I Annaler for Nordisk Oldkyndighed 1840-41 bringes som et af flere afsnit under fællestitlen Beskrivelse over nogle mindre Fund af mærkelige Oldsager også en kort meddelelse om Udgravninger på Langeland. Heri omtales undersøgelser af en jættestue og to langdysser på fæstegårde under Tranekær i Frellesvig, Tullebølle sogn, Langelands nørre herred. Omtalen fremtræder som et af Worsaae redigeret uddrag af en „omstændelig“ beretning udgraveren, cand. theol. K.F. Wiborg, havde indsendt til Oldsag-Commiteen.[1]
Bemeldte cand. theol. Wiborg, der, som det synes efter tilskyndelse fra Tranekærs besidder lensgreve Chr. Ahlefeldt-Laurvig, gav sig i kast med den ikke ringe opgave at undersøge hele tre stengrave på stribe, skilte sig egentlig hæderligt fra opgaven. Vi skylder ham, at gode iagttagelser under arbejdet med at tømme gravkamrene for oldsager, er bevaret for eftertiden.[2]
De tre stengrave, Wiborg tømte, repræsenterer tre forskellige neolitiske gravformer: En nu ryddet jættestue på en terrasse nær toppen af et bakkedrag ved mosen Stengade Søs vestbred. Jættestuen lå indesluttet i en rund høj, i dens kammer og gang blev der fundet skeletrester sammen med flintsager og keramik fra mellemneolitisk tid.[3] Ca. 350 meter nnv. for jættestuen undersøgte Wiborg to nær hinanden liggende stengrave. En langdysse orienteret i ø.-v. med to tidligneolitiske dyssekamre, og en anden megalitisk gravhøj, ligeledes orienteret i ø.-v., hvori der lå to mellemneolitiske dyssekamre med „pæreformet“ grundplan.
Langdyssen har været ganske anselig, ca. 65 meter lang og omsat med store randsten. Henry Petersen anslog deres antal til omkring 60 i hver langside, da han 1875 registrerede Langelands nørre herreds oldtidsmonumenter. Højen er nu meget medtaget, de fleste randsten er slæbt bort og kun dyssekammeret i højens midte er delvis bevaret. Det er et smalt, kisteformet kammer med ens høje bæresten, der ligger orienteret efter højens længderetning og i dens midterakse. Det sprængte kammer i langdyssens vestende har, efter Wiborgs beskrivelse at dømme, været af samme type; begge kamre havde kun en dæksten.[4] Da Wiborg åbnede kamrene, fandt han som eneste gravgods to håndledsbeskyttere af ben, een i hvert kammer, der desuden begge skal have rummet to skeletter.[5]
Den anden megalitiske gravhøj ligger ca. 50 meter s.ø. for langdyssen. I Annaler angives den at have været ca. 29 meter lang og omsat med „to ovale rækker stene“. Det vestligste af de to gravkamre havde to „store overliggere“, hvoraf kun toppen var synlig i høj overfladen. Kammerets grundplan omtales ikke, men derimod at det havde et ca. 1,85 meter langt stenrør, dvs.: gang. På gravbunden, der skal have bestået af strandgrus og muslingeskaller, lå skeletrester og tre smalmejsler. Det østlige gravkammer beskrives som „en mindre, næsten i pæreform bygget grav … men uden stenrør“. Det var berøvet dækstenene. I kammeret lå flere flintsager og keramik fra mellemneolitisk tid, samt en cirkelformet, flad ravperle.[6]
I det århundrede, der er gået mellem Wiborgs udgravning og indtil fredningsloven af 1937 satte en stopper for vore oldtidsgraves vilkårlige ødelæggelse, er de to sidstnævnte stengrave udnyttet som stenbrud og til grustagning.
Den sidstnævnte megalitiske gravhøj blev genudgravet 1966-67 af Langelands museum. Wiborgs oplysning om det ene gravkammers „pæreformede“ grundplan antydede, at det tilhørte en bestemt type mellemneolitiske stengrave, der her i landet forekommer ret sjældent, og kun indenfor et område begrænset til det sydlige Danmark, især Østersøegnene.[7] Denne type gravkamre er karakteriseret ved mangfoldige betegnelser. Foruden den i Annaler anvendte, ældste kendte karakteristik af denne kammertype, der hentyder til gravrummets pæreformede grundplan, omtales de som: Andre gangbygninger end jættestuer;[8] jættestuer, hvor gangen udgår fra den ene kortside;[9] store, jættestueagtige gravkister;[10] gravkister,[11] eller kistekamre.[12]
Hensigten med genudgravningen var i første række at søge Wiborgs oplysning om det ene gravkammers grundplan verificeret, og, dersom det viste sig at være tilfældet, da at undersøge højens opbygning, og om der til gravhøje med kamre af denne type var knyttet keramikforekomster på og foran høj fronten.
Gravhøjen ligger på et af Langelands få sandede områder. Terrænet er fladt, med et svagt fald mod en lille nu udtørret mose ca. 40 meter syd for højen. Stedet er næsten stenfrit, så megalitterne til gravkamrene og højens indfatning, og de ikke ubetydelige mængder mindre sten og ler, der indgår i højens opbygning, er transporteret hertil andet steds fra.
Højen (fig. 1) gav før udgravningen indtryk af at være stærkt ødelagt, de fleste megaliter i kamrene og høj indfatningen syntes at være fjernet, og der var åbnet flere større og mindre sandgrave i den. Dette var medvirkende til, at denne høj, der kunne rumme en her i landet sjældent forekommende kammertype, blev valgt til undersøgelsesobjekt.
I den østlige ende er højen helt bortgravet, der er dog kun fjernet 2-3 meter. Oprindelig synes den at have haft den i Annaler angivne længde på ca. 29 meter. Den er nu 27 meter lang og 11,80 meter bred, målt efter de store indfatningsstens yderside. Foran disse lå nederoderet højfyld og tilføget sand i en bred bræmme, de nederste lag her er dannet medens kamrene var i brug i mellemneolitisk tid.
Højopbygningen blev undersøgt i et profilsnit, der blev åbnet tværs over højen på et sted, hvor de store indfatningssten på begge sider stod urørt. I alle hovedtræk svarer højopbygningen i profilet (fig. 2) til den opbygning, der blev konstateret, hvor højens indre andre steder blev tangeret under udgravningen.
Gennem højens midte strækker sig en kærne opbygget af sten, i egentlig forstand en stenpakning, der er opbygget metodisk. Nederst, på stenalderens vegatationsdækkede jordoverflade, der i snittet fremtrådte som et ca. 3-4 cm tykt, gråligt og meget finkornet sandlag over undergrundssandet, lå 40-50 cm lange sten tæt sammenføjet i to skifter. Over denne nederste stenlægning var stenpakningens øverste del sammenstablet af gennemgående mindre sten, men uden den klare lagdeling i skifter, der blev konstateret i de to nederste stenlag. I profilvæggen var stenpakningen ca. 5 meter bred i bunden og ca. 1,30 meter høj; men der synes at være fjernet sten fra dens top. Gennem hele stenpakningen fra bunden til toppen lå stenene så tæt sammenføjet, at den relativt lille mængde sand, der var aflejret mellem stenene, må være sivet ind fra den omgivende sandede højfyld. Når profiltegningen fig. 2 tilsyneladende ikke underbygger denne opfattelse, er det teknisk betinget af opmålingens fixering til et givet lodret snit gennem højen. Pakningens kompakte natur fremgår derimod klart af fig. 3.
Foruden den svære centrale stenpakning indgår andre stenpakninger i højens opbygning. Langs højens sydside er een rejst på den oprindelige jordoverflade 70-80 cm indenfor de store indfatningsstens inderside. Stenene var opstablet således, at de dannede en lodret, 60-70 cm høj, murlignende flade i to-tre skifter vendt mod de megalitiske indfatningssten, og aftrappet ind mod højen, således at stenpakningen i tværsnit er triangulært opstablet. En vis udvælgelse af sten til denne stenpakning synes at have fundet sted, idet mange af stenene uden tildannelse nærmede sig en kegleform med en bred, flad grundflade, der er vendt mod stenpakningens front. Stenpakninger af samme art findes i højens vestende og langs dens nordside. I profilet var den i højens nordside 70-80 cm høj og stablet af større sten i fire-fem skifter. Højen var iøvrigt opbygget af sand, hvori der flere steder lå større mængder løse sten. Bag de ydre stenpakninger var der flere steder bevaret en af mindre sten lagt, ca. 1,50 meter bred stenlægning, der dannede en art stentæppe på den sandede højfylds overflade, (fig. 2 og 3).
Langs højens sydside blev det konstateret, at de store megaliter foran den lave stensætning stod placeret i en fundamentgrøft. Mellemrummene mellem stenene er hverken i højens nord- eller sydside lukket med tørmur.
Stenpakningen i højens sydside blev afdækket i hele dens længde. Den var ensartet opbygget som en i tværsnit tresidet stenpakning med lodret front, overalt 60-70 cm høj. Mellem stensætningens front og den foranstående megalitrækkes bagside blev, under indtil 1 meters høj fyld, af dækket to grupper keramik, en ud for hvert gravkammer. En tredie keramikgruppe lå foran de store indfatningssten under tilføjet sand og udsivet høj fyld.
Det vestlige kammers dæksten, der var til stede på Wiborgs tid, var i mellemtiden fjernet, men kammerets bæresten og gangens inderste bærestenspar stod bevaret under en jorddynge, der skyldes stenhuggernes arbejde i højen. Kammerets grundplan (fig. 4), er aflangt polygonalt, ca. 3,40 meter langt omtrent i n.-s.; det er rejst af 1,75-2 meter høje sten. Dets nordende dannes af to bæresten, der står i forlængelse af hinanden i en stump vinkel på ca. 15°. Sidestenene, tre i hver side, er placeret således, at kammerets største bredde, ca. 2,40 meter, findes mellem det andet og tredie bærestenspar talt fra kammeråbningen. Mod syd indsnævres gravrummet mod kammeråbningen. Denne, der er ca. 50 cm bred, dannes af et karmstenspar, der skyder sig frem mellem kammerets og gangens bæresten. Mellem karmstenene er et dobbelt sæt tærskelsten nedgravet i undergrunden, med en åbning på ca. 20 cm mellem de flade kantstillede fliser, hvori en dørplade kan opfanges og fastholdes (fig. 5). Området syd for det bevarede bærestenspar er stærkt omrodet, og der er sandsynligvis fjernet bæresten af gangens yderste ende efter Wiborgs undersøgelse omkring 1840. Gangens oprindelige længde er derfor ukendt. Men kan man godtage Wiborgs angivelse af, at gangen på hans tid var ca. 1,85 meter lang, har gangåbningen ligget i en afstand af ca. 1 meter fra den sydlige megalitrækkes inderside, og er netop faldet sammen med højens sydlige stenpakning. Har dette været tilfældet, er der overensstemmelse mellem de to gravkamres gangåbningers placering i forhold til den ydre stenpakning.
Gravbunden var gennemgravet, med undtagelse af et lille område ved tærskelstenene, hvor en rest af gravlaget var efterladt urørt af tidligere gravninger. Her lå to smalmejsler, flækker og mellemneolitiske skår. I det lille urørte område dannedes bunden af undergrundssandet. En bundbelægning af strandgrus og muslingeskaller, som Wiborg angiver var til stede, da han gravede i kammeret, blev ikke påvist.
Der indgår i dette kammer flere bæresten, hvis flade, mod gravrummet vendte side, er frembragt ved afkløvning. De to bevarede bæresten i gangen er dannet af een kunstigt spaltet sten, hvis to halvdele er stillet på hver sin side af gangen, med de flade kløveflader vendt mod hinanden. I kammeret er vestsidens to sydligste og østsidens sydligste bærestens flade, indadvendte sider ligeledes dannet ved afkløvning. Åbningerne mellem bærestenene er på sædvanlig vis i mellemneolitiske stengrave lukket med tørmur af udspaltede stenfliser.
Højens opbygning omkring det vestlige gravkammer fremgår af profilsnittet, der førtes tværs over højen omtrent gennem kammerets midterakse, (fig. 6). Syd for kammeret har senere gravninger umuliggjort sikre iagttagelser, derimod kunne profilet nord for kammeret føres ned gennem urørt høj fyld til undergrundssandet.
Den vegetationsdækkede jordoverflade, højen er rejst på, gav sig også i dette profil til kende som et tyndt, gråligt og finkornet sandlag, eller ved en på undergrunden lagt stenlægning. Fixeringen af den oprindelige jordoverflades niveau viser, at stengraven er rejst i en lav, afgravet fordybning på ca. 20 cm dybde, hvori bærestenene står understøttet af mindre sten. Nord for bærestenene er fordybningen fyldt op med sort, blandet sand, og herpå hviler en i bunden ca. 1 meter bred og ca. 1,30 meter høj lerpakning, som indkapsler gravkammeret på alle sider indtil omkring 30 cm fra bærestenenes top. Leret er rent, næsten stenfrit og uden påviselig lagdeling. Dets plane, skrånende yderside, der danner en vinkel på ca. 45° i forhold til undergrunden, er i overfladen afdækket med store, ret tynde, flade stenfliser. Langs lerets fod ligger en i tværsnit trekantet stenpakning, opbygget med store, indtil 55 cm lange sten liggende yderst, og iøvrigt af større sten stablet i 2-3 skifter ind mod leret.
Lerpakningen og den omgivende stenkonstruktion danner en art indre høj i megalithøjens øvrige opbygning. Men der kunne ikke under undersøgelsen påvises spor der tydede på, at gravkammeret med den omgivende lerpakning i længere tid havde ligget frit på marken som en lille selvstændig høj. Lerets overflade havde samme udseende som ler der graves friskt frem. Og der blev anvendt megen tid på forgæves at søge efter tegn på, at leret havde været udsat for vejrligets nedbrydning, bl.a. i form af nedslemmet ler ved dets fod, og efter spor af et dækkende vegetationslag og dettes rodnet inde i lerpakningen. Opstablingen af sten omkring lerpakningens fod, synes rejst for at sikre dette mod udstridning. Dets konsistens taget i betragtning, forekommer det ikke urimeligt at antage, at det er dynget op omkring kammeret i våd, plastisk tilstand.
Det østlige kammer er hårdt medtaget, men tilstrækkeligt mange bevarede bæresten og standspor efter sprængte viser, at det, som det vestlige kammer, har haft en aflang grundplan, ca. 3,50 meter i n.-s., bredest i nordenden og tilspidset mod kammeråbningen. I denne er den vestlige karmsten bevaret, og i den ca. 1,40 meter lange gang er alle fire bæresten tilstede. Gangen munder ud i en åbning i højens sydlige stenpakning bag den omgivende megalitindfatning. Yderst i gangen står en lodretstillet, slank og firesidet tilhugget sten, (fig-7).
Trods den ublide medfart højen har været ude for, var der bevaret så store urørte dele af den, at dens konstruktion og opbygningsfaser i store træk er klarlagt. I opbygningen er det en i mange træk typisk megalitisk gravhøj, hvis enkelte elementer der findes paralleller til i andre megalitiske gravhøje. Den svære stenpakning, der strækker sig gennem højmidten, er påvist i en af forfatteren udgravet langdysse på Tryggelev Mark og sogn, Langelands søndre herred, den indesluttede et dyssekammer med kort gang, og med keramik foran randstenene fra periode 1 B af mellemneolitisk tid. Stenpakninger bagved randstenene kendes fra en jættestue ved Myrebjerg på Sydlangeland, men her opbygget direkte bag randstenene, som støtter sig til den.[13] Til den flisebelagte lerpakning omkring det vestlige gravkammer, kan henvises til en lignende forekomst i jættestuen Jordhøj ved Mariager.[14]
Undersøgelsen i 1966-67 giver også grundlag for at skelne mellem flere faser i højens opbygning. Under den første fase har stenpakningerne bagved den foranstående megalitstensrække dannet den egentlige højs indfatning. Og der er på dette tidspunkt foretaget henstilling af lerkar, der kan dateres til periode 1 B af mellemneolitisk tid, på og foran stensætningen i to grupper, der begge var ensartet placeret i forhold til gangåbningerne. Foran disse, og i et ca. 2,50 meter langt område vest for gangåbningerne fandtes keramikken liggende tæt, ofte som skårdynger af et enkelt lerkar, hvorimod keramikforekomsten hørte op umiddelbart øst for gangåbningerne. Mellem disse to lerkarkoncentrationer blev der praktisk taget ikke fundet keramik foran stensætningen. Dog med en undtagelse. Skårene af det store forrådskar fig. 14 fremkom dels på jordoverfladen foran stensætningen og er dels fundet indlejret i nedskredet sten- og sandfyld, (fig. 2, hvor skårene af dette kar er indtegnet). Klart tegnede denne koncentration af keramik til et bestemt område i forhold til gangåbningen sig foran det østlige kammer, hvor den foranstående megalitrække var bevaret. Men en helt identisk placering i forhold til gangåbningen blev konstateret foran højens vestlige kammer. Her var jordoverfladen foran stenpakningen dækket af et lag ildskørnet, hvidbrændt flint, hvorpå lerkarfundene fremkom.
Det er hidtil omhyggeligt undgået at betegne denne høj som en langdysse og de store megalitter, der står foran stenpakningens front, som randsten. De har utvivlsomt stået omkring højen i dens første fase, men som en krans af monolitter omkring den egentlige høj. Alle iagttagelser under udgravningen og den senere bearbejdelse af fundstoffet taler herfor. Vigtigt er det i denne forbindelse, at skårgruppen foran højens østlige kammer udfyldte hele rummet mellem stensætningens front og monolitternes bagside, og også skårene af det store forrådskar fig. 14, der oprindeligt må have stået på høj overfladen over stensætningen, er indlejret i skredlaget på en sådan måde, at det forudsætter et åbent rum mellem stensætningen og monolitterne.
Hvor længe højen har haft det her beskrevne udseende, med en fritstående række monolitter omkring den egentlige høj, giver fundene ikke mange antydninger af. Foran monolitterne blev der fremgravet skår af lerkar, der stilistisk er samtidige med lerkarrene bag dem, men det kan ikke afvises, at lerkarhenstilling kan have fundet sted samtidig både foran stensætningens og monolitrækkens front. Dog synes den hidtidige bearbejdelse af skårmaterialet at pege på, at også højens anden opbygningsfase har fundet sted indenfor periode I B af mellemneolitisk tid efter at mellemrummet mellem stensætningen og monolitterne var delvis fyldt af udskredet højfyld. Der er derefter tilført højen et muldlag, (markeret på snittegningerne fig. 2 og 6 ved skråskravering), hvorved monolitrækken er inddraget i højen, hvor de herefter har fremtrådt som randsten.
Men højens anden opbygningsfase, udrømningslag og andre oldsagsfund foran højen vil blive forbigået her.
Derimod må de sakrale henstillinger af lerkar ved højen gøres til genstand for kort omtale. De deles naturligt efter fundsted i tre grupper, de to allerede omtalte foran stensætningens front, den tredie foran monolitterne/randstenenes yderside. Karakteristisk for lerkarhenstillingen bag monolitterne er, at der af de enkelte kar er bevaret et større antal skår end tilfældet er for lerkarrene, der er henstillet foran disse, og at skårene af det samme kar oftest udviser en ringe spredning, fig. 8. At skår af lerkar, der er henstillet bagved randstenene også forekommer foran disse, skyldes først og fremmest, at højfylden er sivet ud mellem megalitternes mellemrum, der ikke var lukket af tørmur. Skårene foran randstenene er derimod fundet indenfor et langt større antal kvadratmeterfelter, ligesom antallet af bevarede skår af de enkelte kar generelt er mindre end tilfældet er for karrene fra området mellem højens sydlige stensætning og randstenenes inderside. Betegnelsen sakrale lerkarhenstillinger anvendes her om keramikfund, der opfylder de krav Poul Kjærum stiller i publikationen af jættestuen Jordhøj: Aflejringsforholdene skal være forskellige for de to fundgrupper (lerkar knyttet til gravriter og udrømningsgods fra gravkamrene), og det skal altså udgravningsteknisk „være muligt at skille de to fundgrupper fra hinanden og kaste lys over deres indbyrdes forhold“.[15]
En detailleret gennemgang af det store skårmateriale tillader pladsen ikke. Enkelte eksempler vil vise, at der i alle tre grupper indgår lerkar, der stilistisk kan henføres til periode I B af mellemneolitisk tid. I lerkargruppen foran stensætningen ved det østlige kammer indgår tragtbægeret fig. 9. Det lå intakt på den oprindelige overflade delvis dækket af en fra stenpakningen udskredet sten, fig. 10. Til samme fundgruppe hører tragtskålen fig. 11. Fra lerkargruppen foran stensætningen ved det vestlige kammer kan som eksempel fremføres fodskålen fig. 12. Paralleller til disse lerkar findes på bopladsen Klintebakken på Langeland, der dateres til periode 1 B. Af det store skårmateriale fra området foran randstenene skal kun fremdrages den typiske periode 1 B fodskål fig. 13.[16]
Det allerede omtalte forrådskar fig. 14, kan vel ikke som de ovenstående uden kommentarer dateres til periode I B. Men formen og dekorationen forekommer såvel i periode I som i II af mellemneolitisk tid. På bopladsen Troldebjerg, hvor hovedbebyggelsen tilhører periode I A, kendes det såvel med vinkellister under randen, som i kombinationen af disse og gruber.[17] På bopladsen Blandebjerg, der synes at tilhøre et tidligt afsnit af periode II, findes også en identisk ornamentik på skår af forrådskar.[18] Det imponerende, 45 cm høje kars stramme profil, vil stemme godt med en datering til periode I.
Ovenfor er omtalt, at gravkamre af den her beskrevne type er blevet karakteriseret ved mange betegnelser. Næsten lige så broget er forsøgene på at indrangere denne lille gruppe stengrave mellem de ofte forekommende stengravstyper. I ældre tid er gravkamre med pæreformet grundplan af flere forskere opfattet som en særform af jættestuen,[19] senere blev de betragtet som en af de store dyssekamre udviklet form,[20] eventuelt inspireret af jættestuernes store kamre.[21] I disse overvejelser ligger, at de er betragtet som et led i en udvikling, og dermed yngre end de store dysser og jættestuer.
Men tidspunktet for hvornår de enkelte megalitgravstyper er opført, kan næppe løses ad typologisk vej.[22] Dateringen af stengravenes opførelse hviler, hvor mulighed for C-14 analyse ikke er tilstede, på den ældste del af de lerkar, der er henstillet ved anlæggene i sakralt øjemed.[23]
Interessen for stengrave med pæreformet grundplan har, efter betegnelsen gravkister er knyttet til dem, ikke så meget været rettet mod selve gravtypen, som til det forhold, at de antages at have været forbillede for de store nordjyske enkeltgravskister. Af større interesse for vort formål, en indplacering og datering af kammertypen mellem de øvrige megalitgravstyper, der blev rejst i periode I B, er deres begrænsede regionale udbredelse. C.J. Becker har understreget, at megalitgrave af denne type i Danmark er koncentreret til Østersøens kystegne, med forekomst i Sydsjælland, på Lolland, Langeland og Sønderjyllands kyststrækninger mod Østersøen. Hertil kommer et par grave på Nordfyn nær Storebælt.[24] Dette syddanske område dækker mere eller mindre forekomster af stengrave med et særpræg, der er sjældne eller ukendte i det øvrige Danmark. Således jættestuer med asymmetrisk, trapezoid grundplan på Lolland og Langeland, eller jættestuer med kort gang og indesluttet i rektangulære, stenomsatte høje.[25] At disse særpræg er knyttet til den østlige Østersøs kystegne er således velkendt, og også at det ikke er et lokalt, dansk fænomen, men at impulserne er nået hertil fra egne syd for Østersøen.
Dette har det sidste tiårs storstilede forskningsarbejde i provinsen Mecklenburg i DDR kraftigt understreget.[26] Her forekommer stengrave med pæreformet grundplan, og de andre ovenfor nævnte megalitgravsformer i stort tal.[27] Det er i Mecklenburg (og antagelig i tilstødende provinser i Vesttyskland) den pæreformede megalitgrav synes at være fremstået, og derfra er den nået frem til Syddanmark.
Den megalitiske gravhøj i Frellesvig er opført i periode I A af mellemneolitisk tid. I højens og gravkamrenes opbygning indgår elementer, hvortil paralleller kendes fra andre megalitiske anlæg, også udenfor de syddanske østersøegne. I højens første, sikkert meget kortvarige fase, stod randstenene som monolitter, der indrammede den egentlige høj, og i denne periode blev sakralt betonede lerkarhenstillinger foretaget foran dens front. Muligvis er der tale om to hensætninger, hvor et større antal kar er henstillet samlet.[28]
Efter den anden opbygningsfase fremtrådte højen formelt som en langdysse; den er så at sige blevet normaliseret, men den afviger i forholdet mellem længde og bredde fra de egentlige langdysser.
Højens gravkamre må karakteriseres som dyssekamre af en type, der skyldes indflydelse fra egne syd for Østersøen. Den ældste, og iørefaldende betegnelse: pæreformet dyssekammer, burde vinde indpas i faglitteraturen, som en fast betegnelse for stengrave af denne type. Sophus Mullers betegnelse „forlængede dysser“,[29] der kunne anvendes, vil let føre til forveksling med den tyske „erweiterte Dolmen“, der dækker en anden stendysseform.
Foran højens randsten lå skår af en tredie gruppe offerkar, men her spredt, så de oprindelige henstillingsfaser næppe længere kan udredes. Kun flygtigt eller ikke berørt ovenfor er, at der foran højen påvistes udrømningslag fra dyssekamrene, større flade gruber med trækulsfarvet fyld, stenlægninger og forekomster af små pletter belagt med ildskørnet, hvidbrændt flint.
Mennesker har haft ærinde ved højen gennem lange tider. En brandplet er nedgravet i den, og fra den tidlige middelalder stammer lerkar- og klæberstensskår. Det yngste fund var en champagneflaske. Cand. theol. Wiborg har nok modtaget besøg af den grevelige familie fra Tranekær slot. Ak! den var tømt. Ellers havde den været en passende tribut til Fyns arkæologis utrætteligt arbejdende nestor.
Oldsagsfotos: Helge Heger Christensen.
