Odense Kommunes omfattende byomdannelsesprojekt ”Fra Gade Til By” vil skabe et nyt og mere attraktivt bycentrum. Anlæggelsen af store parkeringskældre under hele området betyder, at der skal graves langt ned i undergrunden og dermed også gennem de massive lag, som den nuværende bys forgængere fra vikingetiden, middelalderen og frem har efterladt i løbet af byens 1000-årige historie. Også gennem disse perioder lå Odenses centrum nemlig på omtrent dette sted.
De arkæologiske forundersøgelser blev foretaget i vinteren 2012 og afslørede, at der på I. Vilhelm Werners Plads var op til 3 m tykke lag-serier med arkæologiske levn, og at der under den nuværende, ca. 1,5 m dybe vejkasse til Thomas B. Thriges Gade var bevaret op til 1,5 m tykke arkæologiske lag. Da lagene samtidig viste sig at rumme velbevarede trædele, brolægninger mv., var der ikke tvivl om, at det videnskabelige potentiale var usædvanligt stort.
Dermed var vejen banet for den største arkæologiske udgravning i Odense Bys Museers historie og samtidig den hidtil største arkæologiske undersøgelse af en middelalderlig bykerne i Danmark.
Udgravningerne startede i maj 2013, og første etape, undersøgelserne ved I. Vilhelm Werners Plads, blev afsluttet i september 2014. Det var en ambition for såvel Partnerskabet bag byomdannelsen – Odense Kommune og Realdania – som museet, at de mange spændende resultater skulle formidles til både læg og lærd, og med en ekstra bevilling fra Partnerskabet blev det muligt at gennemføre en lang række forskellige initiativer. Formidlingen er udført af museet, men i et tæt samarbejde med Partnerskabets kommunikationsansvarlige, AnnBritt Nørgaard. Opmærksomheden om formidlingen har været enorm; op mod 10.000 besøgende har været på rundvisning i udgravningerne, og mange flere har fulgt nyhederne på de digitale platforme. Såvel de lokale som de nationale medier har fulgt godt med. Ja, selv de internationale medier har været med.
Hensigten med formidlingen var at fokusere på udgravningen som en spændingsfyldt løbende arbejdsproces, på fundenes autenticitet og den direkte sammenhæng mellem fortidens og fremtidens byrum. Formidlingen var derfor delt i to. Én del var planlagt til at foregå i udgravningen – ”live” så at sige – mens en anden del skulle ske gennem en fleksibelt indrettet udstilling. Udstillingen blev placeret i Partnerskabets Infoboks på Fisketorvet og lå dermed i tæt forbindelse med udgravningen. Hensigten med udstillingen var at fortælle om arkæologernes arbejde og områdets ældste historie. Udstillingen kunne så løbende blive opdateret med aktuelle fund fra udgravningen, som både kunne fremvises i montrerne, men også gennem den virtuelle vidensbrønd: et interaktivt bord i form af en skærm med historiske kort, fotos og tekster fra området. Idéen om ”live” formidling af udgravningen udsprang af et ønske om at invitere publikum ind i udgravningen og helt tæt på fortiden og arkæologernes arbejde. Den var endvidere fostret af et ønske om at vise, hvad der sker bag kulisserne på en arkæologisk udgravning. Til det formål blev en skurvogn stillet op. Her kunne arkæologer og konservatorer arbejde med de udgravningsrelaterede ting, som normalt foregår bag museets vægge. Publikum kunne dermed få en forståelse af, hvad der ellers sker på og efter en arkæologisk udgravning.
Opstarten og nyheden om en hundelort Som optakt til formidlingen på udgravningerne deltog museet på Odense Havnekulturfestival. Her kunne børn og barnlige sjæle foretage deres egen arkæologiske udgravning i to sandkasser med skjulte fund. Tilslutningen her gav et lille forvarsel om interessen for udgravningen, for sandkasserne var usædvanligt godt besøgt af børn, der ville grave efter knogler, og af voksne der ville høre om udgravningen.
Den efterfølgende tirsdag startede de daglige rundvisninger, og fra første dag var de godt besøgt. Det egentlige gennembrud til offentligheden kom dog, da vi midt i juni sendte en historie ud om fundet af en 900 år gammel hundelort. Hundelorten satte udgravningen på Danmarkskortet, og det nye ord ”danebæ” opstod. Den store interesse gav mulighed for at fortælle om udgravningen i både Go’ Morgen P3, DR 1’s vejrudsigt og ikke mindst DR1’s Aftenshowet. Alle sammen steder, hvor arkæologi traditionelt sjældent nævnes. Historien gav en massiv interesse for rundvisningerne, og da udgravningen sommeren over bød på en række spektakulære fund, der alle nåede de landsdækkende medier, fortsatte denne interesse. De populære rundvisninger medførte desuden, at udgravningen i juli 2013 blev udnævnt til Odenses nye turistattraktion af Fyens Stiftstidende.
På udgravningen havde arkæologerne god hjælp af amatørarkæologen Ole Blaabjerg fra arkæologiforeningen Harja. Ole kom dagligt med sin detektor og ledte efter metaller. Ole fandt mange gode ting i udgravningen, men et af pragtstykkerne var et fint guldkors fra 1300-tallet.
Interessen for korset viste sig at være meget stor, og i samarbejde med Partnerskabet blev det besluttet, at korset skulle udstilles i Infoboksen på en fire timers pop up-udstilling, hvor en arkæolog var til stede og fortalte om fundet. Samtidigt blev der holdt åbent hus i udgravningen med rundvisninger hver time, mulighed for at grave i sandkasser, prøve vandsoldet og snakke med arkæologerne i arkæologens værksted. Denne kombination viste, hvor stor interessen for udgravningen og fundene var. På de fire timer var der næsten 1500 personer forbi Infoboksen for at se korset og ikke mindst forbi udgravningen for at høre om resultaterne og selv prøve at grave efter fund i arkæologens sandkasse. For de større børn og voksne var der endvidere mulighed for at prøve at solde jord fra udgravningen.
Den store succes gjorde en gentagelse af arrangementet nærliggende, da Ole et par måneder senere fandt en guldring fra 1200-tallet. Endnu en gang var interessen for fundet og udgravningen massiv, og det viste sig, at de korte pop up-udstillinger slet ikke var nok til at stille interessen. Rygterne gik langs udgravningen, at der ville blive oprettet en Facebookside for at bevare guldet i Odense, og samtidigt var der daglige henvendelser om genstandene. Derfor blev løsningen, at fundene også blev udstillet i Møntergårdens forhal, hvor de var med til at indvie museets nye højsikrede montrer.
En tredje del af formidlingen var den digitale del, der foregik på både hjemmesider og sociale medier. Og i december var det formidlingen gennem Facebook, der bragte arkæologerne tættere på en tolkning af en ny spændende genstand. I slutningen af november havde Ole nemlig endnu en gang gjort et fund – denne gang et kar af tin med billedmotiver og inskriptioner. Tolkningen af karret voldte arkæologerne hovedbrud, men efter en fremvisning af karret på Facebook meldte en kollega sig på banen med en tolkning, og på den måde blev mysteriet om karret til historien om et saltkar. Saltkar var almindelige på bordet i middelalderen, men der er kun bevaret få i Danmark. Karrene har haft en funktion bl.a. som del af bordservicet ved de finere slægters middage, hvor de markerede deltagernes sociale rang. Og da udgravningen senere fik fint besøg, kunne der slås en krølle på denne historie.[1]
I november rykkede udgravningen under telt, hvilket betød, at arkæologerne uagtet vejret kunne fortsætte arbejdet. Formidlingen gik samtidigt på vågeblus og skruede ned til to ugentlige rundvisninger. Til gengæld blev der skruet op for besøg af skoleklasser, og mange af Odenses skoler benyttede sig af muligheden for at besøge udgravningen og se og høre om de mange fund, der blev gjort.
Ved årsskiftet fik udgravningen den hæder, at den blev repræsenteret på Kulturstyrelsens top 10-liste over de bedste fund fra 2013. Udgravningen var repræsenteret på listen med den 900 år gamle hundelort, som om noget skaffede udgravningen medieopmærksomhed. Listen bliver udformet af Kulturstyrelsen i samarbejde med landets museer, og betingelserne for at være med på listen er, at fundet tilfører betydelig ny viden og kommer fra en ny udgravning. Midt i den mørke tid var det rigtigt skønt med et klap på skulderen i forhold til det arbejde, der blev gjort – både i udgravningen og med formidlingen af fund og resultater.
Heldigvis fortsatte de gode fund og historier i 2014. Mens der blev gravet under teltet, blev der nemlig fundet et bryggeri med en dertil hørende meget flot og velbevaret tøndebrønd. Historien om tøndebrønden blev, som de tidligere historier, lagt på museets hjemmeside sammen med en beretning om udgravningens mange velbevarede latrintønder. Men denne historie skulle vise sig at være anderledes end de andre.
Det er ingen hemmelighed, at medierne kan finde på at hente deres historier fra nettet, og i dette tilfælde var det Jyllands-Posten, der fandt historien. Og så kunne det hele være sluttet dér – og det gjorde det også i første omgang. Men en dag, en lille måneds tid senere, blev museet kontaktet af The Weather Channel – en stor amerikansk vejrstation – der havde hørt om vores tønder, og som ville bringe et indslag, og så rullede historien om tønderne. Inden længe blev museet kontaktet af Discovery Channel og Huffington Post og da de bragte nyheden, var latrinerne pludselig i medierne i USA, England, Indien, Afrika, Rusland m.fl. – tønderne, og dermed vores udgravning i Odense, var nu blevet verdenskendte.
Historien om tønderne nåede også Japan, og i april 2014 blev museet kontaktet af en forsker, Kouki Fujioka, fra Jikei Universitetet, som ligger i Tokyo. Kouki Fujioka er ekspert i dufte og har udviklet et ekstremt avanceret udstyr til registrering, udskillelse og sågar optagelse og ”afspilning” af dufte, og han var meget interesseret i lugten fra vores latrintønder. Dette førte til, at han i maj besøgte udgravningen og Moesgård Museum, hvor indholdet fra latrinerne befandt sig. Her fik han mulighed for at optage lugten og tage den med tilbage til Japan, hvor den skal analyseres. Besøget var ikke kun en sjov oplevelse for arkæologerne, for samarbejdet med Kouki Fujioka åbner op for nye muligheder for genskabelse og formidling af historiske miljøer, hvor rekonstruerede dufte kan tilføre en ekstra dimension til oplevelsen.[2]
I juni 2014 gik udgravningen på I. Vilh. Werners Plads ind i sin sidste fase, og samtidigt blev det officielt, at Dronningen skulle besøge Infoboksen og udgravningen på sit besøg i Odense i forbindelse med sommertogtet. Besøget bød på præsentationen af både udgravningen og et udvalgt fund – i form af det tidligere omtalte saltkar. Saltkar markerede i middelalderen og de efterfølgende århundreder bordgæsters sociale rang, og især ved de kongelige banketter kunne saltkarrene være særdeles overdådigt udformede. Ved fremvisningen af karret viste det sig således også, at Hendes Majestæt var fuldt ud vidende om alle de traditioner, som saltkarret repræsenterer.
Efterfølgende kunne Hendes Majestæt følge arbejdet med at fritlægge en kælder fra 1400- tallet. Fremvisningen foregik fra kanten af udgravningen, og Dronningen var særdeles interesseret. Det endte da også med, at besøget ved udgravningen strakte sig væsentligt ud over den afsatte tid.
Dermed var sidste etape af udgravningerne skudt godt i gang, og de gode fund og historier fortsatte. Blandt andet kunne udgravningen runde af med historierne om fundet af torveboder på Overgade og en barnetegning i et ildsted. Til det sidste var udgravningerne godt besøgt, og selv i dag, efter at udgravningen er afsluttet, bliver der spurgt efter de kendte fund her fra.
Udgravningerne ved Thomas B. Thriges Gade-projektet er nu lukket ned, men genoptages senere, formentlig i 2016. Her skal der graves i den sydlige del af selve gaden, og også her er der, som fortalt indledningsvis, store forventninger til det arkæologiske udbytte. Den mellemliggende periode bruger arkæologer, konservatorer og specialister inden for zoologi, arkæobotanik mv. på at registrere og analysere det meget omfattende materiale, som udgravningerne har frembragt. Resultaterne vil også fremover blive formidlet til såvel læg som lærd i foredrag, artikler og bøger i indog udland, ligesom der planlægges en stor særudstilling i museets nye topmoderne lokaler i Møntergården.
Under alle omstændigheder har de allerede gennemførte formidlingsaktiviteter ved Thomas B. Thriges Gade-gravningerne været en stor succes, der har mere end opfyldt de målsætninger og forventninger, som museet havde. For det første har formidlingen inddraget Odenses borgere i det spændende arbejde, der er foregået bag rådhuset i Odense i mere end et år. For det andet er det lykkedes at få bragt nyhederne om de spændende fund ud over rampen til de mere traditionelle kanaler for arkæologiske og historiske nyheder såvel som til en række medier, der ikke normalt bringer denne type af historier. Det gælder f.eks. Go’ Morgen P3 og Aftenshowet på DR1 samt de omtalte mange udenlandske medier. Men også radiokanalen The Voice og danske øl-entusiasters medlemsblad, ØlEntusiasteN, har bragt historier fra udgravningen og dermed givet os mulighed for at formidle arkæologien til nye målgrupper.
Det er museets håb, at det også i forbindelse med de kommende undersøgelser på Fra Gade Til By-projektet bliver muligt at finde midler til at kunne formidle museets resultater. Mange af de traditionelle tiltag som rundvisninger og delvis deltagelse i udgravningerne, foredrag, mindre særudstillinger, formidling på digitale platforme o.l. har i høj grad vist sig stadig at være relevante og tiltrækker mange interesserede. Samtidig med, at vi meget gerne vil fortsætte med sådanne aktiviteter, vil vi også gerne igangsætte nye formidlingsformer. Opbygning af 3D-modeller af de udgravede strukturer og anlæg, yderligere inddragelse af borgerne i udgravningerne og udformning af nye typer af events er alle eksempler på relevante tiltag i den arkæologiske formidling. Hertil kommer formidlingen af hele den moderne historie, hvor 3D-modeller, historiske kort o.l. kan sættes i spil, hvor erindringer fra ældre generationer kan indsamles, og hvor en række events kan tydeliggøre livet på stedet i ”gamle dage”.
Den arkæologiske og historiske formidling behøver dog ikke begrænse sig til midlertidige aktiviteter under anlægsfasen. Således vil det være muligt at lave en blivende formidling af et udvalg af de mange lag af forhistorien på dette for Odense så centrale sted. De arkæologiske lagserier kan bevares ved såkaldte profilaftræk og f.eks. udgøre en dekorativ og illustrativ vægudsmykning i en del af de kommende P-kældre. ”Fortidskikkerter”, hvorigennem man kan se modeller eller historiske fotos af stedet, kan opstilles på relevante steder. Dele af ruiner kan indkapsles i glas og formidle et konkret vidnesbyrd om datidens Odense. Centrale bystrukturer som gadeforløb, torve og væsentlige bygningsværker kan markeres, f.eks. i belægninger eller på loftet i en P-kælder osv. osv. Sådanne tiltag kendes fra andre danske og udenlandske byer og er med til at give en særlig identitet til et byrum.
I Odense har vi den såkaldte ”Ruin”, der gennem en årrække har præget I. Vilhelm Werners Plads. ”Ruinen” er del af et 1400-tals hus, og selv om den ikke i alles øjne synes at være det smukkeste bygningsværk, giver den anledning til eftertanke og udgør på mange måder en form for ikon. Lignende tiltag kan som sagt komme til og skabe nye idéer og identiteter for byens centrum.
Odense Bys Museer har gennem en årrække arbejdet sammen med Kulturstyrelsen og andre museer om at udvikle arkæologien og mere bredt kulturarven som en samfundsmæssig ressource.[3] Arbejdet har vist, at kulturarven har en stor plads i folks bevidsthed og rummer et stort uudnyttet potentiale som værdiskaber. Formidlingsaktiviteterne ved Thomas B. Thriges Gade har understreget dette, og som nævnt er potentialet langtfra fuldt udnyttet endnu.
