»Et Levn af Oldtids Byggemaade« – således betegner bondegårdsforskeren Halvor Zangenberg i flere årbogsartikler fra 1920’erne og 30’erne den særegne fynske bindingsværkskonstruktion: sulebygningen.[1] I modsætning til det almindelige bindingsværk, hvor taget (spærkonstruktionen) bæres af vægstolperne, ligger tagets hovedvægt i sulekonstruktionen på en række svære stolper (suler), som midt gennem bygningen rager fra gulv til rygås. Fig. 1 viser princippet.
Den berømte fynske sulekonstruktion findes endnu bevaret i enkelte bygninger på Vestfyn og kan tillige beses dels på Frilandsmuseet ved Sorgenfri og dels i Den fynske Landsby, henholdsvis i Lundagergården og Fjeldstedgården.[2] Før de grundmurede huses dage var denne konstruktionsform betydeligt mere udbredt på Fyn, hvilket Zangenberg påviste i 1925 gennem en kortlægning af de eksisterende og kendte nedrevne sulebygninger.[3] Langt hovedparten fandtes på Vestfyn, men skriftlige vidnesbyrd fra 1600- og 1700-tallet fortæller, at denne byggemåde også har været i brug øst for »sulegrænsen« Odense Fjord – Fåborg-egnen.
Sulekonstruktionen har i nyere tid haft to udbredelsesområder i Danmark, dels på Fyn og dels på Salling-/Viborg-egnen i Jylland. Omkring århundredskiftet debatterede bondegårdsforskere, om de to egne udgjorde reliktområder for en tidligere mere udbredt byggeform med rødder tilbage i oldtiden.[4] Efter fremdragelse af de første højremshuse (»treskibede huse«) – se fig. 2 – fra jernalderen i 1920’erne og 30’erne forstummede debatten næsten, og kun spredte nyiagttagelser i 40’erne og 50’erne gav anledning til nye indlæg. Således mente Erling Albrectsen ved arkæologiske undersøgelser på Lundsgård-bopladsen ved Åsum at have fundet belæg for sulekonstruktion på Fyn allerede i århundrederne umiddelbart omkring Kr.f.[5] To af ialt seks hustomter viste stolpespor langs midtlinien, hvilket tolkedes som rester efter midtsuler. (To rekonstruktioner af hus A med sulekonstruktion kan ses i »Jernalderlandsbyen« ved Odense).
Undersøgelsen pegede således på en selvstændig byggetradition på Fyn i forhold til de mange da afdækkede spor efter højremshuse i det jyske område.
Desværre er det ved undersøgelser på fynske jernalder-bopladser ikke lykkedes at underbygge antagelsen om sulekonstruktion på Fyn i så tidlig tid. Oftest har udgravningerne givet bopladsspor i form af store affaldsgruber og ildsteder, men kun stolpehuller i ringe tal. I de sidste par år er det dog lykkedes at afdække flere hustomter ved Sarup på Sydfyn, og her er der udelukkende tale om »treskibede huse«. Netop medens disse linier skrives, frilægges ligeledes formodede højremshuse på to vestfynske bopladser fra henholdsvis førromersk og ældre romersk jernalder.
En nærmere gennemgang af udgravningsplaner fra Lundsgård-bopladsen og sammenligning med jyske fund lader da også formode, at der ved undersøgelsen i 1940’erne ikke frilagdes hele, regulære hustomter, men kun dele heraf. Uden at gå nærmere ind i diskussionen må der nok foreløbig sættes et stort spørgsmålstegn ved, om sulekonstruktionen er påvist på Fyn i den ældre jernalder. Er den senere fynske sulebygning da et levn af oldtids byggemåde?
En anledning til atter at genoptage debatten om denne vor stolte fynske byggetradition er afdækningen af velbevarede hustomter fra middelalder og renæssance ved et større udgravningsarbejde i 1979-80 i den sydfynske landsby Aastrup. Landsbyen ligger netop i grænseområdet for de kendte sulebygninger.
For omkring 150 år siden forsvandt hovedparten af den gamle landsby Aastrup. Ikke mindre end 22 af de ialt 27 gårde flyttedes ud på markerne mod syd og vest som følge af udskiftningen af fællesskabet.[6] Tilbage i bykernen blev kun kirken og nogle husmandssteder – og i periferien de resterende 5 gårde. Siden da er antallet af huse vokset, bl.a. med forretninger, men samme bebyggelsesgrad som omkring 1800 er endnu ikke nået. For at øge befolkningsmængden i Aastrup til gavn for det lille samfund udarbejdedes i 1970’erne planer om udstykning af et boligområde i landsbyens nordlige del til 37 parcelhuse og et antal rækkehuse. Udstykningen – kaldet »Møllehøjen« – omfatter et areal, hvorpå der indtil udskiftningen lå 5 af de gamle Aastrup-gårde.
I et forsøg på at redde nogle oplysninger om gård- og landsbyudviklingen inden det store byggemodningsarbejde udslettede ethvert spor, besluttedes det at totaludgrave en af gårdtomterne. Et arbejde, som indledtes i efteråret 1979 med prøvegravning på to gårdtomter og i 1980 førte til afdækning af et sammenhængende areal på ca. 2500 m2. Undersøgelsen udførtes af Fyns Stiftsmuseum og varede sammenlagt ca. 10 måneder.
Efter at pløjelaget var fjernet med maskinkraft, skimtedes kun i ca. 1/3 af fladen det gule undergrundsler. I resten var et egentligt kulturlag på op til 50 cm bevaret. I dette kunne udskilles flere faser med et utal af spor i form af lerplamager, fyldskifter, stensamlinger, stolpehuller – og i tusindvis af fundgenstande, fortrinsvis stykker af ituslået lertøj.
Resultaterne af dette arbejde er mangfoldige. I denne artikel skal imidlertid kun trækkes nogle få, men i en bygningshistorisk sammenhæng vigtige, iagttagelser frem. Om de øvrige må berettes ved en anden lejlighed.[7] Nævnes skal det dog, at der på stedet fandtes spor efter kontinuerlig gårdbebyggelse fra 1800-tallet og tilbage til 1200-tallet i form af velbevarede lergulvlag, syldsten og stolpehuller. Før dette tidspunkt har der været dyrket mark, hvilket påvistes ved afdækning af et større system af plovspor fra 1000- og 1100-tallet i en sammenhængende flade på over 30 m’s længde og over 20 m’s bredde. Et vigtigt fund for forståelsen af den tidlige middelalders plov og ager, jvf. artiklen »Aastrup I«. I 1981 fortsættes undersøgelsen heraf.
Fyldskifter, gruber og stolpehuller i tusindtal giver ikke en entydig tolkning lette vilkår. 600 års kontinuerlig bosættelse med mange ombygningsfaser og andre jordaktiviteter betyder mange spor, men tillige udslettelse af en række af de forudgående. Udgravningsplanernes detaljerede opmålinger giver således ikke et komplet billede, men blot fragmenter af tidligere sammenhænge. Ved landsby-udgravninger er det derfor væsentligt, at der allerede i felten påbegyndes en bearbejdning og tolkning af de mange spor, så en afprøvning af ideer umiddelbart kan foretages.
Mange sammenhænge i Aastrup-materialet er først erkendt ved den intensive bearbejdning af planer og fund efter udgravningens afslutning, men for de to hustomter, som i det følgende skal fremlægges, stod konturerne klare allerede under selve arbejdet. Dette betød bl.a., at »manglende« stolpehuller kunne opspores ved minutiøs eftersøgning eksempelvis i moderne drængrøfters profiler.
Renæssancetomten, som i det følgende skal præsenteres, lå i udgravningens sydlige del, uden for 1700- og 1800-talsgårdens sammenbyggede længer. Tomten tegnede sig ved meget svære stolpehuller og rester af en ovn i den østlige del. Planen fig. 3 viser alle stolpehuller og andre nedgravninger i området, og med sort er markeret de stolpehuller, som tolkes som hørende til husets første fase. De mange stolpehuller – især langs den nordlige væg – tyder på flere stolpeudskiftninger i husets levetid. Tomten er ca. 25 m lang og har en bredde på ca. 5,5 m. Væggen markeres af en række kraftige stolpehuller med diameter på omkring 50 cm og en dybde på gennemsnitlig 30-35 cm regnet fra undergrundsniveau. Seks meget svære stolpehuller langs tomtens midtlinie lader formode, at der er tale om et såkaldt »toskibet hus«, hvor en del af tagets vægt har hvilet på svære midtstolper – altså spor efter sulekonstruktion.
De indre stolpehuller har en nedgravningsdybde på mellem 30 og 50 cm og en diameter på 50-100 cm og har ligesom flere vægstolper en fint opbygget stenforing ofte sat af flade sten. Ca. 8 m vest for østgavlen iagttoges 4 mindre stolpehuller på tværs af hustomten, formentlig en skillevæg. Den formodede væg afgrænser et østrum på ialt ca. 40 m2. I dette fandtes husets ovn, der i overfladen tegnede sig som en ca. 2 m bred lerplamage med sten langs kanten. Et snit viste en skålformet stenlægning lagt i rent ler og herover et tæt lag trækulsstumper og rødbrændte lerkliningsstykker. Fig 4 viser et tværsnit og rekonstruktionsforslag for ovnen, en såkaldt røgovn.[8] Den østlige del af huset har helt klart været brugt til beboelse. Om det samme gælder for resten, kan ikke dokumenteres med sikkerhed, men det er troligt, når der drages paralleller til senere stuehuse. En nærmere diskussion af husets brug skal udskydes til en anden lejlighed, hvor hele renæssance-gårdanlægget kan fremlægges.
Fig. 5 viser en skematisk opdeling af renæssancetomten. Paralleltstillede vægstolper er forbundet med tværlinier, som skal angive den formodede opdeling af huset i fag.[9] Linierne viser en ret stor regelmæssighed i faginddelingen med bredder på mellem 1,4 og 1,8 m. De umiddelbart modstående stolper må betyde, at huset har haft tværgående bjælker, som det kendes fra den almindelige bindingsværkskonstruktion. Mod øst synes der at mangle et stolpesæt, idet afstanden mellem de påviste stolpehuller er ca. 3 m. Et par svage fyldskifter af ringe dybde konstateredes på de »rigtige« steder, men sikkerhed for stolper giver de ikke. Ligeledes mangler en sikker modstående stolpe i nordvæggen nær ovnen. Uden for væglinien er fundet flere mindre stolper samt flere håndstore sten samt trækulsholdige fyldskifter. Måske har en af husets indgange været her, og de mindre stolpehuller kan have haft en funktion i forbindelse med dør og døråbning. En manglende vægstolpe i husets nordvestlige ende kunne ikke efterspores på grund af drængrøft.
De indre, svære tagbærende stolper, som lader en sulekonstruktion formode, står med en noget uregelmæssig afstand. Regnet fra den svære stolpe i vestgavlen til den følgende er ca. 5 m, derefter 4,5 m derefter 5,5 m og dernæst – henover ovnen – et betydeligt spring på ikke mindre end 9 m, og så to svære stolpehuller med kun 2 m’s mellemrum. Om der vitterlig har været et spring på 9 m ved ovnen, eller eventuelt en tagbærende stolpe sat på sten, kan ikke afgøres. Afstanden på 4,5-5,5 m synes mere rimelig, og er da netop den afstand, man ofte finder som gennemsnit i de senere sulebygninger på Fyn.[10]
Vender vi tilbage til væggene kan der optælles ialt 15 fag, 16 hvis det østligste fag opdeles i de formodede 2. Fagbredden på mellem 1,4 og 1,8 m svarer godt til de senere bindingsværksbygningers, som er ca. 1,6-1,9 m.[11] I den forbindelse kan til sammenligning nævnes, at den pågældende gård i 1700-tallets sidste halvdel bestod af 4 længer med stuehus i nord på 12 fag, lade i vest på 11 fag, lade i syd på 24 fag og lade i øst på 6 fag, altså ialt 53 fag hus.[12]
Renæssancehusets bredde på ca. 5,5 m svarer til de senere kendte bindingsværkshuse; dog er det mærkeligt, at gavlenderne ikke gav tydelige spor efter opdeling i flere fag.
Øverst i flere af stolpehullerne konstateredes store mængder lerklining, hvorfor det må formodes, at væggene har været lukket med grenfletning og påklasket ler, som det kendes fra bindingsværkshuse fra 1700-tallet og 1800-tallets begyndelse. Et rekonstruktionsforslag for renæssancehuset er udarbejdet af Claus Madsen og vises i fig. 6.
Tilbage til dateringen. I det område, hvor hustomten fandtes, var der ikke bevaret kulturlag, så dateringen må alene bygge på de opsamlede fund fra stolpehuller og ovn. Fund af en stjert fra en stjertpotte i fyldlaget under ovnen er således af stor vigtighed. Den kan kun være havnet der samtidig med bygning af ovnen. Ud over dette fund er der opsamlet keramik i 3 vægstolpehuller og i midterste kraftige »sule-stolpehul«. Keramikken omfatter dels enkelte middelalderskår dels 4 skårstumper fra renæssancens rødbrændte, glaserede potter. Endnu er keramikkronologien for denne periode ikke særligt præcis, men en datering til årene omkring 1500 er nok ret realistisk.[13] I den sammenhæng skal det nævnes, at det i Fyns Vedtægt fra 1473 bestemmes, at bønderne ikke længere må jordgrave stolperne i deres huse. Det kan dog ikke tages som nogen garanti for, at den fundne hustomt er før dette tidspunkt, idet den gamle, stabile byggemåde videreførtes ufortrødent, hvilket gentagne forordninger i 1492 og 1547 bevidner.[14]
Den anden hustomt, som skal behandles i denne artikel, fandtes i udgravningens nordlige del, hvor et tykkere kulturlag var bevaret. Tomten tegnede sig i overfladen som et sammenhængende trækulslag på op til 5-10 cm’s tykkelse med orientering NV-SØ, se fig. 7. Laget er uden tvivl de sidste rester af et brandlag, som i den vestlige del er fjernet inden bygning af de senere huse på stedet. Brandlaget var noget af en »arkæologisk lækkerbidsken«, idet en minutiøs soldning som resultat gav store mængder fund. Ikke store markante genstande, men et utal af små dagligdags ting som f.eks. benprene, bronzenåle, omhyggeligt sammenfoldet blyplade, bronzeknapper osv. foruden et stort keramikmateriale. Dette materiale daterer hustomten til højmiddelalderen, 1200- eller 1300-årene.
Umiddelbart uden for brandlaget, men i samme kulturlag, fandes en kobbermønt slået under Christoffer d. II (1319-1332) i Nørrejylland. En datering af branden til engang i første halvdel af 1300-tallet modsiges ikke af keramikmaterialet.
Efter afgravning af brandlaget dukkede adskillige stolpehuller samt spor af ildsteder op. Planen fig. 7 viser iagttagelserne. På grundlag af stratigrafi og fyld samt tolkning er med sort optrukket de huller, som formodes at tilhøre middelaldertomtens første fase. Huset har været ca. 20 m langt og haft en bredde på ca. 7,5 m med jordgravede vægstolper af lidt svagere dimensioner end renæssancehusets. Bortset fra 7 vægstolper i husets nordlige del er der ret stor variation i afstanden mellem stolpehullerne. En så fin modstilling af stolper som i renæssancetomten kan ikke påvises.
Med en så stor husbredde var det naturligt straks at søge efter spor af indre tagbærende stolper. Ret hurtigt lykkedes det da også at påvise 5 særlig kraftige stolpehuller i husets midtakse. Mon ikke de afslører en sulekonstruktion som ved renæssancetomten. Afstanden mellem sulerne har varieret mellem 3 og 6 m. Hvis man antager, at huset på et tidspunkt har været kortere, – se spor efter mulig tværvæg mod vest – giver det et mere regelmæssigt forløb med afstande mellem de formodede sulestolper på henholdsvis 5-6 og 5 m. Ingen sikre belæg for denne kortere udgave af huset kunne dog påvises i stratigrafi eller fyld.
En påfaldende mangel på lerklining i brandlaget og øverst i stolpehullerne lader formode, at væglukket ikke har været ler som i renæssancehuset, men – det store trækulslag taget i betragtning – træ. Mon ikke vi her står over for et nedbrændt bulhus bygget med vandretliggende egeplanker mellem vægstolperne?[15]
I samme retning peger manglen på spor efter lergravning fra perioden i området. Medens der i en kreds omkring tomterne fra renæssance og fremefter findes meget store materialegruber, kan kun 3 mindre henføres til middelalderen. Der har ikke været behov for store mængder ler, hverken til vægge eller gulve. Brandlaget afslørede nemlig – til trods for at huset må have været bolig – en mangel på et egentligt lergulv. Kun sporadiske lerplamager fandtes nær ildstederne.
Et hus bygget af træ må forudsætte en let adgang til træ i ret ubegrænsede mængder. En situation, som må have ændret sig betydeligt i de følgende århundreder, hvor det blev nødvendigt at bruge lerklinede vægge og opgive den gamle skik med jordgravede væg- og tagbærende stolper. Der er ingen tvivl om, at man har foretrukket træbygninger. Lerklinede vægge kræver et betydeligt større arbejde og har mindre holdbarhed.
Sammenfatter man hovedtrækkene i det almindelige husbyggeri fra tiden omkring Kr.f. og frem til de grundmurede huses tid, viser sig en fin sammenhæng mellem væglukke-materialer og træressourcernes omfang. I tiden omkring og århundrederne umiddelbart efter Kr.f. ser vi en udbredt brug af lerklinede vægge med et meget stort antal materialegruber ved bopladser/landsbyer til følge. I samme periode vides fra pollen- og støv-nedfaldsanalyser, at det åbne land var meget udbredt og af lige så stort omfang som i midten af middelalderen.[16] I løbet af yngre jernalder øges skovområderne betydeligt igen, og i vikingetiden er det muligt at bruge store træmængder i husbyggeriet, f.eks. i Trelleborg-anlæggene. På periodens bopladser mangler lertagningsgruber i større tal. Det store træforbrug synes at fortsætte gennem de første århundreder af middelalderen. Men så er ressourcerne også næsten opbrugt, dels som følge af det tidligere store træforbrug, dels som følge af nyindtag af dyrkede marker og græsningsarealer – atter må man bruge lerklinede vægge. Store lertagningsgruber bliver igen et almindeligt fænomen i og ved vore landsbyer.
Inden vi slutter omtalen af middelaldertomten, skal husets ildsteder kort præsenteres. Under brandlaget afdækkedes i husets østlige del 4 små, næsten cirkelrunde – ca. 1 m i diameter – fordybninger med aske og trækul. Omkring ildstederne, der tydeligvis har afløst hinanden, fandtes et stort antal pælehuller fyldt med trækul. Formentlig er det rester af en fletværksopbygning fra en simplere udgave af en ovn end renæssancehusets. Løstliggende, rødbrændte lerkliningsstykker omkring ildstederne synes at bekræfte teorien. Lignende anlæg er fundet tidligere ved middelalder-tomt-undersøgelser.[17]
For første gang er ved arkæologisk udgravning frilagt hustomter fra middelalder og renæssance i en fynsk landsby. De bygningshistoriske udsagn heraf må i hovedsagen behandles mere indgående i anden sammenhæng, men et enkelt element – sporene efter sulekonstruktion – skal diskuteres lidt nærmere. Såvel i renæssancetomten som i middelaldertomten konstateredes indre tagbærende stolper, der må tolkes som rester efter en midtsule-konstruktion. Den fynske sulebygning fra 1600- og 1700-tallet synes således at have aner tilbage i 1500-, 1400- og 1300-årene. Om den har rod i oldtiden i det fynske område, kan endnu ikke afgøres. For vikingetid og yngre jernalder mangler endnu egentlige bopladsudgravninger, og for ældre jernalder er det uvist, om sulekonstruktionen har eksisteret side om side med højremskonstruktionen. – Der savnes i høj grad en intensiv undersøgelse af hus- og gårdtomter fra jernalder og fremefter på Fyn for at tegne et egentligt billede af udviklingen. Ikke alene konstruktionshistorien er et uløst spørgsmål, men tillige udviklingen i gårdformen frem til den firlængede, sammenbyggede gård fra nyere tid.
Er sulekonstruktionen (det »toskibede hus«) kun et fynsk-nordvestjysk fænomen? Arkæologiske undersøgelser – dels inden for rigets grænser, dels i de nærmest tilstødende lande – viser, at denne byggemåde har en langt videre udbredelse. På Sjælland har Axel Steensberg ved undersøgelser i Pebringe og i den nedlagte landsby Store Valby afdækket flere sulebyggede huse fra middelalderen.[18] Ved en gennemgang af undersøgte hustomter fra yngre jernalder/tidlig middelalder fra det nordvesteuropæiske område kan en udbredelse af hustypen til såvel Holland, Tyskland som Polen påvises. I den nordvestlige del af området kendes enkelte »toskibede huse« fra den ældre jernalder, men langt hovedparten er »treskibede«. Tilsyneladende øges antallet af de førstnævnte betydeligt i forhold til sidstnævnte i løbet af yngre jernalder/tidlig middelalder, men endnu er for få lokaliteter undersøgt til at give et mere fyldigt bud på procent-fordelingen.[19]
I det nordøsteuropæiske område er udviklingen mere uklar, idet afdækkede hustomter fra jernalderen har meget irregulære former, som vanskeliggør tolkning af konstruktionstype. Flere steder er der dog konstateret hustomter med tydelige midt-stolpehuller, som kan være spor efter sulekonstruktion.[20]
Den bygningshistoriske udvikling fra jernalder til nyere tid må nøjere afklares ved fremtidige studier. Jernalderens »treskibede hus« står ikke længere alene i det arkæologiske materiale. Mere og mere bekræftes teorien om, at Fyn/Salling-Viborg-egnen er reliktområder for en byggeskik med rod omend ikke i ældre så i yngre jernalder/tidlig middelalder. Kan sule-konstruktionen være kommet til Danmark sydfra engang i vikingetid eller tidlig middelalder?
Den fynske sulebygnings ældste historie ligger endnu – rent bogstaveligt – begravet i jorden.
