Dråber af dug perler på æblets rød-gule overflade, der strutter af friskhed. Man ville fristes til at tage en bid, hvis ikke æblet, som er af sorten Ingrid Marie, var 3,5 meter i diameter. Som hjertet i midten af Møntergårdens nye udstillingsbygning svæver det som et poetisk vartegn for museet og ikke mindst øen – det frugtbare Fyn, der er vidt berømt for sine velsmagende frugter.
Æblet varsler begyndelsen på en kulturhi- storisk fortælling, der udfolder sig i udstillingen Fyn – midt i verden. En udstilling, der åbnede i august 2013 samtidig med udvidelsen af Møntergården i form af den nye udstillingsbygning, som føjer et moderne arkitektonisk kapitel til stedets perlerække af historiske huse. Fortællingen rækker helt tilbage til den ældst kendte fynbo, Koelbjergkvinden, der endte sine dage for 10.000 år siden i en mose ved Vissenbjerg. Publikum tages med på en rejse gennem øens historie, der gennem 11 tematiske nedslag præsenteres med afsæt i begivenheder og personligheder, der har sat deres præg på Fyn.
Vi begynder i den religiøse verden med temaet På gudernes bud om fynboernes tro og skikke gennem tiderne og ender i Købstaden Odense, hvor byens udvikling rulles ud med personlige beretninger om rig og fattig i 1800- tallet, velfærdssamfundets ændrede levevilkår og den uendelige strid om Thomas B. Thriges Gade. Herimellem dykker udstillingen ned i de mest skelsættende begivenheder som for eksempel drabet på Knud den Hellige i Skt. Albani Kirke, men også basale spørgsmål om livet på den store ø i Danmark: Hvordan har fynboerne levet og boet gennem tiderne, hvordan var det at gå i skole, hvem bestemmer på Fyn? De mest omvæltningsrige perioder beskrives i temaer som Da industrien kom til Fyn og Det besatte Fyn, og i Den fynske folkesjæl stilles spørgsmålet ”Findes der en særlig fynsk folkesjæl? Og i så fald– hvordan kommer den til udtryk i ord, toner og billeder?”
Fyn – midt i verden når vidt omkring i det historiske, fysiske og mentale fynske landskab, og det sker med fast forankring i flere end 2.000 genstande samt billeder og film fra museets samlinger. Alt fra oldtidens guldsmykker fra det rige Gudme til Frederik d. 7.’s hund Tyrk (der nu er udstoppet) og en moderne OB-trøje er repræsenteret som vidnesbyrd om øens mangfoldige historie.
De mange genstande fra museets samlinger spiller hovedrollen i udstillingen, og det er netop kernen i museets formidlingsstrategi at lade al formidling tage afsæt i den autentiske genstand som bindeled mellem fortid og nutid. Mødet med den ægte genstand er ifølge formidlingschef Asger Halling Lorentzen dét, der adskiller Møntergården fra andre institutioner, der beskæftiger sig med historiske emner. Efter hans opfattelse er autenticiteten efterhånden en sjældenhed og en attraktion.
”Vi lever i en tid, hvor alt er fake, alt kan skabes, om ikke digitalt så på andre måder. Så det er for mange mennesker en stor oplevelse at stå ansigt til ansigt med en genstand, som er ægte. Vi ser ligefrem, at det er en større oplevelse, end det var før i tiden. Jamen, er den ægte?, spørger mange børn. Når man står foran en sabel fra 1800-tallet, opstår fascinationen, og fantasien begynder at arbejde. For 200 år siden var der en, der rendte rundt med den sabel, og gad vide, om han slog nogen ihjel med den? På den måde begynder tingene at blive sat i perspektiv, og tanker opstår, når det er de ægte genstande, man har foran sig.”
Asger Halling Lorentzen har en ambition om at pille museumsgenstandene ned fra piedestalen for at mindske den ærefrygt og afstand, der kan opstå i mødet mellem publikum og genstande. Han vil bringe fortiden i øjenhøjde med publikum. Arkitekten Anne Schnettlers installation, der møder publikum ved indgangen til den nye udstillingsbygning, skal ses som et udtryk for denne ambition. Alle typer af genstande fra alle tider slynger sig som en hvirvelvind gennem luften fra bygningens ydre til dens indre og varsler om, at det er håndgribelige ting og sager, der er på spil i dette hus.
”Vi prøver at pille noget af det højtidelige ud af genstandene ved at sige: jamen herregud, de her genstande er jo ikke andet, end hvad de altid har været. Da denne her skovl fra 1700-tallet blev brugt, var den bare en skovl. Nu er den også en kulturhistorisk genstand, der kan fortælle en hel masse. Men den er stadig en skovl. Og sådan er det med alle genstande. Det er en vigtig pointe at formidle til publikum i det nye Møntergården, hvor vi inviterer publikum på en rejse i Fyns historie med genstandene som omdrejningspunkt. Vi tager lidt uhøjtideligt fat om tingene for at give et indtryk af, at de ikke skal tages mere alvorligt end højst nødvendigt.”
Den uhøjtidelige tone i formidlingen afspejler sig også i titlen på Møntergårdens nye udstilling: Fyn – midt i verden, der nok vil få mange til at trække på smilebåndet. Titlen udspringer af en anekdote om en gammel kvinde fra Drejø, der fortalte præsten, at Drejø lå midt i verden. Da præsten spurgte hende, hvordan hun kom til den konklusion, svarede hun, at der jo var lige langt til Ærø, Fyn og Tåsinge – ergo måtte Drejø være verdens midtpunkt.
”Titlen er selvfølgelig formuleret med et glimt i øjet og med tanke på den navlebeskuelse, man nemt kan få skudt i skoene, når man laver en udstilling som Fyn – midt i verden,” fortæller Karsten Kjer Michaelsen, arkæolog og projektleder for udstillingen. Holdet bag udstillingen, der ud over Karsten Kjer Michaelsen har bestået af historikerne Ellen Warring og Mads Thernø, arkæolog Jakob Tue Christensen samt tekstforfatter Ida Bennicke (undertegnede), stillede skarpt på Fyn, men det viste sig mere udfordrende end som så at indkredse noget særligt fynsk.
“Det er indlysende, at det med hele globaliseringen bliver stadig mere vanskeligt at tale om egnsforskelle på den måde. Derfor er det måske også sidste udkald, hvis man som kulturhistoriker i sin nutid skal tage fat i noget, der i et historisk perspektiv kan fortælle, hvad det særlige ved Fyn er. Alligevel mener jeg, at det er næsten umuligt at besvare, hvorvidt der findes noget særligt fynsk. Ligesåvel som det er svært at indkredse noget, som er særligt dansk. De fleste af de ting, der er foregået på Fyn, kan man også finde eksempler på i andre dele af Danmark eller resten af verden.”
Udstillingens ærinde er således at fortælle danmarkshistorie ud fra en fynsk vinkel. Fyn er et mini-Danmark med sine egne anekdoter, genstande og personligheder, og med den indgangsvinkel viser udstillingen den lille historie i den store. Enhver genstand i udstillingen stammer fra Fyn og repræsenterer en brik i øens historie. Tilsammen udgør de dog langtfra et fuldendt billede, hvilket skyldes en noget tilfældig indsamlingspolitik gennem århundrederne.
“Det ville jo være fantastisk, hvis man kunne vælge frit fra de forskellige perioder i historien, men proceduren for indsamling af genstande gennem tiden gør, at det er umuligt,” fortæller Karsten Kjer Michaelsen. ”For eksempel samlede man i 1950’erne ikke ind fra sin egen tid. Det havde været en gave for os nu, hvis nogen fra museet var gået ned i en købmandsbutik og havde købt varer for 2.000 kroner, som de havde sat ind på hylderne i magasinet. Men det kunne man aldrig drømme om dengang, for det var jo ikke historiske genstande! Det betyder, at den slags er næsten umuligt at skaffe i dag, og det samme gælder mange andre typer genstande fra forskellige perioder. Det er fuldstændig tilfældigt, hvad der er landet i magasinet gennem tiden. Derfor kan man ikke bare beslutte sig for, at nu vil man lave en repræsentativ udstilling om den fynske historie. Sådan foregår det desværre ikke. Det er et detektivarbejde uden lige.”
Samlingerne på Odense Bys Museer rummer i omegnen af 260.000 genstande, som det har været op til holdet bag udstillingen at udvælge fra. Alt er registreret i en database, der gør det muligt at søge og danne sig et overblik, men før en genstand bliver fundet frem fra magasinet, skal en række faktorer afklares. Blandt andet om den er i en stand, der gør det muligt at udstille den, men først og fremmest: kan den bruges til at fortælle historien om Fyn? I nogle tilfælde er det ligetil, hvis man har en fantastisk genstand, som er nem at knytte en fortælling til. Andre gange har historien været der, men genstanden har manglet. Måske har den været til at opstøve i magasinet, eller også har det været nødvendigt at låne fra andre museer eller bringe en efterlysning i lokalavisen.
Den største udfordring har imidlertid været at selektere i den enorme mængde af viden, museet ligger inde med om Fyns historie. Det giver sig selv, at kun en brøkdel af den kan få en plads, og ethvert valg bliver dermed også et fravalg af noget andet.
”Det er en kæmpe mundfuld at fortælle fynboernes historie,” mener Karsten Kjer Michaelsen. ”Hvilke begivenheder og personer har sat de vigtigste aftryk på historien, og hvilke kriterier skal man vælge dem ud fra? En udstilling er altid et billede på den tid, den er skabt i, og de mennesker, der står bag den. Om 10-15 år, når andre øjne i en anden tid skal lave en udstilling om Fyn, vil andre beviser på tidens gang blive fundet i gemmerne og sat frem i lyset.”
Mange genstande har i årtier levet en skjult tilværelse i magasinerne, men deres nye liv i montrerne, der tiltrækker tusindvis af blikke, stiller fornyede krav til deres visuelle kvaliteter. Genstandenes rolle er nu at udfolde fortællingerne om Fyn i et materielt sprog, og de skal samtidig indgå som en harmonisk del af udstillingens æstetik. Det rykker dog ikke ved det faktum, at slid og ælde hører med til kulturhistoriske genstandes DNA. De er øjebliksbilleder af deres tid, og jo større indgreb man foretager i deres ydre, des mere slørede og forstyrrede bliver disse billeder. Det gælder både genstandenes forfald, men også forsøget på at ”genopfriske” dem, som konservator og leder af bevaringsafdelingen Dorte Gramtorp fortæller.
“Et gammelt slidt kors med afskallede guldbogstaver har sin patina og et udtryk, som vi gerne vil bevare, og det går tabt, hvis vi begynder at male guldbogstaverne op og give det sort maling. Gammelt legetøj må også gerne være slidt, for det fortæller en historie om de børn, der har leget med det. Vi skal tænke over, at tingene ikke må blive shinet totalt op. Man skal stoppe i tide, og man skal for alt i verden ikke begynde at digte noget selv. Hvis der mangler noget på en tegning, så tegner man ikke noget nyt. For hvis man gør det, så er genstanden ikke længere tæt på det originale og et udtryk for den tid, den skal repræsentere. Så bliver den et udtryk for nutiden. Min kunstneriske indblanding bør være så begrænset som muligt. Jeg skal være usynlig og på den mest diskrete vis få det frem i genstanden, der var engang.”
At vise genstandene frem handler altså ikke om blot at stille dem til skue i en montre, men om at skabe en fysisk og formidlingsmæssig ramme, som forløser den historie, man ønsker at fortælle. Det gælder både præpareringen af dem, tekst, video eller lyd samt det fysiske rum, der former måden, hvorpå publikum møder genstandene med deres krop og sanser.
En abstraktion over det bakkede fynske landskab slynger og bugter sig på udstillingens øverste etage. Scenografien består af firkantede steler af varierende højde med patinerede metaloverflader og glasmontrer integreret på udvalgte steder. Stemningen er lys og luftig, men bevæger man sig ned på underetagen, skifter humøret fra forår og fuglefløjt til aftenstemning og tung industri, og her ”drypper” stelerne ned fra loftet som et modsat aftryk af overetagen.
”Museet ville gerne lave en udstilling, der var radikalt anderledes,” fortæller Emil Johnsson fra Kvorning design & kommunikation, der står bag udstillingsdesignet. ”Det skulle ikke være en klassisk montreudstilling med skiftevis montrer og plancher. Så derfor var vi også mange forskellige formprincipper igennem, inden vi nåede frem til det endelige resultat. Det endte med en struktur, som er meget markant og anderledes end andre kulturhistoriske udstillinger.”
Sammen med udstillingsdesigner Mads Havemann og grafisk designer Trine Sandreuter har han skabt et koncept, som er spektakulært og samtidig tidløst i al sin enkelhed. Det er hverken moderne eller umoderne og kunne ifølge designerne lige så godt have været tegnet om 50 år. Man kunne have valgt et udtryk, der var mere sprælsk og iøjnefaldende, men hensigten har været at skabe en tidløs scenografisk ramme om genstandene, der spiller diskret sammen med dem uden at stjæle opmærksomheden.
”Det er jo en udstilling, der spænder over mange tusinde års indhold, så vi ville på den ene side give den et moderne udtryk og på den anden side en materialitet, som ikke nødvendigvis er typisk for vores tid, men rækker tilbage i århundrederne. Derfor har vi valgt nogle metaloverflader, som er blevet behandlet og dermed signalerer at være anløbne af tidens gang,” fortæller Mads Havemann.
Fortid og nutid fletter sig ind i hinanden i Fyn – midt i verden og lader forskelle, ligheder og sammenhænge træde frem. Denne bevægelse på tværs af tid går igen i den nye museumsbygning, udstillingen er en del af, og som ligeledes åbnede i august 2013. Arkitektduoen Frank Maali & Gemma Lalanda står bag det ekspressive byggeri, der på én og samme tid skiller sig ud og smelter sammen med de historiske bygninger i Møntergården.
”Den nye udstillingsbygning er ’placeret med pincet’ på et følsomt og særligt sted,” fortæller Frank Maali. ”Vi har derfor tænkt meget varsomt for at skabe et nyt bygningsensemble, der både har de ønskede funktioner og kan gå i dialog med stedet og med tiden. Den er blevet en del af en eventyrlig verden, der rummer Møntestrædes magi og gårdrummenes fredfyldte stemning. En vigtig erkendelse for os har været, at det er de mindre historiske bygninger, der har mest at fortælle. De er præget af pudsigheder og tilfældigt opståede gårdrum, der er resultatet af menneskers liv og virke, befriet for planlægning. Den nye bygning har sin egen fortælling, men den giver plads til det historiske perspektiv, som resten af Møntergården repræsenterer.”
Oplevelsen af bygningen er præget af kontraster. Mellem nyt og gammelt, lyst og mørkt, robust og sart. I ankomstrummet, som er domineret af hvide flader, møder man for eksempel en svær stålskærm, der ”skærer” sig gennem tre etager. Et element i rummet, der kan aflæses som en spade eller en plov i jorden – noget der griber fat. Indvendigt er dele af konstruktionerne synlige, og der veksles mellem det grove og det fine. Formålet med denne vekselvirkning er ifølge Frank Maali, at atmosfæren ikke bliver for anmassende, og at historien udefra ikke forsvinder eller fortabes. Han understreger, at materialerne er nøje udvalgt med tanke på den historiske sammenhæng.
“Langhusene er udført med stålindrammede felter, der samtidig refererer til bindingsværk, som Fyn jo er kendt for. Felterne er udfyldt med teglsten, der er udført af ler fra Fyn, og på gavlene hænger stålplader, som er bemalet med farverne sort, mørk oxydrød og okker. Farver, der repræsenterer menneskets urfarver fra sod, blod og jord, men også farver, der findes i det gamle Møntergården.”
Den nye udstillingsbygning er blot det nyeste kapitel i en fortløbende fortælling om Møntergården. Under udgravningsarbejdet til bygningen fandt arkæologerne blandt andet rester af 1800-tallets småhuse og butikker og under dem en husrække, der brændte ned til grunden på et tidspunkt i perioden 1300-1500-tallet. Nye erkendelser dukker således hele tiden op på Møntergården. Et frugtbart kulturhistorisk midtpunkt i Odense, hvor man kan tage en bid af Fyn – og en til og en til og…
