Odenses 1000 års jubilæum i 1988 medførte en lang række af arrangementer og aktiviteter, i blandt hvilke var byggeriet af det futuristiske boligområde ved Blangstedgård, Byg & Bo 88. Forud for byggeriet blev der lavet en oversigt over Blangstedgårds historie, således som den kan skrives på grundlag af de skriftlige kilder.[1] Den ældste kilde, der omtaler stedet, er fra 1309, og heraf fremgår det, at gården var i Odense-bispens eje. Det synes den forøvrigt at have været gennem hele middelalderen, så vidt som det lader sig afgøre udfra kildematerialet. De synlige spor efter det middelalderlige Blangstedgård er idag stort set slettet, men omridset, som det blev tegnet af voldgravene, kendes fra en blyantsskitse fra o. 1830 lavet af Niels Ringe (fig. 1).
Siden 1986 har byggeriet af Byg & Bo, samt ombygninger på selve Blangstedgård afstedkommet et antal mindre arkæologiske udgravninger, som på flere punkter har øget vores viden om Blangstedgårds udseende i middelalderen. Den seneste af disse fandt sted i efteråret 1990[2] ved fornyelse af en kloakledning. Herved blev det muligt at træffe på voldgravens nordøstlige afsnit to steder – i et område, der ikke tidligere har været undersøgt.
Som forventet dukkede voldgraven op, omend dens forløb viste sig at være lidt anderledes end Niels Ringes skitse lod formode. Det omrids, der tegner sig, er et voldsted med to borgbanker (se fig. 1) – omend banker er en lidt flot betegnelse, eftersom deres overflader dårligt har ligget højere end det omgivende terræn. Men de adskilles fra terrænet af en voldgrav, der har stået i forbindelse med Lindved Å, som har holdt den vandfyldt. Indbyrdes har de to borgbanker været adskilt af en tværgrav. Denne type anlæg var ganske almindelig i middelalderen. Den ene borgbanke – som regel den største – rummede ladegårdsdelen. Dvs. alle økonomibygningerne i form af stalde og lader, som var nødvendige for udnyttelsen af de ofte udstrakte jordtilliggender. Tjenestefolkene kan evt. også have haft deres bolig her. Borgherren selv med sin familie boede på den anden borgbanke, som tit var noget kraftigere befæstet. I Blangstedgårds tilfælde var borgherren gejstlig og har levet i cølibat, men han har haft et sikkert ikke helt ringe følgeskab af laverestående gejstlige, der har udgjort det embedsapparat, som skulle få stiftet til at fungere. De har opholdt sig på den mindste borgbanke – den der ligger ud mod Lindved Å -, når bispen tog ophold på Blangstedgård.
Lindved Å snor sig i dag gennem et lavtliggende, sumpet område, hvor den passerer forbi Blangstedgård. Det er en udtørret mølledam. En gravet grøft, af hvilken der endnu ses mange spor rundt om Blangstedgård (på fig. 1 kun vist på den indsatte skitse af Niels Ringe), er ikke en ekstra, ydre voldgrav, som det tit antages; men er et frivandsløb til en nu nedlagt vandmølle. Frivandsløbet har skullet lede vandet uden om møllen, hvis man ikke var i stand til at bruge det hele til møllens drift. Vandmøllen, der har hørt til Blangstedgård, kendes fra skriftlige kilder tilbage fra 1540 og blev nedlagt i 1915. Der er ikke noget i vejen for, at vandmøllen er ældre end 1540 og således stammer fra bispens tid, men noget belæg herfor haves ikke. Når vandmøllen nævnes her, er det også fordi åen med sine kraftige slyngninger, der hvor mølledammen tidligere lå, har skåret sig ind i borgbanken og gjort denne mindre end den må antages at have været oprindeligt. Disse slyngninger synes dog at være frembragte ved kunst – formentlig i forbindelse med vandmøllens (og mølledammens) nedlæggelse. Man skulle da have lavet sig et leje for åen og valgte så at lade den tage nogle kraftige sving. Åens nordside udgøres i disse sving af en lav, opkastet vold, der viser, at slyngningerne er kunstigt frembragte. Disse slyngninger har altså gnavet af borgbanken. Ude i åen og i dens brinker ses munkestensbrokker, der antyder den kraftige karakter, bebyggelsen på denne borgbanke må antages at have haft.
Ved den aktuelle udgravning blev lagt tre grøfter i voldgravens nordøstlige del, kort før denne atter får kontakt med Lindved Å. Kun to af grøfterne gav dog resultat, og den sydligste af disse grøfter viste ikke voldgraven i hele sin bredde. Alligevel kunne gøres visse iagttagelser af detaljer: Terrænet er fyldt op til sin nuværende højde antageligt i forbindelse med nordøstfløjens nedrivning i 1899 – der blev således fundet el-kontakter og gamle elektriske pærer på toppen af en brolægning i ca. 1 meters dybde. Denne brolægning dækkede voldgraven og må således være tilkommet, efter af ejeren E.A. Lüders i 2. fjerdedel af forrige århundrede lod voldgravene tilkaste. Man kan jo gætte på, at det var i samme forbindelse, brolægningen blev lagt. I den fyld, som lå nede i voldgraven, blev fundet flere relativt moderne ting, bl.a. flensborgsten (tynde, gule mursten). Disse genstande blev fundet også næsten lige over den urørte undergrundsier. Man kan sikkert tolke tilstedeværelsen af disse sager her som et resultat af, at man med mellemrum har foretaget oprensninger af voldgravssystemet. Fra indløbet af vandet til udløbet er kun et ringe fald, så vandgennemstrømningen har været beskeden. Det har givet gode betingelser for vegetationen, så voldgraven har nok haft tendens til at gro til, hvorfor oprydninger med mellemrum har været nødvendige.
I voldgravens bund var nedhamret to ca. 20 cm tykke pæle – antagelig af bøgetræ. De var placeret med 1,80 meters afstand og stod på langs i voldgraven. De kunne stamme fra en bro eller lignende overgang over voldgraven, men en anden forklaring kan måske findes: voldgravens dimensioner er overalt temmelig beskedne – ca. 5 m bred, og når den var helt fyldt med vand, hvad den måske ikke altid var, 75-100 cm dyb. Dvs. at voldgraven i sig selv ikke har været specielt vanskelig at forcere og således ikke kan have haft den store fortifikatoriske betydning. Man kunne derfor tænke sig, at pælene har indgået i et hegn eller palisade, der har været anbragt midt ude i vandet, hvilket ville gøre det noget sværere at overskride voldgraven.
I givet fald ville man kunne forvente at finde yderligere pæle i den grøft, som blev anlagt lidt nordligere. Faktisk blev der fundet en pæl her også – af eg. Den har stået ca. 1,50 m fra voldgravens inderkant (mærket K3 på fig. 2), men dens helt nøjagtige placering er ikke kendt, fordi den blev taget op med gravemaskinen, der skulle grave ud til den nye kloak.[3] Om der er tale om samme konstruktion – et hegn midt i voldgraven – lader sig nok ikke afgøre, men ved fremtidige gravninger i denne, er det noget, man må være opmærksom på.
En anden detalje, der kunne iagttages, vedrørte terrænets oprindelige udseende, som ikke synes at have været helt jævnt. I det nordøstlige hjørne af ladegårdsbanken har terrænet været en smule lavere end ellers, hvilket har gjort det besværligt at få dannet den relativt regelmæssige firkant, som banken udgør. Derfor foretog man en opfyldning (se fig. 2). Disse opfyldningsmasser var af forskellige kvaliteter af sandblandet ler, men de har ikke haft den fasthed, som undergrundsleret ellers har. Ligeledes var de indimellem forurenet med mørkt jord. Normalt er voldgraven gravet direkte ud i undergrundsleret; tilsyneladende uden at det har givet problemer med, at kanterne skred ned. Undergrunden er også særdeles svær og stiv. Men ved opfyldningsmasserne på ladegårdsbankens nordøsthjørne har man måttet foretage et kunstgreb ved gravning af voldgraven: voldgravens inderbrink blev dannet af en ca. 80 cm høj »mur« lavet af opstablede tørv. Tørvenes filtrede rødder har langt bedre kunnet modstå vandets udvaskning. Brinksikring med tørv er ikke ukendt fra middelalderen, hvor man også har benyttet metoden i fiskedamme.
Man kan måske undres over, hvorfor man ikke blot har gravet voldgraven ud i undergrundsleret, ligesom de andre steder, men det ville give problemer med at holde tilstrækkeligt med vand i voldgravssystemet. Da undergrunden ligger lavere, ville der herved blive dannet et lille strømfald, som måske nok ikke ville tømme systemet helt for vand, men ville omdanne voldgraven til en hurtigstrømmende, ankeldyb bæk, hvis lighed med en voldgrav det ville være svært at forestille sig.
Det er tidligere nævnt, at den ældste datering af Blangstedgård er 1309. Et heldigt fund afslørede imidlertid, at det er nødvendigt at rykke datoen ca. 50 år tilbage. Ned gennem opfyldningsmasserne og ned i undergrundsleret var hamret en ca. 22 cm tyk egepæl (mærket K1 på fig. 2). Da årets udgravning jo begrænser sig til kloakgrøften, blev der ikke fundet andre pæle, som den sikkert kunne siges at høre sammen med.[4] Med andre ord aner vi ikke, hvilken funktion den har haft. Pælen havde både splint og bark bevaret, samt – viste det sig senere – ialt 227 årringe. Den var derfor velegnet til dendrokronologisk datering.[5] Den viste sig at være fældet i året 1258 plus/minus 1 år. Om den så er anvendt med det samme, kan vi jo ikke vide, men det, at barken stadig sad på, kan måske antyde, at den blev brugt ret kort tid efter, den var fældet.
I 1258 var Christoffer I konge (han døde dog året efter og blev efterfulgt af sin mindreårige søn, Erik Glipping), Jakob Erlandsen var ærkebiskop i Lund, og biskoppen i Odense var en tysk gråbroder ved navn Regner. Det, der er blevet kaldt den store ærkebispestrid rasede på sit højeste, og det gik så galt, at Jakob Erlandsen i 1259 blev taget til fange og sat fast på kongens borg Hagenskov ved Assens (Sønderby sogn). Han slap dog ud samme år i forbindelse med kongens død. Det interessante i den forbindelse er, at man ud fra de skriftlige kilder har kendskab til, at biskop Regner – i hvert fald i perioder – var på ærkebispens parti mod kongemagten. Og så er det jo fristende at sætte den fundne pæl – fældet i 1258 – i forbindelse med de uroligheder, der fandt sted i disse år. Regner har haft brug for et sikkert sted, hvad enten han nu skulle sikre sig eller demonstrere sin magt. Om det så drejer sig om borgens anlæggelse (og grundlæggeren dermed kan være bisp Regner), eller det blot er en udbygning af befæstningen under indtryk af begivenhederne, kan man ikke afgøre på grundlag af en enkelt pæl. Men borgen er efter alt at dømme ældre end 1309.
