Mangeårig syslen med de fynske landurmagere har ført mig til den opfattelse, at disse har tilhørt evnerige slægter. Det gamle landsbysamfund rummede utvivlsomt mange gode begavelser, der aldrig kom til udfoldelse. I disse landurmagere vækkes imidlertid – for mig at se – de skjulte evner og kræfter, ført frem af de muligheder for udfoldelse af mekanisk snilde, som deres tid bød dem.
En betragtning af efterslægten kan undertiden give en bekræftelse på denne formodning, og det gælder især den mester, der signerede sit ur: Rs. Dreier i Bogense, og som vi her skal opholde os ved. Rasmus Jensen Dreier, som hans fulde navn er, virkede som urmager i Bogense i slutningen af 18. århundrede. Han havde dog en fortid som urmager i landsbyen Nørre Esterbølle i Nørre Sandager sogn, hvilket gør ham til kollega til Køng- og Fangel-urenes mestre.[1]
Rasmus Jensen Dreier er født 1735,[2] men hverken hans herkomst eller fødested kendes;[2] måske er han født i Nr. Esterbølle. Heller ikke vides det, hvor han har lært urmageriet. Ved hans vielse i Eilby kirke 4. november 1767 til Anne Nielsdatter, datter af Niels Madsen Møller i Sandager mølle, betegnes han som „Uhrmager i Esterbølle“, og her blev han bosat. Men ved folketællingen 1787 finder vi urmageren Rasmus Dreier boende i Sct. Annegade No. 74 i Bogense; han er 52 år gl. og hans hustru Anne Nielsdatter er 44 år. De er begge i 1. ægteskab og har børnene: Mathias Rasmussen 11 år, Johanne Marie Rasmusdatter 9 år, Anne Kirstine Rasmusdatter 7 år, Johan Christian Rasmussen 4 år og Marie Cathrine Rasmusdatter 1 år. Desuden er der en søn Niels Dreier, f. 4. august 1768 i Esterbølle, men ved folketællingen var han fraværende, nok på grund af skolegang, for han blev i 1788 student, privat dimitteret, fra Svendborg.
De tre ældste børn Niels, Mathias og Johanne Marie havde hver en dame af Sandagergårds herskab som gudmoder. I 1768 var det en frk. v. Holten, søster til Sandagergårds daværende frue, oberstinde v. Grambow, i 1775 Sandagergårds nye frue og ejerinde, oberstinde v. Brincken (f. v. Grambow) og i 1777 den ovennævnte oberstinde v. Grambow. Vedel Simonsen omtaler under året 1775 dåben af „Dreierens Søn af N. Esterbølle“.[3] Navnet Dreier synes her overført som personnavn fra den gamle betegnelse for drejer: svarrer el. svarver.[4] De tre yngste børn er alle døbt i Bogense og med bistand af det bedre borgerskab.
Om Rasmus Dreier har været fæster under Sandagergård eller på anden måde været knyttet til denne gård og dens herskab, er ikke fundet. Noget tyder derpå, men den nære tilknytning til Sandagergård kan også hidrøre fra hustruen Anne Nielsdatter og hendes møller-families forbindelse sammesteds.
Imidlertid må Rasmus Jensen Dreier og hans familie være flyttet til Bogense senest 1779, efter det tredie og før det fjerde barns fødsel og dåb. Her boede de i begyndelsen til leje og gjorde det måske helt til 1797, da Jens Rasmussen „Borger og Muurmester her i Bogense til Borger og Uhrmager Rasmus Dreier her i Byen solgte sit ejende Huus, der er beliggende paa Torvet vestre Siide i Bogense under Brandforsikringsnummer 145“. Huset betaltes med 132 rdl., og handelen er underskrevet af køber og sælger 19. dec. 1797. Straks derefter fik Rasmus Dreier lån i huset, idet han af ejeren af herregården Jerstrup, Jacob Østrup, lånte 100 rdl. til årlig rente 4 % og herfor udstedte en 1. prioritets panteobligation i hus og indbo, hvoraf det mest betydningfulde var: „Et Chatol. En Dragkiste. Et stoer blaaemahlet Ege Bord. En nye Blæse Bælg, Et lidet Ambolt. En Skruestikke med tilhørende Instrumenter“. Og til supplement skal anføres, hvad brandtaksationen fortæller om Rasmus Dreiers nyerhvervede ejendom: „Forhuuset. 1 Etage Eegebindingsværk. Muur-Tegl og Tegl-Tag, 4 Fag indrettet til Stue, Kammer og Køkken, takseret pr. Fag 25 Rigsdaler, i alt 100 Rdr.“
Lånet fra Jacob Østrup fik Rasmus Dreier aldrig betalt. Allerede 18. marts 1800 døde han om aftenen kl. 6½, 65 år gl., og 24. marts blev han begravet N(orden) kirken i den rdrs. (rigsdalers) jord „med Sang og Klang“, hvilket vil sige, at han blev begravet i afdelingen for de velhavende borgere, og at der blev sunget og ringet over ham.
Hans hustru sad nu som enke med børnene, af hvilke det yngste, datteren Marie Cathrine, dog var nået 14 års alderen. Men boet var „con-cours“, og enken gik ind på at betale gælden.
Af indboet, hvoraf den „paa Stedet værende Kakkelovn“ var lejet, udgjorde urmagerværktøjet: „En Skruestikke, en Nappetang, 2 Hamre, 2 smaae Meisler. Et par smaae Vritborrer, 4 gamle Fiile og nogle Stykker andre smaae Redskaber, hvilket i alt blev ansat at være af Værdie 2 Rdr.“. Og videre: „Hvad den sal. Afdødes Gangklæder angik, da var de, med Samtykke givet den yngste Søn, og Enken forbeholdt sig sine; hvad deres Linned angik af Servietter etc., da deklarerede hun at have med sin sal. Mands Samtykke Tiid efter anden givet dem til deres Pigebørn, som de kom ud at tiene. Endnu fandtes i Stuen nogle gl. Uhre, begyndt Arbejde til et nyt og noget meere itobrækket mekanisk Arbejde, men da de samtligen deklarerede, at de ikke tilhørte Boet, men var leveret til Reparation og bestilt af andre, – blev saadanne forbigaaet“. – Her får vi et lille kig ind i stuen, som synes at have været Rasmus Dreiers værksted.
Hvor mange ure der er påbegyndt og fuldført i Bogense eller Nr. Esterbølle, vides ikke. Rasmus Dreier synes ikke at have dateret eller nummereret sine ure. Størrelsen af hans produktion kendes derfor ikke, og der er kun fundet eet ur, som med sikkerhed stammer fra hans værksted.
Det pågældende ur er signeret Rs. Dreier i Bogense, altså må det være fra tiden 1779-1800. Det er et 8 døgns værk med sekund- og datoviser, samt repeteranordning. Halvtimetegnene, som vi finder her, er af samme type som på de ældste Køng-ure, ligesom den buede minutstreg er et gennemgående træk hos sydfynske ure. Derimod er hjørneornamenterne med deres to liggende skikkelser, der holder en krone løftet mellem sig, tilsyneladende noget særegent for denne mester. Det samme gælder fuglen, en svane, som bevæger sig i en cirkelrund åbning. Urkassen, som er 2 m høj, er den oprindelige kasse, men dens maling, rød og sort, er nyere, dog er dens indres røde farve oprindelig.
Uret er et slægtsur. Det har fra gammel tid hørt hjemme på Haugaard, en gammel ejendomsgård i Vigerslev sogn. Den nuværende ejer er gårdejer Anders Haugaard.
Selv om det må forstås, at identificering ikke derved er mulig, skal her fremhæves nogle enkeltheder ved et andet ur, et usigneret standur med døgnværk, som nu tilhører grosserer Svend Andersen i Odense. Disse enkeltheder kan nok lede tanken hen på de gamle ure, som ved Rasmus Dreiers død forefandtes i hans stue og værksted.
Uret, som er købt i Brenderup på Nordvestfyn, har i lighed med Haugaard-uret en svane i cirkelrund åbning af samme udseende, omend dens størrelse er mindre. At uret er usigneret, udelukker ingenlunde, at det kan være lavet af Rasmus Dreier. Usignerede ure har, med støtte i den mundtligt overleverede tradition, kunnet henføres til andre fynske mestre; det gælder f. eks. visse af Køng-urene. løvrigt er usignerede ure i reglen præget af stilblanding, og således er det også her. Hjørneornamenterne og delfinmotivet viser samtidighed med de ældste fynske standure, mens visernes udformning peger på tiden omkr. år 1800. Brenderup-urets kasse, som står i nyere blågrøn farve, er oprindelig. Glasset i urhovedets låge har grønligt skær. Denne låge lukkes med den originale krampe, medens lågen i mellemstykket lukkes med udvendig vrider af træ, ligeledes original.
Måske lader Brenderup-uret sig datere. Ejeren mener at kunne erindre årstallet 1765 stående et sted i dets indre. Det fremkom under en reparation for nogle år siden, men er ikke længere synligt. Dette tidlige årstal underbygger formodningen om, at Brenderup-uret er et ældre ur, som Rasmus Dreier kun i begrænset omfang kan stå som mester for.
Omend det fremdragne materiale er beskedent af omfang, synes det dog at pege på Rasmus Jensen Dreier som en dygtig urmager. Og selv om han ved sin død viste sig at være „concours“, hvad så den egentlige grund dertil kan have været, viser opgørelsen af hans efterladenskaber dog, at han havde et ikke ringe bo.
Der lå rige evner gemt i urmagerslægten, både i praktisk og i boglig retning. Dog var der ingen af Dreiers børn eller svigerbørn, der fortsatte professionen. Sønnerne Mathias og Johan Christian løste borgerskab som murermestre og virkede derefter i Bogense, og en svigersøn virkede som snedker sammesteds. Den ældste søn, Niels Dreier, der som nævnt blev student i 1788, blev 1795 cand. theol, ægtede 1796 Thomasine Nicoline Reutze af Allerup-Davinde og blev sognepræst for Simested-Hvam-Hvilsom i Viborg stift. Han beskrives som „brav og dygtig; almindelig agtet; Hustruen lige fortræffelig“.[5] Han var en lærd „Latiner af den gamle Skole“. Selv underviste han sine børn, af hvilke flere fik et kendt navn. Det gælder både den ældste søn, lægen og digteren Ove Christian Dreier (1806-36), og de yngre sønner, politikeren Carl Peter Frederik Dreier (1808-71) og botanikeren Salomon Thomas Nicolaj Dreier (1813-43). Sidstnævnte var både kunstnerisk og videnskabelig begavet, blev kendt som en dygtig violinspiller, men det er som botaniker, hans navn er bevaret. Allerede som dreng interesserede han sig for botanik, og på dette område blev han en videnskabsmand, til hvem samtiden nærede de største forhåbninger, men disse afbrødes ved hans tidlige død. „Han lyste op som en Meteor og kastede Glans over dansk Botanik i en Mørketid“.
