I februar 2008 afholdtes på Amalienborg et møde, som skulle føre til et samarbejde af helt speciel karakter for Odense Bys Museer. Deltagerkredsen omfattede H.M. Dronningen, hofmarskal Ove Ullerup, Jacob Jørgensen fra JJ Film og nærværende skribent. Til stede var også direktøren for Statens Museum for Kunst, Karsten Ohrt, som havde medvirket i at sætte gruppen sammen. Anledningen var at drøfte, hvorledes H.M. Dronningens og JJ Films stort anlagte film baseret på H.C. Andersens eventyr kunne præsenteres ved en særlig begivenhed i Odense. Begivenheden skulle både være en verdenspremiere på filmen og en åbning af udstillingen De Vilde Svaner med uddrag af H.M. Dronningens scenografi og kostumer til filmen. I 2008 var selve optagelserne til spillefilmen De Vilde Svaner endnu ikke gået i gang, men historien var færdig, instruktører fundet, og ikke mindst havde H.M. Dronningen skabt de scenografiske rammer i form af en serie af decoupager. Der arbejdedes intensivt på at afprøve den særlige green screen-teknologi, som skulle gøre det muligt at indsætte skuespillernes optræden i et univers af decoupager blot 35 × 55 cm store.
Fra foråret 2008 og frem til premiere og udstillingsåbning den 4. september 2009 afholdtes flere møder dels med H.M. Dronningen om film og udstilling og dels i det ‘konsortium’, som udviklede sig i samarbejdet mellem Hoffet repræsenteret ved hofmarskal Ove Ullerup, Jacob Jørgensen fra JJ Film og undertegnede repræsenterende Odense Bys Museer.
Filmen og udstillingen De Vilde Svaner blev en meget stor succes. På selve premieredagen deltog H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen i det officielle program, som omfattede åbning af udstillingen i H.C. Andersens Hus, hvor Dronningen selv talte om projektet, og efterfølgende filmvisning i et fyldt Odense Koncerthus. I de følgende måneder strømmede mange gæster til udstillingen, og endnu flere fulgte i juledagene 2009 i kølvandet på DR’s visning af filmen. For Odense Bys Museer blev De Vilde Svaner et utroligt spændende projekt, ikke blot i samarbejdet med H.M. Dronningen om udstillingens tilrettelæggelse, men også i forhold til at følge filmarbejdet på tætteste hold. Mere herom kan læses i den bog, som Odense Bys Museer udgav i forbindelse med udstillingen: De Vilde Svaner. Dronning Margrethe II’s decoupager og dragter til filmatiseringen af H.C. Andersens eventyr.
I løbet af foråret 2009 blev det besluttet, at udstilling og film skulle på rejse efter visningen i H.C. Andersens Hus. H.M. Dronningen havde under et officielt besøg i Mexico fået opfordring til, at hendes decoupagekunst skulle vises dér. Hofmarskalen, Jacob Jørgensen og undertegnede satte sig sammen og påbegyndte planlægningen af en verdensturné. Første stop skulle være Franz Mayer Museet i Mexico City i starten af 2010. Hofmarskalen besøgte museet, drøftede praktiske forhold om udstillingen og tog fotos af udstillingslokalerne. Det aftaltes, at JJ Film skulle stå som egentlig ansvarlig for turneen og dens gennemførelse, medens Odense Bys Museer skulle varetage den praktiske del med udstillingens forsendelse, opstilling og sikring af originale decoupager. Året 2010blev i den henseende en spændende og nogle gange nervepirrende oplevelse. Ligeledes fik vi lært, hvor forskelligt man kan gribe tingene an. Det hele startede dog i bedste stil.
Odense Bys Museer havde til brug for udstillingens videre færd udarbejdet en detaljeret manual omfattende tegninger, fotos og beskrivelser. Udstillingens elementer i form af podier, giner m.m. pakkedes i store specialfremstillede containere, og decoupagerne placeredes i særlige transportkasser. Dette arbejde foregik i de første dage af januar måned, og snart kunne Mærsk, der blev sponsor på transporten, afhente containerne og sende dem med skib til Mexico. Decoupagerne skulle transporteres som kurertransport, og det blev arrangeret således, at de kom med samme fly som nærværende forfatter. Forud for rejsen havde jeg været noget urolig sagen. Til trods for at vi havde fremsendt manual, beskrivelser m.m. lang tid i forvejen til Franz Mayer Museet, havde vi kun fået ganske kortfattede tilbagemeldinger. Og da jeg i en email fra museets direktør få dage inden afrejsen til Mexico fik stillet en række konkrete spørgsmål om udstillingen, undrede jeg mig såre, idet disse og mange flere ting allerede fremgik af den detaljerede manual. Var man overhovedet forberedt på Franz Mayer Museet, og vidste de egentlig, hvad det var for en udstilling, der var på vej? Jeg indstillede mig på, at jeg nok skulle bruge ekstra tid på museet som supervisor for opstillingen. Få dage forinden fik jeg ligeledes en besked fra Franz Mayer Museet om, at der nok ville gå flere dage med toldbehandlingen af decoupagerne efter ankomsten til Mexico City. Dette svarede ikke til den besked, som jeg havde fået fra vores danske agent for kunsttransport. Ville decoupagerne nå rettidigt frem?
Da jeg sammen med Jacob Jørgensen den 20. februar kl. 10.00 mødtes med Franz Mayer Museets direktør for at modtage decoupagerne på museet, var lettelsen stor. Nøjagtigt på det aftalte tidspunkt kørte en bil ind fra det mexicanske kunsttransportfirma, og de to transportkasser kunne åbnes med alt indhold i behold. Allerede ved ankomsten til museet blev jeg klar over, at dette ikke var et hvilket som helst museum. Franz Mayer Museet er utroligt flot placeret i centrum af Mexico City i gamle, historiske bygninger. Museet udstråler en stor professionalisme, og samlingerne af kunsthåndværk fra det 16.-19. århundrede er af meget høj klasse. Under drøftelserne af udstillingens praktiske opstilling udtrykte direktøren hele tiden, at museet havde styr på projektet, og at man sagtens kunne magte opgaven selv. Det aftaltes derfor, at Jacob Jørgensen og jeg kunne tage ud og se nærmere på Mexico. Da vi vendte tilbage, var spændingen stadig meget stor. Havde de kunnet klare opgaven på egen hånd? Undervejs var vi ikke blevet kontaktet for yderligere praktiske spørgsmål. Det var aftalt, at vi skulle vende tilbage dagen før åbningen, og vi mødtes igen med museets direktør og gennemgik udstillingen. De var nået langt, men der manglede stadig en del. Jeg foreslog, at dele kunne udelades, og at vi kunne starte næste morgen meget tidligt for at få de sidste detaljer klar forud for det planlagte pressemøde kl. 11.00. Direktørens venlige, men lakoniske svar var, at vi kunne dukke op kl. 9.00. Jacob Jørgensen og jeg ankom før kl. 9.00, men det hjalp ikke meget. Konservatorer og udstillingsmedarbejdere dukkede først op lidt senere. Da kunne vi konstatere, at de var nået rigtig langt!
Klokken 11.00 startede pressemødet i museets store biografsal. Og det var noget af et presseopbud. Ikke mindre end 80 journalister og fotografer stod klar, da Prins Joachim og Prinsesse Marie trådte ind i lokalet. Arrangementet, som omfattede både et egentligt pressemøde og en efterfølgende besigtigelse af udstillingen, forløb utroligt professionelt og med en overvældende interesseret presse. Udstillingen var også – næsten – blevet færdig og så meget smuk ud. Enkelte tekstplancher manglede endnu, og et stort fotografi af Dronning Margrethe var endnu ikke hængt op. Vi spurgte naturligvis hertil, men fik – endnu en gang – svaret, at det nok skulle blive gjort, og at alt ville nås. Og sandelig om det ikke var tilfældet. Da udstillingen åbnede om aftenen ved en stort anlagt reception, var alt på plads – klappet og klart. Åbningen foregik meget veltilrettelagt med taler af museets formand, direktør og åbning ved Prins Joachim. Dagen afsluttedes med en flot middag for en særlig indbudt kreds i flotte lokaler på museet.
Måske var det mine fordomme om Mexico, der havde spillet mig et puds? Jeg havde fra starten været usikker med hensyn til, hvorledes vi fik sendt udstillingen af sted til Mexico i rette tid, hvorledes vi fik decoupagerne frem ligeledes uden problemer, og hvorvidt museet kunne opstille udstillingen alene på grundlag af vores manual. Forud for projektet havde der kun været få kontakter og herunder den bekymrende email, få dage før jeg rejste til Mexico med spørgsmål, som syntes at vidne om, at man først da var begyndt at tænke konkret på udstillingen. Måske det også har været tilfældet? Der er ingen tvivl om, at en særlig sydlandsk mentalitet herskede på museet i forhold til, hvornår man nåede hvad. Svaret ‘manãna’ dukkede op flere gange. Men de nåede det! Og det på en meget professionel måde. Hertil kom, at Franz Mayer Museet supplerede udstillingen med en særlig H.C. Andersen-udstilling i museets bibliotek, og der blev i visningsperioden arrangeret flere oplæsninger af H.C. Andersens eventyr. Med den erfaring i ballasten kunne vi trygt rejse tilbage til Danmark og se frem til næste stop for udstillingen: Meridian International Center i Washington DC.
Nervøsiteten forud for rejsen til Mexico City blev sat ekstra meget i perspektiv i forbindelse med forberedelserne til visningen i Washington DC. I det tidlige efterår 2009 blev det besluttet, at udstillingen skulle vises i Meridian International Center, som ligger i Washingtons gamle ambassadekvarter. Centret har til formål at understøtte det internationale samarbejde mellem USA og den øvrige verden og er ramme om mange udstillinger, kulturelle arrangementer og udvekslinger. Herfra greb man den kommende særudstilling helt anderledes an end på Franz Mayer Museet. Straks det lå fast, at udstillingen skulle vises på Meridian, sendtes herfra to medarbejdere til H.C. Andersen-museet, således at de, inden udstillingen blev nedpakket, nøje kunne gennemgå den, fotografere og opmåle. Over et par dage arbejdede amerikanerne intensivt med udstillingens tekniske indhold og fik lavet aftaler med Odense Bys Museer om udlån af originale H.C. Andersen-klip, som skulle supplere udstillingen, samt aftalt bestilling på flere affotograferinger. Herefter afholdtes møder med hoffet og med JJ Film om selve åbningsarrangementet og visning af filmen. Altså alt i alt en meget engageret og meget detaljeret forberedelse – og den oplevelse fik vi, inden vi drog til Mexico.
Meridian International Center skulle i de kommende måneder – frem til åbningen i juni 2010 – vise sig som utroligt nidkær med hensyn til at få alle detaljer præcist beskrevet og alle ting forberedt i god tid inden udstillingens ankomst. Herudover ønskede man også fra Meridian International Center, at to medarbejdere fra Odense Bys Museer skulle deltage i selve opstillingen. Undervejs i forberedelserne modtog Odense Bys Museer så mange emails og så mange forespørgsler fra Washington om så mange små og store detaljer, at flere medarbejdere drømte sig tilbage til Mexico-situationen! I Washington blev intet overladt til tilfældigheder. Og det fortsatte, også efter at jeg ankom til stedet nogle dage før åbningen. Her blev det til flere møder om detaljer i udstillingen, udarbejdelse af supplerende tekster og minutiøs gennemgang af åbningsarrangementet. Både ledelse og medarbejdere ved Meridian International Center var utroligt venlige og positive. Hvis dette ikke havde været tilfældet, var der nok nogle af Odense Bys Museers medarbejdere, der ville have reageret negativt i forhold til de mange og gentagne gennemgange af detaljer. Omvendt må man sige, at der blev taget højde for alle mulige pludseligt opståede problemer, ikke mindst i forbindelse med åbningsarrangementet. Eksempelvis blev der opstillet ekstra projektorer ved alle digitale visninger. For tænk sig, hvis eksempelvis de flyvende svaner i indgangspartiet ville gå i stå på grund af en udbrændt computer eller projektor! Undervejs syntes jeg nok, at det var lidt overdrevet, men jeg har siden – efter fejringen af Odense Bys Museers jubilæum den 9. december 2010 under overværelse af H.M. Dronningen, hvor en computer gik totalt i sort – erkendt, at det er smart at have en backupmaskine klar. Teknikken skal selvfølgelig nok gå galt, når den bare ikke må!
Udstillingen De Vilde Svaner i Meridian International Center åbnede den 3. juni under overværelse af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary og et stort antal indbudte gæster repræsenterende USA’s kongres, nationale kulturinstitutioner, erhvervsliv og pressekorpset. Igen oplevede vi et meget professionelt og flot åbningsarrangement. Efter receptionen blev der afholdt middag for en række indbudte gæster på den danske ambassade. Lejligheden blev benyttet til ligeledes at fejre, at det var 50-året for opførelsen af den arkitektonisk flotte ambassade.
Udstillingsåbningen blev et par dage senere fulgt op af premiere på filmen De Vilde Svaner i National Gallery of Art. Biograflærredet her er enormt stort, og det var en fantastisk oplevelse at se, hvorledes decoupagerne stod knivskarpt som scenografi, til trods for at de nu var forstørret op mange, mange gange. Green screen-teknologien viste her sin fulde evne. Turen til Washington havde således været en stor succes, og triumviratet Ove Ullerup, Jacob Jørgensen og jeg kunne rejse meget tilfredse hjem, men også en god del rigere på erfaring med hensyn til kulturforskelle i arbejdet med at arrangere udstillinger og gennemføre åbningsarrangementer. Både i Mexico City og i Washington DC førte udstillingsåbningerne til masser af pressedækning, og De Vilde Svaner fik en flot omtale og central placering i magasinet om aktiviteter og udstillinger i Washington DC i juni/juli. Vi kunne således med to succeser i baghånden så småt gå i gang med næste stop – Beijing, Kina.
I det sene forår 2010 lå det fast, at udstillingen De Vilde Svaner skulle vises på Prince Gong’s Palace i Beijing. Jacob Jørgensen tog i juni i hast til Kina for at forhandle de praktiske forhold på plads og ikke mindst få opmålt og taget fotos af udstillingsstedet. På grundlag heraf skulle vi udarbejde forslag til en endelig udstillingsplan, der skulle sendes til godkendelse i det kinesiske kulturministerium meget hurtigt. Allerede fra starten oplevede vi en stærk central styring af projektet fra kinesisk hold. De enkelte aftaler skulle gå gennem mange led, og det gav naturligvis en forsinket proces og ikke mindst uklarheder. Sproglige og kulturelle barrierer virkede også ind på forløbet. Vi kunne ikke altid forstå tilbagemeldingernes mulige dybere lag.
Hen over sommeren blev Jacob Jørgensen og jeg mere og mere fortvivlede over ikke at have styr på udstillingen. Vi savnede pludselig rigtig meget folkene fra Meridian International Center – og håbede på at få samme erfaring med Beijing-museet, som vi oplevede på Franz Mayer Museet. Åndedrættet blev holdt tilbage til det sidste, og først da åbningen af udstillingen var gennemført, kunne jeg lettet puste ud og sende følgende pressemeddelelse hjem til Danmark:
Lørdag åbnede udstillingen ‘De Vilde Svaner’ i Prince Gong’s Palace i Beijing. Forinden var der store udfordringer og nervøsitet til det sidste. Men det lykkedes!
Turen til Kina blev noget af en udfordring, som gav ekstra grå hår i hovedet på museumschef Torben Grøngaard. Selve udstillingen sejledes med Mærsk fra Washington til Beijing, medens Dronningens decoupager, der er et væsentligt element i udstillingen, blev fløjet fra USA’s hovedstad til Kinas. Eller rettere det var planen, men på grund af vanskeligheder med importen i Kina måtte decoupagerne sidste weekend mellemlande i Kastrup for at få nye toldpapirer. Sidste del af udstillingen består af originale H.C. Andersen-klip, som bragtes til Beijing af museumsinspektør Ane Grum-Schwensen. Opstillingen skulle allerede have været igangsat under Ane Grum-Schwensens ledelse i mandags, men selve udstillingen kom ikke. Nye toldproblemer var opstået med fragten, og helligdage i Kina satte en stop for løsning af problemet. Først natten til fredag ankom en lastbil fra Mærsk til det flotte og storslåede Prince Gong’s Palace i centrum af Beijing. Ane Grum-Schwensen og kinesiske udstillingsarbejdere måtte derefter arbejde igennem fra midnat torsdag til fredag aften. Men så stod udstillingen færdig, og en officiel overdragelse til det kinesiske museum kunne ske ved underskrifter af Prince Gong’s ledelse og museumschef Torben Grøngaard, der netop var ankommet for at deltage i åbningen dagen efter. Alt stod således klar, og de flotte bygninger smykket med blomster og bannere, da Prins Joachim ankom lørdag kl. 10.00 for at deltage i den officielle åbningsceremoni. Sveden tørredes af panden hos de to museumsfolk fra Odense, da indvielsen var overstået et par timer senere. Begejstringen var stor hos de indbudte kinesiske deltagere, der nød udstillingen. Den tager sig rigtig flot ud i de gamle, fine kinesiske rammer. Prins Joachim, der også forestod åbningen i Mexico City i februar, var meget begejstret for den nye opsætning. Fejringen afsluttedes med en frokost for en indbudt kreds og om aftenen med middag hos den danske ambassadør. Få timer efter åbningen bragte Kinas største nyhedsmedier billeder og historier fra begivenheden. Kinesisk TV sendte 5 gange i løbet af åbningsdagen filmen De Vilde Svaner.
I løbet af de følgende uger besøgtes udstillingen af tusindvis af mennesker, og millionvis af kinesiske tv-seere kunne opleve H.C. Andersens ikke særligt kendte eventyr om de vilde svaner i en eventyrlig og teknologisk nyskabende film. Selvom mange mennesker besøgte udstillingen og så filmen i Mexico City og i Washington DC, er tallene herfra små i forhold til de enorme besøgs- og seertal i Kina. At vise udstillingen De Vilde Svaner på et af de helt store attraktionssteder i Beijing midt under den store oktoberferie i Kina var et markant scoop. Så uagtet alle de mange problemer, udfordringer og forhindringer lykkedes det ‘konsortiet’ endnu en gang at få succes. Medens disse linier skrives, er udstillingen på vej tilbage til Danmark, hvor den skal gennemgås grundigt inden næste rejsemål. Om alt går vel skal De Vilde Svaner lande i Tokyo i maj og i Rom i september 2011. Som altid er realiseringen afhængig af såvel økonomi som overvindelse af de mange praktiske problemer, der er forbundet med at sende en udstilling ud i verden. Hertil kommer, at denne udstilling ikke er helt normal. Den er forbundet med en særlig politisk og mediemæssig bevågenhed, i og med at udstillingen rummer originale værker fra H.M. Dronningens kunstneriske hånd, og at der ved de officielle åbninger indgår deltagelse fra den kongelige familie. Endelig kræver det også en del forudgående planlægning at sikre, at filmen – som er hele grundlaget for projektet – skal være forhandlet på plads med hensyn til visning for et særligt indbudt publikum og efterfølgende udsendelse på passende nationalt TV.
Realiseringen af film- og udstillingsprojektet hvert sted kræver et stort samspil og mange ting, som skal kunne virkeliggøres. Der har været store udfordringer for den lille gruppe. Heldigvis har konsortiet stået sammen og støttet hinanden – også når udfordringerne og problemerne var så store, at man nærmede sig det punkt, hvor en aflysning af en åbningsdag truede. De Vilde Svaner har givet Odense Bys Museer nye erfaringer i det internationale arbejde. Helt ukendte har oplevelserne dog ikke været for os. Gennem årene har vi haft mange internationale projekter med lige så store – eller endog endnu større – udfordringer til følge. Fra rækken kan nævnes afholdelse af den store særudstilling om Ukraines guld- og sølvskatte fra oldtiden, bygningen af kopier i 1:1 af Maderup Vindmølle og den lille firlængede Melbygård fra Den Fynske Landsby i H.C. Andersen-parken i Funabashi i Japan, udsendelse af H.C. Andersen-vandreudstillinger til mange hundrede udstillingssteder over det meste af verden til opbygning af Carl Nielsen-udstillinger ved musikfestivaler i Bergen, Birmingham, Bregenz og mange andre steder. Eksempelvis glemmer jeg ikke året 1999, hvor jeg sammen med en medarbejder stod midt på Manhattan i New York med en stor container indeholdende en Carl Nielsen-udstilling, som blot var blevet læsset af på fortovet ud for udstillingsstedet. Værsgo, I må selv klare resten! Eller da jeg nogle år senere var i Odenses venskabsby Shaoxing og skulle stille en H.C. Andersen-udstilling op i anledning af 1. juni – børnenes dag i Kina. Udstillingen var ved en fejl endt i Guangzhou og ikke sendt til den nærliggende lufthavn i Hangzhou. Inden for blot 24 timer skulle udstillingen åbne under overværelse af Shaoxings borgmester, honoratiores og andre indbudte. Også denne gang blev der fundet en løsning. Udstillingen blev natten over kørt til målet – på ladet af en meget lille lastbil. Da den svingede ind foran udstillingshallen i Shaoxing minutter før åbningen, tørrede jeg sveden af panden. Udstillingen blev sat op på ingen tid – der var mange kinesere, som ville hjælpe. Men den rette sammenhæng af udstillingen kom først på plads efter åbningen. Det er spændende, giver mange oplevelser og er meget lærerigt at begive sig ud i kulturel udveksling, men det er også ganske udfordrende!
