig selv.

I nedenstående reference kan du læse mere om, hvorfor samskabelse fremmer børns læring, kreativitet og kritiske tænkning:

Referencer:
“Co-create” (Coc Playful Minds research journal), Lene Tanggaard og Josefine Dilling, 2019

OQM er en undervisningsmetode og et mindset udviklet af filosoffen Peter Worley til at engagere børn i forskellige emner, koncepter og historier. Metoden tilbyder håndgribelige spørge- og samtaleteknikker til voksne, der vil stille åbne og engagerende spørgsmål og hurtigt skabe et rum, hvor børn er trygge ved at bidrage. Metoden argumenterer også for, hvorfor man som formidler/underviser bør reflektere over spørgsmålenes hensigt, og hvordan man herefter kan formulere spørgsmålene og arrangere dialogerne bedst muligt efter hensigten.

I denne sammenhæng bliver ”OQM” derfor et redskab i realiseringen af den Andersenske metode og den Andersenske dialog.

Reference:
“Once upon an if”, Peter Worley, 2006

I Læringsuniverset trækkes også på erfaring med elementer fra både fortællekunsten, forumspilgenren og improvisationsteater i undervisningsforløbene.

Det gælder især for den del af formidlingen, der drejer sig om overskud, leg, fordybelse, refleksion og det ufærdige. Formidlerne fører børnene langt ind i H.C. Andersens eventyr med den levende fortælling. De viser overskud og anerkendelse i mødet med børnenes nye vinkler på det formidlede stof og børnenes legende tilgang til både museet generelt og forløbenes indhold. Formidleren forholder sig også selv legende i dialogen og skaber overraskelser og nye vinkler i dialogerne.