Den 22. juni 1946 åbnede Den fynske Landsby sine porte. Efter mange dages grå junikulde med silende regn blev det på denne dag det skønneste sommervejr. Det var et festligt skue, da 4000 deltagere fyldte den nye festplads, hvor der blev talt af borgmester Werner, undervisningsminister Hartling, arbejds- og socialminister S.P. Larsen og forstander Petersen-Dalum og reciteret af lektor C.J. Frejlev; imellem talerne var der korsang, musik og folkedans. Dagen skulle være en prøvesten på, om man havde formået at skabe interesse for det nye museum i videre kredse.
Det var afslutningen på års arbejde, og dog kun et stadium på vejen, men en festlig optakt, en inspiration til fortsat arbejde. Siden er fem år gået, kun et kort spand af år, men dog nok til at man standser op og prøver at gøre status samtidig med, at man retter blikket mod nye mål.
Der kan ikke gives nogen dato for, hvornår ideen til Den fynske Landsby dukkede op. Af væsentlig betydning var en artikel, som museumsinspektør Kaj Uldall i 1931 bragte i et odenseansk dagblad. På det tidspunkt havde han og arkitekt Zangenberg netop afsluttet en række undersøgelser af fynske bønderbygninger, og frilandsmuseet i Lyngby havde derved fået et repræsentativt udvalg af fynske hustyper. Men Uldall understregede, at udvalget nødvendigvis måtte blive ret snævert. Det måtte blive fynboernes sag at skabe deres eget frilandsmuseum, som udelukkende skulde omfatte fynske bygninger, og som af hensyn til besøget burde ligge centralt.
Ordene faldt tilsyneladende på stengrund. Omtrent på samme tid havde kgl. bygningsinspektør Lehn Petersen udarbejdet et forslag til en ordning af byens museumsforhold. Hans plan gik ud på, at man ude ved Hunderup skov, hvor Læssøegade og Langelinie mødes, skulde rejse et kulturhistorisk museum, der både skulde omfatte købstadbygninger og landbygninger. Forslaget blev mødt med kølighed. Kun et ungt byrådsmedlem, blikkenslager Georg Jørgensen, lagde sig ordene på sinde.
Men samtidig blev Møntergården i Overgade truet af nedrivning. Ejeren havde givet det særlige bygningssyn det lovbefalede varsel om, at sidehuset ønskedes fjernet. Kun ved konsul P.A. Kruuses energiske indgriben var det lykkedes at afværge faren. Han var museumsbestyrelsens dygtige og fortjenstfulde formand, der under de givne forhold førte en sej kamp i byrådet for kulturelle interesser. Gården blev købt af Odense by i 1930, og det blev tanken, at den skulde danne kærnen i et kulturhistorisk museum, idet Møntestræde skulde være den naturlige ramme om et sådant museum.
I de følgende år blev det da opgaven at få denne plan realiseret. I 1934 begyndte man at arbejde med planer for en forbedring af de kulturhistoriske samlingers pladsforhold på grundlag af et forslag, som museumsinspektør Chr. M.K. Petersen forelagde museumsbestyrelsen. Forslaget gik ud på at omdanne Møntestræde til en museumsgade med plads for de forhistoriske samlinger, og i marts 1936 tiltrådte byrådet, at man anmodede kgl. bygningsinspektør Mogens Clemmensen om at udforme planerne.
To ting stod klart: Det gamle folkemuseum i Ejler Rønnovs gård i Nørregade, der nærmest havde karakter af et pulterkammer, kunde ikke forblive på sin plads, idet det var klemt inde mellem moderne, høje bygninger. Dernæst måtte det nye museum blive et museum for bykultur, hvor man søgte at samstemme de gamle bygninger med samlingerne.
Byggearbejderne blev påbegyndt i 1938 med Mogens Clemmensen som arkitekt og bygningsinspektør M. Rix som museumsudvalgets bygningskyndige tilsynsførende. Jævnsides med disse arbejder blev der foretaget en gennemgang af samlingerne i Ejler Rønnovs gård, over hvilke der blev udarbejdet kartoteker. Disse kom til at danne grundlaget for planerne om det nye museums indretning, hvor inspektør ved Nationalmuseet, mag. art. C.A. Jensen var den sikre rådgiver. Mellem de forskellige parter bestod et intimt samarbejde, som i høj grad begunstigedes af, at fhv. indenrigsminister C.N. Hauge som formand for museumsudvalget i kraft af sin velvillige indstilling og store indflydelse formåede at føre forslagene frem til en lykkelig løsning.
I 1939 påbegyndte man flytningen af Ejler Rønnovs gård og samme år erhvervede man Møntergårdens store naboejendom Overgade 48, således at hele museumsprojektet kunde få en tiltrængt udvidelse. Bygningen var fra slutningen af foregående århundrede, men kunde efter en ombygning bruges til museets formål, og på trods af krigen førtes arbejdet videre. Den 19. juni 1941 blev det nye museum indviet i overværelse af repræsentanter for de fleste af landets museer, idet Dansk kulturhistorisk Museumsforening var indbudt til indvielsen.
På det tidspunkt begyndte krigen at lægge snærende bånd på videre byggevirksomhed. C.N. Hauge var død i 1941, arkitekt Mogens Clemmensen døde få måneder før indvielsen, og kgl. bygningsinspektør Knud Lehn Petersen skulde føre arbejdet videre. Man fik genrejst Østerbyes gård, den gamle bindingsværksgård fra 1631, der havde ligget i Vestergade, men som havde været opmagasineret siden 1904. Og dermed var der sat en foreløbig stopper for yderligere byggearbejder i Møntestræde.
Tanken om et fynsk landbygningsmuseum var dog ikke skrinlagt. I 1937 havde kammerherre Treschow, Brahesborg, skænket en bindingsværkslade, der stod ved Brahesborg, og som stammede fra tiden omkring 1650. Det var giverens tanke, at den skulde genopstilles i Møntestræde, men man fandt, at den her vilde virke som en fremmed fugl, og den blev henlagt med tanke på et kommende landbygningsmuseum, ligesom en gammel husmølle fra Vejle på Fyn blev nedtaget, efter at arkitekt Axel Jacobsen havde foretaget opmåling. Da Væbnergaarden i Dalby skulde fjernes, forsøgte man fra museets side at sikre sig denne bygning, men »Foreningen til gamle Bygningers Bevaring« kom museet i forkøbet. Foreningens Odenseafdeling troede ikke på muligheden af at få et landbygningsmuseum ved Odense og købte stuehuset for nogle få hundrede kroner med den bagtanke, at det skulde benyttes i forbindelse med hjemstavnsgården i Gummerup.
Da C.N. Hauge var bleven formand i 1937, blev der for alvor rørt ved spørgsmålet, og allerede 1938 udpegede man arealet ved Sejerskovsvej som egnet til formålet, ligesom man overvejede at udvide ved køb af nogle tilstødende arealer, men forskellige forhold bevirkede, at sagen ikke blev gennemført. Selv om Hauge lige til det sidste viste tanken varm interesse – og forøvrigt også var inde på tanken om at få et teknisk museum oprettet i Odense – slog hans helbred ikke mere til.
I 1941 blev kontorbestyrer Georg Jørgensen udvalgets formand. Med en hæmningsløs energi kastede han sig over opgaven, og med en sjælden evne til at gribe chancherne gik han ind for den opgave at skabe et fynsk landbygningsmuseum ved Odense.
Det er en barok tanke, at det var krigen, der fremmede planen. Landet var besat og arbejdsløsheden truede. For at imødegå krisen havde regeringen udstedt love om beskæftigelsesforanstaltninger og om tilskud til reparationsarbejder på landbygninger. Man kunde forudse, at en del af de bygninger, der var egnede til at flytte til et landbygningsmuseum, hurtigt kunde blive nedrevne eller i hvert fald stærkt ombyggede.
Valget af arkitekt kunde ikke være svært. Man huskede kgl. bygningsinspektør Lehn Petersens gamle plan. Det måtte naturligt blive ham, der skulde udarbejde forslag.
I efteråret 1940 blev sagen rejst i museumsudvalget. Programmet blev fremsat. Det gik ud på, at museet i sin plan skulde anskueliggøre en gammel, fynsk landsby før udskiftningen med et passende antal gårde og huse, og formentlig således, at der blev taget hensyn til lokale forskelligheder; man regnede med, at der foruden gårde og huse skulde være en skole, en kro, en vand- og vindmølle, og der skulde i husene placeres forskellige landhåndværk. Foruden den turistmæssige og pædagogiske betydning et sådant museum kunde få, tænkte man sig også muligheden af, at der ved museet kunde afholdes møder og fester med tilknytning til museets formål.
Kgl. bygningsinspektør Lehn Petersen udarbejdede et skitsemæssigt forslag efter disse retningslinier og på et møde 19. nov. 1940 blev der nedsat et særligt udvalg med repræsentanter for De samvirkende Landboforeninger i Fyns Stift, De samvirkende Husmandsforeninger og Fyns Stifts Bygningshaandværkerforening.
Umiddelbart efter blev der rettet henvendelse til undervisningsministeriet om støtte fra staten, men man krævede naturligt nok nærmere oplysninger om det påtænkte museum, herunder planer og tegninger til museet, et overslag over anlægsudgifterne, et budget for de særlige driftsudgifter, tilligemed oplysning om, hvor store tilskud der fra kommunal og privat side kunde forventes – altsammen spørgsmål, som ikke kunde besvares, så længe forarbejderne ikke var gjort.
En startkapital måtte man imidlertid have, og 17. februar 1941 stillede Odense byråd 4000 kr. til rådighed til forarbejderne.
Udgangspunktet for arbejdet måtte blive en undersøgelse af, hvilke bygninger, der var egnede, og hvilke, der kunde erhverves. Som grundlag havde man Nationalmuseets undersøgelser af de fynske bønderbygninger fra 1920’erne, og i museumsinspektør Kai Uldall havde man en virksom støtte ved udvælgelsen.
Det var fra første færd tanken, at museet skulde hvile på en så bred basis som muligt, således at også landboorganisationerne blev draget ind i arbejdet. Den 26. maj 1941 blev der på Fyns Forsamlingshus afholdt et møde, hvori deltog 72 interesserede. Georg Jørgensen gjorde rede for sagen, og kgl. bygningsinspektør Lehn Petersen holdt et lysbilledforedrag, i hvilket han omtalte de forskellige typer af landbygninger og forelagde den plan han havde udarbejdet. Fra forskellig side blev der givet planen anbefaling, og i kraft af den støtte, som pressen ydede, blev der skabt kendskab til den i vide kredse.
I juli, september og december 1941 blev der foretaget orienteringsrejser til alle dele af Fyns stift, og det viste sig, at adskillige af de bygninger, som 15 år tidligere havde været velegnede til formålet, nu var ødelagte, men også, at mange stod uændrede. Men det var i sidste øjeblik, man kom i gang. Som resultat af undersøgelserne kunde man forelægge udvalget en liste, der bl.a. indeholdt den een-længede gård Hulegaarden ved Marstal, en firelænget gård på Drejø, en sulegård i Fjelsted, et hus i Vigerslev, en skole på Drejø og en stråtækt vindmølle i Maderup.
Det næste problem var at skaffe de fornødne midler. Det var Georg Jørgensens tanke, at dette arbejde måtte kunne komme ind under beskæftigelseslovene, og selv om der blev næret adskillige betænkeligheder, idet man henviste til, at et arbejde af så speciel karakter ikke kunde udføres med anvendelse af tilfældig arbejdskraft, blev der 2. jan. 1942 afleveret et andragende til arbejds- og socialministeriet; det var bilagt anbefalinger fra direktøren for Nationalmuseet, dr. phil. Poul Nørlund, samt fra de fynske rigsdagsmænd, og 16. februar tilsagde ministeriet et tilskud på 80% af arbejdslønnen plus et tilskud til materialer på 50% af tilskuddet til arbejdslønnen.
Dernæst lykkedes det ved henvendelse til Fyens Disconto Kasse at opnå en effektiv støtte ad privat vej, og banken stillede sig i spidsen for en indsamling, der gav 100.000 kr. til formålet. På dette grundlag gav Odense byråd tilsagn om sin støtte, således at man kunde påbegynde arbejdet.
Umiddelbart efter, at disse forhold var bragt i orden, begyndte købene af ejendomme. I mange tilfælde var det ejernes opfattelse, at de kunde få nye huse for gamle, og det var ofte vanskeligt at gøre dem klart, at vi kun var interesserede i gamle bygninger, der stod for ombygning eller nedrivning, og at man ikke kunde betale væsentligt mere end materialepriserne. Under en af disse ture, i hvilken Georg Jørgensen også deltog, kom man til en kro, som egnede sig fortrinligt til formålet. Georg Jørgensen begyndte uden større formaliteter forhandlinger med kromanden om køb af bygningerne, og man var godt i gang, da krokonen stak hovedet ind og kategorisk erklærede: »Her er ikke noget, der skal sælges!« Hvorefter videre forhandlinger måtte ophøre. En stor fornøjelse var besøget hos frk. Kirstine Olsen i Fjelsted, hvis gamle, firelængede sulegård stod urørt, om end i forfald. Gården havde endog hele sit gamle indbo. Købet af denne bygning blev hurtigt afsluttet, og museet fik bygninger med indbo på meget rimelige vilkår. Siden blev hun en uvurderlig støtte, da gårdens genopførelse skulde finde sted.
I nogle tilfælde måtte man nøjes med at sikre sig forkøbsret, og en stadig løbende kontrakt på erhvervelse af en firelænget gård, går ud på, at museet skal sørge for vedligeholdelsen i den tid kontrakten løber, og hvis handelen ved kontraktens udløb ikke bliver endeligt afsluttet, skal vedligeholdelsesudgifterne refunderes museet. Særligt vanskeligt formede det sig, da man for et par år siden forhandlede om Jordløse præstegård; gården stod for en omfattende reparation, menighedsrådet ønskede en ny, men gården var fredet i klasse A. Det særlige bygningssyn fastholdt energisk og med held, at gården skulde blive liggende. Menighedsrådet havde tilbudt Den fynske Landsby gården samtidig med at museet havde fået tilbudt Tommerup præstegård. Efter mange og lange forhandlinger fik Jordløse præstegård lov at blive liggende og Den fynske Landsby fik Tommerup præstegård.
Da målet var at udnytte beskæftigelseslovene fuldt ud, måtte man også lægge op til byggeri i stor stil med mulighed for en anseelig arbejdsstab. Man købte i første omgang og inden udgangen af marts 1942 Davinde vandmølle, Sortebro Kro, Hulegaarden på Ærø, et væverhus i Lunde og en vindmølle i Maderup. Yderligere havde man Brahesborgladen, der tænktes anvendt til administrationsbygning.
Som forholdene lå, da arbejdet blev påbegyndt, måtte man have flere bygninger i gang samtidig. Brahesborgladen var for så vidt let at gå til, som den var opmålt og taget ned. Vanskeligere var det med Davinde vandmølle, som dels var et meget stort og kompliceret bygningskompleks, der krævede en omfattende opmåling, dels krævede meget store jordarbejder. Medens Lehn Petersen var ledende arkitekt, blev hans konduktør, arkitekt Eigil B. Hansen knyttet til museet som stadig tilsynsførende; yderligere måtte der antages 5-6 unge arkitekter til opmålingsarbejder og en stor stab af henviste håndværkere og arbejdsmænd blev sat ind. Alene i 1942 fik man rejst Brahesborgladen, opmålt, nedtaget og for størstedelen genopstillet Davinde vandmølle og væverhuset fra Lunde samt opmålt og nedtaget vindmøllen fra Maderup.
Det var af den største betydning, at man ved disse arbejder kunde drage nytte af de erfaringer, som man havde høstet på frilandsmuseet i Lyngby. Man valgte det princip, at bygningerne stort set skulde genopstilles, så de fik samme udseende som før nedtagningen, d.v.s. at alle skævheder og uregelmæssigheder skulde bevares, alle væsentlige ændringer, som en bygning havde undergået siden dens opførelse, skulde følge med, således at man også efter flytningen kunde læse husets historie. En sammenligning mellem de bygninger, der var rejst på et tidligt tidspunkt i Lyngby og de senere tilkomne, viste, at denne metode måtte give et tilfredsstillende resultat.
Princippet blev ført ud i videst muligt omfang, selv om man meget hurtigt erfarede, at det var skævhederne, der kostede pengene. Ikke blot krævede det meget omhyggelige opmålinger, men også store jordarbejder, idet terrænet måtte formes efter hver enkelt bygning. Til vandmøllen måtte der naturligvis graves mølledam og en dyb slugt til vandhjulet samt afløb ned til åen; den er et eksempel på, hvordan den før helt flade mark blev til kuperet terræn.
Dernæst erfarede man, at den valgte arbejdsform som helhed var meget dyr. Med arbejdsstyrker spredt på flere byggepladser og een mand som tilsynsførende, var det meget vanskeligt at lægge arbejdet økonomisk forsvarligt til rette. Hertil kom, at man havde valgt så vidt muligt at sætte de kostbareste arbejder i gang straks, idet det gjaldt om på enhver måde at udnytte situationen.
Der faldt knubbede ord, og det var kun rimeligt, at folk uden forudsætninger for at forstå arbejdet og vanskelighederne, måtte blive skeptiske. Georg Jørgensen trak sig af helbredshensyn ud af byrådet, og borgmester I. Vilh. Werner blev derefter udvalgets formand i dec. 1942.
Allerede på dette tidspunkt indtraf den uventede situation, at der opstod mangel på arbejdskraft. Følgen blev, at man kunde slå ind på et noget roligere tempo. Administrationen blev omlagt, således at arbejdet blev udført på udvalgets foranstaltning med arkitekt Lehn Petersen som tilsynsførende og Eigil B. Hansen som daglig leder, en ordning, der medførte meget store besparelser.
De voksende transportvanskeligheder gjorde det ønskeligt at fremme opmålingsarbejder og nedtagning af bygninger mest muligt, så man på byggepladsen havde materialerne sikrede. I 1943 opmåltes således Fjelstedgården, Sortebro Kro, huset fra Vigerslev, Lunge-Bjerge-huset, Turup-huset, Katterød hospital og Hulegården på Ærø.
Efterhånden skød bygningerne op. I 1944 var foruden Brahesborgladen også Davinde vandmølle, Maderup mølle, væverhuset fra Lunde og Fjelstedgården rejst. Der blev lagt rørledninger med brandopstandere til imødegåelse af brandfaren, men krigen øgede også vanskelighederne. Tyskerne fandt på, at byggepladsen var et velegnet øvelsesterræn, og at bygningerne kunde bruges til installation af felttelefoner; kun borgmesterens indgriben hindrede en videre udfoldelse af denne virksomhed. Mere velset var sabotørernes virksomhed på jernbanearealet vest for museet, men også den kunne være farlig nok.
Krigen ebbede imidlertid ud, og man kunde lægge arbejdet til rette med det mål, at museet kunde åbnes et år efter dens afslutning. Publikum viste en stigende interesse for anlægget, og i 1945 gav man adgang til byggepladsen om søndagen. I »Vestkysten« for 15. jan. 1945 fik arkitekt Lehn Petersen og hans medarbejder en fin kompliment: »Som den museumspark ligger i den sydlige del af Odense, placeret i en lysning af Hunderupskoven, hvis gamle, frodige træer omgiver den på tre sider, medens den fjerde vender ud mod en udstrakt græsklædt lavning, gennem hvilken Odense å snor sig, indgår den i naturen på en meget smuk måde, opgaven er løst dygtigt og sikkert med stærk fornemmelse for samspillet mellem de maleriske fynske bindingsværkshuse og den frodige natur«.
Jævnsides byggearbejderne gik indsamling af inventar til bygningerne. Den fynske befolknings interesse for sagen fik udtryk i en strøm af gaver. Fra en enkelt gård i Trøstrup modtog man et helt læs redskaber, husgeråd, møbler og meget andet. Fra Kappendrup et komplet skomagerværksted, fra Revsvindinge et træskomagerværksted, hvortil kom talrige enkeltgenstande. De mange sengesteder skulle forsynes med dyner, og da manglen på møbelbetræk i krigens sidste år førte til hårde indgreb i de gamle tekstiler, skænkede en lang række fynske sogneråd olmerdugsdyner, hjemmevævede lagener, duge o.s.v. fra deres sogne til Den fynske Landsby.
I foråret 1946 begyndte man opstillingen, og i juni på åbningsdagen omfattede museet otte bygninger: Bomhuset fra Langeskov (der anvendtes til kustodebolig), Brahesborgladen, huset fra Lunge Bjerge, Davinde vandmølle, Lundehuset, Maderup vindmølle, Sortebro kro og Fjelstedgården.
I de år, der er gået siden da, har man uden nogen afbrydelse kunnet holde byggearbejderne i gang, og arbejdet har været lagt således til rette, at man i almindelighed kun har haft een til to bygninger i arbejde samtidig. Huset fra Vigerslev blev færdigt i 1947, og samme år blev det trelængede husmandshus fra Turup og havehuset fra Riisingsminde rejst, 1948 fuldendtes den eenlængede gård fra Ærø, 1949 Katterød hospital og Ulbølle smedie, 1950 påbegyndte man genrejsningen af det firelængede hus fra Melby ved Assens, der nærmer sig fuldendelsen. For øjeblikket arbejder man på flytningen af det ejendommelige birkedommerfængsel fra Liselund ved Revsvindinge, der er en gave fra proprietær Knudsen.
Det er museets mål at belyse de forskellige sider af den gamle fynske bygningsskik, og at gøre dette så alsidigt som muligt. Det skal ikke blot være de bygninger, der har direkte tilknytning til landbruget, men også landsbyhåndværk, skole- og retsvæsen, præstegårdslivet og den sociale forsorg. En del af disse opgaver er løst, andre venter på løsning. Et af målene er, at indboet i de enkelte bygninger skal være fra samme egn som bygningen. Dette er kun delvis nået, og der forestår en betydelig opgave på dette felt.
Man har bestræbt sig på at gøre museet så afvekslende og levende som muligt. Derfor er der til bygningerne knyttet haver, der i størrelse og anlæg er afpasset efter gårdene og husene. Markerne dyrkes og i gårdene holdes besætninger. En betydelig gevinst har det også været, at man i forbindelse med museet har fået anlagt en stor festplads, der både benyttes til friluftsskuespil, stævner og folkedans.
Resultatet af anstrengelserne er blevet, at Den fynske Landsby er et sted, hvor folk gerne kommer, hvad enten det er landboer eller byboer, fynboer eller gæster fra andre egne. Fra museets åbningsdag i 1946 til 1. juni 1951 har der været 387.205 gæster, og man har lov at tro, at efterhånden som det tynder ud i de gamle bindingsværksbygninger vil interessen for dette museum ikke aftage.
