Første forslag om at lave et landbygningsmuseum i Fruens Bøge daterer sig tilbage til 1919.[1] Anledningen var, at de to brevskrivere – arkitekt Knud Lehn Petersen og ingeniør Jørgen Gustav Poulsen – vurderede, at den gamle bindingsværks-byggeskik ikke længere var aktiv og gårdene truede. Man red ikke samme dag, som man sadlede, så der gik godt 20 år, før forslaget blev virkeliggjort. I fyrrerne udvalgte museumsinspektør Kaj Ulldal, Nationalmuseet, og direktør Svend Larsen, Odense Bys Museer, en række gamle bygninger til hjemtagelse. Man regnede med, at de var fra 1700-tallet, fra landsbyfælleskabets tid. At de var resterne af et fortidigt landbosamfund.
Bygningerne i Landsbyen repræsenterer såvel landsbyer som godser og større enkeltgårde. Senere undersøgelser har vist, at de ældste bygninger – to længer i Fjelstedgården er fra 1500-tallet, mens Præstegårdens stuehus, Væbnergården og Kornlageret (tidligere Brahesborgladen) er fra 1600-tallet. Fjelstedgårdens stuehus og Fængslet samt mange bygningsdele i en del andre bygninger er fra 1700-tallet. Imidlertid ved vi nu fra brandforsikringsoplysninger, at på trods af de ældre elementer var hovedparten af bygningerne, da de blev taget ned og flyttet, fra 1800-tallet. Da vægten lå på midten af 1800-tallet, kan bygningsmassen dermed ikke siges at dække landsbyfællesskabets tid. Bygningernes samlede udtryk er senere, eftersom landsbyfællesskaberne blev udskiftet (opløst) i årene frem mod 1800. Hvad repræsenterer Den Fynske Landsby da, når det ikke er den gamle tid? I første omgang valgte man at sige ‘En landsby fra midten af 1800-tallet’. Dette gjorde i princippet Landsbyen til en udskiftet landsby med 50 % selvejere, 50 % fæstebønder og fem gårde sat overfor fem huse. Hvis gårdhus forholdet skulle afspejle den statistiske virkelighed omkring 1850, skulle der være dobbelt så mange huse som gårde. De fem gårde og fem huse passer bedre på tiden omkring 1800. Museet blev en smeltedigel af bondesamfundet med gammel overlevering og nye landvindinger frem til midten af 1800-tallet. I praksis viste det sig imidlertid vanskeligt at overholde 1850-konceptet. Dels er det i mange situationer svært at tidsfastsætte bygnings- og landskabselementer samt brugsgenstande, teknikker og traditioner meget præcist, dels kan det være umuligt at skaffe genstande og rekvisitter som passer ind i tiden. Endelig er det måske i sidste ende heller ikke pædagogisk at blande kortene så meget, som det er sket.
Den Fynske Landsby har i sin formidling altid taget afsæt i, at næsten alle besøgende havde en forbindelse tilbage til landbosamfundet. Det var ofte den ældre generation, som – om ikke andet – kunne fortælle om livet på en almindelig bondegård indtil Anden Verdenskrig. Det vil sige – en firlænget bondegård med dyrehold og planteavl, heste og gammelt husgeråd. Fordi vi har taget dette afsæt, har vi kunnet fastholde en landsby uden en skov af informationsskilte. Til gavn for den generelle illusion. I de senere år er vi imidlertid kommet på for lang afstand af det ’gamle’ landbrug, til at mange kan huske det. Herudover er der skabt en uhellig alliance mellem landbrug og befolkning, som går ud på, at landbruget reelt ikke er interesseret i at formidle nutidens produktionsformer for en bredere offentlighed, og at forbrugeren reelt ikke ønsker at vide, hvad der sker i landbruget.
Fremmedgørelsen har også sneget sig ind i museets egne rækker. Vi har svært ved på stående fod at funktions- og aldersbestemme genstandene. Set i forhold til Den Fynske Landsby er fremmedgørelse det samme som ’jernaldergørelse’. Hvis de besøgende ikke har et bedre kendskab til Den Fynske Landsbys emneområde end til jernalderen, hvorfor så vælge at besøge Landsbyen frem for Jernalderlandsbyen? Det siger sig selv, at museet må forholde sig til udviklinger, som i deres yderste konsekvens betyder, at færre besøger Den Fynske Landsby. Det var den ene problemstilling.
Den anden problemstilling var, at i anledning af H.C. Andersen 2005-fejringen, drøftede vi naturligvis i Odense Bys Museer, om Den Fynske Landsby kunne og burde spille en rolle i den sammenhæng. Denne drøftelse ledte til en øget interesse for H.C. Andersens liv og historie, og den nye læsning af Andersens erindringer m.m. gav inspiration, som forhåbentlig kan komme til gavn i det fremtidige arbejde. H.C. Andersen var 1800-tallets danske digter. Han benyttede sine danske omgivelser i sine eventyr og har i sine omfattende erindringer direkte eller indirekte beskrevet et Danmark og en verden i kolossal forandring.
Han oplevede både et gammelt samfund, som på mange måder pegede tilbage mod renæssance og middelalder og et nyt demokratisk, teknisk veludviklet, som pegede fremad mod nutiden. I H.C. Andersens værk finder vi levn af det hele, og derfor finder vi ham brugbar til belysning af både fynsk landsbyliv og 1800-tallets verden.
H.C. Andersen interesserede sig for sin nutid og fremtid. Han interesserede sig for videnskab og teknik, for litteratur og dannelse, for politik og den nye borgerlige stats sikkerhed og velfærd. Selv om han var international i sit liv og kunst, var han som person meget nationalt orienteret. I hans værk finder vi beskrivelsen af 1800-tallets bygninger, af kulturinstitutioner, af undervisningssystemet, af sundhedsvæsenet, af landsbyliv og godsliv, af krig og fred, af den lille mand og den store. Han har sat tanker i gang hos os om, at nok levede bønderne på landet, men måske var deres liv og verdensopfattelse ikke helt så isoleret, enkelt, tilbagestående og statisk som det billede, vi ofte forledes til at tegne. Jeg fremdrager et par stikord fra H.C. Andersens dagbøger for at underbygge ovenstående syn på manden og hans tid:
“Arbejderbevægelsen, Arbejdsro på landet, Astronomi og religion, Ballon, Biblioteker, Dagspressen, Daguerreotypi, Dampfærgen paa Lillebelt, Diligense ctr. jernbane, Elektromagnetisme, Folketingsvalg, Forsynstro, Frimærker, Utætte gasrør, Gotiske eller latinske bogstaver, Grundlovsdag, Hængebro, Indsamling til Dampkanonbaad, Nordisk Industriudstilling, Jernbaner, Kolera, Kometen, Kopper og koppevakcination, Svenskerne paa Fyn, Kroner og ører, Landmandsforsamlingen, Lysbilleder, Pariserkommunen, Socialisme, Strike (strejke), Udvandrere, Æterbedøvelse”[2]
Ud over at kunne virke som bred inspiration til et mere helt menneskeliv i 1800-tallet, kan man på det formelle plan anføre følgende til støtte for at koble H.C. Andersen og Den Fynske Landsby: Den Fynske Landsby viser faktisk, hvorledes et (landbo)miljø kunne tage sig ud i 1800-tallet. Der er tale om den ægte vare og ikke et påtaget billede som uberettiget ‘gnubber’ sig op ad Andersen.Vi kan godtgøre, at han har set og tildels besøgt mindst to af vore bygninger: Kroen som lå ved Sortebro på vejen mellem hovedgården Glorup og Svendborg. En vej han rejste mange gange. At han ikke skulle have foretaget et stop her er nærmest usandsynligt. Bomhuset fra Langeskov, hvor der ved to-milestenen på den nye chaussé mellem Odense og Nyborg i perioden 1820-50 blev opkrævet penge af de rejsende. Her måtte man nødvendigvis standse og givetvis bande inderligt over statens krav om brugerbetaling. På sine mange rejser har han sikkert set andre af bygningerne også. På baggrund af dens værdi for H.C. Andersen-fortællingen, er Den Fynske Landsby i 2005 blevet certificeret som H.C. Andersen-lokalitet på linje med et halvt hundred andre autentiske lokaliteter i landet.
Ser man meget konkret på H.C. Andersens forhold til det åbne land og landbosamfundet, kan man ikke påstå, at hans interesse for bønderne var lige så stor som vores nutidige interesse for at sætte ham i forbindelse med dem. Det interesserede ham ikke, men var i ny og næ en kulisse for budskaber, han ville ud med. Det nærmeste, vi kommer positiv omsorg for landet og landbefolkningen, er vel ‘I Danmark er jeg født’, ‘Jylland mellem tvende have’ og ’Hist hvor vejen slår en bugt’. Blandt eventyrene kan vi bruge ‘Hvad fatter gør er altid det rigtige’ og ‘Fyrtøjet’, – ja vi har allerede brugt dem. ’Hvad fatter gør ..’ er blevet opført talrige gange i sommeren 2005 i H.C. Andersens tekst iklædt passende landsby og historiske oplysninger. Fyrtøjet spiller sammen med Den Fynske Landsbys nye logo, som er en gammel, hul, stynet poppel meget lig den, soldaten kravlede ned i. Igen vil nogen hævde, at vi læner os for meget op ad Andersen, men vi vil omvendt fastholde, at den stynede poppel er et fremragende symbol på 1800-tallets landbrug, og det at H.C. Andersen tilfældigvis også har brugt det, gør det ikke ringere. Poplen fortæller klart om 1800-tallets landskabsudnyttelse, hvor bønderne var blevet frataget skoven og måtte forlade sig på hegnene, hvor de stynede træer stod. Den stynede poppel (eller dens kammerat, stævningsskoven) var vital for landbruget, fordi styningen, som foregik fx hvert 5., 10., eller 15. år betød, at der voksede rette staver ud af træet til brug for gærder, brændsel og gavntræ. Det var ikke mindst vigtigt, da gærdselsbehovet blev 10-20-doblet efter udskiftningen.
Vi tror, at H.C. Andersen er kommet til Den Fynske Landsby for at blive!
Ser man lidt mere på 1800-tallets historie eller ‘H.C. Andersens Tid’, kan følgende fremdrages til underbygningen af opfattelsen af perioden som ‘forandringens tid og foregriberen af nutiden’:
Fra 1700-tallets slutning og gennem 1800-tallet skete kolossale forandringer på landet. Både produktionen og det daglige liv forandredes grundlæggende. Denne forandring fortsatte i 1900-tallet og foregår stadig. Den drives bl.a. af markedskræfterne.
I slutningen af 1700-tallet talte den fynske befolkning lidt over 100.000 personer. Godt 80.000 boede på landet. De tilhørte næsten alle sammen bonde- eller husmands-familier, der levede af at dyrke jorden, som håndværkere eller som tjenestefolk. Nogle få beboere på landet var herremænd, præster eller degne. Frem til 1900 voksede landbefolkningen til små 200.000, men da byerne samtidig blev større, var det kun ca. syv ud af ti, som boede på landet på det tidspunkt. De godt 100.000 nye landboer skulle have huse at bo i og noget at leve af, så befolkningsvæksten kom til at betyde rigtig meget for landsbyerne og landdistrikterne.
Gennem en mere end tusindårig periode boede landbefolkningen i landsbyer. Omkring 1800 var der 614 landsbyer i Fyns Amt. Landsbyernes størrelse og udseende varierede meget afhængigt af, om de lå på Fyns flade sletteområder, i bakkede skovegne, ved kysten eller på de ca. 25 mindre øer. De mindste landsbyer havde tre gårde, mens den største, Horne, havde 60. De største landsbyer lå i slettebygder, de mindste i skovbygden. En gård var ikke en fast størrelse. Gårde i landsbyen Hunderup var ti gange så store som gårde på Lyø. Den form for landbrug, som blev drevet, afhang af beliggenheden og naturforholdene. På sletten dyrkede man mest korn, mens skoven producerede både korn, kød, mælk, træ, tørv, lerkar og andet. På øerne og ved kysten kunne fiskeri og søhandel spille en rolle.
Fra skriftlige oplysninger ved man, at der var ca. 7000 bøndergårde og ca. 7000 husmandssteder i Fyns Amt o. 1770. Fra dette udgangspunkt kan man følge en rivende udvikling i det næste århundrede. I særlig grad vokser antallet af husmandssteder. Allerede i 1805 var der 9.500, i 1850 15.000 og o. 1900 27.000. Antallet af landbrug voksede fra ca. 14.000 til 37.000 på lidt over hundrede år. Det skyldtes to forhold: For det første skulle den voksende befolkning have noget at bo i og leve af. For det andet kunne bønderne tjene penge ved at frasælge mindre dele af deres nye selvejergårde til huse eller mindre gårde. Rigtig mange af de gamle fynske landsbyer forblev temmelig uændrede i 1800-tallet, dels fordi de nye gårde og huse blev anlagt ude på eller i kanten af bymarken, dels fordi de gamle gårde ikke blev flyttet ud af landsbyen. Derfor oplever man stadig det fynske landskab som landsbyernes land.
I 1700-tallet ejede de store landbrug, godserne, al landbrugsjord i det nuværende Fyns Amt. Reformer betød imidlertid ændringer i disse ejendomsforhold, så fra slutningen af 1700-tallet begyndte landbrugerne at købe jorden til selveje. Overgangen til selveje kom til at vare mere end 100 år. Ved udgangen af 1800-tallet ejede de største godser – grevskaber, baronier og stamhuse – stadig hver ottende gård. Fæstesystemet blev afskaffet ved lov i 1919. På baggrund heraf kunne man i 1800-tallet møde såvel mange driftige, fremsynede selvejere som mange konservative fæstebønder.
En landsby var oprindelig en samling gårde, som dyrkede jorden i fællesskab. Normalt lå jorden rundt om bebyggelsen. Tættest på landsbykernen lå agrene, som skulle pløjes, gødes, sås og høstes. Lidt længere væk lå overdrev og enge, hvor dyrene græssede og hø blev slået. Desuden var der sædvanligvis adgang til skov. Alle jordbrugere skulle have andel i både den gode og den dårlige jord, så hver gård havde sine marker spredt mange steder i bymarken. Ofte over 100 steder. Bønderne besluttede i fællesskab, hvornår man skulle arbejde i marken. Landsbyfællesskabet kostede mange møder og megen transport til de forskellige steder i bymarken. Husmænd og håndværkere deltog ikke i beslutningerne. Kvinder deltog kun undtagelsesvist. Landsbyfællesskabet vedrørte ikke blot dyrkning. Der blev bl.a. brugt en del energi på at sætte og vedligeholde hegn, så byens dyr ikke kom ind på markerne, inden der var høstet. Når høsten var overstået ‘opgav man ævred’ og lod dyrene græsse på stubmarken. I landsbyvedtægten var der også nedskrevet præcise regler om, hvorledes man skulle opføre sig til daglig og til fest, om bødestraffe – oftest i tønder øl – hvis reglerne blev overtrådt.
“Hver voldermisse dag skal alle rugmarkens gærder være fuldt færdige. Hver gård bøde en fjerding øl, hvis der ikke er kommet nyt gærdsel på”, var blot en af 149 detaljerede bestemmelser for livet i landsbyen Østrup i 16-1700-tallet.
“Hvem som med leen høster eller lader høste i rugmarken eller bygmarken førend alle mand vedtager (det), bøder 2 skilling til herskabet og en tønde øl til landsbyen”, som reglen var i Horne o. 1700.
“Tredje pinsedag, når prædiken er endt, skal samtlige bymænd hvert år – før noget andet foretages – komme sammen og gå rundt til alle (lands)byens huse (fra hus til hus) for at besé om nogens ovne eller ildsteder udgør brandfare.” Over Kærby 1723.
“Hvo som over (i mere end) en måneds tid ikke kommer i kirken skal – medmindre han ligger i sygesengen – give de fattige 8 skilling” Langå 1607.
I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet blev landsbyfællesskaberne afskaffet, og hver jordbruger fik sin jord samlet på ét eller ganske få steder. I forbindelse med fællesskabets afskaffelse blev landsbyens samlede mængde ager, eng, skov, tørvemose og gærdsel gjort op, og der blev tegnet et kort over bymarken. Herefter blev jorden fordelt på ny Hver bruger fik samme andel som tidligere, men uden hensyn til, hvorledes markerne førhen lå. Processen hed udskiftning. Jorden kunne blokudskiftes, så man var nødt til at flytte gårdene ud på de nye marker, eller stjerneudskiftes, så gårdene kunne blive liggende i landsbyen. På Fyn blev stjerneudskiftning mere almindelig end i andre landsdele, da jorden var god og afstandene til fjerneste ager lille, og da man så en økonomisk og social fordel ved at blive inde i landsbyen.[3] Efter udskiftningen bestemte man selv hvordan og hvornår jorden skulle dyrkes. Landbrugerne blev individualiserede. Landskabet i Den Fynske Landsby viser en udskiftet landsby.
I slutningen af 1700-tallet producerede landbrugerne som udgangspunkt til eget forbrug. Pengeøkonomi var ikke fremherskende. Nogle landbrugsprodukter kom selvfølgelig frem til både eksportmarkedet og hjemmemarkedet i byerne. De bønder, som boede nær en større by var mere tilbøjelige til at drage til markedet, end de som boede længere væk. Men de fleste produkter kom ikke direkte fra bønderne, men via herremanden eller kronen. Landgilde og skatter af gården blev nemlig ofte betalt i naturalier.
Det tekniske og vidensmæssige udgangspunkt for landbruget var før 1800 meget begrænset. Man var dels nødt til at tage udgangspunkt i de lokale naturforhold, og dels var man underlagt stramme samfundsmæssige begrænsninger.
Jordbunden og naturens produkter på den ene side og kongens og adelens dominans på den anden. Helt grundlæggende faktorer var døgnets rytme, årstidernes skiften, klimaet og vejret. Forandringstrang synes ikke indbygget i livet på landet eller måden at producere på. De givne forudsætninger holdt menneskene i et jerngreb. Iagttagelsen af døgnets, årets og livets rytme medførte det vi i dag kalder en cyklisk tidsopfattelse. Alting var baseret på gentagelser.
I 1800-tallet blev bønderne frigjort fra det snærende/ begrænsende landsbyfællesskab. Hver fik råderet over sin egen jord og med tiden også ejendomsret til jorden. Da tingene ikke længere lå i fastlåste rammer, blev der mulighed for selvstændigt initiativ og forbedringer. I samme periode skete der en række tekniske og videnskabelige nyskabelser. Der åbnedes et stort udenrigsmarked for landbrugsprodukter efter Napoleonskrigene og et hjemmemarked på grund af byernes vækst. På baggrund af erfaringer med nye dyrkningsmetoder, bedre såsæd, ordentlig bearbejdning afjorden og de gode afsætningsmuligheder kunne man som noget nyt se og erfare forandring. Man havde selv indflydelse på forandringen. Det ene år var ikke længere nødvendigvis en kopi af det forrige, udbyttet var ikke længere helt afhængigt af natur og vejrlig. Man kunne fødes fattig og do rig, og man kunne fødes som landbo og dø i byen.
De fynske gårde har tilbage fra 1600-tallet haft fire længer.
Landbrugsbygningernes størrelse voksede i takt med avlens størrelse. Oprindelig var længerne ikke bygget sammen, men i 1700-1800-tallet byggede man rundt om hjørnerne for at skaffe mere plads.
Bygningerne er også blevet længere. (I museet kan man se masser af eksempler på udvidelser og andre ombygninger). I løbet af 1800-tallet medførte de væsentlige ændringer i måden, man drev landbrug på, i de tekniske muligheder, i byggematerialerne og i bøndernes sociale status mange ændringer i gårdenes udseende og opbygning.
Da gårdejeres og gårdfæsteres rigdom voksede pga. korneksporten, medførte det, at man allerede fra slutningen af 1830-erne begyndte at bygge grundmurede stuehuse. Bindingsværket blev fastholdt i avlsbygningerne. Visse steder til helt hen mod 1900. I midten af 1800-tallet blev der mulighed for at erstatte stråtaget eller vingeteglene med skifer fra Tyskland eller Wales. Fra omkring 1880 kunne man endog vælge at dække taget med tagpap. På samme tidspunkt begyndte trefags vinduer at optræde i modsætning til to-fags eller dannebrogsmodellen. Der kom mere lys ind i stuerne. Moderne skiftede, og stuehuset kunne i 1880-erne blive bygget i schweizerstil med større udhæng, synligt træ i gavlene og husbrande. Mod 1900 blev der bygget mange stuehuse i ‘villastil’. Det eneste der ikke blev pillet væsentligt ved, var planløsningen med de fire længer.
Husmandsstedernes byggeskik varierede mere end gårdens. En jordløs husmand eller håndværker kunne ofte nøjes med ét hus, – én bygning som anvendtes til beboelse og håndværk. Efter behov kunne én eller to avlslænger bygges til. Det klassiske fynske husmandssted har tre længer. Husmandsstedet var rammen om de samme funktioner som gården – blot mindre. Der var ildsted og ovn, bryggers, sengesteder og spisestue, men ofte ingen daglig- eller storstue. Indretningen afhang af indtægterne. I mange husmandssteder ernærede man sig i ældre tid af håndværk og husflid. Da gårdmandshoveriet blev afløst af penge eller ophørte ved overgang til selveje i 1800-tallet, blev mange mennesker landarbejdere og daglejere på godser og gårde. Flere husmandssteder blev mange gange bygget tæt ved hinanden ved godserne eller nær landsbyen. Nok blev der bygget mange huse på Fyn, men forholdene var ikke særlig gode for husmænd og tyende, så ca. 20.000 personer udvandrede til Amerika i årtierne frem mod 1900.
Stuehusets indretning – beboelsen – er udviklet gennem mange hundrede år. Det begyndte i den enkleste form – med ét rum. I dette rum foregik alle aktiviteter: Madlavning, husflid, overnatning. Ildstedet lå midt på gulvet, og der var ingen skorsten, blot en ‘lyre’ – et røghul i taget. Efterhånden kom yderligere et rum til, stegerset, hvor maden blev tilberedt.
Drikkevandet var af elendig kvalitet, så det måtte renses gennem en bryggeproces. Derfor opstod et nødvendigt rum som ølkammeret, hvor øllet tilvirkedes og opbevaredes. Den store bageovn kendes tilbage fra 1500-tallet. I tilknytning til den blev der efterhånden opført en stor kedel til kogning af vand. Den blev brugt i mange sammenhænge fx brygning af øl, slagtning og tøjvask. Rummet med de mange funktioner kom i daglig tale til at hedde bryggerset, og kan ses som et symbol på det selvforsynende landbrug. Bageovn og bryggers fandtes i alle stuehuse på såvel gårde som husmandssteder. I det jysk-fynske område holdt man bageovn og køkkenildsted adskilt. Da der i 16-1700-årene blev bygget skorstene i forbindelse med ildstederne, kom der altså på Fyn normalt mindst to skorstene.
I ildstedet har vi et fint eksempel på en udvikling. Fra 16-1700-årene til 1800-tallet tilberedte man maden i skorstenen. Man brugte enten en ildbænk, hvorpå gryder og lerpotter kunne stå, eller man lod en støbejernsgryde hænge i en kæde over ilden. Fra kogeskorstenen var der eventuelt indfyring til en bilæggerovn i stuen ved siden af. Bageovnen lå som nævnt adskilt fra kogeildstedet og havde sin egen skorsten. Dens åbning mundede ud i skorstenen. Herfra var der desuden normalt indfyring til gruekedlen til en af siderne. Tilberedning af mad i skorstenen ophørte de fleste steder i 1800-tallet, fordi man i århundredets løb anskaffede sig egentlig støbejernskomfurer. Disse kunne have en mindre ovn, men den store bageovn bestod de fleste steder indtil 1900-tallet. Opvarmning og brug af ovne var dyrt dengang som nu, så der gik prestige i antallet af kakkelovne og opvarmede rum. Derfor: Jo flere skorstene huset havde – jo højere status. Komfuret var husets dyreste enkeltmøbel. Fra 1836 og frem etableredes jernstøberier i alle købstæder, så støbegods blev let tilgængeligt. Og da rigdommen samtidig voksede blandt bønderne, blev mange penge sat i støbegods.
Gården var frem til 1800-tallet rammen om livet fra vugge til grav. Her blev man undfanget og født. Her voksede man op, indtil man som 13-14-årig eller yngre kom ud som tjenestepige eller – karl på en anden gård. På en gård blev man senere husbond og madmor og fik sin egen familie, og endelig blev man gammel og syg, inden man døde på gården. Hvor mange tjenestefolk, der var på gården, afhang af familiens størrelse og børnenes køn og alder.
Avlsbygningerne og jordtilliggendet i landsbymarken var mændenes domæne. I stuehuset og haverne herskede kvinderne.
På gården producerede man langt det meste af, hvad man skulle bruge. – Fødevarer, redskaber, klæde og andre fornødenheder. Her tilvirkede man også byggematerialer. I stalden holdt dyrene til, i laderne opbevaredes avlen, og så var der tærskelo, brændselslager og opbevaringsrum til vogne og redskaber. De ting, man ikke selv frembragte, kunne man normalt skaffe hos landsbyens håndværkere: Grovsmede, tømrere, bødkere, teglbrændere, pottemagere, hjulmænd, murere, skindere, vævere og skomagere.
Der var et ubrydeligt hierarki på gården: Husbond var ’pater familias’ – lederen over alle. Til at hjælpe sig på gården og i marken havde han tjenestekarle og i et vist omfang daglejere. I høsten var tjenestepiger og børn også i marken. Madmor var øverst i kvindernes hierarki, som omfattede kokke- og stuepiger, mindre piger, børn og gamle. Hierarkiet var imidlertid ikke klassebestemt, men i høj grad styret af alder og køn. De fleste havde udsigt til i løbet af et livsløb at prøve hierarkiets forskellige niveauer, idet børn kom ud at tjene, tjenestefolk blev gårdfæstere osv. Denne udvikling underbyggede dels den cykliske forståelse af livet, dels begrænsede den de lavest rangerendes trang til at gøre oprør. Klasseskellene var ikke særligt synlige i begyndelsen af 1800-tallet.
Før 1800-tallet var der sengesteder i de fleste rum. Man sov såvel i stuerne som i kokkenet. Sengestederne kunne være bænke, alkover eller stofomhængte himmelsenge. Bænkene var ofte slagbænke, som kunne åbnes, og man kunne lægge sig ned i kassen med sengehalm. Bænkene blev mest brugt af tyende og børn. Alkover eller skabe, som de også kaldtes, var korte indbyggede senge med låger eller forhæng. Man sov halvvejs siddende to eller flere personer i en alkove. Alle tre sengetyper, men særlig alkoven og himmelsengen, stammer fra tiden, da der ikke var loft i stuerne. De var konstrueret med en overdækkende himmel af stof eller træ, som opfangede nedfaldende strå, støv og smådyr fra taget. Alle sov i samme rum, uafhængigt af den funktion, man havde på gården.
I 1800-tallet udskilte husbond og madmor sig ofte som egentlige arbejdsgivere over for gruppen af tjenestefolk, husmænd og landarbejdere. Både deres livsstil og gården blev så småt præget af borgerskabets normer. I stuehuset skete der opdelinger mellem folkene og gårdmandsfamilien. Man fik adskilte sovekamre. Tjenestepiger kunne få et kammer ved siden af bryggers og bageovn, mens tjenestekarlen blev flyttet ud i et kammer ved siden af hestestalden. Gårdmandsfamilien selv kunne få sove- og barnekamre i stuehusets ene ende. Måske fik husbond også et kontor. De borgerlige tendenser medførte også ændringer i møblement og anden indretning. De gamle standkister blev erstattet af kommoder og chatoller, bænke og hårde stole af bløde lænestole. De nye møbler kunne bestilles via kataloger til levering med dampskib eller jernbane. Hvis madmor havde været på højskole, kunne hun finde på at at sætte blomster i vinduerne og hænge gardiner op. Klassedelingen blev meget synlig i anden halvdel af 1800-tallet!
En almindelig gård havde en lille håndfuld køer, nogle få svin, får, geder og fjerkræ. Dertil naturligvis to-tre-fire heste. Hestene var dyr med stor værdi og høj status. De var af afgørende betydning for gårdens landbrug. Frem til ca. 1840 trak to-fire heste den tunge hjulplov. Efter den tid var én eller to nok, idet den nye svingplov ikke var så tung. Hestene trak vognen, når man skulle køre til byen, og slæden, når der skulle hentes træ i skoven om vinteren. I løbet af 1800-tallet blev der indrettet mange hesteomgange, som kunne trække en tærskemaskine eller en kværn. Ofte blev der bygget et særligt hus til det formål. På grund af hestenes status, var hestestalden ofte finere indrettet end de øvrige stalde.
Som 1800-tallet skred frem, forandrede markedet for landbrugsprodukter sig. Eksporten af korn blev udkonkurreret af russerne omkring 1870, så fra at have haft vægten lagt på korn, lagde man nu vægt på produktion af mejeriprodukter og fra ca. 1870 de første baconsvin til England. På markerne kom de første roer i 1860’erne. Som følge af ændringen blev der bygget mælkestuer, roehuse og bedre plads til svinene på gårdene. Slagtningen blev af større vigtighed. Både slagtning og mejerivirksomhed blev fra slutningen af 1800-tallet en fælles sag for bønderne, som etablerede andelsslagterier og andelsmejerier i stort tal. Det første fynske fællesmejeri var i Kauslunde 1875,[4] og det første andelssvineslagteri kom i Assens 1884. Mejerierne blev lagt ude på landet, så den rå mælk ikke skulle fordærves under transport. Omvendt med slagterierne. For dem var det mere hensigtsmæssigt at ligge i købstæderne, hvorfra produkterne kunne sendes med tog eller udskibes røgede, saltede eller på køl. De levende dyr fordærvedes jo ikke på rejsen til byen.
Indtil udskiftningen havde landsbyen normalt tre marker[5]. Bygmarken, rugmarken og brakmarken. Agrene var højryggede, så vandet kunne løbe af. Efter udskiftningen kunne bønderne selv bestemme, så da så man ofte 7 til 12 marker. Den Fynske Landsbys jord dyrkes som syvmarksbrug. Bøndernes jorder blev drænet med grøfter og drænrør, og der skete en ti- til tyvedobling af hegnene, da de mange nye marker skulle holdes fri for dyrene. Der kom nye afgrøder såsom bælgplanter og roer, som kunne bruges som foder.
Handelsgødning blev udbredt. Da hø fra enge og græsning på overdrev mistede betydning, blev disse arealer så småt opdyrket. Den samlede indsats betød, at kornudbytterne blev tre, fire eller femdoblet i løbet af 1800-tallet. Bønderne blev rige. Bonden blev landmand. Dvs. en kalkulerende, markedsorienteret kapitalist.[6]
På den selvforsynende gård var haverne af stor vigtighed. I kålgården dyrkede man grøntsager, i abildgården frugt. Prydhaven med blomsterne kom til som inspiration fra borgerskabet i 1800-tallet. I Den Fynske Landsby finder man en lang række haver, som spiller sammen med bygningerne om at illustrere datidens økonomi.
Der var ingen fattiglov i Danmark før 1700-talIet, og først i 1803 fik man en effektiv lov. Indtil da sørgede landsbyfællesskabet for, at udensogns fattige blev kørt til nabosognet, og at sognets egne fattige gik på omgang mellem gårdene. De fattige kunne udloddes til højstbydende, som så skulle huse dem for et år ad gangen.
Godsejerne byggede ofte et hospital som en blanding af fattiggård og alderdomshjem til gamle eller invalide fæstebønder. I 1800-tallet blev der på sognekommunernes initiativ opført mange fattighuse ved sognegrænserne. Beliggenheden var udtryk for samarbejdet mellem flere sognekommuner.
Fra 1600-tallet blev der bygget en del landsbyskoler under godserne. I 1720 opførtes Kronens grundmurede skoler i rytterdistrikterne. Alene 20 i det fynske rytterdistrikt. Fra 1739 forsøgte kongen uden held at gennemføre en almindelig skoleordning på landet, men først fra 1814 kom systemet til at fungere. Fra det tidspunkt skulle alle børn i skole. Hvis de ikke kunne læse, skrive og regne, kunne de ikke blive konfirmeret. Og hvis de ikke var konfirmeret, kunne de ikke blive gift. Så der blev bygget og forbedret skoler over alt.
Godsejere og bønder betalte i fællesskab, og præsten førte kontrol med skolegangen. Skolegangen var en forudsætning for den rivende udvikling i 1800-tallets landbosamfund. Landets første lærerseminarium blev i øvrigt åbnet ved Bernstorffsminde under Brahetrolleborg i 1795. Den første landbrugsskole på Fyn blev oprettet i 1845 på Hofmansgave og den første højskole i Ryslinge 1855.
Indtil 1849 var Danmark et privilegiesamfund, hvor kun bestemte befolkningsgrupper måtte have bestemte erhverv. Møllerne er et godt eksempel. De fleste var ejet af godserne. Det var fastlagt hvilke bønder, der skulle bruge en bestemt mølle. Der var ingen konkurrence mellem møllerne. På Fyn oftest vandmøller. I 1800-tallet voksede kornproduktionen så meget, at de gamle møller ikke kunne klare formalingen. Derfor byggede man først mange hollandske vindmøller ved siden af vandmøllerne. Hen mod midten af 1800-tallet blev det dog også tilladt bønderne at bygge møller. I 1857 blev alle erhvervsprivilegier afskaffet. Dette førte med tiden til etablering af landhandler og brugsforeninger. De første tre fynske brugsforeninger kom i 1868. Det liberale klassesamfund afløste standssamfundet.
Præsterne boede på landet, men var uddannet i storbyen. De var vidende om bylivet og havde bekendte der. De fleste var ret velhavende, da præstegården tit var den største gård i landsbyen. Ud over at forestå kirkelige handlinger skulle præsterne have styr på skolerne og fattigforsorgen, og desuden havde de en vigtig opgave med at viderebringe nyt fra kongen og regeringen. Præstegården var det sted, hvor by og land, gammelt og nyt mødtes. Præsten indrettede sig som borgerne i byen, og bragte moden ud på landet. Da biblioteker blev udbredte i 1800-tallet, var det også oftest med præsten som nøgleperson.
I 1800-tallet blev landet gennemreformeret politisk. I 1842 blev sognekommunerne dannet, og det politiske landskab, som blev grundlagt dengang, holdt sig indtil forrige kommunalreform i 1970.
Bønderne fik indflydelse lokalt via sognerådene. Bondelivsudstillingen i Den Fynske Landsby har et tableau, som viser et tidligt sognerådsmøde i Præstegården. Fra 1849 fik bønderne – med Grundloven – også valgret til Folketinget. Ved det første valg var der ca. 200.000 stemmeberettigede i Danmark, hvilket ikke var mange set i forhold til befolkningstallet. Men tager man i betragtning, at ingen havde haft valgret tidligere, var der tale om en kolossal demokratisering.
1800-talssamfundet blev præget af teknisk udvikling. Det er væsentligt at nævne, at telegrafen blev opsat i 1850-erne, de første telefoner blev introduceret på Fyn i 1884, og i 1900 dækkede nettet hele øen. Den første dampmaskine kom til Danmark i 1790, men de blev først rimelig udbredte i tiden frem mod 1850. Dampmaskiner anvendtes i møller, skibe og tog m.m. På Storebælt satte postvæsenet et dampskib ind i 1828, på Lillebælt i 1866. Jernbaneforbindelsen over Fyn åbnede i 1865, Odense-Svendborgbanen i 1876, og lokalbanenettet blev udbygget frem til 1916. Allerede fra ca. 1880 fragtede jernbanen mere end skibene.[7] Jeg føler trang til at illustrere dette med et H.C. Andersen-citat, som præcist belyser situationen: Det nye og oplevelsen!
“Da mange af mine Læsere ikke have seet en Jernbane, vil jeg først see at give disse et Begreb om en saadan. Vi ville tage en almindelig Landevei, den kan løbe lige, den kan slaae en Bugt, det er det samme, men jevn maa den være, jevn som et Stue-Gulv, og derfor sprængte vi ethvert Bjerg, som stiller sig for den, vi bygge paa stærke Buer en Bro over Sumpe og dybe Dale, og naar da den jevne Vei er for os, lægge vi der, hvor Hjulsporene ville gaae, Jernskinner, om hvilke Vognhjulene kunne gribe fat. Dampmaskinen spændes foran med sin Mester paa, der veed at styre og standse den, Vogn kjædes ved Vogn med Mennesker eller Qvæg, og så kjører man………
Den første Fornemmelse er en ganske sagte Rykken i Vognene, og nu ere Kjæderne spændte, som holde disse sammen; Signalpiben lyder igjen og Farten begynder, men langsomt, de første Skridt gaaer det sagte, som om en Barnehaand trak den lille Vogn. Hurtigheden tager umærkeligt til, men Du læser i din Bog, seer paa dit Kort, og veed endnu ikke ret om Farten er begyndt, thi Vognen glider, som en Kane paa den jevne Sneemark. Du seer ud af Vinduet og opdager, at Du jager afsted, som med Heste i Galop; det gaaer endnu hurtigere, Du synes at flyve, men her er ingen Rysten, intet Lufttryk, Intet af hvad Du tænkte Dig ubehageligt!
Hvad var det Røde, der som et Lyn foer tæt forbi? Det var en af de Vagthavende, der stod med sin Fane. See kun ud! og de nærmeste ti til tyve Alen er Marken en piilsnar Strøm; Græs og Urter løbe i hverandre, man faaer en Idee om at staae udenfor Jorden og see denne dreie sig; det piner Øiet at hefte det længe i samme Retning; men Du seer nogle Favne længere bort, da bevæge sig de andre Gjenstande ikke hurtigere, end vi see dem bevæge sig når vi kjøre godt, og længere ud mod Horizonten synes Alt at staae stille, man har ganske og aldeles Skuet og Indtrykket af den hele Egn.
Saaledes just skal der reises gjennem flade Lande! Det er som By ligger tæt ved By; nu kommer een, nu atter een! man kan ret tænke sig Trækfuglenes Flugt, saaledes maae de lade Byerne efter sig. …”[8]
Med ovenstående har jeg forsøgt at eksemplificere, at H.C. Andersens århundrede er udviklingens århundrede. Vi kan med Andersen som inspirator fortælle historien om det gamle fra før 1800, og om 1800-tallets samfund som trædestenen for vor nutid. Videnskabeligt, kulturelt, politisk og socialt. Vi kan med andre ord både gøre Den Fynske Landsby og Andersen mere aktuel. Andersen er nemlig ikke blot kunstner. Han er et barn af sin tid og giver en fin beretning om den.
