Udover sit virke som museumsinspektør ved Fyens Stiftsmuseum varetog Henrik Thrane i en årrække hvervet som ekstern lektor ved afdelingen for Nordisk Arkæologi på Odense Universitet.
Den lille afdeling var, og – efter nogle års afbrydelse – er knyttet til uddannelsen i faget historie. Udover selve undervisningen udførtes en række forskningsopgaver i et samarbejde mellem universitet og museum. Det gælder således det stort anlagte bebyggelsesarkæologiske Sydvestfyns projekt og som et led heri udgravningen af bronzealderstorhøjen Lusehøj.
For en ung historiestuderende med arkæologiske tilbøjeligheder, som undertegnede, var det en stor oplevelse ikke blot at kunne følge undervisning i jernalder- og bebyggelsesarkæologi, men tillige – og især – at kunne deltage i praksis såvel i de sommerhede udgravninger af Lusehøj og andre mere eller mindre ødelagte højtomter på egnen, som i de til tider iskolde markrekognosceringer efter bebyggelsesspor på de sydvestfynske marker. De sidste måtte jo desværre foregå ved vintertide, helst i februar – marts – april, når marken var vasket grundigt ud.
Med min noget mindre skridtlængde måtte hastigheden godt nok øges til et nærmest kritisk punkt for overhovedet at følge med Thrane i overkrydsningen af den ene pløjemark efter den anden.
Heldigvis havde læreren tillige en udmærket næse for at udpege egnede steder, hvor den obligatoriske samling af fund fra gårdens marker kunne besigtiges og registreres – sådan lidt i kaffetid.
Kunne man følge tempoet og få øjnene til at fokusere i samme hastighed, så var sporfinderdiplomet af første grad efterhånden inden for rækkevidde.
Min medstuderende Torben Grøngaard Jeppesen og jeg selv fik på denne vis efterhånden en solid bebyggelsesarkæologisk introduktion i tilgift til det »almindelige« historiske studium, og tanken om at forbinde det arkæologiske studium af oldtidsbebyggelsen med det historiske af middelalderen og nyere tids landsbybebyggelse, var derfor nærliggende.
I efteråret 1975 påbegyndte vi som følge heraf det fælles projekt »Landsbyens Opståen og Udvikling« med en serie udgravninger i en række fynske landsbyer. Efterhånden som resultaterne begyndte at foreligge,[1] stod det klart, at kombinationen af arkæologiske, kulturgeografiske og historiske metoder ikke alene var frugtbar, men direkte nødvendig i udforskningen af middelalderens bebyggelseshistorie. Min pointe i det følgende skal være, at denne nødvendighed også består for udforskningen af jernalderens bebyggelseshistorie, selv om det i praksis ofte er svært at sikre en tværvidenskabelig indfaldsvinkel til undersøgelserne, ikke mindst af ressourcemæssige grunde.
I de senere år er flere jernalder-middelalder projekter indenfor bebyggelseshistorien dog blevet tilrettelagt ud fra en tværvidenskabelig indfaldsvinkel, ligesom uddannelsen i forhistorisk arkæologi efterhånden bærer præg heraf. F.eks. gennemførtes i efteråret 1993 et kursus ved Institut for Forhistorisk Arkæologi, Moesgård med titlen »Hvordan rekonstruerer vi jernalderens kulturlandskab«. Baggrunden herfor var erkendelsen af, at »Vores eneste mulighed for at danne os en forestilling om tidligere kulturlandskaber er at anlægge en tværvidenskabelig angrebsvinkel og at samarbejde fagene i en fortolkning« (Charlotte Fabech og Jytte Ringtved).
Specielt med hensyn til jernalderlandskabet må den tværvidenskabelige indsats især omfatte fagene arkæologi, kulturgeografi, historie og stednavneforskning, foruden naturligvis de meget specifikke naturvidenskabelige hjælpediscipliner.
Medens de fleste større jernalderforskningsprojekter således allerede i dag bliver drevet på tværvidenskabelig basis, så gælder det samme desværre ikke for hovedparten af udgravningsaktiviteterne, der baseres på nødarkæologiens stramme budgetter og tidsplaner, hvilket i meget høj grad afspejler sig i de ofte noget mangelfulde fremlæggelser af resultaterne.
Det burde faktisk være en helt uomgængelig regel, at der til alle større arkæologiske undersøgelser af perioderne jernalder og middelalder, afsattes tid og penge til historiske og kulturgeografiske undersøgelser, hvis det ikke er så heldigt, at projektdeltagerne selv kan dække disse discipliner.
Et stolpehul er nok et stolpehul og en hustomt en hustomt, men tendensen fra de senere år går tydeligvis i retning af, at arkæologien søger at komme ud over hustypologiens snævre rammer. Ikke alene skal bebyggelsen nu tolkes i sammenhæng med kulturlandskabet, men tillige sættes bebyggelsen i stigende omfang ind i en befolkningsmæssig, driftsøkonomisk og social sammenhæng, hvor springet fra stolpehuller til høvdingestorgårde, feudalisme og statsdannelser kræver opstillinger af vidtløftige hypoteser, der givetvis ofte med stor fordel kunne konfronteres med metoder fra nabodiscipliner til underbyggelse eller forkastelse.
Ikke mindst gælder dette for vikingetidsarkæologien, der jo på alle måder befinder sig i et grænseland.
Igennem årene har hovedsynspunktet på vikingetiden vekslet mellem en grundlæggende demokratisk og en aristokratisk domineret opfattelse. Vikingetidssamfundet var givetvis både og, men i de sidste årtier har aristokratisynspunktet været i focus, hvad har forårsaget en sand jagt på stormandsgårde, der kun i ringe omfang er blevet hæmmet af, at ingen rigtig vidste hvordan sådan én skulle se ud.
Et par aktuelle fynske eksempler på tolkningens besværlighed kan hentes fra Hjulby og Ladby. I 1992 udgravede Fyns Oldtid, Hollufgård 3 faser af en hustomt (1000 – 1100-tallet) beliggende nær den i 1500-tallet nedlagte Hjulby kirke. Optimistisk lanceredes som tolkning, at der kunne være tale om den kongsgård, der synes at have ligget i Hjulby i 1100-tallet. Senere er der mere beskedent peget på et præstegårdsanlæg,[2] men i virkeligheden kan der lige så godt være tale om et helt almindeligt gårdanlæg fra en fase af Hjulby-landsbyen. Udgravningen vedrørte kun 6.000 m2 – formentlig ikke engang én hel tofte af middelalderbebyggelsen. Kongsgård, præstegård eller bondegård? – stolpehullerne er der, af et forholdsvis beskedent bygningsanlæg (ca. 100 nr). Imidlertid mangler der i høj grad sammenligningsmateriale, og vikingetid – ældre middelalders toftegårdsanlæg har en ubehagelig tendens til at fylde op til 2-3 ha pr. gård, hvorfor vi i sagens natur normalt kun besidder dele af det enkelte tofteanlæg på grund af de beskedne udgravningsarealer. Tendensen til at fejlfortolke og overvurdere det enkelte gårdanlægs størrelse og betydning, jvf. nedenfor, er derfor betydelig.
I mangel af en passende sædegård til 900-tals stormanden, der ligger eller rettere lå begravet i Ladbyskibet, udpeger H. Hellmuth Andersen en kongsgård »Sellebjerg« fra 1200-tallet en halv snes km fra skibet.[3] Uden at komme ind på den spændende, men håbløse diskussion om den dødes forhold til kongeslægten, må det være tilladt at påpege, at Sellebjerg snarest er en middelalderlig torpdannelse, at den nok tilhørte kronen i 1231, men at der intet belæg findes for, at der skulle være tale om en kongsgård. I senmiddelalder bestod Sellebjerg af 4 gårde. Hvis man endelig vil gætte på Ladby-stormandens sædegård, er der langt mere oplagte muligheder. Forudsat naturligvis, at det er en lokal stormand, der ligger begravet her.
Også disse eksempler er imidlertid et klart udtryk for, at netop yngre jernalder og middelalder i stigende grad vil blive et frugtbart samarbejdsfelt for arkæologer, stednavneforskere, historikere og kulturgeografer. I den henseende skal jeg blot henvise til den igangværende tværvidenskabelige kortlægning af maritime aktiviteter langs de fynske kyster i perioden fra Kristi fødsel til reformationen, indenfor rammerne af projektet »Atlas over Fyns Kyst 0-1500 e.Kr.f.«[4]
Der har nok været en tendens til at understrege diskontinuiteten mellem oldtid og middelalder for kraftigt i de senere årtier, i 1970’erne var begrebsparret »kontinuitet eller brud« udtryk for en forskningsstrategi, der næsten nødvendigvis måtte betone de brud i udviklingen, der kunne observeres på bekostning af den basale kontinuitet i kulturlandskabet.
Igennem århundreder og årtusinder har befolkningen imidlertid tilpasset sig de samme naturgivne forhold som terræn, undergrund, vand og klima. Hver generation ændrede sit, lidt eller meget, men byggede iøvrigt videre på de investeringer i bygninger, vejanlæg, hegn og skel, der var foretaget af de tidligere generationer. Ikke mindst oparbejdelsen af en velbearbejdet og velgødet bymark var en stor og krævende investering, ligesom eng- og skovarealer i høj grad beror på de foregående generationers arbejde.[5]
Medmindre befolkningen som helhed fjernedes fra egnen i en længere periode, så er det næppe muligt at forestille sig et totalt brud i landskabsudviklingen. »Kontinuitet eller brud« er derfor et forkert formuleret spørgsmål. Der vil så godt som altid være tale om »kontinuitet og brud«. Formen for kontinuitet og graden af kontinuitet – lidt eller meget – afgør, om vi taler om brud.
Anlæggelsen af den stationære landsby på overgangen mellem vikingetid og middelalder er et sådant brud, der foregår på baggrund af en vidtstrakt kontinuitet i befolkning, ejerlavsgrænser og kulturlandskabsforhold.
Nye driftsmåder, agerformer og teknologier ledsages af en markant ændret terminologi. Jernalderens bopladser og gravpladser bliver til middelalderens kirkelandsby. Den ændrede terminologi viser tillige, at vi befinder os i grænselandet mellem den traditionelle, forhistoriske arkæologi og historie, og måske er »forestillingen om diskontinuitet snarest et resultat af grænseproblemer mellem de arkæologiske og historiske discipliner og deres kilder. Studiet af kulturlandskabet ved overgangen vikingetid – middelalder, må sættes ind i et langtidsperspektiv«, som det fornylig er blevet udtrykt af Ulf Näsman og Else Roesdahl.[6] Synspunktet er givetvis rigtigt, men det må understreges, at det ikke er spørgsmålet om »diskontinuitet«eller ej, men om formen og graden heraf. Der er imidlertid ingen tvivl om, at netop et tværvidenskabeligt samarbejde er nødvendigt, når landskabs- og bebyggelsesudviklingen i jernalder og middelalder skal beskrives og tolkes.
Det har naturligvis længe været erkendt, at arkæologien havde meget at byde på, hvad angår middelalderens bebyggelseshistorie, medens det måske har forekommet mindre øjensynligt, at historikere, kulturgeografer og stednavneforskere havde noget mere generelt at tilbyde jernalderforskningen, eftersom kort, stednavne og skriftlige kilder i det hele taget, som bekendt, først er overleveret fra middelalderen, som regel endda fra den senere del, og nyere tid.
Erkendelsen af den generelle kontinuitet i kulturlandskabet og dets udnyttelse gør det imidlertid muligt at benytte middelalderen som et spejl især for den yngre jernalders udvikling. Vel at mærke et spejl med nøjagtig tilpasning til de lokale forudsætninger.
Hvor udbredt var områdets bebyggelse i middelalderen, hvorledes var driftsøkonomien og dermed kulturlandskabet indrettet, og hvilken sammenhæng var der med de naturlige forudsætninger. Fulgte yngre jernalderbebyggelsen det samme mønster og i givet fald på hvilken måde. Eller var det et grundlæggende anderledes system og i givet fald på hvilken måde, og hvilke gennemgribende forandringer er der da sket med kulturlandskabet, hvordan og hvornår? Det er udfordringen, som ideelt burde tages op ved enhver undersøgelse af den yngre jernalders bebyggelses- og landskabsudvikling.
Ikke mindst for Vorbasses vedkommende har denne strategi i de seneste år vist sig meget frugtbar. Steen Hvass’ epokegørende undersøgelse af jernalderlandsbyen Vorbasses vandring igennem 8 faser fra det 1. årh. f.Kr. til det 11. årh. e.Kr’, behøver ingen nærmere introduktion. Skønt endnu kun foreløbigt publiceret, spiller Vorbasse en hovedrolle, når jernalderens bebyggelsesudvikling beskrives i generelle værker.
Af de to vikingetidsfaser tiltrak den yngste fase – fra 1000-tallet – sig særlig interesse på grund af et storgårdsanlæg med et indhegnet areal på 120×215 meter – mere end ringborgen Fyrkat dækkede, som Frank Birkebæk imponeret noterede i 1982.[7] Ja, denne gård nåede endog den sjældne ære at komme med i Historisk Atlas Danmark (1988), hvor Jørgen Jensen beskriver stormandsgården således: »Den centrale bygning var et 25 m langt hus af Trelleborg-type, dvs. det havde buede plankevægge, lige gavle og ydre, skråtstillede stolper. Hovedhuset afsluttedes mod øst af en lukket gårdsplads med en bygning, hvor der både har været smedje og bronzestøberværksted. Ialt 20 bygninger fandtes inden for gårdens indhegnede areal. 6 af bygningerne har været stalde. I alt har gården kunnet rumme henved 100 opstaldede dyr«. Hvis altså alle 6 stalde havde været i brug samtidig!
De fortsatte udgravninger af 1000-tals tomter bragte imidlertid antallet af gårde op på 6-7 (i lighed med den foregående fase fra 800-900-tallet), hvoraf flere dækkede et næsten tilsvarende stort areal. Hertil kom, som Steen Hvass bemærkede i et foredrag på symposiet »Gård og toft i middelalder og renæssance« (afholdt af Landsbypuljen, Kerteminde 30.9-1.10 1991), at der egentlig ikke var spor af noget rigt stormandsmiljø i fundmaterialet fra gårdtomterne.
For historikere og kulturgeografer måtte det undre, at denne egn, der i 1600-1700-tallet regnedes for den magreste hedeegn i landet, virkelig havde formået at bære ikke alene en tilsyneladende uafbrudt og velfungerende landsbybebyggelse – ikke blot enkeltgårdsbebyggelse – igennem 1000 års jernalder, men at der også var ressourceunderlag for en storgårdsbebyggelse med enorm staldkapacitet midt i denne hedeegn. Havde egnen da helt skiftet udseende og agrarøkonomi i løbet af middelalderen, og hvordan så i det hele taget middelalderens og renæssancens Vorbasse ud?
På opfordring af Steen Hvass kom diskussionen på symposiet til at danne mit udgangspunkt for de næste års intensive undersøgelse af Vorbasses udvikling fra 1000 til 1800 e.Kr. Af resultaterne fra dette arbejde, der forventes publiceret i efteråret 1994, skal der blot fremdrages enkelte træk vedrørende Vorbasses stortoftesystem, der øjensynlig blev grundlagt omkr. år 1000 i forbindelse med anlæggelsen af den yngste vikingetidsfase.
Omkring år 1100 flyttedes byen øjensynlig »tofte for tofte« til den nuværende placering ved kirken ca. 1 km syd for vikingetidsbyen. Den eneste større ændring i middelalderens løb var, at en af storgårdstofterne blev delt i 3 gårdanlæg, således at byens gårdtal voksede fra 7 til 9, og dette gårdtal bibeholdes herefter frem til udskiftningen, skønt der i gunstige perioder ofte var 2 eller endog 3 fæstere pr. gård. Endnu i 1600-1700-tallet var stortoftesystemet derfor intakt bevaret.
De store tofter gav hver gård rådighed over 2-3 ha indmark til høslet, græsning og agerjord. Et sådant stortoftesystem kan ligeledes påvises i nabolandsbyerne, og synes i det hele taget almindeligt i hvert fald for hedeegne.
Intet tyder på, at Vorbasses landskab eller driftsøkonomi undergik grundlæggende ændringer igennem middelalderen. Med andre ord var »stormandsgårdens« beboer i 1000-tallet formentlig en beskeden hedebonde, rimeligvis endda en fæstebonde.
De 2-3 ha store tofter synes også at kunne spores på Bytoften ved Langeskov, hvor kun (dele af) et toftekompleks er udgravet, ligesom de øvrige udgravninger på Fyn er alt for små til at afdække landsbyer med sådanne toftestørrelser.
Det er formentlig den egentlige forklaring på, at vi på Fyn endnu savner den arkæologiske påvisning af store bebyggelser af landsbykarakter på overgangen vikingetid-middelalder. At de har været der, kan der ikke godt herske tvivl om, eftersom udviklingen i ældre middelalder gik mod en udparcellering al torper fra de ældre og større adelbyer. Logisk set må det derfor forventes, at bebyggelsen på Fyn omkring år 1000 var samlet i større landsbyer (i hvert fald målt i bymark) end tilfældet var omkring år 1200. Som følge af udparcelleringer må der til gengæld forventes en lang række torpanlæg fra 1000-1100-tallet, bestående af en enkelt gård eller to. En del af disse nedlagdes atter i senmiddelalder, og ligger således tilgængelige for udgravninger.
Når det på grundlag af en meget beskeden række undersøgte vikingetidsgravpladser på Fyn for nylig er blevet foreslået, at »Det er muligt, at de små gravpladser på Fyn afspejler en bebyggelsesstruktur bestående af flere enkeltgårde i stedet for koncentrerede landsbybebyggelser, som det kendes fra f .eks. Vorbasse i Vestjylland«,[8] så ville en sådan hypotese fordre en uhørt revolution i bebyggelsen omkring år 1000 e.Kr., der i givet fald nok burde præsenteres nærmere. I det hele taget er det næppe frugtbart at behandle vikingetidens gravpladser uden hensyntagen til de kristne ditto, der vinder frem i samme periode.
Vi kommer ikke i de følgende år uden om at samordne studiet af den agrare bebyggelse i yngre jernalder og middelalder i endnu højere grad, end det er tilfældet i dag. Til gengæld er jeg overbevist om, at den forskningsmæssige dialog, der vil følge heraf, vil vise sig frugtbar for alle deltagende discipliner.
