I museumskredse har man med en blanding af forventning og frygt set hen til den store auktion over skibsreder Hans Tobiesens samlinger. Man vidste, at der på den vilde fremkomme ting af høj kvalitet, og man måtte forvente, at priserne vilde stå i forhold hertil. Odense Bys Museers interesse var rettet dels mod sølvtøjet, dels mod malerisamlingen.
På auktionen i marts fremkom en del smukke sølvarbejder, og blandt disse noget Odense-sølv. Det lykkedes at erhverve et par smukke lysestager med firkantet, svajknækket fod med afrundede hjørner og balusterformet, foroven vredet skaft og ottekantede lysepiber. De er stemplede med Odense-guldsmeden Clemens Pedersens mærke. Han virkede i Odense 1770-95.
Ejeren har været så forsynlig at indprikke navnene C. Sch. Westergaard og D.M. Hee, så der er ingen tvivl om, hvor de stager er kommen fra. Christen Schaarup Jørgensen Westergaard blev født i Aarhus 1717, blev student 1735, theologisk kandidat 1741, og i 1743 blev han sognepræst i Vigerslev, hvor han virkede til sin død 1775. Hans hustru Dorothea Margrethe Hee var ligeledes født i 1718 og som datter af præsten ved Graabrødre hospital i Odense Jens Hee. Hun skænkede sin mand 12 børn og døde i Odense 1794.
Disse stager fra Vigerslev præstegaard står nu i det kulturhistoriske museum i Møntestræde sammen med et meget smukt sølvfad, aflangt med profileret, svunget, støbt kant og med Odensemesteren Rasmus Møllers mærke. Han fik borgerskab 1760 og døde 1806. Fadet er dobbelt kærkomment, fordi købet af det på Tobiesens auktion udfyldte et væsentligt hul i vor samling. Vi har ikke haft noget sølvfad.
Men hovedstykket blev alligevel Eckersbergs pragtfulde marinebillede: »To russiske Linieskibe og en Fregat, som løbet Sundet ind. Fregatten ligger bi«. Dette billede, der gengives her, er ophængt i kunstsamlingen.
Eckersbergs betydning for dansk malerkunst er ubestridelig, og fra en spæd begyndelse for en snes år siden, er vi nået til efterhånden at have fortræffelige portrætbilleder og modelbilleder af ham. Men med hensyn til marinebilleder var vi dårligt stillede. Vi måtte være glade for, at Statens Museum for Kunst havde lånt os et. Nu er vi selvhjulpne. Netop i sømaleriet nåede Eckersberg et højdepunkt i sin kunst. Han studerede perspektivet, skibenes konstruktion, vind og vejr, bølgernes form og dannelse på havet, og fra 1824 indtager disse billeder en central plads i hans kunst. Vort nyerhvervede billede er fra 1829, og han nævner i sin dagbog for 6. og 10. sept. samt 3. nov., at han har arbejdet med billedet, der er et af de smukkeste i denne genre.
Disse erhvervelser kunde vi ikke klare af vort normale budget. Alene Eckersbergbilledet kostede over 25.000 kr. Der var heller ikke tid til lange diskussioner i øst og vest om, hvor pengene skulde komme fra. Vi måtte ilsomt gå den kendte vej til Ny Carlsbergfondet, der lovede at betale sølvtøjet og halvdelen af Eckersbergbilledet. Resten måtte vi stille til rådighed på forventet efterbevilling, som Odense byråd meddelte os til held for vore lommer.
Det kan godt være, at en og anden vil mene, at museumsfolk kan være noget pågående. Til dem skal det siges, at vi tjener ikke vore egne, men samfundets interesser. Det er fortræffeligt, at private institutioner og offentlige myndigheder yder al mulig støtte til teknisk forskning, social forsorg, lægevidenskab, og hvem der nu ellers får de store legatmidler. Det bevirker, at tilværelsen bliver mere bekvem, folk får noget at putte i skrotten og de lever længere.
Men der er langt imellem dem, der kan forstå, at mennesket ikke lever af brød alene, og en kendsgerning er det, at staten behandler det kulturarbejde, som museerne skulde øve, mere end stedmoderligt. Medens Odense kommune støtter sine museer med 360.000 kr. om året, giver staten 2600 kr. i fast tilskud til de historiske samlinger og 3600 kr. til kunstsamlingerne, eller 2 pct.! Det er komisk, men det er vilkårene. Så må vi lære at være hårde i filten og erindre det gamle ord: Non nobis, sed posteris – vi arbejder ikke for os selv, men for efterkommerne, og så glæder vi os, hver gang det lykkes at sikre samfundet værdier, som kan fortælle nutid og eftertid om grundlaget for vor kultur, og vi takker dem, der hjælper os i dette arbejde.
