Vor forestilling om de danske vikinger hænger uløseligt sammen med de spændende vikingeborge, hvis eksistens dog kun har været kendt i et halvt århundrede.
Erkendelsen af vikingeborgene, deres datering og tolkning er efterhånden et veldiskuteret emne. De omfattende udgravninger på Trelleborg-, Aggersborg- og siden Fyrkatanlæggene har bragt megen ny viden for dagens lys. En ny tilgangsvinkel til borgenes udforskning fremkom med de dendrokronologiske undersøgelser,[1] hvis snævre dateringsramme uden skånsel trak tæppet væk under flere tilsyneladende velfunderede teorier. De store anlæg har dog stadig en næsten magisk tiltrækningskraft på både læg og lærd, og nye funktionsteorier bringes stadig til torvs.[2]
Mens der hersker bred enighed om eksistens og datering af de imponerende og militæragtigt discplinerede opførte anlæg Trelleborg, Fyrkat og Aggersborg, bliver der selv i den nyeste litteratur rejst tvivl om det atypisk placerede anlæg på Nonnebakken i Odense.[3] En skepsis der først og fremmest beror på det faktum, at der kun er gjort ganske få og usikre jordfund med sikker kontekst til anlægget.
Selve ringvoldsanlægget er som bekendt næsten bortgravet, området bebygget og gennemskåret af gader. En række punktundersøgelser koncentreret omkring årene 1968-71[4] syntes dog for os her i Odense ikke at efterlade nogen tvivl om anlæggets karakter som borg i lighed med de tre øvrige! En opfattelse der i det følgende skal underbygges ved fremlæggelse af nye iagttagelser.
Elforsyningen, Odene Magistrats 5. Afdeling, anmodede i efteråret 1987 om tilladelse til at udføre et større anlægsarbejde umiddelbart nord for borgens ringvold. Kommunen fik en dispensation fra naturfredningslovens §§ 48 og 53 under forudsætning af, at museumsvæsenet ville få mulighed for at foretage arkæologiske sonderinger, hvor det måtte findes påkrævet.[5]
Anlægsarbejdet bestod i at udlægge stærktstrømskabler i et 10-15 m bredt tracé under Odense Å direkte mod syd gennem et parkanlæg helt op til den formodede voldfod i midten af den gade, som bærer navnet Nonnebakken. Herfra skulle opgravningen forgrene sig i mindre tracébredder langs denne vej mod øst (fig. 1.)
Første etape bestod i afrømning af op til 170 cm sekundær fyld i det ca. 23½ m lange anlægstracé. En arkæologisk undersøgelse påviste direkte under nyere tids fyldlag et sortfarvet klægt stærkt omdannet kulturlag, hvis mest karakteristiske kendetegn var et markant indhold af næsten opløste ildskørnede granitsten. Kulturlaget var aflejret direkte ovenpå undergrunden og havde en varierende tykkelse mellem 5 og 25 cm. Hele den sydlige del af udgravningsfeltet var dækket af det omtalte lag i et svagt buet forløb tilnærmelsesvis koncentrisk med voldfoden. Trods ihærdige anstrengelser, som indbefattede vandsoldning, lykkedes det ikke at fravriste det sorte fyldskifte daterende genstandsmateriale. Der blev derfor udtaget analyseprøver til termoluminiscens- og C-14-datering.
Mens vi med spænding venter på udfaldet af de naturvidenskabelige analyser, kan vi passende glæde os over en mere håndgribelig registrering, som det lykkedes at gennemføre en regnfuld weekend i slutningen af marts 1988.
På dette tidspunkt var anlægsfasens 2. etape netop begyndt. Det oprindelige udgravningsfelt var blevet udvidet med ca. 4 m ud i gaden (Nonnebakken), og denne udvidelse blev forlænget vinkelret mod øst i gadens længderetning i et ca. 2 m bredt tracé. Herved åbnedes en teoretisk mulighed for at støde på et eventuelt voldgravsforløb på ringborgens nordlige side. Udvidelsen ud i gadeforløbet belønnede anstrengelserne med et iøjnefaldende 230-250 cm bredt, svagt buet fyldskifte, der som et brunsort tæppe lå på den gulgrå, lerede undergrund.
På grund af vanskelige arbejdsforhold og begrænset tid blev fyldskiftet ikke afdækket i hele feltets bredde. Alligevel taler den beskedne flade sit tydelige sprog (fig. 2.). Anlægget blev dokumenteret ved et tværsnit: Profilen viste en 2½ m bred og 89 cm dyb v-formet spidsgrav (fig. 3.) Gravens dybde er ikke imponerende. Iagttagelser i opgravningens profiler viste imidlertid tydeligt, at maskinafgravningen i forbindelse med anlægsarbejdet havde fjernet ca. 15 cm. Som konstateret i forbindelse med undersøgelser længere inde på borgområdet[6] synes terrænet generelt kraftigt afgravet, sandsynligvis som følge af en drastisk regulering af området i 1909. Gravens udseende har derfor formentlig haft en påfaldende lighed med den 4 m brede spidsgrav, der har omgivet Aggersborg.[7]
Beskrivelsen under fig. 3 taler for sig selv. De illustrerede lag kan bedst beskrives som karakteristisk voldgravsfyld. Nederst naturgivne aflejringer af blade, kviste, grene og skaldyrsrester. Øverst lagene fra en tilsigtet opfyldning af graven. På grund af grøftens vandsøgende form har de fugtige lag sat sig, og der fandtes derfor ganske langt nede i fylden spor af tegl. Under de teglførende opfyldningslag kunne ses en tydelig overgang til mere homogene aflejringer i stillestående vand.
Ved udgravningen blev der ikke fundet genstande til datering af anlægget. Nok så interessant var det derfor, da der mellem lag 4 og 5 blev fremdraget en bearbejdet egetræsstump.[8] Træstumpen udgjorde ikke en jordfast konstruktionsdel. En dendrokonologisk undersøgelse foretaget af Wormianum godtgjorde, at hvis det borthuggede splintved har været normalt, og hvis kun splinten mangler, vil dateringstidspunktet falde omkring 980.[9]
Det må medgives, at erkendelsen af en spidsgrav på nordsiden af et formodet befæstningsanlæg ikke er et endegyldigt bevis for, at der indenfor denne findes en ringborg. Men tilstedeværelsen af en voldgrav indicerer i det mindste et forsvarsværk af en eller anden type. Ærindet med denne artikel er at føre endnu et bevis for, at Nonnebakken er en ringborg af Trelleborg-typen. Det vil derfor være formålstjenligt at påpege de lighedspunkter, Nonnebakken har med de øvrige ringborge, når talen er om borgenes ydre befæstningslinie.
Påvisningen af et koncentrisk voldgravsforløb er et faktum. Om spidsgraven har omgivet hele Nonnebakken er uvist. Sandsynligvis har den haft forbindelse med vandløbet Fibæk, som mod øst har udgjort en naturlig beskyttelse i den nu opfyldte slugt under Tietgenskolen. Beregning af bermens bredde i forhold til den i flere omgange påviste brede vold viser, at ligheden med Aggersborg er påfaldende. Også på Nonnebakken har den været ca. 8 m.[10]
Spidsgravens konstruktion er i detaljer analog med graven om Aggersborg.[11] Således er hældningsvinklen ca. 40° og bredden nær det samme. Fyldstrukturerne er ikke umiddelbart anvendelige til sammenligning, men efterlader en fornemmelse af, at borgene i deres allertidligste funktionstid er blevet lige så disciplineret renholdt, som de blev opført. Den beklagelige mangel på fundmateriale i voldgraven har måske sin forklaring heri.
De her fremlagte iagttagelser er tillige med dateringen af det fundne stykke egetræ efter vor mening et håndgribeligt bevis på aktivitet af fortifikatorisk karakter på Nonnebakken i slutningen af vikingetiden. I sin form helt sammenlignelig med de fremdragne resultater fra Aggersborg, Trelleborg og Fyrkat.
