I 1977 blev der oprettet en stilling ved Fyns Stiftsmuseum bemandet med en person med den opgave at udbygge museets kontakt og samarbejde med øens amatørarkæologer – aktive såvel som potentielle.
Det faldt i min lod at bestride det hverv, og på den baggrund vil jeg her redegøre for, hvad der hidtil – og i særdeleshed siden 1977 – er sket på den fynske amatørfront, afrundet med en betragtning over et fremtidsperspektiv.
Selvom stillingen indtil videre er enestående i landet, betyder det ikke, at andre museer ikke også dyrker samarbejdet med amatører. Det er der nærmest en tradition for, at museer her i landet gør.
Hovedparten af vore museer voksede jo ud af en folkelig baggrund og blev i deres første leveår drevet af frivillige og ulønnede folk – amatører -, indtil de først senere fik lønnet og faguddannet personale.
På Fyn kan der også – gennem tiderne – mønstres en skare af særdeles aktive amatører, hvis fund og resultater oldsagsmuseerne i Odense og København nød godt af, og hvis indsats ganske givet satte sig spor i en vågen og levende interesse for oldsager og oldtidsfund ude hos landbefolkningen. Folk som Vedel Simonsen, Frederik VII, »Den hvide Doktor«, F. Sehested og Helweg Mikkelsen er nok de mest kendte.[1] Samtidig med disse navnkundige – og bedrestillede – folk virkede i det mere beskedne adskillige amatørarkæologer og oldsagssamlere rekrutteret fra de bredere samfundslag, folk hvis navne enten er gået i glemmebogen eller som man kan støde på i museets arkiver, årsberetninger, avisomtaler og lignende steder.
En af disse, tømrermester Peter Hansen – lokalt kendt som Peter Tømrer – fra Radby i Allested sogn, kom således til at betyde en del for mit personlige forhold til arkæologien. Men det er en historie, som må bringes i en anden sammenhæng.
Fra halvtredserne og fremover kan yderligere noteres en kraftig tilgang af folk, som gerne vil beskæftige sig med arkæologi. Denne udvikling kan ses som følge af velstandsstigningen og den øgede fritid sammenholdt med folks søgen efter deres »rødder« og identitet.
Denne udvikling kulminerede på Fyn i 1971 med oprettelsen af den arkæologiske forening HARJA. I foreningens vedtægter kan man læse, at foreningens formål bl.a. er »dels at samle amatørarkæologer til fremme af interessen for arkæologi og gennem foredrag, undervisning, sammenkomster, ekskursioner o.l. at udvide kendskabet til den forhistoriske arkæologi, dels at bringe et samarbejde i stand mellem foreningen og fagarkæologer«. (Min fremhævelse).
Marken var således gødet, da Stiftsmuseets nye leder, Henrik Thrane, året efter tiltrådte sin stilling. Med sig i kufferten havde han ideer om at inddrage øens amatører i det arkæologiske indsamlingsarbejde.
Amatørers medvirken indgik som en væsentlig del i hans planer om at drive bebyggelseshistoriske studier.[2] Studierne skulle baseres på tværvidenskabeligt grundlag, hvor arkæologisk kortlægning af bopladser, gravpladser og enkeltfund udgjorde en væsentlig, men en meget ressourcekrævende del. Der var tale om, at man i udvalgte undersøgelsesområder systematisk skulle gennemvandre (rekognoscere) alle marker og registrere lokale oldsagsamlinger. Under instruktion og styring kunne amatører med fordel gøres til samarbejdspartnere.
Foruden denne målrettede udforskning af bebyggelsens udvikling tårnede sig en anden opgave op for museet i de år: Redningen af oldtidslokaliteter, der stod i fare for at blive ødelagt som følge af landbrugets mekanisering, ved husbyggeri, vejbyggeri o.l. Museerne havde en samfundsmæssig forpligtigelse til at være med til at redde og sikre denne truede del af vor kulturarv, og der var – iflg. den berømte §49 i den nye Naturfredningslov fra 1969 – skabt lovmæssigt grundlag for at gribe ind, når der dukkede oldtidsfund op ved byggeaktiviteter o.s.v. Samtidig blev de økonomiske udgifter forbundet med de arkæologiske undersøgelser, som kom i stand på baggrund af denne lovgivning, afholdt over de offentlige kasser – og ikke ud af museernes egne begrænsede udgravningsbudgetter.
Men mulighederne og forpligtelserne som følge af denne lovgivning forudsatte meget mere mandskab end de lokale museer kunne mønstre. Her kom så amatørerne ind i billedet igen.
Ved at opbygge et net af frivillige, arkæologiske observatører og meddelere – evt. også hjælpere på udgravninger i spidsbelastningsperioder – kunne et museums aktionskraft øges.
Det var på baggrund af disse to store opgaver – den basale arkæologiske kortlægning og bestræbelserne for at redde truede, arkæologiske objekter at Stiftsmuseet gerne så en alliance med øens amatører om at få et samarbejde sat på skinner. HARJA var som skræddersyet hertil.
De første skridt til at praktisere et bevidst – og i sin yderste konsekvens storstilet – samarbejde mellem øens amatører og deres arkæologiske hovedmuseum gled hermed ind i sin første fase.
I disse år blev mønsteret skabt for den videre udvikling. Her oplevede vi, at amatørerne fo’r ud og observerede og gravede i museets regi og kløede på med arkæologiske kortlægningsopgaver. Vi så også de første lokale arkæologigrupper opstå – som knopskydning på HARJA eller vokset op af det lokalhistoriske arbejde.[3] (Jævnfør fynskortet fig. 3 og diagrammet fig. 4).
Den første arkæologiske udgravningslejr for amatører så også dagens lys i den periode. Det var HARJAs idé at lave en sommerlejr for dem af foreningens medlemmer, der til daglig ikke havde tid, lyst eller lejlighed til aktivt at være med i det arkæologiske arbejde, give dem mulighed for »at få jord under neglene«, som et nuværende bestyrelsesmedlem i HARJA ganske rammende plejer at udtrykke det.
Lejren blev udført i et snævert samarbejde med Stiftsmuseet, hvor HARJA stod for annonceringer og de praktiske foranstaltninger omkring styring af tilmeldinger, etablering af lejrfaciliteter o.l., mens museets folk påtog sig at stå for den praktiske instruktion og ledelse på udgravningen. En arbejdsdeling som – i det store og hele – siden har været praktiseret på alle de lejre, som hvert år siden er blevet arrangeret af HARJA og med skiftende museer som partnere.[4]
Det var på det fundament, Amatørtjenesten – som den nyoprettede stilling hurtigt blev navngivet – skulle bygge videre.
Målet med Amatørtjenestens indsats blev den gang ret klart formuleret i retning af, at det arkæologiske indsamlingsarbejde (kortlægning og nødudgravninger) skulle prioriteres højest. I lyset af denne beslutning skal den videre udvikling nogle år frem i tiden ses.
Et redskab til at nå dette mål var at satse på at få flere folk ude i lokalområderne til at gå ind i arbejdet, og de første lokalgrupper havde jo allerede vist vejen og deres brugbarhed.
Alle sejl blev sat til: På udgravningslejrene blev der instrueret i udgravningsteknik og bearbejdningsmetoder, og der blev agiteret for at arbejde aktivt med arkæologi – også ud over lejrperioderne. Opsøgende arbejde – i form af foredragsvirksomhed, udgivelse af det arkæologiske orienteringsblad »fynboer og arkæologi«, studiekredsarbejde o.l. – blev sat i værk.[5] Erfaringerne viste forholdsvis hurtigt, hvad det bedst kunne betale sig at sætte museets ressourcer ind på. Nemlig på de lokale arkæologigrupper. Arkæologi-lejrene havde et sigte, der ikke gik helt i samme retning som de intentioner, museet havde sat sig med amatørarkæologien, der jo gik ud på den daglige, aktive indsats.
Det førte med sig, at det kom til et slags brud med HARJA, da museet – efter fem års medvirken på gravelejrene – trak sig ud af samarbejdet og gik i clinch med et hastigt voksende antal lokalgrupper. For HARJA var gravelejrene derimod blevet noget af en mærkesag og en hel institution i sig selv. Efterhånden kendt ud over det ganske land, hvorfra søgningen til lejrene steg støt år for år.
Der er ingen tvivl om, at lejrene var gode at deltage i. Det viser bl.a. de mange deltagere, der kom det ene år efter det andet. At disse udgravninger nød offentlighedens og pressens store bevågenhed og derigennem var et stort aktiv inden for det, vi i museumssproget lidt stift og formelt kalder formidlingen, var også en kendsgerning.
Det var et held, at HARJA ikke slap lejr-tanken dengang, men stædigt og ufortrødent bed sig fast og kørte videre. Dette var – og er – et glimrende eksempel på græsrodstendenser i arkæologien, udsprunget af en fornemmelse for, hvad der rører sig af ønsker og behov ude hos folk selv.
Arbejdet i og med grupperne skred støt frem. Der opstod dels grupper ud af lokale initiativer – og da ofte som aflæggere til lokalhistoriske foreninger -, eller der opstod grupper på museets opfordring.
Et udviklingsforløb i en gruppe kunne være som følgende: Et par lokale folk synes, det kan være en god idé at få oprettet en arkæologigruppe. De beder mig komme ud til et møde, der annonceres via mund til øre metoden, opslag hos bageren og i brugsen og i lokalbladene. Mødet holdes i forsamlingshuset. Her fortæller jeg lidt om museets ideer med samarbejdet med amatørerne og viser – for at give yderligere blod på tanden – nogle lysbilleder med fund og resultater, som eksisterende grupper allerede har præsteret. Bagefter er der kaffe og blødt brød. Nogle af de fremmødte beslutter sig for at danne en gruppe. De beder mig komme igen på et senere tidspunkt og mere detaljeret fortælle om teknik og arbejdsmetoder i arkæologisk kortlægning, som jeg har opfordret dem til at gå i gang med først. I denne forbindelse får de udleveret kopier af museets sognebeskrivelse og målebordsblade, så de kan se, hvad der på museet vides om oldtidsfund på egnen. Vi diskuterer også afleveringspligten. Jeg argumenterer for, at oldsager, som findes i forbindelse med gruppens arbejde, afleveres til museet, hvorimod man godt kan have dem liggende, indtil man har færdigbehandlet den sag, hvori de indgår.
Gruppen går med denne baggrund i felten og finder ud af, at den smule teori, de har modtaget, er utilstrækkelig. Fat i Amatørtjenesten igen.
– Er dette skår fra oldtiden?
– Hvordan tegner vi nu denne tyknakkede økse? Hvad, er den fra enkeltgravskulturen!
– Den gravhøj er da sat forkert af på jeres kort, mand! Der har da også ligget to høje til, som I slet ikke har fået med på det kort.
Spørgsmål kommer der nok af. Heldigvis kan jeg svare på de fleste.
Gruppen finder på at lave en udstilling om egnens oldtid belyst ved egne fund og lånte sager fra private samlinger. Man telefonerer til museet for at låne montrer og et par oldsager fra museets magasiner. Jeg bliver også bedt om at komme og holde et foredrag om egnens fortidsfund ved samme lejlighed. Kaffe og lagkage (!) bagefter.
En dag falder en af gruppens medlemmer under rutine-afsøgning på en byggeplads over et par affaldsgruber. Anmeldelse til museet og hvad nu? På museet er vi selv hængt op i arbejde til op over begge ører. Og gruberne forsvinder formentlig allerede på mandag, siger kommuneingeniøren. Amatørtjenesten ud lørdag formiddag for at instruere i elementær udgravningsteknik, opmåling og hjemtagning af fund. Heldigvis er en af gruppens medlemmer teknisk assistent og en anden har deltaget en uge på gravelejr. Gruppen klø’r på hele weekend’en med at ind- og opmåle anlæggene og undersøge dem.
Senere beder jeg gruppen om selv at rengøre fundene, nummerere dem, skrive rapport, drage konklusion og meget gerne lave en lille artikel til HARJA (navnet på arkæologiforeningen HARJAs blad) eller en kort meddelelse til »fynboer og arkæologi«.[6]
Nye udfordringer og problemer opstår – og løses. Det er en stor tilfredsstillelse for gruppens medlemmer at kunne signere det færdige arbejde, før det hele (oldsager og rapporter) afleveres til museet.
Ovennævnte, skitserede forløb var tænkt, men kunne sagtens have fundet sted i virkeligheden. Den intense og engagerede atmosfære er karakteristisk for en velfungerende gruppe, og min – eller for den sags skyld en anden af museets medarbejderes – medvirken begrænser sig til konsulentbistand efter devisen »hjælp til selvhjælp«. Det er vigtigt for det personlige udbyttes skyld – og for museet! -, at amatørerne gør så meget af arbejdet selv.
Karakteristisk for en velfungerende gruppe er også, at den udarbejder nogle faste arbejdsrutiner (faste mødedage, fordeling af opgaver, etablering af meldesystemer (telefonkæder) o.l.), og at gruppen er organiseret med et passende antal medlemmer. Erfaringen viser, at en gruppestørrelse på seks til ti medlemmer er ideel. Gruppen har da en størrelse og slagkraft – og råd til frafald på aktionsdagene så den altid vil være operationsklar og kan rykke ud med omkring fem deltagere. Dette er en styrebar og håndterlig størrelse på en gruppe, som f.eks. skal på markrekognoscering eller på en mindre udgravningsopgave. Samtidig er gruppen så stor, at den kan få noget arbejde fra hånden.
Den indre organisation på de enkelte grupper varierer fra enkeltmands-ledede til kollektivt styrede. Der er ikke noget bestemt skema, der kan anbefales frem for et andet. Det væsentlige er, at gruppen fungerer, og det afhænger ihvertfald af, at mindst ét af medlemmerne kan eller vil afsætte tid til, at hun (eller han – men der er flest hun’er) sørger for at tromle gruppen sammen, hvis der opstår for lange perioder uden konkrete opgaver, og drager omsorg for, at sammenholdet blomstrer og identitetsfølelsen har det godt. Et godt kaffebord og det at give husly til en hjemløs gruppes indendørs aktiviteter er befordrende i så henseende.
En ekstra dimension til en velfungerende gruppes virksomhed kan ses i gruppemedlemmernes kontaktflade til lokale folk (private og myndigheder). Amatørerne virker her som museets ambassadører og spreder – som ringe i vandet – forståelse og interesse for de gamle sager ud i et omfang, som museet med traditionelle midler næppe kunne klare.
Samhørighedsfølelsen og kommunikationen grupperne imellem og grupperne/museet imellem udbygges og styrkes gennem forskellige aktiviteter:
Repræsentantskabsmøderne, hvor kontaktpersoner fra grupperne og Harja har sæde sammen med museet. Her drøftes fællesanliggender, ideer fremføres, og planer lægges.
Kursusvirksomheden, der afspejler amatørerne behov for arkæologisk viden. Der har hidtil været afholdt kurser i rekognosceringsteknik, oldtids- og middelalderkeramik og flintoldsager. Lærere har her dels været folk fra museumsvæsenet og amatørerne selv.
Fællesmøderne, der søges gennnemført årligt, og hvortil alle gruppernes medlemmer inviteres for at vise hinanden årets høst og fortælle hinanden om resultaterne.
Udsendelsen af det førnævnte orienteringsblad »fynboer og arkæologi«, hvori der reklameres for foredrag, folkeuniversitets- og højskolekurser (sidstnævnte er museet også involveret i[7]), arkæologisk litteratur, og hvori der skrives om fund og undersøgelsesresultater, debatteres og fremføres synspunkter. Amatører og professionelle leverer stoffet.
Andre arrangementer, hvor udstillingen »Fortid og Fritid« fra 1984 kan fremhæves som det mest engagerende. Udstillingen blev vist for det interesserede publikum i løbet af en hektisk weekend på Hollufgård. Senere kom den i beskåret form op på Odense Centralbiblioteks hovedbibliotek, hvor den stod en måneds tid. På Hollufgård var den særligt interessant for arrangørerne (arkæologigrupperne, HARJA og Stiftsmuseet). Udstillingen her mindede ikke meget om en sædvanlig udstilling på et museum, men ledte mere tanken hen i retning af en messe – en arkæologi-messe. Dels på grund af den korte åbningstid, dels på grund af den konstante bemanding med arrangørerne, der indgik som et levende led i formidlingen. Udtrykt i museums-terminologien præsenterede de dialog-formen, tovejs-kommunikationen mellem udstiller og publikum eller mellem producent og konsument.[8]
Udadtil havde »Fortid og Fritid« det sigte at fortælle om amatørarkæologien på Fyn – evt. skaffe nye amatører inden for i varmen. Indadtil tjente arbejdet med udstillingen som en praktisk demonstration af, at vi i samarbejdet, samtalens og samværets ånd kunne skabe noget i fællesskab, noget der iøvrigt kunne have været noget helt andet end en udstilling. Det centrale var, at vi i arbejdsprocessen sammen havde fået nogle oplevelser og erfaringer, der dels kunne være gode her og nu, men som også kunne være med til at præge den fremtidige udvikling.
Hvis vi kaster et blik tilbage over forløbet af amatørarkæologiens udvikling og vilkår i tiden siden 1971, kan den karakteriseres på den måde, at vi fra Fyns Stiftsmuseum har satset på at forstærke indsamlingsarbejdet, fordi vi fandt det vigtigt – forskningsmæssigt og af hensyn til vore efterkommere. Som en ekstragevinst hertil oplevede vi så, at arbejdet med amatørerne gav museet alletiders lejlighed til at formidle noget af det stof og den viden, vi ligger inde med, ud til en bred kreds – direkte til amatørerne og indirekte via amatørerne til deres lokale omgangskreds.
Hvad amatørerne selv angår står de jo mere frit over for de samfundsmæssige forpligtelser, som museet føler sig underlagt via formålsparagraffer og lovgivning. Selvom amatørerne naturligvis ikke må lade hånt om den antikvariske lovgivning, har de den frihed, at de kan lade være med f.eks. at agere rednings-arkæologer. De kan også give sig til at udforske et emne, som vi andre synes er irrelevant eller komplet tidsspilde. Det må dog siges, at de »museumstilknyttede amatører« har udvist den største respekt for museets arbejdsform og villigt ladet sig indordne og disciplinere. Og sådan skal det også være. Hvis man ønsker at være med i et forsvarligt arbejde med arkæologi, kan det ikke hjælpe, at man praktiserer sine egne hjemmestrikkede metoder, der ikke kan anvendes i en større sammenhæng.
Men der er en lille orm, der gnaver. Vi har koncentreret os så meget om at indsamle til museet og sikre fund og oplysninger for vore efterkommere – ja selv vor formidling tenderer at motivere folk for at styrke indsamlingsarbejdet at vi er tilbøjelige til at overse noget helt essentielt ved det arkæologiske arbejde, som amatørerne ved deres eksempel ellers gør opmærksom på den ene gang efter den anden, og som fagarkæologerne også vedgår, når de bliver gået på klingen.
Det er arbejdet med arkæologien her og nu. Spændingen ved at gøre fund, den umiddelbare glæde ved at skabe noget (en arkæologisk udgravning kan f.eks. sammenlignes med et stykke håndværk), og det at være sammen med andre i et målrettet arbejde og måske være med til at bringe vor fælles viden et par skridt videre.
Jeg nævnte arbejdsprocesserne lige før – i deres konstruktive og kreative betydning. Udforskningen af fortiden er en handling, der – for den enkelte – primært foregår her og nu. Den er i sig selv ikke noget fortidigt. HARJAs lejre er, når de er bedst, laboratorier i disse processer – og amatørgrupperne med for den sags skyld.
Nye tanker og eksperimenter med andre museumsformer end de gængse signaleres der med fra udlandet.[9] Her arbejdes der med ideen om et samfundets museum, som ikke er en bygning med store, flotte udstillinger i en måske fjerntliggende by. Dette museum er placeret ude i de enkelte lokalsamfund, hvor tingene er, findes eller bruges, og hvor de virkelige relationer er til stede. Museet arbejder i hele dette samfund, og det er indbyggerne selv, der arbejder med stoffet og bruger resultaterne og overvejelserne i deres egen bearbejdende og skabende kulturproces. Museet selv er nærmest at sammenligne med en bank eller et bibliotek eller et arkiv, hvor genstandene forefindes (jævnfør planerne med museet på Hollufgård)[10] og hvorfra viden og konsulentbistand kan rekvireres.
Museets rolle er her at yde service til det omgivende samfund, til de mennesker, der ønsker at arbejde arkæologisk, etnologisk eller på anden vis med deres omgivelser. Museet fungerer som en katalysator for disse bestræbelser.
Forenklet og noget firkantet kan det siges, at museet fra at være målet skal opfattes som midlet til at nå målet, som er folket selv, det der tidligere kaldtes publikum.
Uden at kende til disse museumstanker, da vi startede samarbejdet med amatørerne, er vi kommet hen i retning af, hvor tilstanden begynder at ligne den ovenfor skitserede, men om det kan bruges som en strømpil for fremtidens museer, må naturligvis komme an på flere parthaveres stillingtagen.
Museerne udsprang engang af en folkelig baggrund, hvis betydning og indflydelse mindskedes i takt med professionaliseringen af museerne. Skal folket have museerne tilbage igen? Ikke på bekostning af det personale, som det nu er lykkedes at få ansat, men i en dobbeltrettet og frugtbar dragen nytte af hinanden, hvor endemålet er kulturel selvforståelse og – skabeevne – i respekt for andre menneskers kulturelle udtryksformer.
I udformningen af en sådan fremtid vil amatørerne kunne udføre et pionérarbejde – sammen med museerne.
Fotos ved forfatteren, tegninger Else Løvendahl.
