Snedronningen

**Kunstner:** Povl Christensen (1909-1977)
**Datering:** 1948
**Oprindelse:** Danmark
**Materialer:** Tuschlavering

**Kunstner:** Oskar Klever (1887-1975)
**Datering:** ml. 1915-1964
**Oprindelse:** Rusland
**Materialer:** Akvarel

**Kunstner:** Svend Otto S. (1916-1996)
**Datering:** 1972
**Oprindelse:** Danmark
**Materialer:** Akvarel

**Kunstner:** Hans Tegner (1853-1932)
**Datering:** 1895-1900
**Oprindelse:** Danmark
**Materialer:** Akvarel og tusch

**Kunstner:** Lars Bo (1924-1999)
**Datering:** 1967
**Oprindelse:** Danmark
**Materialer:** Radering

Om vinteren var jo den fornøjelse forbi. Vinduerne var tit ganske tilfrosne, men så varmede de kobberskillinger på kakkelovnen lagde den hede skilling på den frosne rude, og så blev der et dejligt kighul, så rundt, så rundt; bagved tittede et velsignet mildt øje, et fra hvert vindue; det var den lille dreng og den lille pige. Han hed Kay og hun hed Gerda. Om sommeren kunde de i et spring komme til hinanden, om vinteren måtte de først de mange trapper ned og de mange trapper op; ude fygede sneen.
“Det er de hvide bier, som sværme,” sagde den gamle bedstemoderen. “Har de også en bidronning?” spurgte den lille dreng, for han vidste, at imellem de virkelige bier er der sådan én. “Det har de!” sagde bedstemoderen. “Hun flyver der, hvor de sværme tættest! Hun er størst af dem alle, og aldrig bliver hun stille på jorden, hun flyver op igen i den store sky. I vinternætterne flyver hun gennem byens gader og kigger ind af vinduerne, og da fryser de så underligt, ligesom med blomster.”

**Kunstner:** Svend Otto S. (1916-1996)
**Datering:** 1975
**Oprindelse:** Danmark
**Materialer:** Sort farveblyant

**Kunstner:** Vilhelm Pedersen (1820-1859)
**Datering:** 1848
**Oprindelse:** Danmark
**Materialer:** Blyant

Kay og Gerda sad og så i billedbogen med dyr og fugle, da var det – klokken slog akkurat fem på det store kirketårn, – at Kay sagde: “au! det stak mig i hjertet! og nu fik jeg noget ind i øjet!”

Den lille pige tog ham om halsen; han plirede med øjnene; nej, der var ikke noget at se.

“Jeg tror, det er borte!” sagde han; men borte var det ikke. Det var sådan et af disse glaskorn, der sprang fra spejlet, troldspejlet, (…) “Hvorfor græder Du?” spurgte han. “Så ser du styg ud! Jeg fejler jo ikke noget! Fy!” Råbte han lige med et: “den rose der er gnavet af en orm! Og se, den der er jo ganske skæv! Det er i grunden nogle ækle roser! De ligner kasserne, de står i!” Og så stødte han med foden hårdt imod kassen og rev de to roser af.

“Kay, hvad gør du!” råbte den lille pige; og da han så hendes forskrækkelse, rev han endnu en rose af og løb så ind af sit vindue bort fra den velsignede lille Gerda.

**Kunstner:** Rie Cramer (1887-1977)
**Datering:** 1931
Oprindelse: Holland
**Materialer:** Sort tusch

Lidt efter kom Kay med store handsker og sin slæde på ryggen, han råbte Gerda lige ind i ørene: “Jeg har fået lov at køre på den store plads, hvor de andre lege!” og afsted var han. Derhenne på pladsen bandt tit de kækkeste drenge deres slæde fast ved bondemandens vogn og så kørte de et godt stykke med. Det gik just lystigt. Som de bedst legede, kom der en stor slæde; den var ganske hvidmalet, og der sad i den én, indsvøbt i en loden hvid pels og med hvid loden hue; slæden kørte pladsen to gange rundt, og Kay fik gesvindt sin lille slæde bunden fast ved den, og nu kørte han med. Det gik raskere og raskere lige ind i den næste gade; den, som kørte, drejede hovedet, nikkede så venligt til Kay, det var ligesom om de kendte hinanden; hver gang Kay ville løsne sin lille slæde, nikkede personen igen, og så blev Kay siddende; de kørte lige ud af byens port. (…) Han var ganske forskrækket, han ville læse sit fadervor, men han kunne kun huske den store tabel.

Sneflokkerne blev større og større, til sidst så de ud, som store hvide høns; med et sprang de til side, den store slæde holdt, og den person, som kørte i den, rejste sig op, Pelsen og Huen var af bare sne; en Dame var det, så høj og rank, så skinnende hvid, det var Snedronningen. “Vi er komne godt frem!” sagde hun, “Men er det at fryse! Kryb ind i min Bjørnepels!” Og hun satte ham i slæden hos sig, slog pelsen om ham, det var, som om han sank i en snedrive. (…) “Min slæde! Glem ikke min slæde!” Det huskede han først på; og den blev bunden på en af de hvide høns, og den fløj bag efter med slæden på ryggen. Snedronningen kyssede Kay endnu en gang, og da havde han glemt lille Gerda og bedstemoder og dem alle der hjemme. “Nu får du ikke flere kys!” sagde hun, “For så kysser jeg dig ihjel!” Kay så på hende, hun var så smuk, et klogere, dejligere ansigt kunne han ikke tænke sig, nu syntes hun ikke af is, som den gang hun sad udenfor vinduet og vinkede ad ham; for hans øjne var hun fuldkommen.

Og bølgerne, syntes hun, nikkede så underligt; da tog hun sine røde sko, det kæreste hun havde, og kastede dem begge to ud i floden, men de faldt tæt inde ved bredden, og de små bølger bare dem straks i land til hende (…) Så krøb hun op i en båd, der lå sivene, hun gik helt ud i den yderste ende og kastede skoene; men båden var ikke bundet fast, og ved den bevægelse, hun gjorde, gled den fra land. (…) “Måske bærer floden mig hen til lille Kay,” tænkte Gerda og så blev hun i bedre humør, rejste sig op og så i mange timer på de smukke grønne bredder; så kom hun til en stor kirsebærhave, hvor der var et lille hus med underlige røde og blå vinduer, stråtag og udenfor to træsoldater, som skuldrede for dem, der sejlede forbi. Gerda råbte på dem, hun troede, at de var levende, men de svarede naturligvis ikke; hun kom dem ganske nær, floden drev båden lige ind imod land.

Gerda råbte endnu højere, og så om ud af huset en gammel, gammel kone, der støttede sig på en krogkæp; hun havde en stor solhat på, og den var bemalet med de dejligste blomster. “Du lille stakkels barn!” sagde den gamle kone; “Hvorledes er du dog kommet ud på den store, stærke strøm, drevet langt ud i den vide verden!” Og så gik den gamle kone helt ud i vandet, slog sin krogkæp fast i båden, trak den i land og løftede den lille Gerda ud. Og Gerda var glad ved at komme på det tørre, men dog lidt bange for den fremmede, gamle kone. “Kom dog og fortæl mig, hvem du er, og hvorledes du kommer her!” Sagde hun. Og Gerda fortalte hende alting; og den gamle rystede med hovedet og sagde “Hm! hm!” og da Gerda havde sagt hende alting og spurgt om hun ikke havde set lille Kay, sagde Konen, at han var ikke kommen forbi, men han kom nok, hun skulle bare ikke være bedrøvet.(…) “Sådan en sød lille pige har jeg rigtig længtes efter,” sagde den Gamle.

“Nu skal du se, hvor vi to godt skulle komme ud af det!” Og alt som hun kæmmede den lille Gerdas hår, glemte Gerda mere og mere sin plejebroder Kay; for den gamle kone kunne trolddom, men en ond trold var hun ikke, hun troldede bare lidt for sin egen fornøjelse, og nu ville hun gerne beholde den lille Gerda. Derfor gik hun ud i haven, strakte sin krogkæp ud mod alle rosentræerne, og, i hvor dejligt de blomstrede, sank de dog alle ned i den sorte jord og man kunde ikke se, hvor de havde stået. Den gamle var bange for, at når Gerda så roserne, skulle hun tænke på sine egne og da huske lille Kay og så løbe sin vej. Nu førte hun Gerda ud i blomsterhaven. – Nej! Hvor her var en duft og dejlighed! Næste dag kunde hun lege igen med blomsterne i det varme solskin, – således gik mange dage. Gerda kendte hver blomst, men i hvor mange der vare, syntes hun dog, at der manglede en, men hvilken vidste hun ikke. Da sidder hun en dag og seer på den gamle kones solhat med de malede blomster, og just den smukkeste der var en rose. Den gamle havde glemt at få den af hatten, da hun fik de andre ned i jorden. Men således er det ikke at have tankerne med sig!

“Hvad!” sagde Gerda, “er her ingen roser!” og sprang ind imellem bedene, søgte og søgte, men der var ingen at finde; da satte hun sig ned og græd, men hendes hede tårer faldt netop der, hvor et rosentræ var sunket og da de varme tårer vandede jorden, skød træet med et op, så blomstrende, som da det sank, og Gerda omfavnede det, kyssede roserne og tænkte på de dejlige roser hjemme og med dem på den lille Kay. “O, hvor jeg er bleven sinket!” sagde den lille Pige. “Jeg skulle jo finde Kay! – Ved I ikke hvor han er?” spurgte hun roserne. “Tror I at han er død og borte?” “Død er han ikke,” sagde roserne. “Vi have jo været i jorden, der er alle de døde, men Kay var der ikke!” “Tak skal I have!” sagde den lille Gerda og hun gik hen til de andre blomster og så ind i deres kalk og spurgte: “Ved I ikke, hvor lille Kay er? ”Men hver blomst stod i solen og drømte sit eget eventyr eller historie, af dem fik lille Gerda så mange, mange, men ingen vidste noget om Kay. (…) Hvad siger den lille sommergæk?

“Mellem træerne hænger i snore det lange bræt, det er en gynge; to nydelige småpiger, – Kjolerne er hvide som sne, lange grønne silkebånd flagre fra hattene, – sidde og gynge; broderen, der er større end de, står op i gyngen, han har armen om snoren for at holde sig, thi i den ene hånd har han en lille skål, i den anden en kridtpibe, han blæser sæbebobler; gyngen går, og boblerne flyver med dejlige, vekslende farver; den sidste hænger endnu ved pibestilken og bøjer sig i vinden; gyngen går.

Den lille sorte hund, let som boblerne, rejser sig på bagbenene og vil med i gyngen, den flyver; Hunden dumper, bjæffer og er vred; den gækkes, boblerne briste, – Et gyngende bræt, et springende skumbillede er min sang!”

“Det kan gerne være, at det er smukt, hvad du fortæller, men du siger det så sørgeligt og nævner slet ikke Kay.”

Gerda måtte igen hvile sig; da hoppede der på sneen, lige overfor hvor hun sad, en stor krage, den havde længe siddet, set på hende og vrikket med hovedet; nu sagde den: “Kra! kra! – go’ Da’! go’ Da’!” Bedre kunde den ikke sige det, men den mente det så godt med den lille pige og spurgte hvorhen hun gik så alene ude i den vide verden. Det ord, “alene”, forstod Gerda meget godt og følte ret, hvor meget der lå deri, og så fortalte hun kragen sit hele liv og levnet og spurgte, om den ikke havde set Kay. Og kragen nikkede ganske betænksomt og sagde: “Det kunne være! Det kunne være!”
“Hvad, tror du!” råbte den lille pige og havde nær klemt kragen ihjel, således kyssede hun den.
“Fornuftig, fornuftig!” sagde kragen. “Jeg tror, jeg ved, – jeg tror, det kan være den lille Kay! Men nu har han vist glemt dig for prinsessen!”
“Bor han hos en prinsesse?” spurgte Gerda.
“Ja hør!” sagde kragen, “Men jeg har så svært ved at tale dit sprog. Forstår du kragemål, så skal jeg bedre fortælle!”

“Ja, vist! Det var Kay!” sagde Gerda, “Han var så klog, han kunne hovedregning med brøk! – O, vil du ikke føre mig ind på slottet!”
“Ja, det er let sagt!” sagde kragen. “Men hvorledes gøre vi det? Jeg skal tale derom med min tamme kæreste; hun kan vel råde os; thi det må jeg sige dig, sådan en lille pige som du får aldrig lov at komme ordentlig ind!”
“Jo, det gør jeg!” sagde Gerda. “Når Kay hører jeg er her, kommer han straks ud og henter mig!”
“Vent mig ved stenten der!” sagde kragen, vrikkede med hovedet og fløj bort.
Først da det var mørk aften kom kragen igen tilbage: “Rar! rar!” sagde den. “Jeg skal hilse dig fra hende mange gange! Og her er et lille brød til dig, det tog hun i køkkenet, der er brød nok og du er vist sulten! – Det er ikke muligt, at du kan komme ind på slottet, du har jo bare fødder; Garden i sølv og lakajerne i guld ville ikke tillade det; men græd ikke, du skal dog nok komme derop. Min kæreste ved en lille bagtrappe, som fører til sovekammeret, og hun ved, hvor hun skal tage nøglen!”

Nu var de på trappen; der brændte en lille lampe på et skab; midt på gulvet stod den tamme krage og drejede hovedet til alle sider og betragtede Gerda, der nejede, som bedstemoder have lært hende. (…) “Jeg synes her kommer nogen lige bag efter!” sagde Gerda, og det susede forbi hende; det var ligesom skygger hen ad væggen, heste med flagrende manker og tynde ben, jægerdrenge, herrer og damer til hest. “Det er kun drømmene!” sagde kragen, “de kommer og henter det høje herskabs tanker til jagt” – “Det er jo ikke noget at snakke om!” sagde kragen fra skoven. Nu kom de ind i den første sal, den var af rosenrødt atlask med kunstige blomster opad væggen; her susede dem allerede drømmene forbi, men de fór så hurtigt, at Gerda ikke fik set det høje herskab. Den ene sal blev prægtigere end den anden; jo man kunne nok blive forbløffet, og nu var de i sovekammeret.

“Hun er fed, hun er nydelig, hun er fedet med nøddekerner!” sagde den gamle røverkælling, der havde et langt, stridt skæg og øjenbryn, der hang hende ned over øjnene. “Det er så godt som et lille fedelam! Nå, hvor hun skal smage!” Og så trak hun sin blanke kniv ud og den skinnede, så at det var grueligt.
“Au!” sagde kællingen lige i det samme, hun blev bidt i øret af sin egen lille datter, der hang på hendes ryg og var så vild og uvorn, så det var en lyst. “Din lede unge!” sagde moderen og fik ikke tid til at slagte Gerda. “Hun skal lege med mig!” sagde den lille røverpige. “Hun skal give mig sin muffe, sin smukke kjole, sove hos mig i min seng!”(…) Hun tog den lille Gerda om livet og sagde: “De skal ikke slagte dig, så længe jeg ikke bliver vred på dig! Du er sagtens en prinsesse?”
“Nej,” sagde lille Gerda og fortalte hende alt, hvad hun havde oplevet, og hvor meget hun holdt af lille Kay.

**Kunstner:** Boris Diodorov (1934)
**Datering:** 1992
**Oprindelse:** Rusland
**Materialer:** Farveradering

“Jeg sover altid med kniv!” sagde den lille røverpige.
“Man ved aldrig, hvad der kan komme. Men fortæl mig nu igen, hvad du fortalte før om lille Kay, og hvorfor du er gået ud i den vide verden. Og Gerda fortalte forfra, og skovduerne kurrede deroppe i buret, de andre duer sov. Den lille røverpige lagde sin arm om Gerdas hals, holdt kniven i den anden hånd og sov (…) Da sagde skovduerne: “Kurre, kurre! Vi har set den lille Kay. En hvid høne bar hans slæde, han sad i Snedronningens vogn, der fór lavt hen over skoven, da vi lå i rede; hun blæste på os unger, og alle døde de uden vi to; kurre! kurre!”
“Hvad siger I deroppe?” råbte Gerda, “hvor rejste Snedronningen hen? Ved I noget derom?”
“Hun rejste sagtens til Lapland, for der er altid sne og is! Spørg bare rensdyret, som står bundet i strikken.”

Oplev andre eventyr her.

Gå tilbage til forsiden.