Det danske museumslandskab i forandring

– et blik på 20 års museumsudvikling

Danmark har i dag 98 statsanerkendte og statslige museer, der dækker kulturhistorie, herunder arkæologi, kunst og naturhistorie. Kun godt et årti tidligere, i 2004, var der 149. Det må siges at være en radikal udvikling over ganske få år, selv om tallene stort set ikke er udtryk for lukning af museer, men langt overvejende dækker sammenlægninger og fusioner. Det er en udvikling, der har haft afgørende betydning for det danske museumslandskab, men en udvikling, som ikke er kommet let. For at forstå fusionerne efter årtusindskiftet er det nødvendigt at kaste blikket et par årtier tilbage, da de danske museer var i intens debat om en ny museumslov og om, hvor museerne skulle bevæge sig hen. I centrum af denne debat stod i foråret 1995 den 43-årige museumschef fra Odense, Torben Grøngaard Jeppesen, der med sine tanker om en ny museumslov og en ny museumsstruktur nærmest satte den danske museumsverden i brand.

Et museumslandskab i forandring – 1990’erne

Historien om grundlæggelsen af de danske kulturhistoriske museer strækker sig tilbage til midten af 1800-tallet. Den decentrale struktur blev grundlagt med museumsloven af 1959 og styrket med loven af 1976, der fastsatte det krav, at lokalmuseerne var ledet af fagligt uddannet personale (etnologer, arkæologer og historikere), og da debatten om en ny museumslov tog fart i 1990’erne, var det med udgangspunkt i den struktur og de faglige ansvarsområder, som var etableret efter 1976.

Fusioner på andre områder stak hovedet frem, men skabte ikke nødvendigvis begejstring blandt museerne, som det fremgår af Herning Museums leder Ulla Thyrrings oplæg på Statens Museumsnævns årsmøde i 1994: “Det har været så moderne at fusionere, at skabe store enheder, at slå forskellige former for ekspertise sammen, så de i fællesskab kunne noget mere … jeg siger ikke, at det er ubetinget skidt – jeg siger, at der bruges mange kræfter på det, at mange ressourcer går tabt, og at det tager tid, før de igen er indvundet.” Hun tog dog fejl i sin konklusion: “Lad os springe fusionerne over… nu er det heldigvis ikke mere moderne.”

I kulturminister Jytte Hildens periode midt i 1990’erne var hele kulturområdet præget af en stærk forandringstrang med genovervejelse af kulturens organisering. Regionale kulturforsøg blev lanceret, og nye begreber som kulturlandskab blev afløst af kulturarv. Alle var enige om, at tiden var inde til at overveje en ny museumslov – men museumsverdenen så ikke grund til at ændre ved det etablerede netværk af statsanerkendte lokalmuseer, som i stort tal lå spredt ud over hele landet. Da Jytte Hilden tog fat på arbejdet med en ny museumslov, var det under indtryk af en generel opfattelse af, at den eksisterende lov var forældet. I 1993 lod hun sig interviewe til Danske Museer og gav indtryk af, at store forandringer kunne være på vej. Den meget aktive museumsleder, Frank Birkebæk fra Roskilde Museum, åbnede for, at der var behov for en principiel dialog om museernes rolle i samfundet, og stillede spørgsmål ved om de emnebestemte faggrænser (kulturhistorie, kunst, naturhistorie) var nyttige – om ikke der var behov for mere vidtfavnende multimuseer – dog som en samarbejdsstruktur og ikke som fusioner.

Jytte Hildens arbejde med en ny museumslov – og Torben Grøngaard Jeppesens forslag

Jytte Hilden (S) sad som kulturminister i Poul Nyrup Rasmussens regering i årene 1993-96, hvorefter hun i den følgende Nyrup Rasmussen-regering blev forskningsminister (1996-98) og ikke kom til at afslutte det arbejde, hun havde igangsat med at afdække problemstillinger i den danske museumsverden og med at få udarbejdet og vedtaget en ny museumslov. Hendes efterfølger, Ebbe Lundgaard (R), sad kun kort tid (december 1996-marts 1998), og det blev i stedet den radikale Elsebeth Gerner Nielsen (1998-2001), der fik vedtaget loven. Det blev i praksis den konservative kulturminister Brian Mikkelsen (2001-2008), der under Anders Fog Rasmussens regeringer kom til at arbejde med den nye museumslov og med de ændringer, Strukturreformen i 2007 førte med sig, også for museerne.

I foråret 1994 bad kulturministeren Torben Grøngaard Jeppesen om at udarbejde et essay om en ny museumslov. Grøngaard Jeppesen var da chef for et museumsvæsen i Odense bestående af enkeltmuseer med hver deres leder, som ganske vist havde en fælles administration, men ikke udgjorde ét samlet museum. I årene frem mod 1994 havde museumschefen skrevet en række artikler og kronikker om museernes rolle og betydning – om turisme, mål, visioner og nyorientering – og i januar 1994 i Morgenposten/FS en kronik om behovet for en kulturvision. Før Jytte Hilden inddrog Torben Grøngaard i idéarbejdet sammen med en mindre gruppe af fremtrædende museumsfolk, havde han således offentligt vendt og drejet museernes roller og behovet for nytænkning. Essayet Tanker om en ny museumslov blev udarbejdet over sommeren 1994, bl.a. på grundlag af studierejser til flere europæiske lande og interviews i sammenhæng hermed. Den 3. september 1994 afleverede Torben Grøngaard sit bud på en ny dansk museumslov og –struktur til kulturministeren.

Den 51 sider lange rapport skabte ved udgivelsen et stærkt røre i den danske museumsverden. Diskussionen stod mellem størstedelen af den danske museumsverden, der forfægtede det decentrale grundprincip blandt museerne, over for Torben Grøngaards anbefaling af en gennemgribende reformering med et hierarki bestående af de to statslige museer i København: Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, hvorunder øvrige statslige museer skulle placeres administrativt. I de endnu bestående 14 amter skulle oprettes et regionsmuseum hvert sted. Det skulle ske på basis af de eksisterende museer og “placeres centralt i regionen.” Især den fynske debat blev naturligvis yderligere skærpet med denne formulering. Disse museer skulle være statsstøttede med regional (amtslig) finansiering og ejes af amter eller kommuner.

Herudover skulle der kunne eksistere et ubegrænset antal lokal- og specialmuseer, der ikke skulle modtage statsstøtte, men kun lokal støtte. De skulle leve op til ICOM’s museumsdefinitioner, men i øvrigt ikke have krav om permanens. Denne del af forslaget skulle sikre, at den meget fastlåste museumsverden kunne opnå en dynamik, der afspejlede samfundets forandringer og forskellige emners skiftende relevans. Forslaget forudsatte også, at Rigsantikvaren skulle fungere som central myndighed i et nyoprettet rigsantikvarembede med reference til Kulturministeriet og frigjort fra Nationalmuseet.

For udenforstående kan det måske være vanskeligt at forestille sig det vredesbrøl, der rejste sig blandt de danske museer, og Torben Grøngaards forslag fik heller ikke en lettere gang, da rigsantikvar Olaf Olsen også undsagde forslaget med hensyn til rigsantikvarembedets rolle og Nationalmuseets ditto.

Reaktionen blev så voldsom og afvisende, at den vanskeliggjorde en diskussion af de mange enkeltelementer i forslaget, som skulle vise sig at have mere for sig, end mange på det tidspunkt troede – men herom senere i artiklen.

Jeg hæfter mig i dag ved en række andre udsagn i oplægget, som dengang ikke fik særlig opmærksomhed på grund af vreden mod den organisatoriske del af forslaget – det, som mange små, lokale museer opfattede som en direkte trussel mod deres eksistens. For Torben Grøngaard var det uden tvivl et spørgsmål om at skabe en konstruktion, der sikrede en ensartet museal dækning og kvalitet, klare ansvarsområder og en mere rationel museumsdrift. Der skulle med hans egne ord “ryddes op i den nutidige – lidt tilfældigt – betingede statsstøtte og dermed lovomfattende museumsfordeling.” Hvad der også blev glemt i den ophedede debat var, at Torben Grøngaard også klart talte museernes sag og vigtige rolle i samfundet og understregede, at museerne skulle stå op mod den postmoderne tradition, dvs. “give perspektiv og værdisæt som modvægt til det postmodernistiske samfunds fragmentering.” Et andet vigtigt aspekt, som man endnu kun fornemmede konturerne af, men som var en vigtig årsag til forslaget om en ny styrelse, var vægten på kulturarven, som i de følgende år blev et særdeles tungt område i forhold til det politiske landskab, forvaltninger i kommunerne, i museernes arbejde og i forhold til store fonde og bevilgende myndigheder.

Reaktionen fra den etablerede museumsverden, repræsenteret ved bl.a. Dansk Kulturhistorisk Museumsforenings blad Danske Museer og Statens Museumsnævn, var en massiv afvisning. Efter Jytte Hildens museumskonference den 6. februar 1995 med præsentation af Torben Grøngaards oplæg og flere andre bølgede diskussionerne frem og tilbage i museumskredse – generelt med noget, der til tider lignede en stigmatisering af Torben Grøngaard. Statens Museumsnævn udtalte sig ganske vist for en samling af det antikvariske område, herunder også bygningsbevaring og –fredning, men var stærkt imod en ændret tilskudsstruktur og foretrak klart direkte statstilskud til de lokale museer.

Efter museumskonferencen måtte ministeren rykke ud med et dementi og understrege, at hun ikke støttede centralisering, og at det ikke var hendes holdninger, der direkte fandt udtryk i de trykte oplæg. De øvrige reaktioner i april 1995 var næsten alle rettet mod Torben Grøngaards model, hvorom Frank Birkebæk konstaterede, at “90% af lokalmuseerne … kunne ganske logisk udlægge en trussel mod deres eksistens i Torben Grøngaard Jeppesens fejlagtige analyse og centralistiske model”. Der kunne læses meget ind i oplægget, og meningen afhænger som bekendt ofte af øjnene, der ser – men det var næppe et oplæg rettet mod en udradering af museerne, nærmere et oplæg, der havde som ambition at skabe ordnede, ensartede forhold – men det gik tabt i diskussionen. TGJ-modellen og Odense-modellen blev almindeligt kendte begreber, og artikler som “Kollega på afveje” var ikke et særsyn.

Den nye museumslov nåede således ikke at blive vedtaget under Jytte Hilden eller hendes efterfølger, men trådte først i kraft med virkning fra januar 2002. I det væsentlige fulgte den nye museumslov ikke Torben Grøngaards anbefalinger, selv om etableringen af Kulturarvsstyrelsen, der samlede museer, bygninger, fortidsminder og arkæologi i én styrelse, havde tydelige mindelser fra Torben Grøngaards oplæg.

Odense Bys Museer som det første store, fusionerede museum – 1997

Mens en ny museumslov lod vente på sig, gennemførte Odense Kommune på initiativ af Torben Grøngaard den første store museumsfusion i en form, der lå i direkte forlængelse af hans planer om store, regionale museer. De nye regionale kulturforsøg muliggjorde bl.a. sammenlægning af flere statsanerkendte museer uden tab af statstilskud. Ganske vist dækkede det nye, store Odense Bys Museer (OBM) ikke hele Fyn, men fusionen samlede museumsenheder, herunder et stort arkæologisk ansvarsområde, i én organisation og gjorde op med de traditionelle kongeriger i museumsverdenen – altså med den form, hvor hvert udstillingssted havde hver sin leder, og hvor man ofte havde svært ved at opnå fælles fodslag. Det drejede sig om H.C. Andersens Hus og Barndomshjem samt Carl Nielsen-museet og ditto barndomshjem, Fyns Kunstmuseum, Bymuseet Møntergården, Den Fynske Landsby samt Fyns Oldtid – Hollufgård. Hver af disse museumsenheder opretholdt en række administrative funktioner hver for sig og var blevet til en “lidt for tung, bureaukratisk” og med tendens til, at “kongedømmer” på de geografisk adskilte museer betød træg forretningsgang og manglende udnyttelse af fælles ressourcer.

I december 1996 præsenterede ODM’s nuværende direktør Nils M. Jensen, der på det tidspunkt var presse- og markedsføringsansvarlig ved Odense Bys Museer, i tidsskriftet Danske Museer den nye gennemgribende plan for museets omorganisering, der trådte i kraft den 1. januar 1997, mens Torben Grøngaard selv præsenterede den nye museumsorganisation i museets eget årsskrift Fynske Minder. Idéen var ikke blot en rationalisering og bedre udnyttelse af ressourcerne, men også med det erklærede formål at sætte fokus på formidling og brugerservice for at øge børns og voksnes forståelse for og indsigt i kunst- og kulturhistorie.

Det skulle opnås ved at ophæve de hidtil adskilte museumsenheder og i stedet etablere en enhedsorganisation, der skabte både sammenhæng og indbyrdes afhængighed mellem afdelingerne og på den anden side opdelte ansvar og opgaver i tre administrative enheder, henholdsvis Publikum & Kommunikation, Viden & Formidling samt Samlinger & Teknik. Denne ændring, som måske udefra kan forekomme som en mindre detalje, hvis man blot var en sjælden gæst på Fyns Kunstmuseum, betød afgørende ændringer indadtil, både i tænke- og arbejdsmåder og helt konkret med hensyn til fysisk placering og forholdet til kolleger. Torben Grøngaard havde før omorganiseringen gennemført en lang række samtaler med de enkelte medarbejdere, og det lykkedes i ganske stort omfang at tilgodese medarbejdernes ønsker ved placeringen i den nye struktur – naturligvis som altid med undtagelser. De 89 fastansatte, som udgjorde ca. 120 på årsbasis på grund af deltidsansættelse m.v., blev nu flyttet rundt og placeret i de nye afdelinger. Ikke alle kom til at sidde samlet i de respektive afdelinger, men især den ac-tunge Viden & Formidling med den tidligere leder af Fyns Kunstmuseum, Anne Christiansen, som afdelingsleder oplevede forandringerne. 12 museumsinspektører og 11 museumsassistenter flyttede sammen i en del af Møntergården, som blev ombygget til formålet. Undertegnede oplevede ikke selve omorganiseringen af Odense Bys Museer, men betragtede den på kort afstand og rykkede selv ind på Møntergården som en del af Viden & Formidling to år efter fusionen. På det tidspunkt var der fortsat efterdønninger af det, som indadtil var en i praktisk og personalemæssig forstand meget krævende proces, men blot to år efter oplevedes Odense Bys Museer som en stærk, samlet enhed med en klart stigende vækstkurve og faglig styrke.

Odense Bys Museer blev det første store, fusionerede museum og var et forvarsel om meget mere – men på det tidspunkt blev det nye museum set som et slag i ansigtet på den øvrige museumsverden, ikke mindst fordi den nye organisation blev set i sammenhæng med Torben Grøngaards forslag om omorganisering af det nationale, decentrale museumsvæsen.

Odense Bys Museer blev styrket som fælles organisation ved bl.a. fælles it-løsninger, fælles projektdatabase og ved, at styregrupper for bl.a. Den Fynske Landsby fik deltagelse fra forskellige afdelinger og gradvis skabte en ny kultur for drift af tidligere selvstændige museer og besøgssteder. Der var som nævnt blandede holdninger til et så stort museum, og holdningen “small is beautiful” var heller ikke fraværende. Det viste sig dog hurtigt, at OBM var i stand til at løfte tunge museale opgaver, som de færreste museer på det tidspunkt kunne magte.

Ikke mindst på Fyn, hvor Odenses nye museumsinitiativ blev set som et angreb på mangfoldigheden i museumslandskabet, kom det nye OBM til at præge 1990’erne. Som en af modstanderne mod den nye museumskonstruktion, museumsdirektør i Kerteminde, Erland Porsmose, konstaterede i Danske Museer i 1997: “Strukturforslaget … rystede faktisk museumsverdenen … På Fyn var rystelserne imidlertid næsten for stærke, da museumsdebatten her blev en ny version af et stående tema mellem Odense og Fyn, institutionaliseret i Odense Kommune og Fyns Amt. Set fra Albani Torv har Fyn en slående lighed med Odense og omegn, medens Fyn – ikke mindst set fra søkøbstæderne med deres århundredgamle søfartstraditioner – mere ligner et decentraliseret kystsamfund med en enkelt større provinsby i midten.”

Porsmose måtte dog medgive, at den decentrale museumsstruktur i Danmark gav en meget uens dækningsgrad og kvalitet, og at et museumsråd var en for løs overbygning for det regionale museumssamarbejde. Hans løsning var de nyetablerede Kulturmiljøråd, men de overlevede ikke Strukturreformen, og trods områder med godt og frugtbart samarbejde synes også disse råd at have haft en for løs og uforpligtende struktur til at varetage den regionale rolle på museumsområdet alene ved en koordinering af de eksisterende museers aktiviteter.

Mens den øvrige museumsverden i det store og hele fortsatte diskussioner og drøftelser af ny struktur, var det en kombination af Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger og ikke mindst Strukturreformen med dens implikationer for museernes tilskudsstruktur snarere end en lovstyret udvikling, der kom til at sætte dagsordenen for de mange museumsfusioner i de følgende år.

Næste fase – Kulturarvsstyrelse, Strukturreform, kvalitetsvurderinger og ODM

Med vedtagelsen af den nye museumslov og etableringen af Kulturarvsstyrelsen var der skabt en ny dynamik i den danske museumsverden. Styrelsens faglige råd afløste det tidligere Statens Museumsnævn, og den ny styrelses entydige fokus på museerne var et kærkomment løft af området, om end ikke i form af øgede direkte tilskud til museerne. I tilbageblik kan man måske sige, at den holistiske kulturarvsforvaltning, som lå i forlængelse af Torben Grøngaards tidligere forslag, ikke blev udspillet fuldt ud, men i de følgende år under andre former og af andre årsager alligevel bevægede sig i denne retning. Væsentlige forandringer gjaldt bl.a. bygherrebetalt arkæologi, den såkaldte kapitel 8-paragraf i Museumsloven om, at også nyere tids bebyggelser skulle screenes af museerne – uden yderligere tilskud, og ikke mindst et mere målrettet fokus på kvalitetssikring og ensartede standarder blev implementeret af styrelsen. Et nyt samlet registreringssystem REGIN og digitalisering af hundredtusinder af registreringskort blev igangsat. Museernes magasinforhold var fortsat – og er desværre stadig mange steder – for dårlige, men alt i alt var den danske museumsverden mere velordnet og professionel et årti efter museumslovens vedtagelse og styrelsens etablering. Der var andre tiltag, som blev kortvarige, bl.a. forsøget med decentralisering af bygningsfredningsforvaltningen – hvor Fyn blev valgt som pilotområde med Odense Bys Museer som tilsynsførende på styrelsens vegne. Uanset forsøgets positive forløb blev ordningen ikke opretholdt, og forsøg med at udbyde større kulturarvsopgaver i licitation blev også undtagelser, selv om Odense Bys Museer i 2006 vandt den store opgave med at registrere danske havne med projektet Industrisamfundets havne 1840-1970. Til gengæld blev tilsynet med de fredede fortidsminder med amternes nedlæggelse lagt ud til museerne med Kulturarvsstyrelsen som overordnet ansvarlig for tilsyn og bevaring.

Der er grund til at fremhæve især to forhold: kvalitetsvurderingerne af de danske museer (første pilotprojekt 1997-98) og arbejdet med at løfte forskningen på museerne. Kvalitetsvurderingerne blev én af de faktorer, der rundt omkring skubbede på omorganiseringer og lukning af mindre enheder. Sammen med strukturreformen har det været den vigtigste faktor i omdannelsen af det danske museumslandskab til det nuværende udseende, om end man kan indvende, at denne omdannelse derfor er blevet lidt tilfældig og ikke er gennemført fuldt rationelt.

Bl.a. de nye faglige råd i Kulturarvsstyrelsens regi arbejdede stærkt på at løfte forskningen til et niveau, hvor den kan måle sig med anden forskning. Arbejdet pågår stadig i disse år med betydelig forskningsmæssig opkvalificering og med uddeling af midler i mere konkurrenceprægede sammenhænge og med højere kvalitetskrav. Man kan her indvende, at det er blevet vanskeligere at opnå støtte til mere lavtflyvende registreringsprojekter og undersøgelser – noget af det, den tidligere rådighedssum i høj grad blev anvendt til. På dette område har Odense Bys Museer placeret sig flot med både en tidlig forskningsstrategi og senest med etableringen af et for museumsverdenen ambitiøst center for forskning i centralitet.

Perspektiv for to årtiers forandringer

I dag løfter man dårligt et øjenbryn, når en ny museumssammenlægning skaber et større museum, men der var en tid, da den slags ideer kunne gøre en til prygelknabe i hele museumsverdenen. Torben Grøngaard Jeppesen havde netop de idéer. Det kom han til at høre for, men de mange udfald fra den etablerede museumsverden fik ikke museumschefen for Odense til at vakle i sin tro, og i årene efter 1996 realiserede han med bemærkelsesværdig succes sit bud på et stort, moderne dansk museum – Odense Bys Museer.

Ser man tilbage på de idéer og strømninger, der prægede de første år af 1990’erne, og det museumslandskab, der siden er skabt, kan man nok ikke hævde, at museumschefen for Odense fik gennemført sit forslag til den efter hans opfattelse ideale danske museumsstruktur – dertil var ejerskab, lokal forankring, politisk vilje og holdninger i museumsverdenen for stærke og for mange.

Idéoplægget fra 1995, Tanker om en ny museumslov, vakte megen uro og vrede, men burde også i dag være obligatorisk læsning for nutidens nye museumsfolk. Forfatteren til oplægget ville nok i dag justere på dele af oplægget, som helt naturligt var forankret i sin tid, men der er både overordnede og principielle tanker om en holistisk forvaltning og ditto museal dækning af Danmark, som endnu i dag er udfordrende og tankevækkende.

Læst i dag er det nærmest overvældende, hvor mange af idéerne der i én eller anden form er blevet til virkelighed. I år 2000 blev den forvaltning, Torben Grøngaard havde skitseret, etableret i form af Kulturarvsstyrelsen (fra 2014 Slots- og Kulturstyrelsen), der ganske vist nu er et resultat af flere fusionerede styrelser, men i sin første form netop samlede museer, arkæologi og bygninger under én hat med vægt på kulturarvsbegrebet – som afspejlet i styrelsens første navn.

Det tidligere noget indspiste museumsmiljø er på mange områder blevet mere professionelt, og f.eks. forskningen er nu løftet ud i sammenhæng med anden forskning og efter de samme kriterier.

Der blev ganske vist ikke, som idéoplægget foreslog, skabt en ny struktur med hovedmuseer, regionale, statsstøttede museer og derunder et lag af lokale museer, der også kun skulle støttes lokalt, men der er klare elementer af dette mønster i dagens museumslandskab. De store, fusionerede museer er ikke i formel forstand blevet regionale museer, men ligheden fornægter sig ikke. At de fusionerede museer ofte kom til at samle også mindre, ikke-statsanerkendte museer op under deres vinger, afveg vel fra Torben Grøngaards vision om at lade de sidstnævnte leve et lokalt liv, baseret på lokal støtte og som følge heraf med en iboende dynamik, der ville betyde, at nogle ville lukke og andre åbne, som tiden gik. I praksis er der bevægelser i gang over hele landet, hvor de store fusionerede museer nu vurderer deres portefølje af lokaliteter, museer og besøgssteder og udskiller dele heraf, nogle gange med lukning til følge. I en fynsk sammenhæng kan der peges på, at selv mindre museumsfusioner som Museum Vestfyn har udskilt eller lukket enheder i samspil med Slotsog Kulturstyrelsen simpelthen for at leve op til de krav, styrelsen stiller til statsanerkendte museer og for at opnå en fornuftig driftsøkonomi.

Ét af de områder, hvor Torben Grøngaards idéer ikke blev realiseret, var arkæologien. Arkæologien var placeret på et stort antal museer, store og små, hvilket betød, at der var museer med kun én eller to arkæologer ansat. Torben Grøngaards synspunkt, som blev delt af en del fagfolk på museerne, men også var kontroversielt, var, at arkæologien gav for lille fagligt afkast og ikke var i stand til at skabe stærke faglige miljøer, når arkæologerne var spredt ud over det ganske land. Samtidig var arkæologien under stærk udvikling med anvendelse af en række nye teknologier, som stillede krav til en “maskinpark” og nye it-hjælpemidler og dermed til specialiserede, tekniske medarbejdere – noget, der lå ud over et lille museums rammer. Synspunktet var, at arkæologien burde samles i et antal større enheder, og at landets arkæologi formelt skulle opdeles i et antal arkæologiske hovedmuseer – de store regionale museer. Sådan gik det ikke, men i dag dækkes arkæologien flere steder af ganske store enheder, f.eks. Museum Sønderjylland, der har det arkæologiske ansvar for Haderslev, Aabenraa, Tønder, Sønderborg og Kolding.

Forhallen i Møntergårdens nye udstillingsbygning.

Set i tilbageblik er det imponerende og samtidig bemærkelsesværdigt, hvor mange af Torben Grøngaards idéer der er blevet ført ud i livet – ganske vist i andre varianter end i det oprindelige oplæg fra 1995. I den sammenhæng er der også grund til at pege på, at der ikke har været en museumschef i Odense med fastlåste idéer anno 1995, men om nogle principper og grundholdninger, som har formet bl.a. Odense Bys Museer – og et altid skarpt syn på museernes problemstillinger og behovet for at tilpasse organisation og virksomhed i takt med samfundsforandringerne.

I dag ser vi ud over et fusioneret museumslandskab med store museer som f.eks. Nordjyllands Historiske Museum, Museum Midtjylland, Museum Sønderjylland, Museum Vestsjælland og Københavns Museum. Antallet af statsanerkendte og statslige museer er i antal faldet med ca. 35% på få år. Jeg vil tro, at jubilaren ikke er uenig i den vurdering, at der fortsat er mange museer, og at der er for lidt dynamik med hensyn til at lukke emnemæssigt bedagede museer og åbne nye, samt at en del af de fusionerede museer af forskellige årsager – primært store geografiske afstande og ufuldendte fusionsprocesser – ikke på alle områder har fået den effektivitet, som man kunne have forventet. Alt i alt er det en mere professionaliseret museumsverden, der præger Danmark i dag. En museumsverden, der fortsat er under tilpasning til de nye, store enheder og spundet ind i diskussionerne om udkantsdanmark og hovedstaden. I den udvikling har Torben Grøngaard Jeppesen spillet en hovedrolle med sine kontroversielle idéer om det danske museumslandskab, dernæst ved at demonstrere, hvordan man kan organisere og arbejde med en lang række tidligere åndeligt og fysisk adskilte museer og i stedet skabe et slagkraftigt, moderne museum – Odense Bys Museer.

 

Litteratur

  • Danske Museer, diverse årgange.
  • Nils M. Jensen, Odense Bys Museer under forandring, Danske Museer, 6, 1996, s. 17-18. Torben Grøngaard Jeppesen, Tanker om en ny museumslov, 1995.
  • Torben Grøngaard Jeppesen, Museumspolitik, Danske Museer, Fynske Minder, 1997.
  • Brian Mikkelsen, Det fremtidige museumslandskab i Danmark, Danske Museer, 6, 2006, s. 4-6.

 

Emner: Odense Bys museer, TGJ, Museumsudvikling
©
- Museumsudvikling og -historie - Museum Odense - Museum Odenses forlag

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...