Vi er vante til at kalde Andersen eventyrdigter og hans fortryllende poetiske værker eventyr. Imidlertid står der på titelbladet til den danske forfatters berømte skrifter næsten altid to benævnelser: „Eventyr og historier“. Men det andet ord „historier“ optrådte ikke straks. Til at begynde med kaldte Andersen sine eventyrsamlinger „Eventyr, fortalte for Børn“, „Nye Eventyr“. Samlingerne 1852-1855 hed „Historier“. Titlen „Nye Eventyr og Historier“ optrådte i 1858. Dog har ordet historie ikke vundet indpas. Andersen er for læserne nu som før eventyrdigteren, og kun få kritikere har med forbavselse bemærket, at hans „… såkaldte historier i grunden langt fra er historier, endnu mindre eventyr, men snarere lyriske ytringer …“ Kun en af Norges største forfattere Bjørnstjerne Bjørnson har forsøgt at forstå forskellen imellem Andersens eventyr og historier, da han i begyndelsen af 1860 skrev: „Det er ganske urigtigt at kalde det, som Andersen nu skriver „et Eventyr“. Det var hans første saadanne smaa fuldendte Tingester, som man kunde putte i en Nød, og som man atter kunde uddrage og omspænde en Verden med“.
Men hvis man overlader ordet til Andersen selv, står det klart, at begrebet „historie“ hverken straks eller pludseligt optrådte hos ham. Selv da han i 1830-1840 fortrinsvis skrev eventyr, gemmer der sig et eller andet sted en historie. Undertiden, som i det verdensberømte eventyr „Prinsessen paa Ærten“, tillod han sig underfundigt at bemærke:
„Se, det var en rigtig Historie!“
Sommetider lod han, som i eventyret „Hyldemoer“, sine helte tale om, hvad er eventyr, og hvad er historie.
I 1850-1870 blev historierne dominerende i Andersens forfatterskab. Men læserne holdt ikke af dem, og kort før sin død skrev forfatteren selv med bekymring: „I den seneste Tid er man begyndt at ymte, at mine første Eventyr betyder mest, medens alle senere staar langt tilbage for dem.“ Årsagen til slige forlydender forklarede forfatteren med følgende billede: „Folk, der i Barndommen har læst mine første Eventyr, er blevet ældre og har mistet den Opfattelsens Friskhed, med hvilken de dengang læste og opfattede Poesien.“ Hvordan det så end var, alle fortsatte hårdnakket med at læse Andersens værker som „eventyr“. Og øjensynligt ligger i hans første eventyrs vældige popularitet årsagen til at den danske eventyrdigters værker fra 1850-1870 også nu er så lidt kendte, som f.eks. her til lands. Man behøver blot at spørge et barn, om hvilke af Andersens eventyr det kender, og det svarer straks:
„Tommelise“, „Den standhaftige Tinsoldat“, „Fyrtøjet“, „Den grimme Ælling“, „Keiserens nye Klæder“.
Og nok meget sjældnere vil en eller anden meget belæst skoleelev sige: „Iisjomfruen“, „Hørren“, „Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige“, „Pengegrisen“, „Skrubtudsen“.
Og skønt Andersen i 1850-1870 skrev dobbelt så mange eventyr og historier (ca. 100), udgives de i Sovjetunionen ikke så ofte som de 50 fra 1830-1840 og langtfra i deres helhed. Desuden er Andersens første 50 eventyr, med en sjælden undtagelse, indgået i børne- og ungdomslæsningen. Af de sidste 100 eventyr og historier er blot de nævnte blevet børnenes og ungdommens eje.
Lad os kaste et blik i en bibliografi og se hvilke af Andersens værker fra 1850-1870, der før oktoberrevolutionen er blevet udgivet for børn. Titlerne glimter, den ene efter den anden: „Klods-Hans“, „Hørren“, „Nissen hos Spekhøkeren“, „Skrubtudsen“, „Dynd-Kongens Datter“, „Sneglen og Rosenhækken“, „Iisjomfruen“, „Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige“, „Pengegrisen“. Til disse eventyr kom efter 1917 endvidere „Det gamle Egetræes sidste Drøm“, „Hurtigløberne“, „Gaardhanen og Veirhanen“, „Aarets Historie“, „Det er ganske vist“, „Der er Forskjel“, „Fem fra en Ærtebælg“, „Sneemanden“, „Lygtemændene ere i Byen“, „Suppe paa en Pølsepind“, „Børnesnak“, „Sølvskillingen“, „Skarnbassen“, „Sommerfuglen“. Altså, i alt omkring tyve eventyr og historier ud af hundrede. Udelukker man fra dette antal det alvorligste eventyr, som afgjort ikke er egnet for børn, „Dynd-Kongens Datter“, men medtager det efter forfatterens død oversatte „Herrebladene“, har vi de af Andersens værker fra 1850-1870, som de yngste børn og skolebørnene i vort land læser.
Andersen skrev litterære eventyr og historier. Lad os prøve at forstå: hvad er disse værker i genremæssig henseende? „Glosarium over det russiske sprog“ under redaktion af F. Usakov giver følgende svar på vort spørgsmål: „Litterært eventyr — et litterært værk om opdigtede hændelser“. Og endvidere: „Historie – en fortælling, beretning“. Men disse definitioner udtømmer alligevel ikke indholdet af Andersens eventyr og historier, der er meget særegne og betydeligt udvider de almindelige forestillinger om disse genrer. Hvis man lytter til Andersen selv i årene 1850-1870, så er, ifølge hans egne ord, i eventyret alt „umådeligt eventyrligt og samtidigt sandfærdigt“. Men hvad begrebet „historie“ angår, har Andersen forklaret det sådan: „Historier“, det Navn jeg i vort Sprog anseer at være meest betegnende for mine „Eventyr“ … Folkesproget stiller den simple Fortælling og den meest dristige Phantasie-Skildring hen under denne Benævnelse.“ Denne karakteristik kommer måske sandheden nærmest, når man afslører særpræget ved genren i hans forfatterskab fra 1850-1870, af hvilket meget er „simpel Fortælling“ og „den meest dristige Phantasie-Skildring“.
Til de eventyr, der kommer den danske forfatters tidligere værker nærmest, kan man regne „Klods-Hans“, „Hurtigløberne“ og „Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige“. Det er ikke tilfældigt, at Andersen om det første af dem engang har bemærket, at det står afsondret blandt de senere af ham selv opdigtede eventyr. Alle disse eventyr er baseret på folkeeventyr, som Andersen har hørt allerede som barn; de er kun blevet genfortalt af ham efter hans eget hoved.
I eventyret „Klods-Hans“ (1855) får den simple i Danmark populære historie om tre brødre, af hvilke den yngste – Klods-Hans – vinder over de ældre kloge og oplyste og gifter sig med prinsessen, uventet et interessant filosofisk præg. Sund fornuft og videbegær, interesse for omverdenen er efter Andersens mening langt vigtigere end at lære det latinske leksikon og alle byaviserne for tre år udenad, vigtigere end kendskab til lovbøger, vigtigere end færdighed i at brodere seler, fingernemhed og fin smag. Om dette har Martin Andersen Nexø rammende sagt: „Han har Eftersidderens Ævne til at se de kosteligste Herligheder, hvor andre kun ser: Noget Pladder, en flækket Træsko, en død Krage; og paa det sejrer han. Men naturligvis, han har det levende Liv som Modspiller i Prinsessen …“ Selvom motivet at sætte brudgommen eller bruden på prøve, hvilket er udbredt i dansk folkedigtning, også er bibeholdt i eventyret „Klods-Hans“, undergår det dog en forvandling. I Andersens eventyr indføres en række samtidige realia som latinsk ordbog, lovsamling, oldermand og tre skrivere. Foreningen på een gang af eventyrlige og samtidige realia tjener hos Andersen som middel til humor. „Faderen gav dem hver en deilig Hest; han, som kunde Lexiconet og Aviserne fik en kulsort, og han, som var oldermandsklog og broderede fik en melkehvid.“ Eller: „Og saa blev Klods-Hans Konge, fik en Kone og en Krone og sad paa en Throne, og det har vi lige ud af Oldermandens Avis – og den er ikke til at stole paa.“ Desuden ledsages eventyret hele tiden af fortællerens forklaringer, tilgængelige for barnets opfattelse:
„Han havde to Sønner, der vare saa vittige, at det Halve var nok; de vilde frie til Kongens Datter og det turde de …“
„De To forberedte sig nu i otte Dage, det var den længste Tid, de havde til det…“
I eventyret „Hurtigløberne“ er ligeledes benyttet det for danske folkeeventyr karakteristiske prøvemotiv. Der nævnes også en folkloristisk person — mosekonen. Det er det hele. Iøvrigt er dette eventyr endnu mere selvstændigt og originalt end „Klods-Hans“. Prisen her tildeles ikke for tapperhed og ikke for at fremskaffe, skal vi sige, en ring fra havets bund, men for hurtighed i løb. Og prisen er ikke kongedatterens hånd, men meget prosaisk og morsomt: „fri Adgang til en Kaalhave“.
Andersen forandrer ikke sådan tilfældigt folkeeventyret. Han skaber værker, der er fyldte med hentydninger til det samtidige danske samfund. Eventyrets agerende personer er dyr og forskelligartede genstande; men prisen gives til haren, fordi dommerne er dens nære venner og slægtninge. Landmålermærket fra dommerkollegiet har tilbøjelighed til bureaukratisme: den tildeler prisen efter det første bogstav i kandidatens navn. Og svalen i eventyret anklages for mangel på patriotisme, fordi den flyver over hele verdenen.
Men det vigtigste i eventyret er den lystige humor, de morsomme situationer heltene kommer i. Hurtigløberne er haren og sneglen; og meget morsomt er det, da sneglen overvælder haren med skældsord og roser sig selv. Uvilkårligt melder tankeassociationer til selvtilfredse borgere sig.
„… skulde Nogen have første Priis, var det nok mig! – men jeg gjør ingen Spræl, det foragter jeg! Og den spyttede“.
Og mulæslet står ikke tilbage for sneglen. Dog er det lidt mere underfundig end sneglen. Under dække af at beundre harens skønhed og lange øren fører den ubemærket på spidsborgerlig vis samtalen hen på sig selv.
„Jeg syntes, at jeg saae mig selv da jeg var lille, og saa stemte jeg for ham!“ – bemærker den uskyldigt.
Andersen menneskeliggør ikke kun dyrene. Det højtravende mæle gør et særdeles morsomt indtryk, når ledpælen eller landmålermærket er udstyret med det.
„Nei, forsikrede Ledpælen … der maa ogsaa tages Hensyn til Flid og god Villie, det blev sagt af flere agtbare Personer …”
Eventyret har desuden også et belærende sigte. Den vilde rose tænker, at solstrålen fortjener førsteprisen. „Den flyver i et Nu den umaalelige Vei fra Solen ned til os og kommer med en Styrke, at al Naturen vaagner derved.“ I eventyret høres meget dæmpet forfatterens stemme, skønt det, næsten udelukkende opbygget af dialoger, helt er blottet for skildring.
I eventyret „Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige“ (1860-61), der under titlen „Gudbrand i Lia“ også findes i Norge, har forfatteren bevaret den originale kilde, i hvilken den upraktiske og begejstrede bonde i rækkefølge bytter en hest for en ko, koen for et får, fåret for en gås, gåsen for en høne, hønen for en sæk rådne æbler. Andersen har i sit eventyr bevaret genklange af de gamle patriarkalske forhold ved at vise, hvordan den gode, fordringsløse bondekone bliver glad, hvordan hun roser manden, hver gang hun lærer hans åbenlyst ufordelagtige handel at kende.
„Høne! det var et godt Bytte,“ sagde Konen, „Hønen lægger Æg, den ruger ud, vi faae Kyllinger, vi faae Hønsegaard! det har jeg just saa inderlig ønsket mig!“
Andersen har også bevaret gentagelserne (med variationer), der er karakteristiske for folkeeventyret, og den ene episodes fortløbende afløsning af den anden.
„Ja nok!“ sagde Manden med Koen, og saa byttede de.“
„Bytte!“ sagde den Anden, „ja det var jo ikke saa galt!“ og saa byttede de. Bommanden fik Gaasen, Bondemanden fik Hønen.“ o.s.v.
Men dette eventyr ville ikke være Andersensk, hvis ikke forfatteren havde bidraget med sine karakteristiske indfald. Andersen har nøje skildret stedet for handlingen. Under hans pen opstår den danske landsby med de fattige bondehuse, stråtækte, med storkerede på taget. Læseren ser tydeligt sognevejen og folk, der skynder sig til marked, og får også at vide, at der den dag herskede en ulidelig hede, og at der intetsteds var skygge. I eventyret optræder to englændere med lommerne fulde af guld. Men mest karakteristisk for Andersen i dette eventyr er fortællerens stemme og det egne, kloge tonefald.
„Nu skal jeg fortælle Dig en Historie, som jeg har hørt, da jeg var Lille, og hver Gang jeg siden har tænkt paa den, synes jeg at den blev meget kjønnere; for det gaaer med Historier ligesom med mange Mennesker, de blive kjønnere og kjønnere med Alderen, og det er saa fornøieligt!“
Så usædvanligt i sammenligning med det folkelige begynder Andersen sit eventyr. Og på samme måde slutter han:
„See, det er nu en Historie! den har jeg hørt som Lille, og nu har Du ogsaa hørt den og veed, at hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige.“
Forfatteren samtaler hele tiden frit med læseren: „Du har jo været ude paa Landet! Du har seet et rigtigt gammelt Bondehuus …“ Det er ikke tilfældigt, at Andersen blandt de af ham genfortalte eventyr anser dette eventyr for et af de bedste.
Disse tre eventyr er mest tilgængelige for forståelsen hos børn, hvem Klods-Hans’ udfordrende dristighed, hurtigløbernes muntre historie, den gamle mands uegennyttige og hasarderede forretninger begejstrer. De fanger disse eventyrs humor, men kritikken, ironien med adresse til det samtidige samfund, embedsstanden og pressen, samt det lette filosofiske anstrøg i eventyret „Hurtigløberne“ bliver kun forstået af voksne.
Mere karakteristisk for Andersens forfatterskab i årene 1850-1870 og mere „voksne“ er eventyrene „Suppe paa en Pølsepind“ og „Iisjomfruen“. I „Suppe paa en Pølsepind“ (1858) skelner vi tydeligt tråde, der forbinder det med Andersens tidlige eventyr fra 1830-1840, især med „Elverhøj“, „Ole Lukøie“, „Grantræet“, „Den flyvende Koffert“ og andre. Udadtil benyttes også her det udbredte motiv fra den danske folkedigtning, kvindens prøvelse, man møder personer fra folkeeventyr og sagn, alfer, dryaden, der fortælles om den folkelige skik, udsmykning af majstangen. Eventyrets heltinder, de unge mus, opfører sig som mennesker, og alt er gennemført i overensstemmelse med de egenskaber og leveregler, der er karakteristiske og særegne for mus. Det dejligste og mest overdådige traktement for dem er muggent brød og pølse. De har det ikke godt i det fremmede, hvor man ikke smager på en osteskorpe, ikke lugter flæskesvær, men en gang imellem geråder i kattepoter.
Og dog er den indre mening og også den ydre udformning af eventyret hos Andersen anderledes end tidligere. Musekongen gifter sig ligesom folkeeventyrets helt med den dygtigste. Men musedronning bliver den, som kan koge suppe på en pølsepind, eller med andre ord, på intet. Idet han samtidigt med prøven som folkloristisk motiv anvender ordsproget „suppe på en pølsepind“, skildrer Andersen i de fire dronninge-emners oplevelser forskellige livssyn i overensstemmelse med sine egne meninger om tiden. I 1850 foreholdt man ofte Andersen, at han ikke kan sidde hjemme, at han rejser længe og ofte. Sin bitterhed overfor de borgerlige hjemmemennesker, der foretrækker en blød magelig lænestol og en mæt tilværelse fremfor farten om og afsavn i fremmede lande, har han givet luft for i eventyret „Hurtigløberne“, hvor man bebrejder svalen dens mangel på fædrelandskærlighed, fordi den flyver meget om i verden. Men her siger forfatteren:
„Alle vilde de gjerne være Dronning, men nødig vilde de have Uleiligheden med at gaae ud i den vide Verden …“
Efter at have tænkt på de genvordigheder, der ventede dem i det fjerne, blev mange mus hjemme, og kun fire af dem, de mest drevne, men fattige besluttede at prøve lykken. Eventyrdigterens lette smil bliver den „alvidende“ til del, som tror at have slugt alverdens visdom, og den som mener, at man kan erkende sandheden i løbet af eet år og en dag. Endvidere den som har alt for høje tanker om sig selv, som f.eks. den fjerde mus, der efter at være kommet for sent og efter at have maset sig frem „talte ligestrax, ligesom om man kun ventede paa den, kun vilde høre paa den, alt Andet i Verden kom ikke Verden ved …“
Eventyrets filosofiske kærne er betydeligt mere kompliceret. Den folkelige vending „suppe på en pølsepind“ har øjensynligt tiltrukket Andersen, fordi han under overvejelse af poesiens væsen er kommet til den slutning, at en ægte digter kan „koge suppe endog på en pølsepind“.
„Alle mine Tanker gik op i Pinde! og om dem maatte der kunne digtes naar man er Digter …“ siger Andersen.
Vor digter er i stand til meget. Hans fantasi pynter pølsepinden med guldtråde, kulørte flag, gennemsigtigt stof, sommerfuglestøv, den forvandler den til den smukkeste majstang i verden. Digterens fantasi forlener pinden med evnen til at frembringe de vidunderligste lyde, den fremelsker på pindens top en skøn buket violer. Men denne poesi er ikke nødvendig for musekongen og hoffet. Violduften er „uudholdelig for den fine lugtesans“. De behøver ikke det, som danner grundlag for poesien: forstand, fantasi og følelse. Fortællingerne, mættede med livsvisdom, som den tredie mus fortalte dem, er unødvendige. Muse-borgerne har ikke brug for sandheden erhvervet af den fjerde mus: „Suppe paa en Pølsepind er kun en menneskelig Talemaade og forstaaes paa forskjellig Maade …“ Mus har kun brug for en mættende suppe. Og at koge den forstår kun en hjemmesiddende musekone, et livssyn akkurat som også hos Andersens modstandere: det er unyttigt at strejfe om i den vide verden, når man kan få alt hjemme hos sig selv. Men den kan kun koge den ved hjælp af list og bedrag, idet den lader musekongen stikke sin hale ned i den kogende kedel. For ikke at skolde sig forkynder musekongen sin beslutning om at gifte sig med den snu mus.
Eventyret „Suppe paa en Pølsepind“ er kompliceret, ikke kun ved sit indre, filosofiske væsen, men også kompositorisk: det består af to indrammende afsnit og de tre musefortællinger. Men hvad har gjort dette endog for voksne komplicerede eventyr barnligt?
En ikke uvæsentlig rolle spiller her naturligvis musenes eventyr og oplevelser. Men vigtigt for barnet er også eventyrets belærende sigte. F.eks. den morsomme fortælling om skikkene hos myrerne eller om uglens klogskab, om hvilken den fjerde mus med den for hende karakteristiske „beskedenhed“ siger, at „hun vidste mere end Vægteren og ligesaa meget som jeg …“
Af eventyret erfarer børn om livets mørke sider, om fanger der vansmægter i fængslet. Og desuden om den selvopofrelse, et levende væsen er i stand til, endog et så egoistisk og selvbevidst væsen som den fjerde mus, der indlogerer sig i fangens kammer.
„Jeg glemte mit Ærende ude i den vide Verden“, fortalte musen, „glemte min Pølsepind i en Sprække af Gulvet … Jeg vilde blive hvor jeg var; gik jeg bort, da havde jo den stakkels Fange slet Ingen, og det er for lidt i denne Verden!“
Og humoren, den lyse humor hos Andersen tiltrækker utvivlsomt ikke kun voksne, men også børn. Uglen lovede den fjerde mus sin beskyttelse. „… intet Dyr skulde faae Lov at gjøre mig Fortræd, det vilde hun selv gjøre til Vinter, naar der blev Trang paa Kosten“, refererede musen.
Et eventyr for voksne er også den store historie i flere afdelinger „Iisjomfruen“ (1861), hvis handling foregår i Schweiz. Og man kan ligefrem opregne sider, afsnit og motiver, som tiltrækker sig barnets opmærksomhed og fører den voksne tilbage til barndommens uforglemmelige dage. Det er ikke tilfældigt, at Andersen efter eventyrets offentliggørelse i begyndelsen af 1860 modtog en poetisk skrivelse fra en ham ukendt student fra provinsen, i hvilken denne skriver: „I disse Dage læste jeg Deres nye Eventyr „Iisjomfruen“, og læste det med den samme Glæde, som da jeg som lille læste Eventyrene.“
Fremfor alt interesserer eventyrets store belæren børn, dets nøjagtige gengivelse af bjergbyer, bjergpas, broer og vandfald, visse historiske navne (Wilhelm Tell, Napoleon), samtidens videnskabelige fremskridt (telegrafen, dampskibet, tunneller). Og på den baggrund de schweiziske fattigbønders dagligliv, folkefest i Interlaken og menneskenes pålidelige karakter, børn af den strenge natur.
Men allernærmest børnene står den dristige dreng Rudys skæbne og beskrivelsen af hans barndom. Han frelses ved et mirakel fra den bjergkløft, hvori hans mor omkom. Han vokser op i bjergene og frygter ikke de stejleste tinder.
„Hold fast! tro ikke Du falder, saa falder Du ikke!“ – lærer vennerne Rudy.
Disse ord bliver barnets og senere ynglingens valgsprog. Han klatrer modigt på klipperne, jager de vilde bjerggeder. Han tager ørneungen fra reden på den høje utilgængelige tinde, medens vandfaldet bruser under hans fødder i afgrunden. Afsnittet, der fortæller om Rudys bedrift, kan blive læsestykke for børn, så meget mere som indholdet er ægte. Historien „Ørnereden“ var fortalt Andersen af den bayerske folkedigter Kobell, som havde oplevet den.
Børns opmærksomhed tiltrækkes af den vidunderlige beskrivelse af alperne, bjergkløfterne, floderne og gletcherne, hvor den legendariske Isjomfru bor, hvis kolde kys berøver folk livet, og som kun ved list kan overvinde Rudy i hans lykkeligste øjeblik. „Deres Naturbeskrivelse er saadan, som jeg aldrig før har seet Schwejts tegnet af en Nordbo …“ skrev Bjørnstjerne Bjørnson til Andersen 16. februar 1862.
Navnlig hele den „barnlige“ side af eventyret betog ham.
„„Iisjomfruen“ har en Begyndelse saadan, at det jublede og sang i Luften, lo med Grønt og Blaat og Schwejtserhuse. De har der skildret en Gut, saadan som jeg havde Lyst til at have en Broder, og hele Sceneriet, Babette, Mølleren, Kattene, hun, som fulgte med over Fjeldet og saa ham ind i Øjet, – jeg blev begejstret til Udraab og maatte gjøre flere Standsninger.“
Rudys undergang dagen før opfyldelsen af hans livs højeste ønske, brylluppet med Babette, den fortræffelige møllers datter, gør indtryk.
Men selve den indviklede, filosofiske side af eventyret „Iisjomfruen“ ligger uden for børns fatteevne. Billedet af Isjomfruen er noget i slægt med den isjomfru fra Andersens barndom, som – hvad hans overtroiske moder bildte ham ind – tog faderens liv. Men Isjomfruen kommer nærmest Snedronningen, hvis kolde ånde frøs menneskehjerter til is. I en alpepiges skikkelse forfølger Isjomfruen ynglingen i bjergene, hun lader naturens onde kræfter forfølge ham. Men alt forgæves. Den onde trolddom er magtesløs overfor ynglingens mod, overfor hans tro på egne kræfter. Men hvad skete der, hvorfor fik Isjomfruen til sidst bugt med den tapre Rudy? Hvorfor lykkedes for hende det, som Snedronningen i 1840 ikke kunne gøre med Kaj?
Sagen er den, at i 1850-1860 tager den yderst svage, religiøse linie i Andersens forfatterskab et vist opsving efter allerede i fyrrerne at have aftegnet sig i eventyret „Historien om en Moder“. I „Historien om en Moder“ dør barnet, og efter forfatterens mening er det bedre end den ulykke, der venter det. I „Iisjomfruen“ omkommer Rudy dagen før sit bryllup, fordi, ifølge hans egne ord, jorden ikke har mere at give ham.
„En Aftenstund som denne er dog et heelt Liv!“ — siger ynglingen før sin død.
Og forude venter der ham og Babette, sådan som det fremgår af det næstsidste kapitel „Syner i Natten“, utroskab, ulykke og kærlighedens sammenbrud.
Bjørnstjerne Bjørnson bebrejdede ikke desto mindre Andersen eventyrets sørgelige slutning. Den norske forfatters begejstrede brev fra 16. februar 1862 sluttede med ordene: „Men kjere, milde Mand, at De havde Hjerte til at slaa dette Billed istykker for os! Den Tanke, som danner sidste Afdeling, har noget af Gud i sig, den imponerer mig, denne Tanke, at to Mennesker skilles paa Toppunktet af deres Lykke; endnu mere, at De forinden, klart, som naar en pludselig Kastevind knuser det stille Vand, har ladet os ane, at der boede i begges Sjele, hvad der kunde have kuldkastet denne Lykke. — Men at De nennede at gjøre dette med disse to Mennesker/“
I slutningen af brevet gentager Bjørnson:
„Hvorfor skulde disse to uskyldige Mennesker skilles? Hvorfor netop dem? Saa klare, saa hele, at Synden neppe syntes at have en Rift at komme ind igjennem …“
„Iisjomfruen“ har endvidere en dyb betydning, der afsløres i afsnittene „Iisjomfruen“ og „Onde Magter“.
I rejseskildringen „I Sverrig“, der er skrevet 1849, fortalte Andersen om videnskabens kamp med overtroen. Her lovsang han forstanden og teknikkens nyeste fremskridt. „I Sverrig“ minder også om „Iisjomfruen“, hvor overtroiske, uoplyste mennesker forklarer naturfænomenerne som en indblanding af onde magter. De tror, at Isjomfruen sender dem lavinerne fra bjergene. Men til dalene ankommer folk bevæbnede med kundskaber. De sprænger bjerge, anlægger jernbaner og tunneller. De uddriver de onde ånder. De beviser menneskets sejr. Derfor er Isjomfruen så ondskabsfuld og truer med at udslette Rudy fra jordens overflade, han er for hende legemliggørelsen af forstanden og menneskeåndens kraft.
Ude af stand til at forlige videnskab og religion, lige så lidt som i sin filosofiske roman fra 1857 „At være eller ikke være“, tillader Andersen Isjomfruen at tilintetgøre Rudy.
I børnenes læsning indgår eventyr, i hvilke Andersen brugte enkelte sagn og folkeskikke for at skabe aktuelle eventyr. Det er „Nissen hos Spekhøkeren“, „Lygtemændene ere i Byen“ og „Stormen flytter Skilt“.
Andersen kendte godt og elskede alle mulige børnesagn. Ifølge den store tyske digter H. Heine fortalte Andersen ham under sit ophold i Paris sommeren 1833 om de danske nisser:
„die Nissen … ässen am liebsten „Brei“ mit Butter. Wenn diese Kobolde sich mal in einem Hause eingemietet, so sind sie auch nicht so bald geneigt, es zu verlassen.“
I en sen periode af sit forfatterskab mindedes Andersen, i historierne „Nissen hos Spekhøkeren“ (1853) og „Nissen og Madamen“ (1868), dette sagn om nissen eller en af dets varianter. I begge eventyr har forfatteren fra folketraditionen taget det ydre til den lille mand i grå bluse og rød hue for at skabe to helt nutidige historier.
Historien „Nissen hos Spekhøkeren“, der hos os er udgivet for børn, er slet ikke et børneeventyr, skønt både spirrevippen nissen og studentens fortryllende bog interesserer barnet. Men naturligvis vil de indviklede modsigelser, der plager nissen, være uforståelig for det. Studentens poetiske natur og de fortryllende forvandlinger, der finder sted på hans kammer, drager nissen til sig. Under en ildebrand redder han studentens bog. Men han bliver ikke hos studenten, skønt han meget gerne vil. Studenten er fattig, han har ikke grød til en nisse. Og nissen går til spækhøkeren, hvor grøden allerede venter på ham.
„Og der var ganske menneskeligt!“ – bemærker Andersen – „Vi Andre gaae ogsaa til Spekhøkeren – for Grøden.“
I historien „Nissen og Madamen“ bliver nissen vred, fordi den dannede digte-madame ikke tror på hans eksistens og ikke viser ham tilbørlig opmærksomhed.
Nissens spilopper, hans sjove forhold til katten vil interessere børn. Nissen puster til ilden, for at grøden skal koge over for madamen, der er optaget af „rimeri“. Han laver huller i mandens sokker og siger skadefro:
„Digte-Madame, stop Fatters Hoser!“
Nissen åbner døren til spisekammeret, for at katten kan slikke fløden, der er så tyk som grød. Han driller hunden og laver gale streger i seminaristens værelse. Men efter at have hørt digtet „Lille Nisse“ uden at have forstået, at madame forestillede sig sit poetiske lune i skikkelse af en nisse, bliver han begejstret og anerkender fruen som et geni.
Denne lidet kløgtige ændrede holdning hos nissen bemærkes straks af katten, om hvem der humoristisk siges, at „han var forkølet, uagtet han altid gik i Skindpels.“ „Hvor han er Menneske, den Nisse!“ sagde den gamle Kat. „Bare et sødt Miav af Madamen, et Miav om ham selv, saa skifter han strax Sind.“
Og dog er dette eventyr ikke for børn. Det er for voksne, og alligevel forstår ikke enhver voksen den indviklede allegori i det, overvejelserne om poesiens magt over mennesker og ironien over digtere, som har svært ved at rime, modstillingen af livets prosa med forfatterskab osv.
„Kan Du ikke forstaae denne Historie, saa spørg,“ varskoer Andersen.
Og børn forstår den i virkeligheden næppe.
Eventyret „Lygtemændene ere i Byen“ er skrevet i en for Andersen tung tid, i 1865. Krigen med Tyskland på grund af Slesvig-Holsten var endt, men for eventyrdigteren var en depressionsperiode forårsaget af de ofre, danskerne bragte, ikke til ende. Eventyret kom ikke til ham, bankede ikke på hans dør, og det eneste håb, som holdt ham oppe, var, som han skriver, at „Eventyret aldrig dør!“
Og der er så blevet skrevet et eventyr, som til en vis grad minder om eventyrene om nisserne. Dér møder man ligeledes personer fra folkeoverleveringen, alfer, mosekonen, dér løses mange litterære problemer.
Måske forekommer denne søgen efter det forsvundne eventyrs helt de ældste børn fængslende. De forstår det selvbiografiske i denne historie med dets henvisninger til eventyr skrevet af Andersen selv. De værdsætter den poetiske beskrivelse af naturen og af de sørgelige tanker hos digteren, der søger eventyret. Men i hvilke billeder kom eventyret til ham: snart som en lille pige med en bøgegren i hænderne, snart som en gråhåret klog gammel morlille. Han var vant til, at hans eventyr skjulte sig snart i en vissen blomst, snart i det henkastede stråhalm.
Både mosekonen, før i tiden den lille alf, i hvis skikkelse eventyret alligevel med møje og besvær kom til Andersen, og de morsomme lygtemænd interesserer børn. Også den sørgelige betydning af forfatterens ord om de nylige begivenheder, om den sorg og nød, som krig altid bringer med sig, når ind til dem.
Og dog er eventyret ikke for børn. De forstår ikke, at lygtemændene personificerer de livsfarer, som truer mennesket, at det onde kan antage hvilken som helst form. Utilgængeligt for dem er også betragtningerne over de forskellige litterære genrer, over opskrifterne på et forfatterskab, ligeledes hele dybden af ironien hos Andersen, som var godt kendt med sine kollegers litterære køkken.
Som barn elskede Andersen meget de folkefester og folkeskikke, som hans fødeby Odense, en af de ældste byer i Danmark, var berømt for. Allermest indprentede festen sig i hans erindring, når håndværkerne skiftede laugshus og flyttede laugsskiltet til det nye sted. Og se, i 1865 skrev forfatteren, idet han mindedes sin barndom, et bidsk og aktuelt eventyr for børn og voksne, „Stormen flytter Skilt“.
Det eventyr er tydeligt adresseret til børn. Forfatteren og fortælleren henvender sig umiddelbart til børn.
„I gamle Dage, da Mo’erfar var en ganske lille Dreng og gik med røde Buxer, rød Trøie, Skjærf om Livet og Fjer i Kasketten … da var Saameget ganske anderledes end nu.“
Med morfarens ord beskriver fortælleren levende og farverigt den højtidelige ceremoni, når skomagerne flytter laugsskiltet. Og barnet forestiller sig tydeligt silkefanen, der blafrer i vinden, de røde og hvide bånd, svendenes dragne kårder med en citron på spidsen, musikerne, harlekin i klæder af kulørte lapper.
„Det var rigtigt morsomt!“, hele tiden afbryder forfatteren sin fortælling.
Eventyret „Stormen flytter Skilt“ har også et pædagogisk sigte, hvad forfatteren også selv hentyder til.
I eventyret genopstår Odenses huse og gader fra begyndelsen af det 19. århundrede med skilte for skræddere og tobaksspindere, skilte med smør og spegesild.
Men det realistiske billede af byen forandres rigtignok til et fantastisk. I byen bryder en frygtelig storm løs. Og — oh under! — stormen begynder at blande skiltene. Ræveskindet fra buntmagerens skilt havnede ved en ung skinhellig persons dør, brædtet med indskriften „høiere Dannelses-Anstalt“ befandt sig på billardklubben, og på anstaltens dør dukkede skiltet op: „her opammes Børn paa Flaske“.
Den humoristiske side af skilteombytningen, der fik morfaren til at småle for sig selv, henrykker utvivlsomt et barn, men det forstår næppe eventyrets dybe mening. Skønt Andersen også siger, at stormen naturligvis ikke udførte sine gerninger med hensigt, er det klart, at den genopretter orden. Derfor blev barberens skilt kastet hen til justitsrådens hus, hvis sladdertaske af en kone endog de mest intime veninder kaldte „Ragekniven“. Andersens satiriske pen krænker også redaktørens avis, på hvis dør et skilt med en klipfisk dukker op.
„Det var en flau Spøg af Stormvinden“, udbryder Andersen polisk, „den huskede nok ikke, at en Avisskriver aldeles ikke er at spøge med, han er Konge i sin egen Avis og i sin egen Mening.“
Og børn må vokse længe for at forstå eventyrets slutningsord: „… en saadan Storm kom maaske ikke i vor Tid …“
I sin egen forklaring af titlen på samlingerne fra 1852-1855 omtalte Andersen, at man under ordet „Historier“ kunne forene forskellige genrer: „Ammestuehistorien, Fabelen og Fortællingen“. Men samlingen forener et betydeligt større antal genrer end de af Andersen nævnte. Her findes foruden bearbejdelsen af folkelige eventyr og sagn også originale eventyr og historier, her er livsbilleder, religiøse, historiske og fantastiskpopulærvidenskabelige fortællinger, filosofiske fantasier og satirer over forfatterens egen tid.
Et karakteristisk eksempel på et originalt eventyr, der skildrer naturens liv, er „Hørren“. Eventyret „Hørren“ er ikke eventyrligt. Det fantastiske i ordets almindelige betydning mangler her, selvom også levendegørelsen af tingene og begivenhederne bevares. Hørrens omdannelser har en realistisk, sandfærdig karakter.
På den ene side er denne saglige fortælling om hørrens omdannelse til lærred, til papir, til bøger næsten en beskrivelse af en teknologisk proces. På den anden side er det et fantastisk, spændende eventyr om hørrens usædvanlige oplevelser. Næppe nok har den blomstret med blå blomster, så er den allerede omdannet til papir, på hvilket vidunderlige bøger trykkes. Men en sådan forbindelse af det reale og det eventyrlige var også tidligere kendt. Men eventyrets mening var ny: intet forsvinder sporløst, i naturen og samfundet går det ene lovmæssigt over i det andet. Og desuden var eventyret bebyrdet med megen belæring, eventyrfortælleren bibragte børnene nyttige og nødvendige kundskaber.
Alt dette har gjort „Hørren“ til et eventyr for voksne og børn. Den filosofi, der er skjult mellem linierne, er utilgængelig for børn, hvad forfatteren også selv taler om i slutningen af eventyret: „Men det kunde Børnene hverken høre eller forstaae …“ Imidlertid er eventyret henvendt til de mindreårige, det åbner en ny, ukendt verden for dem, opdrager dem til standhaftighed og mod. Børn lærer af det, at man for at nå sit mål kan tåle hvilken som helst modgang.
„Man kan ikke altid have det godt!“ sagde Hørren, „man maa prøve Noget, saa veed man Noget!“
Og hvor var den lykkelig, da der endelig kom mening ud af den.
Andersen opgav ikke eventyr-genren, men uddybede dens filosofiske indhold, dens „voksne“ medviden.
Den berømte danske balletmester A. Bournonville, der i 1862 havde modtaget Andersens „Historier“, skrev til ham: „… de [„Historier“] ere øste af de tre gamle Kilder, Naturen, det menneskelige Hjerte og Geniet … Du interesserer, morer og rører, ja, Du overbeviser og styrker, — mere kan man jo ikke begjære af en Digter.“
I den nye samling „Historier“ ser man ikke en kvalitativ forskel i forhold til de forudgående arbejder, men en vis udvidelse af genren.
Det er ikke tilfældigt, at forfatteren i 1858 ændrer titlen „Historier“ til „Nye Æventyr og Historier“ ligesom for at understrege kontinuiteten med fyrrernes arbejder og det nye, der dukkede op i halvtredserne og senere. Andersens eventyr-historie bliver mere alvorlig, filosofisk, mindre barnlig, og hyppigere har den et realistisk præg.
I Andersens eventyr og historier fra 1850-1870 finder man til en vis grad genklange af værker fra 1830-1840 (især i eventyret „Det er ganske vist“ fra 1852). Men samtidigt med at de gamle træk i eventyrene udvikles og forandres, samtidigt med at fugle, planter, legetøj og enkelte ting anvendes som midler til humor, fremtræder der noget nyt hos Andersen. Fremfor alt udvides eventyrenes verden hos Andersen. Den danske natur, årstiderne, månederne, planterne, nye levende væsener og ligeledes en mængde mennesker bliver taget i brug.
Andersen studerede i disse år grundigt naturen, dyrene og planterne. Han berettede, at han „gør naturalistiske notater til kommende værker“, at han „kender alle dyrs sprog“. Interessant i den forbindelse er hans brevveksling med Adolph Drewsen, jurist og naturelsker. Andersen fortalte i løbet af årene 1859-1867 Drewsen om de landskaber, han havde set på sine rejser, om ukendte vilde planter, om træarter i Afrika og blomster i Paris. Venskabet med og rejserne sammen med biologen Jonas Collin den Yngre, for hvem eventyrdigteren samlede snegle, berigede ligeledes hans videnskabelige horisont og hjalp ham til med en så pinlig nøjagtighed at fremstille heltene i historien „Sneglen og Rosenhækken“.
Det første og et af de mest karakteristiske eventyr i samlingen fra 1852 er „Aarets Historie“. Det er en sandfærdig fortælling om årstidernes skiften med nøjagtige, detaljerede fuldt ud dækkende naturbeskrivelser og i en videnskabelig naturtro komposition. Det er klart, at forfatteren ofte har iagttaget det, som han gengiver i sin fortælling og endnu tidligere, i 1850, skitserede i sin notesbog. Men til gengæld i hvilken fortryllende fantastisk verden fremtræder her Vinter, Forår, Sommer og Efterår. Hvilke uventede oplevelser falder ikke i deres lod! Ikke uden grund skrev den danske digter Carsten Hauch til Andersen den 13. august 1855: „Fornemmelig var det „Aarets Historie“, der denne Gang greb mig … Det er et særdeledes deiligt Digt, fuldt af Følelse, Fylde, Digterphantasie. Det er netop et af de Eventyr, hvoraf De har skrevet flere, og som jeg sætter allerhøiest, hvori De viste, at der i den dristigste Opfindelse ogsaa ligger den høieste Sandhed. Og saadan skal det være; jo dybere Roden gaaer i Sandhedens Jordbund, des friere og kjækkere kan Toppen vifte mod Skyerne, høit i Luften, baade i Sollys, i Aftenglands og ved Stjerneskjær. De har i dette Digt tillige symbolisk udtalt al den Foraarsglands, Sommerfylde og Efteraarsvemod, der kan ligge i et Menneskeliv.“
En syntese af det reale og det fantastiske var karakteristisk også for Andersens tidligere arbejder. Men hvad nyt er der i dette eventyr? Måske en dybere filosofisk mening, alt forgår, den ene tildragelse skifter med den anden. Foråret afløser Vinteren. Ungdommen viger pladsen for Alderdommen. Sådan er livets ubrydelige love.
I denne historie forstår barnet den glimrende beskrivelse af naturen og fuglene, de fantastiske tegninger af vinteren, foråret, sommeren og efteråret, men eventyrets dybe filosofiske betydning viser sig kun at blive forstået af den voksne.
Således står også det barnlige eventyr „Sneemanden“ (1861) „Aarets Historie“ ubetinget nær. Andersen genopliver vinteren, sådan som børn elsker den. Han taler om dens mageløse skønhed og poesi, om solen der tænder tusinde diamanter på den hvide sne.
„Deiligere Syn har man ikke om Sommeren!“ – siger en ung pige, idet hun giver udtryk for alles følelser, alle som elsker vinteren.
Andersen levendegør snemanden for børnene, med alle hans ejendommeligheder lige til den gamle rive, der gør det ud for mund, og hans fuldt forståelige kærlighed til kulden. Og den reale beskrivelse af snemandens opståen, da den „fødtes“ under børnenes høje skrig. Iøvrigt er han helt igennem menneskeliggjort. Han vil løbe på skøjter ligesom børnene, han taler med hunden, som på sin side også er menneskeliggjort. Den oplyser den „nyfødte“, fortæller om årstidernes vekslen, om solen og månen, om vejrskiftet.
Måske er det kun hundens filosofiske betragtninger over, at alt i verden forgår, at alt kommer til en ende, der ikke bliver forstået af barnet.
Andersen har set et eventyr alle vegne. Allerede fra begyndelsen af fyrrerne lod et sjældent naturfænomen, en sjælden plante eller genstand ham ligegyldig. Men der, hvor folk kun så en æblegren, en ært, så han tilværelsens historie, som næsten altid for ham forbandt sig med folkets, menneskets skæbne.
Da Andersen fortalte om, hvordan det demokratiske eventyr „Der er Forskjel“, der var dikteret ham af en skøn æblegren, var blevet til, skrev han:
„De fleste af mine Digtninge have saaledes udenfra en Rod; Enhver vil, ved med Digterøie at betragte Livet og Naturen rundt om, see og fornemme saadanne Skjønhedsaabenbarelser, der kunne benævnes Tilfældets Poesie.“
En almindelig ærtebælg hjalp Andersen til at skabe et eventyr gennemtrængt af en bevæget stemning. En gammel ærværdig eg blev helten i det filosofiske eventyr „Det gamle Egetræes sidste Drøm“.
I eventyret „Fem fra en Ærtebælg“ beskriver Andersen ærterne i en ærtebælg i fuld overensstemmelse med deres naturlige og botaniske ejendommeligheder. Samtidig glemmer han ikke, at børn vil læse dette eventyr. Idet han fortæller, hvordan ærterne sidder på række i bælgen, undlader han ikke at oplyse, at de virkelig havde sådan en lejlighed. Og at de altid tænkte, „for Noget maatte de jo bestille“. Men denne gang når han to mål: Andersen taler med børnene på deres sprog og lader klart forstå, at det drejer sig om mennesker. Dette indtryk uddybes endnu mere af en interessant bagved liggende tanke, hvis betydning afgjort fuldt ud kun åbenbarer sig for voksne.
Ethvert levende væsen vokser, forandrer sig, bliver voksen, ældes og afhængig deraf forandres dets syn på verden. Da ærterne var helt unge, „grønne“, bestemte de, at „hele Verden var grøn“, men næppe var de gule, førend de begyndte at sige: „Hele Verden bliver guul!“
Denne særegne fortolkning af livet og livsanskuelserne behagede L. N. Tolstoj, i hvis breve og dagbøger man støder på en omtale af eventyret „Fem fra en Ærtebælg“ og bemærkningen: „Andersens vidunderlige eventyr om ærterne som så hele verden grøn, sålænge bælgen var grøn, og derpå blev verden gul …”
Eventyrets filosofiske mening bliver også synlig i beskrivelsen af ærternes forskellige skæbner. En krank skæbne blev den ært til del, som drømte om at stige højere end alle og flyve ind i solen; også den som drømte om en sød, uforstyrret søvn. Og den for hvem alt var ligegyldigt. Den femte ært havnede i et fattigt kammers vindueskarm og forvandledes til en nydelig hvidrød blomst. Den glædede en syg pige og hjalp hende til at blive rask.
Børn og voksne fanger den dybe menneskelige mening i dette eventyr, lykken ved at glæde andre, bringe dem sundhed og håb. Og endvidere, naturen er en kilde til fornyelse for mennesket.
Fuld af kærlighed til menneskene er „Fem fra en Ærtebælg“, der utvivlsomt også har inspireret den bemærkelsesværdige svensk-finske forfatter Z. Topelius og har haft indflydelse på ideen til nogle af hans eventyr for børn.
Om tilblivelsen af eventyret „Der er Forskjel!“ (1853) har Andersen poetisk skrevet, at han engang uden for byen så et blomstrende æbletræ, der syntes at personificere foråret selv: „… Træet skinnede og duftede saaledes ind i min Tanke, at jeg ikke kunde blive det qvit, før jeg plantede det ind i en Digtning.“ Æblegrenen, det skønne danske forår opstod virkelig også på siderne i eventyret „Der er Forskjel!“, der, ligesom også mange andre eventyr og historier af Andersen, indpodede børn kærlighed til fædrelandet Danmark.
Det lille æbletræ forekommer eventyrdigteren at være en eneste blomstrende gren, frisk, dækket med sart-røde knopper, som er lige ved at springe ud. Og så begynder fortællingen om menneskelig hovmod og beskedenhed. Man brækkede æblegrenen af og bragte den til grevens slot. Grenen var „ganske menneskeligt“ stolt, og da den i de grevelige stuer havde lejlighed til tilmed at høre, at der var forskel på mennesker ligesom på planter, så begyndte den at beklage de stakkels små gule blomster, men trøstede sig med, at sådan bør det også være, der bør være forskel.
Andersen anerkender alle menneskers og planters lighed, lighed i livet og i naturen. Solstrålen kysser lige ømt både det blomstrende æbletræ og de uanselige gule små blomster. Og det lille barn samler med henrykkelse disse små blomster og kysser dem, og børnene fletter kranse af dem.
Men æblegrenen ringeagter jo alligevel de små gule blomster. Hverken solstrålens ord om deres skønhed og magt, eller det, at den erfarer om blomsternes lægende egenskaber, overbeviser den. Men da den smukke grevinde anbragte de små blomster i vasen med æblegrenen, og solstrålen kyssede både den fattige blomst og æblegrenen, „syntes dens Blade at rødme derved.“
I historien „Det gamle Egetræes sidste Drøm“ (1857) (med undertitlen „Et Jule-Eventyr“) mærker man, at den er forfattet under indflydelse af en stemning, hvad forfatteren også selv antydede. Det er et filosofisk eventyr, der løser tilværelsens vigtigste problemer, livets og dødens problemer. Børn kan lide de prægtige naturbilleder, den mægtige patriark af en eg. Egen sover kun om vinteren, det er dens nat; alle de øvrige årstider våger den, det er dens dag. Om vinteren tilhyller et snetæppe, søvnens allegoriske slør, egen. Andersen er en mester i at levendegøre planter, dyr og genstande. Men i dette eventyr har han overgået sig selv. I billedet af egen ser den voksne læser en stærk klog olding, der har set meget i sit liv, og som bedrøvet ryster på hovedet ved synet af døgnfluen, der lever een dag og dog grænseløst glæder sig over sit korte liv. Og drømmen, som eg-kæmpen drømmer, opfattes som et virkeligt billede af det længst forbigangne. Andersen levendegør træets blade og blomsterne; stormvindene synger smukke sange, idet de synger egen i søvn. Stormvejret rykker den mægtige stamme op. I dette eventyr, ligesom også i mange andre, optræder konkrete enkeltheder fra dagligdagen, men eventyret mister ikke derved sin poetiske ynde.
Andersen har skrevet, at eventyret „Sneglen og Rosenhækken“ er opstået af en oplevelse. Hans ven zoologen Jonas Collin den Yngre har kastet lys over historien bag dette eventyrs opståen. Engang under en rejse skændtes han med Andersen om en fælles bekendt, og på grund af sin ungdom sagde han meget overflødigt. „… Andersen brast i Graad og gik ind i sit eget Værelse. Et Par Timer derefter kom han ind til mig, rolig og glad,“ erindrede J. Collin den Yngre, og sagde: „Vil du høre et Eventyr?“
Så læste han „Sneglen og Rosenhækken“, det var skrevet fuldt færdigt i Mellemtiden … Jeg mindes ogsaa, at jeg, da A. spurgte mig, hvad jeg syntes om Eventyret, svarede:
„De er Rosenhækken, det er klart, men lad os ikke skændes om, hvem der er Sneglen.“
I det forunderlige eventyr „Sneglen og Rosenhækken“ (1861) møder man botaniske og zoologiske enkeltheder, som tjener som middel til en karakteristik af de agerende personer. Rosenhækken, overstrøet med blomster, er skøn, ikke kun udvendig. Den er velmenende, imødekommende overfor andre, den elsker livet og den smukke natur, den „arbejder“, gør alt hvad den kan, giver verden roser. Den lever for andre. Den er lykkelig, når den bringer glæde. Og i minderne om andres lykke er dens liv.
Den anden person er sneglen. Sneglehuset, i hvilket sneglen er indelukket, giver Andersen lejlighed til at skabe et billede af et snæversynet, selvglad væsen, afsondret fra den øvrige verden. Sneglen „havde Meget i sig, den havde sig selv,“ bemærker forfatteren ironisk. Den bestiller intet og kritiserer kun andre, f.eks. rosenhækken, fordi den kun „bliver ved Roserne, videre kommer det ikke!“ Den bebrejder rosen, at den intet gør for sin indre udvikling, at den ikke besværer sig med overvejelser. Som svar på venlige ord fra den naive rose, som anser sneglen for en dybsindig, højtbegavet natur, der er kaldet til „at forbause Verden“, afslører sneglen ret åbent sin egoisme: „Verden kommer ikke mig ved! hvad har jeg med Verden at gjøre? Jeg har Nok med mig selv og Nok i mig selv.“ „… „Sneglen og Rosenhækken“, er i Rang med det Øverste, som De har gjort,“ skrev Bjørnstjerne Bjørnson den 16. februar 1862 til Andersen efter højt at have værdsat ideen i dette eventyr. „Jeg vilde, at det skulde slutte der: „det er min Erindring, mit Liv!“ Det næste formørker blot denne deilige Slutning.“
Eventyrets grundidé forstod den danske forfatter Carsten Hauch. „„Sneglen og Rosenhækken““, skrev han den 30. december 1861, „kunde ogsaa kaldes „Recensenten og Digteren“. Saa lille, som dette Digt er, saa er det dog et Verdensbillede ligesom saa mange af Deres i en lille Ramme indflettede Eventyr.“
„Gaardhanen og Veirhanen“ (1859) fortsætter ligesom også „Sneglen og Rosenhækken“ denne gøren nar af pralende og hovmodige nulliteter. Det er en munter fortælling om to umådeligt hovmodige haner og om en agurk, der vokser på en mødding, men anser sig for at være en „Mistbænkvæxt“.
„Det fødes man til!“, sagde agurken, „ikke Alle kunne fødes til Agurker, der maae ogsaa være andre levende Arter!“
Vejrhanen er ligeledes fuld af foragt for de levende fugle.
„Pipfuglene, ringe af Størrelse og ordinaire“, sagde den om dem, idet den mente, at verden ikke duer, og at alt er sludder og vrøvl.
Og skønt agurken sammenligner gårdhanen med vejrhanen: „… se ham gjøre Trit, det er Dands! høre ham gale, det er Musik!“, er gårdhanen også et hovmodigt nul. Den, på sin side, foragter vejrhanens knirken.
„Hvad sige I om det Hanegal? … Det var noget raat, Elegancen manglede.“
Gårdhanen er ikke egnet til noget undtagen at hakke i agurken, som kun drømmer om den.
Men i eventyret sammenstilles de hovmodige nuller ikke med en eller anden positiv helt.
„… men hvem udrettede Meest?“, spørger eventyrdigteren børnene om hanerne. „Siig os din Mening, – vi beholde vor egen alligevel.“
Eventyret „Skarnbassen“ (1860) er en af Andersens varianter af temaet: de storsnudede hovmodige personer, der bilder sig ind, at de er universets midtpunkt. Men alle egenskaberne hos de hovmodige spidsborgere indgyder og bør indgyde børn den største afsky, også fordi de tilskrives skarnbassen med alle de for den karakteristiske biologiske egenskaber og særpræg. Billen kan ikke lide haven, hvor roser og lavendler dufter.
Den synes ikke om at sidde på linned:
„Jeg har ligget paa Linned i Regnveir, og Reenlighed tager især paa mig …“
Til gengæld har billen det dejligt i hestestalden:
„Der er det Vaade baade varmt og krydret!“
Humoren i eventyret skabes af en sammenligning af billens biologiske ejendommeligheder og dens manerer. Den grove skarnbasse går uden farvel, og Andersen bemærker lattermildt: „det er galantest“. Humoren ligger her tillige i at tilskrive billen menneskelige sygdomme.
„… jeg har ogsaa faaet Gigt i Vingeleddet, ved at staae i Træk under et Potteskaar“ – fortæller billen.
Billen bestiller intet, den har ikke nogen fortrin og fortjenester, den er en dagdriver og pigejæger, som letsindigt gifter sig, men skammeligt stikker af fra kone og børn, da den skal tænke på deres underhold. Dog gør den intetsigende og „amoralske“ bille, hvis eneste „fortjeneste“ ligger i, at den er fra „Keiserens Stald“, af hvilket den ekstraordinært vigter sig, krav på en „stilling i samfundet“ og på udmærkelser, som kejserens hest opnåede. Hesten, klog, smuk, tapper og tro, havde båret kejseren i kamp, havde sammen med ham slået fjenden tilbage og havde frelst sin herres liv, hvorfor man gav den hestesko af guld. Hestens „laurbær“ lader ikke billen i fred, og desuden, med en for nulliteter karakteristisk selvsikkerhed, lyver den, idet den over for en kålorm praler af, at hesten „gaaer med“ dens guldsko, eller billen erklærer, at den fødtes med guldsko på fødderne og rejser i et hemmeligt ærinde.
Billen trøster sig blot ved at finde på denne version: hesten har fået guldsko, kun fordi skarnbassen skulle ride på den.
I eventyret findes en række forskellige omstændigheder, af hvilke nogle er vanskelige for børn at forstå, bl.a. historien om billens giftermål. Mutteren, der tilhører billeslægten, og som minder meget om en respektabel småborger, kræver, at billen ikke taler med hendes døtre uden at have reelle hensigter. Og da billen, der mente, at man havde „snøret“ den, var stukket af, sagde moderen om hans kone:
„Saa kan hun sidde som Jomfru igjen,“ … „fy, det lede Skarn, som forlod hende.“
30. december 1860 noterede Andersen i sin dagbog:
„Jeg skrev et Eventyr Skarnbassen, læste det, og forunderligt syntes det passe paa Meget, jeg ikke havde tænkt paa under Nedskrivningen.“
En allegori på menneskelivet er endnu et kendt eventyr af Andersen, „Sommerfuglen“ (1861), hvis helte er taget fra naturens verden.
Andersen anvender på en vidunderlig måde i dette eventyr forskellige blomsters naturlige egenskaber til at skabe et bestemt billede. Sommerfuglen flagrer let fra blomst til blomst, og alle forestiller sig utvivlsomt en letsindig skørtejæger. Det er vindstille, blomsterne bevæger sig ikke på deres stilke, og Andersen skriver, at „hver sad saa stille og besindig paa sin Stilk, som en Jomfru skal sidde, naar hun ikke er forlovet …“ De gule caprifolier ligner frøkener med lange gule fysiognomier.
For den voksne læser passerer denne gamle ungkarls hele liv. Som ung var det svært for sommerfuglen at gifte sig. Alt for mange fristelser, alt for mange smukke „blomster“ var der rundt om. Og han så som alle unge mandfolk efter en ældre brud, og han syntes ikke om de „grønne“ vintergækker og krokus. Da han blev ældre, følte han sig draget til efterårets kølighed, og han friede til krusemynten, men den foreslog ham venskab. Og sådan forblev han alene, men da man satte ham på en knappenål, trøstede han sig med, at det er som at være gift, „man sidder fast“.
„Sommerfuglen“, skrev Bjørnstjerne Bjørnson til Andersen den 16. februar 1862, „er jo ogsaa et af disse fuldendte Billeder, som De gav Vinger, men saadanne Vinger, at de aldrig mere kunne blive Pupper, aldrig mere faa Høst og vente en Andens Opvækkelse.“
Den 12. juli 1866 skrev Andersen fra Portugal, at han havde udkastet en skitse til et eventyr „Diamanten i Frøens Hoved“. 21. oktober 1866 skrev han, at han i dag sikkert vil afslutte et eventyr: „jeg har i mit Hoved baaret dette Eventyr, der ikke er nogen Ædelsten
Det drejer sig om „Skrubtudsen“. Under en rejse i Portugal havde Andersen i en af brøndene set en hæslig skrubtudse. Da den kom nærmere, blev han opmærksom på dens „kloge Øjne“. Og snart fødtes det originale eventyr „Skrubtudsen“, som, ifølge forfatteren, senere blev omskrevet i Danmark og givet dansk kolorit.
Skrubtudsens „kloge Øjne“ er løsenet for dette eventyr, i hvilket Andersen delvis fortsætter temaet fra „Den grimme Ælling“. Den samme tanke, at under et grimt, rædsomt ydre kan der gemme sig uudtømmelige skatte af fornuft og godhed. Men i dette eventyr bliver skrubtudsen ikke skøn. Her er det en anden patos. Eventyret „Skrubtudsen“ er dybt filosofisk.
„Men er der just ikke noget meget smukt i den Folketro, at Skrubtudsen, det allergrimmeste Dyr, tidt gjemmer i sit Hoved den kosteligste Ædelsteen? Gaaer det ikke med Menneskene ligesaa? Hvilken Ædelsteen havde ikke Æsop, og nu Socrates?“ – I disse spørgsmål er eventyrets grundtanke nedlagt.
Forfatteren fastholder med sin karakteristiske nøjagtighed og pertentlighed detaljer fra den verden, i hvilken skrubtudser og frøer lever. Han beskriver brønden med den talrige skrubtudsefamilie. De er så hæslige, at endog de grimme grønne frøer foragter dem. Og dog er i hovedet på en af dem skjult en kostbar ædelsten. Ifølge den gamle skrubtudse bærer man en sådan for sin egen fornøjelse, og de andre, som ikke kan se den, ærgrer sig derover.
Den styggeste af dem alle, den mindste af dem håber ikke engang, at en sådan ædelsten er skjult i dens hoved. Men Andersen lader fra begyndelsen af forstå, at denne ædelsten er godhed og kundskabstrang. Den lille skrubtudse ønsker ikke at have ædelstenen, hvis den vil glæde den alene og ærgre andre. Den drømmer om at få verden at se og slippe ud af brønden. Skrubtudsen oplever en masse, men den stræber videre og videre.
„Fremad! Fremad!“ gentager den, idet den end ikke ønsker at forblive der, hvor den har det godt.
Den undrer sig over verdens umådelighed og herlighed, den vil lære den at kende. Den er forskellig fra hønse-borgerne og fra kålormen, der regner med, at kålbladet gemmer hele verden i sig. Og skønt skrubtudsen hele tiden gentager, at den ikke har en ædelsten i hovedet og ikke ønsker at have det, fastslår Andersen, at netop den havde ædelstenen, „den evige Længsel og Lyst, opad, altid opad!“
Dette prægtige filosofiske eventyr slutter med en hymne til jorden og alle dens skabninger.
Motivet: den ægte natur, som ofte skjules af et hæsligt eller et af alle foragtet ydre, er fælles for eventyrene „Sølvskillingen“ og „Skrubtudsen“.
31. maj 1861 skrev Andersen i sin dagbog: „Fik … Idee til Historien om „Skillingen“, ved den ubekjendte Sølvmønt, den Sorte ombord prakkede mig paa og Ingen siden vilde modtage …“ Denne simple sølvskilling oplever forunderlige hændelser i Andersens eventyr. Til at begynde med vandrede den rundt i hjemlandet, og derefter kom den til udlandet, hvor den længe gjaldt for at være falsk, og hvor man bedrog folk ved hjælp af den. Og først efter at den havde mødt en „landsmand“ og var vendt tilbage til sit fædreland, genfandt skillingen lykken og selvagtelsen.
Samtidig med at bevare alle ejendommeligheder hos den funklende sølvskilling, „der kom blank fra Mynten, sprang og klang,“ udstyrer eventyrdigteren den med menneskelige træk. Udadtil ligner skillingen et hæderligt, godt menneske, der er kommet i vanskeligheder, og som ikke desto mindre i sit indre forbliver hæderlig. Således tager skillingen sig det nær, da man kalder den falsk. Hvor megen bitterhed er der ikke i dens stemme, da den siger:
„Man er for Verden, hvad Verden troer om En!“
Børn kan afgjort lide skillingens oplevelser, men eventyrets dybe mening, forståelsen af den personlige „ægthed“, af hæderligheden og retskaffenheden hos den forfulgte, der af mennesker udnyttes til forbrydelser, trænger kun ind hos voksne.
„… Saa har jeg … seet et Eventyr af Dem om Pengen hjemmefra; det har moret os kostelig, da dets Ide er i høj Grad humoristisk; den synes mig derimod noget vidløftigt fortalt“ – skrev Bjørnson med rette til Andersen den 16. februar 1862.
Efter sin indre mening er eventyret „Sølvskillingen“ beslægtet med historien „Børnesnak“ (1859), der er selvbiografisk og meget interessant i sin afsløring af Andersens demokratiske synspunkter. Denne histories helte er børn samlet til bal i et rigt grossererhjem, ustyrligt pralende overfor hinanden.
Den „gruelig stolte“ kammerjunkerdatter vigtede sig af sin høje herkomst, tænk bare, i hendes årer løber „ægte Blod“. Den ømfindtlige grossererdatter roste vigtigt sin fars rigdom; han kan så let som ingenting købe bolsjer og uddele dem til folket. Men den storsnudede datter af en skribent pralede af sin far, han kunne jo hænge hvilken som helst far og alle verdens fædre ud i sin avis! Men i korridoren ved den halvåbne dør stod en fattigklædt lille dreng. Ham havde man ikke inviteret. Han havde blot hjulpet kokkepigen. Og hvor gjorde det ham ondt at høre børnenes snakken! Hans forældre havde ingen penge! Og de skrev ikke i avisen. De havde ikke engang penge til at holde en avis for. Og så tilføjede kammerjunkerdatteren tilmed:
„Og dem, hvis Navn ender på -sen, … dem kan der nu aldrig i Verden blive Noget af!“
Den lille drengs efternavn endte på „sen“! Men han blev dog ikke meget bedrøvet over, hvad den dumme tøs sagde, der havde efterlignet de voksnes aristokratiske foragt for det urdanske og mest udbredte navn på „sen“. Han var overbevist om, at han var „rigtig født!“
Årene går, og i Danmarks hovedstad København opfører man et prægtigt museum, og derhen strømmer folk fra alle lande. De ønsker at se de herlige marmorstatuer, der er samlet i huset og måske møde den, der har frembragt dem, billedhuggeren. Men hvem er han, denne troldmand? Han er den, hvem man for mange, mange år siden gav lov til at se på børnene, der morede sig i den rige grosserers hjem. Han er den, hvis efternavn endte på „sen“. Han er den berømte billedhugger Bertel Thorvaldsen.
Kammerjunkerdatterens ord viste sig, som også var at vente, at være tomme. Og om alt dette fortalte i historien „Børnesnak“ et menneske, hvis efternavn ligeledes endte på „sen“, eventyrdigteren Hans Christian Andersen. Og åbenbart fortalte han ikke tilfældigt så oprørt derom. Andersen har engang bemærket, at emnet til historien „Børnesnak“ har han taget fra egne oplevelser. Mere end én gang forekom der jo i den kommende eventyrdigters liv øjeblikke med en sådan elendighed, øjeblikke, da man grusomt indprentede ham, at der intet ville komme ud af en sådan „stupid bondedreng“ som ham.
27. juni 1868 skrev Andersen til Dorothea Melchior: „… i forgaars kom min Musa til mig paa et kort Besøg og fortalte mig om „Herrekortene“. Det er et rigtigt Børne-Eventyr“. Børn vil faktisk med glæde læse eventyret, i hvilket magthaverne i kortenes kongerige flyver til vejrs i flammernes hvirvelvind, og den lille William i en af varianterne til eventyret i begejstring råber: „Det har de godt af de kongelige Personer!“ Det er ikke tilfældigt, at nogle kritikere har ment, at Andersen af hensyn til censuren ikke lod dette eventyr trykke, mens han endnu levede. Dog hævdede Andersen selv ikke dette synspunkt. Og da en af hans samtidige skrev om eventyrets antiroyalistiske tendens, ødelagde det digterens humør, og han erklærede, at man tillagde eventyret en mening, han ikke havde forestillet sig.
Et år før sin død havde han, ifølge sine egne ord, „udfyldt hele Cirkelen med Eventyr-Radier tæt ved hverandre. Gaaer jeg i Haven mellem Roserne – ja, hvad have da ikke allerede de og selv Sneglen fortalt mig! … I Skoven under de gamle Ege maa jeg erindre, at det gamle Egetræ forlængst har fortalt mig sin sidste Drøm.“
Ikke desto mindre havde forfatteren følt al glæden og al bitterheden ved berømmelsen, som afsluttede hans byrdefulde liv.
I hans levetid og efter hans død regnede man Andersen for „børnenes digter“. Han selv holdt til en vis grad fast ved denne karakteristik, da han i et spøgefuldt brev fra 16. oktober 1866 bad komponisten Hartmann tilpasse sørgemarchen efter de børns trit, som vil ledsage hans kiste. Andersen skrev 6. juni 1875, idet han prøvede at bestemme kærnen i sit forfatterskab, der var beregnet for børn og voksne: „det Naive var kun en enkelt Deel af Eventyret, Humøret var derimod Saltet i dem …“ I de sidste år var Andersens eventyr og historier ikke så meget skrevet for børn som for voksne. Engang sagde en af eventyrdigterens bekendte til ham, at han „har et stort Fortrin fremfor andre Digtere, det er, at med hver Generation fremvoxer der for ham et nyt Publicum.“ Dertil skrev den kendte danske balletmester Bournonville til Andersen, idet han kommenterede disse ord: „Han vilde dermed hentyde paa Børnene; men jeg svarede, at Du forstod at gjenføde os Gamle med det Samme.“
De genremæssige og kunstneriske ejendommeligheder ved Andersens forfatterskab i årene 1850-1870 er fint blevet afsløret af Bjørnstjerne Bjørnson, som skrev:
„… nu, siden Andersen, ofte ubilligt, er trængt tilbage fra Romanens, Dramaets, den filosoferende Fortællings Omraade, er det blot for at lade alle disse kuede Rodskud sprænge sig som Egen frem gjennem Klippen paa et andet Sted, og nu har han, Herren hjælpe mig, baade Dramaet, Romanen og sin Filosofi tilstede i Eventyret! At dette saa ikke længer er Eventyr, forstaar sig af sig selv. Det er noget som er Andersensk og forresten ikke passer i et literært Apothek …
Nu er det noget som hverken har Grændse foroven eller forneden, følgelig heller ikke i sin Form … Men hin Ubundethed, at al Form, og al Verden, den tragiske, komiske, lyriske, episke, Betragtningen, Sangen, Prædikenen, Spøgen, det Levende, Livløse gaa sammen som i Paradis gjør, at man skjælver for hans næste Arbejde!“
