Den 22. juni 1946 åbnede Den Fynske Landsby sine porte. Efter mange dages grå junikulde med silende regn blev det på denne dag det skønneste sommervejr. Det var et festligt skue, da flere tusinde deltagere fyldte den nye festplads, hvor der blev talt af borgmesteren, undervisningsministeren og flere andre. Imellem talerne var der korsang, musik og folkedans. Dagen skulle være en prøvesten på, om man havde formået at skabe interesse for det nye museum i videre kredse.
50 år efter kan vi ikke blot konstatere, at interessen var tilstede i årene der fulgte, men også at interessen for landsby-museet har holdt sig siden da. År efter år besøges Den Fynske Landsby af mellem 120.000 og 160.000 gæster. Således har adskillige millioner gæster i de forløbne år passeret gennem tælleapparatet.
Odense Bys Museer valgte at markere Den Fynske Landsbys 50 års jubilæum ved et arrangement, der var stærkt inspireret af det, der fandt sted for 50 år siden. Dengang spillede et orkester – alene benævnt orkester! Få måneder senere blev orkestret etableret som Odense Byorkester – senere Odense Symfoniorkester – der således også i år kan fejre sit 50 års jubilæum. Odense Symfoniorkester var også med til at fejre den 22. juni 1946. Men tilbage til den festlige juni-dag i 1946. Dagen var kulminationen på nogle hektiske års arbejde, der var foregået i krigens skygge. I 1946 var de mørke år slut, og optimismen var udbredt – og man kunne mødes og markere de danske nationale symboler og synge de nationale sange. Der er ingen tvivl om, at juni-dagen var en festdag – ikke alene for det nye museum – men for Odense by og for hele Fyn. Hvorledes opstod ideen om Den Fynske Landsby – og hvordan fik man sat hele dette store bygge- og anlægsarbejde i gang?
Der kan ikke gives nogen dato for, hvornår ideen til Den Fynske Landsby dukkede op. Kigger man tilbage i arkiverne finder man, at Kgl. bygningsinspektør Knud Lehn Petersen i slutningen af 1929 fremkommer med et forslag om at genskabe en gammel landsby i eller ved Odense.[1] Forslaget bliver omsat i mere konkrete skitser i vinteren 1929/30, bl.a. med en kommende placering ved Hunderup. Knud Lehn Petersen var formand for Foreningen til gamle Bygningers Bevaring, Odense-afdelingen, og i denne forenings protokol er i november 1930 noteret, at foreningen vil udarbejde et nyt forslag til et landsby-museum efter at Odense kommune har købt Møntergården med henblik på brug til museum. Foreningen mente således ikke, at Odense Bys Offentlige Samlinger – den gamle betegnelse for Odense Bys Museer -kunne magte flere projekter. Foreningen begyndte at pege på en placering af et landsby-museum ude på landet – måske ved Hjemstavnsgården i Gummerup.
I 1931 blev ideen om et landsby-museum igen bragt frem. I Fyens Stiftstidende skrev museumsinspektør Kai Uldall, leder af Frilandsmuseet ved København, at Fyn havde så mange gamle bindingsværksbygninger, at øen burde have et eget frilandsmuseum med bygninger fra alle egne af Fyn og de omkringliggende øer. Ideen faldt endnu engang på stengrund – intet skete!
Avisens magt er stor – i hvert fald når der sættes trumf på! I 1933 blev en artikel i Fyns Tidende starten på en redningsaktion for et gammelt bindingsværkshus på Hindsholm. Huset står i dag smukt genrejst i skønne omgivelser i Den Fynske Landsby – ganske vist først genopført adskillige år senere. Avisen skrev således i 1933: “En af de ældste, måske den ældste bondegård på hele Fyn forsvinder – uden at der løfter sig en hånd for at bevare den! Væbnergården i Dalby, der nu går sin undergang i møde, har en historie, hvis oprindelse taber sig helt tilbage i sagnagtige meddelelser. På Hindsholm vil sagnet vide at fortælle, at gården i sin tid har tilhørt marsk Stigs væbner, Mads Jyde. Herefter skal den have eksisteret allerede i slutningen af det 13. århundrede. Mere historisk er det, at Væbnergården i 1473 ejedes af væbner Laurids Nielsen, der blev stamfader til den senere så bekendte Odense Slægt Kotte …"
Det kan nok være, at såvel Foreningen til gamle Bygningers Bevaring og museerne i Odense kom i gang. Historien i dens detaljer skal jeg her undlade at fortælle, men det gamle hus blev reddet og opmagasineret på Østrupgård.[2] Det satte samtidig debatten i gang om, hvor man skulle placere et landsby-museum – nær Odense eller længere ude på landet. Derom var der ikke enighed. Museumsinspektør Kai Uldall fra
Frilandsmuseet i København var dog ikke i tvivl. Han skrev derom i 1933: “Jeg har altid været af den formening, at der burde oprettes et fynsk Frilandsmuseum, og at dette burde ligge i Odense ved Fruens Bøge eller Næsbyhoved. Her er det største Befolkningstal samlet, og her kan man altid gøre regning med tilrejsende fra landet … Selvom automobilet snart er allemandseje, så vil det være urigtigt at lægge et stort museum på en plet, der ikke af andre grunde er naturligt samlingspunkt, og hvor der ikke er en stor by som økonomisk basis.”
I de følgende 4 år var sagen mere eller mindre skrinlagt. Først i 1937 dukker der nyt op om planerne for et fynsk landsbymuseum. Den 16. november det år kan læses i Fyns Tidende i en stort opsat artikel: Den Fynske Landsby ved den fynske hovedstad – Odense Byråd vil anlægge en landsby. Dagen forinden havde Odense Byråd accepteret en gave fra kammerherre Treschow, Brahesborg, i form af en stor, gammel lade. Huset er identisk med den store røde ladebygning, der i dag er Den Fynske Landsbys indgang.
Året efter udpegedes området ved Sejerskovvej som egnet til formålet, ligesom man begyndte at sikre sig yderligere jordarealer. I 1940 udarbejdede Kgl. bygningsinspektør Knud Lehn Petersen en skitseplan for et landsby-museum på arealet ved Sejerskovvej, og i februar 1941 stillede Odense Byråd midler til rådighed for de nødvendige forundersøgelser. Disse omfattede udvælgelse af egnede bygninger fra alle dele af Fyn. Fremsynede politikere og museumsfolk så muligheden for endelig at gennemføre projektet, idet regeringen kort tid forinden havde afsat midler til beskæftigelsesfremmende arbejder. Initiativet blev gjort til en folkesag i samarbejde med bl.a. De samvirkende fynske Landboforeninger, De samvirkende fynske Husmandsforeninger og Fyns Stifts Bygningshåndværkerforening. I løbet af 1941 og begyndelsen af 1942 var en model strikket sammen med midler dels fra Odense Byråd, dels fra Staten og dels fra private tilskudsgivere med Fyens Disconto Kasse i spidsen. I 1942 kunne grundstenen lægges – og trods krigens mange forhindringer og restriktioner – herunder vanskelige transportforhold – sattes en stor arbejdsstyrke i gang med minutiøst at flytte gårde og huse fra deres oprindelige sted til arealerne ved Sejerskoven. Landskabet måtte formes med mølledam og gadekær, marker anlægges og i hundredvis af træer og planter sættes. I løbet af de knap fire år fra grundstenen blev lagt til den officielle åbning den 22. juni 1946 genrejstes en vandmøllegård, en vindmølle, en firlænget gård, en kro, et husmandssted, to huse samt den store lade fra Brahesborg. Et landsbymuseum var skabt!
Siden 1946 er Den Fynske Landsby stille og roligt blevet udbygget, så man i dag har op mod 30 bygningsanlæg repræsenterende forskellige egne af Fyn og repræsenterede forskellig byggeskik og forskellig brug. Udbygningen sker stadig, selvom der gennem de seneste år alene er kommet mindre, særlige bygninger til – og nogle, som f.eks. en tobakslade fra Langeland – endnu venter på at blive genrejst.
Gennem snart flere år har det været planen, at Den Fynske Landsby skulle udvides med bygninger fra en senere tid – fra begyndelsen af vort århundrede. Til det formål blev Fangel gamle Station nedpakket i midten af 1980’eme. Indtil for ganske nylig har det ikke været muligt at erhverve jord til dens placering direkte ved jernbaneterrænet. Men det er lykkedes nu – ved stor velvilje fra Stora Papyrus (Dalum Papirfabrikker). Nu kan arbejdet med at skaffe de nødvendige midler til en genrejsning sættes i gang – og dermed kan Den Fynske Landsby tage hul på nye udfordringer i det næste 50-år. I et indskud kan nævnes, at Den Fynske Landsby i de sidste par år har forestået kopiering i fuld størrelse af 2 af landsbyens bygninger, den stråtækte vindmølle og en lille firlænget gård. Begge står nu rejst i H.C. Andersen Parken i Funabashi, Japan. Den Fynske Landsby har således fået en ‘afdeling’ 8.800 km fra Odense! Mere end 15 år gik, fra ideen om Den Fynske Landsby blev udkastet, til den kunne åbnes i 1946. Men vi må i dag glædes umådeligt over de tagne initiativer. Odense har et af de flotteste frilandsmuseer i Europa – og både odenseanere og fynboere samt vore udenlandske gæster – kan glæde sig over både at få et indblik i tidligere tiders levemåde og få en æstetisk oplevelse af de gamle, smukke bygninger. Vi skal værne om Den Fynske Landsby – de gamle bindingsværksgårde og -huse bliver stadigt færre og færre rundt på Fyn – og ingen er bevaret så oprindeligt som her i Den Fynske Landsby.
Jeg vil gerne på Odenses vegne ønske os alle tillykke med Den Fynske Landsby – og lad os sikre dens beståen på bedste vis. Vi har overtaget arven – vi skal også forstå at viderebringe den til kommende generationer! Lad det være mit ønske og håb.
