Da Den fynske Landsby åbnedes en junidag i 1946, fandt Odenses borgmester, J. Vilh. Werner, i sin åbningstale anledning til at trække museets forhistorie op i nogle få sætninger. Tanken om et museum for fynske landbygninger, placeret i Odenses nærhed og på grænsen mellem land og by, opstod omkring 1930 samtidigt hos museumsmanden Kai Uldall, da tilknyttet Dansk Folkemuseum i København, og hos arkitekten Knud Lehn Petersen, Odense.
Kai Uldall havde dengang på Dansk Folkemuseums, d.v.s. Nationalmuseets, vegne gennemført en berejsning af det fynske land, for sammen med arkitekt Zangenberg at udpege gårde og huse til det fynske afsnit af Frilandsmuseet i Sorgenfri. Han havde herunder konstateret, at antallet af velbevarede fynske landbygninger i bindingsværk var i stærk tilbagegang som følge af nedrivning, »restaurering« og ombygning. I dagspressen slog Uldall til lyd for, at man på Fyn og i tilknytning til et museum med faglig bemanding skabte et stort museum for fynsk bondekultur. Knud Lehn Petersens forslag var mere vidtløftigt, idet han tænkte sig etableret et bygningsmuseum som i sig optog både købstadsbygninger og landbygninger, altså en slags kombination af »Den gamle By« (Aarhus) og Frilandsmuseet (Sorgenfri), naturligvis begrænset til Fyn. Og museet skulle ligge ved Hunderup Skov, over for odenseanernes gamle udflugtsmål, Fruens Bøge.
Det vil være synd at sige, at de to bygningskyndige forslagstilleres ideer blev modtaget med entusiasme, men museumstanken var hermed udkastet, og der kom ikke til at gå mere end en halv snes år, før de luftige tanker blev omsat i handling. I mellemtiden havde det odenseanske museumsvæsen taget imod en bygning, som helt utilsigtet kom til at sætte skred i udviklingen. Fra kammerherre Treschow, Brahesborg, havde man fået tilbudt en toetages bindingsværksbygning, antagelig fra midten af 1600-årene. Giveren havde Møntestræde-museet i tankerne, men modtageren tillagde bygningens proveniens så stor vægt, at den efter nedtagning blev lagt hen, i forventning om at man sidenhen kunne genrejse den i omgivelser, hvor den ville få landbygninger og ikke købstadshuse som naboer. Museumsudvalget udtrykte det som sit program, at »der i Udkanten af Odense By kunde rekonstrueres en Landsby med Repræsentanter for de smukke, indbyrdes afvigende Typer af gamle fynske Bøndergaarde og Husmandsboliger…«, idet man gerne vil anbringe Brahesborghuset »som Del af det fynske Landbygningsmuseum der i flere Aar har staaet paa Museumsudvalgets Ønskeseddel«.18
I 1941 viste der sig mulighed for at få ønsket opfyldt. Da var krigen kommet over os. Dette frembød i og for sig ingen speciel fare for de fynske landbygninger. Snarere tværtimod, da iveren efter at ombygge, modernisere – eller nedrive – landbygninger nok ikke fremmedes af krigsforholdene. Men den af krigen betingede beskæftigelseslovgivning frembød visse muligheder, som museumsudvalgets formand, kontorbestyrer Georg Jørgensen ikke var sen til at gribe.19
Nu havde man en ide, et enkelt – iøvrigt atypisk – hus (Brahesborghuset) og en finansieringsmulighed. Det næste skridt måtte blive at skaffe museumsforslaget en folkelig opbakning – ikke mindst i landbokredse – og at danne sig et overblik over, hvilke bygninger landbygningsmuseet (= den rekonstruerede fynske landsby) skulle indeholde. Lidt startkapital måtte også tilvejebringes, og her må det erindres, at Odense by netop havde bidraget sit til Møntestræde-museets færdiggørelse, så det meste af startkapitalen måtte skaffes »fra anden side«.
Ved et møde 26/5 1941 på Fyns Forsamlingshus, hvortil var indbudt amtsrådsmedlemmer, byrådsmedlemmer i Odense, sognerådsmedlemmer, rigsdagsmænd og repræsentanter for en række organisationer, institutioner og virksomheder blev planerne lagt frem for en større offentlighed. Og de fandt tilslutning i forsamlingen, hvilket man formentlig også fra arrangørernes side havde håbet og tilstræbt. I løbet af meget præcist ét år, nemlig tiden mellem 17/2 1941 og 16/2 1942, faldt brikkerne på plads: en grund til museet, matr. nr. 13 m af Hjallese, Dalum sogn, bynær og alligevel i landlige omgivelser, fornødne bevillinger fra byråd og arbejds- og socialministerium, private tilskud20 og – ikke mindst vigtigt – et repræsentativt udvalg af bygninger, som ville være i stand til at give museumsideen det rette indhold.
Det stod klart fra begyndelsen, at man tilsigtede et landbygningsmuseum, hvis enkelte bestanddele som helhed – eller sammenlagt – kunne illudere som en mindre fynsk landsby før udskiftning og udflytning. »Modellen« for Den fynske Landsby har efter sigende været den velbevarede landsby St. Viby på Hindsholm, med gårde og huse anbragt langs en landsbygade med et par forgreninger til siderne.
Museumsområdet blev disponeret af Knud Lehn Petersen, som i sommer og efterår 1941 sammen med Svend Larsen og Kai Uldall drog »på jagt« efter egnede bygninger. De egnede bygninger skulle helst være nogenlunde uændrede, og de skulle helst være så tilpas forfaldne, at de ville være billigt til købs, helst for næsten ingenting. Endelig havde man også det topografiske aspekt for øje. De forskellige egnes byggeskik skulle kunne iagttages, og endelig måtte man også sørge for, at det gamle bondesamfunds sociale sammensætning kunne belyses. Der var mange hensyn at tage, men i løbet af 1942 lykkedes det at træffe de fornødne valg, og de deraf følgende aftaler om køb eller overtagelse blev sluttet.
Nationalmuseet anbefalede naturligvis, at det fynske frilandsmuseum kunne nyde fremme, men man undlod ikke at gøre opmærksom på det betænkelige i at lade et arbejde af denne meget specielle karakter udføre under denne form, som beskæftigelsesforanstaltning for ledige bygningshåndværkere, der formentlig aldrig havde arbejdet med andet end nyere byggeri. I Odense havde man nemlig besluttet sig for at gennemføre flytningen af de udvalgte bygninger efter det princip, som på Frilandsmuseet i Sorgenfri – og med Arne Ludvigsen som arkitekt – var fulgt siden flytningen af gården fra Rømø, hvor man ved genrejsningen tog skyldigt hensyn til de ændringer, skævheder m.m., som lang tids brug og slid samt vejr og vind havde givet den. Det stillede store krav til opmålingsarbejdet, men den til opgaven udpegede arkitekt, Eigil Hansen, viste sig opgaven voksen, og Nationalmuseets kritik eller betænkeligheder forstummede. Det var naturligvis et voveligt foretagende at gennemføre opmåling, nedtagning og genrejsning af 8-10 gårde og huse i løbet af 3 år, fra foråret 1943 til forsommeren 1946. Arbejdsopgaven var uvant, arbejdsstyrken undertiden for stor, og endelig var der stadig krig i landet. Det er ikke underligt, at man ikke altid kunne klare nedtagning og indkøring i det tempo, sælgerne el. giverne forventede. Således skrev en mand, som havde overladt museet sit gamle hus: “Jeg vil gerne om I ikke vil fjerne det gamle Hus for ellers bliver det helt ødlagt det maa jo kan lade sig gøre at bryde det ned og fjerne det til landsbyen saa liger det vel mer i Ro”. – Huset blev brudt ned og fjernet, og det står i bedste velgående i Den fynske Landsby.
Det lykkedes stort set at overvinde vanskelighederne. Endnu mens museet kun var en byggeplads, åbnede man på sommersøndage i 1944 og 1945 for et nysgerrigt publikum, og ved åbningen 1946 var ialt 8 bygninger »på plads«: Bomhuset fra Langeskov (kustodebolig), Brahesborg-huset (længe kaldt Brahesborg-laden, endskønt det aldrig har fungeret som sådant (tegnestue, kontor m.m.)), Lunge Bjerge-huset (billetsalg, nu cafeteria), Davinde vandmølle, væverhuset fra Lunde, Maderup vindmølle, Sortebro kro og den store Fjeldstedgård. Endnu to bygninger var under genrejsning: det jordløse hus fra Vigerslev og det trelængede husmandssted fra Turup, mens man forberedte flytning af bl.a. Katterød Hospital og den tolængede Hulegård fra Ærø. Landsbystrukturen kunne altså tegnes fra starten.
Det var naturligvis forudsat, at samtlige bygninger skulle udstyres med fornødent bohave og inventar, ligesom det fra starten var planlagt, at museet skulle kunne belyse – event. demonstrere – ældre tiders landbrugsdrift og landhåndværk. M.h.t. bohave søgte man i videst muligt omfang at udstyre bygningerne med sådant fra samme egn og samme sociale miljø. Kun i et enkelt tilfælde, Fjeldstedgården, var man så heldig, at alt gårdens inventar fulgte med gårdens 4 længer til museet. På åbningsdagen kunne den sidste ejerinde, frk. Kirstine Olsen, endda ved selvsyn konstatere, at museumsfolkene ikke havde taget sig nogle friheder ved rekonstruktionen af hendes barndomshjem. I de andre tilfælde måtte man klare sig bedst muligt, ved brug af Fyns Folkemuseums bondekultursamling og ved forstærket indsamling i området. Det var heldigt for museet, at beskedne brugsgenstande fra fynske landbohjem endnu ikke havde fået den antikvitets-status – og -værdi – som de siden har fået.
Et virkelig alvorligt problem var den næsten totale mangel på ældre landbrugsredskaber. Til sligt havde der slet ikke været plads i Fyns Folkemuseum, hvorfor man formentlig har besvaret tilbud herom med et »nej tak«. I denne kvide kastede man forelskede blikke på den redskabssamling, som i en del år havde ført en stilfærdig tilværelse i Dansk Landbrugsmuseums filial på Dalum Landbrugsskole. Man gjorde en »attaque«. Skolens forstander var modvillig, men Landbrugsmuseet var velvilligt – og Den fynske Landsby fik alle de redskaber, som skulle til for at give en forestilling om arbejdet i stald, lade og huggehus – for ikke at nævne markarbejdet fra vårpløjning til høst.
Dertil en god del redskaber vedr. den landlige husflid, altsammen med smukkeste fynske proveniens.
Det område, hvor landbygningerne genrejstes, viste sig at være velbeliggende. Begrænset af Svendborgbanen i vest og med Odense å og Hunderup skov i nord. Mod øst var der i starten væsentlige problemer med at undgå et tilgrænsende, privatejet områdes udstykning til villagrunde. Også disse vanskeligheder blev imidlertid overvundet. I kraft af de nævnte »naturlige« grænser og med passende beplantning lykkedes det at skabe den afstand til den omkringliggende bebyggelse, som helst skal være der, såfremt den »landlige illusion« skal lykkes. For at forstærke denne illusion og omgive de gamle bygninger med en tilsvarende flora, indsamledes der planter af forskellig slags. Man offentliggjorde en »ønskeseddel« på slige planter, herunder også podekviste til frugttræer i de småhaver, som skulle omgive de enkelte bygninger.
Man appellerede ikke forgæves. Det strømmede ind med podekviste. Fra landsbyen Rosilde nær Nyborg sendte en behjertet mand sin »Bestedfars Æble og gule Kopatteblommer« i form af podekviste, der var omvundet med fugtet stof eller papir og behørigt frankeret. Mangfoldige andre podekviste fulgte efter, således at der kunne oparbejdes en passende plantebestand.
Et vist dyrehold måtte der også tænkes på. Der tog man sit udgangspunkt i 1940’ernes dyrebestand i det fynske landbrug, gjorde altså ikke noget forsøg på at »rekonstruere« et dyrehold anno 1850 eller endda tidligere. Om det så var en stork, gjorde man forsøg på at få fat i den. En storkerede blev sat op, men ingen stork reflekterede på at tage den i besiddelse, hvorfor man i sin kvide forsøgte at erhverve en stork fra Jylland. »Det vilde derfor glæde os, saafremt vi, naar Vinteren er gaaet, kunde erhverve den til Den fynske Landsby« skrev museets direktør december 1946 til en mand på Skive-egnen, som i dagspressen havde tilkendegivet sin vilje til at skænke sin tamme stork til en zoologisk have el. lignende.
Endnu så sent som en måned før den fastsatte åbningsdag, 22. juni 1946, var hovedarkitekten bag værket, Knud Lehn Petersen, dybt pessimistisk.
»Tror De virkelig at vi bliver færdige med Landsbyen?« skrev han til Svend Larsen. Man blev færdige, selv om det kneb. 22. juni oprandt som en dejlig sommerdag. Festlighederne tog deres begyndelse inde i Møntergården, hvorfra udgik seks høstvogne, pyntet med frisk løv, folkedansere og musikanter, som ad tre forskellige ruter kørte igennem Odense for til slut at samles i Den fynske Landsby, hvor folkedansere og musikanter mødtes med en 1000-tallig skare, indbudte gæster og betalende gæster, på en nyetableret festplads med amfiteatralsk tilskuerplads. Jordmasserne hertil var meget praktisk fremkommet, da terrænet omkring Davinde vandmølle skulle modelleres som på dennes oprindelige plads, herunder også udgravning af en mølledam af passende størrelse. Der blev budt velkommen af Odenses borgmester, J. Vilh. Werner som fra 1942 også havde bestridt hvervet som formand i museumsudvalget, der blev talt af ministre, sunget fællessang og danset folkedans, hvorefter man sluttede af med et Sct. Hansbål. Den fynske Landsby blev åbnet med manér.
