Kundskaben om og interessen for Norden var hos os i de første tre fjerdedele af det 19. århundrede særdeles ringe[1]. Sammenlignet med det glimrende åndsliv i Vesteuropa synes det nordiske i det 16., 17. og 18. århundrede mattere — vi undtager naturligvis Holberg og henviser, hvad angår dennes forhold til De forenede Provinsers kultur, til Saskia Ferwerdas doktordisputats Holberg og Holland (1939). Middelalderen, i Skandinavien en blomstringstid, har næppe nogensinde fængslet os, nordnederlænderne, ligeså lidt som, iøvrigt, franskmændene. Nogle rejsende: Meermann, van ‘s Gravenweert, begge to departementschefer, og handelsagenten Pot-gieter, redaktør af det ansete og indflydelsesrige tidsskrift de Gids, som digter, essayist og novellist en af de største, som vort land i den nævnte periode har frembragt, har optegnet deres erindringer fra Norden: Eenige berichten omtrent het Noorden en Oosten van Europa (1—3, 1804), Het Noorden en het Oosten (1—3, 1840), Het Noorden (1—2, 1836—40). Men af den ligeså omfangsrige som fortrinlige neoklassicistiske og romantiske litteratur i Danmark og Sverige har man her kun »te hooi en te gras«, på slump, oversat et og andet, og i så tilfælde fornemmelig fra tysk: professor i nederlandsk i Groningen Meijer nogle noveller af Blicher 1839, landsarkivar i Leeuwarden Telting Ingemanns Valdemar Seir samme år, overretsskriver i Utrecht Nepveu i 1849 nogle af fru Gyllembourgs Hverdagshistorier og endelig i 1868 den reformerte præst ten Kate Oehlenschlägers Correggio, vistnok fra dansk. Uafhængig af hinanden bearbejdede i 1865 den utrechtske theologiske professor van Oosterzee og adjunkt i Haag A. J. ten Brink Heibergs En Sjæl efter Døden efter Leos tyske oversættelse. Også de anonyme og slette oversættelser af Andersens O. T. (1838) og Kun en Spillemand (1840) — anmeldt af Potgieter i Boekbeoordeelingen i de Gids (1840) — samt af nogle af hans eventyr (1846) — er uden tvivl gjort efter tyske tekster. Det bedste oversætterarbejde er udført af C. J. N. Nieuwenhuis-Nygaard[2], underretsdommer i Woerden, senere overretsassessor i Utrecht, sønnesøn af en dansk her i Nederland bosat søkaptajn og gift med en dansk kusine. Foruden Andersens Improvisatoren (1846) har han givet os Hauchs Vilhelm Zabern og Robert Fulton, Ingemanns Kunnuk og Naja, senere Oehlenschlägers Hakon Jarl (1864) og tilsidst i 1868 Andersens af den anden Pariser-verdens-udstilling inspirerede eventyr Dryaden. Den første direkte kontakt siden Holbergs tid mellem en nederlandsk og en dansk (og overhovedet en nordisk) skribent sluttedes, da Andersen 1847 på gennemrejsen til England besøgte Amsterdam og Haag. For at forstå, hvorledes dette mindeværdige besøg kom i stand, må vi kende både digterens personlighed og hans impresarios karakter.
Til dette Andersens første besøg knytter sig navnene van der Vliet[3], van Lennep[4], Kneppelhout[5] og van den Bergh[6].
Den førstnævnte boede i Haag, hvor han drev en boghandel og redigerede et tidsskrift de Tijd. Som redaktør stod han i forbindelse med udenlandske, frem for alt tyske fagfæller og literater. De Tijds undertitel lød: »merkwaardigheden der letterkunde en geschiedenis van den dag voor de beschaafde wereld«. Indholdet bestod for størstedelen af redaktørens — han kaldte sig Boudewijn — egne bidrag: oversættelser, anmeldelser af udenlandsk, især tysk, fransk og engelsk litteratur samt originale sociale noveller eller oversigter over de vigtigste udenrigspolitiske begivenheder. Men van der Vliets sprogkundskaber var meget små; han kunde i sine oversættelser begå de latterligste fejl[7] — for eks. »het souper bij Mylord« for »the Lords supper«. Det manglede ham på litterær indsigt; med hensyn til hans egne i høj grad sentimentale værker kan man med god grund mistænke ham for plagiat; politisk historie havde han ikke begreb om, ja, man frakendte ham retten til i de Tijd og navnlig i tyske tidsskrifter at optræde som formidleren mellem nederlandsk og fremmed kultur.
Allerede i et af de første hæfter havde Boudewijn bekendtgjort, at han agtede at publicere værker især af unge udenlandske forfattere. Fripostig havde han henvendt sig til H.C. Andersen i foråret 1845 i et den 12/5 dateret Brev; han bad heri — »pardon de mon importunité« og »mes excuses sur mon indiscrétion« — den danske digter om hans portræt og om en af ham selv forfattet »esquisse biographique«. Havde Boudewijn gennem sine tyske venner hørt om Andersens svaghed for publicity? Hvordan det end forholder sig, modtog han, formodentlig ikke længe efter, et imødekommende svar. Den bevarede danske koncept er ikke dateret, ligesaalidt som Boudewijns hollandske gengivelse af brevet i de Tijd. Andersen forærede virkelig redaktøren portrættet, og han meddelte sin nye ven, at denne i fru Mary Howitts engelske oversættelse af Improvisatoren, i X. Mariniers Histoire de la littérature en Danemarc et en Suède samt i indledningen til G. F. Jenssen-Tusch’s tyske oversættelse af Kun en Spillemand vilde finde, hvad han ønskede; »dog«, således ender Andersen dette sit første brev, »naar det var Dem saa særdeles vigtigt at just jeg skrev den, da — men jeg maa have nogen Tid — skal jeg, efter at have hørt fra Dem igjen, med Fornøielse vise Dem min Beredvillighed«. Den sidste sætning forkorter van der Vliet således: »ik zal zelf mijn levensschets voor U schrijven«. Til slut udtaler den danske digter sin glæde over at eje så mange venner og beundrere i Nederland: nu vil det været ham en dobbelt fornøjelse at besøge det arbejdsomme folk i nær fremtid. Og han beder Boudewijn meddele ham, om hans Eventyr og Billedbog uden Billeder allerede er oversat på dennes modersmål. Van der Vliet behøvede han næppe anmode om at lade høre fra sig igen. Ikke længe efter, formodentlig i eftersommeren 1845, havde han skrevet et nyt brev til Andersen. Dette er ganske vist ikke bevaret, men vi kender dets indhold gennem en fransk koncept til svaret og en nederlandsk oversættelse af det, som er trykt i de Tijd d. 27/10, d.v.s. kort før digteren forlod Danmark for at begynde den store udenlandsrejse, som skulle vare til sent på efteråret 1846. I dette brev har Boudewijn uden tvivl takket for det ham tilsendte portræt og endnu engang mere eller mindre indtrængende mindet om den ham lovede, af Andersen selv forfattede levnedsbeskrivelse — hvor ville det ikke more abonnenterne at læse en sådan! — og til slut sikkert fortalt et og andet om oversættelserne af de nævnte skrifter. »Vous désirez une esquisse biographique de ma main«, lød Andersens svar, »eh bien, vous l’aurez, écrite en Danois. Pouvez-vous la faire traduire? Vers le mois Janvier [1846] j’èspere pouvoir vous l’envoyer d’Allemagne; car je pars encore cette semaine. Envoyez-moi donc votre prochaine lettre à Hambourg; j’aurai soin de me la faire envoyer à Berlin, à Weimar ou ailleurs; je serais charmé d’avoir la traduction hollandaise de Billedbog uden Billeder«. Tilsidst siger han, at han »wekt aan een nieu-wen roman [De to Baronesser], waarvan ik U een exemplaar hoop te kunnen zenden. Gij kunt mij te zijner tijd in Holland verwachten«. Allerede 28/11 1845 sendte Boudewijn efter aftale en pakke til Hamborg indeholdende et brev foruden et hæfte af de Tijd med hans egne, uden tvivl fra tysk besørgede oversættelser af Den grimme Ælling og Billedbog uden Billeder, illustrerede (formodentlig — tegningerne er ikke signerede) af Charles Rochussen. Denne pakke har Andersen aldrig modtaget; det ved vi fra et skuffet brev af 1847, som endnu er bevaret, og hvori Boudewijn klager over aldrig at have fået noget svar på sin anmodning om den lovede levnedsbeskrivelse: »eet envoi ne vous est pas parvenu; j’en ai éprouvé beaucoup de regret«. Portrættet havde han imidlertid offentliggjort i de Tijd (1846) i forbindelse med sin anmeldelse af Nieuwenhuis’ oversættelse af Improvisatoren, og han bebrejder nu digteren, at denne ikke, som han havde lovet, på tilbagerejsen fra Tyskland har besøgt ham og sine øvrige hollandske venner: »ils ont été bien affligés«. Til slut beder han endnu engang Andersen sende ham biografien og fortælle ham, hvad der året forud havde forhindret ham i at komme til Holland.
I midten af maj 1847 begav Andersen sig på rejsen gennem Tyskland og Holland til England. Han har rimeligvis på henrejsen svaret på Boudewijns brev af 15/4, men der er ingen koncept bevaret, ej heller er svaret trykt i de Tijd. Men i forordet til den levnedsskizze, som han virkelig i løbet af sommeren 1847 offentliggjorde i sit tidsskrift, jubler Boudewijn : »Nu zal Andersen dan toch weldra komen!« — han havde sandsynligvis desangående modtaget tilfredsstillende forsikringer. Denne »esquisse biographique« er alligevel ikke den af redaktøren så heftigt attråede, for hans tidsskrift specielt forfattede, men kun et mangelfuldt udtog af den danske digters kort i forvejen forfattede indledning til den tyske samlede udgave af hans skrifter: Das Märchen meines Lebens, hvor snedigt Boudewijn end hos sine abonnenter søger at fremkalde indtryk af, at det drejer sig om et originalt arbejde. Hvis Hamborg-brevet var kommet Andersen i hænde, vilde han da have været villig til at opfylde Nederlænderens ønske? Dr. Topsøe-Jensen har for nogle år siden gjort forf. opmærksom på en notits i en af Andersens utrykte dagbøger, dat. Weimar 20/1 1846. Den højt begavede arvestorhertuginde Sophie, Datter af Kong Vilhelm II, fælder her en hård dom om van der Vliet, hvem hun kalder »en dårlig person«. Hvad Hs. kgl. H. under denne audiens yderligere kan have sagt om vor Boudewijn, har hendes danske gæst formodentlig misforstået. Men allerede denne ene fordømmende bemærkning, udtalt af en så fornem dame, har — skønt dommen måske har været for hård, mandens rygte var hverken i personlig eller i saglig henseende godt — i den grad imponeret Andersen, at han besluttede i det mindste foreløbig at afbryde al videre forbindelse med van der Vliet og hans de Tijd.
12/6 1847 begav Andersen sig med diligencen på vej fra Oldenburg til Utrecht, hvorfra han d. 13/6 kørte videre med toget til Amsterdam. Der ville han kun opholde sig nogle dage; van der Vliet boede i Haag, og i Amsterdam kendte han ingen. Andersen var i besiddelse af et anbefalingsbrev fra H. C. Ørsted til dennes embedsbroder Vrolik. Professoren vidste ikke, hvad han skulle stille op med den danske forfatter og sendte ham til van Lennep. Rigsadvokat van Lennep stammede fra en gammel formuende regenterfamilie. Som forfatter var han nærmere i slægt med den ældre klassicisme end med samtidens romantik. Han bedste historiske romaner foregår hellere i »det gyldne århundrede« — storhedstiden, ville svenskerne sige — end i den for De forenede Provinsers kulturhistorie så lidet betydende middelalder, og hans vigtigste arbejde er den første videnskabelige udgave af renæssancedigteren Vondels samlede værker. Den første af de to Dage, Andersen opholdt sig i Amsterdam, d. 14/6, indbød van Lennep ham til middag, og ved bordet fremsagde den elskværdige vært sit af gæstens eventyr Den grimme Ælling inspirerede impromptu, som van der Vliet med en notits om besøget har optaget i de Tijd. Som »tak for i går« forærede den danske digter før afrejsen til Haag van Len-neps nydelige datter Sara en buket violer samt det ene af de to for hendes stambog bestemte digte, som nu findes i håndskriftsamlingen i Det kongelige Bibliotek i Haag.
Efter et besøg i den gamle universitetsby Leiden tilbragte Andersen fire mindeværdige dage i Haag: 17.—20. juni, uden tvivl glanspunktet i hans denne gang så kortvarige ophold i Nederland. Forf. har tidligere karakteriseret van der Vliet som en slags impresario. Helt rigtigt var det altså ikke; som vi ovenfor allerede har bemærket, er initiativet til det første besøg i Holland ikke taget af tidsskriftsredaktøren, men af digteren selv. Men Boudewijn var selvfølgelig den første, til hvis hjem og familie han søgte, og denne har ikke alene givet den danske gæst en hjertelig modtagelse, men har også — vi vil ikke afgøre, om hans omsorg har været bestemt af pecuniære hensyn eller af rent videnskabelige følelser — arrangeret de to festmiddage, som den taknemmelige Andersen bevarede i levende erindring. I “Mit Livs Eventyr — og forresten også i brevvekslingen med Edvard og Henriette Collin — finder vi en temmelig udførlig beretning om danskerens møde med ægteparret van der Vliet. De skulle have fortalt ham, at deres lille søn var opkaldt efter helten i romanen Kun en Spille mand. Men dette har fra Andersens side uden tvivl været en misforståelse. Van der Vliets havde på dette tidspunkt ingen børn; en datter blev først født i oktober 1847, og hun fik virkelig navnet Christine. Formodentlig har den frugtsommelige hustru, som hverken kunne tale dansk, tysk eller noget andet fremmed sprog, villet glæde Andersen med den meddelelse, at hun og manden ville give det ventede barn den lille spillemands navn. Det første festmåltid fandt sted lørdag den 19/6 i Hotel de l’Europe i »Lange Houtstraat«; den smukke bygning (det tidligere Haarlemske palæ) var, som andre hollandske rådhuse, efter republikens fald degraderet til hotel og er siden desværre nedrevet. Foruden malere: Bosboom o. a. deltog i festen både skuespillere og forfattere: Kneppelhout, van den Bergh o. a.; Nieuwenhuis var — årsagen er ubekendt — ikke til stede. Andersen havde fra Haag sendt ham et takkebrev for den udmærkede oversættelse af Improvisatoren, og 10/7 besvarede Nieuwenhuis Andersens venlige skrivelse med et brev, hvori han ytrede sin beklagelse over ikke at have kunnet deltage i festen. Ved bordet har de mange venner talt hjertelige ord til hædersgæsten: van der Vliet, under hvis toast »en tyk Tjener grinte« — formodentlig af talerens slemme tysk eller fransk —, Kneppelhout og van der Bergh, der foredrog sin oversættelse af Andersens Aftendæmring. Kneppelhout, dengang endnu ung, var en formuende mand; han havde studeret jura, men ikke taget nogen eksamen eller grad, og boede nu om vinteren i Leiden, om sommeren på det pragtfulde landsted »de Hemelsche Berg« i Ooster-beek ved Arnhem. Han havde på fransk skrevet nogle skizzer, og mellem 1839 og 1841 offentliggjorde han et bind Studententypen, den vittigste bog, vor litteratur i denne genre ejer. Han indbød søndag eftermiddag 20/6 Andersen til en køretur i »het Haagsche Bosch«, og samme aften anrettede værterne fra Hotel de l’Europe et nyt gilde i »Badhuis« i Scheveningen. Van den Bergh har sandsynligvis også her været til stede; i modsætning til Kneppelhout tilhørte han den næringsdrivende middelstand, en skikkelig og på litteraturens område nidkær mand, hvis digte nu til dags helt er glemt. Netop derfor må det i høj grad undre os, at Andersen på denne søndag har henvendt sig netop til van den Bergh med en anmodning om at skaffe ham anbefalingsbreve til Conscience og Snellaert, som på hjemrejsen fra England gennem nederlandsk Belgien kunne komme ham til nytte, breve, som han forresten ikke fik brug for, da han næppe opholdt sig mere end en time i Gent, før han kørte videre med toget til Köln, og slet ikke kom til Antwerpen. Men brevene har han bagefter åbnet og bevaret, vel fordi de indeholdt smigrende udtalelser om mennesket og digteren Andersen. At vort kgl. biblioteks andet lille egenhændige digt af Andersen ikke har været bestemt for den kun i Andersens fantasi eksisterende Christiaan van der Vliet, ej heller for nogen af de kunstnere, som, blandt andre, havde været værter for ham i Scheveningen, men for et af van den Berghs børns stambog, forekommer forf. i høj grad sandsynligt. Vi ved fra mange sider, at han var en kærlig familiefader. Til slut skildrede Boudewijn i de Tijd udførligt alle disse festligheder i en større artikel: toen Andersen in Holland was. Mandag 21/6 forlod den danske digter Haag og rejste videre med toget til Rotterdam, hvor han 22/6 indskibede sig på damperen Batavier til London. Derfra har han uden tvivl sendt takkebreve til sine nederlandske venner, og han har nok fortalt dem om de mange æresbevisninger, som i London blev ham til del, og om de fornemme kredse, som han færdedes i. At Andersen i det mindste har sendt en »tak for sidst« til Kneppelhout, ved vi fra det brev, som denne har skrevet i Oosterbeek 31/10 1847 til sin danske ven. Kneppelhout »se montre sensible á votre aimable billet de Londres, ou vous avez passé des jours si remplis d’hommages, autant gaté des grands que vous étes«, og han indbyder Andersen til at »passer quelque temps« på sin »jolie terre«, når han rejser hjem fra England. Brevet er ikke uden brod, og det er derfor mærkeligt, at Andersen alligevel har bevaret det. I det lille vittige eventyr om »Le voile de crepe« og »le velour du paletot«, hvormed brevet slutter, driller Kneppelhout Andersen ikke helt godmodigt, og vi må desværre indrømme, at den måde, hvorpå den danske digter mange år senere, i 1866, hævnede sig på ved i et brev til fru Ursula Kneppelhout-van Braam at omtale hendes mand som »le célébre poéte hollandais«, ikke var nær så åndrig som dennes eventyr.
Tidsrummet mellem det første og det andet besøg — 1847 -1866 — frembyder kun lidt af interesse for vort emne. Har Andersen besvaret Kneppelhouts sidste brev? Det ved vi ikke, men sikkert er, at han ikke har modtaget indbydelsen. Kneppelhout er formodentlig ophørt med at skrive til ham. Der er i hvert fald intet brev bevaret fra disse år. Og van der Vliet døde allerede i 1851.
Den vigtigste begivenhed er oversættelsen af Andersens to autobiografier: Das Märchen meines Lebens og Mit Livs Eventyr i 1858. Og den er der ingen synderlig grund til at være stolt af. I et forord oplyser boghandleren Suringar i Leeuwarden, at en danskkyndig journalist Ilpsema Vinckers og han selv har samarbejdet på oversættelsen således, at Suringar med tilladelse af den daværende redaktør af de Tijd har benyttet Boudewijns ovennævnte udtog, forøget, hvor ønskeligt var, med en egen bearbejdelse af originalens tyske tekst, og at journalisten har påtaget sig den (delvise) oversættelse af Cap. 13—15 i »Mit Livs Eventyr«, som fører den tyske selvbiografi op til 1855. Vi nævner kun for fuldstændigheds skyld denne udgave.
Til Andersens andet besøg i Amsterdam og Leiden er knyttet navnene brødrene Brandt[8], ten Kate[9] og Kneppelhout.
A. L. Brandt og hans Broder G. Brandt var danskfødte, i Amsterdam bosiddende grosserere, knyttede til Nederland også gennem deres giftermål med to søstre van Eeghen. H. Scharling havde 1862/63 på sin store studierejse tilbragt nogle behagelige uger i A. L. Brandts hus; i foråret 1863 havde Edvard og Henriette Collin på tilbagerejsen fra Paris været hans gæster. Siden havde han indbudt Andersen til at besøge sig på en af hans mange udenlandsrejser. Da digteren i 1866 omgikkes med planer om et besøg i Portugal, besluttede han på henvejen at opholde sig nogen tid i Amsterdam. Hvad har været hans bevæggrund til at modtage Brandts indbydelse? Den ensommes trang til hygge, hans længsel efter og hans taknemmelighed for at blive optaget som ligemand i en dannet og velhavende familie i de fremmede lande, hvorhen hans romantiske sind og hans indre uro drev ham. Tilmed når det drejede sig om en familie, som skattede ham højt som menneske og som kunstner, og som måske ville smigre og forkæle ham lidt.
31/1 1866 forlod Andersen København og ankom over Celle, Rheine og Arnhem 7/2 til Utrecht, hvor han først aflægger et besøg hos hellenisten professor van Herwerden, der var gift med en slægtning af Melchior, og siden hos oversætteren, overretsassessor Nieuwenhuis og hos forfatteren Nepveu, som allerede i 1847 havde offentliggjort oversættelser af Andersens eventyr i det af ham redigerede Algemeen letterlievend Maandschrift, og som sandsynligvis også har været tilstede ved festen i Hotel de l’Europe eller i »Badhuis« i Scheveningen. Fra 10/2 til 14/3 varede opholdet i Amsterdam. A. L. Brandt boede ved »Heerengracht« i et af de stilfulde patricierhuse — den berømte arkitekt Vingboons i det 17. århundrede har bygget det —, der heldigvis endnu pryder de statelige kanalgader. Vi ved ikke så meget om, hvad der skete i de fem lange uger, mindre end om de begivenhedsrige dage i 1847, thi kun sparsomme uddrag er hidtil publiceret af Andersens omfangsrige dagbogsoptegnelser fra besøget. Et og andet om teater- og koncertbesøg fortælles i Mit Livs Eventyr og i brevsamlingerne, endvidere omtales litterære aftenselskaber, som begge Brandt’ erne har givet til ære for den danske gæst. Ved et af disse, 15/2, har også van Lennep været til stede. Det ved vi fra et brev[10], som Pot-gieter[11] har skrevet samme aften til sin ven og discipel Busken Huet. Heri hedder det: »Sophie is op een theetje, dat gebeurt geen driemaal in een jaar. Gij kunt u dus voorstellen, hoe stil ik het heb. En toch lachte mij eene uitnoodiging, heden avond Andersen, bij Brandt, te gaan begroeten, zoo weinig toe, dat ik mij ter beurze verontschul-digde. »Van Lennep zal er zijn«. »Wel mogelijk«. »En men zal eerst een stuk van Andersen in de Hollandische vertaling lezen en dan zal hij het zelfde in het oorspronkelijke voordragen«. »En wie zal meer plezier hebben, de Hollanders, die geen Deensch verstaan of de Deen, die ’t geen Hollandsch doet?« »Och kom, je bent moeyelijk«. Andersen heeft zich in zijne autobiographie zoo verschrikkelijk ijdel getoond, dat ik bang ben voor »dat groote kind«, dien ouden jongen, zooals Kneppelhout hem noemt. Als het mij daarbij eens ging, zooals, ik weet niet meer wie, schilderachtig heeft gezegd, waar sprake was van verschil tusschen boeken en schrijvers: To see the author himself is generally still worse. It brings the reality so much nearer and is often the lifting up of Mokannahs veil«.«
Andersen har i al fald gjort bekendtskab med ten Kate og dennes embedsbroder og åndsfrænde Hasebroek. Den sidste har også været til stede ved aftenselskabet 15/2; senere fortalte han derom i tidsskriftet Eigen Haard (I, 1875) i anledning af digterens 70 års fødselsdag, og han forærede Brandts gæst sin digtsamling Nieuwe Windekelken, hvori han havde optaget et til denne hæder forfattet vers. ten Kate har Andersen truffet hos svigersønnen, grosserer van Hengel, hos den danske generalkonsul Woldsen og formodentlig også hos en af Brandt’erne. Han var en yndet hovedstadspræst, reformert, men for så vidt humanistisk sindet, som han nærede stor interesse for ældre og nyere europæisk litteratur, hvoraf han fra forskellige sprog har oversat ikke så lidt, men som digter var han af ringe betydning. I vore dage huskes han mere gennem den parodi: Gras-sprieties, som en af en senere generations bedste digtere udgav under pseudonymet »Cornelis Paradijs«, end på grund af sine egne poesier. G. Brandt har sandsynligvis i Andersens nærværelse talt med ten Kate om det i Heibergs En Sjæl efter Døden mod digteren rettede angreb og har i al fald lånt præsten et eksemplar af den vittige komedie, ten Kate ledsagede tilbagesendelsen af bogen med et kort brev, hvori han yttrede sin misfornøjelse med Heibergs holdning — »Goethe heeft in sijn Faust anders gedaan« — og hvori han bad Brandt forsikre Andersen om sin højagtelse og beundring. Dette har G. Brandt gjort i en fødselsdagsskrivelse til digteren, som imidlertid var rejst til Paris, hvori han vedlagde ten Kates brev med de for Andersen så smigrende udtalelser. Muligvis har det personlige bekendtskab med Andersen givet ten Kate anledning til at samle sine tidligere oversættelser af dennes eventyr og historier og forøge antallet af dem med enkelte nye. Bogen udkom 1868 under titlen: Sprookjes en Verhalen in dichtmaat naverteld. 13/1 1869 sendte oversætteren den til digteren og bad i et brev tillige denne om at forære kong Christian IX et andet vedlagt eksemplar af samlingen: »vous êtes lié avec Sa Majesté . . . pardonnez ma témérité«, en lidt mærkelig anmodning. Andersens danske koncept til svaret er bevaret, dat. 22/1 s. å.[12], men desværre ikke selve originalen. Han takker ten Kate for den værdifulde gave og priser hans kundskaber i det danske sprog; han har efterkommet ten Kates ønske, og kongen havde pålagt ham »foreløbig« at forsikre den nederlandske oversætter om sin oprigtige erkendtlighed. Men 7/12 s. å., dagen efter Sankt Nicolaus’ dag, på hvilken også voksne i Nederland sender hinanden større eller mindre gaver, må ten Kate påny henvende sig til Andersen i et ligesom det første på fransk skrevet brev. Han havde til sin store skuffelse endnu slet ikke hørt fra kongen. Andersens svar på denne mærkelige skrivelse er desværre ikke bevaret. Men hvordan det så end forholder sig, ved vi fra ten Kates biograf, at han døde i 1889 som ridder af dannebrogsordenen.[13]
14/3-18/3 var Andersen gæst hos Kneppelhout i Leiden. Kneppelhout havde allerede før digterens ankomst til Amsterdam indbudt »l’éminent ecrivain, l’homme excellent« til endelig at besøge sig på hans gennemrejse fra Nederland til Frankrig, og han havde i den Leidsche Courant ladet trykke et inserat, hvori han kundgjorde sine bysbørn den berømte danskers komme. Efter nogen brevveksling mellem værten og gæsten var afrejsen fra Amsterdam fastsat til 14/3. I aftenselskabet hos Kneppelhout deltog bl. a.. flere af universitetets professorer — om forfattere eller kunstnere hører vi intet — og ved bordet oplæste Kneppelhout et af ham til Andersens ære forfattet eventyr: de Muschjes en de Bloedzuigers, af hvilket han forærede enhver af de tilstedeværende et eksemplar. Kneppelhouts barnløse, moderlige, måske lidt nysgerrige hustru har åbenbart ikke så snart glemt den danske gæst. Kort efter hans afrejse sendte hun ham en af hende selv forfærdiget pennevisker i form af en fisk, og hun bad ham i et efterfølgende morsomt brev gøre hendes mand og hende selv den glæde flittigt at benytte samme. Endnu 17/6 s. å. skriver hun til Andersen fra Oosterbeek, formodentlig som svar på en til den »célèbre poète hollandais« rettet takskrivelse, et underholdende brev, fuldt af småtræk om en tur til Paris, hvor Kneppelhouts til deres store skuffelse ikke havde haft lejlighed til at hilse på ham, og hun beder ham indtrængende endelig ikke at rejse hjem gennem Tyskland, hvor krigsfaren truede, men lægge vejen over Oosterbeek og besøge dem på det »Hemelsche Berg«. Endelig udvekslede de to forfattere endnu nogle breve i anledning af digterens tredje besøg i 1868 og af Kneppelhouts rejser i 1868 og 1871 til Norden. Arkæologen Vilhelm Boye, som 1868 havde været Brandts gæst, var da på Andersens anbefaling Kneppelhouts lærer i dansk sprog, litteratur og historie.
Andersens tredje besøg i Holland, denne gang som G. Brandts gæst, varede kun nogle dage — fra slutningen af april til begyndelsen af maj 1868. I Jonas Collin d. Y.s udgave af H.C. Andersens sidste Leveaar, hans Dagbøger 1868-75 og i brevsamlingerne læser vi et og andet om fornyet bekendtskab med ten Kate og van Lennep. Ved et middagsselskab 6/5 1868 i anledning af værtens datter Saras fødselsdag, fremsagde Andersen et lille digt, som han senere nedskrev og forærede hende. Hun gemte det omhyggeligt helt op i sin høje alder og gav 1947, da hun var 83 år gammel, frøken Bertha Wolter-son tilladelse til at offentliggøre det i afhandlingen H. C. Andersen in Amsterdam, der skildrer dette og digterens tidligere besøg i staden.
Vi vil til slut stille to spørgsmål: Hvad har Nederland betydet for den danske digter, og hvad har han været for os nederlændere? Svaret på det første må lyde: næppe noget, og på det sidste: ikke ret meget.
Hverken under sit første eller sit andet og tredje besøg har den i høj grad egocentriske mand nogensinde næret og vist dybere interesse for vor, fra et europæisk standpunkt set, så egenartede historie og kunst, ej heller gjort sig ulejlighed med at forstå, hvorfor alt, hvad han fik at se, netop måtte være, som det var og ikke anderledes. Ikke har han haft øje for Amsterdams mageløse skønhed eller for rigsmuseets uforlignelige skatte; vi kan se bort fra hans dom om ten Kate som vor største poet og fra indfletningen af nogle motiver, der ikke røber solid viden, i romanen De to Baronesser. Her til lands har man flittig læst og højt beundret forfatterens Eventyr og Historier, hvoraf den første nogenlunde fuldstændige oversættelse udkom 1873, besørget af den mennonitiske præst S. J. Andriessen; og man vil forhåbentlig læse og beundre dem så længe, som den vest- og nordeuropæiske kultur lever. Har Andersen øvet nogen indflydelse på den nederlandske litteratur? Afdøde frøken Krijn søgte for nogle år siden at påvise, at van Lenneps roman Klaasje Zevenster skulle have lånt et motiv af Andersens De to Baronesser. Forf. af nærværende afhandling har hun ikke kunnet overbevise om rigtigheden af denne påstand. Det forekommer ham mere sandsynligt, at begge forfattere har øst af samme kilde, et hidtil upåagtet værk enten indenfor fransk litteratur, som van Lennep skattede så højt og kendte så udmærket, og som heller ikke var Andersen fremmed — vi tænker her på fru von Staël-Holsteins Corinne og dens betydning for Improvisatoren — eller indenfor den siden det 18. århundrede så rige engelske romandigtning.
Den største del af stoffet til denne afhandling skylder forf. bibliotekar, mag. M. Haugsted og dr. Topsøe-Jensen, som venligst har skaffet ham kopier af H.C. Andersens brevvekslinger med van der Vliet, Kneppelhout, van den Bergh, ten Kate og Nieuwenhuis fra Det kgl. Biblioteks samlinger. For deres store velvillighed skal begge forskere endnu engang have tak.
Ermelo (Gelderland).
W. van Eeden.
