I 1924 holdt arkitekten Halvor Zangenberg et foredrag ved det 3. nordiske folkelivs- og folkemindeforskermøde i København. Emnet var Danske bøndergårde. Zangenberg havde i årene forud arbejdet med studiet af sjællandsk boligskik, og som underinspektør ved Dansk Folkemuseum, Nationalmuseets 3. afdeling, foretaget undersøgelser af bønderbygninger over hele landet. Foredraget blev udgivet som nr. 31 af Danmarks Folkeminder, 1925.
Denne bog har dannet baggrund for alt, hvad der senere er skrevet om danske bønderbygninger, og meget har været direkte genbrug af Zangenbergs publikation.
Halvor Zangenbergs undersøgelser var bredere, end det der blev udgivet. Som han skriver i forordet, var tiden knap og emnet bredt, hvorfor han fandt det nødvendigt ved foredraget at koncentrere sig om plan- og konstruktionstyper. Før Zangenberg havde andre beskæftiget sig med bøndergårdene, specielt kunstneren P. Mejborg, der i 1892 fik udgivet første del af værket »Nordiske Bøndergårde i det 16., 17. og 18. århundrede«. Første bind, der blev det eneste udgivne, bar titlen »Slesvigske Bøndergårde«.
I 1915, i det første bind af tidsskriftet »Fortid og Nutid«, 1914-16, publicerede museumsinspektør Christian Axel Jensen, Nationalmuseets 2. afdeling, en artikel med titlen »suler og stolper«. Han skriver heri, at artiklen er tænkt til at vække interesse for vore tømmerbygningers udviklingshistorie. På baggrund af arkivstudier, berejsninger i landet samt de ældre undersøgelser fra P. Mejborg og arkitekten A. Claudi Hansen, der for nationalmuseet udførte opmålinger før 1. verdenskrig bl.a. på Nordfyn, har C.A. Jensen søgt at dokumentere evolutionen fra jordgravet tømmervæg over bulkonstruktion til de kendte og bevarede bindingsværkskonstruktioner i by og på land. CA. Jensen opfattede, i tidens ånd, sulerne som reminicenser fra oldtidsbyggeteknikken, omend han indrømmer at de øvrige bindingsværkskonstruktioner i de ofte store og omfattende syd- og vestfynske gårde er højt udviklet håndværk. Han hæfter sig især ved detaljer og sproglige forbindelser, herunder sammenhængen mellem ordene »tveje og sule«. Der kan i dialekten og fra arkivalierne udledes, at på bl.a. Langeland, Lolland og Falster hedder »en tveje« simpelthen »en sule«. Det synes at være opfattelsen, at ordet sule forbindes så tæt med tveje, at C.A. Jensen anser det for givet, at en sulekonstruktion oprindelig har været knyttet til en naturvokset tveje eller en tveje konstrueret ved pånagling af en klav (klove) på et ret suletræ.
Halvor Zangenberg byggede sit foredrag og sin bog på feltstudiet af talrige bygninger, mens han kun i mindre grad har lagt arkivalier til grund for sit arbejde. Et særligt afsnit omhandler bygningernes konstruktion, og herunder indtager sulekonstruktionen et særligt fyldigt underafsnit. Zangenberg gør interessant opmærksom på, i indledningen til dette afsnit, at sulebygningerne også kaldes »åshuse« idet taget netop bæres af åsen, der atter bæres af sulerne. Halvor Zangenberg opstillede på baggrund af sit store materiale fra Syd- og Vestfyn dels et udbredningskort for de omkring 1920 bevarede sulebygninger, dels en relativ kronologi for sulekonstruktionens udvikling.
Der blev anstillet fire udviklingstrin i de bevarede fynske gårde. Denne relative kronologi har senere forfattere holdt sig til, blandt andre Axel Steensberg og Svend Jespersen.
Den ældste type har ranker til afstivning af midtsulen fra nær åsen til ydervægstolperne. Det svarer i mange måder til rankeafstivningerne i de ældste bybindingsværksejendomme.
Trin to har lange skråstivere tappet i fodremmen og skrammet over løsholter og bindbjælker og tappet i sulen over bindbjælken.
Tredie trin har skråstivere i to højder, nemlig dels fra fodremmen til sulen under bindbjælken med overskamning ved løsholten, dels et sæt skråstivere fra bindbjælken til sulen.
Den fjerde og seneste udvikling er forsimplet ved blot at have korte skråbånd fra fodremmen til sulen under løsholthøjden og atter korte skråstivere fra bindbjælken til sulen. Såvel den ældste som de yngre typer er repræsenteret i Den fynske Landsbys bygninger.
Det er velkendt at genbrug af suler og andet bindingsværkstømmer har været udbredt. Kun i dette århundredes overflodsamfund kan man forestille sig at bortkaste anvendelige byggematerialer. Det gælder også flere af konstruktionerne i museets huse. Nogle er tydeligvis genbrugte, måske endog flere gange, andre er direkte hentet fra andre ejendomme end de idag indgår i, som erstatning for tømmer, der var væk eller for dårligt til at genopstille, da husene blev flyttet til museet.
Den zangenbergske relative datering i fire perioder virker i god overenstemmelse med, hvad der er erfaret siden midten af 1920’erne ved undersøgelser af bindingsværksbyggeriet i Danmark. Det er imidlertid påfaldende, at der er plads til disse fire perioder indenfor det relativt korte tidsspan, vi normalt forbinder med de bevarede sulebyggede bindingsværksgårde på Fyn – dvs. perioden ca. 1740-1840.
Museet satte sig derfor for at gennemføre en serie dendrokronologiske undersøgelser – dvs årringsopmålinger – for om muligt at foretage en absolut datering af fældningstidspunkterne for det anvendte konstruktionstømmer. Ved velvillighed og økonomisk støtte fra E. Danielsen og hustrus Fond og vedteknologisk bistand til prøveudtagning og -opmåling fra Nationalmuseets naturvidenskablige afdeling ved forstkandidat Kent Havemann og museumsinspektør Niels Bonde lykkedes det at udtage og behandle prøver fra ni bygninger dels i Den fynske Landsby dels ude på Fyn. Det var opgaven at udvælge bygninger, der repræsenterede alle fire trin i Halvor Zangenbergs materiale. Udvælgelsen af bygningerne og bestemmelsen af hvilke tømmerstykker og konstruktioner, der skulle undersøges stod Den fynske Landsby for. Der skulle såvidt muligt udtages prøver fra sule, bindbjælke, skråstiver og ydervægsstolpe i samme fag. Alle prøver skulle udtages af egetømmer, da det ikke er teknisk muligt at datere fyrretræ efter denne metode. Det er endvidere fordelagtigt, hvis der kan findes splintved på den udtagne prøve.
Prøverne er i næsten alle tilfælde udtaget som en 10 mm tyk boreprøve. I et enkelt tilfælde har der kunnet skæres en endeskive. Som hovedregel har det ikke været muligt at opfylde målsætningen for prøveudtagning. Konstruktionstømmer er i sagens natur mest kerneved og det har ikke alle steder været muligt at komme til alle konstruktionens dele. Endelig har der forekommet tømmerstykker, hvor det kunne forudses at datering ville være umulig. Dateringerne kan som hovedregel derfor ikke bestemmes på et enkelt år, men må tages med en vis, omend beskeden, mulighed for udsving.
Hertil to lidt afvigende
Gårdene i Strærup, Snave og Skårup indeholder sulekonstruktioner af både ege- og fyrretømmer, men kun egekonstruktionerne er jvnf. ovenstående medtaget.
Det er her interessant at sule 3 og 4 synes at stamme fra samme træ. Årsagen til at ingen af skråstiverne kan dateres skyldes, at de er så tynde, så antallet af årringe er for lille. Det var desværre ikke muligt at få tilladelse til at udtage prøver af ydervægsstolperne på denne ejendom.
Fra brandtaxationerne ved man, at tjenergården fik nyt stuehus i 1834 efter at være solgt til ny ejer i 1831. Ved omtaxering i 1848 er syd og vestlængen ændret i forhold til senest foregående taxering 1840.
En mellemform findes i Mensalgården fra Skårup, hvor sulerne ikke er støttet af skråstivere. Det viste sig her næsten umuligt at datere de udtagne prøver, der ikke passer med de kendte årringskurver fra Fyn. Der blev udtaget prøver af sule 2, østlige bindbjælke, vestlige vægstolpe og skråstiveren fra sule til tagås samt af sule 7 og 9. Sule 8 kunne bestemmes fældet i forsommeren 1641.
Resultaterne er overraskende. Det fører straks til at efterspørge et større antal undersøgelser, før der kan drages mere vidtrækkende konsekvenser.
Et er klart, sulebyggeriet holder meget længe. På Tjenergården i Brenderup har man tydeligvis samlet det nødvendige tømmer til den 26 fag lange sydlænge over nogle år i anden halvdel af 1830’erne for at bygge mellem 1840 og 1848. Det må også stå nogenlunde fast, at den ældste del af Fjeldstedgården rækker tilbage til tiden omkring 1575 henholdvis 1595-1600.
I gården fra Grimstrup er flere fag bevaret, men der mangler mulighed for at datere andet end sulerne i flere fag. Gården var særdeles velbevaret indtil midten af 1970’erne, hvor den daværende (ikke nuværende) ejer foretog en hårdhændet og ufølsom istandsættelse af gården, trods Karsten Rønnows tegnestue ved arkitekt Jens Christian Varming havde udarbejdet et projekt for bevarende restaurering. Alligevel kan det vel tillades, forsigtigt, at fastlægge den søndre og vestre længes alder til tiden omkring 1540. På udskiftningskortet 1793 for Grimstrup ses, at den nuværende gård er den vestlige del af en symmetrisk tvillingegård.
Undersøgelsen har, delvis på grund af for mange udaterede konstruktionsdele, ikke kunnet eftervise Halvor Zangenbergs relative kronologi.
I gården fra Fjeldsted er konstruktionen på udviklingstrin 3 dateret til henholdsvis 1584 +/- 2 år og 1594/95 mens gården fra Strærup, der svarer til udviklingstrin 2, såvidt den har kunnet dateres, er placeret, med sule 3 og 4 spejlskåret af samme træ, til tiden omkring 1700 (henholdsvis efter 1673 og efter 1699). En af skråstiverne fra sule 3 til rygåsen bærer årstallet 1700 og indskriften RMS.MMD.MRS, men skråstiveren lod sig ikke datere!
Der synes ikke bevaret flere gårde af det ældste udviklingstrin. Den fynske Landsby besøgte i forbindelse med udvælgelsen af undersøgelsesobjekter flere af de ejendomme blandt andre museumsinspektør Kai Uldall havde registreret i 1930’erne, men de var nedrevet eller totalt ombygget. Af trin 3 og 4 findes endnu op mod et halvt hundrede længer.
Sulebyggede stuehuse er derimod yderst sjældne. I denne undersøgelse inddrog vi museets hus fra Fjellerup, men sulen kunne ikke dateres. De to-tre huse, der findes iøvrigt, bør medtages i en ny undersøgelse. Andre typer af bindingsværkskonstruktioner bør inddrages til årringsdatering, ligesom det vil være værdifuldt at undersøge endnu et par gårde med nogenlunde sikre opførelsesår svarende til Tjenergården i Brenderup, som referencegrundlag for mere vidtgående slutninger.
Med denne miniundersøgelse er grunden lagt for at diskutere bondegårdenes alder, ialt fald de gårde, der ligger uudflyttede i landsbyerne. Måske ligger der også her kimen til en revurdering af dateringerne og måske til en tilbagedatering af nogle gårde og bindingsværkskonstruktioner.