Konservatorerne ved Museum Odense arbejder med opgaver inden for grafisk og kulturhistorisk konservering samt magasinering. Der arbejdes kontinuerligt med at sikre de mange forskelligartede genstande i museets samlinger mod nedbrydning.
En lille del af museumsgenstandene er udstillet, mens resten findes på museets magasiner. Alle genstande har inden udstilling eller magasinering været gennem konservatorernes hænder og opbevares under optimale klimaforhold tilpasset materialerne.
I forbindelse med konservering arbejdes der hele tiden med at udvikle og finde de bedst egnede konserveringsmetoder. Derudover arbejder konservatoren med stabilisering af arkæologiske fund, materialeanalyser, pladsregistrering, samt med pakning, montering og håndtering af genstande i forbindelse udstillinger og udlån.
Bevaringen arbejder primært med Museum Odenses genstande. Vi tilbyder dog også vores faglige kompetencer inden for bevaring og konservering til andre offentlige institutioner og privatpersoner.
I forbindelse med de enkelte opgaver udarbejdes der et uforpligtende tilbud.