I Den Collinske Manuskriptsamling på Det kgl. Bibliotek er der bevaret et særegent manuskript fra H.C. Andersens hånd. Indholdet vil nok overraske mange H.C. Andersen-interesserede. Her er nemlig tale om en kladde til besvarelse af en prisopgave ved Københavns Universitet fra 1830. Besvarelsen har ikke været ukendt – allerede i kommentarbindet til H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin [1933-1936] nævner H. Topsøe-Jensen en del af opgavens eksistens (15,4°), i Niels Kofoeds doktordisputats fra 1967 er der citeret fra denne del, men i 1977 fandt Jørgen Skjerk hele prisopgavens koncept i Den Collinske Manuskriptsamling (13,4° og 15,4°), som han med kommentarer gjorde tilgængelig på mikrofiche samtidig med, at han sammenlignede kladden med den renskrift af opgaven, der befinder sig på Rigsarkivet.
På Rigsarkivet, i Københavns Universitets Arkiv, findes nemlig – blandt de ganske få bevarede, ikke-belønnede prisopgaver fra tiden før 1880 – den fuldstændige renskrift af konceptet og mere til. Denne afviste afhandling, der fylder hele 4 tætskrevne hæfter i duodes (96 sider à 22×17 cm), som H.C. Andersen indsendte anonymt under mærket esse non videri, synes jeg fortjener at komme på tryk og blive tilgængelig for et bredt publikum.
Prisopgavens emne er at sammenligne den antikke og norrøne mytologi og påpege disses indbyrdes relationer. Nok kan det siges, at opgaven i sig selv ikke er af nævneværdig videnskabelig værdi – men uden værdi er den absolut ikke. Opgaven giver os et udmærket indblik i det enorme stofområde, den meget produktive 25-årige digter grundigt havde sat sig ind i, og giver også et fingerpeg om, hvordan digteren tolkede og opfattede den antikke og norrøne mytologi som historiker, filolog og kunstner.
Hvad der måske vil undre mange er, at H.C. Andersen skrev en sådan afhandling og så sent som i efteråret 1830. På dette tidspunkt havde han – fortæller han selv – lagt studeringerne til side og etableret sig som professionel digter med omkring 100 publikationer bag sig, heriblandt som de større værker Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 [2.1.1829], Kjærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret. [23.4.1829] og Digte [2.1.1830] – og H.C. Andersen arbejdede samtidig ivrigt med Phantasier og Skizzer, hvoraf brudstykker allerede var publiceret.
Allerede som 17-årig forsøgte H.C. Andersen at vinde digterry ved under pseudonym at udgive Ungdoms-Forsøg, og førend denne bog kom i trykken, havde han indleveret en del af den – nemlig tragedien Alfsol – til Det kgl. Teater. Værkerne stod ikke deres prøve: Tragedien blev afvist og bogen solgte ikke. Ikke desto mindre kan man sige, at H.C. Andersen alligevel med sine ungdomsforsøg erhvervede sig en ganske værdifuld digtergage: Nemlig at modtage en kongelig understøttelse til en elementær skoleuddannelse. At Slagelse Lærde Skole blev udpeget som det sted, hvor den 17-årige H.C. Andersen skulle studere, var velsagtens med bagtanke: Her var han isoleret fra såvel det søde teaterliv og de litterære miljøer i København som fra familien og vennerne i Odense. I H.C. Andersens sidste, stramt komponerede roman Lykke-Peer [1870] finder man beskrivelsen af en tilsvarende hændelse netop med denne overvejelse, idet romanens hovedperson Peer af ”en Velgjører, der ikke vilde nævnes” modtager et skolestipendium og nu skal i kost hos skolemanden Gabriel:
”[Peer skulde] lære Noget, ikke i Hovedstaden, hvor han hver Aften løb i Theatret og ikke kunde undvære det, han skulde tredive Mile fra sit Hjem, i Kost hos en Skolemand …” [kap. IV]
Efter fem ulykkelige skoleår under Simon Meislings tyranni – skoleår, der ikke skal berøres her – blev H.C. Andersen taget ud af dennes skole og modtog i København privatundervisning hos den senere præst Ludvig Müller. Ludvig Müller dimitterede H.C. Andersen til Universitetet i 1828, og i Rigsarkivet findes stadig indberetningen (det såkaldte petitum):
“I følge den mig naadigst meddelte Tilladelse at dimittere til Universitetet Hans Christian Andersen, har jeg hermed den Ære at indsende den allernaadigst befalede Indberetning. –
Hans Christian Andersen, en Søn af Skomagermester Andersen, er født i Odense d: 2den April 1805. Sin første Underviisning nød han i Borgerskolen der i Byen, i Nov 1822 kom han i Slagelse Lærde Skole, hvorfra han fulgte med Dr Meisling til Helsingøer, hvor han forblev fra Mai 1826 til April 1827, da hans Underviisning betroedes mig. I den Tid jeg har læst med ham har der lige saa lidt været Noget at klage paa hans Opførsel eller Flid som der i det Hele taget er Noget at indvende mod hans moralske Charakteer. En høi Grad af Godmodighed gjør ham yndet af de fleste som nøiere lære ham at kjende, hvorimod det ikke er at nægte at han lider af en temmelig Deel Forfængelighed, som paa en forunderlig Maade stikker af imod hans ofte næsten barnagtige Frygtsomhed. Hans Hukommelse og Forstand ere, om end ikke udmærkede, saa dog ingenlunde slette, men dersom han ikke bedre lærer at raade med sin Phantasie, som har en betydelig Overvægt hos ham, turde den let i Fremtiden lede ham paa Afveie.-
I de befalede Discipliner har han læst følgende:
I Latin: De tre første Bøger af Livius’ og de to første af bellum Gallicum. Af Cicero: De catilinariske Taler, Talen pro lege Manilia, pro Deptaro og pro Ligario; de tre Bøger de officiis. Af Virgil: De tre første Bøger af Æneiden. Af Horats: tre Bøger af Oderne, Brevene og ars poet: I Græsk: Herodots Clio, første Bog af Anabasis, de 4 første Bøger af Iliaden, to Bøger af Memorabilia Socratis’ og Epicteti manuale.- I Hebraisk: 1ste Mosebog I Religion: Krog Meyers Lærebog og Herslebs Bibelhistorie. I Historie og Geograhie: Halls Lærebog og Rises Geographie. I Mathematik: Bjørns Lærebog I Fransk: Bruuns Grammatik.- ærbødigst
Müller.-”
Müllers indberetning giver os et interessant billede af den unge H.C. Andersen som en velbegavet, men meget følsom ung mand, udrustet med en overordentlig fantasi. Man må formode, at digterens forfængelighed har bidraget til, at faderen fremstår som skomagermester og ikke friskomager, ligesom det fremgår, at han i Odensetiden var elev på Borgerskolen, og ikke på Fedder Carstens’ jødeskole, såvel som på Fattiggårdens skole.
Ser man på opgivelserne af det læste pensum til de opgivne discipliner, overraskes man ikke så lidt. For det er et stort og imponerende pensum inden for de klassiske sprog, og man kan kun beundre, at H.C. Andersen med den korte skoletid, der var ham givet, og med de store vanskeligheder, han havde ved især at tilegne sig de klassiske sprog, overhovedet kunne gennemføre skoleårene – også når man tager i betragtning, at han sideløbende med studeringerne var aktiv som forfatter, og – da Müller skrev sin indberetning – i fuld gang med sin Fodreise.
H.C. Andersen bestod den 22. oktober 1828 – med 2. karakter – Artium ved Københavns Universitet. Examen Artium – studentereksamen – blev dengang aflagt som adgangseksamen ved universitetet. I Københavns Universitets Matrikel findes en fortegnelse over eksaminanderne, deres karakterer, deres alder og deres private præceptorer. Blandt de 194 unge mænd, der blev studenter den 22. oktober 1828, findes flere velkendte navne – men endnu flere, hvis livsværk og skæbne er glemt. En af disse, kandidat nr. 109, var den senere læge Jørgen Heinrich Lorck. Denne Lorck var storebror til Carl B. Lorck, der som forlægger i Leipzig senere kom til at betyde så meget for H.C. Andersen. J. H. Lorck nedskrev og udgav imidlertid sine erindringer under titlen Femoghalvfjersindstyve Aar i 1885. Erindringen er dramatisk og underholdende, og det er heldigt, at han dvæler ved ungdomsårene, for her giver han en interessant skildring af Examen Artium.
Universitetsbygningen eksisterede ikke dengang, så derfor blev andre lokaler benyttet til eksamensafholdelsen. H.C. Andersen var sammen med Lorck blandt de 50, der aflagde studentereksamen på Elers’ Kollegium:
“ … der vare placerede fire ved hvert Bord i det store Auditorium paa Ehler’s Kollegium. Det kunde jo ikke medføre stor Vanskelighed at korrespondere med sin Nabo og Gjenbo, og smaa Sedler med Spørgsmaal og Svar fløi hyppigt fra den Ene til den Anden, naar Opsynsmanden blot et Øieblik saa til en anden Side eller vendte Ryggen til. Jeg kunde saaledes være en væsentlig Støtte for mine Bordfæller ved den tyske og franske Version. Da jeg nemlig var godt hjemme i disse Sprog, fuldførte jeg min Oversættelse i Hast og tog derpaa nogle Afskrifter, som jeg uddelte til Høire og Venstre. Jeg var navnlig glad ved at kunne hjælpe paa en lang, smal, gammelagtig Fyr, som saa ganske ulykkelig ud over disse sproglige Opgaver, og som i det Hele taget ikke var synderlig stiv i Papirerne … Det var Hans Christian Andersen.” [Lorck p. 35]
Om J. H. Lorck har søgt at pynte sig med lånte fjer, kan man kun gisne om. Under alle omstændigheder fik kandidat nr. 4 – H.C. Andersen – førstekarakter i tysk og andenkarakter i fransk såvel som i de andre fag med undtagelse af latin, hvor han fik trediekarakter.
Dagen efter Artium, den 23. oktober 1828 kl. 12, indtrådte H.C. Andersen i Kongens Livkorps’ 2. kompagni, som rekrut nr. 14 og aflagde faneed. Denne militærtjeneste var et påbud: Efter den “allerhøjeste Befaling af 13. August 1812”, skulle alle studerende ved Københavns Universitet indtræde i Kongens Livkorps efter Examen Artium og forblive der, indtil de havde opnået en embedseksamen eller havde forladt universitetet. H.C. Andersens karriere i Kongens Livkorps, hvor han i øvrigt blev valgt til korporal i 1830, kan således kaste lys over hans tilknytning til universitetet: For da H.C. Andersen først den 28. februar 1834 tager sin afsked fra Kongens Livkorps, må det betyde, at han lige så længe har været indskrevet på universitetet!
Efter at være “sluppen over Artiums Gjærdet”, som H.C. Andersen beskriver det i et brev til Ingemann fra den 18. november 1828, arbejdede han ihærdigt med Fodreise … og med vaudevillen Kjærlighed paa Nicolai Taarn … og forberedte sig til den forestående 2. Examen, der bestod af philosophicum og philologicum. I april 1829 forsøgte han sig efter en måneds forberedelse på 1. delen (philologicum) – men forgæves. I hovedkarakterprotokollen (på Rigsarkivet) er karaktererne nedskrevet (14.4.1829), og da han er fraværende til eksamen i historie, henvises der til reeksamination 21.10.1829. Karakterene er da heller ikke de bedste: i græsk og matematik 2. karakter, i latin “non”, dvs. laveste karakter og i hebraisk “vix non cont.”, dvs. med nød og næppe bestået.
Den 21. oktober og den 14. november 1829 bestod H.C. Andersen 2. Examen ved Københavns Universitet med 1. karakter og kunne med rette være stolt af sig selv, og hermed synes hans akademiske løbebane at være afsluttet. Og dog: I slutningen af Levnedsbogen, nævner han selv, da han beskriver sin ulykkelige forelskelse i Riborg Voigt:
“Jeg bestemte at jeg vilde læse til Embeds Examen, gjøre Alt hvad hun og hendes Forældre kunne forlange af mig, og være lykkelig blot ved et fjernt Haab.”
Tidsmæssigt er vi fremme i efteråret 1830. På dette tidspunkt er det, at H.C. Andersen arbejder med den æstetiske prisopgave. Allerede i et brev fra Edvard Collin til H.C. Andersen fra 19. juni 1830, udtrykker Edvard Collin sin bekymring vedrørende “den bevidste Afhandling”. Han er bange for, at vennen har forregnet sig med hensyn til tiden, og tvivler måske også på, om H.C. Andersen tager arbejdet seriøst:
“Hvis det hele Foretagende lykkes, da kan det være af uberegnelig Nytte for Dem, ikke directe med Hensyn til Valget af Deres Leveplan, men med Hensyn til Publicums Omdømme om Dem, naar det finder Grundighed der, hvor det kun anede Lune og Phantasie …”
Man forstår Edvard Collins ængstelse, for H.C. Andersen synes at tage arbejdet med knusende ro. I brevene er han meget mere interesseret i sine litterære arbejder, diskuterer med sig selv og med Edvard Collin, hvorvidt han skal lægge flest kræfter i “romanen” (Christian den 2. ’s Dværg, der aldrig blev til noget) eller i “poesi-samlingen” (Phantasier og Skizzer). Det må have været et chok for Edvard Collin, da han læste H.C. Andersens brev af 28. juli 1830, for her skriver vennen med stoisk ro:
“For allersidst i August kommer jeg nu slet ikke Hjem; og meget kan der udarbeides i 3 Maaneder af Opgaven, her har jeg kun Ideen i Hovedet.”
Fra brevvekslingen fremgår det også, at H.C. Andersen søgte om kommunitet og fri Regents – altså om studiestøtte og fri bolig – hos professor Frederik Christian Petersen, der på dette tidspunkt var provst ved kommunitetet og Regentsen og samtidig var redaktionssekretær ved Maanedsskrift for Litteratur. Ansøgningen blev afslået, fordi H.C. Andersen søgte for sent og heller ikke havde angivet et akademisk studium.
Den æstetiske prisopgave var – med al sandsynlighed – udskrevet af Oehlenschläger, der bestred professoratet i æstetik, og H.C. Andersen var den eneste, der forsøgte sig på afhandlingen. Den korte tid, han har haft til at skrive prisopgaven i, kan altså højst være de fire måneder fra september til december 1830. Men han har – hvad læseren kan overbevise sig om – arbejdet med største ildhu. Den renskrevne opgave synes ikke at have H.C. Andersens håndskrift. Skriften er for regelmæssig og for sirlig til, at dette skulle være tilfældet. Prisopgaven skulle afleveres anonymt, og da Oehlenschläger, der sammen med professor Sibbern var censor, jo udmærket kendte til H.C. Andersens skrift, havde H.C. Andersen også god grund til at skjule sig bag en anden hånd. Det var da også almindeligt at benytte sig af en renskriver.
I begyndelsen af 1831 udkom Phantasier og Skizzer. Hvad den indleverede prisopgave angik, havde H.C. Andersen hørt et og andet, hvilket fremgår af følgende brev, som han sendte anonymt til rektoren ved Københavns Universitet:
“Høivelbaarne Hr Etatsraad Hornemann, Ridder af Dannebrog, Rector ved Kjøbenhavns Universitet.
Efter forlydende skal det med Motto: esse non videri indsendte Forsøg til Besvarelse af den i forrige Aar fra Universitetet udsatte Priisopgave, vel ikke have vundet Censorenes Bifald i den Grad at Præmien kunde tilkjendes Forfatteren; men at de dog have fundet den ikke uden al Fortjeneste. Om de derfor troe ham værdig til et accessit eller have tilkjendt ham et saadant, er ham naturligviis ubekjendt. Han tillader sig i den Anledning at yttre, at selv et saadant mindre Tegn paa deres Bifald vilde være ham kjerkomment, og han haaber ikke at miskjendes, ved ærbødigst at fremsætte denne Yttring for Universitetets højvelbaarne Rector.
Den 28 Januar 1831.”
Det anonyme brev sendte rektoren videre til censorerne, med følgende kommentar:
“S.T. Her Profess. Øehlenschæg. R. af D.
————- SibbernHerfølgende, anonyme Skrivelse fra Forfatteren til den æstetiske Afhandling formoder Jeg vil ikke sige andet end at han, ifald han har erholdt accessit, ønsker sig nævnet. Men da dette ikke er Tilfældet, kan det vel henlægges. Imidlertid har Jeg dog villet tilstille det til de Hrr. Censores.
ærbod.
JWHornemann.
Bot. Have dg. 29 Jan. 1831.”
H.C. Andersen modtog hverken første- eller andenpræmie for sin afhandling. I bedømmelsen, der findes trykt i universitetes årbog Akademiske Tidender 1833, hedder det, at han ikke nåede frem til sagens sande kerne, at han var standset på halvvejen ved undersøgelsen af det store fond af iagttagelser, han havde opsøgt, og at han ikke havde tilføjet meget af egne meninger. Alligevel fremhæves den iver, omhu og varme, han havde lagt i fremstillingen.
Var dette da enden på H.C. Andersens akademiske karriere? Noget kunne tyde på, at han ikke gav op: I et brev til Henriette Hanck fra sidst i november 1830 berøres tanken om et akademisk studium:
“Jeg læser nu engelsk og italiensk … nu skal jeg have Manuduction i Philosophie, hvortil jeg ganske opofre mig! Jeg bliver nu gammel og maa tænke paa noget alvorligt.”
Her hentydes måske til den embedseksamen, H.C. Andersen kortfattet berører i Levnedsbogen. Og yderligere i et brev fra Riborgs fader, Lauritz Peter Voigt, til H.C. Andersen fra så sent som den 26. april 1831 peger på dette. H.C. Andersen ønskede at have dennes søn – studentervennen Christian Voigt – med som rejsefælle på sin første udenlandsrejse. Fra faderens venlige, men afvisende svar lyder det:
“Deres Digte have baade vi og Mange læst gierne og med megen Behag, Deres Forfatter ønske vi lykkelig og heldig Fremgang i sine Studier og paa den Bane paa hvilken han sikkert, egentlig efter Kyndigeres Dom end min, i Forening med Hine vil giøre store Fremskridt … Men ligesom det – De tilgiver at jeg uden Omsvøb siger det reent ud – inderlig vil glæde mig at høre Dem nævne som Candidat saaledes er det ogsaa mit Ønske at Christian bestræber sig for at naae dette Maal saa hastig som han dertil kan blive forberedet …”
Med andre ord vil faderen ikke tillade sin søn en adspredelse fra studierne. Han finder det vigtigere, at sønnen målrettet arbejder hen imod embedseksamen. Men at både H.C. Andersen og Christian Voigt studerer til embedseksamen skinner klart igennem brevet. Hvilken embedseksamen H.C. Andersen søgte at erhverve, har jeg desværre ikke kunnet finde frem til, men brevet til Henriette Hanck, ligesom et brev til B. S. Ingemann fra 31. december 1830, kunne tyde på, at han studerede filosofi. Det skal lige tilføjes, at Christian Voigt, der læste teologi, heller ikke drev det til en embedseksamen.
Et sidste dokument til belysning af H.C. Andersens akademiske løbebane fortjener her at blive trykt, idet det er affattet af H.C. Andersen selv. Det stammer fra tiden omkring november måned 1834. På dette tidspunkt var den unge digter vendt hjem fra sin store dannelsesrejse, han var ikke længere indskrevet ved Universitetet og stod nu i Kongens København uden noget økonomisk holdepunkt. I denne situation søgte H.C. Andersen ansættelse ved Det kongelige Bibliotek. I ansøgningen redegør digteren for sin akademiske løbebane:
”For at de Anlæg som nogle af mine tidligste Ungdoms Velyndere troede at finde hos mig, kunde vorde uddannede, lod vor allernaadigste Konge efter Fleres Anbefaling, mig studere. 1828 blev jeg Student og optraadte paa den Tiid med mit første Arbeide, der blev optaget med saa megen Overbærelse, at det blev min høieste Attraa, at udvikle især mit poetiske Talent, og dyrke de Videnskabsfag, der nærmest slutte sig til Poesien. Jeg valgte derfor intet bestemt Brødstudium, men efter at have taget Examen philologicum & philosophicum med bedste Characteer, helligede jeg hine humaniora min hele Tid og Flid; jeg leverede derpaa en Deel lyriske Sager og paa min allerunderdanigste Ansøgning om at erholde Reiseunderstøttelse, for end mere at modnes for den Vei jeg havde valgt, forundte Kongen mig et Stipendium paa 2 Aar, til at besøge Frankerige, Schweits og Italien. I dette Efteraar er jeg vendt tilbage.
Da de saakaldte Brødfag ere lukkede for mig, saa vilde mine Udsigter være høist sørgelige, dersom jeg ikke kunde have Tillid til den Konges Naade, der hidtil saa faderligen har hjulpet mig, og hvorved jeg kan befries fra den tunge Lod, at maatte skrive for at kunde leve.
En af de faae Veie, jeg har gjort mig Haab om at kunde betræde var, at forundes Ansættelse ved Hans Majestets store Bibliothek. Derom vover jeg underdanigst at henvende mig til Deres Excellense, som Bibliothekets Chef, og som den Mand, hvis Retsind, lyse Blik, sjælden erfaring Enhver troer, og hvis Indflydelse hos Monarken, saa mangen ung Mand skylder sin Lykke.
Jeg lægger tillidsfuld min Skjæbne i Deres Hænder, og tillader mig blot at vedføie et Par Anbefalinger fra Mænd, som ere Deres Excellense bekjendte.
underdanigst
H.C. AndersenDeres Excellense
Hr Overkammerherre og Overhofmarschal Hauch
Ridder af Elephanten. Storkors af Dannebrogen & -“
Af de omtalte anbefalinger er kun H. C. Ørsteds bevaret. H.C. Andersen fik ikke ansættelse ved Det kongelige Bibliotek. Han måtte leve af de penge, hans forfatterskab kunne indbringe.
Når H.C. Andersen af Edvard Collin blev opfordret til videregående studier, var det ikke blot med ønsket om, at han skulle have et brødstudium. Det måtte på det tidspunkt have stået enhver klart, at H.C. Andersen havde valgt forfatterskabet som sin levevej. Men dengang, og til en vis grad også nu, lå der det krav til en digter, at denne skulle have en akademisk dannelse. Kendskabet til de romerske og græske klassiske digtere var en forudsætning for dem, der gjorde fordring på smag eller på at være digtere. Læg mærke til, at Edvard Collin i det citerede brev skriver, at afhandlingens succes ikke direkte dikterer forfatterens levevej, men påvirker “Publikums Omdømme … naar det finder Grundighed der, hvor det kun anede Lune og Phantasie”. Også L. P. Voigt berørte dette krav til akademisk dannelse, da han skrev, at han ønskede H.C. Andersen al held med forfatterskab og studium, da disse to virksomheder i forening sikkert “vil giøre store Fremskridt”. Dette dannelseskrav, der sikredes gennem en erhvervet titel, vejede tungt. Måske derfor var H.C. Andersens anonyme brev angående prisopgaven til universitetes rektor Hornemann denne uforståelig: For J. W. Hornemann forstod ikke rigtigt den anonyme digters henvendelse – den betyder vel, “formoder Jeg”, ikke andet “end at han, ifald han har erholdt accessit, ønsker sig nævnet.” Og det var rigtigt gættet: Andenpræmien – den hædrende omtale, accessit – ville betyde meget for H.C. Andersen, ligesom for Oehlenschläger, der fik accessit for sin prisopgave i 1800.
Dog – ikke engang en vunden prisopgave var dengang nok til at plædere for klassisk dannelse, og det måtte de “mangelfuldt” dannede – pudsigt nok de i dag mest læste og huskede digtere – lide under, herunder Adam Oehlenschläger, Carl Bagger, Henrik Hertz og især H.C. Andersen, der af anmeldere og sågar af sin bedste ven Edvard Collin livet igennem med største uret var stemplet som en udannet person.
Denne kortfattede gennemgang af H.C. Andersens akademiske løbebane skal afsluttes med en introduktion til prisopgaven. Afhandlingen består som sagt i en sammenligning af den nordiske og græske mytologi. H.C. Andersen tager udgangspunkt i mytologiernes skabelsesberetninger og udvikler herigennem gudernes stamtræ i en stadig kommentering af deres umiddelbare ligheder og forskelle. Hovedtesen er, at de to mytologier – lignet ved to floder – har deres udspring i en og samme kilde, men at de med tiderne er udviklet og tilpasset geografien og folkelivet i de forskellige egne, som de virkede indenfor. H.C. Andersen lægger ikke skjul på sin begejstring for den ”raae” nordiske mytologi, men beklager også i samme åndedrag, at den i modsætning til den “mildere” græske mytologi ikke har sat sig overvældende kunstneriske spor; den nordiske mytologi har ikke kunnet hæve sig til at blive klassisk. Hvor grækerne havde deres Phidias, der med sin plastiske kunst gav guderne et varigt minde i marmoren, havde nordboen den rå sten. Grækerne havde deres Homer og Herodot, men – skriver H.C. Andersen – håbet er ikke ude, måske om hundreder af år vil Snorre blive nordens Herodot og Oehlenschläger dens Homer.
H.C. Andersens rigtignok ganske få selvstændige kommentarer er prisopgavens guld. Den væsentligste kommentar rummes i tesen om, at menneskeheden i sin “barndom” var monoteistisk orienteret. Denne monoteisme beskriver H.C. Andersen som en naturlig, umiddelbar og ureflekteret erkendelse af al tings ophav. Men undervejs i menneskehedens gryende kulturelle evolution ændres den monoteistiske orientering. For ved iagttagelserne af naturfænomenerne udvikles gradvist en kompliceret mytologi – en polyteisme – hvor de forskellige fænomener bliver tillagt deres egen guddommelighed. Først langt senere bortfalder polyteismen, dæmoniseringen af tilværelsen, fordi mennesket nu råder over en større indsigt i og et større kendskab til naturfænomenernes beskaffenhed og årsag. Mennesket vender således tilbage til monoteismen igen, men denne gang med reflektion og viden som ballast og erkendelsen af, at alt fremkommer af én. Man genkender tanken fra Heinrich Steffens’ romantiske filosofi, – her er den imidlertid formuleret af H.C. Andersen selv og på sådan en måde, at man næppe kan undgå at tænke på hans kommende virke indenfor eventyrgenren. For netop i H.C. Andersens eventyr udspiller denne religiøse udviklingslære sig gang på gang: Menneskebarnet lever til at begynde med i umiddelbar harmoni, men forvikles siden hen i en tilværelse, hvor ethvert naturaspekt er dæmoniseret. Efter en strid i denne overnaturlige verden forsvinder efterhånden dæmoniseringen ud i det blå, hvorefter harmonien genindtræder med Gud som garant.
Teksten er gengivet, som den står i renskriften fra Rigsarkivet, Københavns Universitets Arkiv (12.24.01), enkelte noter er tilføjet, nemlig de, der ofte ikke er at finde i almindelige opslagsbøger. Ortografien, der enten skyldes H.C. Andersen selv eller den, der har foretaget renskriften, er ikke rettet. Der findes heller ikke i noteapparatet nogen korrektion af den temmeligt liberale ortografi inden for de norrøne såvel som de græsk-mytologiske begreber, da det i høj grad kun er et spørgsmål om vokalændringer. Latinske bogstaver samt understregne ord er markeret med kursiv. Endelig vil jeg rette en tak til Jørgen Skjerk, der var så venlig at sende mig til sammenligning sin transskription af kladden fra Det kgl. Bibliotek, Den Collinske Manuskriptsamling (13,4o og 15,4°), og som oplyste mig om bedømmelsen af prisopgaven i Akademiske Tidender 1833, samt til cand.mag. Jeanette Fich Jespersen for tekstoplysninger i det norrøne.
At udvikle de græske og nordiske Mythers Forskjellighed i Lighederne og deres Overeenskomst i Forskjellighederne.
Motto:
Esse, non videri[1]
Overveie vi Alt hvad der er tænkt og skrevet over Verdens primitive Tilstand, finde vi, at de ældste kosmogoniske Myther nøie stemme overeens med de nu herskende geogoniske Systemer. Den uddannede, tænkende Fornuft kan ikke gjøre sig en mere tilfredsstillende Forestilling om vor Klodes udvikling, end ved at tænke sig en uendelig Dunstmasse, hvori Spiren til det hele Udviklingsliv laae, en Guddoms Villie Ɔ: en Kraft der drog Dunsterne sammen, og bragte disse, der nu fortættedes i Draaber, til en uhyre Vandkugle, der ved sin daglige Omdreining fik en sphæroidisk Skikkelse; det gjærende Livsstof frembragte snart de første Dyr, siden maatte deres døde Legemer søge Klodens Midpunkt og saaledes, lidt efter lidt, danne dens fastere Dele[*]. Den vildgjærende Livskraft i Jordens Indre frembragte store Revoulutioner, Luften og Lyset kom i Berørelse med Klodens fastere Dele og nu fremstode snart Planter og nye Skabninger.
Som det høieste Punkt i hele den gamle Verden staae[3] os de assiatiske Himmelbjerge. Det var disse Bjergtinder der først som bakkede Øer hævede sig op af det uendelige Klodens Hav; det var her Mennesket første Gang skuede den hele Natur i sin ungdommelige Blomstren, saae det Uendelige over sig, og følte det Uendelige i sit eget Indre. Monotheismen var og maatte være den første;
Forestillingen om een Gud, een Frembringer var den naturligste; de saae Mennesket fremkomme af det enkelte Menneske, og dette maatte føde den naturlige Idee, at ogsaa det første Menneske eller selve det store Alt, i sin Eenhed, skyldte een Enkelt sin Oprindelse. Men endnu var kun Menneskeheden et Barn; ukjendt med Naturkræfterne, begyndte den snart at ansee disse, som den nærmeste Aarsag, og saaledes skabte Phantasien nu mægtige Aander og Guder i den physiske Verden selv. Men, vil man maaske spørge, hvad vakte først Tanken om et Væsen, Frembringeren, uden for Mennesket? Maatte ikke den hele Natur i al sin blomstrende Fylde tiltale det enkelte Menneske? Og laae end Raahedens Bark om de fleste Hjerter, maatte jo dog de store Natur-Scener ryste dem, sige dem deres Svaghed, og at noget Mægtigere virkede udenfor dem. Kjærlighed og Frygt har skabt de første Guder. At Mennesket ikke bevarede sin første, naturlige Idee om een eneste Gud, er saare naturlig; nu var Tænkningen mere bleven vakt, men Aanden derimod ikke moden nok, under Synet af de stridende Naturkræfter, at bevare dette store Colosbillede, der, ved Beskuelsen af enhver af hans mægtige Frembringelser, daglig voxte; Totalbilledet blev dem for stort, og i de enkelte Leed selv; saae de nu en mægtig Guddom. Det gik dem som os, naar vi betragte det store Firmament med sine utallige Verdner, hvor da hver Klode smælter hen i et lille Punkt, og hvor Aanden kun mægter at betragte hver enkelt i dens sande Storhed, men ikke alle paa eengang, uden som en lille Deel af det store Hele.
Mægtige Natur-Revoulutioner; indbyrdes Stridigheder og andre tilfældige Omstændigheder har nødet de første Menneskeslægter til at udvandre fra Hjemmet. Betragte vi nu med Granskeren alle religiøse Myther, da finde vi deres Udspring, deres første og rene Kilde mellem de bactriske og indiske Himmelbjerge[4], dette Jordklodens høiest liggende Land, hvorfra hele Menneskeslægter vandrede ud over Jorden. Disse Udvandringer have fundet Sted til forskjellige Tider, og næsten maae vi troe, at Norden har faaet sine første Beboere ligesaa tidlig som Grækenland sine, men at nye Indvandringer Tid efter anden har fundet Sted i disse Lande. Betragte vi nu de forskjellige Religioner, see vi hen til Mythernes hellige Strømme, der med Menneskeslægterne underligt mødes og krydse hinanden, gjennem Persien og Indien, til selve Ægypten og Grækenland, og aabenbarer sig i Buddahs Læren hos næsten alle Asiens Folkeslags, da spore vi en dyb Familielighed. Hos een og samme Nation see vi hvorledes Clima, Opdragelse og tilfældige Omstændigheder kan bevirke store Forandringer i religieuse Forestillinger, og stort er Springet fra det raae Steenbillede til Phidias’s Gude-Ideal, hvormeget mere maa da ikke Forestillingen forandres hos et Folk, der aldeles adskildtes, og levede i et hinanden modsat Clima, opdraget ved andre Love og afhængig af en ganske anden Omgivning?
Dermed opstod denne Forskjellighed i selve Mythernes Lighed og dog naturlige Overeenskomst i selve Forskjelligheden.
Før vi nu fremsætte den græske og nordiske Gudelære til nogen Sammenligning, ville vi først betragte dem begge i deres første Udspring og især see hen til det naturlige Slægtskab der var imellem begges Dyrkere.
De kaukasiske Bjerge staae i mythologisk Henseende, som Forbindelses-Ledet mellem Norden og Grækenland; her havde den bundne Prometeus’ sit Sæde, og herfra synes det, at Natur-Revoulutioner, Stridigheder og andre Tilfælde har bevirket Udvandringer paa forskjellige Tider, og til forskjellige Egne, som f:Ex: Norden og Grækenland: Kaukasus, Kauk-Asos Ɔ: den hellige Guds Sæde, kunde saaledes betragtes som Mythologiernes Verdens Centrum. Ikke blot Bjergtoppen og de derfra nedflydende Strømme; men endogsaa Egnene deromkring, vare indviede Solensslægt, og her levede den prometheiske Deukalion[6]; herfra udvandrede Trojanernes Fader og den gamle Priamus; og efter dette Fædrenes Hjem brugtes Navnene Asios og Aesyetes[7] som Hædersnavne for Grækernes hellige Gravhøie:-
Bekjendt er det, at der ved det sorte Havs Kyster og paa Tanais Bredder ogsaa boede Græker, der havde anlagt talrige Colonier dybere inde i Landet, saavel i det assiatiske, som i det europæiske Sarmatiein[8], og rimeligt er det, at disse har været lige saa gamle, som de ældste i Grækenland, desuden har der i den fjerneste Tid været en nær Forbindelse mellem de pontiske og tanaitiske Græker, samt deres sarmatisk-skytiske Naboer som til forskjellige Tider kunde kaldes Græko-Sarmater, Gotho-Græker, o.s.v. – Rimeligviis har en stor Deel af de saakaldte Vaner bestaaet af Græker, og Asafolket er paa sin Vandring fra Kaukasus blevet blandet med disse, og har medtaget nogle af deres Anførere eller Præster.
Efter Edda-Læren, var Odins Hovedsæde i AsGård i Asaland ved Tanais[9]; Aser kaldte sig derfor de fra Østen indvandrende Heroer og nordiske Gudeslægter. Navnet paa det Land de droge ud fra var Medumheim, (Mederhjemmet o: Chorasan, Solensslægter). De Udvandrede bestode af Tilbedere af Coros = Buddha = Choda = Odin = Vodan. Under idelige Kampe, hvori de Svagere maatte bukke under, og hvori kun de Mægtigere kunde holde sig, som selvstændige, udvikledes deres Tro, der dog i Tidens Vexel omdannedes, uden at tabe sit Væsen og Navn. Dog er der Sandsynlighed for, og historiske Myther befæste det, at Norden, alt i den fjerneste Old, har været beboet af assiatiske Folkeslags, og at disse
Udvandringer have fundet Sted til forskjellige Tider, og at Culturen alt tidlig har fundet Vei gjennem Kimerien[10] og Tracien til det nordlige Europa.
Odin kom fra Midgard o: Middellandet, det vil sige, Asia, hvilket ogsaa stemmer overeens, naar man udleder det fra det phønisiske Ord Asi o: Midte – Ogsaa Prometeus’s Moder kaldes Asia, hvilket Navn vistnok er en billedlig Hentydning paa, at han er kommen fra dette Land, iøvrigt finde vi, at de nyere Oldtids-Digtere, saavel de græske som nordiske pege hen til dette Hjem, og vise Kampen mellem de der stridende Slægter, der siden adskildtes i Europa og Asien.
Mytherne ville vi kunne dele i to Dele, ideelle og reelle, de første, forsaavidt de ere udsprungne af menneskelig Granskning og Digterens Phantasie, de næste, for saavidt de grunde sig paa historiske facta. Hvad der først var den Vises Philosophie blev siden Religion for den udannede Mængde. Alt, som Aanden blev mere udviklet, desstørre var dens Fordringer i religiøs Henseende, og alt som Menneskene nu kom i nærmere Berørelse med andre Nationer, desmere maatte den poetiske Sammensmeltning af Lokal-Mytherne finde Sted.
Grækenland laae, som bekjendt, midt imellem de Gamles tre Verdens Dele; dets Beboere vare raae og udannede Nomade-Stammer, hvem de tilgrændsende Nationer maatte virke ind paa, og saaledes erholdt de fremmede Forestillinger og religiøse Meninger, der maatte fjerne dem mere og mere fra det tidligere, religiøse Slægtskab de stode i med Nordbeboerne. Især bidrog Ægypten til Grækenlands Cultur; det var fra Over-Ægypten Danaus[11] kom, og siden see vi, at ogsaa Cecrops fra Sais[12], bragte en Colonie til Grækenland; desuden er det noksom bekjendt, at Præste-Colonien i Dodona var af ægyptisk Oprindelse, ligesom ogsaa Orpheus og Melampis nævnes som Disciple af ægyptiske Præster. Fra den anden Side viser Herodot os, at Grækerne fik en stor Deel af deres religiøse Dannelse fra Phønicierne, der ved deres Søefarter havde erholdt en høiere, aandelig Udvikling, saa og fra Samothracien og Tracien, samt det i Norden engang kultiverte Skyttien[13], hvor Zamolxis[14] eengang alt havde lært om Udødeligheden.
Grækernes allerældste Religion var saaledes kun en Sammensmæltning af ideele Forestillinger, vakte ved mægtige Natur-Revoulutioner. Hele den hemmelighedsfulde præstelige Theologie smæltede hen i Mysterier, men nu traadte Digterne frem, og ved Poesiens Fakkel opklaredes den dunkle Scene, og Mennesket saae de høie Guder træde kraftigt frem og virke. Den hessiodiske Theogonie staaer os som Kjernen af hele den oldgræske Philosophie og Poesie; da nu de ældste Philosopher havde udtrykt sig paa en allegorisk Maade fik ogsaa Guderne Navne, dannede efter enhver Guds Virksomhed, men naar vi forklare disse og afsondre alle senere Tilsætninger finde vi, at denne Theogonie egentlig er en Cosmogonie, i det den beskjeftiger sig med Verdens Skabelse og Menneskelivets Udvikling.
Philosophen der tænkte over Verdens Oprindelse, maatte naturligviis gjøre sig de Spørgsmaal: hvoraf er Alt, og hvem eller hvad har forbundet det store Hele. I Verden griber det ene Leed saa mægtig ind i det andet, Virkningen er saa nøie forbunden med sin Aarsag, Rosen forudsætter Stilk, Stilken Green, og denne atter en Stamme der hæver sig fra de dybere Rødder, den fjerneste Virkning maa have selv sin Aarsag. Ved saaledes at gaae Leed for Leed tilbage i Skabningens Kjæde for at finde den mægtige, første Grundspire, svimlede Tanken, og tabte sig i det store Rum, (χαος) hvori Materien (γαια) opstod, da Kronos, Naturens avlende Princip, Verdens Skaber, bød det.
Vi kunde ligne de græske og skandinaviske Religions-Myther ved to mægtige Floder, der begge udspringe fra samme Kilde, men siden bane sig Vei gjennem modsatte Egne og kun ved enkelte, mindre Sidegrene atter berøre hinanden; den, som har sit Leie i den renere, milde Natur, flyder roligere fort, optager venligere Billeder end hiin, der stræber fremad gjennem den raae, vilde Natur; hiin maa jo bruse og svulme; modtage stærkere Skygger, vildere Bøininger; de maa, for det flygtige Øiekast synes heelt forskjellige, skjøndt de dog begge ere Børn af een Moder, begge udsprungne fra det samme Væld.
Det er ogsaa herved, at denne Forskjellighed i Ligheden og Overeenskomst i Forskjelligheden opstaaer mellem de græske og skandinaviske Myther.
“Vore Forfædre (siger Suhm[15] i sit Værk om Odin), forlode snart det sande Begreb om een eneste Gud, i det de vilde udgrunde Guddommens Natur og Dybheder, samt paa hvad Maade Verden var skabt. De adskilte ikke Gud og denne Verden, men gjorte[16] ham til dens Sjæl, ja tilegnede siden ethvert mærkværdigt Legeme en saadan Aand, eftersom ethvert Menneske havde en saadan.” Ogsaa Norden havde sine Philosopher og Digtere, men dens Mythologie har ikke, som den græske, kunde[17] hæve sig til at blive klassisk, efterdi den ikke havde nogen Hesiodus, Homer eller Æskylus, men skulde den ikke endnu kunde[18] hæve sig dertil? Engang om Sekler, naar vor Nutid regnes for Middelalderen, vil ogsaa den nordiske Gudelære hævde sin Ret, da vil Snorre nævnes som Nordens Herodot, og Øehlenschlæger som dens Homer. Alt er de herligste Oldtidsbilleder fremdragne for Lyset, og Tænkeren studser ved de store Ligheder der ere mellem Nordens og Grækenlands Myther.
Ideen om et Ur-Væsen, een eneste Gud, staaer beslægtet i begges Myther om det Heles primitive Fremtræden. Norden kaldte ham Surtur, og han levede i Musspel, en lys og flammende Verden, der var til før Universet; Grækerne kaldte ham Kronos o: Tiden, der skabte det store Hele.
Før Alt blev til maatte der være et Øde, dette kaldte vore Forfædre: Ginuagagop, Grækerne: Chaos; her laae det store Mørke, Taageverdenen, Niffelheim; hvad disse kaldte Erebos, der indesluttede Materien (γαια). Dybt i Niffelheim var Brønden Hvergalmer, hvorfra flere Floder udsprang, hvis Navne tilkjendegive os den vildt udstrømmende Livskraft; en Idee der gjenfindes i Grækernes Forestilling om Floden Acheron, der havde sine Rødder grundfæstet i Jordens Midpunkt i en uhyre Søe der skummede af Edder og Gift.
De kolde Vande i Niffelheims Floder fjernedes langt fra deres Udspring, styrknedes og blev til Iis, den vaade Taage dannedes til Riimfrost og det ene Lag dyngede sig paa det andet i Ginuagagop indtil det livshede Musspel, Grækernes Aιϑηρ, virkede ind paa Niffelheim; Riimfrosten smæltede og Draaberne fik Liv ved dens Kraft, eller som Ovidius siger:
Hanc deus et melior litem natura diremit.[19]
Den eneste Forskjellighed i Mytherne her, bestaaer i, at den nordiske Mythologie egentlig ikke har noget Chaos, men at det øde Rum adskiller de modstridende Kræfter; hvilken Forestilling syntes at være langt mere philosophisk rigtigt i den nordiske end i den græske Mythologie; thi før Kræfterne komme i Berørelse maa de slumre, men har denne funden Sted, vil der opstaae en Gjæring i den hele Masse, thi vi kunde[18] ikke tænke os et Chaos, hvor modstridende Kræfter slumre ved Siden af hinanden.
Musspels Indvirkning paa Niffelheim skabte det første levende Væsen, en uhyre Kjæmpe Ymer, fra hvem alle Rhimthurser nedstamme, han næredes af fire Melkestrømme, der randt fra Koen Audumbla’s Iver, denne Koe slikkede de med Riimfrost belagte Saltstene, og nu udvoxte fra disse et Menneske Bure, Fader til Bør eller Borr, der giftedes med Bestla, med hvem han avlede tre Sønner Odin, Vile og Ve, der siden dræbte Ymer, i hvis Blod alle Rhimtusser, paa Bergelmer og dennes Hustrue nær, omkom. Bors Sønner dannede nu Jorden af Ymers Legeme, saa at hans Been bleve Bjergraden, Blodet, Have og Floder, Haaret Græs, og hans Hjerneskal den høit hvælvende Himmel, som smykkedes med Funker fra det
flammede Musspel og endnu evigt lyse der, som de blinkende Stjerner.
Ved Billedet af Ymer, fremstilles den chaotiske Materies Omdannelse til et skjønnere Verdens-Legeme; det er Verdens første Revoulutions-Tilstand. De uordnede Masser væltes paa hinanden og ved Hedens Kraft komme de i Gjæring og faae Liv. Koen Audumla er vistnok, som Finn Magnussen[20] mener, Dunstkredsen eller Vandmassen, der omgav Kloden og ligesom nærede den; nu voxte Fjeldet op af det salte Hav, dette var Koen der slikkede Saltstenen; Fjeldet hævede sig stolt som en geogonisk Guddom, den mægtige Burr, og efter al Sandsynlighed har dette været Kaukasus. Dette Bjerg kaldes i de græske Myther Boreas’s Leie (Koιτος), men Finn Magnussen anseer denne Benævnelse for at være en Fordreielse af det ægte oldpersiske Bore o: Fjeldet, eftersom det var anseet for at være guddommeligt som det første der havde viist sig over Jorden. Grækerne ansaae det saaledes for Borrheas’s Hjem, Skandinaverne for Bors’s. Paa dets Bjergtinde laae Iismassen, som Moder til de nedstrømmende Floder og kaldtes derfor dets Gemalinde (Belsta[21]); og fra dets høie Alpetop udgik de tre mægtige Væsner Odin (Luften, Vinden); Vili (den Behagelige, Glæden, Lyset), og Ve (Ilden), der endte Verdens embryoniske Tilstand.
Siden fandt en ny Omvæltning Sted, der virkede ind til det Heles større Udvikling, men kun Bergelmer undgik den store Ødelæggelse.
Hos Tracierne, fra hvem Grækerne fik deres første Forestillinger, træffe vi vor Ymer, skjønt under andre Navne, og af Athenagoras er os opbevaret, at man ansaae Vandet, som alle Tings Princip; af dets Dynd fremkom et trehoved Uhyre, der avlede et Æg, hvis øverste Deel var Himlen og hvis nederste var Jorden o: υρανος og γη, fra hvem igjen udgik de tre første Væsner, Moirer eller Pareer[22] og siden Titanerne, der smælte sammen med Nordens Jetter, og vise sig hos os, som en Personification af Jordens Udvikling og aandelige Opadstræben, uden Regel, i al sin første, utæmmede Kraft. Grækerne fremstille os nu Rummet og dets Egenskaber i Rhea’s og Kroni Sønner, Zευς (Luften); Ποσετϐαων (Havet) og Aιδης (Jorden).
Vi see her, at Grund-Ideen er den samme hos Græker, som hos Skandinaver; og at ene Forskjelligheden hos begge ligger i, at Billederne ere laante af to forskjellige Naturer, en mild og en raae Omgivning. Det krasse og skrækkelige i den nordiske Cosmogonie opløser sig langt mildere i den græske; anfalder endogsaa Saturn sin Fader Uranus, ligesom Børs Sønnen[23] Ymer, saa fremtræde dog de følgende Ideer ikke i saa skarpe, næsten hæslige Billeder, som f:Ex: i dette ene, at tænke sig Himlen dannet af Ymers Hjerneskal; at tænke sig det Uendelige over os som en fast, tillukket Hvælving, en magisk Kreds der omsluttede den evig opadstræbende Aand.
Tre-Enigheden i Rummets og dets personificerede Egenskaber svarer ogsaa til hinanden, saavel i den nordiske som græske Mythelære og vi ville nu betragte disse nærmere og nøiere udvikle det, i det vi undersøge Ligheden og Forskjelligheden mellem Odin og Zeus.
Menneskene saae Luftens Indflydelse paa den hele Natur og tænkte sig da hiin, som dennes Behersker; Luften stod som Sjæl for Jordens Legeme, og dens identiske Potens blev saaledes af Skandinaver kaldet Odin, af Græker Zeus.
Betragte vi nu disse Navne, da finde vi denne Idee beslægtet ved selve Etymologien. Odin eller, hvad der synes at have været en almindeligere Form, Vodin, er vistnok som Finn Magnussen mener, kommet af det gamle Verbum vada (latin vadere, græsk βαδω, der udledes af βαω, beslægtet άω, άυω jeg aander, men i Betydning af Hurtighed, som Vindens). Odin, Audin, bliver saaledes det samme som Aande, ligesom Zeus er eenstydig med Zαης, aandende, blæsende, af ζαω (ζηυ).
Finder Tænkeren det end rimeligt, at ikke den hele Menneskeslægt er udgaaet fra et Punkt paa Jorden; men at de forskjellige modsatte Egne, (som Amerika og Asien o.s.v.) kan hver have frembragt sine Folkeslags, er Slægtskabet dog mellem Skandinavers og Grækers Myther, for stort til at troe, at ene det aandsbeslægtede hos ethvert Menneske kunde føde Forestillinger, der lignede hinanden saa meget som disse to Nationers. Havde Norden virkeligt sine egne Børn, der, om jeg tør bruge dette Udtryk, vare Kjød af dets Kjød og Been af dets Been, er det dog klart, at dets aandelige Lys først er udgaaet fra Asien, med hvis Udvandrede Landets ældste Indbyggere aldeles ere sammensmeltede.
Rimeligt er det, at der have været tre af det Navn Odin, og at den ene har optaget navnet efter den anden. Den ældste har, som Schønning[24] har godtgjort os, ikke været her i Norden, men levet i Asgaard og været en Aser; een af hans Efterfølgere, der har levet ved Tanais eller Don Floden, omtrent paa Darius Hystaspis[25] Tid, har antaget hans Navn og er indvandret i Norden; fra samme Egn er vistnok den tredie Odin kommen og har bragt en græsk Colonie med sig; (omtrent 40 for Christi Fødsel, under de Krige Mithridates[26] førte mod Romerne).
Herved lader ogsaa det beslægtede i Navnenes Betydning hos Odin og Zeus, sig let forklare; betragte vi dem nu nærmere, finde vi, at Navnet Alfader er tillagt dem begge, at de saaledes ere sammensmæltede med Tingenes identiske Potens. Vi see dem begge fuldende Skabelsen og styrte de ældre, ufuldkomne Væsner; og selv i
Grækernes Mythe om Titanerne finde vi den samme Ideegang, den samme kosmogoniske Fremstilling, som i Skandinavernes om Ur-Jetternes Kampe.
De chaotiske Kræfter stræbte at udbrede deres Materie (ύλη, Hel) over det store Verdens Rum, og støde Uranos[27] (Tiden) fra Tronen; men Tiden bevirkede Klodens Fuldmodenhed og da nu Elementerne vare udviklede og Luften kommen i Berørelse med Jorden, tabte Tiden sine første Grundkræfter og Zeus o: Lufthimlen stødte sin Fader fra Tronen; siden søgte Afgrundens Børn, det gjærende Liv i Jordens Indre, at storme løs, men Tordneren fængslede dem i Dybet, under de sydende Søer og det flammende Ætna, saaledes see vi ogsaa Odin styrte Ymer og hans Slægt i Afgrunden og binde Fenris-Ulven i Havets Dyb[28], hvor den vrider sig til Ragnarokr.–
Odin og Zeus staae, som Herskere over Luft og Veir, Tidens og Aarets Løb, de ere begge, hos deres Dyrkere, den personificerede Livskraft, Guder og Menneskers Stammefader og Herre; Begge tillægges de forskjellige Navne, efter de, i deres særskilte Forhold, udøvende Kræfter, begge staae de som Hærenes Anførere mod de ligebetydende Magter, Giganter og Titaner mod Riser og Jetter; at derimod Odins hele religiøse Anskuelse i Almindelighed synes at være overført paa Krigsvæsenet, ligger saa ganske i de kamplystne Nordboers Aand, for hvem Kamp og Seir stod som det høieste, og hvis Regenters første Politik bestod i at være Folkets krigerske Aand. Derfor tænkte de sig Valhalla, som et Krigens Hjem, hvor Kampen evig fornyedes, men hvor ingen Vunde brændte ved de dybe Sværdslag, hvor Kampen var en Leeg og hvor intet Had bragte Blodet til at syde.
Odin har ogsaa det samme tilfælles med Zeus, at han i Tidens Løb er bleven anseet for et Menneske, en skandinavisk Første, ligesom denne, for en Konge paa Kretha. Begge have de grundet Stater og givet Love, og begge staae de som det prædominerende Væsen i Mytherne om den skandinaviske og græske Trefoldighed.
Man har et Sagn om Ymer, der ogsaa nævnes Ørgelmer eller Chaos, at han var Fader til tre Sønner, Kare, Kaire o: Vinden; Logn o: Ilden og Hler eller Æger o: Havet; dette svarer ganske til den græske Forestilling om Brødrene Zeus, Pluto og Neptun, men da der er Tvivl om dette Sagn hører til Asa-Læren, ville vi allene betragte dennes bestemte Myther. – Odin, Vile og Ve staae, som Nordens kosmogoniske Væsner, Odin, Luften, den høiere Æther; Vile Glæden o: Lyset; Ve o: Ilden, den hellige Flamme, Elementar-Ilden, der oplivede det Skabte; den nordiske Trefoldighed er saaledes Luften, Lyset og Varmens Indvirkninger; betragte vi nu de saakaldte Orphikeres kosmogoniske Systemer, see vi der Verdens Dyret, at have tre Hoveder, μετις, φως og Zωη ; Græker og Romer betragte desuden Jupiter, Neptun og Pluto ligesom Skandinaverne deres Odin, Vile og Ve, for den organiserede Jords første og ypperste Herskere og Titanernes Overvindere. Odin er Verdens store Aand, Skaberen; Vile derimod det jordiske Lys eller Liv o: Vedligeholderen; Ve er Ilden o: Ødelæggeren, Tingenes Ende.
Saavel i den nordiske, som i den græske Mythologie see vi, at selv Grund-Mytherne tidt krydse hinanden og ofte underlig forvexles og omskabes, deels at beslægtede Forestillinger, der opstode hos forskjellige Folk og til forskjellige Tider, ved Digterens Phantasie have modtaget en selvstændig, men dog ganske anden Skikkelse. Men selv i disse Uligheder kunne vi finde Overeensstemmelse mellem begge Mythologier. Vee er saaledes, som sagt, Elementar-Ilden, og Ordet har omtrent samme Betydning, som det græske έσύια, Arne, Alter. Saavel hos Skandinavier som Græker var Huus-Ilden hellig, Arnen var indviet Guderne. Begreberne om Ve og Vesta smælte ganske sammen. See vi nu hen til den hesiodiske Theogonie, da finde vi foruden den mandlige Trefoldighed ogsaa en qvindlig, tre Døttre, avlet af Rhea og Kronis, af hvilke ίστιη er den ene, og staaer som det faste, huuslige Hjem, Fædrenes Arne.
Ved den græske Hestia og romerske Vesta forstod man den uudslukkelige Ild i Jordens og Himlens Midpunkt. Vi finde at denne Ilddyrkelse er kommen fra Pharistan[29] hvor Menneskene saae Naphta-Kilderne[30] vælde frem og de klare Flammer lidt stige op af Jorden; derfor tænkte de sig hende boe dybt i Jordens Indre, hvorfra hun udbredte sine Velsignelser til hvert enkelt Huus, hvor hendes Ild flammede, derfor var Arnestedet hende helliget, og da hun boede i Jorden, lod Numa hendes Tempel bygge rundt, for derved ligesom at henpege paa denne Skikkelse af hendes sande Hjem.[*]
Ogsaa her i Norden finde vi at de ældste Templer vare runde; Vesta var Jupiters Søster, Vee Odins Broder; ingen af dem havde nogen Afkom:
Nataque de flamma corpora nulla vides.[32]
Og ingen af dem havde Billedstøtter, kun den rene Ild brændte for dem begge.
Saaledes staaer det nordiske og græske Ild-Princip, beslægtet ved Siden af hinanden, og stemme, selv i deres Forskjelligheder overeens, ligesom de dog i Ligheden, træde frem i en personificeret Forskjellighed.
Betragte vi nu nærmere, i Mytherne, den hele Verdens Bygning, da finde vi i dens trefoldige Inddeling, en stor Lighed mellem den græske og nordiske Kosmographi. Ideen om Verdensæget fremtræder tydeligt i Forestillingen om Asgard, Midgard og Udgard. – Asgard er rimeligviis i sin identiske Potens det samme som Ætheren, Midgard er Jorden og Udgard det yderste udenfor Oceanet, det vil sige hele den nederste Hemisphære. Hos Orpheus og Hesiodus finde vi Verden fremstillet i samme Form. Uranos staaer som Kuglens øverste Spidse, hvis indre Rum er fyldt med Ætheren og den lysende Dag, der saaledes danner Oververdenen; horisontal i Ægets Midte ligger Jorden, eller Mellemverdenen, og under denne boer Natten, ερεβος o: Underverdenen. Udenfor selve Ægets Omkreds ligger det uendelige Svælg, Tartarus o: Chaos, vort Ginungagap. Mellem Udgard og Midgard gaaer det kredsrunde Verdenshav, den fnysende Fenrisulv, der omfavner Jorden og svulmer, skummende i sin vilde Harme[33]. (Homer har forestilt sig Verden paa samme Maade. (Iliadens 4de Bog)).
Den prosaiske Edda[34] siger: “Børs Sønner byggede sig en Borg midt i Verden, som de kaldte Asgard, der boede Guderne og deres Æt. Der er et Sted som kaldes Hlidskjalf, naar Odin sætter sig her i Høisædet, seer han ud over hele Verden.”
See vi nu hen til de ældste Grækers Geographi, da finde vi, at efter deres Forestilling, var det Land de beboede det midterste paa Jorden. Gudernes Borge tænkte de sig paa Bjerget Olympos, hvis Bjergtinder skjulte sig i Skyerne; deres Asgard laae saaledes midt paa Jorden, rundt om hvilken Oceanets dybthvirvlende Strøm slyngede sig, hvis modsatte Kyster skjultes i en evig Taage og her var deres Udgard, der grændsede til Erebos og Chaos, Skandinavernes Helheim og Niffelheim.
Siden finde vi, at Navnet Olympos er overført paa flere græske Bjerge, at Folket naturligviis af Lyst til at boe deres Guder nær opkaldte de nærliggende Bjerge efter hiint Gudernes primitive Opholdsted. Ligesom tidt Præsten, eller den udmærkede Mand, blandt Folket, antog sig Gudens Navn, saaledes er ogsaa forskjellige Egne af nye Indvandrende opkaldt efter Fædrenes Hjem, og vi finde heri, selve Beviis for, at de kaukasiske Bjerge staae i mythisk Henseende som Forbindelsesledet mellem Norden og Grækenland, som det Sted, hvorfra begge ere udgangne. Saavel de ældste Historieskrivere, Classikerne, som de assiatiske Reisebeskrivere vise os, at vi maa søge det jordiske Asgard i Egnen om Kaukasus. Her satte Grækerne ogsaa deres Aspurg eller Asburg, et i sin Tid mærkeligt Rige, hvorom adskillige Mynter vidne; desuden finder man i disse Egne en Mængde Stednavne der synes at være Levninger af det gamle Asgard, ligesom ogsaa Ptolemeus taler om
Asæer og Asioter ved Kaukasus. Navnet Midgard er beslægtet med Grækernes γυρος o: Kreds, et Landskab; og bekjendt er det, at naar disse; saavel som siden Romerne anlagde en By, sadte de en rund Plads i dens Midte, som kaldtes Olympos, urbs orbis, mundis[35], der skulde være en Efterligning af hiin runde Slette i Gude-Stadens Midte, Idasletten, der smelter sammen med Nordboernes Asgaard.
Udgard kaldte de, som sagt, den Fjeldkjede, der efter deres Forestilling omfavnede Oceanet, der flyder om Jorden, udenfor dette var det mythiske Udgard; Af Ælian[36] have vi en Skildring af det Hele: “Europa, Asia og Lybien”, siger han, “ere kun Øer i det store Hav, men uden om dette er et uhyre Fastland, hvis levende Væsner ere af langt mægtigere Størrelse, end alle her; de kan ei saares af Vaaben, og paa Sølv og Guld ere de rige[“]. Her ere to Floder, Livet og Bedrøvelsens Flod, ved hver staaer et Træ af en stor Platans Størrelse, det enes Frugt forynger, og staaer saaledes i Forbindelse med den nordiske Forestilling om Yduns Æbler; det andet bringer derimod den faste, sikre Død. Herfra ledes Tanken hen paa Urd og Mimers Kilde, der ogsaa begge udspringe under Træet Ygdrasil, hvis Mythe vi nu nærmere her ville betragte.
Under dette Træ er Gudernes helligste Forsamlingssted; det naaer op over Himlen og udbreder sine Grene over den hele Verden; Rødderne strække sig vidt ud til Aser og Rhimtusser, selv ud over selve Niffelheim; ved dets mægtige Rødder findes Mimers Kilde o: Viisdommens hellige Dyb, og Urds Kilde, hvor Nordens hellige Norner bygge. Navnet Mimer, synes at være af fremmed Oprindelse, og vi erindres ved dette om Grækernes Memnon[37] der var en Søn af έως, Morgenrøden og ‘Ημερα, Dagen; derfor tonede hans Billedstøtte om Morgenen; det var det beslægtede Bryst der opløstes i Toner; Morgendæmringen var Hjertets Tid, eller, om man vil udtrykke sig i Prosa, denne Tid var den kjæreste, den der meest egnede sig for Studier. (Aurora musis amica[38]). Fra Mimers Væld udstrømmer Morgenrøden; Mimer synes at være eenstydig med Havets Udspring, og hele Mythen om Odin, der gav sit Øie i Pant til Mimer, synes at være en Alusion paa Solen der skjuler sig i Bølgerne. Urds Kilde, det vil sige, Skjæbnens eller Tilblivelsens Udspring, hvor de nordiske Parcer Urd, Varancd[39] og Skuld bygge, svarer ganske til Grækernes Forestilling om samme Begreb. Klotho, Lachesis og Atropos ere eenstydige med de nordiske og staae som Ophav, Nutid og Fremtid; desuden lære vi af de trasisk-orphiske Sange, at ogsaa Moirerne sidde ved den himmelske Kilde, (επι λίμνης όυρανιης) og at ogsaa denne der strømmer med hvide Vande, ligesom hiin i Eddaeren; desuden finde vi hos Pindar[40] et mystisk Slægtskab mellem Nordboens Forestilling om Mjødens Kraft og Grækernes Forestilling, at Moirerne indsamlede Honning paa Himlens store Eng og begeistredes deraf. Den syriske Urania betragtes som den ældste af Parcerne og svarer ganske til vor Urd, begge bleve de tilbedte som Alts Ophav. Som et Lynglimt af Urtidens primitive Tanke om een Gud, var Grækernes Forestilling om en Skjæbne over Guderne, hvor Moirernes Tre-Enighed tabte sig i den høieste Potens i den mægtigste Eenhed, de kaldtes da Nattens Døttre og smæltede sammen med Døds-Gudinderne, Kererne (Κηρ), der paa Valdpladsen indviede Heltene til Døden og uddrak det varme Blod; (vare altsaa det samme, som de nordiske Valkyrier).
Ved Træet Ygdrasils Rødder vare saaledes Mimers og Urds Kilde, og paa dets Grene sad Ørnen, Billedet paa Alfaders Tanke, der svinger sig dristig over selve Tidens og Uendelighedens Afgrund, samt Høgen og Egernet. – Skandinavernes Idee, at tillægge Odin en Ørn, svarer til Mythen om Jupiters Ørn; ogsaa Høgen omtales hos Homer som hellig, den er her Apollos YndlingsFugl. Hjortene der gnave paa Træet Ygdrasil, træde ogsaa frem i den græske Mythologie, hvor de ere helligede Apollo og Diana, ligesom ogsaa den orphiske Artemis, der forestilte hele Naturen, paa en symbolisk Maade, havde blandt flere Atributter, fire Hjortehoveder.
Mytherne om Ur-Jetten Ymer og Træet Ygdrasil, er saaledes i Eddalæren, to digteriske Billeder paa Universets primitive Oprindelse, der aldeles ikke gribe ind i hinanden, men staae, hver for sig, som en isoleret Heelhed, uden at Ideerne ere forskjellige. Træet Ygdrasil er et Billede paa det hele Universum; dets tre Rødder udbrede sig over Rhimturserne, Niffelheim og Asgaard, og Toppen hæver sig høit op i den uendelige Himmel, hvor Sole og Stjerner hænge som dets gyldne Blade; dets Rødder, der forener det Onde og det Gode, og synes at udspringe fra begge, holder det hele Træ, i hvis Top, Ørnen, Guddommens mægtige Tanke, vaager, medens Tiden, personificeret som Hjorte, arbeider paa at ødelægge det og standse dets Fremspiren og Udvikling.
At ogsaa Grækerne i de ældste Tider havde forestilt sig Universet, som et Træ, seer man tydeligt; de kaldte saaledes Verdens primitive Grundæmne ύλη, Træ; og Guden Pan, som nogle antoge for at betyde det personificerede Univers (παν) sagde man var en Søn af Træ-Nymphen Δρυοπε, en Forestilling der igjen leder os tilbage til samme Begreb. Pharecydes[41] lærer os, at Pan i denne Betydning var en Søn af det første skabte Træ, der dannedes af den chaotiske Materie, hvorover den mægtige Zeus udbredte Tidens Kaabe, paa hvilken han aftegnede Jord og Hav. Egen stod ogsaa i den høieste Anseelse hos Græker og Romer, og fra den hellige Eeg i Dodona[*] gav Zeus sine Orakelsvar; i dens mægtige Top havde han sit Sæde, Træet bar ham høiet op over Jorden, ligesom Ygdrasil Odin.
Endnu er Ideen om det hellige Træ nedarvet til os i vort Juletræ; den mørke, altid grønne Gran tyder hen paa det evige, dunkle Universum, og de brogede Lys er Tidens forgjængelige Kloder, der viser os alle de herlige Gaver, der fylde vort Hjerte med Glæde og Taknemmelighed.
Efter Grimmosmaal[43], finde vi, at fra Ygdrasils midterste Stamme, strækker sig nedad, Dødens Bolig, Hels uhyre Rige, men før man kommer derind, maa man over Floden Gjøll (den gloende, den høit brusende). Her bygger den mægtige Hel; hendes Tributer er en Hest, en Hund og en Hane; den nordiske Underverden har saaledes ogsaa sin Cerberus, om hvem der tales i Vegtansqvida[44] hvor Odin for Balders Skyld drog til Underverdenen:
“En Hund han mødte,
Kommende fra Hæl –
– Fælt den gjøede,
Gabed’ vidt,
Hylte længe.”
Hanen nævnes i Valas Spaadom[45];
“Sodrød Hane galer
Nedenfor Jorden
I Helas Sale.-”
Alt i dette Dødens Rige er næsten som her, kun har det et langt sørgeligere Udseende, det hele aander en langt koldere, langt ufrugtbarere Natur; jeg vil her anføre Øehlenschlægers Skildring, saaledes som denne danske Homer, efter Mytherne, have viist os Helheim i sit Epos: Nordens Guder[46]; vi finde det saaledes i Digtet: Thor i Helheim, hvor Thor vandrer ned, ledsaget af Tjalfe og Roska. –
“Igjennem krumme Gange
Kun svage Lys de saae;
De var saa saare trange,
Der var heelt ondt at gaae.
Da pludselig de skued
En Hule hen mod Nord,
Hvor Stenen høit sig bued,
Udi en Sal saa stor.
#
Der sad langs Væggens Side
De rædde Helheims Mænd;
De var saa syg’lig hvide,
Thor vandred’ mod dem hen;
De var saa saare bange,
De svedte Angstens Sveed.
Om deres Liv en Slange
Tæt slyngte sig og beed.
#
En Stol høit monne stande,
Alt under hvælvet Steen;
Den var af Hovedpande,
Og skjøre Dødningbeen.
Der saae man Hel at true,
Halv var hun hvid, mod Fod,
Mod Issen blaae at skue,
Af underløbet Blod.
#
Et Dødningbeen det hvide,
Vel bleget i Maaneskin,
Hun strakte ud til Qvide,
Med et hævngjærrigt Sind.
Det monne muldent lugte,
Hun svang det som et Vaand.
Som Kongespir hun brugte
Det i sin klamme Haand.
#
Det var saa tyst derinde,
En liiglugt overalt;
Der rørtes ingen Vinde,
Kun hule Suk gjengaldt.
Tre Fakler blaalig lued,
Ved hver en Dødning stod
Man idel Rædsel skued,
men intet Spor af Blod.[“]
Beslægtet hermed er Beskrivelsen af Virgil i hans Æneides 6tc Sang hvor Æneas stiger ned i Underverdenen[47].
“Vestibulum ante ipsum, primisque in faucibus Orci,
Luctus et ultrices posnere cubilia Curæ;
Pallentesque habitant Morbi, tristisque Senectus,
Et Metus et malesuada Fames, ac turbis Egestas
Terribilis visu formæ; Letumque, Labosque;
Tum consanguineus Leti Sopor, et mala mentis
Gaudia, morteferumque adverso in limine bellum,
Ferreique Eumenidum thalami, et Discordia demens,
Vipereum crinem vittis innexa cruentis.”-
I Odyseen beskriver Homer os Dødningrigets Indbyggere som svage, ynkelige Skygger, dog see vi at ogsaa enkelte der, (f.Ex. Patrokles[48]) beholdt deres skjønne Udvortes, hvilket igjen stemmer overeens med Nordboernes Forestillinger; ogsaa Balder beholdt her sit uforandrede Udvortes, havde Plads i Høisædet og fri Raadighed over sine Klenodier; Underverdenen var ham intet Pinsels-Sted, og som der staaer i Vigdamsqvida[49]:
“Her brygget Mjød
for Baldur staaer,
klareste Drik,
Et Skjold den bedækker.[“]
Mueligt vil man indvende, at da Baldur staaer som den personificerede Mildhed, det rene, hellige Lys, kunde vel de mørke Magter omslutte ham, men aldrig forandre hans egentlige Jeg men det var ikke Baldur allene for hvem dette Opholdsted ikke var saa rædsomt, ogsaa andre Helte, der maatte vandre til Hel, fandt her en Verden, der næsten ganske lignede denne; et Exempel kunde vi anføre i Sigurd Fafnersbaner.
Grækerne lode deres Guder sværge ved Styx, som Altings Ophav, ligesom ogsaa Okeanos betragtes som den ældste Elementar-Guddom, hvilket stemmer overeens med Eddaernes Beretning om Alts Fremkomst af Elivaga[50]; ogsaa Nordens Aser svore ved Urds hellige Kilde, ved Elivaga, Tidens store Ophav. Styx beskrives endvidere som isnende kold, hvilket Begreb udtrykkes ved Ordet Svøl, hvilket vi i Eddaerne finde at være Navnet paa een af de nordiske Helveds-Floder, ligesom Kokytos[51] svarer til Ylgur[52] og Phlegeton[53], der flyder nærmest Tartarus til Gjøl (o: den lynende, gloende, skinnende).
Saavel Græker som Romere (i Orphei Argonautika[54] 11, samt hos flere latinske Digtere) stemme overeens med Skandinaverne, i at beskrive Dødens Rige, som koldt og mørkt, brusende med Edder og tykke Giftstrømme.
Som Helved-Første, som den nordiske Pluto, nævner Eddaerne os Udgard-Loke, der ganske fremtræder som det onde Princip, men hvis Personification er saa lidet udviklet, at han smælter hen i Begrebet om de tre Helvedes-Væsner Fenrisulven, MidgardsSlangen og Hel, hvis Fader han rimeligviis er, skjøndt Mytherne tilskrive dem Asa-Loke, denne personificerede Slange i det nordiske Eden, der synes udsendt fra Jetterne til de høie Guders Undergang. “Aser og Jetter” siger Øehlenschlæger[55], “fremstille de modsatte Naturkræfter: den skabende, skjønne, den forstyrrende plumpe Magt; Loke svæver mellem begge, som den vaklende Tids Aand.” Han er skjøn og kraftig, fuld af List og Veltalenhed, hverken ond eller god, en Sommersky, der snart fortryder Øiet ved sin Glands og sine Former, snart slaaer ødelæggende ned og splintrer Træer og Fjelde; han har noget beslægtet med den græske μϖμος[56], der ogsaa siges at være en Søn af Dybet (Nυχ), og træder frem som Spotter mellem de mægtige Guder; men denne spiller en langt større Rolle end hiin[57]; en Ting vi maa finde saare naturlig, naar vi erindre os Grundcharaktererne i begge Religioner; den klare Mildhed der er udbredt over den græske, og som udtaler sig i selve dens plastiske Kunstværker, og den vilde, om jeg tør sige, Uveirs-Belysning der viser os den nordiske. Begge Religioners Slægtskab kunne vi tænke os, næsten som det aandelige Broderskab, der er mellem Göthe og Shakspeare, den første forholder sig i Total-Udtrykket af sine Værker til Aanden, hos Britternes Schakspeare, som Grækenlands Myther til Nordens; det er den store, herlige Verden, seet i det rene klare Sollys, hvor selv de enkelte Skybjerge hæve Partiet, og i den stormende Nat, hvor Aander stige af Gravene, og fæle Gjøglesyn[58] svæve over Heden.
Lokes Datter, den blegblaae Hel, blev af Guderne, strax efter hendes Fødsel, nedstødt i Helheim, hvor hun blev Herskerinde over alle som døe Straadøden[59] og over de enkelte, som de mægtige Norner efter positive Grunde indviede dertil. Hun troedes ofte at aabenbare sig for de gamle Nordbeboer før de skulde døe, ligesom Persephone eller Proserpind[60] for Græker og Romere; og endnu lever den samme Idee i Almuens Overtro om Helhesten, Hels-Hest, der staaer som Atribut for hendes Hurtighed; den kommer ved Midnat fra Kirkegaarden, og vrinsker udenfor det Huus hvor den skal hente sin Rytter. Ved nøiere at betragte Dødsgudinden Hel finde vi at hun smælter sammen med Grækernes Hekate; denne Gudindes Dyrkelse synes at være kommet fra det sorte Hav og Colchis[61]. Pontus[62] var riig paa Giftvæxter, og her øvedes derfor, især den magiske Kraft. Hele den colkiske Slægt var en Hexeslægt, fra denne stammede den berømte Circe[63] og Medea[64], og med denne Slægt var Hekate forbunden, og skal i disse Egne have havt sine første Altere, hvor Fremmede bleve grebne og givne som Offer. Efter et andet Sagn er hun en Datter af Natten og Tartarus, og betragtes som en Maane-Gudinde, og mærkeligt er det, at den allerældste græske Maane-Gudinde kaldtes Helle (Ëλλη, Ëλενη, maaskee σελεη), og afbildedes snart hvid, snart sort, ligesom en anden Underverdens Gudinde, Melina, Proserpinas Datter, der som Finn Magnussen mener, vist er forvexlet med Hekate selv, afbildes halv hvid, halv sort, liig den nordiske Hel. Grækerne pleiede at offre til Hekate, den sidste i hver Maaned, ogsaa til samme Tid var det, at Nordbeboerne bragte Hel deres Offringer; disse fandt Sted hos dem begge, paa Korsveie, en Handling der skal være nedarvet, med Overtroe, hos den norske Almue, der ligesom deres hedenske Fædre endnu offre paa Korsveiene for visse farlige Sygdomme, det vil sige for Døden.
I deres Afbildning stemme ogsaa Hekate og Hel overeens; begge fremstilles de tidt med et Løvehoved, en Hund følger dem begge, hvis Hyl forkynder den kommende Død. Ogsaa denne Forestilling lever endnu hos Almuen, hvor intet er vissere, end at Hundetuden er en prophetisk Stemme om, at nogen nu snart maa døe. Undertiden finde vi Hekate fremstillet med et tredobbelt Legeme, eller med tre Hoveder og svarer da ganske til den vendiske Hel, der viser sig med et Hundeet Heste- og et Løve-Hoved. Med Hensyn til Løvehovedet er der Forskjel mellem den nordiske og græske Forestilling, men selv i Forskjelligheden er der dog en naturlig Overeenskomst. Grundcharakteren er den samme, men Billederne ere laante af de dem omgivende, modsatte Naturer. Vi finde saaledes i den nordiske Mythologie ingen Løve, der, som i den græske, ledsager Hekate, derimod følger Ulven altid med Hel. Fenrisulven fremstilles endogsaa som hendes Broder. Den historiske Forbindelse mellem Hekate og Hel, see vi let, naar vi erindre, at hendes Dyrkelse er kommen fra Tracien, og at Tracerne, som Geter vare beslægtede med vore Forfædre.
Græker og Romere offrede ved Ligfærd sorte Køer til Underverdenens Guder, og at ogsaa dette fandt Sted her i Norden, finde vi Exempel paa hos Saxo, der fortæller os, at da den danske Kong Hading[65] havde dræbt et Havdyr i hvis Legeme boede en Gud, der havde paataget sig denne døde Ham, blev han omtumlet af Storm og Bølger, hvorfor han lod slagte en Mængde sort Qvæg og anstillede et Forsonings-Offer til de underjordiske Guder.
Foruden Hels Bolig, antoge vore Forfædre endnu et andet underjordisk Opholdsted; de troede, at alle som druknede, havde Ran fanget i sit Garn og optaget i sine Boliger; her fik de undertiden en slet, undertiden en god Behandling, i det sidste Tilfælde, sagde man, skinnede hele hendes Bolig af Guld, og den kosteligste Drik frembar sig selv; overhovedet kaldes Havet Ranheimus og svarer saaledes til Helheim, ligesom Ran og Hel ere søsterlige Jettevæsner, der søge at drage Menneskene i Dybet. Beslægtet hermed er Grækernes Forestilling om Skylla og Sirenerne, der ligesom Ran og hendes Døttre, søgte at ødelægge Skibene og hvirvle dem ned i de dybe Malstrømme. Ran var en Søster til Hel, Skylla en Datter af Hekate, begge blive saaledes eenstydige Begreber.
Ligesom Saturn, efterat have tabt sin Kraft, næsten reent forsvinder af den græske Mythologie, saaledes gaaer det ogsaa i den nordiske med Odin, Vili og Ve, hvor kun den første bevarer og hævder sin charakteriserede Individualitet. Ved Siden af ham fremstaae en Mængde nye og mægtige Guder og Gudinder, der ogsaa synes at være beslægtede med Grækernes og Romernes; selv den nordiske Herthe[66] der i Mytherne kun svagt forbindes med de øvrige Guddomme, synes at tyde hen paa, at en tidligere Indvandring fra Asien, end den første Odins, og svarer i sit ideele Begreb til Grækernes Rhea og Gea, der var sammensmæltet med den phrygiske Cybele[67]. Cabirerne[68], ⬜◝৲⊒🤆 , der, som man sagde, først forstode at bekjæmpe Havet ved Vindene og Metallerne ved Ilden, deelte Verden i to Dele, og tænkte sig begge Hemisphærer under Billedet af et halveret Æg, (hvorfra, rimeligviis, siden Mythen er kommen om Ledas Æg[69]); Phønicerne der skyldte disse deres Dannelse bragte Cabirernes Dyrkelse og Ideer til Grækenland, hvor de siden ved Digtere og Philosopher mere udvikledes og afrundedes. Elementerne og de verdensskabende Kræfter træde vel frem, hos Cabirerne, som Planet-Guder, men Jord og Himmel staae dog som de høiere avlende Magter, Jupiter og Cybele. Phrygierne tilbade saaledes den altnærende Kraft under Navn af Cybele, (Κυβελη) der siden ved Digterne smæltede sammen med Rhea eller Gea; hvis hele Mythe er en poetisk Fremstilling af Luftens frugtbringende Indflydelse paa Jorden og dennes stigende Cultur.
I den nordiske Mythologie staaer ligeledes Herte som Odins Hustrue, og vistnok ligger der en billedlig Fremstilling paa hendes fødende Kraft, at hun siges at være Moder til Thor. Herte, er ligesom Rhea, Gea eenstydig med Jorden, og ligesom Navnet Gea er eenstydig med γη, Jord, saaledes vil man ogsaa udlede af Navnet Herthe det engelske earth og det tydske Erde, der i den ældste Tid skal have været udtalt med en Aspiration, som Herde, men selv om denne Navne-Forklaring er falsk, stemmer dog den ideele Betydning, i begge Mytherne nøie overeens.
Thor kaldes en Søn af Odin og Herthe, og fremtræder saaledes, som den personificerede Kraft, der fremsprang ved Luftens og Jordens indbyrdes Forbindelse. De vilde Natur-Scener indjoge Menneskene Skræk, og de troede saaledes i disse, at see en mægtig Guddom, for hvis Magt de maatte frygte, og hvem de derfor af denne Grund[70] undertiden satte høiere end Odin.
Naar vi betragte de nordiske Myther, finde vi, at de kunne deles i to Hovedafdelinger; af hvilke den ene ganske dreier sig om Thor, hvem Skandinaven satte jevnsides og, som nylig er sagt, ofte endogsaa over selve Odin; Thors Mythen, er den nordiske Kraft i sin hele eventyrlige Vildhed, en nordisk Fjeldnatur, ved det svulmende, stormende Hav; Balders Mythen derimod, et roligt, venligt Landskab, bestraalet af det klare, men blege Maanelys. Navnet Thor udleder man af Torden, det latinske tonitra, han er ofte forvexlet med den tordnende Jupiter, saavelsom med Mars og Herkules; rimeligst er det at antage ham som en Sammensmæltning af dem begge, men neppe maa han regnes med blandt de Guddomme Aserne medførte. Menneskene glemme lettere det Onde end det Gode; hele den vilde nordiske Natur, med sine Revoulutioner og Storme, maatte skabe et mægtigt Naturvæsen, der stod dem ligesidig med Odin og dette blev Thor; fremmede Myther om Mars og Herkules ere i mere eller mindre forandret Form bragt til Norden og sammensmæltet med dette Folks Forestilling om Thor, der siden under Digternes Behandling hævedes til hele sin senere Storhed.
I den kabiriske Præste-Lære om Verdensharmonien, staaer ogsaa Axiokersos[71] eller Mars i den cosmogoniske TreEnighed, som den personificerede Kraft og smælter sammen med den nordiske Forestilling om Thor, i Tre-Enigheden af Odin, Herthe og Thor. Mueligt er det ogsaa at Grækerne have erholdt deres Forestillinger om Mars fra den nordiske Thor, hvilket ikke er usandsynligt, naar vi erindre at de ældste Beboere stode i Handels-Forbindelser med hinanden. Mars Dyrkelsen er desuden kommen fra Skythien og Tracien, og Herodot fortæller os, at der bragtes ham Menneskeoffer[72] og at han var en Søn af Jupiter og Here, hvilket igien er overeensstemmende med Skandinavernes Forestilling, eftersom den græske Here er eenstydig med γη, Jorden. Mars er ligeledes hos Græker og Romer, ligesom Thor her i Norden, bleven forvexlet med Herkules; Thors Hammer og Herkules Kølle, er et og samme Symbol, ligesom og Thors Reise og Eventyr, ere beslægtede med Herkules Vandringer og Heltefærd. Thor drog ned i Underverdenen til Udgarde-Loke, hvem han viiste sin Snildhed og Kraft, ogsaa Herkules steeg ned til Pluto i det mørke Hades, hvorfra han førte Cerberus[73] op med sig; begge bleve de indviede til deres mægtige Bedrifter, Thor ved Odins Seid, Herkules ved de eleuseniske[74] Mysterier. Selv dennes Flamme-Død, synes at tyde hen paa Tordneren, der taber sig i de flammende Lyn.
Freyr nævnes som den tredie Gud i den nordiske Tre-Enighed (Odin, Thor, Freyr). Idet Ve og Vili, svinde bort, synes Thor og Freyr at have indtaget deres Rang, om ikke ganske deres Betydning. Menneskene have saaledes i Tidens Løb indsat disse i hines Værdighed. Freyr var en son af Njord, der i den gamle Edda charakterisere Sønnen som Een:
-“intet Menneske hader
Ja som agtes at være en Formand for Aserne”
Ligesom ogsaa Tyr i samme Bog siger:
“Freyr er den bedste af alle Guder
I Asernes Hof.
Mø han ei bedrøver eller Mands Kone,
Men løser enhver af Trængsler.”
Man sagde om ham, at han raadede for Regn og Solskin, saavelsom for Jordens Frugtbarhed og Væxt; han reed paa et Vildsviin med gyldne Børster, der af denne Grund kaldtes Gullinbørste, han boede i Alfheim, hvor Alferne byggede og hvor Solen var i Aarets anden Maaned; den Tid, hvor Solen ligesom gjenfødes og begynder, efter sin korteste Dag, atter at tiltage. Freyr synes saaledes at være et Symbol paa Solen, og svarer til Grækernes Apollo, Helios; begge raadede for Solskin og Regn, begge betragtedes som Gud for Hyrdelivet, i det de havde Omsorg for Jordens Frugtbarhed, og Grødens rige Væxt.
I det indiske Sprog kaldes Solen Fan, og vi finde, at Freyr, paa Grund heraf, er kaldet Vana-Guden; Galten var ham helliget, og og vi see paa de ældste britiske Mynter tidt en Galt, med Omskrift: VANO, der synes at sigte her til. Hos Grækerne see vi, at Phanes, en af Orphikernes ældste Guder, født af den umaalelige Luft, var den samme som Helios, eller Solen og saaledes beslægtet med vor Vaner, ligesom vi ogsaa finde at Phanes (φανης) og Phaneios (φανειος) vare Binavne for Apollo; ligeledes tillægges den orpheiske Hymne Phanes Navnet Pan, med hvilken ældste Guddom, Grækerne lade ham sammensmælte, og sætte ham som Hersker for Luften, Hyrderne, Qvæget og Jordens Afgrøde. I den græske Mythologie kaldes Maane-Gudinden Diana, Apollos Søster; Mythen fortæller, at deres Moder Latona[76] vandrede, forfulgt af Juno, om paa hele Jorden, uden at kunde finde et Sted til at føde sine Børn til Verden paa, til endelig Delos, der var en svømmende Øe i det store Verdenshav, fandt Hvile og optog den ulykkelige Omvandrende. Til denne Mythe findes ingen Slægtskab i den nordiske Gudelære, hvor Freyr baade betragtes som Sol- og Maane-Gud; men naturlig er det at Natten, der i de sydlige Lande er saa skjøn og herlig, maatte, for dets Beboere, have langt høiere Værd end for Nordboen og at altsaa hine tillagte den en særegen Guddom. At Latonas Omvanken skulde være en billedlig Fremstilling af den Modstand og Trængsel der mødte, ved at vilde indføre den Apolliske-Lære, er ikke rimeligere, end den Idee, at det hele er en allegorisk Fremstilling af Solens og Maanens Fremtræden paa Horizonten. Himlen selv er det rette store Verdens Hav; den mægtige Skymasse, der som et Bjergland synes at staae grundfæstet paa Horizonten, er et svømmende Delos hvor Solen og Maanen fødes og stiger frem over Jordkloden. Foruden Sol-Guden Freyr finde vi vel et andet symboliceret Sol-Væsen, en Datter af Manden Mundilfaxe[77]; denne Mythe er lige det omvendte af den græske, hvor Solen er mandlig, Maanen qvindlig; hos Nordbeboerne vare de vel ogsaa begge Sødskende men Solen var en Pige, Maanen en Dreng, der i en evig Frygt for at blive slugt af Ulven Garm[78] fløi bestandig hen over Himlen.
Først efter Jordklodens fuldkomne Organisation blev Mennesket til. I den yngre Edda[79] fortælles der, at da Bors Sønner (Odin, Vili og Ve) gik ved Strandbredden, fandt de to Træer, hvilke de toge op, og skabte af disse de første Mennesker; Manden kaldte de Ask og Qvinden Embla. Da de tillagte Træerne et organisk Liv, er det rimeligt, at de tænkte sig Mennesket oprundet fra disse, en Idee der er beslægtet med Romernes Forestilling om Dryaderne. Selv den raae Vilde har Naturen og Tilholdet lært, at kalde Flammer frem af Træ-Stykkerne, i det han gnider dem gjentagne Gange mod hinanden.
I Træet altsaa ligger Ilden skjult; Ilden, der er Livets Herligste, Aandens materielle Skikkelse. Da Nordens første Beboere vandrede ind fra Asien, bragte de mange Navne paa hellige Træer med sig og overførte disse paa dem de nu fandt i
Norden. Asken er saaledes et af disse, og vi finde, at denne Træ-Art af de Gamle alt, er bleven inddeelt i Han- og Hun-Væxter; de groe helst ved Vandet, og paa Grund heraf er det, rimeligviis, at Eddaen lader Guderne optage Træerne ved Havbreden. At denne Forestilling er beslægtet med Grækernes, see vi hos Hesiodus, der fortæller, at Zeus skabte Mennesket af Æsketræet; ligesom ogsaa en anden Mythe lærer os, at Melierne[80] (Mελιαι) Æsketræets Nympher vare komne af Titanen Saturns Blod, hvilken grunder sig paa en naturhistorisk Sandhed, idet Æsken opstaaer af Vandet, der efter de nordiske Myther har Navn af Ymers Blod. Grækerne kaldte Menneskeslægten udtrykkelig “Æsketræets Frugt [“] (Μελιας Καρποϛ [ )]; og Μεια, som blev bortført af Solguden, siges ogsaa at være en Datter af Oceanet; saaledes sammensmælter den nordiske Embla, der var skabt af Æsketræet, med grækernes Melia, Æsketræet selv. – Askur og Embla fik den store Stad Midgard eller Jorden til Bolig, Guderne derimod byggede sig et Hjem midt i Verden, og kaldte dette Asgaard; eller Gudernes Borg. Da herskede Guldalderen over den hele Verden, vise Bestyrere indsattes, herlige Bygninger opførtes, og Guldet var i den største Overflod, indtil den forstyrredes af de fjendske Jetteqvinder. Ved denne Gudernes og Menneskenes Guldalder, maa forstaaes, det fredelige Liv i Tingenes første Udvikling, før Metallernes Forarbeidelse og Brug endnu var bekjendt. Forestillingen om det meget Guld og Sølv, sigter rimeligviis til de glimrende Himmelkloder ⊙ Guldet, ☾ Sølvet og ♂ Jernet, hvorved tydelig fremlyser den østerlandske og nordiske Idee, om Planeternes Slægtskab, eller potentiske Aand af Metallerne. Efter at disses Forarbeidelse og Brug var kjendt, vaagnede Begjerlighederne i det menneskelige Bryst, og de søgte nu disse glimrende Skatte. I den frie Luft blev Guldet prøvet i Ilden, men efter selv at være smæltet tre Gange, tabte det dog ikke sin Kraft. I Edda finde vi denne Idee fremsat paa en allegorisk Maade, om Qvinden Guldveige[81] (et Navn der betyder Guldets Kraft), som Menneskene gjennemborede og tre Gange brændte i Ilden, men hvorfra hun dog altid opstod levende og mere kraftig. Hun svarer i øvrigt til Grækernes Pandora; begge vare de oprundne af Vand og Jord, begge straalede de i blændende Skjønhed, men vare listige og falske; fra Guldet udgik alle Ulykker over Jorden, kun Haabet allene blev tilbage, men selv dette, var her, ikke i de bedste Hænder.
Hesiodus har de samme Ideer om Grækernes Guldalder, som Skandinaverne om Deres; da var der ingen Lidelser eller Bekymringer, intet Arbeide, og selv Døden stod som en mild og venlig Guddom der lullede Menneskene ind i en stille og sød Søvn. Snart forsvandt den lykkelige Drømme Alder, en krigersk Slægt fremstod, og Freden med sine Blomster døde[82], Hjertets stille Rolighed blev forstyrret af Kamp og Lidenskab.
Iøvrigt er Mythen om Guldalderen, i hele sit Udspring naturlig beslægtet hos alle Nationer; den er jo udsprungen fra et bestemt Sted, det menneskelige Hjerte. Ideen om en Guldalder ligger saa levende hos os Alle. Menneskets aandige Jeg lever mere i det Forbigangne og Tilkomne end i det Nærværende, thi dette er kun et Nu, et unævnelig lille Punkt, der ligger mellem begges Overskjæring; vi beholde, saa at sige, kun Duften, Sjælen af det Forbigangne, og som aandigt beslægtet bliver da dette mere kjært for den menneskelige Aand, det træder derfor potentisk frem over Nuets Virkelighed, og hæver Barndommen, med alle sine Drømme til vor lykkelige Guldalder, hvor Skyerne, Sol og Stjerner stod for os, som det flammende Guld, og Alt var Enighed og Kjærlighed. Det hele Menneske-Liv er en dramatisk Udvikling af Mytherne om en Guld-, Sølv-, Kobber- og Jern-Alder.
At vi siden ikke finde her i Norden, som hos Grækerne, en Plutus, ligger i at Nordboen ikke kjendte til Yppighed, han havde ikke ved denne faaet Idee om noget bedre, hans egen Kraft og den vilde raae Natur gav ham nok.
Mellem Guderne og Menneskene have næsten alle Nationer tænkt sig et Mellem-Leed af Aander, der vel stode i Kraft under hine, men i aandigt Væsen langt over disse. Grækerne kaldte disse daimones Ordet daimonion, betyder, som bekjendt guddommeligt, det vil sige, det som hører til en Guddom, og indeslutter saaledes Bibegrebet af Lykke og Ulykke, og kan derfor deles i to Partier, udgjøre et Slags aandeligt Zenit og Nadir[83]. Dæmonernes Antal bestemmes at være, tre Myriader, de ere udødelige og kaldes Zeus’s Tjenere; Hessiodus omtaler endnu en anden Classe af Dæmoner, en Art dødelige Guder, hvis Levetid bestemmes til 9790 Aar.
I Edda finde vi ogsaa denne dobbelte Inddeling af Dæmoner, eller, som de her kaldes, Svartalfer og Lysalfer; de deeltes saaledes i himmelske og jordiske, af hvilke de første vare gode, de sidste, som klassificeredes efter deres forskjellige Opholdsted i Luft, Hav og Jord, betragtedes derimod, som onde. Man troede især om disse, at de gjerne søgte at drille Askurs Æt, og svarede saaledes til Grækernes δαιμονεϛ ενοχϑονιοι, men vare ikke alle lige onde; den bedre Deel svarer til Puk i Shakspeares Skjærsommer-Nats Drøm; vare et Slags godmodige Spektakkelmagere, der havde deres Glæde i at gjøre Løier. Puk skildrer sit og disses Væsen afpasset efter sin Tid i følgende Replik[84]:
“Tidt Oberon maa smile ved mit Væsen
Naar efter Havre Hesten vender Næsen,
Saa vrinsker jeg som Hoppe, gjør ham gal.
Tidt lurer jeg i Naboskens Pokal,
Som stegte Æble, ganske liden, rund.
Og naar hun drikker, mod den brede Mund
Jeg styrter med en saadan Hjertens Lyst,
At Øllet spildes paa det flade Bryst,
Iblandt naar hun vil læse Prækner, troer
Jeg er en Stol den vrantne Bedstemoer.
En lille Kjende da jeg glider kun
Til Siden – og habaus! der ligger hun.[“]
Alferne vare saaledes de mindre betydende Elementar-Aander, udsprungne fra Lyset eller Mørket; Øehlenschlæger skildrer os saaledes Lysalferne i sit udødelige Epos: Nordens Guder[85]:
“De stænkte Freyas Taare, som Dug i Bøgelund;
Og naar hun stak sin Finger med Naal, i Hu mod,
Da toge de hvide Alfer den liden Draabe Blod,
Og sprængte grønne Væxter; ved Solens Atterkomst.
Dufted’ da sødt i Lunden mangen Purpurblomst.
De toge guldgraae Spurve som monne paa Jorden gaae,
Kyssed dem paa Næbbet, og lærte dem at slaae,
Saa blev det Nattergale, der sang om Elskov sødt,
Og smelted’ Ungdoms Hjertet, at det blev mere blødt.
De salved’ Freyas Lokker, hver Morgen med en Duft,
Som lystig sig udbredte vidt i klaren Luft.
Engang lidt Olie stjal de fra Disen i en Skaal,
Og gjøde det paa Urten; det blev en Natviol!
Men altfor stærk var Kraften, som end man lugte kan;
Lidt Olie blev tilbage, den spædte de med Vand
Og gjøde det i en Grønning. Da yndigt man saae,
De smaae Fioler voxe, blaae bag grønne Straae,
Saa leged tidt Smaa-Alfer i Skovens grønne Sale.
De lærte Bondens Høne ved Hyttens Dør at gale,
For Tiden ham at sige, naar han til Hyttens Tarv
Fra Bolstret ile maatte til Plov og til Harv.
De viiste mangen Beiler som gik i Aftenrøde,
Veien han skulde vandre, for sin Elskede at møde;
Naar da han hende mødte, og trykte hendes Haand,
Bandt Alfen Hænderne sammen, fast med Blomsterbaand.”
Efter Suhms Mening har Alferne været Folk, der boede udenfor det af Aserne beherskede Hjem her i Norden, og efter al Rimelighed været Finner, hvilket Folk især synes at have staaet paa et høiere Cultur-Trin, eller havt et dybere Blik for Naturen end de andre Skandinaver. Tid efter anden har de rimeligviis indviet deres mindre udannede Naboer i deres Hemmeligheder, ja selv lært dem mange af deres Kunster, og saaledes bleve de, for den raae Mængde, anseete om ikke for Guder, saa dog for Aander, der stode mellem disse og Menneskene.
Endnu til vor Tid, leve de i Overtroen; med dem ere Elverfolket beslægtet, der danse som luftige Taager, hen over Engene, i Maanskin; de Underjordiske i Høiene, der med Spil og Dands tilbringe den tause Midnat, og den lille Nisse, der med sin røde Hue, spiller en lystig, godmodig Lar[86] i den nordiske Bondes Hytte. Kobbolten[87] synes, selv i Navnet at stemme overeens med Grækernes Κοβαλοϛ o: små Dæmoner, der spillede Menneskene tusinde Pudser; rimeligviis hørte denne Classe til de græsk-trasiske Guddomme og Navnene Κυβαλοι og Κυβαροι har vistnok været eet, hvilket da hæver den mythiske Forestilling til en historisk Grund-Vished, i det vi erindre, at Kabirerne vare kunstforstandige Mænd, der forestode Bjergværker, og der lokkede de skjulte Skatte ud af Jorden; de forestilledes som tykke Dverge med Hammer i Haanden, omtrent, som ogsaa Nordbeboerne tænkte sig deres Svart-Alfer. Καβιροι blev saaledes Κυβαροι der er eenstydig med Κυβαλοι, vort Kobbolt. De øvrige Alfer smælte sammen med Grækernes Heliader, Talchiner og Dactyler[88], saavelsom med deres Fauner, Paner[89] og Satyrer, i det de snart tumlede sig i Solens flammende Straaler, snart i Bjergenes dybe Gange, og snart legede[90]:
“-et Sted i Skoven, hvor Kilder med Lyst
Sprang gjennem hvide Sand fra Herthas Moderbryst.”
Den endelige Forstand kan ikke fatte, men kun ane, det Uendelige; denne Anelse er den høieste Potens af Aandens Begreber og Hjertets Følelser, der udtale sig i Poesie; men Poesien maa betjene sig af sandselige Former, Billeder, laante af den
Natur i hvis Omgivning hine ere vakte, og saaledes har, ikke paa eengang, men efterhaanden, et Folks Mythologie uddannet sig. Tænke vi os nu dette Folk, fra en vis Tidspunkt, adskilt fra hinanden i to Partier, maatte, selv de samme Forestillinger snart udtales i andre Billeder, efter den Omgivning hvori deres Philosopher og Digtere levede. Den nordiske Mythologie er saaledes ganske eiendommelig for Norden, ligesom den græske er det for Grækenland, begge hæve sig ved Siden af hinanden som de mest uddannede, de mest selvstændige Mythologier; de ere Zenith og Nadir for Menneskehedens religiøse Udvikling.
Den nordiske Mythologie forholder sig til den græske, som den stolte gothiske Kirke med sin mørke, dybe Høitidelighed, til det græske Tempel med kunstigt Billedværk i de lyse, herlige Buegange; hvad Grækerne byggede af Ceder og Marmor, har Nordboerne opreist med samme Storhed, af Snee og Iis, mellem de stolte nordiske Fjelde.
Vore Fædres øverste Guder nedstammede fra Jetten Ymer, ligesom Grækernes fra Titaner og Giganter; fra de vilde ubundne Naturkræfter, der stode som symboliske Væsner, for den raae Menneskehed, udsprang de mægtige Guder, liig Funkerne fra de sammenstødende Flintestene.
Paa Olympens øverste Bjergspids tænkte Grækerne sig Zeus’s Pallads, og rundt om, paa de lavere Bjergtinder, de øvrige Guders; ogsaa Aserne levede sammen paa Asgaard, hvor de hver havde sit særskildte Hjem og svarede i lige Antal til de tolv store græske Guder. Rimeligviis er dette Tal, hos dem begge, dannet efter den gamle Kalenderkreds, der var udgaaet fra Ægypten, hvor Gudernes Orden hang nøie sammen med Aarets 12 Maaneder. Grækerne kaldte December, Dyonyses, fordi Solen da, ligesom blev gjenfødt, Nordbeboerne kaldte den Freyr, efter deres Sol-Gud; Januar, Herakleios\ af Herakles, hos os Vale, efter Lysguden Vale; Februar, Dios eller Zeus Maaneden, her Odin, der, som allerede er viist, staaer synonymt med Zeus. Iøvrigt see vi, at visse Tal havde Hellighed hos Skandinaver og Græker. Betragtningen af Verden som Trehed, er ved sin Hellighed gaaet over paa andre Forestillinger (Plagegudinder, Grazier” o.s.v.) og har selv hævdet sin potentiske Ret, i Tallet ni. Skandinaverne antoge saaledes, efter den assiatiske Forestilling, at der var 9 Verdener og 9 Himle; selv Underverdenen synes at have været deelt i 9 Afdelinger; sædvanlig viiste Diser og Valkyrier sig ogsaa, som 9 sammen, naar de gjæstede Menneskene; og ved Offerhøitider var altid Offerdyrenes Antal bestemt til ni. Saaledes see vi ogsaa Treheden, hos Grækerne, f.Ex: i Grazierne, hævet til 9, i Antallet af Muserne, der som Kunster og Videnskabers Symboler ogsaa kan betragtes som Skjønhedens høiere Potens.
Betragte vi nu nøiere begge Mythologier, der hver for sig, ere udsprungne fra Begreberne om Godt og Ondt, ville vi overskue deres mægtige Colos-Billede, undersøge Total-Indtrykket af begge, da finde vi, at den græske har een stor Fordeel fremfor den nordiske; de som dyrkede hiin, havde en mere fleersidig Cultur, og ikke blot ved Philophen og Digteren kunde dens aandige Væsner fremtræde, men Maleren forstod at fremkalde dem med levende Farver, og Billedhuggeren at fremstille dem materielle i runde, bløde Former, medens den nordiske staaer, som dens Gudebilleder, i raae Steenmasser, liig en mægtig, uformet Hermesstøtte, der venter en Phideas, som mægter at løse de bundne Lemmer; derfor havde Norden ingen egentlige Muser, thi hvor den høiere Kunst og Videnskabelighed slumre kunne vi ikke tænke os disse; men i alt andet hvori Nordbeboerne stod jevnsides med Grækerne, fremvise de lige, om ikke større, Udvikling og Yppighed.
Paa tolv Sæder sade Nordens ύεοι βουλαιοϛ og droge, som disse, tidt til Forsamling ved Urds hellige Kilde, i det dybe Ocean. Tænkte den dannede Græker sig, Viisdommen, personificeret som Minerva, der fuldvoxen udsprang fra Zeus’ Hovede, stod den derimod langt mere betydningsfuld hos den stille, dybtænkende Nordboer. Mimer var en Gubbe, med Alderdommens klare Blik, og sad ved Viisdommens dybe Brønd, hvorhen, selv Odin maatte søge. Himlen var Ymers mægtige Hjerneskal, der var lagt høit over Jorden, den var en fast Hvælving, og saaledes betragtet bliver Grækernes Forestilling naturlig, i det de tænkte sig Atlas bære Himmelhvælvingen, (efter Nordboernes Forestilling blev den baaren af fire Dverge.). Ved Nordpolen boede Vintrens Jette: Hräsvelgur[92] der svarer til Grækernes Boreas; paa stærke Ørne-Vinger svang han sig, med Storm og Sneefog, hen over de nordiske Fjelde. Njord var Nordens Æolus[93] der raadede for Vinden og Bølgerne, (hans Døttre vare de nordiske Nereider[94]😉 han var Fader til Freia, Kjærlighedens Gudinde, der saaledes ogsaa ligesom Venus, kan siges at være opsteget fra Havet. Iøvrigt finde vi at Kjærligheden ikke spiller en mindre Rolle i den nordiske end i den græske Mythologie, men Nordbeboernes Begreber om den, vare renere og stærkere. I den sydlige Natur smælter vel det unge Hjerte lettere; den stille Nat, under den rene, varme Himmel, hvor den hele Natur udaander sine Følelser i Blomsterduft, gjør Sjælen blød, og opfylder den med Kjærlighed, der dog let hensmælter til Blødagtighed, der, hvor enhver Hæk skjuler en Skare Amoriner. Øieblikkeligt maa Blodet flamme hæftigere gjennem Sydboens Aare, svulme i sin vilde Kraft, og derfor havde Grækerne ogsaa en aktiv, en mandlig Kjærligheds-Gud, hvis sammenknyttende Magt, udtaler sig herlig i Mythen om Eros, der ordnede Chaos; men i al sin Kraft bliver dog Guden et Barn, der aldrig hæver sig til den nordiske Mandighed. Den stærke Nordboe tumlede sig i Kampen mellem Iis og Snee. Kamp og Bedrift var hans Idret, men Hjertet var dog ikke lukket for Kjærlighed; blussede den vel ikke med Sydens Flammer, brændte den varigere og dybere end disse. Freia var Kjærlighedens Gudinde, hos hvem de Elskende samledes hist i Folkvanger”, men foruden hende, havde Norden endnu tre, Sjofna, der vakte den første Kjærligheds Længsel, Lofna, der trods alle Hindringer bragte de Elskende sammen og Vor, der hørte deres Eed og Løfter.
Ogsaa Norden havde sin Charitte[96]: Snotra[97] var Kyskheden og den jomfruelige Ynde helliget; vel nævnede Grækenland tre, men disse fremkom først senere, efter at den plastiske Kunst var uddannet, de ældste Lacedæmoner[98] kjendte kun to. Freia rullede paa sin lette Karm[99] hen over Himlen, medens Duerne drog Venus igjennem den. Ved Regnbuens syvfarvede Bro, holdt Heimdal, – Nordens Argus, Vagt; han sov kun lidet, og saae skarpt ved Dag og Nat, hørte Græsset voxe og alt hvad der rørte sig i Luften, hvor den hurtige Gna[100], Nordens Iris, tumlede sin Hest, Hofvapur[101], og Hermoder[102], den nordiske Merkur, bragte Odins Villie. Men den hele Virken mellem Guder og Mennesker maatte ledes ved Retfærdighed, derfor holdt Forsete[103], Balders Søn, Ting og Ret for dem begge, og alle gik de enige fra ham, han synes saaledes at staae imellem Grækernes Astræa[104] og Nemesis.
I Kamp, Kjærlighed og mægtige Bedrifter bevægede saaledes det hele Gude-Liv sig, der mægtigt greb ind i Menneskenes Virken; det Symboliske hævede sig til Mythologie, og fra denne udsprang Historien, som Saga, vor nordiske Klio[105], nedtegnede med sin Griffel paa Tidens store Skjold. Tanken om Udødelighed var vakt i Menneskets Bryst, enten skulde han sukke hos Hel, eller leve i Freias Folkevangur, eller tumle sig som Helt i Odins Valhalla hvor, som Øehlenschlæger beskriver det[106]
I Fægtergaarden Kjæmperne sig begav,
Det vrimlede med Helte, som Bølger paa et Hav.
Den Fare som paa Jorden knap Modet overvandt,
Den var kun her at skue, som Børneleeg og Tant.”
Einharierne smæltede saaledes sammen med Grækernes Helte der faldt for Theben og Troia, og siden som Halvguder boede hos Zeus, medens de feige og de Ujordedes Skygger, som blege Dæmoner sværmede om paa Jorden, liig de nordiske Drauger[107].
Vi see, saaledes for os, de to herlige beslægtede Mythebygninger, den nordiske og den græske, og maae beundre Philosophernes Dybhed og Digternes Phantasie, der løste de bundne Syner og viiste Menneskene de skjulte Forbindelses Leed; derfor er ogsaa den nordiske Forestilling om Poesiens Oprindelse, en sand Natur-Mythe, det er en Fremstilling af den døde Naturs Oplivelse ved Foraaret, hvor
Solen udvikler de skjulte Kræfter i Jorden, saa det kraftige Korn spirer frem til begeistrende Drikke. Da Druen ikke voxede her i Norden, kunde Bachus ikke betragtes som en Guddom, men Vinen var Grækerne en Suttungs[108] Mjød, der begeistrede til Sang og Poesie; derfor var Bachus beslægtet med Muserne, og den dramatiske Digtekunst og Tragedien ham indviet.
Herligt sang Bragi Sønner om den svundne Tid, toge selv mægtig Deel i Nutidens Kampe, og skuede begeistret frem i den kommende Tid, hvor den hele Gude-Himmel, bekjæmpet af Mørkets Magter, maatte styrte i Ragnarokr, en Forestilling, hvilken vi ogsaa finde hos græske og romerske Forfattere, i det de troede, at da Vand og Ild havde givet Verden sin Oprindelse, maatte ogsaa disse bidrage til dens Undergang. Æskylus fremsætter slig en Vala Spaadom i sin Prometeus, hvori han omtaler en anden mægtig Gud, der efter Zeus Fald, vil overtage Bestyrelsen af den nye Verden, ligesom Alfader efter Odins.-
