I 2016 kunne man fejre, at det var 70 år siden, Landbygningsmuseet Den fynske Landsby for første gang åbnede dørene for publikum. Og selvom det odenseanske frilandsmuseum stadig ligner ‘gamle dage’, så har det i de forgangne 70 år gennemgået temmelig store forandringer – ikke mindst, når man ser på de visioner, man til forskellige tider har haft for museet.
Denne lille artikel giver et kort rids af Den Fynske Landsbys historie med fokus på nogle af de vigtigste brud i museets udvikling.
Den Fynske Landsbys vej fra første tanke til færdigt museum var lang i den forstand, at arkitekt Knud Lehn Petersen og ingeniør Jørgen Gustav Poulsen så tidligt som i 1919 første gang foreslog at etablere et fynsk frilandsmuseum, der skulle bevare den fynske bindingsværks-byggeskik, som allerede da var truet.[1]
Det reelle arbejde for et sådant museum gik dog først i gang næsten 20 år senere. I 1938 udpegede Odense Byråd således et område ved Sejerskovvej som passende til et museum, og i 1940 blev kgl. bygningsinspektør Knud Lehn Petersen bedt om at udarbejde et skitseprojekt for det nye landbygningsmuseum. Ønsket var, at museet skulle bygges op som en fynsk landsby før udskiftningen med gårde, huse, skole, kro, vandmølle og vindmølle. I husene skulle man demonstrere landhåndværk.[2] Med en startkapital på 4.000 kr. fra Odense Byråd indledte man arbejdet med at finde egnede bygninger rundt om på Fyn. På besigtigelsesrejserne i 1941 fandt man, at mange af de interessante landbygninger, man havde haft øje på 10-15 år tidligere i forbindelse med Nationalmuseets bondegårdsundersøgelser, nu var i meget ringere stand og ikke længere brugbare til museumsformål. I et brev til Udvalget for det fynske Landbygningsmuseum i 1941 hedder det: “Det maa saaledes fastslaas, at skal Planen om et fynsk Landbygningsmuseum nogensinde kunne løses, da maa det være nu…”.[3]
Herfra gik det stærkt med etableringen af Den Fynske Landsby. I 1942 nedlagdes grundstenen, og allerede i 1946 kunne man åbne museet med otte færdige bygningskomplekser, nemlig Brahesborgladen, Davinde Vandmølle, Maderup Vindmølle, Fjelstedgården, Væverhuset fra Vester Lunde, Bomhuset, Huset fra Lunge Bjerge samt Sortebro Kro, der allerede ved genrejsningen blev indrettet til restauration for museets gæster.[4] Opbygningen blev financieret med beskæftigelsesmidler.
Udbygningen af museet fortsatte efter indvielsen; næsten hvert eneste år i de følgende 10 år kunne man fejre en eller flere bygningers færdiggørelse. Med rejsegildet på Tommerup Præstegård den 13. november 1957 afsluttedes 15 års intensivt arbejde med genrejsning af fynske landbygninger på museet. Gunstige tider for byggefagene i Danmark fra slutningen af 1950’erne gjorde det dyrere og sværere at skaffe den nødvendige arbejdskraft, og i de kommende knap 20 år kom ingen nye bygninger til museet.[5]
I den første periode af Den Fynske Landsbys eksistens lå hovedfokus på bevaring og formidling af den fynske landbyggeskik i form af disse udvalgte, genrejste bygninger fra forskellige egne af Fyn. Men også historien om landsbyen som et element i kulturlandskabet fyldte, og man gjorde sig ved etableringen store anstrengelser for at forme landskabet omkring den nye gamle landsby, så den kom til at ligne en landsby fra fællesskabets tid.[6] Det krævede omhyggelige opmålinger og store jordarbejder forud for genrejsningen af bygningerne, eksempelvis skulle der graves ud til både mølledam og gadekær. Som en del af arbejdet med at skabe det rette landskab til de genrejste bygninger blev der til flere af bygningerne anlagt haver og i den anledning indsamlet fynske planter, der passede hertil.[7] Især podekviste fra fynske æbletræer kom der mange af – hvad man endnu i dag kan opleve ved et besøg i Den Fynske Landsby. Der blev desuden etableret marker, som blev dyrket, og museet fik også fra begyndelsen et dyrehold, der medvirkede til at skabe liv og fornemmelse af en levende landsby.
Efter 15 års hektisk byggeaktivitet stilnede det altså af med nye bygninger i Den Fynske Landsby, men der var andre ting, der fyldte museumsdagligdagen. Dels var der løbende arbejde med de allerede etablerede bygninger – årsberetningerne nævner eksempelvis udskiftning af stråtag som en større opgave – og dels begyndte museet i løbet af 1960’erne og 70’erne at tilbyde forskellige former for formidling til museumsgæsterne. Noget af det, som fra begyndelsen mødte de besøgende i Den Fynske Landsby, var et aktivt landbrug, hvor man demonstrerede den ‘gamle’ måde at drive landbrug på. Museet har i hele sin levetid haft husdyr – og de bidrog i øvrigt selv til finansieringen. I perioden 1946-1982 leverede Den Fynske Landsby nemlig mælk til mejerier![8] Landbrugsaktiviteterne blev i sommerperioden suppleret med vævedemonstrationer, som udførtes af Selskabet til Haandarbejdets Fremme, samt med gratis omvisninger for skoler og andre grupper af besøgende. Fra 1965 kunne Den Fynske Landsbys sommergæster desuden opleve H.C. Andersen-festspil på museets store udendørs scene/festplads. Traditionen med Andersen-forestillinger er fortsat til i dag, hvor det endnu kører for fulde huse tre uger hver sommer.
Igennem 1950’erne og 60’erne lå Den Fynske Landsbys besøgstal stabilt på ca. 55-65.000 gæster årligt. Men i løbet af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne skete der noget, der fik besøgstallet til at vokse, så det året før museumsleder Eigil Hansens afgang i 1982 lå på over 155.000.[9] Den Fynske Landsby var blevet en stor turistsucces.
Noget af det, der skete i løbet af 1970’erne, var, at der kom et stigende fokus på formidling af fortiden gennem levende formidling. I dette årti blev ansat tre håndværkere, heriblandt en bødker og en karetmager, der var den sidste karetmagerlærling uddannet i Danmark.[10] Håndværkerne lavede publikumsdemonstrationer om sommeren og vedligeholdt bygningerne om vinteren. Man begyndte desuden at lave større enkeltarrangementer for museumsgæsterne. Samtidig fik man så småt gang i genrejsningen af de indsamlede bygninger igen. Eskær Skole havde ligget ‘på lager’ siden nedtagningen i 1958, men blev genrejst i 1976. Skolen blev med det samme inddraget til undervisning og rollespil for de skoleelever, der besøgte Den Fynske Landsby.[11] I 1979-80 kunne man påbegynde genrejsningen af den firelængede gård fra Skamby-Torup, der ligeledes var blevet nedtaget i slutningen af 1950’erne.
Den Fynske Landsby blev oprindelig etableret med henblik på at bevare fynske landbygninger samt at formidle livet i de fynske landsbyer i landsbyfællesskabets tid – det vil sige i tiden før de store landboreformer, der fandt sted omkring år 1800. I den store hast, man havde haft med opkøb, hjemtagning og genrejsning af de mange bygningskomplekser i 1940’erne og 50’erne, havde der ikke været tid til at lave dybdegående undersøgelser af de enkelte bygningsanlægs historie forud for hjemtagelserne. Heller ikke i de efterfølgende årtier havde der været det store fokus på sådanne undersøgelser. I perioden indtil 1982 blev der faktisk kun publiceret undersøgelser af tre af Den Fynske Landsbys bygningskomplekser, nemlig Bladstrup Teglværk, Katterød Hospital og Davinde Vandmølle.[12] Men det kom til at ændre sig i løbet af 1980’erne.
I 1982 fik Den Fynske Landsby ny leder, da Torben Grøngaard Jeppesen – indtil da ansat som videnskabelig assistent ved Fyens Stiftsmuseum – overtog efter Eigil Hansen, der havde været chef for det fynske frilandsmuseum siden dets oprettelse. Torben Grøngaard Jeppesen havde i årene 1977-80 sammen med Erland Porsmose gennemført projektet Landsbyens opståen og udvikling, og i 1981 fik han licentiatgraden ved Odense Universitet på afhandlingen Middelalderlandsbyens opståen. Kontinuitet og brud i den fynske agrarbebyggelse mellem yngre jernalder og tidlig middelalder. Det var altså en leder med stærkt fokus på og stor interesse for bygnings- og bebyggelsesforskning, der kom til museet – og det kom de kommende år i høj grad til at bære præg af. Det skete ikke mindst i forbindelse med gennemførelsen af forskningsprojektet Fynske gårde 1850-1925, der fandt sted i perioden 1985-89 (meget mere om dette andetsteds i denne publikation).[13]
Også Den Fynske Landsbys egne bygningskomplekser blev genstand for øget interesse. Alene i 1980’erne blev der publiceret bygningshistoriske undersøgelser af syv af museets bygninger: Melby Bolsted, Skamby-Torupgården, Fjelstedgården, Væverhuset, Sprøjtehuset og Væbnergården.[14] Hertil kommer en artikel om Fangel Station, som var planlagt til at blive genrejst i Den Fynske Landsby, men aldrig blev det.[15] Undersøgelserne blev udført af mange forskellige, men interessen for at komme i dybden med det, som Torben Grøngaard Jeppesen omtalte som “‘almindelige museumsgenstande’ på linie med, hvad andre kulturhistoriske museer indsamler og udstiller”[16] – altså bygningerne – udsprang tydeligvis fra chefkontoret.
Undersøgelserne førte til ny viden om Den Fynske Landsbys bygningskomplekser. Blandt andet viste det sig, at langt de fleste bygninger havde rod i 1800-tallet. Flere var først bygget i dette århundrede, mens de, der var ældre, alle i større eller mindre grad var ombygget i løbet af 1800-tallet. Den Fynske Landsby var altså reelt ikke en landsby fra fællesskabets tid, men snarere en landsby fra 1800-tallet med en hovedvægt omkring 1850.
Denne nye ramme for formidlingen i Den Fynske Landsby blev første gang for alvor introduceret i en ny guidebog, der udkom i 1984, hvor publikum præsenteres for museet som en helstøbt landsby, der repræsenterer brydningstiden mellem nyt og gammelt i midten af det 19. århundrede.[17]
I samme periode begyndte man på de indre linjer at arbejde med idéen om at udbygge Den Fynske Landsby med en nyere pendant, nemlig en ‘stationslandsby’, der skulle bevare og formidle bygninger fra perioden ca. 1880-1930. Planen medførte hjemtagelse af et antal bygninger, som siden – efter at planen blev lagt på hylden – igen er afhændet.[18]
Foruden det større fokus på museumsbygningernes historie bragte 1980’erne også en interesse for faglig populær formidling af landbrugshistorien fra Den Fynske Landsbys side. I årene 1982-89 udgav museet i alt 10 småskrifter, der formidler forskellige dele af landbosamfundet med udgangspunkt i museets samlinger, bygninger eller landbrugets arbejdsprocesser generelt.[19] Artikler inden for samme emner publiceredes desuden i disse år i Odense Bys Museers årsskrift Fynske Minder.[20]
Alt i alt viser 1980’ernes aktivitet inden for forskning, undersøgelser og publikationer et ønske om at ‘videnskabeliggøre’ Den Fynske Landsby – at bevæge museet væk fra ‘kun’ at være et folkeligt frilandsmuseum og henimod at være et ‘rigtigt’ museum med ansvarsområder inden for alle de fem museumssøjler.[21]
1980’ernes fokus på bygninger, byggeskik og undersøgelser af Den Fynske Landsbys bygningskomplekser holdt ved også efter udgangen af 1980’erne med arkitekt Jørgen Ganshorn som ny leder efter Torben Grøngaard Jeppesen. Bygnings- og arkitekturhistorie var fortsat et fælles forskningsfelt for Odense Bys Museer,[22] som i landsby- og landbygningsøjemed kom til udtryk i rapporten Landbrugets bygninger 1850-1940 af Esben Hedegaard og Anders Myrtue samt i årbogsartikler om så forskelligartede emner som dendrokronologi og forsøg med bageovnen.[23]
Ved siden af bygningsundersøgelserne blev der i 1990’erne også plads til en anden forskningsgren, nemlig undersøgelser af danske husdyrs historie. Lige fra etableringen af Den Fynske Landsby havde der været husdyr i staldene, men dengang satsede man på ‘moderne’ besætninger. Fra midten af 1980’erne involverede museet sig i et bevaringssamarbejde om gamle danske husdyrracer, og man erhvervede eksempelvis køer af rød dansk malkerace, frederiksborgheste og sortbrogede danske landsvin. Dette nye arbejde med gamle danske husdyr medførte et antal publikationer om husdyrenes historie i Odense Bys Museers årbog, og i årene 1993-94 gennemførte museumsinspektør Esben Hedegaard forskningsprojektet Mennesker holder dyr. Røgt og etik i dansk husdyrhold ca. 1750 til i dag. Arbejdet med at undersøge husdyrenes historie og udviklingen i synet på dyrene skulle lægges til grund for det fremtidige arbejde med formidlingen af gamle husdyrracer i Den Fynske Landsby.[24]
I løbet af 1990’erne skiftede fokus på det fynske frilandsmuseum. Nu trådte forskningen mere i baggrunden, mens det blev inden for formidlingen, at Den Fynske Landsby for alvor fornyede sig. I Eigil Hansens tid havde formidlingskonceptet ifølge museumslederen selv været ‘at bevare fra at uddø’. Op gennem 1980’erne og begyndelsen af 90’erne var formidlingen flerstrenget, men ret traditionel og præget af en videreførelse af tidligere tiders traditioner.[25]
I 1993 hyrede Den Fynske Landsby en konsulent – Maria Rytter – til at gennemgå museets formidling og komme med anbefalinger til fremtidens formidling.[26] Blandt hendes mange forslag og anbefalinger findes flere, som i dag kan erkendes at have haft mere eller mindre konkrete afkast. Jubilæumsudstillingen Bondeliv (etableret i 1996), som eksisterede stort set uændret, indtil tidens tand i 2015 betød, at dukkerne måtte nedtages, er således en direkte inspiration herfra.[27] Andre anbefalinger i rapporten gik på at lade alle museets ansatte oplære i at være formidlende samt i højere grad at benytte historiske dragter.[28] Uagtet at langtfra alle idéerne fik gang på jord, var der i resten af 1990’erne fortsat stort fokus på nye formidlingsformer.
I 1997 indledte man Projekt Levende historie, som havde til formål at lade aktører i historiske dragter “… færdes og arbejde blandt publikum i sommersæsonen”[29] for at formidle og fortælle om alt det, som gæsterne ikke forstod under deres besøg i det ellers relativt uformidlede museum. Levende Historie, som i dag er det væsentligste omdrejningspunkt for formidlingen i Den Fynske Landsby med over 100 formidlere, var født. Tilsyneladende var det en tøvende og forsigtig fødsel, for det var ikke uden bæven, at man indlod sig på denne form for formidling. I 1993 omtales planerne om levendegørelse af historiske perioder som noget, der skulle gøres ‘… veldokumenteret og velforklaret – så den ikke blot bliver til underholdning uden budskab.”[30] Der var en frygt for overfladiskhed og underholdning, som nok blandt andet udsprang af den løbende diskussion i 1980’erne og 90’erne om, hvorvidt frilandsmuseer var at regne som ‘rigtige’ museer. Således beretter Torben Grøngaard Jeppesen – siden 1989 leder af det samlede Odense Bys Museer – i 1990 noget skeptisk om sine oplevelser på det amerikanske frilandsmuseum Conner Prairie, hvor man var gået hele vejen i forhold til at levendegøre museet med henblik på gæstens oplevelser og underholdning. Her havde man “… a fake town, fake houses, fake people and fake history”,[31] og det var bestemt ikke det, man ønskede med levendegørelsen af Den Fynske Landsby.
Projektet Levende Historie beskrives første gang i et samlet koncept for Den Fynske Landsby, som blev udarbejdet af museumsinspektør Esben Hedegaard i forbindelse med Odense Bys Museers store omstrukturering i 1997. Her nævnes det, at interiørerne i de genrejste bygninger fortsat burde være omdrejningspunkt, men at formidling primært skulle bæres af “den velinformerede ansatte”, om det så var i form af billetsælgeren eller en af de i sæsonen ansatte formidlere, hvis opgave det skulle være
“at optræde med forskellige opgaver rundt omkring i landsbyen” men “først og fremmest skal disse formidlere imidlertid være indstillet på at snakke med publikum, fortælle om Landsbyen, om deres arbejde mv.”[32]
I de knap 20 år, der er gået, siden de første formidlere trådte deres forsigtige skridt i de historiske dragter, er Levende Historie vokset og har udviklet sig. Den første beskrivelse af Levende Historie i Odense Bys Museers projektdatabase i 1998 lød som følger:
“I hele juli måned vil museets gæster træffe en række nye ‘landsbyboere’. Deres dragter og dagligdags gøremål vil skabe liv på gårdspladser og bygade, men det er ikke meningen, de skal spille skuespil og foregive at være født i 1827…”
Interessant nok beskriver projektet sig blandt andet ved at tage afstand fra det, som det i hvert fald ikke er! Levendegørelsen i Landsbyen foregik, som det fremgår, i bygaden og på gårdspladserne. De levende ‘aktører’ var ikke velkomne inde i de autentiske bygninger, men var at betragte som en form for appendiks til det, som det i virkeligheden handlede om – nemlig bygningerne og landbruget.
I dag udgør de mange formidlere i Levende Historie en fuldt integreret del af Den Fynske Landsbys formidling, komplet med ‘egen’ aktivitetsgård (Torupgården) og gøremål i alle hjørner af Den Fynske Landsby. Desuden er deres opgave i dag ikke blot at besvare spørgsmål, men i høj grad også at demonstrere 1800-tallets arbejdsprocesser og perspektivere dem til nutiden. På den vis understøtter de fortsat den oprindelige plan med levendegørelsen, men viderefører samtidig den tradition for praktisk formidling af fortidens håndværk, som har været til stede i Den Fynske Landsby siden etableringen for 70 år siden.
Den nye levende formidling kunne fint udvikles inden for det, der som nævnt siden begyndelsen af 1980’erne havde heddet en landsby fra 1850. Alligevel valgte man i 2004 at formulere en ny formidlingsramme for Den Fynske Landsby. Nu havde man i stedet at gøre med en landsby fra H.C. Andersens tid. Denne nye mere ‘udviklingsorienterede’ ramme for formidlingen skulle være et modtræk især til to problemstillinger.[33]
Den første var den, at museets gæster efterhånden var blevet temmelig fremmedgjorte over for det landbrugssamfund, som Den Fynske Landsby repræsenterede. De færreste havde længere nogen egen erfaring med livet på landet – og da slet ikke med livet på landet på et mindre brug som dem, Danmark var fyldt af indtil efter 2. verdenskrig. Med 1850 som det udvalgte år fik gæsterne blot en opfattelse af at bevæge sig i ‘gamle dage’ – og det kunne såmænd lige så godt være jernalderen som 1800-tallet. Der manglede en forbindelse til i dag. Tanken med at beskæftige sig med en periode (det 19. århundrede) i stedet for et enkelt nedslag i tid (1850) er, at museet i højere grad kan formidle den store udvikling, der skete i 1800-tallet, og som i høj grad pegede mod nutiden. Det er altså håbet, at vi bedre kan ‘fange’ museumsgæsternes interesse og være relevante for dem, hvis vi tager udgangspunkt i en tid, der ikke virker helt så fjern fra dem selv.
Den anden problemstilling var, at man i 2004 med hastige skridt nærmede sig H.C. Andersens 200-års fejring i 2005. Ikke blot H.C. Andersens Hus og Barndomshjem, men hele Odense Bys Museer og faktisk hele byen forberedte sig på at markere digterens store betydning. Og heri måtte Den Fynske Landsby også spille en rolle. For mens Andersens eget museum fortæller om digterens liv og værk, kunne (og kan) det fynske frilandsmuseum medvirke til at sætte hans eventyr såvel som hans romaner, erindringer og digte i perspektiv ved at vise det Fyn og Danmark, der var digterens inspiration. Den Fynske Landsby viser, hvordan størstedelen af danskerne levede, da Andersen skrev Den grimme ælling, Kejserens nye klæder og alle de andre eventyr, og museet kan dermed være en form for klangbund for forståelsen af H.C. Andersen – både for indenlandske og udenlandske besøgende i byen.[34]
Den nye formidlingsramme blev understøttet af et nyt besøgscenter efter amerikansk inspiration (etableret i 2005). Besøgscentret udstyredes med en introduktionsfilm, hvor snart sagt alle Landsbyens ansatte (og deres børn) spillede hovedroller, samt en udstilling med det formål at præsentere gæsterne for lidt baggrundsviden om den tid, de skulle opleve ved et besøg i Den Fynske Landsby (etableret i 2006).[35] I det nye besøgscenter opsattes desuden touchskærme, hvor gæsterne kunne lære om alle Landsbyens bygningers historie, byggeskik, haver mv. Alt dette vidner om et ønske om at tilbyde museumsgæsterne en større faglig indsigt før deres besøg på museet. I 2008-2009 tog man endelig det skridt, der medførte opsætning af et antal skilte, der under besøget kunne give gæsterne indblik i bygningernes historie. Skiltningen, som var nævnt allerede i konsulentrapporten fra 1993[36] – og som var stærkt kontroversiel dengang – krævede svære overvejelser om, hvorvidt man med opsætningen af de emaljerede skilte helt ødelagde illusionen om, at man bevægede sig rundt i en landsby fra H.C. Andersens tid…
I de seneste godt 10 år har Den Fynske Landsby under overskriften ‘en landsby fra H.C. Andersens tid’ udviklet sig på en lang række områder, som i større eller mindre grad trækker på den historie, der er opridset i denne lille artikel. Der er lavet publikationer om en række af de bygninger, der endnu ikke var undersøgt.[37] Der er blevet arbejdet med restaurering af bygningsmassen (især vindmøllen og stråtagene). Levende Historie er udviklet til en stærk og central del af formidlingen, herunder er der opstået et vigtigt og spændende samarbejde med frivillige formidlere, der løfter en stor del af opgaven med formidling af arbejdsprocesserne i 1800-tallets landbosamfund. Men vi er slet ikke nået til ‘vejs ende’ på disse områder.
Odense Kommune som helhed – og derunder også Odense Bys Museer – har et stærkt fokus på frivillighed. Det er derfor oplagt, at vi også fremover arbejder strategisk og systematisk med udviklingen af den del af vores formidling, der varetages af frivillige.
Den Fynske Landsby skal fortsat være en ‘levende landsby’, ikke udelukkende i kraft af Levende Historie, men også i form af en større opmærksomhed på formidlingen af dyr, marker og haver. Fyn er Danmarks have, og som sådan vil Landsbyen i endnu højere grad blive formidlet i fremtiden.
Vi har desuden – ganske som beskrevet ovenfor – fortsat fagligheden i højsædet. Både den historiske faglighed, som kommer til udtryk i undersøgelser, udstillinger og publikationer, men også den faglighed, der ligger gemt i den praktiske kunnen og viden, som fastansatte håndværkere, gartnere og landmænd såvel som formidlerne i Levende Historie besidder.
Det fynske frilandsmuseum er både et lokalt forankret kulturhistorisk museum og en turistattraktion, der tiltrækker flere og flere inden- og udenlandske turister hvert år. Ikke mindst forbindelsen til H.C. Andersen har skabt stor interesse fra især asiatiske turister, der er nysgerrige efter at opleve den historie og det landskab, der dannede baggrund for Andersens værker. De mange nye gæster kræver, at nogle helt konkrete praktiske ting er i orden. Muligheden for at spise god mad har vi taget hånd om med åbningen af Café Krostuen i Sortebro Kro for nogle år siden. Gæsterne har taget imod dette tilbud med stor begejstring. Vi er i gang med at etablere Børnenes Landsby som et område især til børn, hvor de kan lege sig ind i 1800-tallets fynske landsby uden forstyrrelser fra de voksne. Vi er med andre ord i færd med at opgradere den service, vores forskelligartede gæster efterspørger, og dette arbejder fortsætter, blandt andet i forhold til transportmuligheder til og fra museet, formidlingsmateriale på relevante sprog med videre.
Det bliver aldrig kedeligt at arbejde med Den Fynske Landsby – den er altid på vej.
