»O God, I could be bounded in a nutshell
and count myself a King of infinite Space«William Shakespeare: Hamlet.
H.C. Andersens kortprosa-produktion er både uhyre omfattende og helt enestående. Det er på en måde de korte og kortere episke teksttyper, der er bindemidlet og kraften i dette store poetiske og ideologiske univers. Målet var at skabe en slags universalpoesi, der skulle skabe sammenhæng og harmoni.
Kortprosaen omfatter ikke bare de mange »Eventyr« og »Historier« men bl.a. også »Billedbog uden Billeder« (1839/54) og rejseskildringen »I Sverrig« (fra 1851). Andersens små genrer består i hovedtrækkene af:
Går man et skridt videre, kan man udskille en række forskellige undergenrer som f.eks. prosaskitsen eller øjebliks- og stemningsbilledet (»Et Billede fra Castelvolden« fra 1852), horrorhistorien (»Rosen-Alfen« fra 1842), exemplum-historier (»Paa den yderste Dag« fra 1852 og »Pigen, som traadte paa Brødet« fra 1859), den sociologiske allegori (»Vanddraaben« fra 1848), den sort-humoristiske, metapoetiske løgnehistorie (»Tante Tandpine« fra 1872) og essay-novellen (»Det nye Aarhundredes Musa« fra 1861).
Både Andersen og teksterne selv skelner mellem to store grove kategorier, nemlig »Eventyr« og »Historier«. I historien om »Hyldemoer«, der blev trykt i »Eventyr 1850«, gives en slags definition på forskellen mellem de to kategorier. Historien er en slags hverdagshistorie, der udspiller sig i realistiske rammer med klar lokalfarve. Eventyret har rødder i men vokser »Ud af det Virkelige« (II.174:29) og ind i et fantastisk univers, hvor det overnaturlige eksisterer på lige fod med det hverdagslige. Historien er »hverdag«. Eventyret er »drøm«. Denne optagethed af »hverdagen« og »drømmen« peger måske netop på det, der er grund-kontrasten og grund-konflikten i teksterne. Den fælles fortællerbevidsthed, der med et ord er idealistisk-utopisk orienteret, er ustandseligt optaget af den betydningsfulde konfrontation mellem »det barnlige« og »det kulturlige«. Det er den konflikt, der sætter værdierne og ideologien.
Det er den frugtbare nøddeskal i denne poetiske forestillingsverden.
I de to historier om »Ib og lille Christine« (fra 1855) og »Hvad gamle Johanne fortalte« (fra 1872) er der tale om eksplicitte alvidende fortællere, der ser tilbage og fortæller en lærerig historie.
I »Hvad gamle Johanne fortalte« er der tale om lidt mere komplicerede fortællerforhold. Det alvidende fortæller-»vi« markerer sig tydeligt, men samtidig opereres der med forskellige fortæller-lag. Fortællingens vej frem til læseren ser kronologisk således ud:
Midtpunktet er altså tilsyneladende fortælleren Johanne, der som fortæller er karakteristisk ved at være implicit. Det er ikke hende, der fortæller historien. Det er den alvidende fortæller, der fortæller det, hun fortalte. Jævnfør titlen. Og det hun har fortalt fortælleren, har hun fra træet og vinden. Men hun udnævnes af fortælleren til at være garanten for, at det her fortalte er sandt. Hun garanterer den fremlagte fortolkning:
»Det er som hørte man en Sang (…) Forstaaer Du den ikke, spørg da den gamle Johanne i Fattighuset, hun veed Besked, hun er barnefødt her i Sognet«. (V. 180: 2-6).
Alt det her rejser i hvert fald et par spørgsmål: Hvor har »Vinden« sin »Sang« fra? Hvilke værdier tillægges de forskellige former for talen? Det vil sige: Skriver denne her fortælling sig egentlig ud af en eller anden form for transcendens eller metafysisk andet sted, fra det helt andet? Er der på en eller anden måde sammenfald mellem fortælleren og vinden-træet? Mellem Den store Fortæller og Kundskabens Træ så at sige? Hedder deres fælles talen poesien og kundskaben/sandheden?
Det er det store spørgsmål.
De to historier om »Ib og lille Christine« og »Hvad gamle Johanne fortalte« ligner et par komprimerede dannelsesromaner. Det særlige ved den form for identitetsromaner, der hedder dannelsesromaner er, at dannelsesprocessen er final-deterministisk, dvs. at det er idealet, der er slutpunktet og det styrende. Det er det, der på forhånd bestemmer det hele. Værdisættet er absolut og givet på forhånd. Det det gælder om er at nå frem eller op til det. Med Johan de Mylius’ ord: »Dannelsesromanen lukker sig da i en cirkelbevægelse, gående fra besiddelse over tab til genvindelse. Slutningen er en rekapitulation af begyndelsen, blot på et højere plan. Romanens fremadskriden bliver en tilbagevenden«. (Udviklingsromanen – en genres historie. S. 160. Odense Universitetsforlag 1982.).
Der er tale om kriser, der overvindes og forløses. Faldet ind i virkeligheden har kastet hovedpersonen ud i en identitetskrise, der længes tilbage til tilstanden fra før, og som stræber mod at genfinde det tabte »paradis«. »Vejen hertil kræver bevidst- og åndeliggørelse med en deraf følgende natur- og selvbeherskelse«. (Keld Zeruneith: Dannelsesromanens metode. S. 67. KRITIK 38/1976).
Det er i stærkt sammentrukket form det der sker for og med Ib og Johanne, hvis vi altså siger, at det i en eller anden forstand er hende, der er hovedpersonen i den historie. Man kunne måske kalde de her to historier for dannelses-noveller eller solstrålehistorier eller gode borgerlige lærestykker. Hvis ikke du tror på det her, så kan du bare spørge den store alvidende fortæller, for han ved besked.
Han borger for solen.
De to historier er en slags rammefortællinger, der så at sige indkapsler en krise. Forløbet er tre-faset a la hjemme-ude-hjem-forløbet. De tre faser ser generaliseret således ud:
| 1. situation | → | 2. situation | → | 3. situation |
| 1. ekspositionsdel | → | 2. overgangssituation | → | 3. konsekvens |
| hjemmet, udfærd | → | muligheds- og spændingsfelt | → | den onde lykke den gode lykke |
I den første fase sker der en omhyggelig, langsom, nærmest panoramisk zoomen ind på ordenen og ideologien og faldet – og på den gode tilstand af lykke, før verden gik af lave. I den anden fase, der næsten er lige så lang som livet selv, folder krisen sig ud i en næsten scenisk eskalation. Forfaldet trænger sig truende på, men ender med ikke at få bugt med »lykken«. Verdens kriser var altså ikke helt uovervindelige – for: »altid var der dog Gjennemfart«, som det hedder et sted i »Ib og lille Christine«. (II 298:19). I den tredie afsluttende og ganske korte fase rundes det hele af med en panoramisk præsentation af den genfundne men dog forvandlede lykke og eufori og idyl. Verden er igen blevet en tilstand af lykkelig væren.
Det er forløsende forløb.
»Ib og lille Christine« er et trekantsdrama om »Adam og Eva og den forføreriske slange« eller altså om barnligheden og den sækulariserede kulturs trussel mod det sammenhængende liv. Rammen rummer det jordiske paradis før og efter den omkostningsfulde og dødbringende krises midlertidige indbrud. I rammen lokaliseres værdierne topografisk og idelogisk. Topografien og ideologien spejler så at sige hinanden: Det gode sted ligger i læ bag volden og de høje træer, og selv om jorden er sandet kan den dog brødføde den lille familie i det: »lille Bondehuus« (II. 297:4). For som det hedder: »de havde det ret vel til Føden, naar man tager den, som man har den« (II. 297:8f).
De gode værdier og dyder hedder altså affinden og mådehold, men også flid og fornuft. For om vinteren er den lille bonde en: »flink Træskomand« (II. 297:13), og selv om de nok kunne klare at have et par heste, så har de valgt ikke at gøre det, for hesten: »den tærer for det Gode den gjør« (II. 297:11). Så selvom Jeppe-Jæns og hans lille familie er fattige, så: »kunde (man) ikke kalde Jeppe-Jæns for fattig Folk« (II. 297:15f).
Det er det ideale hjem. Her vokser Ib så op som: »Husets eneste Barn« (II. 297:17). Han tilegner sig gnidningsløst både de praktiske og de ideologiske dyder. Da faren dør (II. 301:26), overtager han lige så stille hans plads. Det er ikke for ingenting, at han er: »en flink Træskoesnider« (II. 301:24). Han er rodfast og flittig og higer ikke efter guld og glimmer. Han ved, hvad der er værdifuldt.
I barndommen har han lille Christine som legekammerat. Hun er et år yngre og eneste datter af den fattigere prammand fra: »Lyngtørvshuset« (II. 297:24) på den golde hede. Det der karakteriserer hende er det ydre:
»hun var saa fiin og saa yndelig, som et Herskabs Barn; havde hun Klæder skaaret, som hun var født og baaret saa vilde Ingen troe, at hun var fra Lyngtørvshuset paa Seishede«. (II. 297:21ff).
Men altså: De to lever et liv sammen i læ for verdens vinde: »Ib og lille Christine kom godt ud af det ved Leg og ved Fad; de rodede og de gravede, de krøb og de gik, og …« (II. 298:7f). De lever i en verden af sammenhæng og uden hierarki: »..og … og … og..« (II. 298:7f). De lever i et konfliktløst og fredsommeligt fællesskab. De lever sammen nærmest som i et »barnligt« ægteskab: »ved Leg og ved Fad«.
Det er det symbiotiske livs Paradis. Men på den anden side af den store beskyttende vold ligger hele den (h)vide verden med alt det ukendte og fremmede, det vildsomme og vilde, det farlige og lokkende – døden og euforien.
Den første tur ud i den store verden går sådan set godt:
»..og en Dag vovede de sig ene to næsten helt op paa Aasen og et Stykke ind i Skoven, engang fandt de der Sneppeæg, det var en stor Begivenhed«. (II. 298:8ff).
Men allerede den næste tur demonstrerer den store verdens farlige dobbelthed: Verden er fyldt med goldhed og fæle skrig, angst og mørke. Verden er fyldt med sol og de dejligste blåbær:
»..det var alt for indbydende til ikke at blive og de blev og de spiste, og blev ganske blaa om Mund og Kinder«. (II. 299:18f).
Det er denne verdens vilkår: Den er splittet mellem det usammenhængende og det sammenhængende, mellem det angstfyldte og det euforiske.
På vejen gennem dette ufremkommelige landskab møder de »en stor, gammel Kone« (II. 299:39f), en taterske. Hun er egentlig ikke en forfører men en symbolsk sandsiger. De tre ønskenødder, som de to børn får, og som de fordeler mellem sig på en ganske særlig måde, rummer i kort begreb historiens (og livets) grundkonflikt: De to nødder, som Christine begærer, rummer ydre konkreter, nemlig: guld og klæder. Den lille sorte nød, der bliver tilovers, og som Ib så får, rummer i første omgang ikke noget konkret, men et abstraktum, nemlig siger tatersken: »Det Allerbedste for Dig!« (II. 300:26). Da Ib knækker nødden og ser, at den bare indeholder noget: »Snuus eller Muld-Jord« (II. 301:1), skuffes han, fordi han endnu ikke er klar over, at nøddernes indholdsmæssige pointer er symbolske.
Muldjorden viser sig at være et billede på mulighedsfeltet, oprindelsen og grokraften. Et billede på paradis-muligheden. Guldkareten og guldhestene og de fine kjoler og strømperne og hatten viser sig at være et billede på det lukkede og lukkende, det afsluttede og fastlåsende, det skinnende men endelige ydre. Et billede på døden eller i hvert fald det dræbende, for begæret efter det gyldne ydre forvrænger og kvæster det indre psykiske liv. Livet bliver goldt og ødelagt.
Historiens og den store verdens forføriske slange hedder altså »dansen om guldkalven« og den materialiserer sig i skikkelse af den navnløse krosøn, der er:
»ansat ved noget Stort i Kjøbenhavn, ved et Contoir« (II. 302:40f).
Han er altså en handlernes og markedets mand. Han er den sækulariserede verdens-slange. Han er der bare som en uheldssvanger skygge, der jo symbolsk nok ender på bunden af kanalen i Slotshaven, da kisten er tom og vennerne vender ham ryggen.
Da Christines reflekterede begæring retter sig mod den ydre rigdom og mangfoldighed, lader hun sig nemt lokke. Selv om hun pr. stedfortræder (altså faren) spørger Ib til råds, så har hun på forhånd dødsdømt hendes og Ibs forhold, for hvis Ib insisterer på, at det skal være ham og hende:
»saa havde hun betænkt at skyde Lykken fra sig« (II. 303:4f).
Det vil sige: Lykken er allerede placeret og defineret anderledes. Det er det Ib begriber. Det er derfor han giver hende et tvetydigt svar (II. 303:14-24), der balancerer et sted mellem »Hjerte« og »Gavn«. Hun må altså selv stå inde for sin egen tolkning. Hendes livs- og lykketolkning er i første omgang fatal: Hendes store social-materiale opstigning forvandler sig til et brat, dødeligt fald, fordi den baserer sig på ufrugtbare værdier. Da hun – takket være kro- og kontormandens energiske indsats – mister den sociale prestige og alle de konkrete materielle værdier, tæres hun op indefra: »Christine gik med Døden i sig« (II. 305:37). For der er på en måde ikke mere tilbage for hende.
Euforien er forbi, kun døden er tilbage. Hun dør og lever dog videre: På sin tur til: »det store, vildsomme Kjøbenhavn« (II. 304:39f) møder Ib en lille, bitte, fattig pige på en gade et sted i den natteøde by. Det er Christines datter, det er Christine om igen: »det var livagtigt lille Christine han saae, ganske, som han huskede hende fra de begge var Børn« (II. 305:13f).
Ib er i København for at hente sin rigelige belønning for den store, tunge, oldtids guldarmring, han har fundet i sin jord. Fundet af Christine og den nye lille Christine bliver så endnu en guldklump, og da Christine dør, tager han lille Christine med sig tilbage til det lille hus bag volden. Der bliver det tabte barndoms-paradis genoprettet. Ib og lille Christine er så omsider – omend forskudt og symbolsk – blevet forenet. Symbiosen er blevet reetableret: »ved Leg og ved Fad«. Ib og den nye lille Christine kan så leve i et nyt ægte (fælles)-skab:
»..under Aasen, godt i Læ bag høie Træer stod det lille Huus, hvidtet og malet; inde i Stuen brændte i Kakkelovnen Klynetørvene, inde i Stuen var Solskin, der straalede fra to Barne-Øine, Foraarets Lærkeslag lød i Talen fra dets røde, leende Mund; der var Liv og Lystighed, lille Christine var der; hun sad paa Ibs Knæ« (II. 306:20ff).
Det er det solrige hjem.
»Hvad gamle Johanne fortalte« gennemløber i grunden den samme konflikt og ender også i nærheden af solen. Det er igen modsætningen mellem »barnligheden« og det kulturliges præstations- og resultatorientering, der er det alt-afgørende.
Allerede i den topografiske ramme udpeges grundforholdet. Det symbolske kontrastpar hedder træet (det gamle piletræ) og milepælen. Træet er det evigt-varende. Det mærkes af vind og vejr og tiden, men det bliver stående og bøder selv på tidens tand:
»nu har Veir og Vind lagt Jord i Revnen, der voxer Græs og Grønt, ja et lille Rønnebærtræ har der plantet sig selv«. (V. 181:7f).
Træet er »naturen«. Det selvgroende. Træet er kundskabens og sandhedens instans.
Milepælen derimod er skabt og rejst af mennesker. Den er et kulturprodukt. Den er et kulturelt tegn, der taler om det målelige og dermed om den menneskelige bevidstheds imperialisme. Alt skal værdsættes som afstand.
Træet og milepælen hører sammen. De er to sider af det menneskelige liv. De er først barndommens dobbelttydige lege- og værested:
»Ved den steenreiste Milepæl, under det store Piletræ, legede Rasmus og Johanne« (V. 183:6f).
Siden sætter de topografiske forandringer ind. Der sker bl.a. dette:
»Milepælen faldt om, den havde ikke Noget at staae for, men Træet holdt sig kraftigt og kjønt« (V. 186:7f).
Barndommens umiddelbarhed og uskyld er forbi. Konfirmationen er passeret. De tos fælles, gode legested er ikke til for dem længere, derfor falder milepælen.
Da Rasmus mod slutningen af historien og sit liv for sidste gang opsøger det gamle paradis-sted, hedder det:
»han styrede hen under det gamle Piletræ, satte sig paa en Steen af den styrtede Milepæl« (V. 190:39f).
»… en Steen af …« det vil sige: Milepælen, er ikke bare faldet, den er også faldet fra hinanden i mindre stykker. Den er fragmenteret og det er ikke længere muligt – for Rasmus i hvert fald – at genskabe den tabte helhed. Han taler til træet, han svarer på en eller anden måde på dets talen, men ordlyden får vi ikke at høre. Fra da af er døden blevet tydeligere, men samtidig er det som om han har forsonet sig med de gode minder:
»Rasmus kom, støttende sig paa sin Kjep, han stod stille, saae paa Børnenes Leg, smilede til dem, gammel Tid skinnede ind i hans Tanker« (V. 191:41ff).
Og Rasmus dør så en solskinnende og skovduftende pinsemorgen, altså netop på den dag, hvor den kristne kirke fejrer Helligåndens komme. Ringen er sluttet.
Forholdet mellem træet og milepælen svarer til forholdet mellem tekstens to centrale former for talen: På den ene side er der træets talen. På den anden er der markedets talen.
Træets talen er entydigt positivt valoriseret. Det er på en eller anden måde det oprindeliges og det »eviges« fortællerstemme. Det træet fortæller kommer ganske vist ikke fra det selv men fra vinden, altså fra det metafysiske, det åbne. Den talen forbinder sig med det troværdige og det sande. Men samtidig er det karakteristisk ved ikke at være en direkte tilgængelig talen, men en talen, der bestandig må fortolkes. Historien her leverer så to fortolkere, der garanterer for historiens pålidelighed, nemlig: den eksplicitte fortæller og gamle Johanne. Træets talen er altså på sin vis en tavs talen bl.a. fordi den kommer fra det ukendte og fordi den har noget at gøre med sindstilstande og sammenhængende væren.
Den tavse talen er i det hele taget en vigtig prøvesten og skillelinie. Tavsheden kan ligefrem blive en milepæl i en persons liv. Et eksempel, der så samtidig bliver et eksempel på markedets talen. Situationen er den, at Rasmus er på vej til marked sammen med Else og hendes far, sognets næstrigeste bonde:
»Der var Marked i Staden; Klaus Hansen kjørte derind og Rasmus var med, han sad ved Siden af Else, baade ud og hjem. Han var betagen af Elskov, men derom sagde han ikke et Ord«. (V. 187.11f).
Men det er ikke nok for Else. Hun vil have ord på bordet: »Vil han ikke tale, skal jeg nok skræmme ham op!« (V. 187:15f). Hun tænker i markedsmekanismer, konkurrence og præstation og forsøger at etablere kappestrid mellem Rasmus og sognets rigeste gårdmand. Rasmus står forvildet af racet og drager: »Ud i den vide Verden« (V. 187:28f). Hans forvildelse hænger sammen med den dybtgående splittelse, der har sat sig i ham som en sønderrivende mare. På den ene side drages han af præstationstænkningen, der lokker med rigdom og lykke. (V. 183:8-14). På den anden side er der et sted i hans sind stadig rester af den gode barndoms tid. (V. 187:38, 190:lf, V. 191:42f).
Med andre ord: Tekstens mandlige jeg, altså Ib, er spændt bristefærdigt ud mellem jagten på ydre værdier og besiddelsen af indre værdier. Han går – som sagt – delvist i stykker på det. Tekstens kvindelige hovedperson, altså Johanne, forbliver ligesom Ib i »Ib og lille Christine« tro mod sine rødder så at sige. Hendes liv og virke er næsten lige så stabilt, uforanderligt og på sin vis indadvendt som træets liv. Hun er forbundet med barndommen og troen, så derfor spiller det ydre ikke nogen afgørende rolle. Hun er det solrige sind:
»Hun lever der, hun synger sin Psalme, den hun sang for Rasmus, hun tænker paa ham, beder til Vor Herre for ham, hun, den troe Sjæl. Hun kan fortælle om Tiden, som gik, Minderne, der suse i det gamle Træ«. (V.192:19-22).
Hun er væren.
Disse to Andersen-tekster handler om, gennemspiller og eksemplificerer selv livets kontraster og kontrasternes liv: Teksternes egen organisering som rammefortælling, altså ramme og fortælling, demonstrerer det teksterne taler om. Rammen markerer grundlaget og det fundamentale – i teksternes og livets univers. Rammen sikrer teksten og livet en udholdelig begyndelse og afslutning. Rammen tilfredsstiller læserens begær efter det lykkeligt afrundede. Rammen rummer ideologien og den idealistisk-utopiske opfattelse af, at det umiddelbare menneske nok skal nå i havn og få en plads i solen.
Den historie, der så udfolder sig indenfor de her rammer, skildrer så det konfliktfyldte liv i det kulturlige, sociale og psykologiske. Konflikterne er tilsyneladende uendelige og uendeligt mangfoldige, men samler sig i virkeligheden hele tiden om en enkelt afgørende dobbelthed, nemlig kampen mellem:
Det er sådan set en kamp mellem lyset og mørket: I »Ib og lille Christine« bliver Ib knyttet til lyset og Christine til mørket, og den kontrast understreger så yderligere den kvalitative forskel på de tos livsveje.
I »Hvad gamle Johanne fortalte« er der tale om brydninger mellem et reflekteret sortsyn og et mere umiddelbart lyssyn. Brydningerne samler sig næsten programmatisk i de to konkurrerende mundheld: »Hvad kan det hjælpe!« og »Hold paa Dig selv og Vor Herre!« (II. 182:21f).
Det dobbelte liv er menneskelivet i kulturen.
De to tekster tematiserer forestillingen om, at den paradisiske væren er mulig for mennesket også i dette liv, også i denne kultur: Bevægelsen frem mod det paradisiske ligner en bevægelse tilbage mod det, der var før mennesket blev voksent. Det ligner en regressiv utopi, men er måske en progressiv utopi, fordi den i grunden handler om at sætte sig ud over alt det ensidigt begrænsende.
Den tilsyneladende værdiløse muldjord, der er i Ibs lille, sorte ønskenød, er i virkeligheden et billede på det menneskelige livs mulighedsfelt. Jorden rummer »liv« og »rigdomme«, men de er – ved første blik og i første omgang – skjulte. De skal søges og graves op. Jorden er på sæt og vis det ubevidste, et kæmpemæssigt reservoir for alt det tabte og endnu ikke udfoldede.
Guldarmringen viser netop denne dobbelthed. Den er på en gang det genfundne og det befriende. Det fund sætter Ib i bevægelse. For det første får det ham til at nytolke taterskens ord om, at hans nød rummede: »Det Allerbedste for Dig!« (II. 300:26). Han begriber nu, at den jord, han har rod i, rummer hidtil usete udfoldelsesmuligheder. For det andet sætter det ham altså psykisk fri. Han kan drage ud i verden for at vende hjem med nye øjne og ny lyst til livet.
Det paradisiske er i sidste instans et psykisk sted, en oplevelsesform og en verdensopfattelse, der ikke lader sig »friste« og forlede af alt det tomme og farlige glimmer.
Endnu et eksempel: Når Ib og når Johanne er tilbageholdende og tavse i de afgørende situationer, hænger det sammen med, at de ubevidst distancerer sig fra sproget-som-forførelse. Det »ægte« fællesskab er ikke et fællesskab skabt via sprogets forførelse eller via andre ydre tings forlokkelse, men netop en egentlig ubenævnelig og uudsigelig tilstand – en væren.
Det er de hemmelige haver i læ for verden med »det lille Huus, hvidtet og malet« (II. 306:20) og med vinden, der: »suser i det gamle Piletræ«. (V. 180:3). Det er den store gamle have – Paradisets Have -, der her har fundet sig en lille plads i Den store Fortællers bevidsthed.
Det er ganske vist.
