Den Lille Havfrue

Langt ude i havet er vandet så blåt, som bladene på den dejligste kornblomst og så klart, som den reneste glas, men det er meget dybt, dybere end noget ankertov når, mange kirketårne måtte stilles oven på hinanden, for at række fra bunden op over vandet. Dernede bor havfolkene.

Nu må man slet ikke tro, at der kun er den nøgne hvide sandbund; nej, der vokser de forunderligste træer og planter, som er så smidige i stilk og blade, at de ved den mindste bevægelse af vandet røre sig, ligesom de vare levende. Alle fiskene, små og store, smutter imellem Grenene, ligesom heroppe fuglene i luften. På det allerdybeste sted ligger havkongens slot, murene er af koraller og de lange spidse Vinduer af det allerklareste rav, men taget er muslingeskaller, der åbner og lukker sig, eftersom vandet går; det ser dejligt ud; thi i hver ligger strålende perler, en eneste ville være stor stads i en dronnings krone.

**Kunstner:** Gustav Hjortlund (1901-1977)
**Datering:** 1959
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale:** Akvarel og tusch

**Kunstner:** Hans Tegner (1853-1932)
**Datering:** 1900
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale:** Tusch

**Kunstner:** Ukendt
**Datering:** 1995
**Oprindelse:** Skt. Petersborg
**Type/Materiale:** Originallitografier

Udenfor slottet var en stor have med ildrøde og mørkeblå træer, frugterne strålede som guld, og blomsterne som en brændende ild, idet de altid bevægede stilk og blade. Jorden selv var det fineste sand, men blåt, som svovl-lue. Over det hele dernede lå et forunderligt blåt skær, man skulle snarere tro, at man stod højt oppe i luften og kun så himmel over og under sig, end at man var på havets bund. I blikstille kunne man øjne solen, den syntes en purpur-blomst, fra hvis bæger det hele lys udstrømmede. Hver af de små prinsesser havde sin lille plet i haven, hvor hun kunne grave og plante, som hun selv ville; en gav sin blomsterplet skikkelse af en hvalfisk, en anden syntes bedre om, at hendes lignede en lille havfrue, men den yngste gjorde sin ganske rund ligesom solen, og havde kun blomster, der skinnede røde som den.

**Kunstner:** Lorenz Frölich (1820-1908)
**Datering:** 1836
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale:** Blæk

**Kunstner:** Lu Xue (ca. 1972)
**Datering**: 2003
**Oprindelse:** Kina
**Type/Materiale:** Papirklip

**Kunstner:** Lorenz Frölich (1820-1908)
**Datering:** 1905
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale:** Blyant, tusch og akvarel

**Kunstner:** Povl Christensen (1909-1977)
**Datering:** 1992
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale:** Tusch og akvarel

Året efter kom den tredje søster derop, hun var den dristigste af dem alle, derfor svømmede hun op ad en bred flod, der løb ud i havet. Dejlige grønne høje med vinranker så hun, slotte og gårde tittede frem mellem prægtige skove; hun hørte, hvor alle fuglene sang og solen skinnede så varmt, at hun tit måtte dykke under vandet, for at køle sit brændende ansigt. I en lille bugt traf hun en hel flok små menneskebørn; ganske nøgne løb de og plaskede i vandet, hun ville lege med dem, men de løbe forskrækkede deres vej, og der kom et lille sort dyr, det var en hund, men hun havde aldrig før set en hund, den gøede så forskrækkeligt ad hende, at hun blev angst og søgte ud i den åbne sø, men aldrig kunne hun glemme de prægtige skove, de grønne høje og de nydelige børn, som kunne svømme på vandet, skønt de ingen fiskehale havde.

Nu kom turen til den femte søster; hendes fødselsdag var just om vinteren og derfor så hun, hvad de andre ikke havde set første gang. Søen tog sig ganske grøn ud og rundt om svømmede der store isbjerge, hvert så ud som en perle, sagde hun, og var dog langt større end de kirketårne, menneskene byggede. I de forunderligste skikkelser viste de sig og glimrede som diamanter. Hun havde sat sig på et af de største og alle sejlere krydsede forskrækkede uden om, hvor hun sad og lod blæsten flyve med sit lange hår; men ud på aftenen blev himlen overtrukket med skyer, det lynede og tordnede, medens den sorte sø løftede de store isblokke højt op og lod dem skinne ved de røde lyn. På alle skibe tog man sejlene ind, der var en angst og gru, men hun sad rolig på sit svømmende isbjerg og så den blå lynstråle slå zigzag ned i den skinnende sø.

**Kunstner:** Alexandre Lunois (1983-1916)
**Datering:** 1909
**Oprindelse:** Frankrig
**Type/Materiale:** Blyant og tusch

**Kunstner:** Svend Otto S. (1916-1996)
**Datering:** 1993
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale:** Akvarel

Matroserne dansede på dækket, og da den unge prins trådte derud, steg over hundrede raketter op i luften, de lyste, som den klare dag, så den lille havfrue blev ganske forskrækket og dukkede ned under vandet, men hun stak snart hovedet igen op, og da var det ligesom om alle himmelens stjerner faldt ned til hende. Aldrig havde hun set sådanne ildkunster. Store sole snurrede rundt, prægtige ildfisk svingede sig i den blå luft, og alting skinnede tilbage fra den klare, stille sø. På skibet selv var så lyst, at man kunne se hvert lille tov, sagtens menneskerne. O hvor dog den unge prins var smuk, og han trykkede folkene i hånden, lo og smilte, mens musikken klang i den dejlige nat. Det blev silde, men den lille havfrue kunne ikke vende sine øjne bort fra skibet og fra den dejlige prins.

**Kunstner:** Tatjana M. Pravosudovich (1897-1963)
**Datering:** 1946
**Oprindelse:** Rusland (Sovjet)
**Type/Materiale:** Blyantstegninger

**Kunstner:** Hans Tegner (1853-1932)
**Datering:** 1900
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale:** Tusch og akvarel

**Kunstner:** Svend Otto S. (1916-1996)
**Datering:** 1957
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale:** Blyant

**Kunstner:** Louis Moe (1857-1945)
**Datering:** 1924
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale:** Tusch

**Kunstner:** Corneille (1922-2010)
**Datering:** 1984
**Oprindelse:** Frankrig
**Type/Materiale:** Litografi

**Kunstner:** Kai Thorning Madsen (1902-1956)
**Datering:** 1941
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale:** Akvarel

**Kunstner:** Vilhelm Pedersen (1820-1859)
**Datering:** 1848
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale:** Blyant

Der var så meget hun gad vide, men søstrene vidste ikke at give svar på alt, derfor spurgte hun den gamle bedstemor og hun kendte godt til den højere verden, som hun meget rigtigt kaldte landene ovenfor havet.

“Når menneskene ikke drukner,” spurgte den lille havfrue, “kunne de da altid leve, dør de ikke, som vi hernede på havet?”

“Jo!” sagde den gamle, “de må også dø, og deres levetid er endogså kortere end vores. Vi kunne blive tre hundrede år, men når vi så hører op at være til her, bliver vi kun skum på vandet, har ikke engang en grav hernede mellem vores kære. Vi har ingen udødelig sjæl, vi får aldrig liv mere, vi er ligesom det grønne siv, er det engang skåret over, kan det ikke grønnes igen! Menneskene derimod have en sjæl, som lever altid, lever, efter at legemet er blevet jord; den stiger op igennem den klare luft, op til alle de skinnende stjerner! Ligesom vi dykker op af havet og ser menneskenes lande, således dykker de op til ubekendte dejlige steder, dem vi aldrig får at se.”

“Hvorfor fik vi ingen udødelig sjæl?” sagde den lille havfrue bedrøvet, “jeg ville give alle mine tre hundrede år, jeg har at leve i, for blot en dag at være et menneske og siden få del i den himmelske verden!”

“Det må du ikke gå og tænke på!” sagde den gamle, “vi har det meget lykkeligere og bedre, end menneskene deroppe!”

“Jeg skal altså dø og flyde som skum på søen, ikke høre bølgernes musik, se de dejlige blomster og den røde sol! Kan jeg da slet intet gøre, for at vinde en evig sjæl!” –

“Nej!” sagde den gamle, “kun når et menneske fik dig så kær, at du var ham mere, end far og mor; når han med hele sin tanke og kærlighed hang ved dig, og lod præsten lægge sin højre hånd i din med løfte om troskab her og i al evighed, da flød hans sjæl over i dit legeme og du fik også del i menneskenes lykke. Han gav dig sjæl og beholdt dog sin egen. Men det kan aldrig ske! Hvad der just er dejligt her i havet, din fiskehale, finde de hæsligt deroppe på jorden, de forstår sig nu ikke bedre på det, man må have to klodsede støtter, som de kalder ben, for at være smuk!”

Da sukkede den lille havfrue og så bedrøvet på sin fiskehale.

“Lad os være fornøjede,” sagde den gamle, “hoppe og springe vil vi i de trehundrede år, vi har at leve i, det er såmænd en god tid nok, siden kan man des fornøjeligere hvile sig ud i sin grav. I aften skal vi have hofbal!”

Det var også en pragt, som man aldrig ser den på jorden. Vægge og loft i den store dansesal var af tykt men klart glas. Flere hundrede kolossale muslingeskaller, rosenrøde og græsgrønne, stod i rækker på hver side med en blå brændende ild, som oplyste den hele sal og skinnede ud gennem væggene, så søen derudenfor var ganske oplyst; man kunne se alle de utallige fisk, store og små, som svømmede henimod glasmuren, på nogle skinnede skællene purpurrøde, på andre syntes de sølv og guld.

– Midt igennem salen flød en bred rindende strøm, og på denne dansede havmænd og havfruer til deres egen dejlige sang. Så smukke stemmer har ikke menneskene på jorden. Den lille havfrue sang skønnest af dem alle, og de klappede i hænderne for hende, og et øjeblik følte hun glæde i sit hjerte, thi hun vidste, at hun havde den skønneste stemme af alle på jorden og i havet!

**Kunstner:** Peter Brandes (1901-1977)
**Datering:** 1999
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale**: Grafisk blad

Bag ved lå hendes hus midt inde i en sælsom skov. Alle træer og buske var polypper, halv dyr og halv plante, de så ud, som hundredhovede slanger, der voksede ud af jorden; alle grene var lange slimede arme, med fingre som smidige orme, og led for led bevægede de sig fra roden til den yderste spids. Alt hvad de i havet kunne gribe fat på, snoede de sig fast om og gav aldrig mere slip på.

Den lille havfrue blev ganske forskrækket stående derudenfor; hendes hjerte bankede af angst, nær havde hun vendt om, men så tænkte hun på prinsen og på menneskets sjæl, og da fik hun mod. Sit lange flagrende hår bandt hun fast om hovedet, for at polypperne ikke skulle gribe hende deri, begge hænder lagde hun sammen over sit bryst, og fløj så afsted, som fisken kan flyve gennem vandet, ind imellem de hæslige polypper, der strakte deres smidige arme og fingre efter hende.

**Kunstner:** Mirando Haz (1937-2018)
**Datering:** 1977
**Oprindelse:** Spanien
**Type/Materiale:** Akvatint

**Kunstner:** Oskar Klever (1887-1975)
**Datering:** 1964
**Oprindelse:** Rusland
**Type/Materiale:** Akvarel

**Kunstner:** Salvador Dali (1904-1989)
**Datering:** 1967
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale:** Farvelitografi

**Kunstner:** John Leech (1817–1864)
**Datering:** 1846
**Oprindelse:** England
**Type/Materiale:** Kobberstik

“Jeg vil det!” sagde den lille havfrue og var bleg, som en død.

“Men mig må du også betale!” sagde heksen, “og det er ikke lidet, hvad jeg forlanger. Du har den dejligste stemme af alle hernede på havets bund, med den tror du nok at skulle fortrylle ham, men den stemme skal du give mig. Det bedste du ejer vil jeg have for min kostelige drik! Mit eget blod må jeg jo give dig deri, at drikken kan blive skarp, som et tveægget sværd!”

“Men når du tager min stemme,” sagde den lille havfrue, “hvad beholder jeg da tilbage?”

“Din dejlige skikkelse,” sagde heksen, “din svævende gang og dine talende øjne, med dem kan du nok bedåre et menneskehjerte. Nå, har du tabt modet! Ræk frem din lille tunge, så skærer jeg den af, i betaling, og du skal få den kraftige drik!”

“Dersom polypperne skulle gribe dig, når du går tilbage igennem min skov,” sagde heksen, “så kast kun en eneste dråbe af denne drik på dem, da springe deres arme og fingre i tusinde stykker!” Men det behøvede den lille havfrue ikke, polypperne trak sig forskrækkede tilbage for hende, da de så den skinnende drik, der lyste i hendes hånd, ligesom det var en funklende stjerne. Således kom hun snart igennem skoven, mosen og de brusende malstrømme.

Hun kunne se sin faders slot; blussene var slukkede i den store dansesal; de sov vist alle derinde, men hun vovede dog ikke at søge dem, nu hun var stum og ville for altid gå bort fra dem. Det var, som hendes hjerte skulle gå itu af sorg. Hun sneg sig ind i haven, tog en blomst af hver af sine søstres blomsterbed, kastede med fingeren tusinde kys henimod slottet og steg op igennem den mørkeblå sø.

**Kunstner:** Lars Bo (1924-1999)
**Datering:** 1977
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale:** Farveradering

**Kunstner:** Gudmund Hentze (1875-1948)
**Datering:** 1909
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale:** Aftryk af originalillustrationer

Jeg var på et skib, som strandede, bølgerne drev mig i land ved et helligt tempel, hvor flere unge piger gjorde tjeneste, den yngste der fandt mig ved strandbredden og reddede mit liv, jeg så hende kun to gange; hun var den eneste, jeg kunne elske i denne verden, men du ligner hende, du næsten fortrænger hendes billede i min sjæl, hun hører det hellige tempel til, og derfor har min gode lykke sendt mig dig, aldrig ville vi skilles!”

– “Ak, han ved ikke, at jeg har reddet hans liv!” tænkte den lille havfrue, “jeg bar ham over søen hen til skoven, hvor templet står, jeg sad bag skummet og så efter, om ingen mennesker ville komme. Jeg så den smukke pige, som han holder mere af, end mig!” Og havfruen sukkede dybt, græde kunne hun ikke. “Pigen hører det hellige tempel til, har han sagt, hun kommer aldrig ud i verden, de mødes ikke mere, jeg er hos ham, ser ham hver dag, jeg vil pleje ham, elske ham, ofre ham mit liv!”

**Kunstner:** Gustav Hjortlund (1901-1977)
**Datering:** 1959
**Oprindelse:** Danmark
**Type/Materiale:** Blyant og tusch

Luftens døtre har heller ingen evig sjæl, men de kunne selv ved gode handlinger skabe sig en. Vi flyver til de varme lande, hvor den lumre pestluft dræber menneskene; der vifte vi køling. Vi spreder blomsternes duft gennem luften og sender vederkvægelse og lægedom. Når vi i tre hundred år har stræbt at gøre det gode, vi kunne, da får vi en udødelig sjæl og tage del i menneskenes evige lykke. Du stakkels lille havfrue har med hele dit hjerte stræbt efter det samme, som vi, du har lidt og tålt, hævet dig til luftåndernes verden, nu kan du selv gennem gode gerninger skabe dig en udødelig sjæl om tre hundred år.”

Og den lille havfrue løftede sine klare arme op mod Guds sol, og for første gang følte hun tårer. – På skibet var igen støj og liv, hun så prinsen med sin smukke brud søge efter hende, vemodig stirrede de på det boblende skum, som om de vidste, hun havde styrtet sig i bølgerne. Usynlig kyssede hun brudens pande, smilte til ham og steg med de andre luftens børn op på den rosenrøde sky, som sejlede i luften.