I Den Fynske Landsby er der et fængsel, som stammer fra bondegården Liselund nord for Refsvindinge. Der er tale om et ‘birkedommerfængsel’. Dvs. et fængsel knyttet til fænomenet et ‘birk’, men undersøgelsen her viser, at bygningen har haft en helt anden funktion.
Undersøgelsen er opbygget således:
Siden middelalderen havde et birk været det samme som en retskreds, dvs. et område med egen domstol. Birket svarede juridisk stort set til et herred eller en købstad. Imidlertid bestod det af en privat eller offentlig godsejendom og ikke en klart defineret geografi som f.eks. et herred.
Birker forandredes ved køb og salg af ejendom. Alle godsets bønder og andre beboere var omfattet af birket og skulle søge deres tvister afgjort der, ligesom kriminalsager fra godset blev ført der. Al ejendom under et gods, det være sig kongeligt, kirkeligt eller adeligt, kunne få status af birk. Oprettelsen skete ved kongeligt privilegium. I 1536 ophævedes de kirkelige birker, da kronen overtog kirkens jord. Derefter kunne kun kronen og adelen eje jord. Selvom borgerlige personer fik lov at eje godser efter enevældens indførelse i 1660, fik de aldrig birkeret. Det var forbeholdt adelige og kongelige. I 1671 fik de største godser mulighed for at opnå titler og privilegier som greve og baron. De fik ret til at indrette birker som en del af ’standard’-privilegierne. Andre (adelige) kunne opnå tilladelse til at etablere birker, hvis de besad en komplet sædegård på 200 tønder hartkorn fæstegods (ca. 30 gårde), som lå inden for to mil fra hovedgården.
Til et birk var knyttet en ‘birkeret’ eller et ‘birketing’. Der var ansat en dommer og en skriver, som skulle stå for rettens virke. Nogle gange, hvis birket var lille, kunne den samme dommer virke flere steder. Han kunne også være skriver. I de første mange århundreder ansatte godsejeren selv dommeren og skriveren og stod for politimyndigheden. Han indkasserede også selv eventuelle bøder. Hvilket naturligvis var et privilegium. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at den private birkeret kan have udgjort en særlig trussel mod befolkningen, som via den var underlagt begrænset retssikkerhed og en godsejers luner. Birkeretten kunne dømme i straffesager, men mest almindeligt var det, at man varetog civilretlige sager mellem bønder og mellem bønder og godsejere. Ligeledes foretog man oplæsning af nye love og forordninger og tinglyste ejendomssager.
Antallet af birker aftog i 1700-tallet. I 1809 begrænsedes retten til at etablere dem, og med grundloven i 1849 blev de principielt nedlagt. Nogle fortsatte på almindelige, ikke privilegerede vilkår i 10-20 år. Ravnholt Birk, som dette handler om, angives at være lagt under Vindinge Herred i 1861[1] eller nedlagt i 1874.[2] En dom fra 1866 peger på, at det sidste er rigtigt.
Det bør nævnes, at den almindeligt kendte ‘hals- og håndsret’ var et privilegium, alle godsejere nød. Den betød, at godsejeren havde ret til at foretage retlige og politimæssige foranstaltninger over for bønder og andre tjenere på sit gods. Han måtte fastholde (fængsle) dem i kortere tid, indtil de kom for retten, gennemføre retssagerne og derefter evt. viderebringe dem til en straffeanstalt. Fremfor alt måtte han – uden om retssystemet – straffe bønder, som (han mente) var opsætsige eller på anden måde generede godsdriften. Hals- og håndsret betød ikke, at man måtte halshugge eller andet, som hørte under strafferetten.
Fængslet i Den Fynske Landsby angives i museets arkiv at være bygget mellem 1813 og 46. I den periode var der tyve birker på Fyn. Blandt disse fem grevskaber og en række baronier, men også mystiske små birker som Avernakø, Lyø og Strynø.
Når fængslet er et birkedommerfængsel, skyldes det, at det blev bygget på gården Liselund ved Refsvindinge, som birkedommer Hans Haastrup købte 12. januar 1813. Dengang hed den Oure Skov. Hans Haastrup var dommer i Ravnholt Birk fra 1807 til sin død i 1846. Han efterfulgtes i embedet af sin søn Otto. Denne virkede til 1874. De to var ud af en slægt, der tidligere havde talt birkedommere. Hans’ morbror, Johannes Otto Haastrup, havde været birkedommer ved (Brahe)Trolleborg Birk. Både Hans Haastrup og Otto var jurister af uddannelse. Hans var den første dommer ved Ravnholt Birk med denne uddannelse. Normalt havde godsejeren udnævnt dommeren, men fra 1809 bestemte en forordning, at kongen skulle gøre dette, idet han skulle vælge blandt tre kandidater, som godsejeren fremsatte forslag om. Godsejermagten blev begrænset, og Otto Haastrups ansættelse var derfor – i modsætning til Hans’ – resultatet af en forholdsvis gennemsigtig procedure.
Ravnholt Birk blev ifølge nogle kilder oprettet i 1580, ifølge andre i 1633. Fra 1780 blev hovedgården Hellerup en del af ‘Stamhuset Ravnholt’ og formodentlig derfor også af birket. Birket svarede jo til godset, som i 1800-tallet frem til omkring 1850 omfattede ca. 60 gårde og 50 huse. Stort set alle gårdene lå i hovedgårdssognet Herrested med de fem landsbyer Herrested, Kastel, Kragelund, Måre og Villumstrup. Birkeretten blev sat hver fredag på tingstedet i Herrested.[3] I henhold til Danske Lov skulle det bestå af fire bjælker lagt i firkant på store sten. Det måtte ikke ligge i en landsby eller ved en kro. Om tinget rent faktisk så sådan ud, er uvist. Til stede skulle være mindst fire personer: dommeren, skriveren og to vidner.
Hvor mange mennesker levede i birket? Det findes ikke opgjort, men hvis man antager, at der på en gård levede husbond og madmor, fire børn, tre tjenestepiger og -karle samt evt. en indsidder (pensionist), i alt 10 personer, og at der boede tre personer i hvert hus, summede befolkningen op til ca. 750 personer. Hvis ca. 1/3, som normalt, var børn, drejede det sig om ca. 500 voksne.[4]
Hans Haastrup ‘regerede’ altså over en sådan befolkning. De må alle have kendt hinanden, og opgaven må på baggrund af tallet have været overskuelig. Med mindre, naturligvis, at en helt ekstrem grad af kriminalitet eller stridbarhed herskede netop der?
Frem til anden halvdel af 1700-tallet ejede godserne stort set alt på landet. Alle gårde, huse og møller. Det er en almindeligt kendt sag, at bønder – med enkelte undtagelser – havde lav status og blev anset for at være initiativløse, løsagtige, upålidelige, dovne og dumme i århundrederne før 1800. Man kan forvisse sig herom via Peter Henningsens omfattende doktordisputats I sansernes vold.[5] Heri – og i anden litteratur – dokumenteres det tillige, at bønder, tyende, husmænd og fattige ofte blev udsat for ydmygelser og (lovlige) voldelige overgreb. Alle har en forestilling om ‘hundehullet’, træhesten, pisken og ridefogeden. Almuen på landet levede generelt i et voldeligt samfund. I slutningen af 1700-tallet ændrede forholdene for gårdbrugerne (ikke tyende og husmænd) sig meget, idet en proces med udskiftning og overgang til selveje blev sat i gang. Derudover blev visse demokratiske rettigheder, som eks. sogneledelse m.v. mulige, da ’sogneforstanderskaber’[6] blev introduceret. I samme periode drøftedes også så småt f.eks. modernisering af synet på mennesker, af straffesystemet og ikke mindst fængselsvæsenet.[7] Det skal dog her indskydes, at den lov, som man forholdt sig til i alvorlige (straffe)sager helt frem til 1866, var Christian V’s Danske Lov fra 1683, som kun i ringe omfang var modificeret ved senere forordninger. Danske Lov var af den gamle skole, hvor straffene var hårde. Øje for øje, tand for tand!
For at få et nærmere indblik i domstolens virke, naturligvis særligt med henblik på fængslinger, har jeg gennemset de nøje førte lovpligtige justitsprotokoller for Ravnholt Birk i 1800-tallet, hvor Haastrup’erne virkede fra 1807-74, og fængslet derfor skulle være i funktion.
| Dato | Forbrydelse/stridspunkt | Dom/afgørelse | Navn/involverede |
|---|---|---|---|
| 24.5.1811 | Vægring ved at betale én gås i afgift | De skal betale gåsen | 48 bønder |
| 2.9.1811 | Juli og august: 7 møder – intet at forrette | ||
| 7.11.1811 | Dom? | Frifindelse | Mette Hviid |
| 5.3.1813 | Oplæsning af 7 plakater og forordninger | ||
| 10.4.1815 | Tyveri, første gang | Odense Tugthus i 3 mdr. | Christian Hansen ‘arrestant’? |
| 5.10.1817 | Manglende betaling af forpagtningsafgift | Betale inden 15 dage | Forpagter |
| 29.10.1819 | Afgift til Ravnholt | Skal betales | Theodorsen |
| 1.11.1821 | Tyveri | 18 mdr. i OT (Odense Tugthus) | Jesper Justesen ‘arrestant’? |
| 17.9.1824 | Faderskabssag | Frikendt efter edsaflæggelse | Niels Justesen |
| 27.7.1830 | Tyveri | Fængsel i 2 × 5 dage på vand og brød | Husmand Niels Pedersen |
| 21.9.1832 | Slaget, stødt og udskjældet sin Moder | Liv forbrudt (dødsdom!) | Jesper Justesen ‘arrestanten’? |
| 9.10.1836 | Stævning ang. penge | Frikendelse | |
| 6.3.1840 | Misbrug af lottokupon. Tilegnet sig gevinst | Vand og brød i 6 × 5 dage og nætter | Husmand Niels Rasmussen |
| 14.7.1842 | Tyveri | Vand og brød i 3 × 5 dage | Husmand Niels Hansen |
| 15.5.1846 | H. Haastrups sidste signatur | ||
| 17.7.1846 | O. Haastrups første signatur | ||
| 22.6.1849 | Oplæsning af Grundloven | ||
| 19.5.1854 | Stævning | Frikendelse | ’Muurmester’ mod gårdmandsenke |
| 29.8.1855 | Ulovlig omgang med hittegods | Fængsel 5 dage og nætter på vand og brød | Husmand Niels Jørgensen |
| 19.2.1858 | Gæld | Enke skal betale til kreditor | |
| 24.5.1861 | Gårdmand mod gårdmand | Frikendelse | |
| 27.5.1861 | 10 (20) indbrud, simpelt tyveri og ulovlig omgang med hittegods | 8 år i tugthuset | Sophus Emil Theodor Fæster Petersen, 19 år ‘arrestant’? |
| 15.9.1866 | Oplæsning af 36 skøder for selvejere | På Nyborg Rådhus |
I ovenstående skema præsenteres en oversigt over de typiske, markante og alvorligste sager.[8]
Skemaet bevidner en række forhold. F.eks. at birketingene over længere perioder kunne være virkeløse. Der nævnes her som eksempel en række på syv møder i juli-august 1811, som var aflyst, da ‘der intet var at forrette’. Der kunne være fremhævet mange andre tilsvarende perioder. De faldt gennemgående om sommeren.
Også dage med markante administrative hverv og dermed lidet dramatiske dage gives der eksempler på, f.eks. 5. marts 1813. Oplæsning af plakater og forordninger var en væsentlig opgave for domstolen, således at lokalbefolkningen kunne være oplyst om rigets status og retstilstanden på vigtige områder. Dette vedblev at være vigtige opgaver for domstolen, selvom befolkningens adgang til information – med baggrund i almen læsekyndighed og et stærkt øget avisudbud – voksede gennem århundredet. Man kan særligt hæfte sig ved oplæsningen af Grundloven den 22. juni 1849, ca. to uger efter vedtagelsen. De lokale nyheder og retsforhold var vigtige anliggender. Til dem hører sager om ejendomsret. Derfor foretog retten tinglysninger, da 36 bønder under Ravnholt blev selvejere den 15. september 1866. Beretningen derom er et levn og vidnesbyrd om en af de vigtigste samfundsmæssige forandringer i Danmark nogensinde.
Alle afsagte domme er med i skemaet. 17 i alt. Til de mindst dramatiske hører civilretlige kendelser i tvister mellem bønder eller mellem bønder og herskab. De vedrører uenigheder om penge, gæld og afgifter. I 1811, 1817, 1819, 1836, 1854, 1858 samt 1861. Syv sager af denne karakter har ført til dom over en periode på 54 år. I 1824 støder vi på en faderskabssag. Den fører til, at den udlagte far, Niels Justesen, frikendes på baggrund af aflagt ed. Således var retstilstanden for mænd. Domme af mere dramatisk karakter falder inden for strafferetsområdet. Der er fem afgørelser i tyverisager. De har forskellig karakter. Der er smårapserier, som da husmændene Niels Pedersen og Niels Hansen i hhv. 1830 og 1842 idømmes to gange fem dage og tre gange fem dages fængsel på vand og brød. Det må siges at være overskuelige straffe. Bemærk, at man var på vand og brød i fem dage. De sidste to dage i ugen var man på ’almindelig fangekost’, som det hed. Andre domme på fængsel på vand og brød tildeltes i 1840 Niels Rasmussen med seks gange fem dage for misbrug af en lottokupon, og i 1855 fik husmand Niels Jørgensen fem dage og nætter på vand og brød for ulovlig omgang med hittegods.
Der kunne også straffes hårdere. I tre sager (1815, 1821 og 1861) medførte tyveri hensættelse i tugthus. Et førstegangstyveri gav tre måneder i Odense Tugthus, et andet tyveri 18 måneder samme sted. Når straffen var alvorlig, blev den afsonet i de rette institutioner. Ikke lokalt. Det tredje tilfælde af tyveri, hvori der indgik flere specificerede ulovligheder: indbrud, simpelt tyveri og ulovlig omgang med hittegods, gav otte år i tugthuset. Det er interessant at se, at de anklagede i disse tre domme over hhv. Christian Hansen, Jesper Justesen og Sophus Emil Theodor Fæster Petersen omtales som ‘arrestanten’. Det vil sige, at de var fastholdt af myndigheden grundet sagens alvor.
Når vi nu er ved sagens alvor, er det oplagt at se lidt nærmere på omtalte Jesper Justesens skæbne. Han fik 18 måneder i Odense Tugthus (’OT’) for tyveri i 1821. Han dukkede op i retten igen 21. september 1832 i en anderledes alvorlig sag. “Thi Kjendes for Ret,” står der, “han har forbrudt sit Liv”. En dødsdom afsagt på Ravnholt Birketing. Det var dramatisk. For hvad? For at have slået og udskældt sin moder – flere gange. Det oplyses lakonisk, at antallet af gange er uden betydning for domfældelsen og straffens udmåling. Vi får ikke noget at vide om, hvad der skete efter domfældelsen. F.eks. hvor eller hvordan for-
bryderen blev håndteret. Det forekommer at være en meget grum dom for at have slået sin mor. Sagens kerne er imidlertid, at her træder Danske Lov ind, og den siger helt klart i 6. Bog, “Om Misgjerninger”, 5. Kap.: “Slaar nogen sine Forældre, da er det Halsløs Gierning.” Her står vi ved et i eftertidens øjne dramatisk højdepunkt i Hans Haastrups virke. Om Jesper Justesen blev henrettet, vides ikke. Det er ikke givet, da der i tiltagende grad bredte sig den praksis at benåde dødsdømte. Forbrydelsens karakter taget i betragtning kan han meget vel være blevet benådet.[9]
Overordnet set forekommer det, at Hans Haastrup har haft en loppetjans og virket ved flødeskumsfronten. 12 domme på 39 år. Det var næppe fuldtidsarbejde.
Ud af de 17 domme, vi har fra Ravnholt Birk, drejede de fire sig om fængsel på vand og brød, mens andre fire drejede sig om Odense Tugthus eller dødsstraf. De fire på vand og brød skulle så hensættes i birkedommerfængslet i sammenlagt 51 dage. Hertil kommer, at der i fire tilfælde tales om ‘arrestanter’. Hvor længe de sad, vides ikke. Når sandheden skal frem, ved vi faktisk ikke med sikkerhed, hvor nogen af fangerne sad. På Liselund? Det er det store spørgsmål. For Ravnholt Birks vedkommende må vi efter en kritisk granskning undre os over, at en dommer, jurist, i 1800-tallet som privatmand købte en tilfældig gård, Liselund, i et tilfældigt andet sogn, uden for birket, for der – privat – at bygge (nabo)birkets (godsets) fængsel for så at benytte det i max. to måneder fordelt på fire sager spredt over 67 år. En bygning som birkedommerfængslet har ikke været billig. En meget stor ubenyttet investering. Der er noget, der ikke rimer!
For at sætte Ravnholt Birk i perspektiv er forholdene ved Gyldensteen Birk blevet undersøgt. I birket, hele grevskabet Gyldensteens gods, var der skønsmæssigt 4000 indbyggere. Her var både mange dage uden sager og mange ekstra retssager. I perioden 1807-57 blev der afsagt 134 domme. Blandt disse var fire dødsdomme: To mandlige mordere skulle henrettes, og deres hoveder sættes på stage. En tredje kvindelig medsammensvoren blev idømt livsvarigt tugthus i København. Selvom den sag blev pådømt ved Gyldensteen Birk, blev retten den 18. august 1809 sat på Birkholm (tingstedet), mens domsafsigelsen 24. april 1810 foregik på Gråbrødre Hospital i Odense. Tænkeligt på grund af den grove og omfattende karakter. Måske også fordi de tiltalte blev holdt fanget i mindst otte måneder inden domsafsigelsen. Et oplagt sted til det var Odense Tugthus eller Odense Rådhus. To unge kvinder blev dømt til døden i hhv. 1832 og 1838 for i dølgsmål at have født og ombragt børn. De skulle miste deres hals, og deres hoveder sættes på stage.
| Type straf | Antal domme |
|---|---|
| Fængsel på vand og brød | 17 |
| Fængsel på almindelig kost | 4 |
| Odense Tugthus | 7 |
| ’Stryges til Kagen’ | 4 |
| Tugthus | 1 |
| Livstid i København | 1 |
| 12 år i fæstning | 1 |
| ‘Arrestant’ | 7 |
Det overordnede billede fra de to birker Ravnholt og Gyldensteen er ikke forskelligt. Selvfølgelig afspejles det, at Gyldensteen er fire gange så stort som Ravnholt, men ellers ikke. Gennemgående er der tale om relativt få straffesager. Antallet af ‘fængsel på vand og brød’ er direkte proportionalt mellem de to birker. Ligeledes antallet af dødsdomme. Delinkventerne sendtes i vidt omfang til Odense Tugthus og enkelte til Nyborg eller København. Gyldensteen forøgede variationen med straffen kagstrygning (pisk) og fæstningsarbejde. Med hensyn til fængsel og lignende tegner der sig et billede af, at lokale fængslinger kun blev benyttet i meget begrænset omfang.
Birkedommerfængslet har en rustik fremtoning, samtidig med at det vidner om elegant bindingsværk. Det er ca. 9 × 9,8 meter i ydre mål. Otte fag på den korte led, ni på den brede, hvis man ser på bindingsværket. Det ligger nedgravet ca. en meter i forhold til omgivelserne. I nedgravningen er sat en ca. to meter tyk kampestensmur, hvilket betyder, at når man er gået de fire trin ned ad stentrappen, kommer man ned i et rum på ca. 5 × 5 meter eller 25 m2. Der er pigstensgulv og et bræddeloft, som hviler på seks kraftige bjælker. Oven på muren er der sat en bindingsværksvæg, som er et tavl høj. Taget er usædvanligt højt og stejlt i forhold til, hvad man normalt ser. Det er tækket med strå. Man kan komme op under taget ved at kravle op til en dør/lem, som sidder over nedgangen til kælderen. Tagrummet er, da taget er højt, meget rummeligt. Der er derfor anvendt forskellige stormbånd og ekstra bindbjælker til at holde sammen på tag og bindingsværksvægge. Kælderens loft er gulv i tagetagen, men da det hviler oven på muren, er loftsrummet ca. 9 × 9,4 meter eller små 85 m2. Der er to lemme i loftets gulv. De kan let løftes op og skabe forbindelse til kælderens rum.
Kælderen er delt i to rum. De kan opfattes som to celler eller, mere logisk, som et forrum og en celle inde til højre. Skillevæggen er af bindingsværk med tavl af soltørrede lersten. Den kan være isat efter bygningens opførelse eller være en oprindelig del af bygningen. Opdelingen af rummet er ikke symmetrisk. Cellen til højre er mindre. Ca. 2 × 5 meter. I cellen er der intet interiør. Det eneste nævneværdige er et lille, nu løst, rustent og skrøbeligt vindue med glas, jerngitter og ringe, hvor gitterstængerne krydses. Fra vinduet breder der sig en stor lysning ud gennem stenvæggen, således at det er ca. 1,5 × 2 meter i ydervæggen, men kun ca. 1 × 0,8 meter inde ved cellen. Indgangen til cellen er en usædvanlig lav, bred dør, 1,54 × 1,12 meter. Den er fremstillet af 2’’ tykke høvlede brædder i varierende bredde, som er samlet med et kryds af 2’’ brædder. Døren hænger på håndsmedede hængsler. Den er forsynet med en kraftig jernlås. Døren har et nyere præg end bygningen. Bl.a. har den jernbolte med gevind og sene 1800-tals – eller tidlige 1900-talsmøtrikker.
Fraværet af brugsspor ved bygningen er interessant. Den ser ud, som om den udelukkende er bygget af nye materialer. Ofte vil man finde genbrugt træ med f.eks. naglehuller. Det er ikke tilfældet her. Tømmeret er nummereret og sat op efter numrene. Der er ingen brugsspor inden døre. Ingen spor af kroge eller knager eller andet til ophængning. Heller ingen indridsninger af fangers navne eller lignende.[10] Den er ‘blank’ så at sige. Særligt har den omhu, hvormed de store sten i muren er tildannet, fanget opmærksomheden. Mange af de meterstore sten er kløvet ved enten boring (sprængning) eller hugning. Borehullerne er ca. 25 mm i diameter. Ved kløvninger er der hugget meget glatte og ensartede huller med en bredde på 6-7 cm til kiler. I et enkelt tilfælde har en sten været udsat for både boring og kløvning. Ud over disse sten består muren af ubehandlede kampesten ned til hovedstørrelse. Muren er professionelt arbejde.
Det angives som nævnt i museets arkiver, at bygningen blev opført af Hans Haastrup og det altså mellem 1813 og 46, mens han ejede gården. Lad os se, hvad de traditionelle kilder til bygningshistorie, brandforsikringsarkivalierne, siger:
I 1804 blev Oure Skov takseret således: Der var et 17-fags stuehus og et 17-fags ladehus nord herfor. De lå parallelt med 15 alens afstand. Husene var beboet (delvis?) af skovfoged Lars Franck, som havde fæstet 10 fag af hvert hus.
I 1813 havde Haastrup købt huset, som nu omtales således: Stuehus på 17 fag og nordre længe på 16 fag, en østlænge på 3 fag, der øjensynlig var port til laden. Endelig et søndre hus, 10 fag dybt, 10 1/2 alen (bredt). Der var vognport, stald, lo og karlekammer. Ydermere, som noget usædvanligt, ‘forsvarligt mod ildstorm’.
I 1822 var der følgende bygninger: Stuehus, 19 fag, søndre hus, 9 fag, østre hus, 16 fag til stald m.m.
Sidste taksation er fra 1866. Ved den lejlighed havde gården 11 bygninger: Stuehus i vest, 17 fag. Vestlig udbygning til stuehus, 5 fag. Nordlig udbygning til stuehus, 5 fag. En kælder i nordvest, 5 fag. Bryggehus mod nordvest, 6 fag. Nordlænge, 20 fag. Øst-længe, 17 fag. Sydlænge, 21 fag. Kostald øst for gården, 11 fag og lo-rum (eller lo-cum) nordvest for gården, 2 fag. De driftige dommere havde udvidet gården meget siden 1813. Dengang var den på 2 tdr. 4 skp. hartkorn. Nu, efter mange tilkøb, var den, da Hans Haastrup nærmede sig sit sidste år, på mindst 8 tdr. 7 skp.[11] Både bygningsmassen og produktionsværdien var firdoblet.
Intet fængsel. Meget overraskende nævner (de bevarede) brandtaksationer intet fængsel. Ikke det, der ligner. Således heller ikke en præcis datering af vores bygning.
Man skal ikke lade sig slå ud. Arkæologer benytter sig af allehånde naturvidenskabelige dateringer. Det må bygningsarkæologer også gribe til. Eftersom alt undertømmer (under taget) på bygningen er af egetræ, og det ikke har præg af genbrug, var det et forsøg værd at lade det årringsdatere. En dendrokronolog måtte med andre ord hidkaldes. Valget faldt på Dendro.dk ved Aoife Daly. Hun udtog ti prøver af ni trædele. Af de ti kunne fire prøver bruges. De var udtaget på tre sider af bygningen. To fra nordsiden, en fra syd – og en fra vestsiden.
Dateringerne var:
Disse dateringer er utroligt interessante af flere årsager. Først og fremmest fordi de udelukker Hans Haastrup som bygherre og fængsel som bygningens funktion. Intet af dette var tilfældet på Oure Skov i 1690’erne. Selvom bygningen kan have været brugt som fængsel i nogle få dage i 1800-tallets første halvdel, må forestillingen herom generelt betragtes som en myte. Den har ingen faktuelle, konkrete belæg ud over fortællingen om Hans Haastrup. Der findes ikke førstehåndsberetninger om fængslet. Det gjorde der heller ikke i 1949, da Den Fynske Landsby ved borgmester Vilhelm Werners mellemkomst kom i besiddelse af bygningen. Datidens forståelse af sagen fremgår tydeligt af en artikel i Fyens Socialdemokrat den 13. september 1948:
“Denne Hans Haastrup får Skyld for at have bygget Fængslet, og han var ellers en meget human Mand, saa han har gemt Humaniteten godt ved Indrettelsen af det modbydelige Fængsel … Der har været to Fangehuller, og mens det ene af Hullerne var forsynet med et jerngitret Hul ud til den friske Luft, var det andet absolut mørk Arrest uden Spor af Lys eller Luft … og i Loftet er der et Par Lemme, gennem hvilke Fangerne antagelig er blevet fodrede med Vand og Brød.”
Ydermere meddeler avisen:
“Vi har talt med Museumsdirektør Svend Larsen, der er meget glad for denne Nyerhvervelse til Landsbyen. ‘Vi anslaar her Fængslets Alder til henved et Par Hundrede Aar, og det er det eneste Hus af sin Art paa hele Fyn og antagelig i hele Danmark’.”
Det sidste havde han ret i. Det var så sjældent, at det slet ikke fandtes.
At der opstod en myte om et fængsel, skyldes formentlig, at Hans Haastrup var en kendt historisk person på egnen. Han var kancelliråd. Han ejede Refsvindinge Kirke, og hans gravmæle findes stadig indmuret i den. Han var i flere omgange sogneforstander i Refsvindinge, og sidst men ikke mindst blev han to gange valgt til stænderforsamlingen i 1800-tallets første halvdel på et program, der var bondevenligt og humant. Desuden var han en driftig og initiativrig landmand, som blev omtalt i datidens landøkonomiske bøger, bl.a. for sit store arbejde med at dyrke humle. Fremfor alt var han dommer. Havde dømt bønder.[12] Ydermere havde bygningen stået uden forbindelse til sin oprindelige funktion i mere end 100 år, allerede da den overgik til Den Fynske Landsby. Den var en mystisk bygning uden forklaring. Kombinerede man dette med forestillingen om den undertrykte 1700-talsbonde, var der grobund for en myte.
Denne artikels forfatter har igennem sit snart 25-årige virke i Den Fynske Landsby altid syntes, der var noget mystisk ved fængselsbygningen. Den var – populært sagt – ‘for meget’. For mange sten, for meget kælder, for mørk, for høj, for tykke mure, for ringe vinduesgitter, for mange lemme i loftet mv. Det skulle jo ikke være nødvendigt at bygge et ‘hul’ af kampesten for at holde nogle bønder fangne i kortere tid. Et værelse med lås ville kunne gøre det. På Kællingebjerg, birkedommerboligen under Wedellsborg, byggede man faktisk et moderne tinghus i palæstil i 1859.[13] Endvidere: hvis hensigten var at skræmme befolkningen, var det ikke hensigtsmæssigt at bygge på en afsidesliggende privat gård. Så ville en imposant offentlig placering have været bedre. Ydermere var det som tidligere nævnt meget mærkeligt, at fængslet var på dommerens private gård langt fra birketinget. Faktisk er det i det hele taget mærkeligt, at dommeren ikke beboede en godsresidens som Gyldensteens Birkholm, Wedellsborgs Kællingebjerg eller Brahetrolleborgs Ditlevlyst, som alle var birkedommerboliger.
Birkedommerfængslet minder i byggeskik og proportioner om noget, man har set før. ‘Ishuse’ eller ‘iskældre’. Etnologen Morten Lundbæk udarbejdede i 1970 et speciale om ishuse.[14] Det rummer mindst 18[15], som er kendetegnede ved at være den kraftige kombination af en nedgravning, mange store sten og et temmelig højt stråtag. De findes (fandtes) først og fremmest ved hovedgårde og slotte. Der havde man nemlig ofte mange kreaturer, og man kunne ved at køle mælken, osten eller smørret med is opbevare den og bevare en rimelig kvalitet i længere tid med henblik på transport til og salg i f.eks. købstæderne. Ejerne og besidderne brugte også ishuset til at hænge vildt i, og isen blev brugt i køkkenet til desserter og til at køle vin med.
Huset fungerede således: om vinteren brød man isen i vandhuller og damme, savede den ud og slæbte den til iskælderen. Der blev den pakket tæt ned og dækket af isolerende materiale såsom halm eller tørvestrøelse. Et højt loft kunne rumme et tykt lag isolering. Således pakket kunne isen i bedste fald holde sig til hen på sommeren. Den relativt lave dør og nedgravningen var med til at forhindre varm luft i at komme til, da kold luft jo er tungere end varm og derfor lægger sig lavt.
Men var der altid is om vinteren, kan man spørge? Nej, det var der ikke altid, men fremkomsten af ishuse faldt tidsmæssigt sammen med det, som kaldes ‘Den lille istid’. Den lille istid betegner et temperaturfald, som varede fra 1300-tallet til ca. 1850. I særlig grad omtales perioden fra midt 1600-tallet til ca. 1850 som sådan. I den periode var der ofte frosne kanaler i Holland, korn kunne have svært ved at modne i Danmark, og svenskerne gik over Storebælt. Men der var også varmere perioder. Det var ikke en konstant nedkøling. Et vigtigt indicium er det dog, at norske bræer i perioden voksede med flere kilometer, gled ned ad fjeldene og tvang bebyggelser til at flytte.
Vores ishus i Den Fynske Landsby blev antagelig bygget af ejerne af godset Juulskov, ca. 3 km væk, som ejede Oure Skov. Det er hypotesen, at det blev anlagt, hvor det lå, fordi der var adgang til passende is fra tørvegrave. Hans Haastrup anvendte antagelig iskælderen, når muligheden forelå. Hvis der ikke var is, var kælderen et velegnet lager for frugt, grønt, røg- og saltvarer og… vin, hvilket udmærket kan have været funktionen i det sene 1800-tal. I hvert fald giver det en plausibel forklaring på, at der er god beskyttelse med låse og gitre.
Således er alting ikke altid, som det menes at være – eller at have været. Ofte har det aldrig været, ‘som det var engang’. Museer er verdens mest pålidelige institutioner, og selv de kan en sjælden gang lade sig indfange af en myte, når blot den fortælles med den rette passion og taler til vores umiddelbare billede af – og viden om – en sag. Det giver stof til eftertanke. Man kan altid gøre meget ud af sine undersøgelser og stille ekstra spørgsmål.[16]
Nu har Den Fynske Landsby ikke længere et fængsel. Vi har et ishus. Og sådan et kan man altid mangle.
