I 1970-årgangen af dette tidsskrift kunne man læse om den arkæologiske undersøgelse af resterne af to middelalderlige stenhuse, Overgade 1 og 3, i hjertet af Odense og om disse stenhuses historie tolket ud fra de sparsomme historiske kilder[1]. Hvad det ene hus, Overgade 3, angår, blev det påvist, at det sandsynligvis var opført efter en bybrand omkring 1420, og at dets ældste kendte ejer var Jep Pedersen Pape, sognepræst i Lunde og kannik i Odense i 2. halvdel af det 15. århundrede. I artiklens sidste afsnit omtales, at Odense byråd havde besluttet sig til i samarbejde med Rigsantikvarens fortidsmindeforvaltning[2] at lade ruinen af sidstnævnte hus flytte til fordel for en gaderegulering. Om denne redningsaktion skal berettes i det følgende, men først skal den fredningsmæssige side af sagen berøres.
Under forhuset til Overgade 3 befandt sig en overhvælvet, middelalderlig kælder, som allerede i 1919 var blevet optaget på fortegnelsen over fredede bygninger efter den dengang kun et år gamle bygningsfredningslov. I 1960’erne, da den store gennemkørselsgade, Thomas B. Thriges gade, trak sin hårde fure i Odenses gamle fysiognomi, blev Overgades vestre ende, hvor nr. 3 befandt sig, afskåret fra resten af gaden. Efter vejteknikernes planer skulle dette 50 m lange gadestykke nu reguleres, kun den fredede kælder lå afgørende i vejen. Odense magistrat søgte Det særlige bygningssyn om tilladelse til at sløjfe kælderen. Tilladelsen blev givet, omend med beklagelse. I forbindelse med nedrivningen af husets øvre etager[3] blev det imidlertid opdaget, at der bag yngre murværk på to af bygningens sider skjulte sig middelalderligt murværk. Sagen kunne herefter betragtes som et tilfælde analogt med de i naturfredningslovens § 49 omtalte fund gjort under jordarbejde, og Rigsantikvarens fortidsmindeforvaltning optog forhandlinger med Odense magistrat om den videre udvikling.
Nedbrydningen blev stillet i bero til fordel for en grundig undersøgelse. Om dennes forløb og resultater henvises til førnævnte artikel, hvoraf det også fremgår, hvorfor de samlede bygningsrester blev anset for så værdifulde, at Rigsantikvaren måtte gå stærkt ind for deres bevaring. Flere muligheder blev drøftet[4], men vanskelighederne ved en bevaring på stedet – af såvel trafikal som økonomisk art – var for store. Et forslag, som gik ud på at flytte ruinen i bogstaveligste forstand „af vejen“, blev derfor udarbejdet af fortidsmindeforvaltningen og gjort til genstand for forhandling mellem magistraten og ministeriet for kulturelle anliggender. Magistraten anbefalede forslaget over for Odense byråd, som i et møde den 19. april 1971 godkendte planen og bevilgede 200.000 kr. som tilskud til dens gennemførelse[5]. Forliget mellem stat og kommune indebar, at ruinen skulle skubbes på ruller 16 m mod syd, dvs. ind bag den fremtidige byggelinie på den regulerede Overgades sydside, således at den på sin nye plads med tiden skulle kunne inddrages i en nybygning – der tænktes på et rådhusanneks – og i den forbindelse eventuelt skulle tillades reduceret indtil ca. 2 m over det omgivende terræn.
Forhandlingerne havde været ledsaget af en livlig meningsudveksling i de fynske dagblade for og imod ruinens bevaring. Det bør her til forklaring af den store forbeholdenhed, der blev givet udtryk for, siges, at det ikke var ganske let at forestille sig, hvad der kunne komme ud af de skrøbelige murrester, som alene ragede op i det store øde, efter at resten af husrækken var faldet. Det som antikvarerne kaldte en enestående seværdighed, var en temmelig grim ælling.
Til at foretage flytningen af ruinen entrerede fortidsmindeforvaltningen med firmaet C.T. Winkel A/S, som havde foretaget flere opsigtsvækkende „rulninger“, bl.a. i 1963 af Rigshospitalets røntgenbehandlingsfløj, endda i fuldt driftsklar stand. Trods det beskedne format var opgaven i Odense ikke mindre krævende på grund af det 550-årige murværks skrøbelighed og de uensartede kampestensfundamenter. Entreprenøren indledte forberedelserne til ruinens flytning d. 12/4 1971. Forinden var udgravningen inde i det hvælvede kælderrum gennemført, og gulvniveauet sænket til murværkets underkant. Desuden var ruinens højde blevet reduceret med ca. to meter på grund af svære revner i murværkets øvre dele[6]. Herved forsvandt den eneste bevarede vinduesåbning fra bygningens 2. stokværk, men murstenene, som omgav vinduet, blev omhyggeligt nummereret af hensyn til en senere rekonstruktion.
Det resterende murværk blev derefter sammenspændt med rundjernsankre i flere niveauer. Hver af kælderens ydermure blev spændt sammen i sin længderetning med et udvendigt og et indvendigt anker. For at hindre murene i at bøje ud blev de desuden forbundet parvis med trækbånd i forbindelse med en afsprodsning med tømmer af midterpillen. En mur førtes diagonalt hen over hvælvingerne til støtte for de to høje mures frie hjørner. Nu var bygningsklumpen tilstrækkeligt stabiliseret til at næste fase, opklodsningen eller „op-jokningen“, som det hedder i entreprenørsprog, kunne foretages.
Ruinen skulle forskydes mod syd i flugt med østre og vestre ydermur. Hver af disse mure blev undergravet på fire steder, hvor der anbragtes 58 cm høje „ben“ af profiljern, hvert sted to ben, et under kældermurens inderside og et under dens yderside. Hvert benpar stod på en færdigstøbt fundamentsklods. Oven på benene blev lagt svære jernplader, og mellemrummet mellem disse og kældermurens underside blev udstampet med cementmørtel. Nu kunne øst- og vestmurens vægt overføres til de otte benpar, og disse mure blev frigravet i deres fulde længde. Derefter blev der på langs af murene, imellem benene, fra sydsiden indskudt svære profiljern (DIP 30) oven på benenes fundamentsklodser, som blev suppleret med et antal ekstra klodser. På disse jern, der skulle fungere som rullebaner, blev lagt ruller af korte stykker 50 mm rundjern og oven på rullerne igen profiljern (DIP 20) af samme længde som murene. Mellem de øverste profiljern og murenes underside blev der udstampet med cementmørtel. Nu var de to yderste rullebaner færdige. Midt imellem dem blev der på tilsvarende måde etableret en tredje rullebane, hvorpå centralpillen og de midterste partier af ruinens nord- og sydmur skulle hvile under flytningen. Endelig kunne de sidste stræk af nord- og sydmurene undergraves med forsigtighed, idet de straks blev „underfanget“ med profiljern (DIP 16), som overførte belastningen til de jern, der hvilede på rullebanerne.
Under ruinens ydermure var der hermed anbragt en sammenhængende ramme, som var forsynet med en midtersprodse, hvorpå centralpillen hvilede. Under to af rammens sider og under midtersprodsen var anbragt ruller, som hvilede på de tre svære jern, der udgjorde rullebanerne. Helt så enkelt som her beskrevet forløb arbejdet dog ikke, hvilket skyldes murenes uensartede fundering. Kældermurene var indvendig opført af teglsten direkte på undergrundens sand. Udvendig lå i samme højde en syld af flere lag svære kampesten, og først derover fulgte teglstensmurværket. Adskillige steder måtte man derfor, for at udligne kampestenenes ujævnheder, indlægge ekstra jernstykker eller foretage udstøbninger med beton.
Ruinen skulle som nævnt flyttes 16 m mod syd. I forbindelse med udgravningen af det nødvendige areal foretog Odense bys museer arkæologiske undersøgelser[7]. Så kunne de tre svære profiljern, som udgjorde rullebanerne, forlænges hen til ruinens fremtidige plads, hvor der blev støbt tre fundamentsbjælker. Oven på disse blev der i forlængelse af rullebanerne lagt sammenboltede jernbaneskinner. Efter otte ugers arbejde var alle forberedelser truffet til ruinens flytning. De mange opjokninger, de korte vinkeljernsben, som endnu bar vægten af de ca. 200 t murværk, kunne fjernes (ved overskæring med skærebrænder), og ruinen ville lade sig skubbe til sin nye plads. Til at levere dette „skub“ anvendtes to olietryksdunkrafte, som blev aktiveret fra en fælles hydraulisk maskinpumpe. Dunkraftene skulle trykke nederst på to af ruinens hjørner. Som modhold for dunkraftene blev der på hver af de yderste rullebaner anbragt et særligt spændestykke. For hver ca. 3/4 m, ruinen havde flyttet sig, blev dunkraftene rykket frem og spændestykkerne flyttet efter.
Tirsdag den 8. juni 1971 blev flyttedagen. Efterhånden som ruinen bevægede sig fremad, blev de frigjorte ruller flyttet frem foran den. For at afsløre eventuelle sætninger foretog entreprenørens tilsynsførende ingeniør stadige nivellementer. Horisontale afvigelser fra bevægelsesretningen blev korrigeret ved, at rullerne med lette hammerslag blev anbragt lidt skråt i forhold til rullebanerne.
Helt uden dramatik forløb flytningen ikke. Man havde forudset, at rullebanerne ville sætte sig lidt, efterhånden som belastningen blev flyttet langs ad dem; derfor havde man også lagt de svære profiljern en anelse højere end skinnerne på det fremtidige fundament. Muligvis har de yderste rullebaner sat sig mindre end beregnet – i hvert fald viste det sig, da ruinen var skubbet halvt ind på sit blivende fundament, at jernbjælken under midterpillen ikke længere trykkede på sine ruller, men at disse frit kunne tages ud. Da jernbjælken alene umuligt kunne bære den fulde belastning fra midterpillen, vil det sige, at i stedet for at pillen modtog trykket fra hvælvingerne, så hang nu en stor del af pillens vægt i disse. Teoretisk skulle dette slet ikke kunne lade sig gøre. Lidt længere fremme hvilede pillen atter på fast grund, men den kortvarige situation havde givet endnu et bevis for den utrolige sejghed, middelalderlig kalkmørtel kan besidde. Takket være den undgik man alvorlige revnedannelser. Resten af køreturen forløb glat, og otte timer efter, at startsignalet var givet, var de 16 meter tilbagelagt; ruinen stod på sin blivende plads.
For enhver, som har set ruinen af Overgade 3 eller blot billeder af den før flytningen, er det indlysende, at der er foretaget ikke alene en gennemgribende reparation af det middelalderlige murværk, men også en væsentlig supplering af dette. Det må indrømmes, at man i den henseende er gået videre, end hvad man efter den gældende antikvariske opfattelse normalt bryder sig om. Dette skyldes først og fremmest hensynet til ruinens stabilitet i forbindelse med dens beliggenhed tæt på et befærdet strøg med rystelser af tung trafik. Det blev overvejet at udføre de nødvendige suppleringer af murværket som rene flader af moderne sten, der tydeligt ville skille sig ud fra de originale. Det havde naturligvis været det ærligste, men det ville have givet ruinen et meget broget udseende og gjort det vanskeligt at opfatte helheden. Dertil kom, at de undersøgelser, der blev lejlighed til i forbindelse med, at de sidste yngre tilføjelser blev fjernet[8], gav en større grad af sikkerhed med hensyn til flere detaljer, end man havde turdet håbe. Man valgte derfor så vidt muligt at genskabe det middelalderlige murværk. De mange munkesten, som der blev brug for, havde man heldigvis omtrent ved hånden. De lå i magasin på Ørbæklunde og stammede fra en nedbrydning i 1965 af to andre gamle Odense ejendomme, Overgade 4 og 8, den første opført af storkøbmanden Oluf Bager, den sidste hans fædrene gård. Nationalmuseet sikrede sig dengang stenene til restaureringer i almindelighed, nu vendte de tilbage til Odense. I det følgende er der i hovedtræk redegjort for de overvejelser, som har ligget til grund for restaureringen af de enkelte afsnit. Alle indgreb er naturligvis blevet dokumenteret med opmålinger og fotografier.
Først blev kældermurene og midterpillen understøbt med beton. Jernbjælker, ruller og den sidste strækning rullebane blev således indstøbt i de nye fundamenter. Det nederste af ydersidernes murværk var på alle fire sider meget ujævnt, så at man måtte antage, at det fra begyndelsen har været dækket af jord. Det oprindelige terræn må have ligget ca. 80 cm under det nuværende. Op til denne højde blev murenes ydersider nu omhyggeligt repareret, og for at hindre vandgennemtrængning blev de berappet med cementmørtel og asfalteret. Inden opfyldningen fandt sted, blev der lagt et omfangsdræn med afløb til en faskine. I virkeligheden har terrænhøjden ikke været den samme på alle fire sider, således som det nu er tilfældet. På ruinens sydside, altså bygningens gårdside, steg det ujævne murværk hen imod sydøsthjørnet og havde mere karakter af en udstøbning med murbrokker i kalk. Det var selve „sjælen“ i kældermuren, som her lå blottet, idet kassemurens yderste ½ stens vange var udeladt, øjensynlig fordi muren var opført direkte imod en jordvæg. Forhøjningen – hvad den nu end skyldtes – er også forklaringen på, at de to små muråbninger nederst i sydmuren sidder i forskellig højde. De har siddet næsten lige over oprindeligt terræn. Nu er murværket under dem blevet repareret som blankt murværk, hvilket altså er en tilsnigelse, omend nødvendig for ruinens stabilitet.
De nævnte to små muråbninger hører til ruinens interessanteste detaljer. Vinduer er de ikke, men mundinger for en slags luftskakte, der står i forbindelse med den hvælvede kælder, hvor de udgår fra sydvæggens to nicher. Foroven er skaktenes indervægge opført af mursten stillet på kant i et sildebensmønster, hvilket kan iagttages udefra gennem de fladbuede åbninger. Foruden disse var kælderens eneste oprindelige åbning til det fri en senere tilmuret dør i nordvæggen. Denne dør blev nu genåbnet og de to yngre gennembrydninger i østvæggen tilmuret, idet de oprindelige nicher eller spare-blændinger, som fandtes i denne væg ligesom i de øvrige, blev genskabt. Nordvæggens dør havde oprindelig haft en aftrappet, udad stigende overdækning bestående af tre ½ sten høje fladbuestik. Det yderste af disse var senere blevet erstattet med et sjusket muret stik med skrå underside, således at den udvendige lysning blev større. Dette er muligvis gjort for at skaffe mere lys i forbindelse med en omdannelse af døren til vindue, efter at der var brudt en ny adgang til kælderen fra den østre nabokælder. Også det øverste af nichen ved siden af døren i kælderens nordvæg synes på et tidspunkt at være omdannet til vindue.
Det manglende udvendige stik over døren kunne rekonstrueres med sikkerhed, fordi vederlagene i begge sider var bevaret. I døråbningens bund blev tre trin rekonstrueret efter sandsynlige spor. Begge dørfalse var meget ødelagte og måtte delvis ommures. I den vestre fandtes rester af to svære stabler for en indadgående dør. Udvendig fandtes spor af en fortanding, som efter en muret vange i forlængelse af den vestre dørfals. Dette træk er antydet for de nederste skifters vedkommende ved reparationen. Nordsidens fundament viser iøvrigt, at kældertrappen har ligget op ad væggen øst for døren, hvor der nu er udført en trætrappe. Selve kælderrummet frembød ikke store problemer, så velbevaret som det var. Rummets arkitektur er meget bevidst med de symmetrisk anbragte nicher, og de ødelagte partier kunne derfor rekonstrueres med stor sikkerhed. I de profilerede hvælvingsribber måtte kun en halv snes sten fornyes.
Lidt tvivl kunne der kun være med hensyn til de to meget usædvanlige luftskakte i sydvæggen. Især den vestre af dem var temmelig medtaget, men sporene efter det manglende var dog så tydelige, at man føler sig tryg ved rekonstruktionen. Ved den gulvundersøgelse, som fandt sted før flytningen, var det blevet påvist, at rummets gulv var blevet hævet to gange[9]. Det oprindelige gulv manglede, men dets niveau kunne udpeges med nogenlunde sikkerhed på grund af midterpillens nedre afslutning. Da det oprindelige gulvmateriale er ukendt, valgte man at lægge et munkestensgulv. Under det skjuler sig et elektrisk gulvvarmeanlæg, unægtelig en moderne, men for rummets anvendelighed og bevaring såre nyttig foranstaltning.
De største restaureringsmæssige problemer frembød de to vægge over kældertagen, bygningens vestre og søndre ydermure af 1’ og 2’ stokværk, medtagne som de var af yngre gennembrydninger. Det gjaldt om at få disse mure til at udgøre et samlet, stabilt hele. Først blev derfor de frie hjørner i sydøst og nordvest sikret ved genopførelse af korte stykker af de manglende tilstødende mure. Mest ødelagt var sydvæggen, hvis midterste parti var helt borthugget, således at der mod øst kun stod en pille tilbage nærmest hjørnet. Det så ud til, at murværket var afbrudt ved falsen af en muråbning, og da yderligere pillens bredde svarede til pillen i væggens vestre ende, mellem sydvest hjørnet og den eneste bevarede vinduesåbning i dette stokværk, så måtte det anses for forsvarligt at genopføre væggens midterste parti med et vindue som det bevarede. En muråbning på dette sted kunne nemlig ikke have været en dør, dertil udmundede den østre af de omtalte to luftskakte for højt oppe i muren. Men det må understreges, at vi ikke ved, om de to vinduesåbninger har været ens.
Indersiden af begge de høje mure var i stueetagen engang blevet afhugget, således at de nu var en halv sten tyndere end oprindelig. Det var af væsentlig betydning for stabiliteten, at den manglende halve stens mur blev genopført, og derved blev det også muligt at genskabe visse detaljer i murenes inderside. Det gjaldt således en halv stens fals omkring sydvæggens store vindue og vestvæggens tre nicher, om hvis nøjagtige form der ikke kunne herske tvivl. Nicherne er af vidt forskellig størrelse og tilsyneladende tilfældigt anbragt, eller måske snarere netop hvor man har haft brug for dem; at de skulle være indrettet senere, tydede intet på. Mere tvivl i så henseende hersker der om kaminen midt på væggen. Umiddelbart forekommer det usandsynligt, at en ændring som indbygning af det temmelig store skorstensrør ikke skulle have sat sig spor i murens yderside, især da rørets vestvange kun er en halv sten tyk. Der var imidlertid udvendig ingen reparationer at se i forbindelse med skorstenen. Indvendig var dens omgivelser for ødelagte til at give klar besked om kaminens alder i forhold til resten af væggen. Tilstedeværelsen af endnu et skorstensrør, som vist er oprindeligt, nemlig det som ses i bygningens indvendige sydøstre hjørne, kunne derimod nok tyde på, at kaminen er sekundær, da det er mindre sandsynligt, at rummet har haft to ildsteder. Spørgsmålet om kaminens alder må stå åbent. De ildskørnede sten i kaminens bagvæg var bevaret, og ildstedets bredde var også temmelig tydelig. Derimod manglede den fremspringende skorstenskappe fuldstændig. Skorstenen var naturligvis et svagt sted på vestmuren og havde også givet anledning til svære revner. Det var derfor vigtigt påny at lukke dens inderside, og i den forbindelse kom man ikke uden om at udføre en kappe, som jo skulle bære den overliggende vange. Dette blev gjort så neutralt som muligt, efter de enkleste middelalderlige forbilleder[10]. Den simpelt aftrappede kappe bæres af et fladbuestik, som spænder imellem to udkragninger i murværket. Også i 2. stokværk, 1. salen, var der spor efter en kamin. Denne er der ikke gjort forsøg på at genskabe.
På hver side af skorstenen er der markeret to huller, som blev iagttaget i murværket. Det må dreje sig om huller for udvekslingsbjælker, fordi bjælkelagets yderste bjælke ikke har kunnet passere skorstenen (som nok har haft lidt større fremspring end den restaurerede udgave). Bjælkerne har ligget i retning N-S, og højdeforskellen i „etagespringet“ på henholdsvis vestmur og sydmur må skyldes, at der på sydsidens murafsats har ligget et stykke tømmer, en rem, som har dannet underlag for bjælkerne. Som afslutning på istandsættelsen af vestmuren blev der i dennes øverste skifter indbygget en armeret betonbjælke, som også går omkring hjørnet og en meter ind i sydmuren og derved bidrager meget til de høje murpartiers stabilitet. Derover blev selve hjørnet og sydmurens vestre del forhøjet så meget, at en lille vinduesåbning, den eneste kendte fra denne etage, kunne genskabes. Dette murparti var blevet nedtaget før ruinens flytning, fordi det var for skrøbeligt, men stenene i vinduets omgivelser var blevet omhyggeligt nummererede og lagt i depot. De blev nu genopmuret i overensstemmelse med opmålinger og fotografier.
På et tidligere tidspunkt af restaureringen var der blevet lagt gulv oven på hvælvingerne, altså i stueetagen. Først blev lommerne mellem hvælvkapperne tømt for jord og muraffald, hvorefter de blev opfyldt med løse „Leca“-klinker for isolationens skyld. Derudover blev støbt et afretningslag som underlag for en vandtæt bitumenmembran, der blev ført et skifte op ad væggene. Gulvet af klinkebrændte munkesten blev lagt i beton med let fald mod det nordøstre hjørne, hvor der blev indbygget et afløb, en moderne, men i vort klima højst nødvendig tilføjelse. Det udvendige afløbsrør vil forhåbentlig med tiden nådigt blive skjult af en hyldebusk!
Som nævnt lå det oprindelige terræn omkring huset ca. 80 cm under det nuværende. For at klare denne højdeforskel er der rundt om ruinen indrettet en forsænket, brolagt plads med en støttevæg af imprægnerede sveller, på hvilken der vil blive ophængt bænke. Adgangen sker ad en rampe langs vestsiden. På vej ned ad rampen passerer man husets vestre ydermur, som engang vendte mod en smal slippe mellem Overgade 1 og 3. I tre meters højde ses det senere huggede vederlag for en hvælving, hvormed man engang overdækkede slippen for at inddrage den i nabohuset. Et lignende spor højere oppe måtte ofres, da murens højde blev reduceret før flytningen, løvrigt er der bevaret pæne partier middelalderligt murværk helt intakt med den originale fugning. Fortsætter man avet om ruinen, passeres først sydfacaden med et lille oprindeligt vindue i øverste etage, et stort oprindeligt og et tilsvarende rekonstrueret vindue i stueetagen og nederst de to ventilationsåbninger til kælderen. Disse åbninger er af praktiske grunde blevet forsynet med skodder, vi ved intet om sådanne har eksisteret. Fra ruinens østside ser man ind i rummet mellem de to bevarede mure, sydmuren med dens vinduer og vestmuren med nicher og kamin. De bedst bevarede oprindelige murflader er her nichernes bagvægge og partiet foroven til venstre for skorstenen. Etagespringet giver en fornemmelse af stueetagens højde. Derimod vil man lede forgæves efter indgangen. Den har sandsynligvis været i nordsiden, altså fra gaden, hvor en kort trappe må have ført op til den. De manglende ydermure i nord og øst er rekonstrueret i lav højde for at angive rummets begrænsning. Her er der begået den „fejl“, at der ikke er afsat nogen døråbning, simpelthen fordi vi ikke ved, hvor den har været. Lige så lidt ved vi om trappen til 1. salen. På nordsiden er nedgangen til kælderen. Der findes her til lands nogle ganske få bedre bevarede middelalderlige borgerhuse, men dette rum overgås ikke i sin art. Det fremstår nu hvidkalket, som det sandsynligvis, men ikke nødvendigvis, har gjort fra begyndelsen. I en af nicherne er opsat en plance[11], som i tekst og billeder beretter om de sidste, i egentligste forstand „bevægede“ år af husets 550-årige historie.
Følgende firmaer har medvirket ved flytnings- og restaureringsarbejdet:
Ideen til den forsænkede plads skyldes havearkitekt I.P. Junggreen Have, Åbenrå. Ing. J. Bonne Jørgensen, Overarkitektens kontor, Odense, har stået for installation af elektrisk varme og lys.
