”Vi var mange børn, der legede sammen i min barndomsgade i Khorramabad i Zagrosbjergene. Når vi kunne, sparede vi lommepenge sammen, så vi havde råd til at låne et par bøger eller købe en biografbillet. Billetten gav vi til den af os, der var bedst til at genfortælle handlingen til de andre efter filmen. Jeg lærte at strække genfortællingen af en halvanden times film til en historie på 4-5 timer!”
Den norsk-iranske historiefortæller Amir Mirzai slår en latter op. Vi sidder foran Studenterhuset i Odense med varm kaffe i kopperne. H.C. Andersen Festivals er i fuld gang omkring os, og Amir er kommet til byen fra Norge for at deltage i fejringen af den gamle digter som en del af de årlige Internationale Fortælledage i Børnekulturhuset Fyrtøjet. Han fortsætter med lys i øjnene:
”Som regel brugte vi pengene til at låne et par bøger. Det var billigere, og så kunne alle se billederne. En af de bøger, vi lånte, var en illustreret udgave af Den lille Pige med Svovlstikkerne. Historien gjorde uafrysteligt indtryk. Jeg kan huske, at vi forestillede os, at børn i Danmark led under stor fattigdom. At der altid var kulde i gaderne. Al mit kendskab til Skandinavien havde jeg gennem H.C. Andersens eventyr. Og vi følte stor solidaritet med den lille danske pige, som gik rundt og falbød sine tændstikker. Vi solgte selv vandmeloner for at skaffe lommepenge og blev enige om, at der nok var flere penge i det end i tændstikker … ”.
Amirs barndom faldt i 1960’erne og start-70’erne. Det var en guldalder for udgivelser af børnebøger i Iran. Det gjaldt også billedbøger med oversættelser af H.C. Andersens eventyr. Illustrationerne var af høj kunstnerisk kvalitet. Det bidrog til, at iranske børn fik et personligt forhold til digteren.
”Da jeg blev inviteret til festival i Odense, skrev jeg på persisk på Instagram om invitationen. Og det strømmede ind med likes fra iranske kunstnere og kulturinstitutioner i Iran. Alle har en relation til H.C. Andersen fra deres barndomstid”.
Amir Mirzai gav to forestillinger i Odense. Den første sammen med den norske fortæller Torgrim Mellum Stene. Fortællingen var baseret på Amirs brutale, bevægende, groteske og humoristiske oplevelser som overordnet i militæret, fange og flygtning i Iran og Afghanistan. Det er mærkeligt rørende at tænke sig, at midt imellem virvaret af erindringer om drab, flugt, tortur og bombeangreb ligger der også indtryk fra H.C. Andersens eventyr og glimter i Amirs sind. De hører med til hans enorme mentale forråd af ord, billeder og digtning.
Amir indledte sin anden forestilling med fortællinger fra det gamle persiske storværk Shahnameh – Kongernes Bog. Båret afsted på mere end 50.000 dobbeltvers fortæller Shahnameh det persiske riges historie helt tilbage fra mytisk tid og frem til den arabiske erobring i det 7. århundrede.
Som det er tradition, åbnede Amir fortællingen ved at slå på en klokke, ophængt på scenen. Lyden blev hængende en stund og klang i luften.
”Ved den lyd blev jeg transporteret tilbage til min barndom i Shiraz”, fortæller Mehri, dansk-iraner bosiddende i Odense. Hun var kommet for at opleve Amirs performance og sad med blandt publikum. Også hun kender H.C. Andersen fra sin barndom i Iran. ”Min far læste højt for os”, fortalte hun efter forestillingen. ”Jeg husker, at Den standhaftige Tinsoldat betød noget særligt for mig. Det giver mening for et barn at høre om ting, der bliver besjælede … Hvis legetøj kan blive levende, så kan alt ske. Historier gør verden større, og så er der også plads til, at man tør tro på sine egne evner og muligheder”.
H.C. Andersens univers minder hende om en berømt børnebog af den iranske forfatter Samad Behrangi, Den lille sorte fisk, hvis illustrator i 1974 vandt The Hans Christian Andersen Award. I bogen fortæller en gammel fisk sine 12.000 børn og børnebørn historien om en lille, sort fisk, der – på trods af sine slægtninges hån – beslutter sig for at lægge trygheden i fødedammen bag sig. Drevet af videbegær, stædighed og frygtløshed svømmer hun med bække og floder ud mod det store hav. Undervejs møder hun og taler med mange dyr og væsner, der alle, ligesom i Andersens eventyr, har hver deres ejendommelige personlighed. Rejsen er fuld af farer, af kamp mod overmagt og uretfærdighed. I historien fremstår den lille, sorte fisk som et eksempel for eftertiden. Bogen blev skrevet i begyndelsen af oprøret mod Shah Mohammad Reza Pahlavi og blev forbudt på grund af sine klare politiske undertoner. Den forblev, skulle det vise sig, ligeså aktuel under det religiøse regime, der fulgte efter kongedømmets fald.
Mehri studerede psykologi i Sydiran, før hun som politisk aktiv studerende måtte forlade landet i 1984. Hun bruger sin viden om fortællingens kraft i sit møde med børnene på den skole, hvor hun er ansat: ”Det er vigtigt, at børn får redskaber til at forestille sig forandring og til at fortælle nye historier om sig selv og hinanden”.
Gennem historiefortælling kommer mennesket overens med sin egen skæbne og skaber også på ny sig selv. Det vidste og praktiserede H.C. Andersen om nogen. Men gennem historiefortælling skaber vi også ’den anden’ og påvirker den konkrete udvikling i de lokale, nationale og globale samfund, vi tilhører. Som vi taler om verden, sådan bliver den ofte også. Ordet er kraftfuldt – på godt og ondt. Og det mærker vi i disse år. Vi lever i en tid, hvor de almindelige og naturligt forekommende brudflader mellem stater og befolkningsgrupper og inden for de grundlæggende demokratiske institutioner bliver talt stadig dybere og dermed forvandlet til revner og sprækker. Og da er der behov for modfortællinger. Også de små. Når vi deler personlige livshistorier og klassiske fortællinger med hinanden, bliver vi mindet om, at enhver nation altid er meget mere, end dens øjeblikkelige politiske, økonomiske eller religiøse situation kunne antyde. ’Der var engang … ’. – I dybet under dén simple sætning kan der udfolde sig et stilfærdigt diplomati. Der skabes mulighed for forståelse og måske ligefrem venskab. ”Endelig er jeg og min gamle ven sammen”, som Amir Mirzai – denne iranske krigsveteran – sagde, da han slog armene om H.C. Andersen-statuen ved Sortebrødre Torv i Odense. Eller som det hedder med en talemåde: ”En fjende er et menneske, hvis historie du ikke har hørt endnu”.
