I disse år gennemgår Odense en større transformation under mottoet ”Fra stor dansk by til dansk storby”. Transformationen indebærer en række store byggeog anlægsprojekter som nyt universitetshospital, letbane, Odins Bro hen over Odense Kanal, koncerthuset Odeon og hele forandringen af bymidten under titlen ”Fra Gade til By” (fig. 1).[1] Samtidig søger man gennem støtte til kulturelle begivenheder som musikfestivalen Tinderbox samt byfestivalerne Karrusel og H.C. Andersen Festivals at skabe en by med kulturelle tilbud til unge og ældre.
Projekterne skal være med til at sætte Odense på Danmarkskortet og skal vise innovation og en by, der kan få ting til at ske. Formålet er bl.a. at fastholde og ikke mindst tiltrække nye borgere og virksomheder, således at byens skattegrundlag øges, og velfærdsniveauet kan holdes. Strategien afspejles bl.a. i oprettelsen af partnerskabet Odense & Co. under byens borgmesterforvaltning.[2] Som borgmester Anker Boye udtrykte det i Fyens Stiftstidende d. 27. november 2013: ”Vi udvikler vores by for at skabe arbejdspladser. Det gør, at vi får råd til velfærd.”
Odense føjer sig med strategien til en generel centraliseringsbølge, hvor folk søger mod byerne og hvor byerne gennem udviklingen af fordelagtige forhold for virksomhederne og kulturelle tilbud til indbyggerne forsøger at gøre sig attraktive for bosætningen. Odense er således ikke den eneste danske by, der laver byudvikling og afholder store koncerter og andre større kulturelle begivenheder. Det er ofte i byerne, i centrene, at udviklingen sker, og hver region har sine egne vækstmotorer.
Centraliseringsbølgen har, som det bl.a. ses i den aktuelle debat om udkantsdanmark, også negative effekter. Samtidig ses en begyndende modreaktion på centraliseringen, og det fremhæves, at de mindre samfund har en række styrker også i et vækstperspektiv; styrker, som er sværere at forløse i de større enheder, som tidens store byer kan udvikle sig til. Videre er det fra flere sider påpeget, at et for ensidigt fokus på centrene kan være skadeligt for samfundsudviklingen og samfundsøkonomien.[3] Det er ligeledes i denne optik, at f.eks. udflytningen af statslige arbejdspladser skal ses.
Positiv eller negativ, så er centraliseringen formentlig kommet for at blive og er i øvrigt på ingen måde et nyt fænomen. Tværtimod er søgningen mod specifikke centre og tendensen mod en opsplitning i centralt og marginalt et fænomen, som har en lang historisk tradition. For at få et andet, mere dynamisk perspektiv på debatten har Odense Bys Museer derfor i efteråret 2015 oprettet et nyt forskningscenter: CENTRUM. Forskningscenter for centralitet.[4]
Forskningscentret inddrager arkæologi, historie, stednavnestudier og forskellige naturvidenskabelige discipliner og dækker et tidsperspektiv, der i princippet rækker fra tidernes morgen og frem til i dag. Centret vil med dette afsæt kunne udskille og analysere væsentlige transformationspunkter og har således mulighed for at nuancere den aktuelle debat om forskellige facetter af centralitet.
Forskningscentrets logo illustrerer disse kerneopgaver (fig. 3). Logoet ser ved første blik måske lidt rodet og tilfældigt ud. Men det er bestemt ikke tilfældet. Logoet afspejler nemlig den udvikling, som Odense har gennemgået fra produktionen af de første kort over byen fra 1500-tallet og frem til i dag. Udviklingen viser, hvordan byerne – her Odense – vokser som følge af en generel befolkningstilvækst såvel som en stadig stigende centralisering af funktioner.
Forskningscentret arbejder ikke kun med Odenses udvikling, men udviklingen af Odense illustrerer nogle generelle forhold vedrørende centrenes dynamik og øgede betydning, ikke blot i Danmark, men faktisk over hele verden. I det følgende vil centralitetens historiske dimension blive illustreret gennem en række forskningsprojekter, som museet i øjeblikket udfører, og som alle tager afsæt i Odense.
[5]Odenses officielle dåbsattest regnes generelt for at være et brev fra år 988 fra den tyske kejser Otto III til ærkebiskoppen for HamburgBremen (fig. 4). I brevet nævnes Odense – Othenesuuig (’Odensvig’) – for første gang og omtales her som bispesæde. Om Odense reelt har haft bisp eller domkirke på dette tidspunkt, vides ikke, da brevet formentlig mest af alt skal opfattes som en måde at styrke ærkebispens økonomi og magt i forhold til de nære omgivelser. Uanset hvad understreger brevet og det forhold, at den tyske kejser kendte byen, at Odense på dette tidspunkt var en by af en vis størrelse og betydning.[6]
En række omfattende anlægsarbejder i Odenses midtby, herunder ikke mindst det omtalte projekt ”Fra Gade til By”, hvor arkæologerne graver ved Thomas B. Thriges Gade og I. Vilhelm Werners Plads, har betydet, at megen ny viden om det tidligste Odense er kommet for en dag (fig. 5). Samtidig har amatørarkæologers omfattende detektorafsøgninger i Odenses nære opland frembragt en række nye metalrige lokaliteter fra den sene jernalder og vikingetiden. Sammen med nye teoretiske og metodiske landvindinger er det derfor berettiget at genoverveje baggrunden for Odenses opståen, byens tidlige struktur samt byens datering.
I regi af projektet har det været muligt at foretage nye arkæologiske undersøgelser på flere centrale lokaliteter fra det tidligste Odense. Det gælder vikingeborgen Nonnebakken, den oprindelige Skt. Albani Kirke, hvor Knud d. Hellige blev dræbt, det gamle vejstrøg Overgade-Vestergade, hvoromkring Odense måske er anlagt mv. (fig. 6).
Et væsentligt element i projektet er analyser af, hvorfor det var Odense, der blev det regionale center, når der i perioden forud for byens anlæggelse var en række konkurrerende centre. Årsagen kan være, at området havde den bedste beliggenhed trafikalt. En anden årsag kan være, at det allerede havde en særlig betydning som rituelt center. Herpå tyder stednavnet Odense, der formentlig er en omskrivning af ’Odins Vi’, altså et helligt sted til dyrkelse af en Odinskult.[7] Sidstnævnte ville harmonere fint med, at andre tidlige bispebyer blev anlagt i nærheden af, men samtidig adskilt fra en ældre helligdom. Man ønskede altså på den ene side at overtage stedets betydning og samtidig markere overgangen til noget nyt.[8]
De foreløbige analyser peger på, at Odense omkring år 900 kan have haft en tidlig forgænger ved Vestergade og Klaregade. I området er der fundet flere let nedgravede arbejdshytter, såkaldte grubehuse. Grubehusene peger i deres form og genstandsmateriale på en produktion, der ligger ud over almindelig landbrugsøkonomi. Området kan således afspejle en handelsog håndværksplads og forstadiet til den egentlige by.[9] Fra starten af 1000-tallet ser byens centrum ud til at blive forskudt lidt mod øst omkring den nuværende domkirke, Skt. Knuds Kirke, og dennes forgænger, Skt. Albani Kirke. Samtidig synes byen at eskalere og opnå en ganske betragtelig størrelse, formentlig som følge af kongens indgriben.[10]
De nævnte eksempler viser, hvordan et centers fysiske placering kan flytte sig gennem tid, hvordan årsagerne til centres opståen kan variere, og hvordan centre kan udvikles såvel nedefra som pludselig etableres gennem en topstyret udvikling.
[11]Mens projektet ”Odenses Opståen” fokuserer på grundlæggelsen af Odense og byens tidligste faser, behandler projektet ”Urbaniseringens Møder og Mennesker” forholdene i den etablerede by og dækker perioden 1000-1700. Projektet sammenholder resultaterne fra tre store byarkæologiske undersøgelser, nemlig Metroprojektet i København, det såkaldte Nya Lödöse-projekt i Göteborg og udgravningerne på I. Vilhelm Werners Plads forud for projekt ”Fra Gade til By” i Odense. Som en overordnet referenceramme fungerer et nyoprettet grundforskningscenter ved Aarhus Universitet, Centre for Urban Network Evolutions (UrbNet).
De tre undersøgelser giver mulighed for analyser af den middelalderlige og tidligt moderne bydannelse i en helt ny skala. Projektet interesserer sig særligt for sammenhænge mellem bydannelse, migration og skabelsen af bymæssige identiteter, således som de kommer til udtryk gennem den materielle kultur.
Odense Bys Museers udgravninger på I. Vilhelm Werners Plads var placeret centralt i middelalderbyen. De gode bevaringsforhold i området samt det store areal, der blev undersøgt, har givet et sjældent indblik i næsten hele karréens udvikling fra tidlig til sen middelalder – fra gade over baggård til stræde med et stort genstandsmateriale og velbevarede strukturer såsom boder, huse, stalde, latriner, stier, veje, hegn, affaldsdepoter og meget mere (fig. 7).
Byen er ofte blevet studeret som arena for middelalderens store politiske og kulturelle forandringer. Perspektivet ændres i dette projekt ved at sætte mennesket i centrum igennem de fundne genstande og strukturer. Teorien bag er, at det enkelte menneske påvirker det omgivende samfund gennem sine bevidste og ubevidste handlinger, herunder frembringelsen og brugen af materiel kultur.
Påvisningen af migration og identitet i et arkæologisk materiale er af gode grunde vanskelig, men nye metoder har alligevel givet nogle muligheder. Hvis skeletdele fra de afdøde er bevaret, kan der være mulighed for at analysere sporstoffer i knoglerne og se, om afdøde er fra lokalområdet eller kommer længere væk fra. I kraft af de øvrige fysiske levn, den materielle kultur, kan aktører, relationer og netværk spores. Dette sker bl.a. via en analyse af genstandenes brugshistorie. Gennem såkaldt operative kæder følges processen fra f.eks. tilvejebringelse over forarbejdning og afsætning til anvendelse og kassering. På den måde studeres de handlingsmønstre, som er med til at forme de urbane identiteter (fig. 8).[12]
Projektet ”Urbaniseringens Møder og Mennesker” er således med til at belyse udviklingen af byerne på et strukturelt plan, men det væsentligste nye i projektet er, at man her eftersøger de identiteter, der vokser frem i byen. Man får således kortlagt den mentale del af centralitet, nemlig forholdet mellem de, der er inde i centrum, og de, der er ude i marginalen. Igen bemærkes det, at forholdet mellem det centrale og det marginale på ingen måde er en fastlåst størrelse. Derimod kan forholdet udvikles ved indre såvel som ved udefrakommende processer, sidstnævnte her i form af indvandrende eller tilflyttende personer. Et væsentligt aspekt i analyserne bliver at få klarlagt, om de tilflyt- tende personer optager eller optages i byens identitet(er), ændrer og udvikler denne, eller om man ganske enkelte fastholder en egen identitet.
[13]I tidsmæssig forlængelse af de to nævnte projekter arbejder museet med et projekt, der som det foregående balancerer mellem mentalhistoriske og strukturelle aspekter af centralitet. Projektet undersøger således, hvordan forskellige sociale fællesskaber til forskellige tider har opfattet, iscenesat og dermed transformeret byens rum. Et udgangspunkt er, at ikke kun byens fysiske struktur og bebyggelse, men også de sociale praksisser, som finder sted her, er med til at konstituere et fysisk sted som et byrum. Et andet udgangspunkt er, at byens tiltrækningskraft i høj grad beror på dens rolle som kulturelt center, såvel i renæssancen som i dag.[14]
Byens rum er centrale mødesteder, hvor praktiske forhold som f.eks. handel kombineres med meningsudvekslinger og afholdelse af kulturelle begivenheder. Samtidig ligger der et interessant studie i at vurdere det ideal, som byrummet er planlagt ud fra, i forhold til den faktiske funktion i virkelighedens verden. Mens strategierne bag produktionen af urbane rum efterhånden har været genstand for en del undersøgelser, henstår stadig mere systematiske undersøgelser af oplevelsen og brugen af disse rum i hverdagens praksis, herunder de urbane praksisser og forestillinger, som var med til at give rummene form og mening for de mennesker, der færdedes i dem (fig. 9).
Projektet tager sit afsæt i en undersøgelse af Odenses identiteter, der fra renæssancen og frem til etableringen af den moderne industriby har gennemgået en række transformationer. Mange fællesskaber har sat deres præg på byen, der gennem tiden har været karakteriseret som både adelens, håndværkernes, etatsrådernes og industriens by.
Analyserne stiller skarpt på byens forestillede geografier – forstået som koblingen mellem bestemte steder, sociale identiteter og magtforhold – og kortlægger, hvordan forskellige sociale grupper gennem tiden har iscenesat bestemte rum i byen. Hvilke steder, rum og begivenheder er blevet tillagt særlig identitetsmæssig betydning, og hvordan har disse oplevelser ændret sig over tid i takt med byrummenes forandring?
Eksempelvis vurderes, hvordan den fynske adel meget bevidst markerede sin status og identitet i byens rum med gravmonumenter, begravelsesprocessioner og stort anlagte fester, og hvordan byens borgere opfattede disse stort anlagte ceremonier. Endvidere analyseres, hvordan det nye industriborgerskab etablerede sin identitet i byens fysiske rum og sociale liv. Dermed kastes nyt lys over sammenhængen mellem byens transformationer og brydningerne i de sociale hierarkier i overgangen fra standsby til moderne industriby.
Projektet har store paralleller til situationen for Odense i dag. Byens karakteristik som arbejderby ændrer sig i disse år, hvor store dele af industrien forsvinder. Derfor er byen ved at omdefinere sin identitet – for hvis er byen egentlig, og hvad kendetegner det særligt odenseanske? De mange kulturelle tilbud og andre tiltag for at gøre Odense mere attraktiv for nye grupper af mennesker og sloganet ”Fra stor dansk by til dansk storby” er tydelige tegn på forsøget på at skabe en ny identitet for byen.
[15]Et sidste forskningsprojekt, som skal nævnes her, følger udviklingen i Odense centrum i perioden 1850 til 1970 og sammenlignes med udviklingen i andre store danske provinsbyer. Frem til industrialiseringen i 1800-tallet var den indre by tæt befolket med rige som fattige, der fra deres bopæl drev håndværk og handel. Med industrialiseringen voksede nye kvarterer op rundt om bykernen, alle opdelt efter funktion som industri-, arbejdereller villakvarter. De nye tider påvirkede også den gamle kerne, der fik en klar funktion som centrum for handel og service. I hovedgaderne skete en citydannelse, hvor butikker, kontorer og klinikker fortrængte beboelser samt håndværk og småindustri. Udviklingen har ført til, at byernes centre i dag står næsten mennesketomme, når butikker og kontorer er lukkede om aftenen og i weekenderne.
Gennem årene har der været skiftende idealer for, hvordan centrum skulle indrettes og anvendes, og forskellige grupperinger har søgt at gøre deres meninger og interesser gældende, om den så var rettet mod æstetik, fremkommelighed, forbrug eller helt andre hensyn. Forskningsprojektet undersøger den transformation af byen, der begyndte i årtierne efter 1850. Normalt taler historikere om denne tid som det industrielle gennembrud. Sammen med industrialiseringen fulgte dog en urban revolution, der vendte op og ned på opfattelsen af, hvad en by var og skulle rumme af funktioner – og hvordan den skulle se ud.
Fra 1860’erne gennemførte byrådene i større danske byer således en række forbedringer af byernes centrum for at skabe bedre vilkår for erhvervsliv og samfundets top samt for at højne moralen hos den almene stand. Man skulle derfor have pæne og fremkommelige gader og pladser. Også kulturelle institutioner som museer o.l. voksede frem, ligesom bevaringen af historiske bygninger eller miljøer kunne spille en rolle i den urbane identitet.
Et andet styrende element var kapitalismen. Finansinstitutioner som banker og sparekasser dukkede op, og man sigtede mod intensiv udnyttelse af grundene ved f.eks. at bygge i flere etager.
Endelig var et meget vigtigt element mobiliteten, både i forhold til gående, cyklende og efterhånden også de kørende (fig. 10). Fra omkring 1930 blev bilismen helt styrende i indretningen af byens fælles rum i form af gader og pladser. Kulminationen af motoriseringen af byrummet var som bekendt anlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade gennem Odense centrum i 1960’erne.
Forskningsprojektet viser samlet set, at opfattelsen og udformningen af det centrale er en til stadighed forhandlet størrelse, hvor en række skiftende ønsker og krav over tid og under påvirkning af særinteresser udvikler sig i forskellige retninger.
Med Odenses ”Fra Gade til By”-projekt gennemgår byen nu igen en transformation. Det lokale symbol på 1960’ernes funktionalistiske tilgang og vægtningen af mobiliteten i centrum bliver nu fjernet. Centrum skal igen være et levende sted, hvor der er boliger til høj og lav, hvor fodgængere og cyklister får bedre vilkår, og hvor fortættede byrum dominerer billedet frem for brede motortrafikstrøg.[16] ”Fra gade til by”-projektet er et af de store transformationspunkter i Odenses godt 1000-årige historie og vil få indflydelse på såvel den strukturelle udformning af centrum som de mentale forestillinger om og opfattelser af livet i Odense centrum.
I denne transformationsproces er det ambitionen, at Odense Bys Museers nye forskningscenter for centralitet skal have en væsentlig og synlig rolle. Museet ønsker, som illustreret ved de nævnte forskningsprojekter, at give et kvalificeret indspark i debatten om centralitetens væsen. Hvilke processer ligger bag skiftende opfattelser af, hvad et centrum skal rumme? Hvilke greb virker for at opnå en ønsket effekt? Hvilke historiske identiteter har byen haft, og hvilke kan nu trækkes frem?
Museet har via sine arkæologiske og historiske samlinger samt faglige kompetencer en enestående mulighed for at analysere udviklingen af såvel strukturelle som mentale forestillinger om centralitet. Mulighederne vil gennem samarbejder med andre forskningsinstitutioner og oprettelse af relevante forskningsinitiativer kunne sættes i spil i forskellige sammenhænge.
Lige så vigtigt er det dog, at forskningen også formidles til ’almindelige’ mennesker uden den samme faglige baggrund. Forskningscentret skal bidrage i den offentlige debat og skal gennem forskellige formidlingsaktiviteter synliggøre sin forskning.
Formidlingen vil foregå via foredrag, artikler, bøger, byvandringer, formidling i byrummet og via udstillinger.[17] Kigger man på forskningscentrets hjemmeside – http://museum.odense.dk/centrum – kan man danne sig et indtryk af aktiviteterne.
En af de større formidlingsmæssige opgaver, som udspringer af forskningsprojekterne, vil være en stor særudstilling, som åbner i 2017 i det store særudstillingslokale Mønten på førstesalen i museets nye museumsbygning i Overgade. Særudstillingen vil omhandle flere aspekter af baggrunden for Odense, dens tidligste historie og dens etablering i middelalderen, ligesom der vil blive trukket en række tråde op til den moderne og den fremtidige by. Afsættet er bl.a. de nævnte forskningsprojekter og ikke mindst de omfattende arkæologiske undersøgelser forud for sløjfningen af Thomas B. Thriges Gade. På den vis vil den nyeste forandring af byen være med til at skabe grundlaget for fortællingen om byens tidligere transformationer.
