Den 15. september 1865 kunne man i Berlingske Tidende læse en notits om, at en tjenestekarl i Brangstrup på Midtfyn ugen forinden havde oppløjet en guldskat med smykker og mønter. Ni dage efter bragte samme avis en redegørelse for fundet og fundomstændighederne, skrevet af Kammerraad C.F. Herbst. Igen i 1871 og 1873 fandtes mere guld på stedet, men i ingen af tilfældene blev fundstedet genstand for en sagkyndig undersøgelse. Dette skete først i 1991, hvor Guldager i Brangstrup leverede de – foreløbigt – sidste af i alt 80 stykker guld. Dermed var fundets samlede vægt 1705,16 gram.
Denne dag var Husmand Niels Frederiksen sammen med ungkarl Niels Rasmussen fra Sødinge i færd med efterårspløjning af førstnævntes mark Kolsagre i Brangstrup sydligst i Ringe sogn. Omtrent midt på marken matr. 20a lå en cirkulær fugtig lavning (Fig. 2). Ved udpløjning af lavningens kanter stødte ploven indenfor et område på “3 til 4 Favnes Længde og 2 Favnes Brede” på to sølvblandede guldringe (kat. 1 og 2-3) to halvmåneformede hængesmykker og seks guldmønter. Heldigvis forstod finderne værdien af fundet, og de afleverede straks guldet til Consul C. Jensen i Nyborg, som via Nyborg Amtshus fik dem oversendt til Det kongelige Museum for de Nordiske Oldsager i København (senere Nationalmuseet). Finderne fik bekræftet, at genstandene var af guld og dermed af stor værdi. I håbet om at kunne supplere udbyttet på den få tønder land store jordlod, foretog de en eftergravning på fundstedet. Denne fandt sted 2 dage senere.
Eftergravningen skulle vise sig at afdække et af jernalderens mest betydningsfulde skattefund: 40 guldmønter, 14 hængesmykker og endnu en guldring (kat. 4-5), et remendebeslag samt guldprydelsen kat. 24 blev resultatet af undersøgelsen, hvis karakter eller udstrækning der desværre ikke er efterladt vidnesbyrd om. Endnu et fund skulle imidlertid fremkomme, før finderne kunne modtage deres velfortjente Danefægodtgørelse.
Da Niels Frederiksens hustru, Marie Dorthea Hansen, 2 dage efter den anden gravning kom ud i husets bryggers, fandt hun fingerringen kat. 25 liggende i sammenbanket tilstand på et hakkebrædt. Niels Frederiksen og Niels Rasmussen, som nøje havde styr på de fund, de selv havde gjort, kendte intet til fingerringen. Det formodes derfor, at den var fundet af en ukendt tredie person, som følte, at ringen brændte i fingrene og derfor lettede sin samvittighed ved at aflevere den i anonymitet i Niels Frederiksens bryggers.
Danefægodtgørelsen for ringguld og smykker blev opgjort til 1089 rigsdaler og for mønterne 257 rigsdaler – tilsammen 1346 rigsdaler. Beløbet har, selv når de to findere havde delt det, udgjort en formue. I 1865 var årslønnen for en landarbejder svarende til ca. 264 kr (Pedersen 1930:111), så den samlede dusør har svaret til ca. 10 årslønninger for Niels Rasmussen! I det år var prisen for et kg kaffe 1 kr. 88 øre, for en liter brændevin 37 øre og 11 øre for et kg rugbrød (Pedersen 1930 tab. III). Guldfundet har således givet et betydeligt tilskud til husmandslønningerne.
Som nævnt stammer vor sparsomme viden om fundforholdene i september 1865 fra Berlingske Tidende 24/9 1866 og J.J.A. Worsaaes indføring af fundet i Oldnordisk Museums oldsagsproto kol. Selvom beskrivelsen i protokollen og i avisartiklen stort set er identiske, må vidneudsagnene betragtes som andenhånds[1]. Der er intet i de skriftlige optegnelser, der tyder på, at repræsentanter fra Oldnordisk Museum har været i Brangstrup for at indhente nærmere oplysninger om fundstedet og fundforholdene. Der findes heller ingen indmålingsplaner, endsige angivelse på kort af 1865-fundet. Den relativt præcise markering af fundstedet, som findes i sognebeskrivelsen, må skyldes lokale overleveringer, som K. Friis Johansen har registreret ved sin berejsning af Ringe Sogn i 1916-17.
I Nationalmuseet findes i Den kgl. Mønt- og Medaillesamlings fundprotokol for året 1871 indført to mønter. Disse anføres at være fundet af Niels Frederiksen i Brangstrup og må antages at høre til skatten. Mønternes datering og gennemboring svarer ganske til stykkerne i 1865-fundet (kat. 72 og 73).
Igen i 1873 fandt Niels Frederiksen guld på stedet. Denne gang drejede det sig om endnu et bladformet hængesmykke (kat. 74) samt en sammenhamret firkantet guldstang (kat. 75). Også disse genstande blev korrekt afleveret og via Herredsfoged Tvede i Svendborg oversendt til museet i København. For dette fund fik finderen udbetalt 9 rigsdaler.
Ifølge de lokale historier var Niels Frederiksen så opsat på at finde mere guld. at han fortsatte med at undersøge jorden i årene herefter. Til sidst fik hans kone ham til at sælge ejendommen, og de flyttede til et hus på den anden side af vejen. Herfra kunne han dog stadig se fundstedet, og blev ved at hjemsøge det. Til sidst skulle han – stadig ifølge lokale historier – have solgt også dette nye hus for at flytte til Jylland. Brangstrup besøgte han aldrig siden! (Henriksen 1990)[2].
Der skulle gå over et sekel, før Brangstrup igen blev genstand for nærmere undersøgelser (Henriksen 1991). Baggrunden var de erfaringer, man i 1980’erne havde fået i Gudme-området med genundersøgelse af gamle skattefund ved hjælp af metaldetektorer (Kromann et al. 1991). I mellemtiden var Brangstrup-fundet igen blevet aktuelt ved tolkningen af de mange ædelmetals- og møntfund fra Gudme Herred – især i sammenhæng med forståelsen af Sydøstfyns forbindelser til Sydøsteuropa i 4. årh. e.v.t.
Det skulle dog blive fundstedets nuværende ejer, Ole Strøms fremlægning af planer om opgravning af fyld fra den lille lavning ved det formodede fundsted – og tilplantning af dens kanter, der førte til en systematisk undersøgelse i foråret 1991[3] (Fig. 2). Opgravning og tilplantning ville ødelægge eller i heldigste fald sløre muligheden for en arkæologisk undersøgelse omkring stedet for 1865-fundet i generationer frem.
Formålet med undersøgelsen i 1991 var således at bjerge evt. rester af skatten samt afklare, om nedlægningsstedet kunne påvises i form af et lerkar, en sten, markeringspæle eller lignende. Endvidere var det af interesse at få afklaret fundstedets nøjagtige placering i forhold til den lille lavning – samt indsamle oplysninger om findestedets forhistoriske topografi. Ingen af disse spørgsmål var søgt afklaret ved den usystematiske fremdragelse af genstandene i 1800 tallet.
Før den egentlige udgravning kunne påbegyndes, blev lavningen og dens skråninger intensivt afsøgt med metaldetektor. Allerede efter en dags søgning fremkom to guldmønter i pløjelaget på den vestlige skråning ned til den lille lavning (kat. 76 og 77). Herefter blev iværksat en forsigtig muldafrømning med rendegraver i ca. 5 cm. tykke lag. Efter hver afrømning blev fladen omhyggeligt afsøgt med detektor. Denne metode skulle sikre, at selv meget små guldstykker og evt. guldblik ikke undgik opmærksomheden. Efter afrømningen af et ca. 212 kvm. stort felt omkring fundstedet for de 2 første mønter fremkom endnu en guldmønt samt et tyndt stykke guldblik med påsatte, halvrunde guldnitter (kat. 78-79). Dette var viklet omkring en afhugget guldstang. Et helt lignende stykke fremkom på stedet i 1865 (kat. 6-7). (Fig. 3).
Genstandene blev fundet indenfor et område, der i nnø-ssv udstrækning beløb sig til 9 m orienteret efter moderne pløjeretning. Spredningen i østvestlig retning var ca. 3 meter. Nordligst lå mønten kat. 76 i pløjelaget over en plamage af gråt og gult ler, som overlejrede omsatte tørveaflejringer. 3 m syd herfor lå mønten kat. 77. 4,5 m. sydvest for kat. 77 lå remendebeslaget kat. 78-79 i pløjelaget over en moderne drængrøft, og 2 m vest for denne lå solidus kat. 80 i pløjelaget over en formodet middelalderlig agerrene (fig 3). De 2 “klynger” af genstande, som blev afdækket ved 1991-undersøgelsen, skal der næppe lægges for meget i. Allerede ved 1865-fundet blev det opgivet, at genstandene var opsamlet indenfor et område svarende til ca. 4 gange 6 meter. Afgravning af jord i slutningen af 1850’erne (Herbst 1866:329), Niels Frederiksens gravninger i 1865 (og måske senere?), dræning omkring århundredskiftet og især dyrkning i nyere tid har givet medvirket til en splitning og spredning af den oprindelige nedlægning. Iagttagelser i forbindelse med udgravning af andre skattefund har vist, at hovedmassen af genstandene ikke flyttes væsentligt selv ved moderne traktorpløjning, medens enkelte genstande kan flyttes over større afstande (Kromann og Watt 1984 fig. 4; Poulsen 1987 fig. 1; jvf. Roper 1976). Hvis man antager, at centrum for spredningen af genstandene i 1991-fundet er nær det oprindelige nedlægningssted for skatten, fremgår det, at den har været placeret på en mod øst hældende skråning ned mod, men ikke i selve lavningen. Fra det hypotetiske nedlægningssted til kanten af det forhistoriske vådområde har afstanden været 5-10 m (se nedenfor). Det vil sige, at skatten antagelig har været nedgravet i jernalderens muldlag eller i den underliggende lerundergrund. I hulheder på flere af genstandene fra 1865-fundet kan endnu iagttages indtørrede klumper af gråt ler, der formodentlig afspejler de aflejringer, som sagerne oprindelig blev nedlagt i. Gråt ler forekommer netop i en større plamage under fundstedet for den nordligste mønt kat. 76. Der kunne ikke indenfor fundspredningen iagttages markeringssten eller sikre nedgravningsspor, som guldet oprindelig kan have været nedlagt i. Et formodet stolpehul. som blev afdækket ca 1 m fra det hypotetiske nedlægningssted, kan ikke med sikkerhed siges at være jævngammelt med genstandene. Dermed kan det ikke afgøres, om dette er resterne af et nedlægningshul eller evt. spor efter en stolpe, som har markeret nedlægningsstedet. På trods af den omhyggelige udgravning i 1991 kan det ikke med sikkerhed siges, at fundet er komplet. I de dybe drængrøfter, som gennemskar udgravningsfeltet, kan endnu skjule sig mindre genstande. Især hvis man betragter den store fundspredning, er det muligt, at flere genstande kan findes udenfor det begrænsede udgravningsfelt, hvis størrelse var proportional med udgravningsbudgettet. Med de noget spegede forhold omkring fremkomsten i 1865 in mente kan det heller ikke udelukkes, at enkelte genstande er forsvundet på dette tidspunkt. Teoretisk set kan der også før og efter 1865 være fundet genstande på stedet, uden at disse er blevet registreret. Desværre minder denne fundhistorie alt for meget om den måde, som mange af vore andre guldskatte fra jernalderen er fremdraget på (jvf. Fonnesbech-Sandberg 1985 fig. 1-2; Michaelsen og Thomsen 1991).
I sognebeskrivelsen oplyses det, at der tidligere er fundet et ildsted med keramik nær fundstedet for guldskatten. Derfor blev der i forbindelse med undersøgelsen i 1991 trukket 5 søgegrøfter på plateauet udenom lavningen. Dette blev gjort for at afklare, om der evt. kunne påvises bebyggelsesspor, som var samtidige med guldfundet. Kun enkelte stolpehuller og en grube med lidt trækul fremkom på nordsiden af lavningen, og disse anlæg kan ikke med sikkerhed siges at være fra jernalderen. Intensiv rekognoscering og afsøgning med metaldetektor i området har ej heller resulteret i fund, der kunne tyde på, at plateauet rummer en jernalderbebyggelse. Dermed må det konkluderes, at guldet ikke er nedlagt i umiddelbar tilknytning til en bebyggelse, således som det kendes fra flere af de samtidige eller lidt yngre skattefund i Gudme-området (Petersen 1987; Kromann et al. 1991).
Ved udgravningen i foråret 1991 blev 3 af søgegrøfterne lagt ud i den lille lavning ved fundstedet for at klarlægge det forhistoriske vådområdes udstrækning. De iagttagelser, som blev gjort her, blev suppleret med opmålinger i forbindelse med opgravning af fyld fra lavningen i efteråret 1991 med henblik på etablering af et vandhul. Lavningen må opfattes som et af de små dødishuller, der optræder talrigt på Herringe moræneflade (Smed 1962 tavle 1). Ca. 125 m syd for fundstedet afgrænses morænefladen af en øst-vest orienteret slugt, som mod øst kan følges via tunneldalsystemerne på Østfyn til Nyborg fjord. Et snit gennem lagserien på lavningens dybeste sted viste 30-35 cm. tykke tørveaflejringer, bestående af rødbrunt sammenhængende sumptørv med velbevarede græs- og plantedele. Tørven var aflejret ovenpå et lag, bestående af senglacial gytje, som igen overlejrede moræneler. Over tørven lå indtil 50 cm moderne pløjelag og udflydt (påfyldt?) ler. Sandsynligvis er tørven aflejret i et åbentstående vandhul på 20-25 m. i diameter umiddelbart efter istidens slutning – måske allerede i præboreal tid. Herpå tyder i hvert fald den totale mangel på træ eller kviste i tørven. De overliggende lerlag må være tilført i forbindelse med erosion og dyrkning i oldtidens senere del og i historisk tid. Hvis denne tolkning af lagserien er rigtig, har vandhullet allerede været tilgroet på tidspunktet for nedlægningen af guldskatten. Sandsynligvis har der i oldtidens senere afsnit – som i nyere tid – kun været vand i hullet i fugtige perioder af året.
Fundet kan kun med forsigtighed regnes for samlet p.g.a. den usystematiske fremdragelse fordelt på mindst 4 omgange over 126 år. Ifølge Nationalmuseets oldsagsprotokoller er genstandene fra Niels Frederiksens “undersøgelser” i 1865, 1871 og 1873 opsamlet på samme sted. Tingene fra de enkelte opsamlinger viser tilmed så stor overensstemmelse, at disse må betragtes som sammenhørende. Genstandene fra 1991-undersøgelsen kan også med en til vished grænsende sandsynlighed knyttes til de gamle fund. Dels ligger de tre nyfundne mønter indenfor de ældre funds dateringsramme, ligesom de nye fund har været udsat for en systematisk ødelæggelse, som svarer til de ældre fund. Det bedste bevis for de nye funds samhørighed med de gamle ligger i fundet af remendebeslaget kat. 78-79, som svarer til det i 1865 fremkomne stykke kat. 6-7, og antagelig udgør genstandene fragmenter af samme remophæng. Med baggrund i ovennævnte betragtninger vil fundet i det følgende blive behandlet som samlet[4]. Guldfundet kan inddeles i 4 grupper, som vil blive behandlet særskilt:
Brangstrup-skatten indeholder 4 hovedtyper af hængesmykker. Med 8 eksemplarer er de peltaformede bedst repræsenteret (Fig. 4).
Som peltaformede hængesmykker betegnes de halvmåneformede og til tider fligede bronze-, sølv- eller guld-bliksmykker med øsken, der kendes fra romersk jernalder og gennem resten af oldtiden (Flagberg 1957). Disse findes i danske gravfund fra sen romersk og germansk jernalder (Norling-Christensen 1957:25; Hansen 1970 fig 3-4; Nielsen et al. 1985 fig. 12; Ethelberg 1986:150). Fra bopladsfund findes i hvert fald 2 eksemplarer, hvis nøjagtige tidsmæssige placering ikke kendes (Thrane 1987 fig. 7; Hardt 1988 fig. 6). Endelig kendes typen fra offer- og depotfund fra sen romersk jernalder/ældre germansk jernalder, hvor Brangstrupskatten repræsenterer den ældste gruppe (Herbst 1866; Forssander 1937; Petersen 1941; Voss 1954:187; Werner 1988). For fuldstændighedens skyld kan det nævnes, at peltaformede sølvhængesmykker også kendes fra skattefund fra sen vikingetid/tidlig middelalder (f.eks. Jensen et al. 1992:269). Fra sene romertids gravfund kendes endvidere enkelte pragtnåle af guld med kæder, til hvilke er fæstnet peltaformede plader (Engelhardt 1877:367 fig. 23; Storgaard 1990 fig. 6).
Generelt kan jernalderens peltaformede hængesmykker inddeles i 2 hovedtyper, hvor Brangstrup-stykkerne repræsenterer den første, bestående af åbne, halvmåneformede plader. Til denne gruppe hører også stykkerne fra Varpelev (Engelhardt 1877:367), Lundby (Norling-Christensen 1957 fig. 25), Kvarmløse (Hansen 1970 fig. 3-4) og Hjemsted (Ethelberg 1986:150). Den anden hovedtype består af lukkede halvmåneformede plader, hvor fligene næsten mødes på midten, som det kendes i Årslev-fundet (Storgaard 1990 fig. 6) og det tyske Sackrau-fund (Grempler 1888 Taf. III). Som en videreudvikling af sidstnævnte type ses fligene i flere danske og svenske fund at være forsynet med profilsete dyrehoveder. Til denne gruppe hører Sösdala-stilens tidlige repræsentanter (Forssander 1937; Voss 1954 fig. 6; Nielsen et al. 1985 fig. 12). Disse behandles ikke nærmere her.
Brangstrupskattens peltaformede hængesmykker kan inddeles i 2 undergrupper.
Den første gruppe består af et omarbejdet og 4 intakte glatte halvmåneformede guldplader med påloddet bånd-formet, riflet øsken (Fig. 4). De største stykker er forholdsvis åbne, medens stykket kat. 11 er mere lukket. Kat. 11 svarer således ganske til Lundby-stykkerne af bronze og stykkerne på Varpelev-pragtnålen (Fig. 4e). Disse gravfund dateres til slutningen af 3. og og 4. årh. (Engelhardt 1877:367; Norling-Christensen 1957 fig. 25). De mere åbne stykker har ingen nøjagtige paralleller i danske fund – hverken m.h.t. form eller størrelse. De svarer dog ganske til et, omend lidt mindre, hængesmykke af sølv fra grav 82 på den rumænske Tirgsor-gravplads (Fig. 12). På dette stykke er øsknen ikke påloddet, men er en ombukket forlængelse af smykkets konvekse overdel (Werner 1988 fig. 15,5). Til disse åbne stykker må kat. 12 oprindelig have hørt (Fig. 4d). Imidlertid er begge flige fjernet i forhistorisk tid, og da det ene brud ligefrem virker tilfilet, må stykket antages forsætligt at være omdannet til et rektangulært hængesmykke.
Den anden hovedgruppe af peltaformede hængesmykker består af 3 nogenlunde lige store, tynde guldblikstykker med påloddet båndformet øsken (Fig. 4f-h). Ved fremkomsten var alle sammenkrøllede. Randen er drevet således, at den formodentlig imiterer en perletråd. Alle 3 stykker er udsmykket med forskellige motiver, som antagelig er præget ved hjælp af en patrice. Motiverne er henholdsvis en torso mellem to løver, 2 på bagbenene stående løver, der drikker af en skål, og en stiliseret menneskefigur flankeret af blade. Denne gruppe af hængesmykker har overhovedet ingen sidestykker i Danmark eller det øvrige Sydskandinavien. Derimod har de nære paralleller i et tilsyneladende forsvundet fund fra Skvira-distriktet i Ukraine (Petersen 1941 Taf. 68; Werner 1988 fig. 19), som allerede Herbst var opmærksom på ved sin fremlæggelse af Brangstrup-fundet (Herbst 1866:343) (Fig. 12). I dette fund indgår 2 peltaformede hængesmykker, hvoraf der på det ene er afbilledet to løver omkring en krukke, omtrent svarende til kat. 16. På de ukrainske stykker genfinder man også den drevne rand, som har lighed med perletråd, og stykkerne har så stor lighed med Brangstrup-smykkerne, at de må være udgået fra samme værkstedskreds.
De peltaformede hængesmykker fra Brangstrup har antagelig, i stil med de, der kendes fra gravfund, indgået i halssmykker. Typen kendes dog også fra ridetøj (Forssander 1937: Hagberg 1957), og en anvendelse hertil af de største stykker (kat. 8 og 12) kan vel ikke udelukkes.
Af fundets 4 bladformede hængesmykker kan kun de to (kat. 20 og 21) siges at have egentlig form som et blad – nemlig med fligede kanter og med antydning af bladribber (Fig. 5c og e). Disse er fremstillet med presblikteknik som de peltaformede hængesmykker med ornamenter. Tre af de bladformede smykker har dog udelukkende geometrisk, fladedækkende ornamentik, bestående af cirkler, streger og ægformede figurer. Det naturalistiske blad kat. 20 har tillige streger af filigran, som må antyde bladets struktur. På det sidste blad ses mellem sammenslyngede efterligninger af perletråd 3 eller 4 mulige hoveder af ubestemmelige væsner. Ophængningsan-ordningen består ved alle 4 bladformede smykker af et stykke tyndt guldtråd, som i den ene ende er fæstnet til smykkets overdel og i den anden ende snoet til en øsken. Ingen af de spinkle stykker bærer tydeligt slid i ophænget, ligesom de tilsyneladende ikke har været sammenfoldede før nedlæggelsen. Eneste synlige destruktionsspor var, at øsknen til kat. 22 var fjernet og øsknen på kat. 23 var overbrudt. Der kendes ikke nøjagtige paralleller til disse stykker. Mere eller mindre stiliserede bladformede, fligede hængesmykker er ikke ukendte i germanske gravfund med Årslev-graven som en lokal repræsentant (Storgaard 1990:28ff).
De sidste to grupper af hængesmykker består af h.h.v. tre rektangulære og et cirkulært.
Kat. 13 er en liggende rektangulær tynd guldplade, som på den ene langside er forsynet med en øsken (Fig. 6d). Rektangulære hængesmykker af enkel form som det i Brangstrup-fundet er ikke sjældne indenfor Cernjachovkulturen nordvest for Sortehavet (Werner 1988 fig. 16). Således kendes et eksemplar af sølv fra Tirgsor grav 82 med oprullet øsken (Werner 1988 fig. 15,6). Det var netop i denne grav, at der også fandtes et peltaformet hængesmykke af stor lighed med de åbne eksemplarer fra Brangstrup.
De to sidste rektangulære hængesmykker (kat. 18 og 19, hvoraf sidstnævnte nærmest er trapezoidt), er fremstillet af tynde guldplader i presblikteknik (Fig. 6b-c). Begge må betegnes som stående rektangler med ophængningsanordningen placeret på en kortside. Stykket kat. 18 har en mindre gennemboring foroven, og har antagelig været beregnet til ophæng i en tynd guldtråd som de bladformede hængesmykker. Det mere trapezoide stykke har derimod en riflet øsken som mange af fundets andre hængesmykker og mønter. Kat. 18 har rundt langs kanten en dobbelt ramme af perletråd, som omrammer et noget bistert udseende stiliseret ansigt. Stykket har en overfladisk lighed med de noget yngre guldgubber, omend det er noget større. Motivet på det let trapezoide stykke er sandsynligvis et på bagbenene siddende firbenet dyr (løve?), ligeledes omgivet af en stiliseret perletråd. Ved fremkomsten var smykket “meget forbukket”. Præget på kat. 19. er noget mere diffust og groft end på de øvrige ornamenterede hængesmykker. Det må formodes at være fremstillet et andet sted end de øvrige ornamenterede hængesmykker – måske endda lokalt?
Det cirkulære hængesmykke (kat. 14; fig. 6a) er blot en guldskive, hvis overkant er udbanket til en flig, der siden er ombøjet til øsken. Werner anfører, at smykket kan være en udbanket mønt (Werner 1988:272). Sandsynligvis er der tale om en lokalt fremstillet genstand.
Sammenfattende kan det siges om i hvert fald de peltaformede hængesmykkers datering og proveniens, at de antagelig er fremstillet i 4. årh. i det nuværende Ukraine eller i det østlige Rumænien – indenfor Cernjachov/Sintana de Mures kulturen. Da de bladformede og rektangulære hængesmykker med ornamentik er fremstillet med samme teknik som de ornamenterede peltaformede, er det nærliggende også at se disse som udtryk for kontakter til området nordvest for Sortehavet (Alfoldi 1934; Werner 1988).
De peltaformede hængesmykker i Brangstrupskatten har været udsat for en systematisk destruktion før nedlæggelsen. De har været sammenbøjet omkring symmetriaksen, hvorefter fligene har været bøjet endnu engang ind mod midten. Det rektangulære stykke kat. 12, som oprindelig er fremstillet af et peltaformet smykke, blev enddog overbrækket i jernalderen. Øsknen er endvidere fladhamret på flere stykker, og dette er sket så omhyggeligt, at en hammer må have været anvendt. Denne næsten skemalagte ødelæggelse genfindes på et peltaformet hængesmykke af sølv i brudsølvdepotet fra Høstentorp (Voss 1954 fig. 6). Det er uforklarligt, hvorfor netop de peltaformede glatte smykker har været systematisk ødelagte – i stil med flere af fundets andre bestanddele, hvorimod de ornamenterede peltaformede hængesmykketyper har været sammenkrøllede, og de øvrige stykker kun bærer præg af mere tilfældige beskadigelser, som ikke nødvendigvis er udført umiddelbart før nedlægningen.
De i alt 51 mønter (28 aureii, 20 solidi samt 3 efterligninger) fra fundet udgør tilsammen Danmarks største samlede skat af romerske guldmønter (Fig. 7 og 8). Som det fremgår af nedenstående katalog, er mønterne præget indenfor en forholdsvis kort periode mellem kejserne Trajanus Decius (248-251) og Constantin den Store (306-337). De giver med deres tidsmæssige fordeling et godt indblik i kejserportrætternes udvikling i romerrigets sene del (Kromann 1990).
Mønternes antal er nogenlunde ligeligt fordelt mellem øst- og vestromerske, medens de 12 forskellige romerske møntværksteder, som fundet repræsenterer, er fordelt på 5 vest- og 7 østromerske (Fig. 12). Hertil kommer tre barbariske efterligninger af romerske mønter fra 4. årh. (kat. 45, 71 og 73). Ser man på det århundrede, indenfor hvilket mønterne er produceret, synes øst- vestromerske møntsteder at optræde jævnt fordelt gennem tid. Først efter ca. 315 optræder vestromerske møntsteder ikke længere. De ældre mønter er generelt meget slidte, og det kan være svært at udskille detaljer i præget. De slidte mønter må have vandret fra pung til pung i Romerriget i nogen tid, før de passerede rigsgrænsen og indgik i en ny funktion i Det frie Germanien. De sene mønter er derimod helt friske og skarpe i præget. De har næppe været i funktion som betalingsmiddel i Romerriget eller grænseegnene gennem lang tid. før de påbegyndte rejsen mod nord. Ved fremdragelsen fremtrådte en del af Brangstrup-mønterne i forbukket og forsætligt ødelagt tilstand (jvf. fig. 8a). Det rettede ihærdige guldsmede dog op på straks efter fremkomsten af de første fund i 1865!
På nær en af fundets seneste mønter (kat. 65, slået mellem 335-337) er alle forsynet med huller og/eller øsken, således at de har kunnet anvendes som smykker. Hullerne er udført som simple gennemboringer nær kanten, men uden at man kan tale om en konsekvent placering i forhold til for- eller bagsideprægningen; enkelte synes slet ikke at være placeret for at vise præget i rigtig position (jvf. Brøndsted 1960:205-206). I forbindelse med enkelte gennemboringer kan kanten være lidt udtrukket, således at den minder om en øsken. På flere mønter er kanten ved gennemboringen revet itu. I flere tilfælde må dette skyldes slid, idet et nyt hul er boret ved siden af. Det ser ud til, at de forskellige ophængsanordninger har været lavet uafhængigt af mønternes prægningssted eller alder (jvf. Kromann 1987 tab. II). At monteringen af øsken sandsynligvis er et senere fænomen end gennemboringen, kan måske udledes af kat. 28, som både har gennemboring og øsken og kat. 27 og 63, hvor gennemboringen er udfyldt og forsøgt skjult af en øsken. Hvor hullerne i flere tilfælde er fornyet p.g.a. slitage på det første, virker øsknerne derimod ikke slidte. Herbst (1866:347) opdeler mønternes øskner i 4 typer, og tolker deres forskellighed derhen, at de har tilhørt forskellige smykker. Øsknernes formvariation skyldes måske blot, at de er monteret af 4 forskellige guldsmede et sted udenfor Romerriget, før mønterne endte i Brangstrup. Man kan udfra ovennævnte betragtninger konkludere, al mønterne næppe har indgået i en regulær betalingsfunktion på Fyn. Herpå tyder både det ringe slid på de sene mønter og deres omdannelse til smykker. Ganske vist mener nogle forskere, at monteringen af øsken på mønterne kun var en midlertidig anordning, som kunne fjernes, hvis mønten igen skulle anvendes som betalingsmiddel (Fagerlie 1967:137 ff) og at gennemboringerne tjente til justering af “overvægtige” mønter (Kyhlberg 1986:32 ff). Dels modsiger de udrevne huller det sidste, og dels ved vi fra 2 midtfynske gravfund fra sidste del af 4. årh., at mønter med øsken eller gennemboring indgik i halssmykker. Det viser en barbarisk efterligning af en romersk guldmønt med øsken i Årslev-graven 9,5 km. nord for Brangstrup (Storgaard 1990:42) og en gennemboret denar fra 2. årh. i en jordfæstegrav på Bregentved-gravpladsen 3 km. nordvest for Brangstrup (Henriksen 1992a) (Fig. 1).
Da møntskattens sammensætning, vurderet ud fra prægested og -tidspunkt, er noget heterogen, kan man ikke være sikker på, at den er kommet samlet til Danmark. De vest- og østromerske mønter (incl. imitationer og evt. smykker) kan måske tænkes at være kommet til landet som to eller flere selvstændige enheder og først her forenet og tilføjet lokale genstande.
En almindelig fundgruppe i ældre germanertids ædelmetalsfund – ikke mindst i Gudme-området – er ringguld i forskellige størrelser, som ofte findes i beklippet tilstand. Til Brangstrup-fundet hører i alt seks stk. ringguld i forskellige udformninger og størrelser (Fig. 9). To af stykkerne, såkaldte spiralringe (kat. 1 og 2-3), udgør tilsammen langt over halvdelen af skattens vægt. De hamrede og ombøjede stænger består af sølvblandet guld. Både de to store ringe og den lille justeringsring kat. 3 ses at være overhuggede med et eller flere hug med et skarpt redskab. På ringen kat. 2 ses endvidere ca. 10 hugspor på ét sted, uden at det har ført til overbrydning af stykket. Også den lille justeringsring kat. 3 har været udsat for vold i form af forsøg på opbrydning.
En i den ene ende afhugget og 2 gange sammenbukket guldstang med jævn tykkelse (kat. 6; fig. 9c) er justeret ved sammenfletning med en sammenbukket flad guldstang. Ringen har udover overhugningen været udsat for enkelte hug på oversiden. I den ikke afhuggede ende har ringen et uregelmæssigt riflet parti, som medvirker til bestemmelsen af stykket som et fragment af en spiralarmring (jvf Worsaae 1859 nr. 380). En noget lignende afslutning findes på en intakt spiralarmring fra Skara, Västergötland i Sverige, som tillige er forsynet med indstemplede trekanter, samt fra et par af ringene i Broholmskatten (Michaelsen og Thomsen 1991 fig. 6). Denne ringtype dateres til slutningen af 4. og begyndelsen af 5. årh. (Janse 1922:178-181; fig. 115).
Til gruppen af betalingsguld skal endelig knyttes den simple sammenbukkede guldstang kat. 75 (fig. 9d). Med en vis rimelighed kunne også tilføjes de i endebeslagene kat. 6 og 78 indføjede afhuggede guldstænger kat. 7 og 79, men mere herom neden for.
Den justering af vægten, som h.h.v. overhugning og sammenfletning af flere stykker afspejler, skal antagelig tolkes som et forsøg på at frembringe en på forhånd defineret vægt. Udgangspunktet i denne vægtenhed har givet været vægten på en solidus og dermed ligget mellem 4 og 5 gram. Dette er påvist i fynske gulddepoter fra ældre germanertid (Fonnesbech-Sandberg 1988:148 ff), og kan måske med Brangstrupskatten som udgangspunkt føres tilbage til slutningen af yngre romertid. Således skulle vægten på de 3 største stykker ringguld omtrent svare til h.h.v. 150, 110 og 23 solidi.
Enkelte af fundets bestanddele kan ikke umiddelbart knyttes til de ovenfor nævnte hovedgrupper:
Fingerringen kat. 25 var ved fremkomsten fladhamret og dermed gjort uanvendelig som de fleste af fundets andre bestanddele (Fig. 10b). Ringen er dannet af et guldbånd. på hvis overflade er dannet et zig-zagmønster, vistnok ved hamring. På hver side af båndet er loddet en riflet guldtråd. Med en indre diameter på 20-21 mm må den oprindelige ejermand have været af hankøn. Stykket tilhører Beckmanns gruppe II variant c, enkelte ringe med specielle træk og ornamentik (Beckmann 1969:30-31,68; Taf. 1). Da ringen synes at være unik, kan det ikke afgøres, om den er importeret eller lokal. Dens datering hviler i Beckmanns publikation på ledsagefundene.
Også som et unikum må den halvkugleformede drevne guldblikprydelse kat. 24 betegnes (Fig. 10a). Stykket var ved fremdragelsen meget ødelagt og tildels fragmenteret, men også dette fremstår i dag restaureret. Diameteren er ca. 5 cm og højden lidt over 2 cm. Ydersiden er inddelt i bælter, som hver især er udfyldt med felter med stående trekanter af påloddede guldkorn. På toppen af ydersiden ses et hul, som ikke udelukkende er opstået ved destruktionen af stykket før nedlæggelsen. Her har været indfattet en sten eller glasflus. På grund af anvendelsen af filigran og granulationsteknik samt indfatning af sten eller glasflus og udsmykningens komposition, må også dette stykkes fremstillingssted være området nordvest for Sortehavet (Alfölfi 1934:139).
Der er ikke bevaret dele bagpå stykket, som kunne antyde noget om, hvorvidt eller hvorledes det har været fæstnet på et underlag. Dermed kan genstanden kun svært funktionsbestemmes. Måske er der tale om en brystprydplade i stil med de syv drevne løvemasker med påmonterede stiliserede vedbendblade og granatindlægninger fra Årslev-graven? (Storgaard 1990 fig. 5). Årslev-smykkerne er antagelig fremstillet i 4. årh. i Sydøsteuropa og stemmer tids- og proveniensmæssigt godt overens med Brangstrup-fundets sammensætning (Storgaard 1990:30). På et stykke løsfundet guldblik fra Gudme II bopladsen genfindes ornamentet med påloddede guldkorn i trekanter. Dette stykke er imidlertid for fragmenteret til at kunne bestemmes nærmere (Thrane 1987 fig. 4g).
Endelig indeholder fundet to remendebeslag, i hvert af hvilke sidder et stykke overhugget ringguld (kat. 6-7 og 78-79) (5) (Fig. 6e-f). De to remendebeslag kat. 6 og 78 består af helt identiske dobbelte guldblikbånd, 6,5 cm lange og indtil 0,7 cm brede. På begge stykker er det ene bånd lidt bredere end det andet; den bredeste side har antagelig vendt fremad. Det understreges af placeringen her af 3 guldsøm med oprindeligt halvsfæriske hoveder, som har gået igennem både for- og bagsidebåndet. Sømmenes længde viser, at et ca. 0,5 cm tykt organisk materiale har været omfattet af båndene – antagelig en smal læderrem. Begge stykker var ved fremkomsten helt sammenbøjede. I stykkernes lukkede ende findes en skarpt afsat øsken. Fastklemt i øsknerne på kat. 6 og 78 sidder de afhuggede guldstænger kat. 7 og 79. Guldstængerne er udhamrede og lidt facetterede i tværsnit og markant tykkere i den ene ende. Begge stænger er afhugget i hvert fald i den ene ende. Antagelig udgør stængerne dele af den samme guldring, selvom de ikke umiddelbart kan sammensættes. Det er ikke min opfattelse, at stængerne skal opfattes som ringguld, der skulle justere endebeslagenes vægt. Derimod er det nærliggende at opfatte genstandene kat. 6-7 og 78-79 som dele af en sammenhørende genstand, der er blevet overhugget og sammenbøjet før nedlæggelsen. Stykkerne har stor lighed med de dog noget større remender, som findes på ridetøj i mosefundet fra Thorsbjerg (Engelhardt 1863 PI. 14, 12-13). Selvom det ikke helt kan udelukkes, at remendebeslagene fra Brangstrup har indgået i et hovedtøj til en hest, synes det på grund af stykkernes lidenhed og råmaterialet mere sandsynligt at tolke dem som en del af et ophæng til f.eks. et sværd (fig. 11).
Sammenfatter man de daterende elementer i skatten, kan den med baggrund i slutmønterne siges at være samlet efter ca. 337. Da der ikke i fundet er typer, som med sikkerhed er senere end 4. årh., kan dette antages at være sket inden udløbet af 4. årh. – svarende til yngre romertids periode III. Hvornår nedlæggelsen af skatten har fundet sted, kan man næppe komme
tættere på; den kan teoretisk set have cirkuleret som en skat i en generation eller to før nedlæggelsen. Igen må det ringe slid på de sene mønter og især de spinkle guldbliksmykker tages som indtægt for, at nedgravningen er sket forholdsvis hurtigt – måske allerede omkring midten af 4. årh.
Som det fremgår af ovenstående gennemgang har flere af smykkerne deres direkte paralleller i sydøsteuropæiske fund indenfor Cernjachov-kulturen. Det må derfor betragtes som et faktum, at i hvert fald hængesmykkerne samt guldprydelsen er fremstillet af gotiske håndværkere nordvest for Sortehavet – måske i det nuværende Ukraine (Werner 1988:275). At flere af fundets mønter – heriblandt en del af fundets sene eksemplarer – er præget i romerrigets østligste del, kan måske antyde, at smykkerne og nogle af de østromerske mønter kom til Danmark som en selvstændig enhed fra dette område. Transportvejen kan i så fald have været floderne Dnestr-San-Weichsel før turen gik over Østersøen med skib til Fyn, hvor “transithavnen” måske hed Lundeborg? (Fig. 12). Fra handelspladsen i Lundeborg stammer netop et peltaformet hængesmykke, som finder sine nærmeste paralleller i et gravfund fra Danceny nordvest for Sortehavet (jvf. Hardt 1988 fig. 6 med Werner 1988 fig. 15,2-3).
Hvor bronze- og glasvarer fra de provinsalromerske værksteder havde domineret importen i Sydskandinavien i ældre og begyndelsen af yngre romertid, blev importen af især tykke facetslebne drikkeglas og guldmønter fra Sydøsteuropa mere dominerende i 4. årh., efterhånden som romerriget gik i opløsning (Nåsman 1984:99ff). Der havde dog allerede været kontakter mellem Sydskandinavien og området nordvest for Sortehavet tilbage til yngre romertids tidlige del, som det afspejler sig indirekte i fremstillingen af f.eks. bestemte fibelformer og jernkamme (Werner 1988). I Danmark endte guldmønterne ofte i smeltediglen og blev til smykker eller måske blot barrer, bl.a. som ringguldet i Brangstrup-skatten. En del af glassene endte i gravfund rundt omkring på Fyn (Albrectsen 1968:297 ff). Guldsmykker med indfattede halvædelsten, der fulgte importen af f.eks. glas, kom også med i gravene, som bl.a. Årslev-fundet viser (Storgaard 1990).
Gennem tiden er der givet mange forklaringer på koncentrationerne af jernalderens ædelmetalsfund (jvf. Hedeager 1990:79 ff; 1991, 203). Af nogle er koncentrationerne taget som udtryk for rigdom i det pågældende område og de enkelte fund tolket som ofringer (f.eks. Worsaae 1865:58 ff). Andre har forklaret koncentrationerne som bortgemte personlige skatte i krigstid. Denne tolkning tager især udgangspunkt i kendskabet til udbredelsen af skattenedlæggelser fra Kejser-, Torstenssons- og Karl Gustavskrigene i 1600-tallet, som tydeligt afspejler de udenlandske troppers plyndringsruter rundt i landet (jvf. Lindahl 1988 fig. 7). Her har man for en gangs skyld mulighed for at jævnføre jordfundenes udsagn med skriftlige overleveringer. Gudme-skattene er næppe bortgemt under krigsperioder. Fundstoffet fra bopladsudgravningerne i området tyder netop på stabilitet og kontinuerlig udvikling i de perioder, hvor ædelmetalfundene er nedlagt, og der er ikke fundet f.eks. brandtomter, som kunne antyde plyndringer. Da der endnu ikke er undersøgt sene romertids- og germanertidsbopladser på Midtfyn, kan det ikke dokumenteres, om en lignende stabilitet afspejles her, men det synes sandsynligt.
Ser man bort fra helheden og forsøger at tolke grunden til nedlæggelsen (og evt. den manglende opgravning) af det enkelte fund. må man først betragte nedlæggelsesomstændighederne. Således kan man formode, at det ikke har været hensigten at genopgrave fund, der har været nedlagt på utilgængelige steder, f.eks. i moser eller åbent vand. Ved fund, som derimod blev nedlagt på fast grund, er tolkningen mere tvetydig. Disse kan have været nedlagt uden hensigt om senere afhentning (ofringer), men kan også være nedlagt i “jordens bank”, indtil der blev brug for genstandene igen. I sidstnævnte tilfælde måtte man forvente, at tingene blev nedlagt på et sted, som let kunne genfindes, f.eks. ved en stor sten eller en stolpe. Dette er netop tilfældet ved flere af de bopladsfundne ædelmetalsfund i Gudme (Petersen 1987). Som flere gange nævnt er størstedelen af de danske ædelmetalfund (incl. Brangstrup) desværre fremdraget under omstændigheder, som ikke tillader videre konklusioner om de oprindelige nedlægningsomstændigheder, hvorfor det synes mere besværligt at foretage helhedsfortolkninger, end det ofte er forsøgt. Fundstedet nær kanten af et lille vådområde i Brangstrup udelukker ikke, at skatten var henlagt til senere opgravning, omend der ikke fandtes spor af markeringer af nedlægningsstedet. Hvis tingene blev nedgravet med henblik på senere fremhentning, virker destruktionen af især de importerede og givet meget sjældne smykker besynderlig – med mindre hele fundet skal opfattes som et skrotmetaldepot til omsmeltning. I så fald havde det næppe været nødvendigt også at ødelægge mønterne for at få plads til dem i diglen!
Netop den systematiske destruktion af genstandene peger mere i retning af en rituel handling forud for nedgravningen. En sådan ødelæggelse genfindes ikke i de øvrige fynske guldskatte fra yngre romertid og ældre germanertid. Fra vikingetiden – altså kun få århundreder efter nedlæggelsen af Brangstrup-fundet – kendes talrige skattefund (Skovmand 1942). Som en forklaring på i hvert fald nogle af disse fremfører den russiske historiker Aron Gurevitj muligheden for, at der er tale om skatte, der blev nedlagt af personer, som ønskede at anvende rigdommen i dødsriget (Gurevitj 1970:85 ff). Baggrunden for denne tolkning er passager i De islandske Sagaer, hvor det beskrives, at bl.a. Egil Skallagrim og hans fader lod deres ædelmetalsrigdomme nedgrave, medens de endnu var i live. Sagaerne nævner ikke noget om genopgravning af værdierne. Egil og hans fader havde sikret sig til livet efter døden – også hvis efterkommerne skulle glemme at udstyre deres grave med ting til dødsriget (Anonym 1965:104, 154).
Naturligvis kan man ikke med sikkerhed overføre en lignende tolkning på guldfundet fra Brangstrup, men muligheden er tilstede. Hvis dette har været tilfældet, må man snarere forestille sig, at et “ægtepar” og ikke en enkeltperson står bag nedlægningen. Dette antydes i hvert fald af tilstedeværelsen af både mands- og kvindesager i fundet, repræsenteret af h.h.v. fingerringen/remendebeslagene og hængesmykkerne [6].
Guldfund i form af mindre skatte eller enkeltfund fra yngre romertid og ældre germanertid er ikke sjældne i det midtfynske område (Albrectsen 1960 nr. 111. 112 og 184-188). Omtrent samtidig med Brangstrup-skatten er et fund fra Boltinggårds Skov, som ligger blot ca. 700 m vest herfor – i øvrigt ned til den slugt og bæk, som også Brangstrupskatten er nedlagt tæt ved (Fig. 13).
Boltinggård-skattens fundhistorie er næsten for klassisk; fundene er fremkommet i flere omgange og kan således ikke betegnes som sluttet (Albrectsen 1968 nr. 111). Bestanddelene er en aureus med øsken og 3 solidi, heraf 1 med øsken, præget mellem kejser M. Claudius Tacitus (275-276) og Constantin II (337-340) (Breitenstein 1942:85f; Jensen 1989, 199), samt en beklippet guldarmring og muligvis en forbukket guldhalsring, der af E. Albrectsen dateres til ældre germanertid (1960 nr. 184). Selvom fundet ikke kan anses for komplet eller sluttet, aner man alligevel dets klare paralleller til Brangstrup-skatten, og de må formodes at være nedlagt nogenlunde samtidig i 2. halvdel af 4. årh. Også ned til denne slugt – på ejendommen Vestergaard – er tidligere “gjort et stort Guldfund”, som blev omsmeltet og solgt[7]. Dateringen og indholdet af dette nu helt bortkomne fund kendes ikke.
De øvrige midtfynske guldfund er enten enkeltfund af mønter eller betalingsringe, eller de er fra ældre germanertid med den mosefundne Rynkebygård-skat som seneste repræsentant, nedlagt efter 474 (Breitenstein 1942:89; Mackeprang 1952 nr. 64; Albrectsen 1960 nr. 186).
Der kendes flere gravpladser fra yngre romersk jernalder og især fra dennes sidste del indenfor en radius af få km fra Brangstrup. Desværre er ikke alle publiceret (Albrectsen 1968 nr. 53 og 54; Henriksen 1989; 1992a). På alle velundersøgte midtfynske gravpladser ses en opblomstring af jordfæstegravskikken i Albrectsens periode III (ca. 325-400). Bedømt ud fra gravgodset er de alle kvindegrave. Gravene viser i det hele taget stor overensstemmelse i udformning, orientering og indhold og har klare paralleller i materialet længere sydpå i Gudme herred (Michaelsen 1990; Henriksen 1992b). Periode III jordfæstegravene er rige på lokale genstande, f.eks. lerkar, som ofte optræder i meget smukke samhørende sæt. Fibler af sølv, bronze og jern samt knive og bæltespænder hører også til det almindelige gravudstyr. Af import kendes en “pars pro toto” nedlægning af et knust klart glasdrikkebæger i en af Bregentved-gravene (Henriksen 1992-a), et fænomen, som er udbredt i samtidige grave på den nordjyske Sejlflodgravplads (Ringtved 1991:50 ff). Som romersk import skal regnes de glasperler, som optræder talrigt i gravene, altid kombineret med formodentlig lokalt producerede ravperler. Den relative rigdom i de sene romertids jordfæstegravene står i skarp modsætning til periodens brandgrave, oftest urnegrave, der som regel er næsten blottet for gravgaver. Benkam, enkelte perler, en kniv eller i sjældne tilfælde benspillebrikker og -terninger er, hvad der fulgte de kremerede personer i graven. Selvom f.eks. Bregentved-gravpladsens jordfæstegrave må betegnes som relativt rige, indeholder ingen af dem guld og kun én grav har anden import end glasperler. Der ses på denne – og for den sags skyld øvrige fynske gravpladser – et fald i importen fra overgangen mellem periode I-II af yngre romertid. En undtagelse herfra udgøres af enkelte meget rigt udstyrede fynske grave, hvis gravudstyr viser tætte og direkte forbindelser til områder i h.h.v. Sydtyskland (Hågerup-graven fra periode II. Albrectsen 1968, nr. 62) og området nordvest for Sortehavet (Årslev-graven fra per III, Storgaard 1990).
Da der ikke kendes mange germanertids grave fra Fyn, kan der ikke udledes noget om gravgodset i denne periode. De talrige enkeltfundne genstande af guld og skattene fra ældre germanertid beretter dog om rigdom på øen i 5.-6. årh. Det må derfor konkluderes, at der mod slutningen af yngre romertid og ind i germansk jernalder skete et drastisk skift i grav- og offerritualerne. Hvor det tidligt i romersk jernalder (1.-3. årh.) var almindeligt at få sin status markeret ved gravlæggelsen ved at medgive romersk import og guldringe, blev ædelmetalværdierne fra slutningen af 4. årh. kanaliseret over i deponeringer i vådområder og på bopladser. Som et af de tidligste eksempler på disse nye ritualer skal Brangstrup-fundet ses.
Den tyske arkæolog Joachim Werner har påpeget koncentrationen af guldfund i Ringe-området. Med udgangspunkt i Brangstrup-skatten, som er ganske lidt ældre end de tidligste møntskatte i Gudme (Gudme I og III, Kromann 1987; Petersen 1987), antyder Werner, at guldfundene ved Ringe afspejler et magtcenter, som eksisterede forud for Gudme-centeret og blev afløst af dette (Werner 1988:280) (Fig. 1). Herpå tyder en helhedsvurdering af det arkæologiske materiale fra Gudme herred ikke. For det første var Lundeborg handelspladsen allerede i brug i 3. årh., hvilket importfund på pladsen og antagelig på Møllegårdsmarken viser (Albrectsen 1968; 1971; Thomsen 1991). For det andet er den yngste skat i Ringe-området (Rynkebygård) nedlagt efter 474 – omtrent samtidig med brakteatskatten på Gudme II (Breitenstein 1942:89f; Axboe 1987). Det virker altså mere nærliggende, hvis guldskattene i Ringe-området viser et repræsentativt fundbillede, at tolke koncentrationerne som udtryk for to parallelt eksisterende “centre”. Hvis dette er rigtigt, må Gudme-centret afgjort opfattes som det overordnede center på (Sydøst)fyn med Ringe-bygden som en underordnet alliancepartner 20 km. inde i baglandet. Formodentligt har der været flere sådanne underordnede centre, bl.a. ved Odense, hvor en lignende koncentration af metalfund aftegner sig (Werner 1988 fig. 20b). Historierne om Gudmebygdens rigdomme har været kendt langt omkring og har givet været genstand for misundelige samtaler i andre fynske jernalderlandsbyer. Hvis Gudmehøvdingen ikke ville udsættes for røveriske anfald fra sine frænder inde i baglandet, måtte han dele ud af sin velfærd. Ved at fordele den romerske import og guldet, som han kom i besiddelse af via handel i Lundeborg, til nabostammerne i f.eks. Ringe og Odense-området kunne han måske undgå plyndringer og samtidig få værdifulde alliancepartnere. Måske er Brangstrup-skatten endt på Midtfyn som et sådant udtryk for Gudmehøvdingens “del og hersk” ledelsesprincip?
1865, 9. og 11. september
1871:
1873:
1991, 8. april.
Guldets lødighed opgøres i Oldsagsprotokollen for 1865 for ringene kat. 1 og 2-3 til ca 12 3/4 karat. For de øvrige genstande i 1865 fundet (dog ikke mønter) opgøres lødigheden til ca. 21,5 karat.
| Ringguld | 1297,6 gram |
| Mønter | 244,97 gram |
| Smykker | 162,59 gram |
| Ialt | 1705,16 gram |
