En helt særlig dedikation

- med en ekstra god historie!

I midten af marts 2011 blev Odense Bys Museer kontaktet af James Cummins Bookseller i New York. Anledningen var, at antikvariatet havde fået en helt særlig bog med relation til H.C. Andersen til salg, som måtte have H.C. Andersen-museets interesse. Der var tale om et eksemplar af H.C. Andersens Samlede Digte udgivet i København i 1833. Det helt særlige ved dette eksemplar var, at H.C. Andersen på første side i bogen har skrevet en længere dedikation til sin store kærlighed Jenny Lind. Om den historie kan man læse i den følgende artikel skrevet af Ejnar Askgaard. Her skal berettes om selve erhvervelsen og den ekstra overraskelse, erhvervelsen bragte.

James Cummins Booksellers henvendelse vakte naturligvis stor interesse hos H.C. Andersen-staben ved Odense Bys Museer, men med en pris på $ 45.000 plus toldomkostninger var den første tilbagemelding, at det lå uden for museets økonomiske muligheder. Det stod dog klart for os fra starten, at dén bog måtte vi have. H.C. Andersens forelskelse i og kærlighed til Jenny Lind er et væsentligt element i digterens liv, og dedikationen kunne blive et fornemt klenodie i museets udstilling. Heldigvis var Augustinus Fonden enig i dedikationens store betydning, og få dage efter at en hasteansøgning var sendt, kom der besked om, at Fonden ville hjælpe økonomisk.

På dette grundlag indledtes pr. email en forhandling om prisen. Vi fornemmede, at antikvariatet var indstillet på en prisreduktion, men hvor stor denne kunne blive, var – som det er naturligt under et forhandlingsforløb på distance – svær at forudsige. I første omgang, medens ansøgningen til Augustinus Fonden blev behandlet, bad vi om, at antikvariatet holdt bogen til os. Vi fik et reduceret tilbud fra antikvariatsboghandlen og forsøgte os med et noget lavere bud. Herefter blev der stilhed fra New York. Da vi et par dage senere havde fået tilsagn fra Augustinus Fonden om økonomisk hjælp, besluttede vi at ringe til Cummins Bookseller. Meldingen var nu, at en anden køber var interesseret og havde fået den på hånden. Jeg fik dog løfte om, at man ville søge at afklare den anden købers endelige interesse hurtigst muligt. Timerne gik uden nogen tilbagemelding, og det blev et langt og nervøst døgn, hvor Ejnar Askgaard og jeg var i kontakt flere gange om muligt nyt i sagen.

Pludselig dukkede en email op fra en bogsamler, som H.C. Andersen-museet har været i kontakt med mange gange tidligere. I emailen fortalte vedkommende, at han havde fået tilbudt dedikationseksemplaret til Jenny Lind og overvejede et køb. Han ville dog gerne høre, hvordan H.C. Andersen-museet stod i denne sag. Vi svarede hurtigt tilbage, at bogen ville være et uvurderligt klenodie i museet, og at vi stod på spring til at købe. Glæden var derfor meget stor, da bogsamleren kunne melde tilbage, at han ville trække sig og overlade købet til os. Sveden blev tørret af panden, og inden længe lykkedes det i en telefonsamtale med Cummins Bookseller at forhandle købet på plads.

Jeg skulle få dage efter til USA for at holde forelæsninger om min seneste bog – Skandinaviske efterkommere i USA – i Californien, Chicago og Madison i Wisconsin, og det aftaltes at gøre et stop i New York for at få bogen sikkert med hjem.

Da jeg mødte op hos James Cummins Bookseller med adresse på Madison Avenue tæt ved Central Park, blev jeg meget venligt modtaget af personalet og præsenteret for dedikationseksemplaret. Bogen lå i en særlig læderindbundet kassette – rødt læder og med guldtryk. På forsiden stod skrevet Esther Young, Christmas 1929. Jeg fik at vide, at bogen i 1929 var blevet erhvervet af den berømte erhvervsmand Owen D. Young på Sotheby’s auktion i London. Historien om auktionen i London kendte vi allerede fra avisudklip fra Fyns Tidende og Berlingske Tidende, bevaret i Odense Bys Museers arkiver. I antikvariatet kunne man ligeledes fortælle, at Owen D. Young udover at have været bestyrelsesformand for General Electric også havde været en meget stor samler af unikke og værdifulde bøger. Samlingen var senere blevet skænket til New York Public Library. Hvorfor netop denne bog ikke var endt samme sted, vidste man ikke, men bogen var blevet indleveret til Cummins Bookseller af et barnebarn til Esther Young – mere kendte man ikke til historien.

Straks efter min hjemkomst fra USA gik vi naturligvis i gang med at undersøge, hvem Esther Young var. Var det hustruen til Owen D. Young — eller en datter? Søgninger i slægtshistorisk materiale og i biografier om Young viste, at der ikke var tale om hverken kone eller et af de fem børn.[1]

Esther Young fik i denne læderindbundne kassette H.C. Andersens dedikation til Jenny Lind.

Ligeledes stod det hurtigt klart, at bogen ikke kunne have været i Owen D. Youngs private bogsamling, idet den så ville være havnet på New York Public Library.[2]

I jagten på Esther kunne det i folketællingen for 1930 konstateres, at fire af Owens fem børn boede hjemme hos forældrene, men ikke det ældste, Charles J. Young.[3] Så han måtte undersøges nærmere. Det viste sig, at han giftede sig i 1923 og fik to børn i henholdsvis 1924 og 1925, men hverken hustru eller børnene hed Esther. I den fortsatte søgning i avisernes arkiver dukkede der pludselig noget meget interessant op! For det første fandt vi oplysningen om, at Charles’ første kone døde i december 1926. Og for det andet kunne man i New York Times fra den 7. april 1929 læse, at Charles J. Young var blevet forlovet med Esther Marie Christensen, datter af den danske vicekonsul i Cleveland. Så blev eftersøgningen ekstra interessant! Pludselig forenedes historien om H.C. Andersens dedikation til Jenny Lind med mine mangeårige studier af de danske udvandrere i USA. Snart kunne der fra de amerikanske folketællinger hentes følgende oplysninger: Esther var datter af Niels Anton Christensen, en dansk ingeniør, der var udvandret til USA i 1891. Niels Anton blev i 1894 gift med en norsk immigrant, Mathilde, og de bosatte sig i Milwaukee i Wisconsin. Her fik de datteren Esther Marie. Bedre kunne det næste ikke blive for mig, som har boet i Wisconsin i et år i forbindelse med et forskningsophold ved University of Wisconsin.

I New York Times’ omtale af forlovelsen mellem Esther Marie og Charles J. Young står, at Esther var poetess (digterinde) og black-and-white artist (kunstner). Det lød spændende, og den fortsatte søgning gav et indblik i, at hun havde gået på kunstakademier, udstillet flere steder og vundet priser.[4]

Blandt andet havde Esther Marie Christensen udstillet på en international kunstudstilling i 1928 på Chicago Art Institute. I kataloget er et af hendes værker gengivet, nemlig illustrationen Over the Hill, der viser gæs på vej ned ad en bakke mod vandet – helt i Andersen-eventyrstil.[5]

Esther og Charles blev gift den 15. juni i Cleveland, hvor hendes forældre nu var flyttet til. Brylluppet blev omtalt i alle de store aviser i USA og viste billeder af brud og brudepar. Svigerfaderen Owen D. Young var som nævnt en meget kendt erhvervsmand og tillige aktiv i det politiske liv. På et tidspunkt var han på tale som præsidentkandidat. I 1929 var han formand for en ekspertkomité, der skulle genforhandle Tysklands krigsskadeerstatning, og han måtte haste hjem fra møder i Paris for at nå brylluppet i Cleveland. Også Esthers far var en kendt erhvervsmand og ingeniør, ikke mindst på grund af hans opfindelse af O-ringen, der indgår i mange maskiner selv i dag.

Esther Young: Over the Hill gengivet fra katalog til Eight International Exhibition, The Art Institute of Chicago, 1928
Bryllupsbillede af Esther & Charles Young, juni 1929

På en seddel i H.C. Andersens bog til Jenny Lind har Esther i 1984 skrevet, at hun fik bogen foræret af sin svigerfar – Owen D. Young – som gave i 1929. Owen D. Young havde længe søgt efter Jenny Lind-bogen og endelig fundet den på en auktion i London. Der er ingen tvivl om, at den store bogelsker og -samler Owen D. Young har villet forære sin nye svigerdatter en helt særlig gave – med relevans for hendes danske herkomst og hendes store interesse for kunstnerisk udfoldelse inspireret af H.C. Andersen. Owen D. Young var meget glad for, at hans ældste søn havde fundet en ny hustru og én, som kunne tage sig af de små børn.

Den første hustrus død i december 1926 – i en alder af blot 25 år – havde ramt Charles meget hårdt, og han lå syg i mange uger efter. Hans mor blev hos ham i hele foråret 1927, og faderen kom så ofte som muligt på besøg. I biografien om Owen D. Young fortælles det, at Charles i sommeren 1927 tog en tur til bl.a. Skandinavien og England, og at turen var en god terapi for ham. Måske fandt det første møde med Esther sted på denne tur? Måske endog i Paris? I hvert fald kan man af passagerlister se, at de begge i august rejste hjem til USA med afgang fra Cherbourg i Frankrig.

Bryllupsrejsen i sommeren 1929 gik til Hawaii, og herefter flyttede de nygifte til Philadelphia, hvor Charles fik arbejde som ingeniør ved General Electric. Sammen fik Esther og Charles to børn. Owen D. Youngs erhvervelse af H.C. Andersens dedikation til Jenny Lind var en af hans sidste kostbare bogerhvervelser. Den økonomiske krise satte et markant stop for Youngs lidenskabelige indkøb. Omkring 15.000 bøger nåede Owen D. Young at erhverve, primært i perioden 1923-29, hvor hans økonomiske muligheder var store som følge af det stigende aktiemarked. Det anslås, at han brugte over $ 2 mio. på bogindkøb. Selv er han kendt for følgende udtalelse: Next to my family come my books. Med en anden stor bogsamlers mellemkomst blev Youngs bogsamling doneret til New York Public Library i 1941.[6]

H.C. Andersens dedikation til Jenny Lind er en helt speciel og enestående erhvervelse for H.C. Andersens Hus. Kun få ting – et digt og det champagneglas, som Jenny Lind brugte til at udbringe sin skål for H.C. Andersen (hvor hun kaldte ham for sin broder – og dermed afviste hans kærlighedserklæring i dedikationen) – er bevaret om digterens store kærlighed Jenny Lind.

Med den ekstra “dedikation” i form af den røde læderindbinding med guldtryk til Esther Young fortælles en anden rigtig god og spændende historie. Om industrimanden og bogsamleren Owen D. Young, der ville finde en helt speciel gave til sin nye svigerdatter med danske rødder. Pludselig forenedes Odense Bys Museers store arbejde med H.C. Andersen med nærværende forfatters mangeårige arbejde med at udforske de danske udvandrere og deres efterkommere i USA. Min rejse til USA i april 2011, hvor jeg præsenterede min seneste bog om de skandinaviske efterkommere, fik en helt særlig dimension, da jeg skulle hente H.C. Andersens dedikation til Jenny Lind hos Cummins Bookseller i New York. Og endnu mere spændende blev det, da det stod klart, at der var en ekstra dedikation – til Esther Marie Christensen, født i Wisconsin og datter af en dansk udvandrer!

På forunderlig vis var det ikke alene trådene mellem H.C. Andersen, danske udvandrere og USA, der flettedes sammen i 2011. Senere på året blev Odense Bys Museer kontaktet af en efterkommer til en af Carl Nielsens to brødre, der var udvandret til USA. Henvendelsen gjaldt donationen af en stor kasse med breve, fotografier og meget mere om Carl Nielsens amerikanske familie og den kontakt, som han og hans hustru Anne Marie havde til slægtningene i USA. Igen blev udvandrerhistorien koblet til et af Odense Bys Museers store områder: Carl Nielsens liv og værk. Den historie skal fortælles en anden gang.

 

Noter

  1. ^ Josephine Young Case & Everett Needham Case: Owen D. Young and American Enterprise. A Biography. Boston 1982, suppleret med materiale fra ancestry.com.
  2. ^ Lola L. Szladits: Owen D. Young, Book Collector. The New York Public Library, 1974.
  3. ^ Census 1930, ancestry.com.
  4. ^ Peter Hastings Falk (ed.): Who was Who in American Art, 1985.
  5. ^ The Art Institute of Chicago: The Eight International Exhibition, Watercolors, Pastels, Drawings, Miniatures, March to May 1928.
  6. ^ Lola L. Szladits: Owen D. Young, Book Collector. The New York Public Library, 1974.
©
- Fynske Minder - H.C. Andersen

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...