Til december smelter H.C. Andersens eventyr og fynsk robotinnovation sammen på det prestigefyldte Robot & AI Museum (RAIM) i Seoul. Odense Kommune, Museum Odense og Teknologisk Institut er sammen inviteret til Sydkorea for at skabe en interaktiv udstilling, hvor fynske robotter vækker de ikoniske eventyr til live. Det er en international anerkendelse af Odense som global robot- og kulturby.
Robotarme, der laver skyggespil og klipper papirklip. En robot, der yndefuldt arrangerer de mange madrasser, hvor Prinsessen på ærten snart skal sove. Når Robot & AI Museum i Seoul til december slår dørene op for udstillingen ‘Andersen Inside Out – Robots and Fairytales Meet’, flettes H.C. Andersens verdensberømte eventyrunivers direkte sammen med odenseansk robotteknologi.

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, udtaler:
“Det var lige her i Odense, at H.C. Andersen blev født og fik sin inspiration til mange af sine fortællinger. Fortællinger, der lever videre i dag over hele verden på tværs af kulturer. Samtidig er Odense hjemsted for en af verdens førende og banebrydende innovationer inden for robotteknologi. Når de to styrkepositioner nu forenes på et af verdens mest avancerede teknologi- og robotmuseer i Seoul, er det et fantastisk bevis på, at Odenses kulturarv og innovationsevne har international gennemslagskraft. Det er fortællinger og innovation, der rækker langt ud over byens og Danmarks grænser.”
Udstillingen forventes at trække op mod 50.000 koreanske besøgende, og kommer efter planen til Odense senere.
En teknologibegejstret eventyrforfatter
H.C. Andersen var i sin samtid selv dybt fascineret af banebrydende teknologi – fra telegrafen og dampskibet til mekaniske opfindelser, hvilket blandt andet kommer til udtryk i eventyret om Nattergalen. Helt i eventyrforfatterens ånd har Museum Odense ført denne nysgerrighed videre i arbejdet med at udvælge de eventyr, der nu skal genfortolkes ved hjælp af moderne robotteknologi.
Udviklingschef for H.C. Andersens Hus, Mads Thagård Runge, siger:
“Det er oplagt vigtigt for H.C. Andersens Hus at vise vores internationale digters kreative og fantasifulde univers tænkt sammen med nutidige udtryksformer og problemstillinger. Samarbejdet på tværs af kreativitet illustrerer H.C. Andersens tankesæt på en nutidig måde og viser, hvor levende og aktuel han er i dag. På museet er vi begejstrede for samarbejdet, og vi er glade for at kunne bidrage til udstillingen og fortællingen om Odense.”
Et nyt perspektiv på robotteknologiens muligheder
Robotter forbindes ofte med lukkede fabriksbygninger og automatiseret industriproduktion, men i udstillingen på RAIM får robotteknologien en helt ny rolle, når den rykker ind i museets rammer.
Udstillingens hovedpersoner er otte specialdesignede robotter, der skal bringe H.C. Andersens klassiske eventyr til live på nye, sanselige og samskabende måder. Denne interaktion med teknologien giver museumsgæsterne en unik mulighed for at få et indblik i og et nyt perspektiv på robotternes mange anvendelsesmuligheder.
Henrik Jacobsen, centerchef for Teknologisk Institut i Odense, udtaler:
“Det er et fantastisk kvalitetsstempel for dansk robotteknologi, at vores fynske løsninger rykker helt til Seoul og bliver centrum i en stor, international museumsoplevelse. Teknisk set er det en utrolig spændende udfordring at gøre avanceret robot- og visionsteknologi så intuitiv og driftsikker, at tusindvis af museumsgæster gnidningsfrit kan lege og lære med systemerne. Vi er stolte af at vise verden, hvordan højteknologisk og klassisk kulturarv sammen kan skabe helt nye, kreative oplevelser.”