I en københavnsk antikvitetshandel dukkede i januar 1952 et vægtigt stykke sølvtøj op. Det består af en flad bakke med påloddet, fortykket rand af buet og knækket form, diam. 25 cm. Ved en svær møtrik er pladen fastgjort til en fod med temmelig tyk stilk. Selve foden er profileret. Stykkets samlede højde er 8.5 cm.
På foden er anbragt sølvsmedens stempel SB, der henviser til odensemesteren Søren Nielsen Bruun. Han levede 1702-87, fik borgerskab 1738 og blev optaget i guldsmedelavet samme år.
Sølvbakker af denne form er velkendte fra sidste halvdel af 1700’erne. Gudmund Boesen har i »Gammelt dansk Sølv« afbildet to eksemplarer i privateje, det ene udført af københavnersølvsmeden Georg Hass 1758, det andet af århusmesteren Mathias Lydersen fra 1796. Bestemmelsen kan man slutte sig til af den bakke, som Boesen har afbildet som nr. 221, og hvor man ser et samhørende sæt bestående af sukkerbøsse, peberbøsse, senneps-, olie- og eddikekande anbragt på bakken. Sættet stammer fra ca. 1700. Det er altså en præsenterbakke, en præsentertallerken; sådanne stykker dukker op allerede i århundredets begyndelse og er en forløber for plat-de-menagen i den skandinaviske form. Iøvrigt er det værd at bemærke, at bakkerne fra århundredets midte er lave; senere bliver de højere og slankere.
Rent bortset fra bakkens kulturhistoriske interesse, har den også interesse derved, at man kan fastslå dens hjemsted ganske nøje. Under pladen er indprikket: B+Simonsen A+E+A+Berg 1749 og vægtbetegnelsen: V 51 lod 2 q. Bogstaverne passer på borgmester i Odense, landsdommer Bonde Simonsen (1700-1765) og hustru Anna Elisabeth Amalie Berg (1708-1780). Dermed knyttes forbindelsen til Elvedgaard.
Bonde Simonsen havde en mærkelig karriere. Han var en husmandssøn fra Haarslev sogn. En familietradition vil vide, at da han en dag legede med andre børn på Haarslev gade, blev han overkørt af en karet med 4 heste, som befordrede postmesteren i Odense Ulrich Bless, der senere blev rådmand og borgmester i Odense. Han førte den tilskadekomne dreng til Odense, for at han kunde komme under lægebehandling, og senere sørgede han for Bonde Simonsens opdragelse. En anden tradition fortæller historien med den mindre sandsynlige variation, at Bonde Simonsens moder skulde være en slægtning af borgmester Bless. Nok er det, at drengen blev skriver hos Bless, efterfulgte ham som postmester, blev rådmand 1728 og borgmester i Odense 1732, et embede han beklædte til 1750. I 1743 var han yderligere bleven vicelandsdommer for Fyn og Langeland.
I 1729 havde han giftet sig med Margrethe Sohpie Haman, der døde allerede 1731, men 1749 ægtede han consistorialassessor Claus Wedels enke, den ovennævnte Anna Elisabeth Amalie Berg. Det var et upåklageligt parti, for så vidt som hun ejede Elvedgaard. Hendes første mand Claus Wedel var født 1669 og blev præst i Munkebo 1695. Hans første hustru var den stedlige 60-årige præste-enke »med 5 uopdragne børn, hvis opdragelse han besørgede«; da han yderligere modtog en stifdatters 11 små børn »som hjelpeløse bleve ham tilsendte på en haugevogn«, har der været liv i præstegården. Men han var en dygtig mand, der forstod at få noget ud af embedet. Han havde tilnavnet »Aaleprovsten«, fordi han lod en vogn køre rundt på Fyn og sælge fisk. I 1729 giftede han sig med Amalie Berg, en præstedatter fra Svindinge, hvis moder var af den velkendte Lerche-slægt. Så velhavende var præsten til Munkebo, at han 1745 kunde købe Elvedgaard, men han fortsatte præstegerningen, og først da han var død i 1748, flyttede enken til den lille, hyggelige herregård.
Året efter ægtede hun en af sine kreditorer, den nævnte landsdommer Bonde Simonsen, og foruden Elvedgaard medbragte hun sønnen Jacob Wedel i ægteskabet. I ægteskabet med Bonde Simonsen fik hun sønnen Claus, og han blev fader til historikeren Vedel Simonsen, hvem vi skylder den omhyggelige redegørelse for Elvedgaards historie fra 1846, der indeholder en så udførlig fremstilling af gårdens og slægtens forhold, og ikke mindst af livet i hjemmet i hans forældres tid.
I 1765 døde Bonde Simonsen, og i Haarslev kirke blev hans ligkiste anbragt med en indskrift, der forklarede, at »Du her finder intet uden støv og aske«, men »den udødelige, den højere og ædlere deel maa søges andensteds her oven til i de lyksaliges boliger, hvor den efterladte høist bedrøvede frue og efterlevende høiædle familie håber ved en glædelig samling igjen at faae oprettet den nu skete smertelige skilsmisse.«
Skiftet efter Bonde Simonsen blev først sluttet i 1775. Den udførlige registrering, der åbenbart også har dannet grundlag for Vedel Simonsens skildring af interiøret, giver et indtryk af den rige beholdning af sølvtøj, og her imellem finder vi opført »Eet Sølv Tallerken med Foed vog 51 lod 2 quintin a 3 mk. 25 rdl. 4 mk. 8 sk.« Stykket var anbragt i skænken i dagligstuen. Vægten stemmer ganske med vægtangivelsen på sølvbakken, som det kulturhistoriske museum i Møntestræde nu har erhvervet takket være tilskud fra Undervisningsministeriet og Ny Carlsbergfondet.
I skiftet nævnes bl.a. også en tekande og to tedåser samt en kaffekande, alt af sølv. Et sådant sæt eksisterer endnu; det er udført 1749 og bærer ligesom bakken Søren Nielsen Bruuns mærke. Både disse ting og bakken har da været udført til Bonde Simonsens og Amalie Bergs bryllup; usandsynligt er det ikke, at det hele har udgjort et samhørende sæt – et smukt minde fra Vedel Simonsens hjem.
