Ved et ekstraordinært tilskud fra staten erhvervede det kulturhistoriske museum i Møntestræde i 1948 på en auktion en lågkande af sølv. Den er fremstillet i Odense omkring 1670. Dens smukke, enkle form er karakteristisk for tiden, og den har ført tanken hen på spørgsmålet om, hvor meget sølvet har betydet i det 17de årh. I hvor stor udstrækning har det været benyttet, hvilke typer har man haft, og hvilken skæbne har det fået ?
Jørgen Olrik, Gudmund Boesen og C.A. Boje har i forskellige arbejder givet et billede af vore museers bestand af sølvtøj i denne periode, og Jørgen Olrik har i sit arbejde »Borgerlige Hjem i Helsingør« publiceret skifter fra 1571 til 1621, der også omfatter sølvtøj.
I Odense er der fra 1626 bevaret en ubrudt række af skifteprotokoller, et materiale, der ved sin nøje opregning af indbo gør det muligt at få et rimeligt stof. Hertil kommer, at i alle skifter er sølv – evt. sammen med guldsmykker og andre klenodier – altid opført først, og for sølvtingenes vedkommende så godt som altid med angivelse af vægt i lod. I en del tilfælde har man dog sammenfattet flere genstande under een vægtangivelse.
Hermed er ikke sagt, at materialet er komplet. Den meget uens fordeling af skifterne på de enkelte år lader formode, at protokollerne ikke altid har været ført lige omhyggeligt. Antallet af skifter kan variere fra 3 i 1636 og 1642 til 52 i 1660, hvor man åbenbart har skullet indhente det forsømte fra de foregående krigsår. Selv om man ikke vil beskylde datidens arvinger for at have understukket noget, er der dog enkelte tilfælde, hvor der ved loddelingen dukker genstande op, som ikke er registrerede. I andre tilfælde, hvor der er foretaget optælling af sølv i lod, er der urigtigheder i sammentællingen. Ikke desto mindre må man skønne, at materialet er så omfattende, at fejlkilderne må blive noget reducerede og helhedsbilledet i væsentlige træk rigtigt.
For at få en periode, hvor gode tider er bleven efterfulgt af dårlige, er materialet gennemgået fra 1626 til 1670, en periode, hvorfra er bevaret 530 skifter. Af disse indeholder 259 sølv. Den samlede mængde, der er optalt, er på 26.189 lod. Heri er indbefattet alle brugsgenstande og smykker af sølv, herunder skuepenge, der var meget yndede, men derimod ikke de rede penge, der opregnes i en del boer.
Fordelingen af denne sølvmængde efter år viser ganske interessante træk. Idet beregningen foretages således, at man dels finder den gennemsnitlige sølvmængde af samtlige skifter, dels af de »sølvholdige« skifter bliver forholdet dette:
| År | Samtlige skifter | Pr. skifte | Sølvholdige skifter | Pr. skifte |
|---|---|---|---|---|
| 1631-40 | 78 | 86, I lod | 38 | 176,8 lod |
| 1641-50 | 152 | 63,5 – | 86 | 112,3 – |
| 1651-60 | 164 | 37,9 – | 78 | 79,7 – |
| 1661-70 | 109 | 29,7 – | 44 | 73,6 – |
Det er med andre ord kun godt halvdelen af boerne, der indeholder sølvtøj. Dernæst viser det sig, at gennemsnittet af sølv pr. skifte er stærkt faldende.
Med alle de forbehold, som materialet kræver, er det dog påfaldende at se, hvor nøje den nedadgående linie falder sammen med landets økonomiske og politiske forhold. Fyrrernes krige efterfulgt af krigen 1658-60 påvirkede sølvmængden, og de store vanskeligheder, der fulgte i krigens spor, spejler sig også i disse tal.
Sølvet har først og fremmest tjent som bordsølv. De store og små drikkekar samt skeer har været fremherskende. Mindre rolle har sølvet spillet som smykkemateriale.
Drikkekarrene har vekslet i størrelse og former. Der tales om kander, »vindrue med fod«, stobe, credentser, bægre, rømere og spidsbægre.
Kanderne har haft to hovedformer, der går tilbage til middelalderen: den bugede kande med slank hals, ofte forsynet med tud, og den rørformede med lige sider. Begge former har haft tilloddet låg. Den rørformede høje og slanke kande er ældst, medens den lavere og svære kande er trængt ind 1625-50. I skifterne er kanderne de hyppigst forekommende drikkekar. Der nævnes 216 stykker fordelt på 90 skifter, altså knap 25 % af de sølvholdige skifter. Antallet er imidlertid meget ulige fordelt, idet 47 boer har een kande, 18 har 2, 6 har 3, 7 har 4, 4 har 5, 3 har 6, 2 har 8, 1 har 9, 1 har 11 og 1 har 14 kander.
De fleste kander er i skifterne anført med vægt i lod, og denne ligger fra 6 til 216 lod, et lod er 15 gram. 25 af kanderne er over 100 lod, og helt exceptionel er en kande på 216 lod[1].
Adskillige af kanderne har været beregnet til bestemte rumfang, således at nogen har rummet en pægl, andre en halv, en hel eller flere potter. Når der i Odense-skifterne tales om halvpottekander eller pottekander eller blot potter, er det rummålet, man hefter sig ved. I Jørgen Nielsens skifte 1647 og i Henrik Therkelsens 1650 nævnes halvpottekander, den første på 28 lod, den sidste på 32 lod. Kander på en potte findes i Jørgen Mules skifte 1635 og vejer 60 lod, i Christoffer Jacobsens 1644 på 67% lod. Men når der i Ludvig Hansens skifte 1653 nævnes en pottekande på 29 lod, i Jørgen Wichmands en på 25 lod og en i Hans Brodersens 1663 på 28½ lod, er man tilbøjelig til at mene, at det i virkeligheden har været halvpottekander. I et par tilfælde tales om »en sølv potte«, således i Herman Hahnes bo 1663 og i Mette Willumsdatters bo 1667. Den første vejer 31 lod, den sidste er identisk med den på 28½ lod i Hans Brodersens bo; de to sidstnævnte kander siges at være forsynede med »lob«. Endelig forekommer en kande på to potter i Peder Samsings skifte 1638, og den vejer 104 lod.[2]
Iøvrigt gælder det, at kander på under 30 lod ofte betegnes som små. Det er naturligt, at en kande på 17¾ lod i Ludvig Berents’ skifte 1655 og en på 16½ lod i Jochum Bonsachs skifte 1657 kaldes »liden«, for ikke at tale om Anne Willumsdatters kande på 7 lod 1652, der også optræder i manden Christoffer Schultz’ bo 1650; men samme betegnelse får en kande på 23 lod i Jørgen Poulsens skifte 1654 og en på 24 lod i Mads Hansens bo 1665. Også kander på over 30 lod kan få dette prædikat; det gælder om en i Jørgen Wichmands 1661 på 32 lod og om en på 34 lod samme sted; selv en kande på 39½ lod i Hans Nielsens skifte og en på 42 lod i Otte Pagendormbs er små kander.
Om kandernes udseende er meddelelserne meget sparsomme. Adskillige har været forgyldte – 28 stk. Nogle har kun været forgyldt indeni, som tilfældet er med en kande på 100 lod i Hans Nielsens bo 1651 og en anden på 24 lod i Mads Hansens 1665.
Ellers er det kun få træk af denne art, der kan samles. En kande, som borgmester Otte Knudsen Seeblad ejede 1631, var blåt emailleret på låget; den vejede 116 lod. En anden i samme skifte på 73½ lod var »udstukken med dreven låg«, og en på 26 ¾ lod havde »dreven låg«. I et enkelt tilfælde har en sølvkande været forsynet med en »skuepenge«, d.v.s. medaille, i låget,[3] medens en kande på 26 lod i 1655 siges at have tre fødder,[4] og en af borgmester Hans Nielsens kander på 39 ½ lod er »en liden picherit sølvkande noget forgyldt«,[5] medens en anden på 59 lod er »en laug, bred sølvkande«.
Pokalerne var drikkekar på høj fod. De omtales kun sjældent, og de har ikke været af usædvanlig størrelse. Apoteker Christopher Schultz havde 1650 en pokal på 35 lod, der vistnok er identisk med det drikkekar, der i enken Anne Willumsdatters bo 1652 betegnes som kande og er sat til 36 lod. Rådmanden Hans Mikkelsen havde 1653 en pokal på 45 lod, og samme år opføres i mag. Ludvig Hansens bo 5 pokaler på 23, 36, 33, 57 og 66 lod. I borgmester Otte Knudsens bo nævnes 1631 fire »vindruer med fod«, som vejede 13-15 lod og endvidere tre credentser med låg, som vejede 31, 57 og 101 lod. Også Jacob Jacobsen læsemester havde 1643 to credentser, som tilsammen vejede 41 lod.
Men ellers er stoben det hyppigst forekommende drikkekar; den opfattes dels som en parallel til pokalen, altså som et drikkekar på høj fod, dels som et drikkekar, der er lige vidt foroven og forneden.[6]
I skifterne nævnes 67 stobe, der ganske overvejende tilhører århundredets første halvdel. Omkring 1650 glider de ud, og den sidste nævnes 1663. Fordelt på de enkelte skifter er forholdet det, at 30 har een stob, 11 har 2 og 3 har 5 stobe. Vægten er ikke anført i 18 tilfælde, men iøvrigt er den yderst variabel og spænder fra 3 til 86 lod, dog således at de allerfleste – 37 – vejer under 17 lod.[7]
Det er en undtagelse, når de er forgyldte. Hans Juel havde 1645 tre små stobe på ialt 20 lod, der var forgyldte indeni. Den ene af borgmester Otte Knudsens stobe fra 1631 havde en sølvring om, en anden havde to forgyldte ringe, og om en stob på 24 lod oplyses, at den er »med lob«. Iøvrigt betegnes en stob, når den er under 6 lod, oftest som »liden«.
Bægrene nævnes i et antal af 77, men ligesom stobene findes der kun et relativt lille antal i de enkelte skifter. 30 boer har 1 bæger, 11 har 2, 1 har 3 og 1 har 4, hvilket er det højeste antal. Tallet er forbavsende ringe, navnlig når man ser, hvor små de gennemgående har været. Der er 18 bægre uden vægtangivelse, men vægten på de resterende er på mellem 3 og 35 lod; flertallet er på 5-11 lod, d.v.s., at de gennemgående er noget lettere end stobene.[8]
Til bægrene slutter sig naturligt rømerne, de små buttede drikkekar på fod. Der nævnes 14 fordelt over hele perioden, men de tilhører dog overvejende dens ældre del. I 10 skifter er der een rømer i hvert, og kun i to findes to. Vægten er noget lavere end bægrenes. Af de 6, hvor vægtangivelse findes, er det mindste på 4 lod, det største på 9 lod. — Yderligere omtales 5 spidsbægre, hvis form fremgår af navnet. De nævnes indtil 1650; et af dem vejer 10 lod, et 14 lod og tre ialt 25 ½ lod.
I ældre tid var gobeletter almindelige. Ordet er afledt af fransk som betegnelse for et mindre drikkeglas. Blandt de kostbarheder, som biskop Otte Krumpen mistede i grevefejden, var 8 »gabeleter«, og i Helsingør nævnes de jævnligt omkring 1600. I Odense forekommer en »gubelet« i byfoged Erik Nielsens bo 1643 med en vægt af 5 lod. Endelig skal nævnes, at Christopher Schultz i 1650 havde en akvavitskål på 1 ½ lod.
Borgmester Otte Knudsen Seeblad havde i sit righoldige skifte fra 1631 tre skruefødder af sølv; de er forgyldte, og om en af dem hedder det, at den er »til at sætte et Glas udi«. Vægten var 22, 23 og 26 lod.
Sølvet fandt også anvendelse som beslag på kander og krus af andet materiale. Der nævnes 13 valbirkskander med sølvbeslag. Kanderne var lågkander af træ ofte med udskårne motiver i relief. De forekommer i hele perioden, men talrigst
i tiden 1650-60, hvor der nævnes 8. Der tales om »en Walbirchskande med 8 lod sølv beslagen« (Christopher Schultz, 1650). Mængden af sølv på disse kander varierer fra 8 til 34 lod. På kander af glas eller stentøj fandt sølvet plads. Henrik Brodskou havde 1639 to krus, det ene af sten, det andet af glas med sølvlåg på, Jørgen Wichmand 1661 en blå kous med et sølvlåg. I flere tilfælde tales om »sølvslob« eller »sølvlob«. Det hedder i Matthias Kochs skifte 1645 »1 sølvslob paa et krus«, i Hans Schüttes 1646 »1 broget stenkrus med et sølvlob og 1 sølvring om foden« og hos Habakuk Koch 1661 »1 blaat krus med 1 sølflob paa«. Hans Brodersen havde 1663 et sølvlob til et krus, og i enken Mette Willumsdatters skifte 1667 er det blevet til et hvidt krus med sølvlob. Betegnelserne laagh og lob bruges i flæng, men må dog formentlig have dækket samme begreb.
Fra de egentlige drikkekar vender vi os til skålene, der i skifterne optræder i to hovedgrupper: kovskener og skåle; som en undergruppe af de sidste optræder nogle få confektskåle.
Både kovsken og skål forekommer jævnligt i samme skifte, og der har altså bestået en forskel imellem dem. En kovsken var en flad skål, oftest uden fod og som regel forsynet med et eller to udstående ører eller hanke. De forekommer i mange størrelser fra små brændevinskovskener til store lågkovskener på 50-60 lod.[9]
I det her behandlede materiale nævnes 58 kovskener. De har altså været omtrent lige så udbredte som stobene, og de er jævnt spredt i boerne, idet 28 har haft hver een kovsken, 7 har haft 2, 4 har haft 3 og kun 1 har haft 4. Størrelsen varierer fra 3 til 80 lod. Af disse har 13 været under 10 lod, 13 er på mellem 10 og 20 lod og 14 ligger derover. Den største er på 80 lod.
En kovsken på under 10 lod betegnes hyppigt som »en liden kovsken«.[10] På den anden side får en kovsken på 17 lod i professor Svend Pedersens bo 1645 samme betegnelse, medens en kovsken i Christoffer Schultz’ bo 1650 på 15 lod kaldes stor. Om to kovsken siges, at de er med låg,[11] og om flere, at de er forsynet med lob.[12] I Hans Brodersens bo fandtes »en aflang kouschen« på 49 lod, der ligeledes var forsynet med lob, og som gik i arv til enken Mette Willumsdatter. Ligesom der i kandernes låg kunde være indsat skuepenge, kunde sådanne anvendes til dekoration i bunden af en kovsken.[13]
De 70 skåle, der nævnes i skifterne, var fordelt således, at 24 havde een skål, 9 havde 2, 5 havde 3, 2 havde 4 og 1 havde 5. Ligesom kovskener er de fordelt over hele perioden, men dog således, at de er sjældnest før 1650, men bliver ret almindelige efter denne tid. Med hensyn til vægt skiller de sig ud fra kovskener ved at være lettere. De vejer fra 1 til 23 lod. Ikke mindre end 29 af de 40, der er forsynet med vægtangivelse, er på under 10 lod, medens 11 er på over 10 lod;
2 af disse er på 37 lod. Af de nævnte skåle betegnes 3 i Otte Knudsens bo 1631 og 1 i Jacob Jacobsens bo 1643 som confektskåle.
Små skåle på 4-8 lod kunde være forgyldte. Det er tilfældet med en skål på 1 lod i Jørgen Wichmands bo 1661, en på 4 lod i Jesper Pedersen Møllers bo 1649 og en på 8 lod i Otte Knudsens bo 1631. Om en skål i Jochum Schults’ bo hedder, at den var aflang.
I enkelte skifter omtales »sølvbriser«, der formentlig er det samme som en »smørbrikke« af sølv, der også omtales. Af de 20 brikker, der er opført, er de fire sandsynligvis gået i arv og optræder altså to gange. De nævnes første gang i Otte Knudsens skifte 1631 og forekommer sidste gang i Laurits Credtz’ 1667.Vægten er mellem 5 ½ og 13 lod.
Til bordets opdækning hørte yderligere salt- og sukkerkar. Der nævnes saltkar i 7 skifter, der alle stammer fra velstående folk. De er fordelt over årene 1631-1665. Et enkelt, der hørte til Christopher Jacobsen 1644, var på 5 ½2 lod, resten er på mellem 18 ½ og 26 ½ lod. Et sukkerskrin findes i Ludvig Hansens skifte 1653 og er på 44 lod, medens den eneste sukkerbøsse, der er noteret, har tilhørt professor Svend Pedersen og vejede 60 lod.
Det er næsten en regel, at hvis man ikke havde andet sølvtøj, havde man dog en ske. Af de 259 skifter med sølvtøj har de 246 skeer. Men deres antal er meget forskelligt. 91 skifter har kun 1-3 skeer, 23 har 4, 18 har 5, 16 har 6, 19 har 7, 14 har 8, 1o har 9, 1o har 1o, 7 har 11,9 har 12 og 4 har 13. Kun et fåtal har flere, men der nævnes dog 20-28 skeer. Et enkelt har 42, som er rekord.
Vægten af skeerne er gennemgående ansat til 2-3 lod og kun undtagelsesvis har de været over 4 lod. Der findes anført oplysning om, når en ske er forgyldt, idet det betinger en højere værdi.[14] En forestilling om skeernes udseende giver Karen Trompeters skifte 1639. Skeen har »en forgyldt Knop paa Skaftet og et forgyldt Hjerte i Sluget«, og i Jørgen Friis’ skifte 1641 er der »en Confegtske med sølvforgyldt Beslag«. Niels Brøgger har 1642 en ske med et kruset skaft og en anden med et slet (d.v.s glat) skaft, medens der i boet efter Herman Hahne findes 12 skeer med slet skaft og 12 med »Mushellshalle«. Skiftet er fra 1661. Det oplyses endvidere, at Christian Bærentz Bager 1668 havde 6 sølvskeer med drue på enden.
I nogle tilfælde karakteriseres skeerne som nye eller gamle. Jørgen Mule havde 1635 6 nye og 5 gamle skeer, professor Svend Pedersen 1645 12 nye og 6 daglig skeer, Dorte sl. Peder Gaas’ havde 15 nye og 5 gamle skeer, medens Poul Christensen 1653 havde 6 nye og 5 gamle og Hieronimus Urtegaardsmand 5 skeer og 6 nye. Afgørelsen af, om de er gamle eller nye, har vistnok påvirket vurderingen.
Derimod er gafler en sjælden vare. I samtlige skifter er der kun fundet een sølvgaffel, som borgmester Otte Knudsen 1631 har haft. Den vejede 3 lod, altså som en almindelig ske. – En tungeskraber nævnes 1638 i Rasmus Winters skifte. Ud over en gammel sølvske ejede han ikke sølvtøj. En tungeskraber nævnes også i rådmand Henrik Clausens skifte 1655, hvor 8 skeer og en »Tungeskrabe« tilsammen vejer 26 lod. Sandsynligvis er det et lægeinstrument, idet Christopher Jacobsen var apoteker.
Knive med sølv forekommer også sjældent. Karen sl. Johan Borchartsens, en datter af rådmand Niels Bager, havde ved sin død 1661 et par gamle, umage sølvbeslagne knive, og Peder Koch anføres i 1660 at være ejer af et par knive med sølv på skafterne.
Som tilbehør til dragten har sølvet først og fremmest været benyttet til bælter, knapper, hægter og maller.
Bælterne kunde være helt af sølv eller bestå af stof med sølvbeslag. Der nævnes ialt 17 livgjortler, hvoraf den første forekommer 1627 den sidste 1657. Mængden af sølv, der har været brugt til dette formål, er stærkt faldende i tidens løb. I 1634 nævnes Hans Mikkelsens på 50 lod; i 1640’erne er der 6, hvis vægt ligger mellem 12 og 20 lod, men to fra 1648 og 1657 har kun 5 lod hver. I de fleste tilfælde er beskrivelsen mangelfuld. De betegnes en sølvgjortel (Nichel Skrædder 1635), et livbælte (Claus Pedersen Skriver 1638), et sølvbælte (Jørgen Hopmand 1645). Ebbe Sørensen Skøttes sølvbælte 1629 var forsynet med en sølvknivskede, og Hans Mikkelsens ovennævnte bælte fra 1634 havde både nøglebånd og knivskede. Disse bælter har formentlig været mandsbælter, hvorimod det om et bælte i Peder Gaas’ bo 1645 udtrykkeligt hedder, at det er »et sølvquindebælte, noget forgyldt«. At adskillige af bælterne har bestået af stof med sølvbeslag, ses af Rasmus Sørensen Skinders skifte 1639, hvor der tales om en livgjortel med sølvbeslag, endvidere Hans Remberts 1644: et livbælte med sølvbeslag, og Anders Jørgensens 1645 »en livgjortel, hvorpå er 14 lod«. Lignende betegnelser anvendes i en række tilfælde.[15]
Det fremgår af ovenstående, at livgjortlerne kunne være forbunden med nøglebånd. Men isolerede nøglebånd forekommer i syv tilfælde, og ligesom livgjortlerne ligger de alle før 1660. De har i almindelighed været så lette, at deres vægt er sammenlagt med andre småting, dog vejer et i Jørgen Mogensen Rosenvinges bo 1635 6½ lod, et i Henrik Volmers bo 1648 vejede 7 lod og et i Anders Simensens bo 1658 er på ikke mindre end 13 lod.
Knapper, hægter og maller er omtrent lige så almindelige som skeer. Antallet af knapper kunde være overvældende, som når Christian Bærentz Bager 1668 havde 72 sølvknapper, Jens Sørensen havde 1646 66, Johan Bulling 1648 58, Mikkel Pedersen 1644 59. Hægter og maller nævnes første gang 1635; undertiden nævnes 12 eller 14 par, men vægten er ikke specificeret. 14 par maller i Christen Pedersens bo 1642 er ansat til 3 lod, 12 par i Jens Christensens bo 1645 til 2 lod.
I skifterne nævnes jævnligt smykker i form af perlekæder, ringe med diamanter og ædelstene og vægtige guldsmykker, men sølvsmykkernes antal er stærkt begrænset.
Christen Jørgensen havde 1644 i sit bo en »noget forgyldt sølvkiede med en crucifiks«, der vejede 7 lod, Anders Simensen 1658 en sølvkæde og Karen sl. Johan Borchartsens 1661 en forgyldt kæde på 4 lod.
Derimod forekommer der adskillige sølvhjerter i årene fra 1654 1667. I Laurids Olufsen Ribers bo 1654 nævnes »2 1/4 lod sølv i et Barnehierte«, i Jens Bertelsens 1660, i Mette Willumsdatters bo 1667 (2 lod) og et hjerte med 2 knopper i Jørgen Wichmands 1661. Typisk for tiden har vel også været det Jesu navn i sølv, som Anders Hansen Rebslager ejede 1654. Anne Willumsdatter havde 1652 et sådant i guld.
Balsambøsser og desmerknopper dukker op. Jørgen Friis var i 1641 ejer af en desmerknop. Det fortjener at bemærkes, at han var ugift. Den indvandrede pebersvend Hans Rembertz havde en balsambøsse 1644, og det har vel været på forretningens vegne at guldsmed Jens Sørensen 1646 havde en emailleret balsambøsse af sølv og to andre balsambøsser.
Kvinderne har haft nåle og fingerbøl af sølv. Et fingerbøl findes i skiftet efter Jørgen Wichmands hustru 1661 og i Anders Hansens 1654. Mændene har haft signeter af sølv, og Henrik Therkelsen havde 1650 sølv på to kæppe. Endelig skal nævnes, at Anne Willumsdatter 1652 havde en sølvbuddike med 34 groschen i, samt et brillefutteral på 3 ½ lod.
For at fuldende gennemgangen af sølvets anvendelse nævnes, at byskriver Henrik Therkelsen 1650 havde »1 Christall i en sølvkiede over bordet«, og at snedker Mathias Geertsen 1647 foruden 4 sølvskeer havde »1 Papegoie fugl 31 lod a
1 dlr«. Man gætter vist ikke forkert, når man formoder, at det er en skydepræmie; en halvsnes år i forvejen havde borgmester Hans Nielsen fået lov at oprejse en »papegøjestang« på Heden, og at snedkeren altså har »skudt papegøjen« og gemt klenodiet.
Vurderingen af sølvtøjet blev i almindelighed foretaget af de samme vurderingsmænd, som takserede det øvrige indbo. Kun i ganske få tilfælde har man tilkaldt guldsmede til at vurdere sølvtøj og specielt smykker og andre klenodier. Når man har godkendt denne fremgangsmåde, hænger det selvfølgelig sammen med, at værdien af sølv har været ret konstant.
Groft taget er forholdet det, at et lod sølv indtil midten af halvtredserne ansættes til 3 mark. Efter den tid bliver 2 mk. 8 sk. det almindelige.
Fra denne hovedregel gives der dog en række undtagelser. Meget hyppigt sættes værdien af sølvknapper til 2½ mk. pr. lod (1635, 27/4, 1635, 1640, 30/10, 1644, 1/10, 1646, 30/6, 1647, 13/8, 20/9, 21/10, 1653, 23/4 etc.). Sølvskeer er i det tilfælde vurderet til samme sum (1642, 8/11, 1646, 30/6, 1647, 13/8, 20/9), og begrundelsen for en lavere vurdering synes at have været, at de er gamle eller slidte; 10 sølvskeer i Hans Hoffmands bo 1635, 27/4 er meget slidte og sættes derfor til 2½ mk. og 1653, 5/7 vurderes 5 nye skeer til 3 mk., men gamle til 2½ mk. Det samme forhold nævnes 1653, 22/9.
Også større sølvgenstande kunde underkastes denne lavere vurdering; en sølv-kousken i 1635, tilhørende Nichel Skrædder ansættes til 2½ mk., en sølvstob 1647, 20)9 endog til 2mk., medens et bo i 1648 ansættes til 3 mk. bortset fra »1 lidet gammelt bæger«.
Det kan således se ud til, at det at en genstand har været gammel har forringet dens værdi, og man spørger uvilkårligt om det er forklaringen på, at Niels Mikkelsen Bagers sølvtøj 1646, 9/6 uden undtagelse sættes til 2½ mk. Han tilhørte en reduceret gren af den velhavende Bagerslægt, og hans sølvbeholdning har vel været gammelt arvegods.
På den anden side bevirkede forgyldning af sølvtøj en værdiforøgelse. Jørgen Mules forgyldte sølvkande sættes 1635 til 3½ mk., ligesom forgyldte credentser og en stob i 1643, 23/1o, 14/12 og 1644, 27/6. I 1650, 19/3 vurderes to forgyldte kander endog til 1 dlr. pr. lod, ligeså 1653, 17/1. Efter denne tid, hvor sølvprisen er faldende, og hvor Ludvig Hansens rige bo sættes til 2 mk. 10 sk. sættes hans forgyldte sølv til 3 mk. 8 sk., og i 1663, hvor nedgangen til 2 ½ mk. er almindelig, vurderes forgyldt sølv til 3 mk.
Nedgangen i sølvprisen må formentlig ses på baggrund af den almindelige forringelse af de økonomiske forhold, som har bevirket en mindre efterspørgsel efter sølv.
Man må derefter rejse spørgsmålet om, hvem der ejede sølvet. Som nævnt er det kun et relativt lille udsnit af befolkningen, der er repræsenteret i de 259 sølvholdige skifter. Og selv indenfor denne gruppe er der meget betydelige forskelle. Forholdet belyses af hosstående tabel, i hvilken er optaget alle de skifter, som har angivelse af sølvets vægt. Det drejer sig om 255. Af disse har ikke mindre end 179 under 100 lod. Kun 76 har derover.
De 100 skifter, hvor der findes under 20 lod sølv, omfatter 54 håndværkere, 11 kræmmere, 10 mindre bestillingsmænd. Resten er ukendte. I disse skifter er der næsten udelukkende skeer, i enkelte tilfælde et vist antal maller eller andet småsølv. Mellem 21 og 50 lod sølv er der 51 skifter, af hvilke de 22 er håndværkere, 5 er kræmmere, 7 bartskærere, 9 bestillingsmænd og resten ukendte. I disse skifter begynder kanderne at dukke op. Jens Bertelsen kræmmer havde 1640 1 sølvkande, 1 sølvskål, 13 sølvskeer og 9 lod gammelt sølv, medens Laurids Gregersen guldsmed 1643 kun havde 1 forgyldt sølvstob på 20 lod. Købmanden Frederik Pedersen, der drev en betydelig forretning, havde 1653 en sølvstob og 5 sølvskeer.
| Lod | 1627-1630 | 1631-1640 | 1641-1651 | 1651-1660 | 1661-1670 | Ialt skifter |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1-10 | 1 | 6 | 16 | 24 | 10 | 57 |
| 11-20 | 4 | 4 | 13 | 14 | 8 | 43 |
| 21-30 | 1 | 3 | 7 | 5 | 7 | 23 |
| 31-40 | 1 | 4 | 4 | 6 | 1 | 16 |
| 41-50 | 0 | 0 | 7 | 3 | 2 | 12 |
| 51-60 | 0 | 2 | 3 | 1 | 6 | 12 |
| 61-70 | 0 | 2 | 2 | 4 | 0 | 8 |
| 71-80 | 0 | 1 | 4 | 2 | 0 | 7 |
| 81-90 | 1 | 2 | 1 | 2 | 1 | 7 |
| 91-100 | 0 | 1 | 2 | 3 | 1 | 7 |
| 101-150 | 1 | 3 | 7 | 2 | 2 | 15 |
| 151-200 | 0 | 0 | 5 | 3 | 2 | 13 |
| 201-300 | 0 | 4 | 3 | 5 | 1 | 13 |
| 300-400 | 0 | 2 | 3 | 1 | 0 | 6 |
| 401-500 | 0 | 0 | 2 | 1 | 1 | 4 |
| 501-1000 | 0 | 2 | 4 | 1 | 2 | 9 |
| 1001-1400 | 0 | 2 | 0 | 1 | 0 | 3 |
| 9 | 38 | 86 | 78 | 44 | 255 |
I gruppen 51-100 lod er der 41 skifter, hvoraf 16 er håndværkere, 14 købmænd og kræmmere, 6 bestillingsmænd, 1 bartskærer og 1 gejstlig. Som eksempel på et bo i denne gruppe anfører vi Henrik Brodskou bogbinders med en sølvkande på 23 ½ lod, 1 sølvstob på 9 lod, 5 sølvskeer, 1 lille skål og noget småsølv. Skiftet er fra 1639. Johan Petersen Knapmager 1659 havde 1 sølvbæger på 8 lod, et på 7 ½, 6 sølvskeer på 18 ½, 11 lod udbrændt sølv, en gammel sølvske og nogle maller m.v. på 6½ lod. Derimod kunne Rasmus Lychesen skomager nå 71 lod med 1 sølvkande på 59 lod og en stob samt to skeer på 12 lod.
Det er i boer på over 100 lod, man finder de større variationer. Imellem 101 og 150 ligger 15 skifter. Fordelingen mellem samfundslagene er her meget ligelig, idet der er tre håndværkere (en feldbereder, en møller og en skrædder), der er fire købmænd, tre bartskærere, tre bestillingsmænd og to, hvis næringsvej ikke kan bestemmes. Blandt lægerne er dr. med. Oluf Jacobsen med 1 sølvkande på 78 lod, 1 forgyldt sølvrømer på 7 lod, 1 sølvstob på 18½ lod. En af købmændene er rådmanden Mads Hansen, der havde en sølvkande på 6 lod, en anden, der var forgyldt, på 24 lod, 12 sølvskeer 36 lod, 1 forgyldt saltkar på 20 lod, 2 små skåle på 11 lod, en smørbrikke på 5 ½ lod og et lille bæger på 5 ½ lod.
Forbavsende er det at se, hvorledes håndværkerne kan følge med selv op til så betydelige sølvmængder som imellem 151 og 200, hvor der findes 13 skifter. To af disse er håndværkere – den ene forøvrigt maleren Hans Schütte – 5 er købmænd og af disse er atter 3 rådmænd eller rådmænds enker, en er badskærer og to embeds- og bestillingsmænd (byfoged og stadsprokurator). Imellem 201 og 300 lod sølv ligger også 13 skifter, hvoraf 5 er håndværkere, 6 købmænd, heraf 3 rådmænd, 1 apoteker. Blandt håndværkerne møder man en skrædder, en buntmager, en glarmester og en sadelmager.
Dermed er højdepunktet for håndværkernes vedkommende omtrent nået. Imellem 301 og 400 lod ligger kun een håndværker, men 5 købmænd, hvoraf 4 rådmænd. Mellem 500 og 600 er der 2 embedsmænd, 4 rådmænd og 1 gejstlig, mellem 600 og 700 1 gejstlig, og over dette tre embedsmænd, 3 rådmænd og 1 gejstlig samt 1 skomager med 764 lod sølv. Denne store rigdom tilhørte Hans Juel, der ejede følgende: 7 sølvkander, 3 kovskener, 5 stobe, 12 sølvskeer, 30 sølvknapper. Til sammenligning skal opregnes, hvad den velhavende borgmester Otte Knudsen Seeblad ejede, idet han med sine 1378 lod har periodens betydeligste sølvmængde: 13 kander, 5 stobe, 3 credentser, 1 rømer, 3 bægre, 3 spidsbægre, 3 vindruer på fod, 3 skruefødder, 2 kovsken, 4 skåle, 3 confektskåle, 1 sølvbrikke, 28 skeer, 1 gaffel og 1 saltkar.
I store træk må resultatet da blive, hvad man kunde vente, at sølvet er fordelt imellem samfundslagene således, at håndværkerne er den største gruppe med den mindste sølvmængde, derefter følger kræmmere, bestillingsmænd, købmænd og i særdeleshed rådmænd. Jævnsides med de sidste står læger og gejstlige. Det usædvanlige er, at så forholdsvis mange håndværkere har haft betydelige sølvmængder.
Selv om man til en vis grad kan benytte en mands inventar af sølvtøj som en målestok for hans økonomiske stilling, gælder dette dog kun delvis. Eksempelvis kan nævnes, at den omtalte skomager Hans Juel med sine 764 lod havde et bo, der kun var vurderet til 2065 sld., medens dr. med. Christopher Schultz havde et sølvinventar på 785 lod, men boets værdi var 10.166 dlr., og medens Laurits Andersen Skomager 1647 havde 290 lod og boets værdi til skifte og deling var 807 dlr., havde købmanden Peder Samsing 1638 249 lod, men arvingerne fik 12.973 dlr. Det hænger naturligvis sammen med, at købmanden investerede sin kapital i mange andre værdier end sølv.
Men et andet forhold med hensyn til sølvets fordeling virker påfaldende. De store sølvskatte findes i udpræget grad i de gamle rådmandsslægter og de dermed beslægtede gejstlige, herunder også læger og apotekere. Borgmester Jørgen Mule efterlod 1635 233 lod, hans kollega og frænde Jørgen Mogensen Rosenvinge samme år 202 lod, Herman Hahne, gift med Else Mule, efterlod 1661 196 lod, Jørgen Wichmand 1661 480 lod, Jens Mogensen Rosenvinge 1635 565 lod, professor Svend Pedersen, gift med borgmester Jørgen Mules datter Karen, ejede 1645 608 lod, og de to søstre Mette og Anne Willumsdøtre, der var døtre af rådmand Willum Lucassen, rådede over henholdsvis 549 og 748 lod. Præsten, mag. Ludvig Hansen, en søn af biskop Hans Mikkelsen og gift med Elisabeth Mule, efterlod sig 1653 1111 lod, foruden en rigdom af kostbare smykker, guldkæder, armringe, diamant- og safirringe, en velstand, der må have sikret sin ejer en sorgfri tilværelse.
Thi sølvet var noget konstant, på sin vis så godt som rede penge. Det kunde trodse tidernes omskiftelighed, hvis man da ellers kunde redde det fra kreditorer og krigsplyndringer.
Men sølvet vandrede. Det skiftede ejer ved pantsættelser, ved udlæg til dækning af gæld og ved arv.
Det normale var, at pant blev stiftet i bygninger og jordegods, men hvor dette ikke fandtes, var sølvet regnet for en god pengeanbringelse. Så vidt man kan skønne, er det navnlig middelstanden, der ikke var ejer af fast ejendom, der måtte ty til sølvet, når kontanter skulle tilvejebringes. I almindelighed var det pant i skeer. Karen Pedersdatter 1649 havde pantsat en ske for 1 rdl. til Christoffer Sadelmager, men skeens værdi var ansat til 2 dlr. 4 sk. Samme år havde Laurids Rasmussen Eilskov pantsat 2 sølvskeer for 2 dlr., hvis værdi var 5 dlr., og Mads Nielsen pantsatte 7 skeer til 13½ dlr. for 10 dlr. 1639.
De bedre stillede pantsatte deres stobe og kander, og panthaveren var oftest en af byens storkøbmænd. Bogbinderen Henrik Brodskou havde 1639 pantsat en sølvkande til 11 dlr. hos Mads Hansen for 6 dlr. og en stob på 9 lod pantsatte han til Margrethe sl. Jens Mogensen Rosenvinges for 3 rdl. Byskriver Jens Olufsen pantsatte 1645 en sølvkande til Rasmus Anskaris for 17 sld., skønt værdien var 21 ½ dlr. Selv velstående købmænd kunde tage lån i sølvtøj, som tilfældet var med Rasmus Knudsen Gaas, der ved skiftet 1644 havde en sølvkande til en værdi af 42 dlr. pantsat for 22 dlr. til biskoppens famulus, medens hans broder
Peder Gaas havde to sølvskeer i pant. Købmanden Mikkel Pedersen havde to kander pantsat til Iver Andersen på Nonnebo og en kande til Jørgen Rasmussen. – Disse pantsættelser behøver ikke at være udtryk for økonomiske vanskeligheder i almindelighed, men skyldes snarere manglende likvide midler. Iøvrigt forblev de pantsatte genstande i ejerens besiddelse. Det fremgår bl.a. af skiftet efter Karen Pedersdatter 1649, hvor der tales om »en sølvske, som Ingeborg beretter at være pant til Christopher Sadelmager«.
Desværre er det kun et fåtal af skifter, hvor der er gjort rede for, hvorledes arven er bleven endelig delt. Reglen har været, at når vurderingen havde fundet sted, blev gælden afviklet. Hvis den faste ejendom og obligationer ikke har slået til, eller man nødigt har villet give afkald derpå, er det gået ud over klenodierne. Således blev Jørgen Andersen Skomagers sølvtøj udlagt til betaling af gæld 1645, og badskærer Anders Mortensens sølvtøj blev helt splittet 1650, idet panthaveren fik udlagt en sølvkande, Mads Hansen en sølvstob, badskærerlavet en livgjortel og Nicolaus Hørmand 26 sølvknapper.
Selv meget velhavende boer benyttede denne betalingsmåde. Af professor Svend Pedersens rige bo blev udlagt en guldring, en guldkæde, et guldarmbånd og 10 par maller til betaling af gæld 1645, og Herman Hahnes arvinger afgav 1663 en guldkæde og et guldarmbånd, medens dr. Oluf Jacobsens arvinger dog kunde slippe med at betale hans signetring.
Ikke mindst øvrigheden har gerne villet have haft dækning i ædle metaller. Efter badskærer Laurits Credtz 1667 fik kæmneren sine krav betalt med 9 ½ par maller og af Margrethe Jens Mogensen Rosenvinges ringe bo 1662 blev udlagt 2 sølvskeer til skiftes bekostning. Et særligt forhold gjorde sig gældende for Rasmus Anskaris 1645. Da han havde begået selvmord, gjorde kongen og byen krav på halvdelen af hans bo, så enken kun kunde beholde 2 kander og 6 skeer som et minde om den afdøde.
Ved skiftets behandling kunde der blive vist særlige hensyn, som når arvingerne efter kandestøber Christen Pedersens hustru 1645 i fællesskab forærer den mindste pige Dorette en guldring, boets eneste klenodie, eller når arvingerne efter Niels Brøgger samme år forærer enken en ske. I boet efter Hans Jørgensen 1629 var der 5 sølvskeer, som enken med sin fæstemand Oluf Rasmussen Kandestøbers samtykke forærede til børnene, een til hver. Enken kunde også gøre særlige krav gældende, som tilfældet var med Jacob Jacobsen læsemesters enke 1643, der forlangte at beholde en guldhalskæde og tre guldringe i stedet for hendes fæstensgave, som mester Jacob skal have solgt.
Når disse forhold var bragt i orden, blev den endelige fordeling mellem arvingerne foretaget, og da altid således at man delte hver gruppe bohave for sig. Navnlig vågede man over, at sølv og klenodier blev ligeligt fordelt, så hver fik et lige stort antal lod sølv efter reglen, at søstre skulle arve halv broderlod. Der findes eksempler på store boers fordeling efter disse regler, bl.a. Jørgen Mogensen Rosenvinges fra 1635, hvor fire brødre deler ligeligt. Følgen af disse skifter var naturligvis, at en families sølvskat kunne blive spredt vidt omkring.
Selv om arvingerne fik udlagt en pæn portion sølv, kunde det dog meget hurtigt forsvinde. På det ovennævnte skifte efter læsemester Jacob Jacobsen 1643, hvor der var 429 lod sølv, fik enken foruden de nævnte guldting udlagt en kande, 3 bægre og 8 skeer, men på skiftet efter enken 1645 var der kun 15 lod sølv, guldet var borte sammen med kanden og bægrene, og hun havde kun 4 skeer og nogle maller. Mere forståeligt er det, at i de tilfælde, hvor en kvinde sad enke i adskillige år, måtte hun realisere sit sølvtøj for at bjerge livet, men det lykkedes dog enken efter den ovennævnte Rasmus Anskaris at klare sig igennem nogenlunde. Hun fik 1645 udlagt ca. 150 lod og skiftet efter hende 1660 nævner 115 lod; blandt sølvet forekommer en kande på 86 lod i begge skifter. Også Peder Gaas’ enke holdt sammen på sit bo. Peder Gaas havde 1645 317 lod, enken 1652 285 lod, og to sølvkander er gengangere. For ikke at tale om Hans Mikkelsen, der i 1634 havde 396 lod, medens enken i 1653 havde 375 lod, rigtignok med store ændringer i sammensætningen af sølvskatten. Eller apoteker Christoffer Schultz, der 1650 efterlod sig 785 lod, medens enken 1652 havde 748 lod.
Nedgangen i sølvmængden efter 1660 er påfaldende. Kun i ganske få tilfælde er der tale om større sølvmængder, som stiftsskriveren Hans Brodersens bo, der i 1663 indeholdt 576 lod, medens enken 1667 havde 549 lod. I de allerfleste skifter er der intet sølv, og hvor det findes, er det kun i små mængder. Nedgangen rammer over en bred front. Selv Niels Bagers enke Karen sl. Johan Borchartsens, der i sin tid havde været en af de højeste skatteydere, havde i 1661 i sit bo kun relativt lidt sølv, og det er tragisk, at borgmester Jens Mogensen Rosenvinges enke måtte se sit bo svinde ind fra 565 lod i 1635 til 2 sølvskeer i 1662; de vejede tilsammen 8 lod. Eller den rige købmand Antoni Johansen, der 1651 havde 239 lod, medens enken i 1667 kun havde en sølvske. I begge de sidstnævnte tilfælde blev arv og gæld fragået.
Krigene med Sverige og de dermed følgende plyndringer, ødelæggelser og skatteudskrivninger sætter dybe spor i sølvskattenes historie. Det virker som en mærkelig illustration til disse forhold at se Nationalmuseets store samling af sølvfund fra disse år. De steder, hvor fundene er gjort, svarer til de steder, hvor hærgningerne har været voldsomst. Samtidens tingbøger fortæller eksempler på, hvorledes man efter evne har søgt at redde sine værdier. På Fyn samler fundene sig væsentligst om vejen mellem Odense og Nyborg; nogle stykker stammer fra egnen op efter Kerteminde og Hindsholm. Disse sølvfund giver os en klar forestilling om, hvad her er sagt om sølvskatte i tidens skifter. Et fund, som det, der i 1842 blev gjort i Dræby, og som har tilhørt præsten Claus Hansen Nakskov i Munkebo, der blev dræbt af svenskerne i 1659, synes typisk for et velstående hjems indhold af sølvgenstande, et hjem, der ved slægtskab var nært forbundet med rådmandsslægter i Odense. Der forekommer to store, sølvforgyldte bukkelpokaler, et rørformet sølvbæger, tre aflange ørekovskener og tre sølvskeer. Men man bemærker også, hvor blandet dets herkomst er. Den ene pokal bærer årstallet 1623 samt Holger Rosenkrantz til Glimminge og hustru Karen Krabbes våben, sølvbægeret har tilhørt jomfru Christence Brahe, en af kovskenerne har bogstaverne JMS og familien Rosenvinges våben, thi Claus Hansen var tredie gang gift med Karen Jensdatter Rosenvinge, en datter af den ofte nævnte rådmand Jens Mogensen Rosenvinge i Odense.[16]
Eller man kan nævne fundet fra Mesinge 1880, hvor der fandtes en høj sølvkande med hvælvet låg, et rørformet sølvbæger, et lille sølvbæger, 7 skeer, en sølvkæde, 33 hægter, 29 maller, 2 snøreringe og flere andre småstykker. Den store kande bærer borgmester Jacob Lets navn og årstal 1618, samt hans svigersøn rådmand Hans Pedersens og hustrus, Maren Jacobsdatters, forbogstaver. Endelig har en sølvske årstallet 1648 og navnet Emke Petersen. Det er ikke troligt, at skatten har tilhørt borgmester Jacob Lets efterslægt, da den blev nedlagt. Snarere må man tænke på Emmeke Petersen af slægten von Deeden, der havde boet nogle år i Odense, hvor han kan have erhvervet sig Jacob Lets kande, og som i midten af trediverne bosatte sig på Salbygård.
Sølvet har vandret fra hånd til hånd, et vidne om rigdom. Det har fulgt med i tidernes omskiftelser. Meget er forsvundet, blevet smeltet om eller gemt og glemt. Kun få stykker har fra 1600’erne reddet sig igennem til vor tid. Til slut vender vi os da til den kande, der var udgangspunktet for vore betragtninger, og som nu står i det kulturhistoriske museum i Møntestræde. Dens højde er 15 cm, den vejer 36 lod. Den hviler på tre fødder, der er formet som løver, ligesom gæggen forestiller en liggende løve. Indvendig er den forsynet med målemærker. På låget er graveret to borgerlige våben, af hvilke det til venstre tilhører slægten Bang. Over våbnene står bogstaverne HNB og AED. Under våbnene læses årstallet 1673.
Der kan ikke være tvivl om, at denne kande, der bærer Odenseguldsmeden Simon Matthiessens mærke, har tilhørt Hans Nielsen Bang og hustru Anne Eriksdatter. Han var præst i Særslev og søn af biskop Niels Bang, hvis hustru var datter af storkøbmanden i Odense Erik Jørgensen og anden hustru Anne Matthiasdatter, datter af rådmand Matthias Diderichsen. Erik Jørgensen havde ved sin første hustru – Anne Bertelsdatter Wichmands – død i 1644 en formue på 34.994 dlr., en af de største i Odense i det århundrede. Anne Eriksdatter havde først været gift med præsten Bertel Wichmand i Særslev. I 1666 indgik hun ægteskab med Hans Nielsen Bang; brylluppet stod i Skt. Knuds Kirke i Odense og var et af de prægtigste, man havde set. Den unge Jens Bircherod stod på adelens sal lige ved kirken og så brudeskaren gå til kirke. Bruden ledsagedes af selve Hannibal Sehesteds hustru, frk. Christiane – Christian IV’s datter – og kurprinsen af Sachsen overværede incognito bryllupsfesten på rådhuset.
Årstallet på kanden 1673 er altså ikke året for deres ægteskab, men snarere for kandens anskaffelse. Iøvrigt siger Jacob Bircherod om hende i sine familieoptegnelser, »at hun var mere rafinered end hendes mænd, og derfor blev kaldt Hun Provsten«[17].
Da kanden blev til, var århundredets ulykker ved at komme på afstand, og en ny velstand ved at blive grundlagt.
Ved vægtangivelserne i skifterne er der undertiden angivet lod og qvint. Ved sammentællingerne har jeg set bort fra qvint.
