En journalist skrev engang i en artikel, at én ting er fælles for de steder, som arkæologer vælger sig til udgravning: det er steder af udsøgt landskabelig skønhed. Selvom slige hensyn naturligvis ikke spiller ind ved udvælgelsen af nye lokaliteter, er der alligevel en kerne af sandhed i påstanden: de steder, oldtidsfolkene beboede, var jo netop fortrinsvis havkyster,søbredder, ådale, altså vor tids rekreative områder, de sidste rester af den vigende natur. Og hvad naturskønhed angår, danner det sted, der her skal omtales, ingen undtagelse.
Godt og vel en kilometers vej nordvest for Glamsbjerg ligger et af skove og bakker næsten skjult mosedrag, Stævningen kaldet. I vore dage en plet flade enge midt i Krengerup Gods’ store løv- og nåleskove, et vildt- og fugleparadis af sjælden karat; i oldtiden en fladvandet sø, og dengang sikkert ikke mindre idyllisk beliggende i sit naturlige bassin mellem bakkerne. Og at det ikke blot er i nutiden, at egnen er vildtrig, ses af den store mængde stenalderbopladser, der omkranser mosen.
Størstedelen af disse bopladser hidrører fra ældre stenalders jæger- og fiskerstammer, som på deres færd rundt i det fyrreskovdækkede land en kort tid har slået sig ned ved søen. Men også den yngre stenalders og sandsynligvis bronzealderens agerdyrkere har haft deres små rydninger i skoven ved søbredden, og mindre end en kilometer borte ligger landsbyen Bukkerup, hvor et af Fyns store fund af jernalder-offerkar er gjort. Tydeligvis er dette en egn, der hele oldtiden igennem har ydet mennesket gode betingelser for bosættelse.
I en sydlig arm af denne sø, et par hundrede meter fra søbredden, lå i oldtiden en ganske lille, lav holm, der idag ses som en svag forhøjning i engfladen, ca. 30 gange 50 meter stor, ikke over 1½ meter høj, bevokset med en halv snes store grantræer, der har givet øen dens arkæologiske navn „Granholmen“. For på Granholmen ligger en af søområdets mange bopladser, den såkaldte M 20, der her skal behandles nærmere.
I årene under og umiddelbart efter krigen foranstaltede Nationalmuseet i samarbejde med Fyens Stiftsmuseum en terrænafsøgning omfattende samtlige større fynske vandløb og søer. Ved denne undersøgelse opdagedes foruden Granholmen ca. 200 andre bopladser, hvoraf løseligt anslået 2/3 fra ældre stenalder. Hovedmængden af disse pladser grupperer sig klart i området omkring det store mosedrag Neverkær mellem Årup og Tommerup; resten fordeler sig ud over hele Fyn med andre småkoncentrationer hist og her: ved Arreskov Sø, omkring moserne Snarup og Stævningen. Disse bopladser tilhører den ovenfor nævnte jæger- og fiskerkultur maglemosekulturen, der er opkaldt efter den sjællandske mose, hvor kulturen først opdagedes.
I 1947 foretog Nationalmuseet en prøvegravning på Granholmen. Det blev herved konstateret, at holmen rummede dels en maglemose-boplads, klart manifesteret i denne kulturs typiske dværg-flintredskaber: mikroliter, mikroflækker og mikroblokke, dels levn fra en yngre stenalders boplads: fliser af slebne flintøxer, tværpile, lerkarskår. Da imidlertid denne udgravning har resulteret i yderst sparsomme oplysninger om maglemosebeboelsen på stedet, besluttedes det i foråret 1965, at Fyens Stiftsmuseum skulle foretage en supplerende udgravning på stedet for om muligt at bringe et forøget materiale for dagen.
Udgravningen udførtes i maj måned. Tværs hen over holmen lagdes en 1 m bred søgegrøft i omtrent nord-sydlig retning, og vinkelret på denne en – ligeledes 1 m bred – søgegrøft mod øst ud i mosen. Grøfterne udgravedes med 1 m2 ad gangen, og oldsagerne fra hvert kvadrat holdtes samlet, så at en senere optælling kunne vise eventuelle koncentrationer.
Om to adskilte lag med henholdsvis maglemosesager og yngre stenalders sager er der desværre ikke tale. Holmen dækkes overalt af et 15-20 cm tykt, humificeret tørvelag, der hviler direkte på undergrundens moræneler. I dette tørvelag, der takket være muldvarpes og andre i jorden boende dyrs aktivitet er totalt omrodet, fandtes oldsagerne, de ældre og de yngre mellem hinanden. På holmens centrale del syntes neolitiske sager at udgøre langt den største del af fundene og maglemosesagerne kun at forekomme spredt, mens det omvendte tydeligvis var tilfældet på holmens nordlige, noget lavere del. Her dominerede de for maglemosekulturen typiske oldsager så at sige fuldkommen.
Nordligst på holmen i området, hvor de to søgegrøfter skærer hinanden, stødte vi på en koncentration af utildannede marksten, de fleste hånd- til hovedstore, en del endnu større. Alle lå de på undergrundens ler, kun en enkelt et stykke nede i dette. Efterhånden som de frilagdes, syntes det, som om der var et vist system i deres anbringelse. De største af dem dannede en halvcirkel, ca. 5 m i diameter, med åbning mod nordøst, ud mod søbredden. Stenene lå forholdsvis langt fra hinanden (½ til 1 m mellem hver), men imellem disse forekom en del mindre (håndstore) sten, der udmærket kan have hørt med til ringen. Det må her bemærkes, at der på holmen iøvrigt fandtes meget få marksten, og aldrig liggende i koncentrationer eller tilsyneladende „systemer“ som dette.
Muligvis er stenringen naturlig, muligvis drejer det sig om en såkaldt teltring, dvs. en cirkel af sten, der har tjent til at holde den nederste del af en eller anden slags teltvæg – sandsynligvis af skind – fast mod jorden. Vi står her over for Fyns ældste konstaterede bolig, såfremt det virkelig er en teltring, men det vil naturligvis aldrig kunne afgøres, om det er det. Hvad der imidlertid kunne tyde på, at „telt-ringen“ er ægte, er den kraftige koncentration af flint, der forekom inden for halvcirklen. Overalt lå her mængder af hele og itubrudte flintredskaber, flækker, blokke og – navnlig! – flintaffald. Tættest lå det nær den centrale del af det af stenene indgærdede areal; straks uden for stenringen aftog det brat til alle sider.
Fra flere, omtrent samtidige bopladser kendes fund af barkdækkede hyttegulve, oversået med affald fra flintsmedens virke. I nogle af disse hytter forekommer „sovesteder“ af grene og ris, samt ildsteder. På grund af de for organisk materiale så dårlige bevaringsforhold på Granholmen ville sovesteder og barklag – om de nogensinde har eksisteret her – forlængst være hensmuldret, og hvad ildsted angår, mangler vi også det og dermed et tungtvejende indicium for „teltringens“ ægthed. Et stensat ildsted kan fjæle sig inden for de 4 m2 af „teltringens“ område, som på grund af to store træer ikke lod sig udgrave; et ildsted uden stensætning kan udmærket have forekommet men ville nu ikke mere kunne erkendes, fordi jorden er så omrodet.
Den østlige prøvegrøft førtes fra holmens strandbred ca. 12 m ud i mosen. Dette gav desværre intet af de resultater, vi på forhånd havde håbet på, idet vi hverken fandt træ-oldsager eller mulighed for at tage brugelige pollenprøver til datering af pladsen. At om ikke træ så dog ihvertfald ben har kunnet bevares, viser fundet af 4 marvspaltede kronhjortknogler i prøvegrøften ca. 10 m fra holmens strandbred. Knoglerne lå helt nede på undergrunden i et tyndt lag „bølgeslagsgrus“; at de hidrører fra maglemoseperioden er sandsynligt, idet der i umiddelbar nærhed af knoglerne, i samme felt som disse, og i samme lag fandtes 2 mikroliter – og ellers intet. I det hele taget fandtes intetsteds i dette gruslag sager, der synes yngre end maglemosetid.
Redskabsforrådet er lille og fattigt – ingen af maglemosekulturens mange forskellige bensager er bevaret, vi har bare flintsagerne at gå ud fra. Disse domineres helt af mikroliterne og de til mikrolitindustrien hørende former: mikroflækker, hvoraf mikroliterne laves, mikrolit-forarbejder, mikrostikler, mikroblokke. Herudover blot nogle få skrabere af spåner og skiver, en enkelt helt atypisk, dårlig økse, stikler til arbejde i horn og ben, samt slagsten. Ikke meget, men dog nok til at det fortæller os om alderen og placerer fundet i større sammenhæng, takket være mikroliterne.
Granholmen har leveret de smukkeste og mest elegant udførte mikroliter, der hidtil kendes fra noget fynsk fund. Med overlegen dygtighed er fine, slanke mikroflækker spaltet af mikroblokkene og ved ganske fin tilhugning i kanten (retouchering) formet til den ønskede facon. De to næsten enerådende former er lancetten (fig. 3, c) og den lange skævtrekant (fig. 3, d). På grundlag af denne fordeling af mikrolit-typerne, på grundlag af forekomsten af den mikroblok der benævnes håndtagsblokken – en aflangt tilhugget blok med afspaltningsar i den ene ende – og på grundlag af redskabsforrådet iøvrigt kan vi tidsfæste Granholmenfundet, idet vi har en lignende typefordeling i de store sydsjællandske fund fra Holmegård, Lundby og Sværdborg. Vi er her nede i maglemosekulturens yngre del, omkring 6000 f.v.t. Landet er dækket af skov, der er i fuld gang med at blive tæt. Egen har netop invaderet landet og er ved at vinde fodfæste, fyr og hassel fortrænges og langsomt dækkes landet af et stadig mere og mere uigennemtrængeligt vildnis. De store køddyr elsdyr og urokse bliver sjældne og må gradvis overlade pladsen til kronhjort, rådyr og vildsvin. Småstammerne af jægere får for hver generation trangere kår i deres strejfen rundt i landet og søger de mange søer med deres rige fugleliv, tyr til ægsamling, fiskeri, bær- og nøddeplukning som supplement til den stadig vanskeligere jagt. Vi kender deres små sommerstationer fra hele landet, og Granholmen er en af dem. Her har de boet, måske blot nogle få dage, på holmen i den store, fladvandede sø, som Stævningen dengang har været. Måske har de haft et skindtelt eller et vindskjul at værne sig selv og vel navnlig den dyrebare ild med mod regn og blæst, de har fornyet beholdningen af flintredskaber og efterladt nogle gamle, dårlige. Jaget har de, og sikkert også fisket i søen, der nok har været rig på gedde, aborre og måske malle. Siden drog de bort, skoven lukkede sig bag dem, og vi står tilbage med deres små, kasserede flintstumper, overladt til vore egne gisninger og arkæologiens tørre tal.
Hvad er i grunden mikroliter? Direkte oversat betyder ordet „små sten“, betegnelsen dækker produkterne af det overraskende fine dværg-flinthåndværk, som er et af særkenderne for de fleste mesolitiske (ældre stenalders) kulturer næsten overalt i Europa og langt ind i Asien og Afrika. I mikrolitkulturernes ældre faser er mikroliterne i reglen tilhugget af mere tilfældige småspåner, senere udvikles kunsten at slå små, specielt til mikrolitfremstilling beregnede flækker, og mikroliterne selv antager nogle få faste, geometriske former, efter hvilke de inddeles i typer. Blokkene, hvoraf disse såkaldte mikroflækker afspaltedes, kaldes undet ét mikroblokke; også blandt mikroblokkene skelnes mellem en række undertyper.
Mikroliternes anvendelse har været diskuteret med iver omtrent siden de blev erkendt. Hvad disse drilske småredskaber, som vi kender i titusindvis fra ældre stenalders bopladser over hele Danmark, har været brugt til, har nemlig hidtil intet fund med sikkerhed afsløret. Nærliggende er det at forestille sig en anvendelse som pilespidser, og at dette også har forekommet viser flere fund: fra øen Téviec ved Bretagne hidrører et menneskeskelet med en trekantet mikrolit siddende boret ind i en ryghvirvel: i en mose ved Loshult i Skåne er fundet fragmenter af pileskafter af træ, heriblandt et med to mikroliter, én indfældet som pilespids i en kærv og fastklæbet med harpiks og under denne en anden, lancetformet mikrolit, siddende fastklæbet som skærpe uden på skaftet med den retoucherede (tilhugne) side vendt ind mod dette. Fra Holmegårds Mose på Sjælland og fra et enkeltfund i en lille mose ved Vinkel sydøst for Viborg kendes træpile fra maglemosetid med kærv og fure til indsatte spidser og skærper, der desværre i samtlige tilfælde har været forsvundet.
På en boplads ved White Hill nær Huddersfield, England, fandtes 35 små skævtrekantede og trapezformede mikroliter liggende i ret linie med en indbyrdes afstand af 4-5 cm, utvivlsomt ægskærper fra et nu bortrådnet redskab. Endelig skal for fuldstændighedens skyld nævnes to små „tatovernåle“, dvs. trekantmikroliter indsat i et skaft af fugleknogle, der stammer fra hhv. Ensdorf i Bayern og Tebessa i Algier.
Ovenstående er i grove træk, hvad man hidtil har haft at støtte sine formodninger på angående mikroliters brug. Hertil kommer den gruppe redskaber, der sammenfattes under betegnelsen flintægodde. Fra en del skandinaviske – overvejende sjællandske og skånske – fund, samt fra lokaliteter i Tyskland, Belgien, Polen og Estland kendes spyd og dolke af udspaltede rørknoglestykker — flade eller trinde — der i siderne er forsynede med furer, hvori skarpe flintstykker er indsat som æg og fastklæbet med harpiks eller birketjære. Imidlertid har disse skærper altid vist sig at bestå af utildannede småfliser, altså ikke egentlige mikroliter. Denne „mangel“ er der nu rådet bod på, idet det første danske fund af anvendte mikroliter (og hidtil eneste fund af sin art i verden) er dukket op – på Fyn.
I 1940’rne fandt en tørvearbejder under tørveskæring i det ovenfor nævnte mosedrag Neverkær et helt og fuldkommen uskadt flintægspyd med 8 små flintskærper siddende i sidernes to furer, 4 i hver, ingen manglede. Han tog det med hjem og havde det indtil i år liggende hjemme, hvorved desværre 6 af de 8 flintskærper gik tabt. I forsommeren dette år solgte han det, og via en opkøber i Odense havnede det i en privatsamling på Sydfyn, hvor jeg fik det at se.
Selv for en overfladisk betragtning er det et særdeles smukt stykke og lidt af en sjældenhed, idet vi fra Fyn kun kender én flintægod foruden denne. Neverkær-spydet, som jeg for nemheds skyld i det følgende vil kalde det, er 19,8 cm langt og – således som det fremtræder nu – ikke over 1,7 cm bredt, de to flintskærper iberegnet. Det er af den flade type. Råemnet til stykket er et langt benstykke, der med stikkel er udspaltet af mellemfodsknoglen af et større dyr (sandsynligvis kronhjort), omhyggeligt glatskrabet og tilspidset og forsynet med en ca. 2 mm dyb fure i hver af smalsiderne. I furerne har de 8 skærper været indsat og fastklæbet med birketjære, og til slut har hele dette nu så effektive våben – ligeledes ved hjælp af birketjære – været sat på skaft, klart til brug. Nederst på stykket, oven for den tilspidsede skafttunge, ses en krans af birketjære, der viser, at Neverkærspydet faktisk har været skæftet og derfor sandsynligvis er mistet under brug.
Så vidt adskiller Neverkærspydet sig ikke principielt fra andre danske flintægspyd. Hvad der alligevel gør det til et enestående fund er, at de to tilbageblevne flintskærper begge er utvivlsomme, lancetformede mikroliter, og betragter man nøjere aftrykkene i birketjæren efter de øvrige seks, nu forsvundne skærper ses det tydeligt, at også disse har bestået af mikroliter. Ingen af aftrykkene er skarpt V-formede i tværsnit som efter de vanlige, utildannede flintfliser, men har alle nærmest firkantede eller U-formede tværsnit, og i bunden af samtlige aftryk ses det tydelige negativ af en retoucheret kant.
At de seks mikroliter er forsvundne må dybt beklages; det havde været af den allerstørste interesse at se dem og fastslå deres form. Mikroliters form er som ovenfor nævnt et vigtigt middel til bestemmelse af deres alder. Imidlertid må vi lade os nøje med de to resterende. De tilhører begge den lancetformede type, der regnes for ældre end de forskellige trekantformer. Formodentlig udvikler lancetmikroliten sig gradvist til den lange skævtrekant, med hvilken den en tidlang existerer side om side. Senere, hen imod slutningen af maglemosetid, bliver skævtrekanten mindre og kortere, og formen nærmer sig langsomt den ligebenede trekant, som forekommer i stort tal på de yngste maglemose-pladser.
Overraskende er det at finde den lancetformede mikrolit anvendt som skærpe i Neverkærspydet. Den lange skævtrekant, som utvivlsomt må have været kendt af spydets fremstiller, ville med sin næstlængste, retoucherede side presset ind i birketjæren og den spidse vinkel mellem den korteste og den længste (uretoucherede) side pegende skråt bagud være en endnu mere hensigtsmæssig skærpe og modhage i ét.
Under hvilke omstændigheder Neverkærspydet for ca. 8000 år siden gik tabt, ved vi ikke. Var den od på et spyd, der susede sit mål forbi og borede sig dybt ned i søbunden uden for jægerens rækkevidde, eller sad det i ryggen på en stor gedde, der alligevel undslap og senere sank ned i sødyndet og døde? Eller er det lagt i søen som offer til ukendte magter? Vi har kun selve tingen, som desværre ad alt for mange omveje er nået frem til os som en tavs hilsen fra de tider, da livet i den store fynske urskov var en stadig kamp og tilværelsens problemer om ikke mindre end nu, så dog af enklere, mere grundliggende art – da det endnu gjaldt om blot at overleve.
