Da der i 1585 på Frederik den 2.s foranledning blev tegnet et kort over Island, havde vulkanen Hekla en markant placering, som det sted hvor »Ild og sten på forbryderisk og grusom, brølende vis blev kastet op i luften«. Det skyldtes dyrekøbte erfaringer med bjerget, der som en af Islands mest aktive vulkaner har været i udbrud mindst 17 gange i historisk tid. På Frederik den 2.s tid kendte man naturligvis udmærket til det værste udbrud, som i 1104 begravede de nærmeste bebyggelser i aske. I gamle dage var det derfor en velbegrundet, almindelig opfattelse, at vulkanen Heklas krater var nedgangen til helvede, og derfor var udtrykket »gå ad Hekkenfelt til« synonymt med »gå ad helvede til«. I dag er vi naturligvis klogere. Island er et dejligt land med smukke og interessante geologiske fænomener, som vi i årevis drømmer om at opleve. Jeg havde i september 1997 chancen for at opleve både denne utrolige natur og Island som kulturlandskab, noget jeg naturligvis glædede mig meget til og forventede mig meget af. Når jeg alligevel kalder artiklen »Ad Hekkenfelt til!«, skyldes det dels, at vejret under mit ophold var så dårligt, at der gik halvanden dag, før jeg kunne se, jeg var kommet til Island, dels at Hekla beredte mig en meget markant oplevelse. Mere derom senere. Vejret blev i øvrigt ikke på noget tidspunkt godt.
Anledningen til at besøge landet var, at jeg sammen med ca. 15 andre danskere, ca. 5 svenskere, 4 finner, 6-7 nordmænd, en færing og godt 35 islændinge skulle deltage i en konference om Islands kulturlandskab, den første af sin art. Meningen med konferencen var, at bringe kulturlandskabet/-miljøet på dagsordenen i Island, og det skulle ske ved at bringe fagfolk fra Norden sammen, så vi alle sammen kunne forholde os til Islands landskab og videregive vore erfaringer fra vore respektive lande. Islændingene havde virkelig sat alle sejl til. Blandt deltagerne var landets fremmeste natur- og landskabsforskere, forfattere, naturforvaltere og politikere. På arrangementssiden manglede intet, og mine fordomme om islandsk mad gled ned sammen med talrige dejlige fiske- og fugleretter.
Det hele indledtes med en tale af kulturministeren, Björn Bjarnason, som gjorde opmærksom på, at han aldrig før havde hørt ordet kulturmiljø. Han mente dog det var o.k. med kulturmiljø, når blot den private ejendomsret ikke blev krænket og udviklingen ikke hæmmet. Dermed udtrykte han, hvad man nok kan opfatte som den nationale holdning, som kort fortalt går ud på, at Islands kultur videreføres via sproget, litteraturen, historien (og de islandske heste). Ikke noget med landskab. Det der er uden om islændingene har hidtil været natur, eller også kulturspor der vidnede om landets fattigdom og tilbageståenhed, og hvorfor skal det bevares? Derefter holdt forfatteren og biologen Gudmund Gudmundson, som man nok kan karakterisere som nationens samvittighed, en poetisk og indigneret tale om de ødelæggelser, der var sket i det islandske landskab siden krigen, og om statsforvaltningens efterladenhed overfor ødelæggelserne. Islændingene var blevet ramt af en frygtelig sygdom, da de stiftede bekendtskab med de allierede troppers maskiner under den engelske besættelse. En sygdom ved navn »bulldozeritis«. Enhver havde en bulldozer og brugte den til at massakrere landskabet med. Kæmpestore, ødelæggende afvandingsgrøfter blev gravet over alt, og bevaringsværdige bygninger o.a. blev bulldozet. En botanikprofessor, Thora Ellen Thorhallsdottir, fulgte op med de skræmmende tal. Siden krigen var 98% af sydlandets enge og vådområder blevet drænet. 1100 km2 var reduceret til 30! Vi, som troede, at Island kun er natur, lyttede vantro til disse oplysninger og til botanikerens efterfølgende beretning om, at store dele af landet, da nordboerne kom i 800-tallet, var dækket af skov. Selv gennem tågen kunne jeg senere med egne øjne se både bulldozergrøfterne, de usmagelige jordbunker der kantede dem, og at der ingen skov var, så store dele af Island er altså stærkt menneskepåvirket og dermed kulturlandskab. Så vidt så skidt, hvis man holder af skov, gamle bygninger og våde enge.
Jeg havde på dette tidspunkt næsten et døgn efter min ankomst ikke set noget som lignede landskab, bortset fra en meget udbredt by med baraklignende blikhuse i grelle farver og en lufthavn 500 meter fra centrum. Ikke den mindste stump lava, ikke et får. Reykjavik. På andendagen – endnu et døgn senere – da vi havde hørt om islandsk lovgivning vedrørende landskabsbevaring, om stednavneforskning, om konkrete islandske eksempler og om skandinaviske ditto, sneg jeg mig bort i tre kvarter for at finde
Island. Instinktivt gik jeg mod havet, og fandt mig selv stående på en havbund ved ebbe. Ud af et rør kom mere tåge og desuden varmt vand, som måtte stamme fra deres geotermiske anlæg. Det lugtede af svovl. O.k, så var det vel Island. Reykjavik betyder for øvrigt meget rammende »røg- eller tågebugten«.
Jeg nåede tilbage tids nok til – i en kollegas sted – at være dansk paneldeltager i den afsluttende diskussion om kulturlandskabet, og hvad der burde gøres. Det var ret sjovt og også lidt forstemmende, dels fordi diskussionen var den samme, som skandinaver afholdt for 10-20 år siden, og fordi det stadig – efter 10-20 år – ikke kunne lykkes at få den struktureret, således at den teoretiske snak om natur- versus kulturlandskab blev holdt ude fra mere håndgribelige spørgsmål om erstatning til lodsejere, om græssets højde o. lign. Begrebet kulturlandskab er jo rettelig et neutralt analysebegreb, som kan anvendes til at karakterisere det menneskepåvirkede landskab, der kun kan forstås rigtigt efter grundig historisk undersøgelse. Kulturlandskabsbegrebet indebærer også den konsekvens, at man accepterer mennesket som en – i det mindste ligeværdig – dyreart i naturen. Der er desværre stadig talrige mennesker – også i Skandinavien – som kun kan tænke på gumlende køer og blomstrende enge, når de hører ordet kulturlandskab. Men Proms Kemiske er jo også kulturlandskab!
Islændingene gav efter konferencen udtryk for, at de fik, hvad de havde brug for. Et arrangement hvor kulturlevnene i landskabet blev gjort interessante, hvor medierne – både trykte og elektroniske – havde vist sagen interesse, og hvor en række kontakter blev knyttet. Jeg fik også nogle nyttige, som jeg vil dyrke i fremtiden. I tilgift blev islændingene ladt tilbage med overvejelser om, hvorvidt de interesserede sig for kulturlandskabet på grund af truslerne imod det, fordi debatten og fokuseringen på kulturelementet kunne styrke den nationale identitet, fordi man ønskede at styrke turismen, eller fordi man ganske enkelt ikke kendte nok til landskabet og ønskede afsæt til større registreringer. Når man skal diskutere de videre skridt, må man nemlig nødvendigvis gøre sig klart, hvad det egentlige problem er. Man kurerer jo ikke halsbetændelse på samme måde som brækkede ben. I almindelighed fik man det indtryk, at islændingene nok mente, de kendte de vigtige lokaliteter, mens forestillingen om større kulturhelheder eller -miljøer ikke kan siges at være fremtrædende.
Til konferencen hørte en heldagsekskursion i Reykjaviks omegn. Endelig skulle vi se Islands landskab. Og Island har et spændende landskab, selv om man ikke kan se så langt for regn og tåge. Vi besigtigede Thingvellir, som er det sted, hvor demokratiet praktiseredes blandt de frie islandske landnamsmænd allerede fra 900-tallet. En ca. 500 m bred øst-vestgående sprækkedal, som ikke blev mindre, da vi fik at vide, at dalen i realiteten var skillelinjen mellem det amerikanske og det europæiske kontinent. Vi stod det eneste sted, hvor disse kontinenter støder sammen på land – vi kørte fra Amerika til Europa på 5 minutter! Ved dette mødested havde landnamsmændene holdt »Alting« hvert år i august, givet love, dømt og straffet. Ved henrettelser blev mænd halshugget, kvinder druknet. Endnu kan man se resterne af talrige tørvevægshytter, som benyttedes af de tilstedeværende. Man har syntes, at der manglede en elv ved tingstedet, så man havde – i 900-tallet – flyttet én fra en side af bjerget til en anden. Om det var for at kunne drukne kvinder melder historie intet om. At flytte elve ville man næppe få lov til i dag. Kulturlandskab!
Dagen forsatte med besøg i det sydlige bondeland og i en lille by, Eyrarbakki, på sydkysten. Det sydlige bondeland, som er Islands spisekammer, er karakteriseret af græsarealer, og landbruget er meget ekstensivt, baseret, som det er, på kvæghold og fåreavl. Vi så kun ganske få pløjede jorder. På mange måder adskiller et koldtempereret eller subarktisk landbrug sig fra det danske. Der er fx (endnu) ikke problemer med overgødskning og sprøjtegifte, men den første store svinefarm er etableret! Der er desværre også vigtige ligheder med dansk landbrug. Hvis man betragter de islandske landbrugsbebyggelser, er de karakteristiske, idet de stort set består af enkeltgårde. Til de fleste gårde er knyttet en lille kirke. Herudover er bygningerne traditionelt enkle, nydelige hvide huse med rødt tag. Det kedelige træk, som prægede bygningerne, var, at de nyere så ud præcis som de danske, hollandske, svenske o.s.v. Større og mindre haller med lav tagrejsning og stor lighed med industribyggeri. Et andet træk, der bekræfter ødelæggelsen af den kulturelle diversitet, var, at de i andre lande allestedsnærværende hvide plastikomvundne bigballer med hø eller andre foderemner også i Island lå ved hver eneste gård. Den internationale kulturudjævning er omsiggribende!
Eyrarbakki, der er en spraglet barakagtig by med 500 indbyggere og Islands nye statsfængsel, har en meget karismatisk sognerådsformand, Magnus Karel Hannesson. Han gav på glimrende vis byens historie. Til hjælp havde han et lille museum, som belyste fiskeriet og gjorde klart, at det var ærøske søfolk, som stod for besejlingen og eksporten af fiskene indtil dette århundrede. Gennem borgmesterens fortælling blev byen levende, selv om den ved Gud virkede stendød, og de grimme huse blev smukke og spændende. Det skal i sandhedens interesse nævnes, at den samme sympati også efterhånden kom til at gøre sig gældende for Reykjavik, som til slut blev helt charmerende. Det er umiddelbart underligt, at islændingene ikke (måske på grund af jordskælvene), i lighed med andre kulturer i bjergrige egne, har lært sig at bygge huse af sten, men hovedsagelig har brugt græstørv og en smule træ. På grund af denne »mangel« er det ældste hus i landet fra så sent som 1755. Det er bygget efter arkitekt Eigtveds tegninger på den lille ø Videy uden for Reykjavik. I Eyrarbakki lå et enkelt såkaldt »kataloghus« (typehus?) af træ, som var importeret fra Danmark i 2. halvdel af 1700-tallet. Islændinge betragter i sagens natur huse fra før 1900 som særdeles gamle, og det nærmeste man i dag kan komme en islandsk byggeskik, er de farverige jordskælvssikre betonhuse (klarer 9,5 på Richter-skalaen) som på tage og sider er dækket af malet bølgeblik.
Efter Eyrarbakki fulgte endeløse lavamarker, aske-, tuf-, og basaltbjerge, hvoraf kun de nederste 50 meter var synlige. Dagen sluttede af med et besøg i et »geotermisk område«, hvad der er en metafor for et rygende, stinkende, brændende og farverigt sted, hvor den islandske jords sande jeg kommer for en dag.
Min næstsidste dag bød også på ekskursion. Jeg havde lejet en lille bil sammen med en tidligere kollega fra et sjællandsk amt. Vejret var naturligvis elendigt, men turen var efter afhøring af de lokale lagt til rette, så den var orienteret mod detaljerne, så vi alligevel skulle få noget ud af det. Vi var besluttede på ikke at miste modet. I tåge kørte vi mod Geysir, og så den eksplodere i grå damptåger op mod den ligeså grå himmel. Vi besigtigede det nærliggende kæmpevandfald Gullfoss, som virkelig var O.K. Så gik det bogstavelig talt ad Hekkenfelt til. I den vestlige omegn af vulkanen blev bebyggelser som nævnt dækket af aske i 1104. Norden fik sit Pompeji. Ligesom Pompeji blev Stöng, som en af bebyggelserne hed, beskrevet i litteraturen. En af beboerne, Gaukur Trandilsson, nedfældede hændelsen på skrift, da han var sluppet helskindet bort. Lokaliteten er blevet udgravet i 1939, og i 1974 blev en kopi af bebyggelsen opført i anledning af 1100-året for grundlæggelsen Islands bebyggelse. De arkæologiske levn af Stöng er ganske spændende, og rekonstruktionen ligger efter sigende pænt i landskabet…
Det var midt på eftermiddagen, men da vi ikke ville samme vej hjem som ud, fortsatte vi ad vej nr. 32 ind mod det centrale Island med henblik på at krydse Thjorsaåen til højre og køre ved Heklas fod ad vej nr. 26 ned mod lavlandet. Tågen blev imidlertid tættere, vegetationen og vejnumrene forsvandt. Den i forvejen påtrængende dunkelhed, som omgav os, blev forstærket af, at »jorden« var kulsort. Der var sikkert også bjerge, der stjal lyset langs ruten. Vejen var våd og hullet, og indenfor det smalle landskabsbælte man kunne se fra vejen, rakte utallige golde lavaskulpturer deres arme op som forstenede sjæle af de stakler, der var endt i Hekla. Det eneste tegn på liv var store mørke lastbiler, som i en – i forhold til os – rasende fart i ny og næ dukkede ud af og atter forsvandt i tågen. Det fik os til at tænkte på Steven Spielbergs psykologiske gyserfilm Duellen. Som det forstås, var stemningen ret trykket, og da min kollega efter nogen tid mistede orienteringen, forlod også besindelsen hende til tider. Hvorfor angribe Mars når man kan besøge Hekla? Heldigvis fandt vi den rigtige vej efter et par timer, og pludselig kom solen gennem skyerne og belyste et minut Heklas forrevne fod en kilometer ude mod venstre. Det var – om ikke smukt – så dog meget interessant til en afveksling. Vi havde ikke anet hvorledes der så ud rundt om os. Vi kom ned på asfaltvejen i lavlandet inden det blev mørkt for alvor, og kunne snige os gennem bjergenes fede tåge, så turen sluttede kl. 21.00.
Jeg vidste godt, at Islands natur var påtrængende, men havde ikke gjort mig helt klart, at den kunne være lige så styg som storladen. Her er mennesket tydeligvis ikke i den kontrollerende rolle. Kulturlandskabet på Island er konstant truet, men mest på en måde man næppe kan gøre noget ved. Et mindre tiltalende sted end Hekla med omgivelser skal man lede længe efter, men jeg vil gøre meget for at komme til at opleve det igen!
