For foden af det statelige Tranekær Slot på Langeland ligger den idylliske landsby af samme navn, beundret af de talløse turister, der hver sommer besøger denne Langelands trestjernede seværdighed. Mange af landsbyens huse er store og statelige, og grevekronede monogrammer og årstal ses hist og her på husvæggene – man fornemmer, at dette er andet og mere end en tilfældig flække, det er greverne Ahlefeldt-Laurvigens residensstad.
Tranekær Slot og slægten Ahlefeldts historie har længe været ganske godt oplyst og kan findes i flere håndbøger, men Tranekær Bys historie har været anderledes forsømt. Dette har Langelands Museum forsøgt at råde bod på, b.a. gennem at interviewe ældre Tranekær-borgere og gennemtrawle den sparsomme litteratur, der fandtes om emnet. På denne måde er det lykkedes at udfylde kortet over Tranekær med en mængde oplysninger, der var på nippet til at gå i glemmebogen.[1]
Den vigtigste del af Tranekær Bys historie er tiden 1791-1917. I løbet af disse ca. 125 år forandrede landsbyen fuldstændig karakter, fra at være en almindelig, noget søvnig landsby til en art mini-fyrstendømme efter tysk model. Årsagen til denne ændring er først og fremmest den mand, der i 1791 arvede grevskabet Langeland og blev lensgreve på Tranekær, nemlig generalmajor, greve Frederik (Fritz) Ahlefeldt-Laurvig, populært kaldet »Generalen«.[2]
Grev Fritz var 30 år, da han arvede Tranekær. Han havde tilbragt sin ungdom i Kiel, hvor han havde studeret på universitetet, og han var kommet en hel del på Gottorp Slot i Slesvig, hvor statholderen, Landgreve Carl af Hessen holdt hof. Landgreven var gift med en dansk kongedatter, der ikke et øjeblik lod nogen glemme sin kongelige herkomst, og det var især i dette miljø, at grev Fritz fik sine ideer om, hvordan et fyrstehof skulle se ud. Disse ideer blev virkeliggjort på Tranekær, selvom den langelandske geografi satte visse grænser for formatet.
Den unge greve var lidenskabeligt interesseret i musik og teater, og derfor lod han straks indrette et teater i Tranekær Slots portbygning, og opførte boliger til de skuespillere og musikanter, han indforskrev fra hofteatret i Slesvig. Selve teaterscenen er forlængst borte, men to smukke, lange bindingsværkshuse i Tranekær kaldes stadig »Musikanthusene«, og flere af musikerfamilierne huskes endnu af landsbyens ældre.
En anden af grev Fritz’s interesser var heste, og den hestestald, han opførte, blev landets første efter kongens. En tysk kunstner ved navn Quitschreiber udsmykkede stalden, bl.a. opstilledes buster af grevens yndlingsfilosoffer, f.eks. Voltaire, Cicero og Lessing, på spiltovene mellem hestenes båse. Der indrettedes også billardstue i staldbygningen, og efter taflet på slottet plejede både damer og herrer at begive sig herned. Mellem spillene spadserede man i stalden og beundrede de smukke dyr, og at man kom til at lugte af hest regnedes for fuldt salonfähigt, ja nærmest et raffinement.
Bag Tranekær Ladegård ligger en lang, rød bygning, i vore dage kaldet »Hjemmeværnsgården«. Det var grev Fritz’s sukkerfabrik, opført efter at englænderkrigene havde afbrudt importen af sukker til Danmark. Greven fandt på at starte en sukkerproduktion på basis af sukkerroer, og indforskrev en tysk sukkermester samt mængder af kostbart maskineri. Det blev desværre en fiasko, sukkermesteren kunne nemlig ikke krystallisere sukkeret, så man stod tilbage med en mængde sirup. Greven opgav eksperimentet efter nogle år og ændrede produktionen til øl og brændevin.
Men det var langtfra alt, hvad den foretagsomme greve overkom. Han havde fusket lidt med medicinstudiet, da han gik på universitetet i Kiel, og havde fået øjnene op for sundhedsvæsenets betydning. Derfor indkaldte han flere læger til Langeland og skaffede uddannede jordemødre overalt på øen. Han var heller ikke bleg for selv at gøre en indsats; det vides, at han egenhændigt har vaccineret over 1000 børn mod kokopper, og det er ikke mange år siden, man på apoteket kunne købe øjendråber efter hans opskrift.
Dyr og planter havde ligeledes den grevelige bevågenhed, der kom en dyrlæge til Tranekær, og fra det tyske fyrstendømme Waldeck indforskrev grev Frederik flere forstfolk, bl.a. skovrider Wilhelm Kruhøffer, der skulle blive stamfader til en hel slægt af danske forstmænd, og hvis dygtighed fik afgørende betydning for det store skovbrug under grevskabet Langeland.[3] Tranekær Ladegård var centrum for grevens landbrugstekniske eksperimenter, han forsøgte som en af de første i landet at dyrke roer og kartofler i stedet for at lade markerne ligge brak, og ladegårdens køer var forsøgskaniner for nye foderblandinger.
Skolevæsenet på Langeland var et andet interessefelt, og i Tranekær lod grev Frederik opføre en meget smuk, klassicistisk skolebygning og installerede den nyuddannede seminarist Friedrichsen som lærer. Men det var ikke nok; seminarier var tidens løsen mente greven, og oprettede Tranekær Seminarium. Læseplanen for de unge seminarister var lidt usædvanlig, foruden praktisk undervisning lærte man også landbrugslære, gik til musikundervisning hos grevens musici, samt havde rideundervisning. Grevens fortid i kavalleriet fornægtede sig ikke. Seminariet fik dog en kort levetid, bygningen blev senere enkesæde for præstegården og er nu nedrevet.
Samtlige Langelands kirker bortset fra Rudkøbings hørte under grevskabet, og grev Fritz lod heller ikke dette felt ligge uopdyrket. Overalt på øen kan man se bogstaverne FGAL LR på kirketårnene, »Frederik Greve Ahlefeldt Laurvig Langeland Rixingen«, samt et årstal. Årstallet markerer, hvornår det blev denne kirkes tur til at blive restaureret, og selve residensstadens kirke fik naturligvis en ekstra grundig omgang, den blev faktisk bygget fuldstændig om. Før var den en forholdsvis almindelig dansk landsbykirke, nu blev den indrettet nærmest som et teater. Den meget smukke altertavle og tilhørende prædikestol blev fjernet, heldigvis til henholdsvis Stoense og Fuglsbølle kirker, og i stedet blev opsat en rund prædikestol, »som en moderne kakkelovn« lige over alteret, og også kirkens ydre ændredes radikalt.
Greven havde kaldsretten til kirken, så da præsten døde, foretog grev Frederik udnævnelsen af hans efterfølger. Det skete under en middag, hvor greven pludselig hævede sit glas og sagde til Tryggelev-præsten Christian Graae: »Må jeg skåle med den nye præst i Tranekær?« Det var vel at mærke et af landets fedeste præstekald, med store tilliggender.
Men greven var ikke tilfreds med at have sørget for læge, præst, lærer, dyrlæge m.m. Der måtte også være rigeligt med gode håndværkere til at betjene husholdningen på slottet, og der blev indforskrevet en murer og terrazzomester fra Italien, en sadelmager fra Hannover, en tømrer fra Holsten og mange flere. Navnene huskes stadig, Wittenkamp, Rieck, Zehngraf, Hassenkam og så videre; den sidste sadelmager Goltermann døde i 1969, han havde værksted i samme hus, hvor hans oldefar var flyttet ind i 1815, og både instrumentmager Weesch og murer Pico har efterkommere på Langeland den dag idag.
Efter al denne foretagsomed kan det ikke undre, at grev Fritz på sine gamle dage måtte lide den tort at få sine pengesager sat under administration, for alle disse projekter havde jo kostet strømme af penge. Da han døde i 1832 var det så galt, at hans nevø og arving, grev Christian Ahlefeldt-Laurvig, længe betænkte sig på at vedgå arv og (især) gæld. Den unge greve lod sig dog overtale til at forsøge at bringe orden i onklens forvirrede pengesager, men han nægtede at flytte ind på slottet, og boede i en årrække i et af landsbyens kønne håndværkerhuse.
Grev Christian viste sig at være en særdeles dygtig økonom og administrator, og fik i løbet af få år bragt det forgældede gods på fode igen. På grund af de vanskelige forhold, han havde at arbejde under, har han ikke efterladt sig mange synlige spor i landsbyen, kun et enkelt hus, slottets gartnerbolig, er opført af ham, ellers nøjedes han med at flytte ældre huse til andre steder.
Efter grev Christians død i 1856 kom der igen gang i byggevirksomheden i Tranekær. Sønnen, der slægtstraditionen tro atter hed Frederik, startede med at bygge slottet om, en ting som den vidtløftige grandonkel ikke havde nået, selvom udførlige tegninger lå klar. Nu skete der noget, slottet blev udstyret med takkede gavle, tårn og gesimser, og farven ændredes fra nobelt hvidt til lyserødt. I byen skete der også lidt. I 1868 oprettedes der et asyl for byens børn, der kom et posthus, og efter en stor brand, der i 1875 lagde det halve af byen i aske, opførtes der 11 nye huse, der tydeligt kan skelnes i gadebilledet. Kirken blev ombygget endnu engang, nu i hvad man må kalde en »Romansk-gotisk kirkestil«, og til Tranekærs læseselskab opførtes i 1885 en bygning, der imidlertid nogle år efter af lensgrevens søn blev omdannet til Realskole.
Grev Frederik døde i 1889 og sønnen, igen en Christian, fortsatte faderens byggevirksomhed. På noget af skolens jord opførtes en række boliger for byens dårligere stillede folk, der oprettedes en brugsforening, og til godsets administration byggedes et nyt godskontor. Skovrider Holger Hansen fik i 1909 en ny embedsbolig, og endelig blev der bygget et hønsehus, der mildest talt er lidt ud over det sædvanlige.
Med denne yngre greve Christians død i 1917 var det slut med den store byggevirksomhed i Tranekær. De nye tider satte deres præg på stedet, grevskabet Langeland blev som det sidste i landet opløst i 1928 som følge af lensafløsningen, og selvom slægten Ahlefeldt-Laurvig den dag idag sidder på Tranekær Slot, har man for at følge med udviklingen måttet rationalisere, mekanisere. Det store folkehold er en saga blot, og der er ikke mere basis for et halvt hundrede håndværkere i byen, som der var ved århundredskiftet.
Tranekær er nu lidt af en Torneroseby, men mindet om de store dage lever endnu blandt folk. Gamle billeder fra Åsø strand lige øst for Tranekær viser en hel række af badebroer og -huse: Godsfunktionærernes, Byens og Skolens, mens Grevskabets badehus naturligvis lå helt for sig selv, hinsides den lille anløbsbro på stedet. Ved foredrag på Gæstgivergården sad Funktionærerne på 1. række, derefter håndværksmestrene, og så fremdeles, nederst røgtere og enker. Den kolossale klasseforskel, der her har gjort sig gældende, kan stadig spores blandt gamle Tranekærborgere, og Herskabet omtales altid med stor respekt. Det mini-fyrstendømme, som grev Frederik skabte for over 150 år siden, eksisterer stadig i 1980, omend noget falmet af udviklingens skarpe lys.
